96 FORBRYDELSE OG STRAF
der udviser det største antal forsøgsdomme er m anddrab, voldtægt, tyveri og røveri.5) D ette hænger antagelig sammen m ed a t disse forbrydelser er re la tiv t svære a t begå. A t slå en anden ihjel er sik
k ert for den der ikke har særlig træ ning heri en re la tiv t vanskelig opgave. D et er, n å r m an læser dommene, slående a t observere så mange ofre der kom m er fra det med livet, skønt de h ar væ ret ud sat fo r vel udførte attentater. V oldtæ gt kan sikkert let m islykkes hvis forbryderen ikke vil gribe til de yderste tvangsm idler; og da denne forbrydelse hyppigt udøves i det fri er også risikoen fo r forhindring ved andres tilstedekom st re la tiv t stor. N o get lignende gælder in d brudstyveri. Jo bedre låse, pengeskabe, m. v. indrettes, des større er chancen for a t tyven m å opgive sit forehavende; og jo bedre p o liti
ets og andres vagttjeneste indrettes i forbindelse med alarm system er, des større er udsigten til a t fuldbyrdelsen forhindres. Tilsvarende betragtninger gælder fo r røveri, især a f ty per som bankrøveri eller røveri i forbindelse med indbrud.
5. Analyse af materialet med hensyn til det strafbare
OM FO R SØ G 97 have indset, a t handlingen havde de egenskaber der betinger dens strafbarhed. H vis m an, som i dansk ret, antager a t det utjenlige forsøg er strafb art, kan tre em neom råder (nemlig tilregnelseslæren, specielt læren om faktisk vildfarelse, og læren om p u ta tiv fo rb ry delse) ses som forskellige udslag a f en og samme grundsætning: For- såvidt ve d anvendelse a f straffeloven bedømmelsen er beroende på forekom sten a f visse fa k tisk e omstændigheder, skal denne bedøm melse ik k e ske på grundlag a f omstændighederne således som de virkelig var, men på grundlag a f omstændighederne således som de tog sig ud fo r gerningsmanden. D et siger sig selv a t dette er en fo r
mel der tiltræ nger nærmere udlægning og m odifikation.
Tilbage bliver altså grupperne A , B og C. A f disse er den første, a tten tatet, udenfor enhver diskussion. Ingen h ar b etvivlet a t disse tilfæ lde bør straffes; der kan højst være uenighed om hvorledes.
Jeg finder derfor ingen anledning til a t citere de 214 tilfæ lde i denne kategori. N og et lignende gælder om gruppe B, den påbegyndte iværksættelse. D a det im idlertid kan være diskutabelt, om det er m uligt typisk a t udskille denne gruppe fra gruppe C, anfører jeg her i noten hvilke domme det drejer sig om, således a t interesserede vil have m ulighed for a t kontrollere afgrænsningen.7) Afgrænsnings
problem et drøftes og enkelte a f dommene omtales ndf. p u n k t 6.
D en virkelig interessante gruppe er gruppe C, forsøg som forbe
redelse. D e 32 tilfæ lde kan opdeles i forskellige undergrupper.
Vi kan begynde med a t udskille en talrig gruppe (17 tilfælde), hvor der i virkeligheden ikke foreligger noget forsøg fra den døm tes side, men fu ld by rdet forbrydelse.8) D et drejer sig om tilfæ lde i hvilke den a f T 1 begåede handling består i a t have tilskyndet T2,
7) D e 17 dom m e (forhold) er: U . 1972. 878 ( H ); 1972. 896 (H N ), fh IB ; 1970.
253 Ø ; 1968. 186 (Ø N ), f h l , T3 og T 4 ; sam m e dom fh.4, T 2; sam me dom fh.5 (d er blev dog ikke rejst tiltale eller d ø m t fo r forsøg p å m an d d ra b . T 2 o pgav d rab sp lan en til fo rd el fo r v o ld elig t o v e rfa ld , § 245 (2)); 1937. 429 (Ø ); 1966.
