udførelse. Hovedmanden er som sådan ansvarlig for ethvert sådant skridt foretaget a f medhjælperen.
U nder dette p u n k t behandles sam virke som medhjælpers bistand til en andens forbrydelse. Som frem stillet ovf. under p u n k t 4 ligger den principielle forskel mellem bistand og fællesvirke deri, a t m ed
hjælperen ikke er besluttet på a t nogen forbrydelse skal begås. D et ligger helt i hovedm andens hånd. M edhjælperen handler til o p fy l
delse af den andens intention og er derfor, sålænge han ønsker at forblive i rollen som m edhjælper, forpligtet til a t rette sig efter den
nes instrukser, specielt også således, at afblæser hovedm anden fore
tagendet er derm ed også al bistand afblæst.
D er foreligger i bistand ingen fællesbeslutning. Beslutningen om a t forbrydelsen skal udføres er hovedm andens. Medhjælperens be
slutning er forskellig herfra og går alene ud på a t ville bistå den anden.
D er behøver ikke a t foreligge nogen aftale om bistand. D en kan ydes som en helt fri og ubundet tjeneste efter opfo rdring eller i spontan samforståelse. M en der k an naturligvis også mellem p a r
terne være indgået aftale h vorefter medhjælperen, eventuelt m od modydelse, påtager sig a t yde bistand; og det kan videre være mere eller m indre bestem t præciseret hvori denne skal bestå. H ovedm an den kan have foretaget en mere eller m indre detaljeret planlægning fo r sam virket som rettesnor fo r m edhjælperens indsats.
H (hovedm anden) vil som oftest være gerningsm and (til ivæ rksat forbrydelse) medens M ikke er det. H begår fx et indbrud medens M holder vagt eller h ar y d et forberedende hjælp. Men det kan godt forekom me a t også M er gerningsm and. Ved begåelse a f et drab kan H ’s og M ’s handlinger være sam virkende årsager som n år M hjælper H med a t rulle en tung sten over en skræ nt så den falder og dræber O . Og ved en voldsforbrydelse kan M efter H ’s direktiver bistå ham i voldsudøvelsen. D et er endda ikke udelukket a t M , og han alene,
OM SAMVIRKE I FORBRYDELSE 161 er gerningsm and. H kan være så sikker på M ’s lydighed a t han b ru ger ham til under sin direktion at begå selve gerningen, se fx U 1972.
573 ( H N ) fh. 37 hvor M mod løfte om et vederlag på 100.000 kr.
foretog brandstiftelse i overensstemmelse med H ’s ordre og in struk tion.1) Se også U 1968. 864 (Ø ). H vis H ’s kontrol med M går så vidt, fx gennem hypnose, at M er et viljeløst og uansvarligt redskab i hans hænder, skifter forholdet k arakter. D er foreligger ikke læn
gere sam virke, men m iddelbart gerningsm andsforhold, jfr. ovf. pkt.
3 under (4).
D et kan se ud som om bistand, n år m edhjælperen er gernings
m and, endda enegerningsmand, smelter sammen med tilskyndelse.
H a r hovedm anden ikke tilskyndet m edhjælperen til a t begå fo r
brydelsen? D et må indrømmes a t grænsen er flydende, sondringen delikat. Forskellen ligger principielt deri, a t den anstiftede h ar be
sluttet a t forbrydelsen skal begås og derfor begår den som sin egen, medens m edhjælperen ikke h ar tru ffe t nogen sådan beslutning, men kun handler afled t og betinget a f en andens beslutning. D en an stiftede h a r skåret navlestrengen til anstifteren over, medhjælperen er stadig gennem den forbundet med og afhængig af hovedm anden.
I dom spraksis er jeg kun stødt på et enkelt tilfælde hvis klassifi
kation kan give anledning til tvivl. D et er den kendte sag U 1956.
