svare sig - eller rådgav prætor, der var ansvarlig for retsvæsenets admini
stration, om et bestemt krav kunne fortjene retslig beskyttelse
Sammenfattende kan vi sige,at romerne ikke sondrede skarpt mellem rettighederne selv og deres processuelle beskyttelse. Ser vi på prætors edikt, konstaterer vi, at de materielle rettigheder her netop er formuleret som actiones.
Den romerske proces har gennemløbet en række udviklingsstadier, der indbyrdes overlapper hinanden. Ældst er den såkaldte legisaktionsproces, der skal omtales i afsnit 8. Karakteristisk for den klassiske periode er for
mularprocessen, der gradvis afløstes af den såkaldte kognitionsproces. Her
om handler afsnit 9, mens det romerske tvangsfuldbyrdelsessystem er om
talt i afsnit 10.
Karakteristisk både for legisaktionsprocessen og formularprocessen er retssagens opsplitning i to stadier: in jure, d.v.s. behandlingen for en ro
mersk embedsmand (prætor) med henblik på at få fastslået det retslige grundlag for processen, og in judicio, domstolsbehandlingen.2’
Gaius, Institutioner, 4. bog:
11. De søgsmål som de gamle brugte, kaldtes legis actiones enten fordi de var indført ved loven, idet prætors edikter, hvorved mange søgsmål er indført, dengang endnu ikke var i brug, eller fordi de var afpasset efter selve lovenes ordlyd og derfor blev op
retholdt lige så uforanderligt som lovene selv. Man har således et responsum om, at en person som anlagde sag fordi hans vinstokke var overskåret og som i sin aktio kaldte dem vinstokke tabte sagen, da han burde have kaldt dem træer, fordi de tolv tavlers lov, hvorefter man har en actio i anledning af overskåme vinstokke, taler om over- skåm e træer i almindelighed. 12. Man anvendte legisaktioner på fem måder: sacra
mento, per iudicis postulationem, per condictionem, per manus iniectionem og per pignoris capionem.
Der kendtes altså fem forskellige former for legisactiones:
1. legisactio per sacramentum in rem og in personam 2. legisactio per iudicis postulationem
3. legisactio per condictionem 4. legisactio per manus iniectionem 5. legisactio per pignoris capionem.
De to sidste (4 og 5) er knyttet til tvangsfuldbyrdelsen og omtales nærmere i afsnit 10. De tre øvrige legisactiones er knyttet til det tidligere stadium af processen.
Området for legisactio per sacramentum in rem var vindikationssøgs-mål. Selve processen havde karakter af en formaliseret kamphandling.4) Om den nærmere fremgangsmåde beretter G aius:
(10) Gaius, Institutiones, IV :
16. Si in rem agebatur, mobilia quidem et mouentia, quae modo in ius adferri addu- ciue possent, in iure uindicabantur ad hunc modum : qui uindicabat, festucam tene
bat: deinde ipsam rem adprehendebat, uelut hominem, et ita dicebat. HUNC EGO HOM INEM EX IURE QUIRITIU M MEUM ESSE AIO SECUNDUM SUAM CAU SAM; SICUT DIXI, ECCE TIBI, UIND ICTAM INPOSUI, et simul homini festucam inponebat. aduersarius eadem similiter dicebat et faciebat. cum uterque uindicasset, praetor dicebat: M ITTITE AMBO HOMINEM. illi mittebant. qui prior uindicauerat, sie dicebat: POSTULO, ANNE DICAS, QUA EX CAUSA UINDICAUERIS? ille respondebat: IUS FECI, SICUT UINDICTAM INPOSUI. deinde qui prior uindicaue
rat, dicebat: QUANDO TU INIURIA UINDICAUISTI, D AERIS SACRAM ENTO TE PROVOCO; aduersarius quoque dicebat similiter: ET EGO T E: aut si res infra mille asses erat. scilicet L asses sacramentum nom inabant. deinde eadem sequebantur, quae cum in personam ageretur. postea praetor secundum alterum eorum uindicias 4) En forklaring på den egenartede form kan måske søges i formodninger over forhistorien. Ordet sacra
m entum synes at hentyde til at parterne oprindelig har bekræftet deres påstande med ed. Den bod, som den tabende part, der jo måtte have svoret falsk, skulle betale som soning, tilfaldt da statskassen.
