For skade forvoldt af slaver eller personer in potestate gjaldt allerede i de tolv tavlers lov de såkaldte actiones noxales:
(112) Lex XII Tabularum II:
2.a. SI SERVUS FU RTU M FAXIT NOXIAM VE NOXIT.
-b. Ex maleficiis filiorum familias servorumque noxales actiones proditae sunt, uti lice- ret patri dominove aut litis aestimationem sufferre, aut noxae dedere. - Constitutae sunt aut legibus aut edicto praetoris: legibus velut furti lege XII Tabularum , etc.
De tolv tavlers lov, anden tavle:
2.a. HVIS EN SLAVE HAR STJÅLET ELLER VOLDT SKADE ...
b. A f skadegørende handlinger begået af filii familias og slaver udspringer noxalkla- geme, så at det er tilladt faderen eller herren enten at erstatte skaden eller at udlevere skadevolderen. Noxalklageme er indført ved lov eller ved prætors edikt. Ved lov f.eks.
tyveri i de XII tavlers lov ...
Ved skade forvoldt af dyr (pauperies) gjaldt en actio de pauperie, hvor til
svarende regler gjaldt som ved actiones noxales:
(113) Lex XII Tabularum VIII:
6. U lpian, ad edictum XVIII, (D. 9,1,1, pr.)
Si quadrupes pauperiem fecisse dicetur ... lex voluit aut dari id quod nocuit, ... aut aestimationem noxiae ofíerri.
De tolv tavlers lov, ottende tavle:
6. U lpian, Kom mentar til ediktet, 18. bog.
Hvis et firbenet dyr har voldt skade, foreskrev loven, at enten skulle det, som havde gjort skade, afgives, eller også skulle der tilbydes vurdering af skaden.
Endelig må nævnes actio de dejectis vel effusis, der kunne rettes mod be
boeren af en ejendom, hvorfra skadevoldende ting var faldet ned. Dræbte tingen en person ifaldtes en bøde på 50.000 sestertier. Dette var det eneste tilfælde, hvor der kunne gøres erstatningskrav gældende ved frie personers død eller beskadigelse. Forsørgertabserstatning var som nævnt ellers ro
merne ukendt.
Sjette kapitel Familie og arv
35. En systematisk betragtning.
Efter den systematik, der benyttedes af Gaius i Institutiones inddeltes pri
vatretten i personae (personer), res (ting) og actiones (proces). Ægteskabs- retten behandledes under personerne og arv under ting. I den foreliggende fremstilling har processen fået en mere fremskudt plads for at understrege dens betydning for forståelsen af, hvorledes det romerske retssystem funge
rede. Til gengæld er ægteskabsretten og arveretten behandlet i samme af
snit og et par emner herfra skal nu behandles til sidst. Som det vil ses har romerretten også her haft stor betydning for den europæiske retsudvikling, men de umiddelbare virkninger heraf er ofte vanskeligere at spore i gæl
dende ret, end når det gælder tings- og obligationsret.”
Karekteristisk for den romerske familieret i klassisk tid er en brydning mellem på den ene side gamle da forældede retsinstitutter som patria po- testas, sønners (og til dels slavers) manglende evne til at foretage selvstæn
dige økonomiske transaktioner, værgemål for kvinder m.v., der alle bun
dede i den ældre romerske familieordning, og på den anden side en ten
dens til individualisme, der måtte føre til en modsætning til den gamle kol
lektive familieordning. Grundstrukturerne af den romerske familieordning bevaredes imidlertid i klassisk tid. En række fornyelser ikke mindst gen
nem kejserlig lovgivning søgte imidlertid at tilpasse retstilstanden til den sociale virkelighed, som de retlige normer i denne periode kun tilnærmel
sesvis kan give et begreb om.
Lignende tendenser som i familieretten kan anes i arveretten. Også her vedbliver strukturerne af et gammelt system at bestå, men gennem prætors virksomhed og ved en række senatsbeslutninger griber man vedrørende en række enkeltspørgsmål ind i systemet, hvorved dette taber i overskuelig
hed.
Vort ord familie, hvormed vi normalt betegner kernefamilien, bestående
1) Sml. herved Jolowicz: Rom an Foundations o f Modern Law, Oxf. 1957, s. 141.
af forældre og ugifte børn, har sit grundlag i det latinske familia, der i ro
merretten havde flere betydninger, som det fremgår af nedenstående Ulpian-fragment fra Digesttitlen de verborum significatione (om ordenes betydning), der her alene bringes i oversættelse:
(113) Ulpian, K om m entar til ediktet (D. 50,16,195,1-5):
Lad os se hvordan udtrykket »familie« anvendes. Det anvendes i forskellige betydnin
ger; thi det anvendes både om ting og om personer. Om ting. f.eks. i de XII Tavlers Lov med disse ord: »den nærmeste agnat skal have familien«. Om personer bruges be
tegnelsen familie således når det i loven hedder om patron og frigiven: »fra den fami
lie« »til den familie«; og her er det givet at loven taler om enkeltpersoner. 2. U dtryk
ket familie anvendes også i betydningen af en eller anden helhed, som enten beror på selve vedkommendes særegne retsstilling eller på hele slægtens fælles ret. Efter den særegne retsstilling kalder vi flere personer familie, der enten naturligt eller retligt er underkastet en andens potestas f.eks. pater familias, mater familias, filius familias, filia familias og de der videre følger i deres sted, f.eks. sønnesønner og sønnedøtre o.s.v. Fa
miliefader kaldes den der har magten (dominium) i hjemmet, og han kaldes rettelig med dette navn, selvom han ikke har nogen søn; vi betegner dermed nemlig ikke blot hans person, men også hans retsstilling; således kalder vi også en umyndig for familie
fader. N år en pater familias dør, begynder alle de personer (capita), der har været af
hængige af ham, at have hver sin familie ; de får nemlig hver især navn af familiefader.
Det samme sker også med den der er emanciperet ; også han har nemlig, idet han er blevet sui iuris, sin egen familie. Efter den fælles retsstilling taler vi om en familie der udgøres af alle agnater; thi skønt de efter familiefaderens død har hver sin familie, kan dog alle der har været under en mands potestas rettelig siges at være af samme familie, fordi de komm er fra samme hjem og samme slægt. 3. Også slavehold plejer vi at kalde familia, som jeg har vist i (kom mentaren til) prætors edikt under titlen om tyveri, hvor prætor taler om skatteforpagtemes familia. Der er dette dog ikke en betegnelse for alle slaver, men for et vist indbegreb af slaver, der holdes for dette formåls skyld d.v.s. for afgiftens skyld. Men på andre steder i ediktet omfattes alle slaver af familie; hvor der således tales om nominibus coactis og viborum raptarum samt om hæveklagen, når en ting, der gives tilbage er forringet ved køberens eller hans familia’s skyld, og i interdik
tet Unde vi, omfatter benævnelsen familie alle slaver. 4. Ligeledes tales der om en fa
milie af flere personer, som udgår af samme første ætherres blod (som når vi siger den juliske familie), som om de var rundne af samme kilde. 5. Kvinden er imidlertid både sin families begyndelse og dens ende.