prcescriptio longi temporis åbnedes adgang til hævdserhvervelse også i så
danne tilfælde, når 10 eller 20 års frist var forløbet (for henholdsvis perso
ner, der befandt sig i samme kommune eller ej).
Justinian smeltede de to hævdsinstitutter sammen til usucapió ordinaria (3 år for løsøre og 10 eller 20 år for fast ejendom). Ved siden af gjaldt den såkaldte usucapió extraordinaria eller prcescriptio longissimi temporis på 30 eller 40 år (30 år i aim., 40 år for visse klager, bl.a. pant og krav mod kirken). Også servituthævd, der var udelukket i klassisk ret anerkendtes af Justinian.
16. Beskyttelse af ejendomsret og besiddelse ved interdikter, rei vindicatio
ken ville indlade sig i proces eller udlevere tingen kunne sagsøger frem
kalde tingens tilstedeværelse ved en actio ad exhibendum, hvis det drejede sig om løsøre (en lignende funktion havde det såkaldte interdictum quem fundum ved fast ejendom). Med denne actio kunne han også forlange tin
gen udskilt, hvis den var indgået i et større hele.
Forud for vindikationssøgsmålet ville ofte være gået en strid om, hvem der skulle have besiddelsen (possessio) af tingen.
Den romerske besiddelseslære hører til de juridiske klassikere, og har i tidens løb været genstand for megen diskussion. Den skal derfor i korte træk skitseres her.20)
Besiddelse var som udgangspunkt et faktisk forhold til en ting. Besiddelse behøvede ikke være forbundet med en ret. Ofte vil besiddelse være et udtryk for en materiel ret, men også den, der i ond tro sad inde med en ting anerkendtes som dens besidder. Det er vigtigt at holde besid
delse og ejendomsret klart adskilt - nihil habet com m une proprietas cum possessione (ejen
domsret har intet til fælles med besiddelse), sagde U lpian - men ikke desto mindre har de klare berøringspunkter.
Ikke enhver, der havde den faktiske rådighed over en ting anerkendtes som dens besidder, men hertil fordredes særlige betingelser opfyldt, udtrykt med ordene »anim o et corpore«. Den faktiske rådighed, der ikke havde karakter af besiddelse betegnedes som detentio. Paulus de
finerer D. 41,2,31 de krav, der stilledes til den possessio, der kunne gøre krav på retlig beskyt
telse gennem prætors interdikter (jfr. nf.) således: »et apiscim ur possessionem corpore et ani
mo, neque per se anim o aut per se corpore« (vi opnår besiddelse ved legemlig råden og med vilje til at råde, ikke alene ved enten råden eller vilje).
Udfindelsen af det til grund liggende princip for den romerske besiddelseslære har givet an
ledning til flere forsøg. I en berøm t monografi fra 1803 »Das Recht des Besitzes« ville den tyske jurist v. Savigny lægge hovedvægten på den besiddendes vilje, animus, som han forkla
rede som anim us dom ini - viljen til at besidde som ejer. En anden opfattelse lanceredes se
nere i det 19. århundrede af en anden tysk jurist Ihering, der ville lade rådigheden, corpus konstituere det afgørende element. Begge teorier kan bidrage til at belyse nogle af dunkelhe- dem e i de romerske retskilder om besiddelse. Romerretten indrømmede således en beskyttelse af visse former for besiddelse, selvom besidderen ikke havde vilje til at besidde som ejer. Det gjaldt i fire tilfælde, nemlig håndpanthaver, visse låntagere (ved såkaldt precarium), emphy- teuta, en slags forpagter, samt sequester, en særlig forvarer af en ting, hvorom der var proces.
Disse tilfælde kunne forklares af Iherings teori, men ikke af Savignys. Til gengæld var det i strid med Iherings princip, at der ikke indrømmedes den der sad inde med en ting på en an
dens vegne som låntager, depositar m.fl. beskyttelse af besiddelsen.
