O m samvirke i forbrydelse*
1. Meddelagtighedens problemer er i første række af
OM SAM V IRKE I FORBRYDELSE 119 direkte anvendelig, fx også p å den der h a r lån t den direkte drabs
m and en revolver til a t udføre drabet m ed.2)
D enne lære er i den grad i strid med livets realiteter og sund fo r
n u ft a t G etz selv, da han senere havde lejlighed til ved ud form nin
gen a f den ny norske straffelov a f 1902 a t føre sine tank er ud i livet, ikke gjorde det og ikke kunne gøre det.3) H a n slettede ganske vist enhver regel om m eddelagtighed i straffelovens alm indelige del. Men til gengæld blev det i den specielle dels forbrydelseskatalog m arkeret h v o rv id t den enkelte bestemmelse om fattede også m edvirken til fo r
brydelsen.
T o rp accepterede G etz’ lære. Også han benægtede a t en mellem- kommende, tilregnelig, menneskelig handling skulle gøre nogen p rin cipiel forskel m ed hensyn til »ansvarsgrundlaget«. D et afgørende er beregneligheden, og den er snarere større hv ad norm ale end hvad unorm ale personer angår. D en meddelagtiges handling er lige så ob jektivt retsstridig som gerningsmandens, og der kan efter om
stændighederne være grundlag fo r en m ildere bedømmelse, en stra f
nedsættelse, såvel for den ene som for den anden.4)
Såvel T o rp som G etz taler i overensstemmelse med alm indelig sprogbrug om henholdsvis »gerningsmænd« og »meddelagtige«, og mener hermed øjensynlig a t gerningsm and er den der h a r »sat den sidste naturårsag i bevægelse«. Men de benægter a t denne sondring er strafferetlig relevant. For den strafferetlige bedømmelse er de som m edvirkende fak to rer alle i den forstand »gerningsmænd«, a t deres handling er o bjektivt retsstridig og rammes um iddelbart a f det bud i forbrydelseskataloget der væ rner det pågældendes retsgode.5)
2) Se o p try k k e t i B ern h ard G etz, Jurid iske afhandli nger (1903), 3 f., især 9 og 15 f. »M an m å spørge: H a r an gjeldende b e v irk et eller m e d v irk et til d et rettsbe- sk y tted e godes krenkelse eller ei? H a r h an det, så er h an o p p h av sm an n , følgelig gjem ingsm ann og følgelig likefrem sk yld ig eft er d e t spesielle lo v b u d [i s tra ffe lo v en ]« (G.s udh .), a. st., 15. D e tte udføres i d e t følgende m ed eksem pel i k ri- m in allo v en 14-1 om den d er fo rv o ld er en andens død.
3) Se G. A stru p H oel, De lagtig he t i forbrydels er (1941), 131 f., især 138 f.;
Johs. A ndenæ s, A lm in n e lig s tr a ffer ett (1956), 279; Jo n Skeie, D e n norske st ra ffe r ett (2. udg. 1946), 314.
4) D e n da ns ke Stra ffe re ts almindelige D e l (1905, 1918), 555 f., især 578.
5) T o rp , a. st., 577, 596, 597; om G etz, se o v en fo r note 2. T o rp siger, så v id t jeg h a r bem æ rket, intetsteds u d try k k e lig t a t forb ry d elsesk atalo g ets stra ffe b u d , rig tig t fo rstået, er d irek te anvendelige p å den m eddelagtige, m en d e tte m å være den iboende konsekvens a f hans tilslu tn in g til G e tz ’ forårsagelseslæ re.
120 FORBRYDELSE OG STRAF
H eller ikke T orp gennemførte dette synspunkt i det udkast til en straffelov han frem lagde i 1917 (der i det væsentlige gik igen i U I I I 1923 og i straffeloven a f 1930). D er indsattes nemlig i straffelovens alm indelige del (nu lovens § 23) en bestemmelse om, a t »den for en lovovertrædelse givne straffebestemm else o m fatter alle der ved til
skyndelse, råd, eller dåd h ar m edvirket til gerningen« – altså en særskilt hjemmel for de meddelagtiges strafbarhed.
