D O LU S E V E N T U A L IS – E T VILD SK U D 73 bedste grundlag fo r en bestemmelse a f forsættets grænse m od uag t
somhed. Jeg forstår ikke denne tankegang. H vis m an først h ar in d set, a t denne lære ikke afgiver nogen hold bar begrundelse for a t straffe, kan jeg ikke forstå, hvorledes den skulle kunne være til nogen n y tte i praksis. D en kan i det højeste være en konstruktion, der dæ kker over hensyn m an ikke ønsker åbent a t vedgå.
D et er ikke svæ rt a t få øje på hvilke disse hensyn er, og h vo rfo r m an ikke h ar ønsket åbent a t vedgå dem. Reale krim inalpolitiske behov gør det påkræ vet i vist om fang a t straffe efter reglerne om forsæt, også i tilfæ lde hvor den krim inaliserede følge v a r forudset som blot en m ulighed a f en vis sandsynlighedsgrad. M en a t erkende dette støder an m od et teologisk dogme der v a r herskende i tysk filosofi og retsfilosofi i det 19. århundrede, dogm et om a t al synd, al skyld, udspringer a f den ulydige, den opsætsige, den lovstridige vilje.9) Dolus eventualis-læren, der påberåber sig gerningsmandens hypotetiske vilje til a t sætte sig op mod retsordenen, er en kon stru k
tion der skal gøre det m uligt p å én gang a t opfylde de p raktiske behov og at opretholde det nedarvede dogme.
74 FORBRYDELSE OG STRAF
der blev alv o rlig t såret. (F o rh o ld 27A ). D e t v a r oplyst, a t T den 7. m arts deltog i en m in d re spræ ngning i S vendborg, og sam m e dag fik h a n og nogle a n d re a f gruppen o rd re til a t sk a ffe sig adgang til O dense sygehus fo r a t dræ be en person, d e r nogle dage fø r v a r in d la g t e fte r a t væ re b lev et såret ved et a f gruppen begået drabsforsøg. T og en anden stod v a g t m e
dens andre gruppem edlem m er forgæves søgte a t skaffe sig adgang til syge
huset. (F orhold 26). I lan d sretten s dom h ed d er d e t: » F o rsaa v id t a n g aar F o rh o ld 27A tiltræ d e r L an d sretten , a t T ilta lte . . . h a r regnet m ed den M ulighed, a t det drejede sig om D ra b a f . . . A , og a t d e t – sæ rligt henset til hans F o rh o ld k o rt e fte r u n d er A n k la g e p u n k t 26 – m aa antages, a t han ik k e ville have h a n d le t anderledes, hvis han h a v d e v id st Besked herom . . . « T blev fo r fo rh o ld 27A og 26 anset e fte r strfl. § 237, jfr. § 21, jfr.
strfltill. § 8.
H e r foreligger en k lar hypotetisk dom om T ’s forsæt efter m ønstret i Franks formel I. D en støttes øjensynligt p å det kendskab til T ’s k arak ter og intentioner, der frem går af hans medlemskab a f te rro r
gruppen, specielt hans delagtighed i m ordforsøget dagen efter. Men efter det oplyste m å dolus eventualis-ræsonnem entet, hv ad m an ellers vil mene om det, anses fo r overflødigt fo r a t begrunde domfældelse.
D et er ikke oplyst p å hvilken afstand håndgranaten blev kastet, men da den faktisk bevirkede a t A blev alvorligt såret, kan afstanden ikke have ligget ud over effektivitetsgrænsen fo r et våben a f denne art. T må have forudset dødelig udgang a f a tten tatet som en nær
liggende, overvejende sandsynlig m ulighed, og n å r dette er tilfæ ldet anses efter dansk ret forsæt a t foreligge.