I nyere forskning (Kaser) har man anlagt en historisk forklaring, der tager udgangspunkt i 20) En særlig klar fremstilling af disse komplicerede regler giver J.A.C. Thom as. íex tb o o k o f Rom an Law, Amsterdam m.fl.st. 1976, s. 138 ff. Om den senere udvikling af det romerske besiddelsesbegreb og dets forhold til det germanske »Gewere«, der i modsætning til det romerske besiddelsesbegreb fordrede en materiel berettigelse, se Iu u l: Europæisk retsudvikling, s. 41 ff. Om den romerske besid
delseslære og dens betydning for Ørsteds betragtninger over spørgsmålet om ejendomsrettens over
gang, se Tam m , Fra »Lovkyndighed« til »Retsvidenskab«, s. 137 ff.
den possessoriske beskyttelse som oprindelig knyttet til besiddere af statsjord, ager publicus, hvorfra den senere udstraktes til andre tilfælde, hvor der var et særligt behov derfor. Formålet med prætors interdiktsbeskyttelse var efter denne opfattelse at fastslå, hvem der i en vindika- tionsproces skulle optræde som sagsøgt. Der indrømmedes derfor håndpanthaver, emphyteuta og sequester - hvor behovet for beskyttelse var særligt indlysende - interdiktsbeskyttelse og li
geledes prekaristen, hvis besiddelse historisk grundedes på en overdragelse af ager publicus som fremleje til klienter og frigivne.
Var et bestående besiddelsesforhold blevet krænket på den måde, at en ting af en af parterne var frataget den anden, kunne den, hvem besiddelsen var berøvet, forsøge at opnå prætors hjælp til en genoprettelse af det kræn
kede besiddelsesforhold. Dette skete i form af den særlige interdiktsproces, som omtalt i afsnit 9. Var besiddelsen således blevet en person frataget med magt kunne han ved hjælp af interdiktet unde vi forlange den tilbage, hvis han i løbet af det sidste år var blevet udsat for denne magtanvendelse.
Den, der havde berøvet ham besiddelsen kunne imidlertid ved en indsi
gelse - exceptio - gøre gældende, at sagsøger havde besiddet tingen eller ejendommen uretmæssigt, fordi han havde erhvervet tinget vi, clam eller precario, det vil sige voldeligt, hemmeligt eller som lån på anfordring. Var besiddelsesberøvelsen foregået ved bevæbnede mænds hjælp kunne anven
des interdictum de vi armata og her indrømmede prætor ingen exceptio.
Besiddelseskonflikten kunne også være opstået som en tvist mellem flere om, hvem der skulle have besiddelsesretten uden at den ene havde berøvet den anden besiddelsen. Her gjaldt for løsøre et interdictum utrubi, hvoref
ter besiddelsen tilfaldt den, der i det forløbne år havde haft besiddelsen i længst tid. For fast ejendom gjaldt et interdictum uti possidetis,211 hvor be
siddelsen tildeltes den, der havde eller sidst havde haft ejendommen i sin rette besiddelse.
Afgørelsen af besiddelsesspørgsmålet havde vigtige konsekvenser for vin- dikationsprocessen. Den, der fik besiddelsen tildelt i interdiktsprocessen, havde nemlig den bevismæssige fortrinsstilling. Han kunne afvente, at den anden ved rei vindicatio søgte at fravinde ham tingen, men en forudsæt
ning herfor var, at sagsøgeren kunne bevise sin bedre ret til tingen, og det kunne ofte være meget vanskeligt. I besiddelsesprocessen ville hyppigt også ejendomsspørgsmålet derfor rent faktisk blive afgjort.
21) Interdiktet tog navn efter begyndelsesordene, som de var formuleret i prætors e d ik t:
uti, cas aedes quibus de agitur nec vi nec clam nec precario alter ab altero possidetis, quo minus ita possideatis vim fieri veto.
Således som I besidder de bygninger, der strides om, og ingen besidder fra den anden med vold, hemmeligt eller på anfordring, således skal I besidde og jeg forbyder magtanvendelse.