287 (H ); 1942. 880 (Ø ); 1962. 686 (H N ), fh .4 ; 1949. 1076 ( H N ) ; 1946. 351 (H N ), f h .I I I ; 1965. 770 (H N ), fh .V I; 1960. 735 (U ); 1966. 596 (H N ), fh.5;
1960. 372 (H N ) fh. 7 og 8; Juristen 1942. 269.
8) 1. U. 1970. 276 (Ø ); 2. U. 1968. 186 (H N ), fh. 3, T l og T 2 ; 3. Sam me dom fh.4, T l ; 4. U . 1946. 812 (H N ), fh .II, l a og b; 5. U . 1954. 758 (H N ), f h .l ; 6. U. 1946. 864 ( H N ) ; 7. U. 1956. 31 (H N ), T2 fh. 2; 8. U . 1946. 351 (H N ), fh .V II; 9. U. 1948. 367 (H ), fh. 1; 10. U . 1954. 492 ( H N ) ; 11. U . 1953. 513 ( H N ) ; 12. U. 1952. 890 (Ø N ), fh. B l ; 13. U . 1943. 819 (H ), fh. I I ; 14. U . 1938.
596 (V ); 15. U . 1947. 1036 (H ); 16. U . 1948. 559 (Ø ); 17. Juristen 1941. 316.
7 F o rb ry d else og stra f
98 FORBRYDELSE OG STRAF
eller med rå d eller dåd hjulpet ham , til a t begå en forbrydelse. En sådan handling er strafb ar efter § 23 (i forbindelse med § x i stra f
felovens specielle del), og på denne m åde dømmes der da også d er
som T 2 ’s forbrydelse fuldbyrdes: D er straffes for fuld b y rd et fo r
brydelse efter § x, undertiden med, for det meste uden, citering af
§ 23. Men hvis T 2’s forbrydelse ikke fuldbyrdes (idet den enten blot forsøges eller opgives) opfattes forholdet som forsøg p å m eddelag- tighed og der dømmes efter § x, jfr. § 21.
D ette beror efter m in mening på en misforståelse. Lad mig be
gynde med a t anføre et eksempel fra dagliglivet. H vis A yder B økonom isk understøttelse der skal sætte ham i stand til a t tage en eksamen, så h ar han hjulpet ham hertil. O g denne kendsgerning fo r
andres ikke fordi B dum per til eksamen og aldrig få r den. A har hjulpet ham til a t tage denne eksamen, ikke blot til a t forsøge at tage den. H v a d A hjælper (eller tilskynder) B til a t gøre beror ikke p å en efterfølgende kausalitetsbedøm m else, men på intentionen i det øjeblik A handler. N oget andet er, a t n år A hjælper B til a t tage en eksamen, så im plicerer dette naturligvis også hjælp til de skrid t der leder frem til m ålet, altså hjælp til a t B forbereder sig til eksa
men og forsøger a t tage denne.
I den skildrede situation ligger forsøgsm om entet altså i B ’s h an d
lemåde. Men det kan også tænkes at ligge på A ’s side på den måde, a t A forbereder sig til a t hjælpe B, eller forsøger derpå uden at det lykkes.
O v e rfø rt på de forhold vi her om handler betyder dette, at hvis T 1 h ar hjulpet eller tilskyndet T2 til a t begå en forbrydelse, bliver T 1’s handling ikke blot et forsøg fordi T 2’s forbrydelse ikke fu ld byrdes, måske ikke engang forsøges, men opgives. L ad mig illustrere med eksempler fra praksis.