T o rp anfører tillige dommen U . 1900. 526 H som et k la rt eksem
pel på, a t forsæt er antaget under om stændigheder der er typiske for dolus eventualis,1) hvilket naturligvis ikke er det samme som at hævde, a t dommen h ar baseret sin afgørelse herpå. H u rw itz mener ikke a t dommens u d try k med sikkerhed kan tages til indtæ gt fo r dolus eventualis,2) og W aaben hævder, a t den næppe h ar noget med denne d o k trin a t gøre.3)
S kibsfører T h a v d e u n d e r udøvelse a f u lo v lig t fiskeri p å islandsk sø te rri
to riu m fo ra n s ta lte t a t hans skibsm andskab fo reto g forskellige sk rid t fo r a t hin d re, a t en ro b åd , h v o ri sysselm anden kom ud til skibet, kom i fo rb in delse m ed dette. H a n blev d ø m t e fte r reglerne om anstiftelse til fo rb ry delse m od em bedsm and i fu n k tio n . D e t h ed d er i dom m en, a t d et m å tte antages a t T »om d et end ik k e m aa tte h av e stillet sig fo r h am som givet, 1) A . st. (A lm indelig D el), 424, noten.
2) A . st., 327-28.
3) W aaben, 352 note 10.
74 FORBRYDELSE OG STRAF
der blev alv o rlig t såret. (F o rh o ld 27A ). D e t v a r oplyst, a t T den 7. m arts deltog i en m in d re spræ ngning i S vendborg, og sam m e dag fik h a n og nogle a n d re a f gruppen o rd re til a t sk a ffe sig adgang til O dense sygehus fo r a t dræ be en person, d e r nogle dage fø r v a r in d la g t e fte r a t væ re b lev et såret ved et a f gruppen begået drabsforsøg. T og en anden stod v a g t m e
dens andre gruppem edlem m er forgæves søgte a t skaffe sig adgang til syge
huset. (F orhold 26). I lan d sretten s dom h ed d er d e t: » F o rsaa v id t a n g aar F o rh o ld 27A tiltræ d e r L an d sretten , a t T ilta lte . . . h a r regnet m ed den M ulighed, a t det drejede sig om D ra b a f . . . A , og a t d e t – sæ rligt henset til hans F o rh o ld k o rt e fte r u n d er A n k la g e p u n k t 26 – m aa antages, a t han ik k e ville have h a n d le t anderledes, hvis han h a v d e v id st Besked herom . . . « T blev fo r fo rh o ld 27A og 26 anset e fte r strfl. § 237, jfr. § 21, jfr.
strfltill. § 8.
H e r foreligger en k lar hypotetisk dom om T ’s forsæt efter m ønstret i Franks formel I. D en støttes øjensynligt p å det kendskab til T ’s k arak ter og intentioner, der frem går af hans medlemskab a f te rro r
gruppen, specielt hans delagtighed i m ordforsøget dagen efter. Men efter det oplyste m å dolus eventualis-ræsonnem entet, hv ad m an ellers vil mene om det, anses fo r overflødigt fo r a t begrunde domfældelse.
D et er ikke oplyst p å hvilken afstand h åndgranaten blev kastet, men da den faktisk bevirkede a t A blev alvorligt såret, kan afstanden ikke have ligget ud over effektivitetsgrænsen fo r et våben a f denne a rt. T må have forudset dødelig udgang a f a tten tatet som en nær
liggende, overvejende sandsynlig m ulighed, og n å r dette er tilfæ ldet anses efter dansk ret forsæt a t foreligge.