Denne romerske sondring mellem en særlig besiddelsesproces (undertiden kaldt possessorium) og en ejendomsproces (petitorium)22) fik i øvrigt vigtige konsekvenser for den senere euro
pæiske retsudvikling, se Iuul, Europæisk Retsudvikling, s. 67 fif, idet den dannede grundlag for den i kanonisk ret anerkendte exceptio spolii (og på grundlag heraf en actio spolii), hvorefter en biskop, der var fordrevet fra sine besiddelser ikke var forpligtet til at indlade sig i nogen retssag førend han var genindsat i besiddelsen. Denne exceptio (og actio) udvidedes til også at gælde andre og uanset, hvorledes besiddelsen var gået tabt. Samtidig udvikledes i verdslig ret, altså under videreførelsen af rom erretten, det såkaldte sum m ariissimum , et hurtigt retsmid
del, hvorunder der blev taget stilling til besiddelsesspørgsmålet inden processen om selve den materielle ret.
Hvis det lykkedes ejeren af tingen ved rei vindicatio at få gennemført sit vindikationskrav opstod undertiden vanskeligheder i henseende til vindi- kationskravets omfang. Hvad nu, hvis besidderen havde udført forbedrin
ger på tingen og hvad gjaldt i henseende til frugter, som han havde oppe
båret i god tro? Et par konkrete afgørelser i en kejserlig forordning fra 239 e. Kr. belyser disse konflikter nærmere:
(32) Imp. Gordianus A. Heresiano (C. 3,32,5):
Domum, quam ex matris successione ad te pertinere et ab adversa parte iniuria occu- patam esse ostenderis, praeses provinciae cum pensionibus quas percepit aut percipere poterat et omni causa damni dati restituí iubebit. 1. Eius autem quod im pendit ratio
nem haberi non posse merito rescriptum est, cum malae fidei possessores eius quod in rem alienam im pendunt, non eorum negotium gerentes quorum res est, nullam ha- beant repetitionem , nisi necessarios sum ptus fecerint: sin autem utiles, licentia eis per- m ittitur sine laesione prioris status rei eos auferre.
Kejser G ordian til Heresianus:
Et hus om hvilket du beviser, at det tilhører dig som arv efter din moder, og at din m odpart uretmæssigt har bemægtiget sig det, vil statholderen befale, at du skal have tilbage med den lejeindtægt, som din m odpart har oppebåret eller havde kunnet oppe
bære, og erstatning for al sket skade. 1. Det er med rette bestemt, at der ikke kan tages hensyn til de udgifter, han har haft, eftersom besiddere i ond tro ikke har krav på dæk
ning af udgifter som de uden at optræde som andres forretningsførere anvender på de
res ting, med mindre de har haft nødvendige udgifter; er de derimod nyttige, er det dem tilladt at fjerne dem, uden at der sker en forringelse af tingens tidligere tilstand.
Den konflikt, der her er taget stilling til, drejede sig om en besidder i ond tro (malae fidei possessor). Han måtte tilbagelevere oppebåme frugter. I henseende til udgifter, han har haft på ejendommen (impensae) sondredes
22) Sml. Poul Johs. Jørgensen: O m E rik a f Pommerns erhvervelse a f København i 1417 i Hist. Medd. om Kbh. 3.I II (1939), s. 273 fT. især s. 279, der er belysende for forholdet mellem besiddelse og ejen
domsret.
mellem nødvendige og unødvendige bekostninger. Også ondttroende be
siddere kunne gøre krav på nødvendige bekostninger, mens de havde ret til at fjerne nyttige bekostninger, når det kunne ske uden at der tilføjedes tin
gen skade (sine Icesione prioris status).
Var besidderen i god tro stillede sagen sig noget anderledes:
(33) Celsus, Digesta III (D. 6,1,38):
In fundo alieno, quem imprudens emeras, aedificasti aut conseruisti, deinde evincitur:
bonus iudex varie ex personis causisque constituet. finge et dom inum eadem facturum fuisse: reddat impensam, ut fundum recipiat, usque eo dumtaxat, quo pretiosior factus est, et si plus pretio fundi accessit, solum quod impensum est. finge pauperem , qui, si reddere id cogatur, laribus sepulchris auitis carendum habeat: sufficit tibi perm itti tol
lere ex his rebus quae possis, dum ita ne deterior sit fundus, quam si initio non foret aedificatum. constituimus vero, ut, si paratus est dominus tantum dare, quantum ha- biturus est possessor his rebus ablatis, fíat ei potestas: neque malitiis indulgendum est, si tectorium puta, quod induxeris, picturasque corradere velis, nihil laturus nisi ut offi- cias. finge earn personam esse domini, quae receptum fundum mox venditura sit: nisi reddit, quantum prim a parte reddi oportere diximus, eo deducto tu condemnandus es.