31 (H). D en er, skønt § 23 ikke citeres, utvivlsom t blev o p fa tte t som et tilfæ lde a f tilskyndelse. Men tæ nker m an sig a t T 1 (H .) havde handlet viljesløst under hypnotisk tvang, ville T 2 (S. N .) ikke have væ ret anstifter, men m iddelbar gerningsm and. O g hvis T 1, nok havde væ ret ansvarlig for hvad han gjorde, men handlede helt igennem i lydig underkastelse under T 2 (og denne tolkning er vist den sandsynligste), foreligger der et tilfælde a f bistand m ed T 2 som hovedm and og bagm and og T 1 som medhjælper og gernings
m and.
D er kan næppe være tv ivl om, a t medens der endnu i det try k te dom sm ateriale forekom m er kun få tilfælde i hvilke hovedm anden ikke er gerningsm and, men bagmand, vil sådanne tilfælde blive h y p pigere i ta k t med at den organiserede forbrydelse vinder større indpas.
1) I Berl. Tid . fo r 27. juni 1971 berettes om en eftersøgt sto ralfo n s der havde en uhyggelig m ag t o v er k v in d er som han tv a n g til at begå fo rb ry d else r fo r sig, bl. a. ved a t b o rtfø re unge piger til hans bordel i T ysk lan d .
11 F o rb ry d else og s tr a f
162 FORBRYDELSE OG STRAF
U dgangspunktet for ansvarsbedømmelsen ved bistand m å være a t hovedm anden, uanset hvor meget eller lid t han har deltaget i forbrydelsens udførelse, bærer hovedansvaret for den, altså også fo r h vad der under hans instruktion er foretaget a f medhjælperen.
F or dette hovedm andsansvar udkræves overskydende hjemmel.
M edhjælperen må også holdes ansvarlig uanset om han er gernings
m and eller ej. E r han ikke gerningsm and udkræves overskydende hjemmel fo r et medhjælp er ansvar.
I den nærmere analyse opdeles sagerne efter samme linier som med hensyn til fællesvirke under forrige punkt.
F ørst behandles medhjælperens ansvarlighed.
A. Forbrydelsen iværksættes.
B istand er altid bistand til forbrydelsens begåelse. (Den der hjælper en student med et studielån hjælper ham til a t tage eksamen, ikke b lo t til at forberede sig til den). Men den kan ydes under iværksæt
telse eller under forberedelse a f forbrydelsen.
a. M har deltaget i iværksættelsen, uden at hans handling o pf y l der gerningsbeskrivelsens krav.
H vis M er gerningsm and er hans strafbarhed hjem let um iddelbart i forbrydelseskataloget. D er er d erfor ingen anledning til at citere
§ 23, m edm indre det er fordi m an ønsker at gøre brug af adgangen til strafnedsættelse hjem let i § 23, stk. 1, 2. p kt. (D et antages nem
lig, ih v ertfald i teorien, at denne adgang kan anvendes også til for
del for den der er gerningsmand.) Bortset herfra er sådanne tilfælde uden relevans ud fra sam virkesynspunkter, og deres eksistens m ar
keres ikke i registrene.
To tilfæ lde kan nævnes i hvilke T er døm t for m edvirken, men h vo r hans indsats ligger nær op ad en gerningsmands.
U 1966. 865 ( V N ) : T 2 havde dels tillad t, dels u n d lad t a t skride ind mod hendes m ands, T 1’s anden kønslige omgængelse end sam leje med O , der v a r T 2 ’s 8-årige d atter. T 2 døm t fo r m edvirken til T 1’s forbrydelse. D e t ses ikke om § 23 blev citeret. D et ville ikke være fjerntliggende, i m edfør a f T 2 ’s naturlige omsorgspligt fo r O, at anse hende som gerningsm and ved undladelse. Im idlertid gør hendes stilling som extranea i forhold til kønsforbrydelsen den
ne konstruktion unaturlig.
