Billede I ovenfor fortæller om [Skolen] som en organisation hvor ledelse og selvbestemmelse er spændt op i et særligt forhold til hinanden. Eller rettere: hvor
70 Luhmann 2000b:65.
71 Rasmussen 1996:137 og Habermas jf. Willke (1992:28); for kritikerne en slags Sündenfall der Systemtheorie.
72 Semantisk trick jf. Andersen 2001:21; individer som iagttagelsesformer, som semantiske artefakter jf. Teubner
& Hutter 2003:251f.; person som struktur i det sociale system – et tegn for dets egen-adfærd jf. Thyssen 2003a:274.
73 Et ’kunstgreb’ vil fungere som en særlig form for strukturel kobling (Andersen 2001:19f.) og også have funktionelle ligheder med diskursteorifeltets ’flydende betegner’ (Andersen 1999a:93; Jørgensen
& Phillips 1999:39).
74 Dermed som forsikring over for læsere af dansk-faglig oprindelse: dette nok fejlagtigt, men ingen fejl.
Til disciplinerede systemteoretikere derimod: Jeg sniger et subjektiverende ’man’ ind en gang imellem;
for læselighedens skyld.
ODE BOYE ANDERSEN
det kan iagttages således. [Skolens] beskrivelse markerer en skelnen mellem en kommende fælles udvikling og en eksisterende selvbestemmelse, en autonomi.
Samtidig bliver denne autonomi markeret i en skelnen til en noget diffus ikke-medarbejder-bestemt udvikling. Umiddelbart kan dette dukke op for en iagttager som to konkurrerende iagttagelser: ledelse|autonomi og autonomi|ledelse.
Den første aktualiserer ledelse over for en historisk funderet selvforståelse af en autonom organisering af [Skolens] udvikling. Den anden iagttagelse aktua-liserer autonomi som en art privilegium – over for ledelse som repræsentation for en overgribende bestemmelse af udviklingsforhold i organisationen. De to iagttagelser kan trives frugtbart i en kombination, men ikke være samtidige operationer (Andersen 2003b:320). Denne nødvendige vekslen knytter sig i sig selv til iagttagelsens enhed, men yderligere kommer det konkurrerende i spil som en prøvning af hvilken skelnen der åbner for hvilken indsigt i feltet.
At lade disse iagttagelser ’dukke op’ for en iagttager er sproglig påmindelse om at iagttagelsers vej er kontingent – og er anledning til at fastholde kontingens som forskellig fra vilkårlighed. Det er karakteristisk at den samme realitet kan forme mange iagttagelser. Hvis iagttageren er medarbejder, repræsentant for industriens arbejdsgivere eller skolepolitiker vil den markerede skelnen givetvis falde anderledes ud. Afhandlingen er skrevet med den eksternes blik – som er kontingent, men ikke vilkårligt: forskerens iagttagelse af de iagttagelser der gøres i beskrivelsen af organisationen i Billede I bliver indlemmet i et altid allerede eksisterende net af iagttagelse. Der er tale om iagttagelser af den realitet der kommer til syne og der er tale om iagttagelse af disse iagttagelser og igen om iagttagelse af disse iagttagelsesiagttagende iagttagelser. Men selv med realite-ten som fikspunkt er ingen iagttagelser uhildede; realiterealite-ten vil foreslå sig på forskellige måder til forskellige iagttagere.75Desuden vil allerede fremstillingen af realitet og iagttagelser som eksempelvis Billede I være en konsekvens af forskerens iagttagelser. Forskerblikket på ledelse|autonomi og autonomi|ledelse er således ikke nogen begyndelse i absolut betydning og derfor blot en yderligere Vernetzung. Men det er en markeret begyndelse, gennem en skelnen i det som træder frem af Billede I.
Fra denne skelnende begyndelse bliver de følgende forskelsbærende iagttagel-ser ikke alene at forstå som forsøg på at fremkalde empirien, men samtidigt også at forstå som de forskelle der skal præcisere og dermed styre forskerens arbejde. Ved at anvende forskellene ledelse|autonomi og autonomi|ledelse på sig selv i forhold til Billede I kan man frembringe et nyt sæt af ledefor-skelle, nemlig ledelse|selvbevægelse og funktionel læring|symbolsk udvikling:
Ledelse|selvbevægelse aktualiserer overhovedet ’ledelse’ som et fænomen der angår udvikling i organisationen – til forskel fra ’selvbevægelse’ hvor den forekommende bevægelse alene er genereret af de deltagendes egne priorite-ringer. Funktionel læring|symbolsk udvikling bliver en indikation af bevægelse forstået som læring af en bestemt beskaffenhed; én der orienterer sig funktionelt
75 jf. Batesons propositionelle aspekt (2005:397).
