”Jede Theorie ist die konstruktion eines Beobachters, auch die Theorie autopoietischer Systeme.”58 Alle iagttagelser – og dermed alle beskrivelser og alle videnskabelige teorier – er i Luhmanns terminologi hængt op på et paradoks. Det paradoksale knytter sig til muligheden af at se det skelnede som en enhed og i videre for-stand til at iagttagelsen betegner en side i det skelnede, men aldrig positionen hvorfra der iagttages: iagttageren. ”Das Paradox aber ist der Beobachter selbst, der sich selbst im Beobachten nicht beobachten kann.” (2000a:10). Det paradoksale er et armvrid på iagttageren der således ikke kan se hvad han ikke kan se. For at komme fri af dette paradoksale greb må man afparadoksere eller udfolde
55 Luhmann 2000b:342.
56 Luhmann 2000b:97, Thyssen 2003b:24f., Qvortrup 2006b:35; skønt poly- vil være mere dækkende end tri-.
57 Kneer & Nassehi 1997:152.
58 Luhmann 2000a:77. Luhmann applikerer autopoiesis fra den biologiske kontekst hos Maturana over på sociale systemer (1997b). ”Luhmann havde altid sin egen perception, når han tog disse begreber op.” (Baecker i Volkmer & Borch 2000:123). Sådanne åbne lån og metaforiske læsninger i andre teorier kan påkalde sig kritik – eller prøves på deres frugtbare rekonstruktion inden for nye rammer....
ODE BOYE ANDERSEN
paradokserne.59 Selv om der er teoretisk relevans i Luhmanns begreb om paradoks, så forekommer det ikke operativt at være rigtig frugtbart.60 Det paradoksale fremstår eksempelvis netop ikke paradoksalt for den iagttager der måtte være afparadokseringens hovedaktionær. Hvad er da det alternative forslag? ”Udfoldelsen af et paradoks er intet andet end henlæggelse af iagttagerens blinde plet til et andet, mindre forstyrrende sted.”61 Ved at konkretisere denne henlæggelse som en operativ forskydning af iagttagelsespunkt – forskningsmæssigt hyppigt en forskydning fra første til anden orden – fremstår en pragmatisk udvej til omgåelse af paradoksien gennem seriel iagttagelse.62 Paradoksets greb løsnes forbigående af en ny iagttagelsesoperation, forskudt fra den forrige. Frem for at fokusere på afparadokseringen af paradokset som et sådant retter forskydning fokus mod de fortsatte operationer. Heller ikke forskydninger kan dog dispensere fra iagttagelsens jernlov: at ingen iagttagelser eller iagttagere kan komme bag om sig selv. I analysen er det imidlertid nødvendigt at fiksere iagttagelser og dermed afblænde det paradoksale for at gøre det skelnede operationsdueligt.
Metodologisk har dette samme konsekvens som det epistemologiske afsæt ovenfor; man må give afkald på iagttager-neutraliseret beskrivelse af organisa-tionens væsen og dermed gå fra Was-fragen til Wie-fragen.63 Med et begrebslån fra Fink (1991) kan man sige at organisationen går fra en adjektivisk fremtrædelse til alene at lade sig beskrive adverbielt: Altså, på hvilken måde kommer [Skolen]
til syne gennem selvbeskrivelser og andre iagttagelser? På hvilken måde kommer [Skolen] eksempelvis til syne gennem det fremstillede Billede I?
TEKST
”Organisationen haben keinen Körper, aber sie haben einen Text.”64
Hvad er det så man kan iagttage som ’organisation’? Organisationer er so-ciale systemer der producerer og reproducerer sig autopoietisk gennem kom-munikation; organisationer består af kommunikation og kommunikationens tilregning som handling.65 Kommunikation lader sig kun iagttage indirekte så det bliver en forudsætning for iagttagelse at systemet lader sig reducere til en sammenhæng af handlinger66 og lader sig repræsentere af tekst – hvad enten teksten er selvbeskrivelse som kan bære organisationens identifikation eller i bredere forstand er tekstlighed som medium for organisationens hukommelse.