U 1956. 647 ( H N ) : T 1 tilkendegav overfor T 2 at han ville sætte ild p å en høstak. T 2 fulgte med T 1 til stakken som T 1 satte ild
OM SAM V IRKE I FORBRYDELSE 163 på. T 2 gjorde in tet for a t forhindre det og forsøgte ikke a t slukke ilden. T 2 v a r sat under tiltale fo r brandstiftelse, § 181, stk. 1, men blev af nævningene frik e n d t herfor. D erim od svarede de bekræf
tende på et spørgsmål, om T 2 v a r skyldig i m edvirken til T 1’s ildpåsættelse, § 181, stk. 1, jfr. § 23.2)
I øvrigt kan anføres:
U 1963. 1053 (Ø ): T v a r sammen m ed A sejlet ud for a t fiske i K alveboderne hv o r jag t er forbudt. A havde et jagtgevær m ed og skød nogle gange efter edderfugle medens T overtog bådens styring.
T døm t for bistand a f m indre væsentlig k arakter, efter jagtloven, jfr. strfl. § 23, stk. 1. T ’s indsats synes a t ligge på yderste grænse a f det strafbares om råde, og dom m en hviler måske på en skjult fo r
m odning om videregående skyld.
U 1961. 933 (V ): T havde ladet sig hyre til a t befordre varer som han v a r klar over v ar smuglergods. D øm t efter toldlov, jfr.
strfl. § 23.
U 1947. 1040 (H ) fh. I: T v a r sat under tiltale for overtrædelse af straffelovstillæ g nr. 259 af 1. juni 1945 § 10, stk. 2, (der bl. a.
taler om a t gøre tjeneste i visse korps) fo r at have deltaget i ledelsen, senere væ ret leder a f Schalburgkorpset. U R døm te i overensstem melse hermed. L R anså det ikke for godtgjort, a t T havde været k lar over a t han v ar indsat som stedfortræ der fo r korpschefen eller a t han havde deltaget i korpsets ledelse; men alene a t han havde v irk et som rådgiver og hjælper for korpslederen, og døm te derfor efter § 10, stk. 2, jfr. strtfl. § 23.
V idere kan henvises til U 1938. 1089 (V ) og U 1935. 559 (V ) i hvilke m edhjælperen blev døm t under citering af § 23, sam t U 1936.
169 (Ø ) hvor han blev døm t som m edskyldig uden citering a f § 23.
b. M har deltaget i forberedende skrid t til forbrydelsen, men ikke i dens iværksættelse.
I disse tilfæ lde er det oplagt a t M ikke kan være gerningsm and
2) T il belysning a f grænsen m ellem selvstæ ndigt g erningsm andsansvar og m ed
h jæ lp eran sv ar k a n også nævnes U 1970. 615 ( H ) o m ta lt ovf., og U 1936. 1 ( H ) i h v ilk en tilta lte C der h a v d e g o d k en d t u d k a st til e t forn æ rm elig t cirkulæ re, b il
liget beslutningen om dets udsendelse, og besørget dets fordeling, blev dø m t som gerningsm and, m edens tilta lte H d e r h a v d e besørget d u p lik erin g a f cirk u læ re
skrivelsen a f U R og L R alene blev dø m t fo r m ed v irk en m ed citerin g a f § 23 (m edens h a n ved anvendelse a f presselovens an sv arsreg ler p å cirk u læ ret blev fri
fu n d e t ved H R ) . 11*
164 FORBRYDELSE OG STRAF
til den af H ivæ rksatte forbrydelse. Ejheller er han gerningsm and til forberedelse af egen forbrydelse. M kan derfor kun dømmes med hjemmel i § 23. Praksis er i overensstemmelse hermed. Tilsyneladen
de undtagelser som U 1960. 841 (V), U 1934. 168 (Ø ), og 1934.
598 (Ø) beror på, at straffebestemm elsen direkte krim inaliserer bi
stand.
Iøvrig t kan henvises til U 1963. 739 (H ) fh. A og B, U 1936. 1 (H ) forsåvidt angår tiltalte H , og U 1936. 1157 (Ø ).