ODE BOYE ANDERSEN
eller med Zweck76 i forhold til lærernes eksisterende arbejde med [Skolens]
kerneydelse. Og dette i forskel til udvikling af overvejende symbolsk værdi som fx signalbetydning, tilfredsstillelse af et forvaltningsniveau eller deltagelse i konsulentbårne modekoncepter.
Differentieringen af forskellene til denne grad kalder forbigående på et par forskelsgørende mellemregninger fra et meta-niveau; den ene skelnen handler om ledelsesaktualitet over for en ledelsespotentialisering, en ledelseshorisont.
Den anden skelnen aktualiserer betydningen af deltagernes involvering over for en bevægelsespotentialisering.
Ved hjælp af dette indskud bliver kombinationen af ledeforskellene ovenfor differentieret til en kombination af tre:
1: Ledelse|selvbevægelse forskydes via den nævnte ledelseshorisont til en skelnen mellem lav styrbarhed|foregribelse. Her er ikke tale om styrbarhed i konventionel, direktiv forstand, men snarere om lav forstyrbarhed som udtryk for begrænsede ledelsesmuligheder for at påvirke læreprocesserne i organisationen.77 Den lave styrbarhed er markeret over for foregribelse. Foregribelse betyder i denne sammenhæng at ledelse eller andre ville være i stand til at foruddiskontere bevægelse med en overvejende grad af sikkerhed; at det kunne være muligt forud at bestemme hvor den gode bevægelse i organisationen fører os hen, at afgøre hvornår bevægelsen er fuldført, og hvad der vil være bevægelsesrelevant adfærd.
2: Aktualisering af betydningen af deltagernes involvering eller – med indlednin-gens formulering – af høj deltagerafhængighed kombineret med markeringen af læringens eller bevægelsens funktionalitet åbner for en differentiering i to for-skelle. Den ene er en tilsyneladende enkel skelnen mellem tilkobling|dekobling;
den anden skelnen er situerethed|foreskrivelse.
2a: Tilkobling aktualiserer den høje deltagerafhængighed gennem et neutralt begreb; markeringen af en høj deltagerafhængighed en markering af betydningen af tilkobling fra de deltagere som bevægelsen er afhængig af. Tilkoblingen skelnes fra dens skarptskårne modstykke dekobling – selv om man kunne argumentere for at ikke-kobling havde været tilstrækkeligt i denne sammenhæng.78
2b: ’Situerethed’ aktualiserer at bevægelsen må foregå i direkte anknytning til medarbejdernes selvledede opgaver – og at bevægelsen angår opgaverne og ofte også medarbejderne selv.79 Bevægelsens kontekst og genstand er situeret lokalt. Denne situerethed aktualiseres over for mulighederne for ’foreskrivelse’;
76 jf. Luhmann 2000a:162f.
77 Forstyrbarhed som afledt til begrebet om forstyrrelse (Andersen 1996:34f.), jf. Irritierbarkeit (Luhmann 2000a:217).
78 Jeg bruger i afhandlingen ’tilkobling’ for ’Anschluss’; ’kobling’ modsvarer ’at knytte an til’ eller
’veknüpfung’. Tilkobling bliver således en positiv kobling (jf. tilslutning hos Knudsen 2004:35) og dekobling en negativ kobling til en given skelnen – men begge dele er at forstå som verknüpfung.
Med ’tilkobling’ undgår jeg en misvisende medbetydning af ’tilslutning’ som ’accept’. Dette forskel-ligt fra Rasmussen (2004:382note141) der anvender ’tilslutning’ til at betegne en art enighed mellem kommunikationsbidrag.
79 Situerethed som afledt begreb af det situerede hos Lave & Wenger (1991).
ODE BOYE ANDERSEN
foreskrivelse er en parallel til foregribelse ovenfor, hvor det foregribende angår forudsigbarheden. Foreskrivelse angår den processuelle forudbestembarhed, altså mulighederne for at ledelse eller andre forud for bevægelse ville kunne anvise en optimal fremgangsmåde for bevægelsens involverede med bevægelsens opgaver.
De ledende forskelle er på dette sted således differentieret eller kondenseret til 1 lav styrbarhed|foregribelse
2a tilkobling|dekobling 2b situerethed|foreskrivelse
Disse forskelle vil lede i det videre analytiske arbejde med Billede II-VI.