Celsus, Digester, 3. bog:
På en fremmed grund, som du i god tro havde købt, har du bygget eller sået, og deref
ter fravindiceres den dig: en god dom m er til træffe sin afgørelse under hensyntagen til personer og forhold. Forestil dig, at også ejeren ville have gjort det sam m e: så må han for at få ejendommen tilbage erstatte udgiften i det omfang ejendommen er blevet mere værd, og hvis ejendommens værdi er steget mere, da kun hvad der er bekostet på den.
Forestil dig, at ejeren er en fattig mand, som må forlade sit hjem og sine forfædres be
gravelsesplads, hvis han skal til at erstatte udgiften. Det må da være nok, at du får lov til at fjerne hvad du kan af de ting, sålænge ejendommen ikke derved bliver ringere end hvis der fra begyndelsen ikke var bygget på den. Vi har imidlertid bestemt, at hvis eje
ren er villig til at betale så meget, som besidderen ville få ud af at fjerne de ting, så har han lov til det; og man bør ikke tillade chikane, som f.eks. hvis du ville skrabe væg
beklædning eller et maleri af som du har sat op, hvorved du ikke opnår andet end at skade. Forestil dig, at ejeren er en person, som ville sælge ejendommen straks efter at have fået den tilbage: hvis ikke han tilbagebetaler dig så meget som vi i første stykke sagde, at der skulle tilbagebetales, kan du kun dømmes med fradrag deraf.
Juristen Celsus (2. årh.) har i dette fragment peget på forskellige hensyn, som den gode dommer (bonus judex) bør tage ved afgørelsen af, om den, hvem en ting fravindiceres, har krav på godtgørelse for sine udgifter, im- pensae. Sidste del af fragmentet (fra constituimus ...) må være en interpo
lation under hensyntagen til en kejserlig forordning. Det kan dog ikke ude
lukkes, at den deri indeholdte chikaneregel er af ældre dato.
Det middel, hvormed den, der havde afholdt udgifter gjorde sit
refu-sionskrav gældende, var den såkaldte exceptio doli,2i) der kunne rejses overfor vindikationskravet. Når denne exceptio blev fremsat kunne vindi- kationskravet ikke tages til følge, førend sagsøger havde fyldestgjort sag
søgte. Indtil dette var sket havde sagsøgte ret til at holde tingen tilbage.
Exceptio doli, der lyder: »si in ea re nihil dolo malo factum sit ñeque fiat«
(hvis der ikke ved den sag er eller vil blive handlet svigagtigt), var egentlig opstået i forbindelse med svig, men anvendelsesområdet udvidedes til at omfatte en række tilfælde, hvor det forekom mindre rimeligt eller stri
dende mod bona fides - et begreb der blev taget i en meget vid betydning - om en person uden videre kunne få et retskrav gennemført. »Dolo facit qui petit quod redditurus est« (den handler svigagtigt, som rejser krav på det, der skal tilbageleveres), siger således Paulus i D. 44,4,8, pr.
Hvis dommeren nåede til det resultat, at besidderen af tingen skulle udlevere den, udtalte han i første omgang en ordre til sagsøgte om at udle
vere tingen. Det hang sammen med, at rei vindicatio var en actio arbitra
ria, hvor domfældelse kunne afværges ved udlevering af tingen. Kun hvis sagsøgte undlod at efterfølge dette pålæg blev der skredet til domfældelse:
condemnatio pecuniaria. Fastsættelsen af det beløb, som sagsøgte skulle betale (litis cestimatio) kunne ske ved at dommeren foretog en egentlig un
dersøgelse med henblik på at finde frem til tingens værdi. Men dommeren kunne også anvende den fremgangsmåde at lade sagsøgeren erklære ved ed, hvilken værdi tingen repræsenterede. Denne juramentum in litem blev da lagt til grund ved kondemnationsbeløbets fastsættelse. Derefter tilfaldt selve tingen sagsøgte. Han må herved have erhvervet en ejers retsstilling, men de nærmere detaljer herved er uoplyste (sml. ovf. tekst nr. 30).