1968. 186 (Ø), fh. 3: T 1 og T2 havde o p fo rd ret T4 til a t dræbe O og h erfo r tilb u d t et vederlag p å 7.000 kr. m. m. T 4 gik ind herpå, idet det blev a fta lt a t drabet skulle udføres m ed en pistol som T 1 påtog sig a t frem skaffe. Planen kom dog ikke til udførelse fordi T4 den følgende dag nægtede a t m edvirke. D et er i denne sag k la rt at T 1’s og T 2’s forbrydelse, der bestod i a t tilskynde T 4 til a t begå m anddrab, er en fu ldbyrdet forbrydelse. Tilskyndelsen v a r effektiv.
T4 besluttede sig til a t begå m ordet. A t T4 næste dag tra k sig tilbage kan intet ændre heri.
1968. 186 (Ø ), fh. 4: T 1 tra f med T2 aftale om at denne om ca.
OM FO R SØ G 99 1 uge skulle dræbe O med en pistol. E t p a r dage før drabet skulle finde sted overgav T 1 T2 en sk arp la d t pistol, gav hende instruktion i dens betjening, og afh o ld t skydeøvelser med hende. E ndvidere blev det a fta lt a t drabet skulle udføres i O ’s vogn, og T 1 overgav T2 nøglen til vognen. D ra b et kom dog ikke til udførelse, idet T2, efter i den hensigt a t dræbe O a t have skjult sig i vognen, opgav sit forehavende. I dette tilfæ lde h a r T 1 tilskyndet og med rå d og d åd bistået T2 til a t begå et drab. T 1’s forbrydelse m å også i dette til
fælde anses for fuldbyrdet, idet T2 ikke alene h ar besluttet sig til a t udføre drabet, men endog h a r forsøgt a t gøre det ved a t påbegyn
de iværksættelsen.
H vis der i tilfæ lde som disse virkelig skulle foreligge en forsøgs- handling fra T 1’s side, m åtte det betyde a t T 1 havde forsøgt a t til
skynde eller hjælpe T2 uden a t dette v a r lykkedes. H v a d hjælp an går kan dette meget vel tænkes. H vis f x T 1 vil hjælpe T2 til et indbrud ved a t lade en dør stå åben, men ved en fejltagelse gør dette ved en fo rk ert dør, foreligger et ægte tilfæ lde a f forsøg på hjælp. Ved tilskyndelse er det vanskeligere a t afgøre om tilskyndel
sen h ar h a ft effekt eller ej.
Som det senere (i afhandlingen om sam virke, p u n k t 9) skal blive nærmere begrundet m å det im idlertid anses for hensigtsmæssigt at definere såvel bistand som tilskyndelse som rene adfæ rdsdelikter, altså således a t deres gerningsindhold er uafhængig af nogen effekt.
H erv ed bliver såvel »m islykket bistand« som »m islykket tilskyndel
se« u d try k uden genstand.
Retspraksis er i overensstemmelse herm ed fo rsåvid t der dømmes for m eddelagtighed uden a t det tillægges nogen betydning om bi
standen eller tilskyndelsen h ar væ ret effektiv. O fte oplyses der i dommen overhovedet in tet herom .9) D et fejlagtige er efter min mening a t der dømmes blot fo r forsøg p å m eddelagtighed i de til
fælde i hvilke hovedforbrydelsen ikke fuldbyrdes. D er burde i alle disse 17 domme være døm t for fuld b y rd et forbrydelse, nemlig den forbrydelse der er krim inaliseret ved § x, jfr. § 23, og som består i
9) A f de i n o te 8 citerede dom m e frem g å r d et i nogle tilfæ ld e a t h o v e d fo r
brydelsen er b levet enten forsøgt (nr. 1, 3, 7, 8, 13) eller op g iv et (nr. 2, 9, 14), m en i de fleste tilfæ ld e frem g å r d er in te t herom a f dom m en (nr. 4, 5, 6, 10, 11, 12, 15, 16, 17). I in te t tilfæ ld e er der tilla g t b istandens eller tilskyndelsens e f
fe k tiv ite t nogen betydning.
