Det er ikke overraskende at der føres linearitetskritik fra ovennævnte fjerde position: Organisationsforståelsen er newtonsk (Wheatley) og den klassiske rationalitets fortrin er en myte der virker reduktionistisk ind på opfattelsen af organisationers processer.233 Når man i stedet iagttager organisationer ud fra begrænset rationalitet, emergerer de som mere kaotiske og anarkistiske;
præferencer i organisationen fremtræder som upræcise og inkonsistente;234 og planlægning bliver snarere en retrospektiv ordning af tilfældigt frembragt realitet.235 March & Olsen har på denne baggrund beskrevet modellen af den empiriske organisation som en skraldespandsmodel der i stedet for kausale sammenhænge knytter an til forskellige former for timing af processer og relationer.236 March (2002) udfordrer rationalitetens aksiom som værende adækvat grundlag for rationelle beslutninger. I stedet for en gennemgribende rationalitet bliver der tale om en begrænset rationalitet (bounded rationality); man er i sit beslutningsgrundlag henvist til at gætte om usikre fremtidige konsekvenser af organisationens beslutninger. Endvidere er organisationen henvist til gæt om sine fremtidige præferencer i forhold til disse konsekvenser; gæt eller forestillinger om hvordan man vil værditilskrive det som vil ske – i en kontekst af flertydighed (ambiguity). Beslutninger med karakter af reform må i udpræget grad iagttages som dette dobbelte gæt under uforudsigelighed. Man gennemspiller på denne vis atter temaet om den operative og kontekstuelle usikkerhed – ligesom man kan sige at bounded rationality handler om umuligheden af foregribelse og at det foreskrivende bliver overlejret af situerede ambiguities.
231 På denne baggrund er det også rationelt at skifte konsulenter ud – således at de ikke spolerer organi-sationens glemsel fra projekt til projekt.
232 Jf. Andersen 2006a.
233 Wheatley 1999, Mintzberg 1994, March 1995, Fullan 2001, Ålvik 1996.
234 Olsen & March (March 1995).
235 Weick 1990. Dette udelukker ikke at planlægninger kan have en betydelig usikkerheds-absorberende symbolsk funktion – make you feel better jf. Mintzberg 1994:138.
236 Olsen & March (March 1995); metaforen er banebrydende, men metaforikken i sig selv er ganske misvisende, jf. også Alvesson 2002:22.
ODE BOYE ANDERSEN
Begrænset rationalitet som præmis for reformer aflyser konventionelle fore-stillinger om at kunne foruddiskontere bevægelse. Reformer inden for denne ramme vil med Fullan (2001b) have karakter af pell-mell innovation der nok kan ledes, men ikke beherskes. Reform iagttaget gennem begrænset rationalitet sætter ikke bevægelse som kaotisk, men er den empiriske iagttagelse af planlagte reformers inkrementelle karakteristika.237 De reelle ændringer i organisationen skabes snarere gennem beskedne ændringer i organisatoriske rutiner end gen-nem massive tiltag.238 Hos Luhmann (2000b:414) er der tilsvarende tale om morfogenesens evolutionære processer; morfogenese betegner at systemets autopoietiske selektioner i ukoordineret, ’associerende’ kædning indgår i syste-mets strukturændrende bevægelse: ”I det store hele forløber strukturforandringer altså enten ad hoc som tilpasninger eller ukontrolleret som morfogenese.”(ibid.:415). Luhmann foreslår som konsekvens af dette at rette mere empirisk opmærksomhed mod morforgenesens processer gennem iagttagelse og beskrivelse; det er et forslag der må indeholde nødvendigheden af iagttagelse af anden orden.
De planlagte ændringer forløber ikke bare anderledes end planlagt, men taber i procesforløbet den Charakter des Geplantgewesenseins til fordel for den evolutionære autopoiese som figur.239 Man kan ikke afvise at reformer kan skabe brud af mere markant størrelse og at sådanne påførte distinktioner vil synes at være revolutionært omkalfatrende (fx fusioner, ændrede lovgrundlag mv.), men den reelle bevægelse må da alligevel iagttages som evolution inden for rammerne af revolution.
EvOLUTION
En konventionel rationalitet vil forbinde årsager og effekt strikt koblet inden for reformhorisonten, men organisationer er som sociale systemer henvist til løse koblinger og selvreference. Gennem perspektiv af begrænset ratio-nalitet forskydes ledeforskellen lav styrbarhed|foregribelse til en version af evolution|foregribelse. Evolution sætter – for andet end guddommelighed – umuligheden af styring som foregribelse. Man må da søge andre måde at gribe evolutionen på; man må spørge til mulighederne for styrbarhed når man iagttager gennem evolution.