Anvendelsen af rei vindicatio forudsatte kviritarisk ejendomsret. Den kunne derfor ikke anvendes af personer, der ikke var romerske borgere. I sådanne tilfælde har prætor rimeligvis anerkendt en lignende actio. Den kunne heller ikke anvendes i henseende til ting, der ikke kunne være kviri
tarisk ejendomsret undergivet. Her benyttedes en særlig actio, der kun gik ud på opnåelse af uforstyrret besiddelse, ikke ejendomsret. Endelig var ak
tionen uanvendelig, såfremt der var tale om en ting, der ikke var overdra
get i de foreskrevne former, således som tilfældet var ved res mancipi, der ikke var overdraget ved mancipatio eller in jure cessio, og hvor opnåelsen af ejendomsret for erhververen måtte afvente hævdsfristens udløb. Hvilken retsstilling havde en bonitarisk ejer da i overgangsperioden indtil han blev
23) Sml. nf. afsnit 33 om actio doli.
kviritarisk ejer? Svaret er, at praetor havde skabt et særlig sindrigt hjælpe
middel til beskyttelse af den bonitariske ejer, nemlig den såkaldte actio Publiciana in rem, der er udformet på Ciceros tid (1. årh. f. Kr.). Denne actio var en såkaldt actio ficticia, hvorved hentydes til, at anvendelsen af denne actio byggende på en fiktion, nemlig at den bonitariske ejer var ble
vet kviritarisk ejer. Dette foregik ved at prætor henstillede til dommeren at tage stilling til den foreliggende ejendomskonflikt som om hævdstiden var udløbet. Formula ved denne action, hvorved den bonitariske ejer kunne gøre et vindikationskrav gældende, var bygget over rei vindicatio blot med indsættelse af fiktionen om, at hævdstiden var udløbet, og så således u d :
Si quem fundum Aulus Agerius emit et ei traditus est, duobus annis possedisset, turn si eum fundum quo de agitur eius ex jure Q uiritium esse oporteret, nisi restituetur, tantam pecuniam iudex Numerium Negidium Aulo Agerio condemnato, si non paret absolvito.
Hvis den grund, som sagsøger har købt og fået overgivet under den forudsætning, at han havde haft besiddelsen i to år ville have været hans efter kviritarisk ret, og hvis den ikke leveres tilbage, så skal du dom m er dømme sagsøgte til at betale et tilsvarende beløb, ellers skal du frifinde.
Hvis det var den kviritariske ejer, der blev rejst udleveringskrav overfor, kunne han forlange indsat en exceptio dominii. Tænker man sig, at ejeren hed Sempronius ville denne exceptio se således ud:
»si non is fundus quo de agitur ex jure Q uiritium Sempronii est«.
medmindre den ejendom, der strides om, er Sempronius’ efter kviritarisk ret.
Denne exceptio kunne da atter mødes af sagsøgers indsigelse om, at Sem
pronius havde solgt og overgivet ham tingen. Denne indsigelse om rei ven- ditae et traditae kunne da fremsættes som en replicatio:
»si non Sempronius eum fundum quo de agitur AoAo vendidit et tradidit«.
medmindre Sempronius har solgt og overgivet den ejendom til sagsøger.
Hvis det derimod var en anden, der uretmæssigt havde afhændet Sempro
nius’ ejendom, kunne denne replicatio naturligvis ikke nyde fremme.
Endelig skal nævnes den actio negatoria, der anvendtes af en ejer mod den, der søgte at udøve en servitut over hans ejendom. Her var rei vindicatio uanvendelig. Actio negatoria modsvare
des af en actio confessoria, hvorved indehaveren af servitutten gjorde denne gældende.