B. Forbrydelsen iværksættes ikke.
N å r M h ar bistået H i forberedelse a f en forbrydyelse der a f den ene eller anden grund ikke iværksættes, er situationen parallel med enkeltm ands forberedelse a f egen forbrydelse. Spørgsm ålet er, om sam virket ikke bør medføre a t sådanne forberedelsesskridt straffes ubegrænset efter et subjektivt kriterium , og ikke blot n år de objek
tiv t frem byder m istænkeligt præg. D e få domme jeg h ar noteret mig afgør ikke spørgsmålet:
U 1948. 559 (Ø ): T havde på opfordring fabrikeret ca. 50 stink- bomber som han regnede med skulle anvendes ved anti-nazistiske møder. Anset efter § 244, stk. 4, jfr. § 21. Denne forberedelses- handling går ikke ud over det objektive kriterium . D et samme gælder vistnok også U 1937. 155 (V), U 1936. 608 (Ø ), og U 1935.
820 (Ø) der alle angår T ’s salg a f v arer til A , vidende a t A vil vi
deresælge dem i strid med næringslov eller sundhedsvedtægt. De ci
terer alle § 23.
D et frem går af denne oversigt a t § 23 konsekvent citeres som hjem
mel for medhjælperens strafbarhed, m edm indre straffebestemmelsen direkte krim inaliserer bistand. E nkelte afvigelser m å betragtes som forsømmelser.
Om medhjælperens ansvarlighed kan sam m enfattende siges: H vis han (hvad sjældent vil være tilfæ ldet) er gerningsm and foreligger intet specifikt m edhjælperansvar. I m odsat fald er han ansvarlig for ethv ert sk ridt foretaget a f ham selv eller af hovedm anden til fo r
brydelsens udførelse, herunder form entlig også forberedelseshand
linger uden objektivt mistænkeligt præg. Medhjælperens afledte og afhængige rolle bør form entlig m arkeres ved lavere m axim ering a f straffen og adgang til strafnedsættelse, især for det tilfælde a t han kun h a r ydet bistand til forberedelse af forbrydelsen.
OM SAM V IRKE I FORBRYDELSE 165 H erefter behandles hovedmandens ansvarlighed.
Dersom H er gerningsm and til ivæ rksat forbrydelse er et specifikt hovedm andsansvar upåkræ vet: H a n idømmes stra f som v a r han enegerningsm and (d.v.s. gerningsm and udenfor sam virke) til fo rb ry delsen. D e t kan dog tænkes a t m an vil anse selve den omstændighed, a t han h ar m odtaget bistand fra andre, som en strafforhøjende om
stændighed.3)
I m odsat fald – d.v.s. dersom H h ar deltaget i iværksættelsen uden at være gerningsm and, eller kun h ar foretaget forberedende sk rid t til forbrydelsens iværksættelse, i det m indste det sk rid t der ligger i a t have m odtaget M ’s tilsagn om bistand og instrueret ham om hvori denne skal bestå – er et specifikt hovedm andsansvar p å kræ vet, id et H m å være ansvarlig, ikke b lo t for de sk rid t han selv h a r foretaget, men osgå for ethvert skrid t taget a f M (under H ’s instruktion). Således hvis M (undtagelsesvis) har ivæ rksat fo rb ry delsen, jfr. U 1972. 573 ( H N ) fh. 37 om talt ovf. ved note 1. O g ligeledes, h vad der hyppigere vil være tilfæ ldet, dersom M h ar tru f
fet forberedende sk rid t til en forbrydelse der ikke bliver ivæ rksat.
Fx: M anbringer efter H ’s anvisning sprængladninger der a f H skal bringes til eksplosion ved forbrydelsens iværksættelse. H vis ivæ rk
sættelsen a f den ene eller anden grund udebliver, m å H være an
svarlig for den a f M foretagne forberedelse. D ette bør form entlig gælde også selv om forberedelseshandlingen ikke er af o bjektivt mistænkelig karakter.