T o rp anfører tillige dommen U . 1900. 526 H som et k la rt eksem
pel på, a t forsæt er antaget under om stændigheder der er typiske for dolus eventualis,1) hvilket naturligvis ikke er det samme som at hævde, a t dommen h ar baseret sin afgørelse herpå. H u rw itz mener ikke a t dommens u d try k med sikkerhed kan tages til indtæ gt fo r dolus eventualis,2) og W aaben hævder, a t den næppe h ar noget med denne d o k trin a t gøre.3)
S kibsfører T h a v d e u n d e r udøvelse a f u lo v lig t fiskeri p å islandsk sø te rri
to riu m fo ra n s ta lte t a t hans skibsm andskab fo reto g forskellige sk rid t fo r a t h in d re, a t en ro b å d , h v o ri sysselm anden kom ud til skibet, kom i fo rb in delse m ed dette. H a n blev d ø m t e fte r reglerne om anstiftelse til fo rb ry delse m od em bedsm and i fu n k tio n . D e t h ed d er i dom m en, a t d et m åtte antages a t T »om d et end ik k e m aa tte h av e stillet sig fo r h am som givet, 1) A . st. (A lm indelig D el), 424, noten.
2) A . st., 327-28.
3) W aaben, 352 note 10.
D O LU S E V EN T U A LIS – E T V ILDSKUD 75
a t S ysselm anden b e fan d t sig i B aaden, i a lt F a ld er g aaet ud h e rfra som d et Sandsynligste og u n d er alle O m stæ ndigheder h ar v a r e t bestem t paa v e d de o m m eld te Forholdsregler a t m o d v irk e Baadens F orbindelse m ed D am peren, uden H e n sy n til, o m Sysselm anden . . . paa E m bedsvegne va r m e d i B aaden eller ik k e . . .« (m in. udh.).
H v a d enten de udhævede ord skal forstås som et dolus eventualis argum ent, eller blot som en understregning af, a t T , uberørt a f fo r
modningen om a t sysselmanden b efan dt sig i båden, v ar besluttet på a t gennemføre sit forehavende, må de anses fo r overflødige, n år T anså det som det sandsynligste, a t sysselmanden v a r i båden.4)
F ra norsk retspraksis anføres følgende tilfælde:
N .R t. 1933. 1132. T h a v d e 1. m aj 1933 fo rh å n e t det tyske h agekorsflag.
Spørgsm ål om T h av d e v id st, a t hag ek o rsflag et v a r det tyske riges o ffic i
elle flag. H ø je stere t u d talte, a t d e t fo rn ø d n e forsæ t fo relå id et T »enten h a r visst a t h ak ek o rsflag g et v a r d et tyske rikes offisielle flagg, eller a t de ialfald h a r regnet m ed den m ulighed a t d e t k u n d e fo rh o ld e sig således, og a t de b e g ått sin h an d lin g u ten hensyn til denne m ulighet – a t de m ed a n dre o rd v ild e h a n d le t som skjedd, selvom de h a d d e h a tt sik k e rt kjen n sk ap til fo rh o ld e t – h v ilk e t er tilstrek k elig til a t a n ta a t det foreligger forsett«.
Afgørelsen er tvivlsom . I en tilsvarende dansk sag blev det a f uden
rigsm inisteriet oplyst, a t hagekorsflaget synes fo r første gang u d try k keligt betegnet som et n atio n alt højhedstegn i en tysk forordning a f 6. juli 1933. Dom m en illustrerer dolus eventualis-ræsonnem entets fa r
lige konsekvenser. Samme ræsonnem ent om, hvad de ville have gjort, kan også føres for d et – ikke usandsynlige – tilfælde, a t T kunne dokum entere begrundet god tro om, a t hagekorset ikke v a r noget officielt højhedstegn.
N .R t. 1945. 109 (111). Spørgsm ål om d e r fo relå d et til s tra f e fte r strfl.
§ 84 fo rn ø d n e forsæ t. D e t h e d d er i højesterets dom (1. v o t.): »D et b ø r også m erkes a t fo rsett i stra ffe re ttslig fo rsta n d h v a a n g år d ette å p å fø re N o rg e k rig eller fien tlig h eter, h a r v æ rt til stede ik k e b are hvis d o m felte h a r v æ rt forvisset om a t så ville bli følgen a v den aksjon han tilsk y n d e t til, men også hvis han regnet m ed d e tte fo rlø p som en m u lighet og alligevel h a r v ille t aksjonen, u ten hensyn til denne m ulige følge. Jeg henviser til R ets- tid en d e 1933 s. 1132«.