Senere blev alene boden tilbage.
dicebat, id est interim aliquem possessorem constituebat, eumque iubebat praedes aduersario dare litis et uindiciarum, id est rei et fructuum : alios autem praedes ipse praetor ab utroque accipiebat sacramenti causa, quod id in publicum cedebat. festuca autem utebantur quasi hastae loco, signo quodam iusti dominii, quando iusto dominio ea máxime sua esse credebant, quae ex hostibus cepissent; unde in centum uiralibus iudiciis hasta proponitur.
Gaius, Institutioner, 4. bog:
16. Ved søgsmål in rem blev rørlige ting og de ting som bevæger sig selv, vindiceret på følgende måde in iure, såfremt de kunne medbringes eller medføres til prætor: Sagsø
ger holdt en stav i hånden. Derpå greb han den omtvistede genstand, f.eks. en slave, og sagde: JEG ERK LÆ RER AT DENNE SLAVE TILHØ RER MIG EFTER KVIRI- TARISK RET I HENHOLD TIL SIN RETSGRUND. SÅLEDES SOM JEG HAR SAGT OG I DIT PÅSYN HAR JEG LAGT MIN STAV PÅ HAM. Og samtidig lagde han staven på slaven, og modparten sagde og gjorde det samme. N år begge havde vindiceret, sagde prætor: SLIP BEGGE SLAVEN. Så slap de ham. Den som først havde vindiceret, sagde således: JEG KRÆ VER AT DU SIGER MIG, MED HVIL
KEN RET DU HAR VINDICERET? Den anden svarede: JEG HAR H ANDLET I MIN RET, SÅLEDES SOM JEG HAR LAGT MIN STAV. Derpå sagde den som først havde vindiceret: DA DU U RETM Æ SSIGT HAR VINDICERET, O PFO R DRER JEG DIG TIL AT STILLE ET SACRAM ENTUM PÅ 500 AS. Og m odpar
ten sagde ligeledes: OG JEG DIG. Hvis sagens genstand var 100 as eller mere værd, stillede parterne et sacramentum på 500 as, men var den mindre værd, stillede de et sacramentum på 50 as. Så fulgte den samme fremgangsmåde som ved søgsmål in per
sonam, og derefter afsagde prætor kendelse om besiddelsen til gunst for den ene part, d.v.s. han indsatte den ene som midlertidig besidder og pålagde ham at stille m odpar
ten sikkerhed for processens genstand og besiddelsen, d.v.s. for tingen og dens frugter;
og prætor selv fik af begge parter sikkerhed for betalingen af sakramentssummen, da denne skulle tilfalde statskassen. Man brugte en stav for dermed at repræsentere en lanse, som blev anset som symbol på retmæssig ejendom, for man troede at man havde den mest ubestridte ejendomsret til det man havde taget fra fjenden; derfor bliver en lanse sat op under centumviralrettens sager.
Efter at parterne havde udvekslet disse formler og efter at der var stillet sikkerhed, udpegedes en dommer til at undersøge parternes påstande.
Legisactio per sacramentum in personam har været anvendt, når der var tale om gennemførelse af krav, der medførte en personlig hæftelse. Vi ken
der ikke de nærmere detaljer. Som det nedenfor skal omtales nærmere, var det karakteristisk for søgsmål in rem, at de alene tog sigte på en ting. Den, der blev sagsøgt in rem, kunne således undgå proces ved at udlevere tin
gen. Omvendt kunne søgsmålet anlægges mod enhver besidder af en ting, af den der mente at være tingens ejer.
Den såkaldte legisactio per iudicis postulationem omfattede krav, der stiftedes ved den særlige formbundne aftale stipulatio(se afsnit 20), og ved deling af bomasser, og bestod i et krav om udnævnelse af en dommer
(ju-dex), eller hvis der ikke var tale om en kontradiktorisk proces en voldgifts
mand (arbiter).