59 Andersen 2001; Luhmann 2000a:129f.
60 Jeg går i denne forbindelse ikke ind i kritikken af brugen af det paradoksale som upræcist (Knudsen 2003:139f.) eller som ’tilbøjelighed’ hos Luhmann til at lukke eller udfolde efter behov (Thyssen 2003a:270), men deler i øvrigt kritikkens pointer.
61 Luhmann 2003:41; ...”replaced by a distinction which is for the time being convincing.”(Luhmann i Thyssen 1995:26).
62 Jf. Knudsen 2003; 2004 og også jf. forskydningens funktion hos Bramming & Frandsen 2003.
63 Luhmann 2000a:43ff.
64 ibid.:422.
65 Luhmann 2000b:217.
66 ibid.:223; for videnskabelig iagttagelse ligger udfordringen i at skulle kunne slutte tilbage fra handling til kommunikation.
ODE BOYE ANDERSEN
Selvbeskrivelsestekst er en forenklet tilkoblingshorisont for organisationen;
tekstens andenside – den tilkoblings-duelige – er utilgængelig eller ikke-viden for organisationen og kan iagttages som sådan af en iagttager (Luhmann 2000a:417f.). Billederne I-VI i denne afhandling er tekster af tekster; nogle af de underliggende tekster har selvbeskrivelsesværdi for [Skolen], andre er af mere ubesat karakter, men i genfremstillingen i form af ’billeder’ bliver teksterne først løsrevet fra og siden tilregnet [Skolen] igen. Der kan altså ikke i strikt forstand være tale om selvbeskrivelser, men om tekster der lader [Skolen]
emergere for en iagttagers blik. Ikke desto mindre vil dette være et funktionelt greb om [Skolen] som organisation, og analytisk vil billederne momentvis skulle undgælde som både selvbeskrivelse og fremmedbeskrivelse!67 Teksterne processerer den (de mange) skelnen som de selv og organisationerne består af – og vil kunne vise hen til hvordan der kobles, – men autopoiese sikrer ikke i sig selv stringens i systemets skelnen eller logisk processeren.68 Som indblik i organisationerne må man da tage til takke med teksterne, men ikke nødvendigvis tage dem for gode varer. Eksempelvis er selvbeskrivelserne ofte – ligesom Billede I-VI primært – af ovenfra-oprindelse, og dermed føjes strukturelle usikkerheder til de førnævnte logiske. Luhmann lægger pragmatisk op til accept af denne omkostning i relationen til organisationerne (og deres selvbeskrivelser), men privilegerer i forlængelse deraf videnskabens muligheder for produktive beskrivelser: Gennem teorien er der tilbud om beskrivelser af meget højere kontingens og kompleksitet ... ”in denen ”die Praxis” sich nicht ohne weiteres wiedererkennen kann.” Denne ’teoriledede distance’ vil både være anderledes i forhold til konventionel organisationsteori og en forudsætning for at bringe praksis ud over praksis selv (2000a:428). Denne pointe virker befriende for en praksisforskning som dermed løslades fra et umiddelbart pres på leverancen af anvisninger og problemløsning. Pointen reserverer videnskab og teori til deres særlige styrke over for praksis: distance, – og pointen gør samtidig videnskaben sårbar over for kritiske spørgsmål om forskning som teoretisk distancering vil kunne være til noget i praksis – i praksis?
Inden for systemteorien vil svaret i første omgang henvise til at videnskaben er sit eget system; videnskabssystemet vil kun eventuelt kunne ’være til noget’
for ’praksis’ i kraft af sin autopoietiske lukning. Kritikken vil da kunne hævde at have fået et tautologisk svar.
Jeg vender tilbage til videnskaben som system nedenfor; foreløbigt kunne man dog anføre at hverken lukning eller distance behøver at betyde at der mangler tilkoblingsmuligheder.
67 Luhmann (2000a:433) åbner for at eksterne konsulenter – og forskere må man formode – opholder sig i en undtagelseszone hvorfra der muligvis kan produceres både selv- og fremmedbeskrivelse.
68 ibid.:8f.; eller temporært: teksterne vil ofte have efterslæb i forhold til et hændelsesmæssigt nu og vil i denne forstand uundgåeligt få en fiktional dimension (ibid.:432).
ODE BOYE ANDERSEN