D enne udtalelse illustrerer det tvetydige i frasen »at ville noget uden hensyn til den som mulig forudsete følge«. Som udtalelsen er form u
4) I U 1973. 582 (V) blev dolus e ventualis o v erh o v ed et ikke b ra g t p å tale skø n t situ atio n en synes o p lag t d ertil.
76 FORBRYDELSE OG STRAF
leret her må den betyde, a t forsæ t foreligger n år den handlende h ar regnet med følgen som en m ulighed og altså h ar han dlet m ed bevidst
hed om risikoen for a t følgen skal indtræ de. D er foreligger sim pelt
hen mulighedsforsæt. Men henvisningen til R t. 1933.1132 (o m talt ovenfor) viser, a t meningen h ar væ ret a t u d try k k e et dolus even- tualis-ræsonnem ent: T ville have handlet, også selv om han havde regnet med følgen som sikker. Dolus eventualis er her, ligesom i nyere tysk teori og praksis, blevet identisk med bevidst uagtsom hed.
I svensk praksis er, som næ vnt, dolus eventualis i k lar hypotetisk form ulering definitivt og utv ety d ig t accepteret a f højesteret, sam tidig med a t denne dom stol h ar afvist en k ra ftig opfo rd ring fra riks- åklageram betet til a t bygge afgørelsen p å et sandsynlighedsforsæt.
D et drejer sig om afgørelsen refereret i N J A 1959.63, ud fø rligt om
ta lt i litteraturen.
T 1 og T 2 flygtede fra en o p d rag elsesan stalt i bil. P å en sm al skovvej blev d er a f en c iv ilk læ d t b etje n t A givet tegn til a t de skulle standse. E fte r a t have k o b let u d og en del a f fa rte n v a r gået a f vognen, koblede fø rere n T 1 i få m eters afstan d fra A ind, id et h an sam tidig gav gas og m ed så k a ld t
» riv start« sendte vognen d irek te frem m od A . D enne red d ed e sig v ed a t springe op p å bilens fo rp a rti. T ro d s d e t a t fø reren øgede fa rte n , lykkedes d et e fte rh ån d e n A a t lem pe sig a f vognen og red d e sig u sk a d t i et dige.
H D fa n d t a t T 1’s » h a n dlingssätt, d å han p å skogsvägen ö kade bilens ha- stighet p å k o rt a v stån d fra m fö r [ A ], in n eb ar synnerlig risk fö r a tt denne skulle b liv a o m k u llstö tt och ö v e rk ö rd . . . a tt em ellertid [ T 1 og T 2’s]
u p p g ifte r, a tt de rä k n a t m ed a tt [A ] skulle h o p p a å t sidan, icke k unne läm nas u ta n avseende . . . V äl m åste [T 1 og T2] h a v a insett, a t risk fö reläg fö r a tt [A] skulle dödas eller tillsk y n d as sv år k ro p p ssk ad a, men p å g ru n d a v d et a n fö rd a och o m stän d ig h etern a i ö v rig t k a n d e t icke h ållas fö r visst, a tt [ T 1 og T2] . . . skulle h av e h a n d la t p å sä tt som sk ett jäm v ä l fö r det fa ll a tt de fö res tällt sig a tt deres ätg ö ran d en m äste have [A’s] d ö d eller sv år k ro p p ssk ad a fö r honom til följd«. T 1 og T 2, d er v a r anklagede fo r forsøg p å d ra b og anstiftelse d ertil, blev d e rfo r k u n anset fo r g ro v uagtsom hed i tra fik .
En afgørelse som denne der benægter forsæt er naturligvis m indre betænkelig end de der p å hypotetisk grundlag statuerer forsæt. Men m an kan spekulere på, om det hypotetiske ræsonnem ent i et tilfæ lde som dette ikke i virkeligheden er en m askeret form fo r m ildhed i be
dømmelsen under hensyn til gerningsmændenes unge alder.