I stedet fo r a t udfylde dette højst ab strakte rids over doktrinen op til straffeloven af 1930 vil jeg frem hæve et enkelt synspunkt der efter min opfattelse er den fundam entale m isforståelse der ligger til grund fo r den besynderlige lære, a t der ikke er nogen strafferetlig relevant forskel mellem den der h a r begået et drab og den der h ar tilskyndet ham hertil, eller på en eller anden m åde væ ret ham be
hjælpelig hermed, fx med a t frem skaffe visse oplysninger.
D et er den m isforståelse a t straffelovens bestemmelser vedrørende forårsagelsesdelikter (med forbehold fo r adækvans og retsstridighed) om fatter enhver forårsagelse a f virkningen. Goos taler om a t de ældre fo rfattere søgte en rimelig begrænsning af ansvaret i dettes subjektive betingelser, tilregnelsen. Men bem ærker hertil a t n år til
regnelsen består i a t den handlende v a r sig eller burde have væ ret sig bevidst, a t de objektive forhold forelå der betinger retsforstyr- relsens k arak ter a f et retsbrud, så fører tilregnelsen ikke til nogen begrænsning ud over de k ra v der objektivt stilles til handlingen.
Goos opstiller derfor sin retsstridighedslære hvorefter handlingen ikke er retsstridig (og strafbar) hvis dens evne til a t forårsage skade opvejes a f dens ny tte og nødvendighed efter »livets regel«.6)
M ed den reservation der ligger i, a t den farlige handling kan le
gitimeres ved sin nytte, antager Goos a t straffebestem m elser fo r fo r
årsagelsesdelikter o m fatter enhver (adæ kvat) forårsagelse. O g det er der ingen der siden hen h ar anfægtet. M en når fo r s a t betyder, at den handlende var sig de egenskaber bevidst der betinger handlin
gens strafbarhed; og når der til fo rsa t u d kra ves a t han havde fo r
udset virkningen som en nødvendig eller dog overvejende sandsyn
lig følge; så ligger heri at straffebudet ku n o m fatter sådanne hand
linger som m ed sikkerhed eller dog overvejende sandsynlighed kunne forudses a t ville m edføre den kriminaliserede virkning.
D ette synspunkt h ar jeg nærm ere u dviklet i den foranstående a f
6) Straffe rette ns aim. D e l 11, 66 f., 73, 156 f.; A lm . Retslære I, 327 f.
OM SAM VIRKE I FORBRYDELSE 121 handling »H ensigt er ikke forsæt«. Accepteres det er det k la rt at der er en afgørende forskel mellem den der p å næ rt hold a ffy re r en pistol m od en anden, og den der på en eller anden m åde h a r bistået ham , fx ved a t forsyne ham med revolveren eller give ham oplys
ning om offerets bopæl. Selvom m edhjælperen h ar m åttet regne med a t den anden ville benytte sig af hans bistand til at begå en drabs
handling, vil n orm alt den om stændighed, a t det ikke beror p å ham selv, men p å en anden, om en drabshandling skal blive u d fø rt, og med hvilken teknisk færdighed, betyde at han ikke kan forudse en andens død med den høje grad a f sandsynlighed der udkræves for at gøre hans egen handling til en drabshandling. Samme resultat følger også direkte a f straffelovens o rdly d n år loven læses med respekt for alm indelig accepteret sprogbrug.
Straffeloven taler i § 237 om »den, som dræber en anden«. Ingen, der ikke er forledt a f filosofiske konstruktioner, vil finde på a t sige, a t den der på en eller anden m åde h ar ydet A hjælp til a t dræbe B eller an stiftet ham dertil, selv h ar dræ bt B. Ingen dom m er der loyalt ville anvende loven kunne, hvis der om drab ikke fandtes andre be
stemmelser end § 237, dømme medhjælperen eller anstifteren for m anddrab.
D ette er endnu klarere hvad angår de rene adfæ rdsdelikter. Strfl.
§ 210 taler om »den, der har samleje med en slætning i nedstigende linje«. H vorledes skulle denne gerningsbeskrivelse kunne finde an vendelse p å en person der har anstiftet en anden til a t have samleje med dennes d atter, eller bistået ham i forbrydelsen, fx ved at stille sin lejlighed til hans disposition? D et er ret uforståeligt hvorledes G etz og T orp har kunnet opbygge en alm indelig lære om sam virke i forbrydelse der øjensynligt kun tager sigte på forårsagelsesdelik- ter og udenfor dette om råde m å forekom me helt meningsløs.