100 FORBRYDELSE OG STRAF
a t tilskynde en anden til a t begå en forbrydelse, eller yde ham bi
stand hertil – uanset om denne forbrydelse bliver fu ld byrdet eller ej.
M åske vil m an indvende, a t da disse domme faktisk døm m er for forsøg må de, uanset hv ad jeg mener om rigtigheden heraf, tages m ed i undersøgelsen a f forsøgsom rådets udstræ kning. S varet er at de i så henseende er uden al værdi. Forsøgsmomentet ligger jo i T 2 ’s forhold, og herom oplyser dommene som regel intet. (»T2« behøver ikke a t stå fo r en m edtiltalt). H v is de gør det er de p å den konto m edtaget andetsteds i oversigten.
Tilbage af de 32 forsøgsdomme der angår forberedelseshandlin
ger er herefter 15 der kan klassificeres således:
(a) Tilfæ lde i h vilke forberedelseshandling i sig selv vidn er om en forbryderisk hensigt.
1. 1947. 552 (H ): T havde forfalsket et legitim ationskort men end
nu ikke gjort brug a f det. D øm t efter § 171 (1), jfr. § 21.
2. 1945. 554 (V): T havde anb ragt to kødstrim ler forsynet med 1. kl.s stempel i en kasse der indeholdt 2. kl.s kød. D øm t efter analogien af § 176 (1), jfr. § 21.
3. 1938. 370 (Ø ): T havde bestilt trykn in g a f 1000 stk. svinekort i den hensigt a t sælge dem som ægte. D øm t efter § 171, jfr.
§ 21 (2).
4. 1936. 1139 (Ø N ): T havde udfæ rdiget to falske checks i den hensigt a t benytte dem overfor revisionen for a t skjule kasse
mangel. D øm t efter § 171, jfr. § 21.
5. 1970. 861 (Ø ): T havde udfæ rdiget falske checks der endnu ikke v ar taget i brug.
6. 1946. 861 (H N ), fh. I I I : V aretæ gtsfange T havde skrevet et brev der v a r bestemt til a t cirkulere b lan d t hans m edfanger og hvori han opfordrede disse til a t overfalde en vogter. D ø m t ef
ter § 119, jfr. § 21.
7. 1968. 814 (V): T havde til en sikkerhedsforvaret indsm uglet m etalsav og 6 neglefile til brug ved undvigelse. D øm t efter § 124 (1), jfr. § 21.
8. 1966. 204 (Ø ): T v a r mod vederlag blevet ansat i det østtyske efterretningsvæsen med opgaver i D anm ark. H a n havde endnu ikke afgivet nogen meddelelse. D øm t efter § 108 (1), jfr. § 21.
9. 1947. 369 (Ø ): T havde mod vederlag og efter aftale med den tyske besættelsesmagt forberedt en bladvirksom hed der i til
fælde a f en allieret invasion a f D an m ark skulle arbejde i tysk interesse. D øm t efter § 101 (2), jfr. § 21. (D avæ rende § 101 (2) svarer på det nærmeste til nuværende § 102).
10. 1947. 547 (H ): T havde i Berlin gennemgået et kursus i tele
grafi og m od vederlag taget tjeneste i den tyske efterretnings
tjeneste således a t han i tilfæ lde a f tysk tilbagetræ kning skulle betjene en hemmelig radiosender. D ø m t efter § 105, jfr. § 21.
(D avæ rende § 105 svarer p å det nærmeste til nuvæ rende §§ 107 og 108).
D et er bemærkelsesværdigt a t de første fem a f disse dom m e an går dokum entfalsk. D a denne forbrydelse først fuldbyrdes ved at gøre brug a f d et falske dokum ent er forfærdigelsen a f det blot en forberedende handling. D enne vil ofte i sig selv være kendelig som objektivt mistænkelig.
Alle domme i denne gruppe dækkes af Julius Lassens kriterium , jfr. ovenfor under p u n k t 2.