Sociokulturel evolution er ifølge Luhmann (2000b:498) af samme potens og ha-stighed som vira og i tillæg til denne sammenligning er det nærliggende at foreslå kvantemekanik som metaforik for bevægelse i organisationen (Wheatley 1999).
Luhmann opholder sig ved to begrebsmæssige klargørelser der får betydning for iagttagelsen af organisationsændringer gennem evolution.240 Den ene handler om
237 Mintzberg 1994:176; 1990:148f., March 2002:199. Alvesson (2002:180) taler om everyday life re-framing som en version af kulturændring. Både inkrementalitet og re-framing kan systemteoretisk forstås som gradvise forskydninger af iagttagelser gennem re-entries.
238 March 1995:33f.
239 Luhmann 2000a:347; evolution er hos Luhmann ikke klassisk evolution i form af natural selektion, men den autopietiske kombination af variation, selektion og restabilisering.
240 2000a:347ff.; jf. 1993b:297.
ODE BOYE ANDERSEN
hvor vidt evolutionsbegrebet er forbeholdt populationer af organisationer, mens enkeltorganisationers evolution må beskrives som organisatorisk læring: Og siden evolution først og fremmest er generelt betinget af utilstrækkelig rationalitet udstrækkes evolutionsbegrebet til enkeltorganisationer; organisationen er da forstået som en population af beslutninger. Den anden afklaring lander knapt så frugtbart; Luhmann pointerer at evolution ikke er en lineær proces og dermed ikke kan være en metode til problemløsning – man kan altså ikke give afkald på ’reform’ og i stedet satse på ’evolution’. Her er det som om Luhmann laver et kategorispring eller falder i den konventionelle rationalitets grøft og glem-mer sin egen kritik af det konventionelt lineære; at iagttage bevægelse gennem evolution er ikke at metodisere evolutionen, men er en særlig epistemologisk tilgang til bevægelse – der sandsynligvis kan drage fordel af irritationer i form af erklærede reformer. Man kan selvklart ikke ’evolutionere sin organisation’;
men ved at iagttage med evolution får man øje for bevægelsens autopoiese og et mere ædrueligt blik på muligheden af styrbarhed. Det synes dog også at være Luhmanns underforståede ræsonnement i den følgende argumentation.
Man kan derfor gå videre med evolution som ...”zusammenfassende Begriff für die Unprognostizierbarkeit künftiger Entscheidungen.”(ibid.:351).241 Netop evolutionens uforudsigelighed understreger evolutionens autopoietiske karakter; autopoiesis materialiserer sig blandt andet som evolution (ibid.:49) og betinger evolutionen som proces. Enhver beslutning i organisationens population af beslutninger må betragtes som begyndelsespunkt i en ny historie og altså som frembringende en ny fremtidsåbning med andre nye startpunkter som ikke kan forudses:
”Autopoiesis bedeutet Evolution ohne Führung (...).”(ibid.:351).
Evolution er med ovenstående argumentation ikke et alternativ til planlægning af reformer, men betinger den empiriske bevægelse: Selv de mest planlagte ændringer er indlejret i en evolutionær proces (ibid.:353ff.). Planlægning er blot et af komponenterne i systemets evolution; en planlæggende organisation må derfor kunne iagttage sig selv som evolutionerende for ikke at blive ført bag lyset af sin egen planlægning. Evolutionen kan lykkes selv om planlægningen fejler.
Således giver iagttagelsen af reform gennem evolution også øje for alternative muligheder for succes: Eksempelvis når turbulenser i sig selv skaber anledning til fornyede selvbeskrivelser – eller når reformers udkomme frembringer nye selviagttagelsesmuligheder som man ikke ville have mødt uden reformers beslutningsanstrengelser (ibid.:337ff.).
Evolution rimer på lav styrbarhed og situerethed. Det er indlysende svært at forestille sig evolution sat på foregribende formel; det nærmeste man foreløbig kan komme evolution sat på formel vil være læring, og dér vil så være tale om en klart mere refleksiv end progressiv formel. Ovenfor iagttages evolution som et af [Skolens] iagttagelsespunkter og med dette også et forslag om ’projekt’
som en mulig formel på evolution. Det vil i så fald være en projekttænkning der må underlægge sig evolutionens autopoietiske præmisser. Organisationer som
241 Uforudsigeligheden er dobbelt; til den processuelle uforudsigelighed føjer sig også den fremtidigt beslutningsmæssige: Det er ukendt hvad fremtidig beslutning vil gøre en reform til præmis for.
ODE BOYE ANDERSEN
[Skolen] er udfordret til at finde duelige formler eller ...”sich erneut der Evolution überlassen.”(ibid.:359)