M eddelagtighedens problem er i første række a f lovgivningstek- nisk art. Straffeloven er a f bekvemm elighedshensyn a ffa tte t således a t den opererer med forskellige m odeller der supplerer hinanden.
M odel I: S traffekatalogets bestemmelser om enkeltm ands fu ld byrdede forbrydelse.
M odel II: U dvidelse a f de strafbare handlingers om råde ved en generel bestemmelse i lovens almindelige del der hjemler stra f i vis udstræ kning for enkeltm ands handlinger der er stadier på vejen henim od den fuldbyrdede forbrydelse: beslutning, forberedelse, p å
begyndt iværksættelse, fu ldendt iværksættelse.
122 FORBRYDELSE OG STRAF
M odel II I: U dvidelse a f det ved model I + m odel II bestemte om råde for strafbare handlinger ved en generel bestemmelse i lovens alm indelige del her hjem ler stra f i vis udstræ kning for handlinger der som følge a f to eller flere personers sam virke på nærmere an
given m åde er koordinerede m ed handlinger under m odel I og m odel II.
En analytisk behandling a f problem erne om sam virke i fo rb ryd el
se vil derfor falde i følgende afsnit:
1) En undersøgelse af hvor lan gt straffekatalogets bestemmelser om enkeltm ands fuldbyrdede forbrydelse i forbindelse med de a l
mindelige regler om forudgående stadiers strafbarhed (misvisende k a ld t regler om »forsøg«), fo rtolket i overensstemmelse m ed sæ dvan
ligt fulgte fortolkningsprincipper, ræ kker;7)
(2) En adfærdsfænomelogisk analyse af de typiske form er for sam virke i forbrydelse som erfaringen udviser;
(3) En krim inalistisk overvejelse af i hvilket om fang det er hen
sigtsmæssigt a t krim inalisere sam virkehandlinger (der ikke allerede dækkes a f model I + model II), og i så fald med hvilken straf; og
(4) En lovteknisk form ulering a f straffereglerne vedrørende sam virke.
D et efterfølgende er noter til supplering af det abstrakte rids a f doktrinens udvikling.
Ørsted. D e vigtigste kildeskrifter er den »filosofiske« afhandling om Grundreglerne fo r straffelovgivningen (1817), o p try k t i S tra ffe retlige skrifter. 1. afdeling (1931) (cit: S krifter 1); den p o sitiv ret
lige Indledning til den danske og norske K rim inalret i A r k iv fo r retsvidenskaben bd. I I I (1826), og afhandlingen om M anddrab (1819), o p try k t i Strafferetlige skrifter, 2. afdeling (1931).
Ø rsted begynder med a t udskille de tilfæ lde der kan behandles efter reglerne om enkeltm andsforbrydelse skønt mere end et m enne
ske er im pliceret (S krifter 1, 169; A r k iv III, 209). Iøv rigt sondres der mellem psykisk og fysisk m edvirken. D en første foreligger n år den ene hos den anden h ar opvæ kket den forbryderiske beslutning,
7) D en første der m ig b ek en d t k la r t h ar indset a t m eddelagtighedslæ ren i sit u d sp rin g er et lov tek n isk pro b lem (og a t forsøg og m eddelagtighed i denne fo r
stan d h a r et accessorisk re tsk ild e g ru n d lag ), er I v a r S tra h l, se S J 1943, 30. Syns
p u n k te t v a r fo ru d a n ty d e t a f Johs. A ndenæs. T f R 1940, 242, n o te 2, og er se
nere tiltr å d t a f W aaben, D e t krim inelle F orsat (1957), 313.
OM SAM VIRKE I FORBRYDELSE 123 altså n å r der foreligger hv ad vi nu kalder tilskyndelse eller anstif
telse. Ørsteds behandling a f dette emne er im idlertid mere nuance
ret end den der findes i nyere frem stillinger. Ø rsted udskiller fo r
skellige form er efter den m åde hvorpå m otivationen sker. H a n son
drer mellem p åv irk ning ved køb, trusler, befaling, råd, og forførelse, og d rø fter deres forskellige grad a f strafvæ rdighed, A r k iv , 211 f.;
S krifter 2, 394 f. I alm indelighed må den psykiske årsag straffes lige med den fysiske, S krifter 1, 170.