(11a) Gaius, Institutiones IV:
17a. Per iudicis postulationem agebatur, si qua de re ut ita ageretur lex iussisset, sicuti XII tabularum de eo quod ex stipulatione petitur. eaque res talis erat, qui agebat sie dicebat: EX SPONSIONE TE MIHI X MILI A SESTERTIUM DARE O PORTERE AIO: ID POSTULO AIAS AN NEGES. aduersarius dicebat non oportere, actor dice
bat: Q UANDO TU NEGAS, TE PRAETOR IUDICEM SIUE ARBITRUM PO
STULO U TI DES. itaque in eo genere actionis sine peena quisque negabat. item de hereditate diuidenda inter coheredes eadem lex per iudicis postulationem agi iussit.
Idem fecit lex Licinnia, si de aliqua re comm uni diuidenda ageretur. itaque nom inata causa ex qua agebatur statim arbiter petebatur.
Gaius, Institutioner, 4. bog:
17 a. Man benyttede iudicis postulatio, hvis loven bestemte denne fremgangsmåde, således som de tolv tavlers lov om de ting som kræves på grundlag af en stipulatio.
Fremgangsmåden var nogenlunde således: Sagsøger sagde: JEG ERKLÆ RER, AT DU IFØLGE SPONSIO MÅ BETALE MIG 10000 SESTERTSER. JEG KRÆ VER AT DU BEKRÆ FTER ELLER BENÆ GTER D ETTE. M odparten hævdede at han ikke skulle betale, og sagsøgeren sagde så: DA DU N Æ GTER, SÅ BEDER JEG DIG, PR Æ TO R, OM AT UDNÆ VN E EN DOM M ER ELLER VOLDGIFTSM AND.
Man kunne således i et sådant søgsmål straffrit nægte. Den samme lov bestemte også at man skulle benytte iudicis postulatio når man skulle dele en arv blandt arvingerne.
Det samme gjorde lex Licinnia i alle søgsmål angående deling af en fælles ting. Det er derfor, at man så snart grunden til at man rejser sag er nævnt, straks kræver en vold
giftsmand udnævnt.
Legisactio per condictionem foregik på den måde, at sagsøger opfor
drede sagsøgte til at give møde (condicere - forkynde, tilsige til et møde) for at få udnævnt en dommer tredive dage efter. Tanken med denne udsæt
telse var at give mulighed for opnåelse af en forligsmæssig ordning i mel
lemtiden. Denne legisactio var i modsætning til de tidligere nævnte ab
strakt i den forstand, at den kunne anvendes uden hensyn til retskravets art. Dog skulle der være tale om en bestemt ydelse (res certa). Som ab
strakt klage overlevede denne legisactio legisaktionsprocessen og fandt som condictio anvendelse også i formularprocessen. Det var således ved hjælp af en condictio, at krav på tilbagebetaling af erlagte ydelser gennemførtes (se afsnit 20). En mindelse herom har vi endnu i betegnelsen condictio indebiti om krav på tilbagebetaling.
(llb ) Gaius, Institutiones IV:
17 b. Per condictionem ita agebatur: AIO TE MIHI SESTERTIUM X MILIA DARE O PO RTERE: ID POSTULO AIAS AN NEGES. aduersarius dicebat non oportere.
actor dicebat: QUA NDO TU NEGAS, IN DIEM TRICENSIM UM TIBI IUDICIS CAPIENDI CAUSA CONDICO. deinde die tricensimo ad iudicem capiendum prae- sto esse debebant. condicere autem denuntiare est prisca lingua.
Gaius, Institutioner, 4. bog:
17 b. Ved per condictionem bar man sig således ad: JEG ERKLÆ RER, AT DU SKAL BETALE MIG 10000 SESTERTIER. JEG KRÆ VER AT DU BEKRÆ FTER ELLER BENÆ GTER DETTE. M odparten hævdede, at han ikke skulle betale, og sagsøgeren sagde så: SIDEN DU BENÆ GTER, SÅ O PFORD RER JEG DIG TIL AT MØDE PÅ DEN 30. DAG FOR AT FÅ U DN Æ VN T EN DOMM ER. De skulle så den 30. dag være tilstede for at udnævne en dommer. Condicere betyder efter gammelt sprog at tilsige (til et møde).