N J A 1951. 227. T h a v d e h ju lp et A m ed b o rtk ø rsel a f et p a rti stjåle t bly.
T v idste ikke, m en h a v d e dog en m istanke om, a t b ly et k unne væ re stjålet.
D O LU S E V EN T U A LIS – E T V ILDSKUD 77
H R u d ta lte : » E n är [T] sålu n d a m isstän k t a tt bly et v a r stulet, och det m ed h än sy n tili o m stän d ig h etern a m äste antages fö r visst a t [T] in lå tit sig p å tran s p o rte n av b ly et även m ed v e tsk ap om a tt det v a r olagligen åtk o m - m et, ä r [T ] fo rv u n n en til an sv ar fö r häleri«. H o v R stad fæ sted e dom m en og H D f a n d t ikke an led n in g til a t m eddele p rö v n in g stillstan d .
H vis ikke m an vil anerkende a t den blotte m istanke er tilstræ kkelig til a t begrunde stra f for hæleri, er denne dom et anstødeligt eksempel p å a t en m and dømmes, ikke fo r hvad han h ar gjort, men fo r hvad m an tro r han ville have gjort. I et tilfæ lde som dette kunne det være rim eligt a t rejse spørgsmål om T, n å r han nærede m istanke om ure
delig adkom st, h ar gjort noget for a t få b rag t klarhed herom. H vis h a n bevidst h a r u n d lad t a t søge oplysning herom, kan ansvar m u
ligvis begrundes hermed. D et kan tænkes a t dolus eventualis-kon- stru ktionen dæ kker over hensyn a f denne art.
N J A 1951 B. 33. T b ra g te fra skib i la n d en A tilh ø ren d e æske in d eh o l
dende 9400 u fo rto ld ed e c ig a retter m. v. H a n gjorde gæ ldende a t han tro ed e æsken in d eh o ld t A ’s personlige ejendele der ikke skulle to ld d e k lare - res. H o v R fa n d t denne fo rk larin g b e sty rk et a f om stæ ndighederne og fri- f a n d t T. H D u d ta lte a t T »får em ellertid anses h a v a in sett m öjligheten av a tt u ti k arto n g en funnos i . . . lagen . . . av se d d a v a ro r, och d e t kan m ed hänsyn till o m stän d ig h e te rn a, bl. a. act han u n d e rlå te t v a rje ä tg ä rd fö r a t s k a ffa sig n ärm are k än n ed o m h äro m , tages fö r visst a tt v etsk ap om in n eh ållet icke skulle h av e h in d re t honom från a tt h a n d la p å s ä tt som skedde«, og døm te d e rfo r fo r forsæ tlig ulo v lig v arein d fø rsel.
Som tidligere o m talt kan den om stændighed a t T ikke, trods mis
tanke, søger nærmere oplysning om relevante gerningsforhold, ikke begrunde den antagelse, a t han ville have foretaget hvad han gjorde, også om han havde vidst besked. Men undladelse k an muligvis i sig selv være et forhold der m edfører ansvar. I det foreliggende tilfælde v irker dolus eventualis-begrundelsen som en konstruktion m an i be
vismangel benytter sig a f fo r a t strække forsæt så vidt, a t det også dæ kker tilfæ lde a f uagtsom hed.
Lignende betragtninger kan anføres med henblik på afgørelsen N J A 1950.210, hv o r dolus eventualis blev b ragt i anvendelse p å u d stedelse a f dækningsløse checks. D erim od antoges dolus eventualis- betingelserne ikke a t være o p fy ld t i sagen N J A 1950.B.9. Ih v ertfald for en udenfor stående der kun kender sagerne fra referaterne virk er d e t ganske vilkårligt, om det hypotetiske forsæ t antages a t foreligge eller ej.