In d enfo r sam virke a f flere fysiske årsager udskilles først kom plo ttet, d.v.s. fleres forening om ved fælles m edvirken a t ud rette en forbrydelse. N oget taler for, siger Ø rsted, a t gøre enhver delta
ger i ko m plottet ansvarlig for hvad de øvrige deltagere begår, uanset i hv ilket om fang han selv h a r m edvirket; men tilføjer, at sætningen ikke lader sig opretholde efter gældende dansk ret, A rk iv , 229, jfr.
S k rifte r 1, 173. Bortset fra kom plot sondres der mellem deltagere i iværksættelse, hvor som hovedregel alle m å være fu ld t ansvarlige;
deltagelse i forberedelse, der bør straffes ringere; og deltagelse efter a t misgerningen er tilendebragt derved a t nogen understøtter fo r
bryderen i a t opnå forbrydelsens hensigt, eller i a t undgå den stra f
fende retfærdigheds forfølgning. D en efterfølgende m eddelagtighed bør n o rm alt straffes lige med deltagelse i selve gerningen, A rk iv , 235 f., 240 f., 246 f.; S krifter 1, 174– 75; S krifter 2, 402, 404, 412.
Ø rsted v ar ikke besværet a f kausalitetsfilosofi og så derfor heller ingen vanskelighed ved a t operere med begrebet psykisk årsag (an
stiftelse). D et gjorde derim od Bornem ann (S k rifter II I, 286 f. og tillæg I, X X X V II f.) Thi, da menneskets vilje er fri, kan »det ene menneske kun virke solliciterende på det andet, ikke bestemme hans villie«. D enne indsigt, fortsæ tter han, h ar frem bragt stor forvirring.
H a n løser vanskeligheden ved at sige, a t den der lader sig anstifte giver anstifteren sit tilsagn. »H er foreligger altså en overenskom st:
forbrydelsens iværksættelse er begges villie« (a.st., 298– 300). Iø v rig t følger Bornem ann i det hele og store Ø rsted. Frem stillingen savner dennes ukom plicerede ligefrem hed og er tynget a f begrebslige de
duktioner.
Goos nåede aldrig a t skrive en retsvidenskabelig frem stilling a f m eddelagtighedslæren. H v a d han beskæftiger sig med er det rets
filosofiske problem om m eddelagtighedsstraffens retsgrund. S traf
fens retsgrund er i alm indelighed handlingens overvejende skade
evne, dens retsstridighed. Men i tilfælde a f m eddelagtighed (ligesom
124 FORBRYDELSE OG STRAF
i tilfæ lde a f forsøg) straffes handlinger der ikke i sig selv er rets
stridige. D e forudsæ tter d erfo r en specifik retsgrund. D et særegne fo r m eddelagtighedshandlingen er a t dens skadeevne er beroende p å en mellemkommende, menneskelig handling. I alm indelighed kan m ennesker ikke være ansvarlige for den forårsagelse der sker via et andet, no rm alt individs retsstridige handlem åde. D ette beror ikke p å a t dette mellemled skulle umuliggøre skadens beregnelighed, men p å a t et m edansvar for den fjernere årsag ville »føre til a t pålægge alle en gjensidig tilsyns- og afværgepligt, som vil gjøre den indivi
duelle for sig leven, som sam fundslivet ikke skal ophæve, til en umulighed, skabe en tilstand, svanger med utåleligt spioneri, stridig
heder og fjendskab«. Men fra denne hovedregel om den fjernere å r sags ansvarsfrihed gøres der undtagelse n å r der handles med det forsæ t a t tjene en frem m ed retsstridig vilje. Legitim ationen for straf fo r m eddelagtighed (og forsøg) ligger i den accessoriske handlelov, a t handlinger der i sig selv ikke er retsstridige – efter den principale lov – dog ikke må foretages fo r a t bidrage til realisation a f andres retsstridige vilje (eller a f den handlendes eget retsbrudsforsæt).