(b) T ilfa ld e i h vilke en forb ere delse shandling tages m ed i fo rb in delse m ed domfældelse fo r fu ld b y rd e t forbrydelse.
11. 1972. 573 (H N ), fh. 43: Sam tidig med a t T blev døm t for en lang række fuldbyrdede forsikringsbedragerier blev han døm t også for forsøg herpå ved a t have udarbejdet svigagtige kladde
opstillinger over brandskade.
12. 1968. 870 (Ø N ): T blev fundet skyldig i trussel p å livet, gen
tagne husfredskrænkelser og forsøg på legemsbeskadigelse over
fo r O , det sidste derved a t han under et ophold i hendes lejlig
hed havde blan det ca. 200 g b ly h v id t i det i lejligheden værende salt, melis, mel og honning. I forbindelse herm ed blev han end
videre døm t for forsøg på m anddrab ved nogen tid efter nævnte handling at have indkøbt 5 kg b ly h v id t for senere a t blande det i O ’s fødevarer fo r a t dræbe hende.
13. 1936. 498 (H ): Sam tidig med a t T blev døm t fo r fu ld b y rd et u d smugling a f obligationer blev han døm t også fo r forsøg herpå ved i udsmuglingsøjemed a t have indkøbt obligationer.
14. Juristens domssamling 1937, 14: D om for tilsvarende forhold som næ vnt under 13.
D e forberedelseshandlinger der er døm t for i disse domme er gan
ske vist, isoleret betragtet, objektivt uskyldige handlinger, men den sammenhæng med krim inel virksom hed hvori de forekom m er giver
OM FO R SØ G 101
102 FORBRYDELSE OG STRAF
dem et m istænkeligt præg. D et er velforeneligt med Julius Lassens princip a t inddrage forberedelseshandlinger a f denne a rt under det strafbares område.
(c) Tilbage står én eneste dom der ikke kan dækkes a f Julius Las
sens kriterium : Juristen 1952. 150: T havde fy ld t en beholder med tin og sat den tilside i den hensigt senere a t fjerne den og tilegne sig tinnet. T betæ nkte sig senere, og ville lægge tin n et i brokkassen. F or
holdet henført under § 276, jfr. § 21. T blev frifu n d et i m edfør a f
§ 22.
M an kan herefter roligt fastslå at m an ikke i praksis gør brug a f straffelovens vidtræ kkende forsøgsbegreb til a t straffe forberedel
seshandlinger der ikke i sig selv vidner om et forbryderisk forsæt.
D et må tilføjes a t jeg ikke ved gennemgang a f dom ssamlingerne er stødt på tilfæ lde i hvilke anklagem yndigheden havde rejst tiltale fo r forsøg, men T ved dommen blev frifu n d et med den begrundelse at T ’s handlem åde v a r en så fjern forberedelseshandling a t den fa ld t uden fo r de ved § 21 afstukne ram m er. D ette viser a t den fornuftige nedskæring af det strafbare forsøgs om råde foregår allerede hos an klagem yndigheden. D et er naturligvis glædeligt a t vi h ar en så fo r
nuftig anklagem yndighed. Men det ville nu alligevel være bedre at garantien for, a t borgerne ikke generes ved urimelige anklager, lå i loven og hos domstolene.
I teorien h ar m an m ent i de subjektive ansvarsbetingelser (forsøgs- viljen) a t finde holdepunkt for en rimelig begrænsning a f strafb ar hedsom rådet.10) T orps lære om forsøgsviljen bygger p å så subtile distinktioner med hensyn til dens k arak ter (hensigt eller blot fo r
sæt?), modenhed, determ inerthed, og fasthed, a t det aldrig h ar væ ret mig m uligt a t få rede derpå.11) Jeg h ar ikke bem ærket nogen dom i hvilken m an h ar beskæftiget sig med denne side a f sagen.