Straffeloven er i overensstemmelse hermed. N å r straffebudene i den specielle del taler om »at dræbe«, »tilføje skade«, eller anvender an
dre u d try k for forårsagelse, falder herind under ikke den forårsagel
se der sker via en anden ansvarlig persons retsstridige handling. I kap. V findes den nødvendige accessoriske hjemmel fo r strafbarhed a f meddelagtighed (og forsøg), Strafferettens aim. del II , 162 f ., især 180– 85; 198 f., og Den almindelige Retslære I, 330 f., 348 f., jfr. II, 630– 31.
Goos’ lære om meddelagtighedens accessoriske k arak ter angår a lt
så det filosofiske spørgsmål om straffens retsgrund, og ikke det legislative spørgsmål om betingelserne fo r den meddelagtiges stra f
barhed i forskellig henseende (forsæt eller uagtsom hed, tilregnelig- hed, legitim erende omstændigheder, særligt k ra v til subjektet, m.v.) skal bestemmes accessorisk for den meddelagtige, d.v.s. afled t a f h v ad der i så henseende gælder for den um iddelbare gerningsm and.
Men der består fare for, a t den der hylder den filosofiske lære om den accessoriske retsgrund for meddelagtighedens strafbarhed, mener h eraf a t kunne deducere konsekvenser for det nævnte legislative- spørgsmål – eller simpelthen sam m enblander de to ting.
O m G etz kan henvises til G. A strup H otel, Delagtighet i fo rb ry
delser (1941), der p. 91 f.f. indeholder en indgående og
nedsablende-O M SAM V IRKE I Fnedsablende-ORBRYDELSE 125 k ritik a f G etz som jeg i det store og hele kan tiltræ de. D et er rigtigt a t Getz ræsonnerer som en Erasmus M ontanus n å r han drager denne slutning: H v a d angår kausalitet er der ingen forskel p å gernings
m anden og den såk ald t meddelagtige. Ergo er der overhovedet ingen forskel p å dem, den »meddelagtige« er selv gerningsm and. D et er også rigtigt a t G etz benægter en »forskjel som er så iøinefaldende og selvsagt a t det try g t kan betegnes som den rene latterlighet a t be- negte den«. Men det forekom m er mig a t H oel nøjes med a t hen
holde sig til den alm indelige opfattelses »instinktive erkjendelse« af, at der er en forskel, uden selv a t redegøre for h vori den egentlig be
står (a.st., 98 f., jfr. 20 f.).
Torp slutter sig i alt væsentligt til G etz. H a n benægter a t der i det objektive er nogen forskel mellem gerningsmandens og den med- delagtiges handling: de er begge i lige grad årsag til retsforstyrrel- sen. De subjektive teorier lægger vel vægt på noget relevant, men de subjektive m om enter lader sig ikke udform e i faste begreber. A lt hvad der legislativt er brug for er en alm indelig, skønsmæssig ad gang til strafnedsæ ttelse (altså såvel fo r »gerningsmænd« som for
»meddelagtige«) n å r den handlendes m indre endelige og bestemte forsæt gør det rim eligt (Strafferettens aim. del, 555 f.f., især 588 f., 566 f., 578).
Julius Lassen strejfede kun m eddelagtighedsproblem erne som led i læren om forsøg og efterlod sig ikke på dette p u n k t blivende spor.8) Krabbes lære om de generalpræ ventive hensyns m indre betydning for stra f fo r m eddelagtighed (og forsøg) er næppe rigtig, og har ih v ertfald ikke noget med spørgsm ålet om accessorisk straffegrund- lag a t gøre. H u r w itz h ar ikke særligt beskæftiget sig med meddelag- tighedsproblem et, W aaben ej heller. D er findes dog i D et krim inelle forsæ t (1957), 313 f. nogle interessante principielle betragtninger der vil blive o m talt i d et følgende.
N å r læseren h ar læst denne afhandling til ende vil han se a t ned
arv et m eddelagtighedslære kun h ar bistand og tilskyndelse fo r øje, og derfor er ganske inadæ kvat hvad angår den form for sam virke i forbrydelse jeg h ar k a ld t fællesvirke.
8) O m Betingelserne f o r Forsøgets S tra fb a rh ed (1879), 103 f., der alene an g år forsøg p å m eddelagtighed og m ed d elag tig h ed i forsøg.
126