En helt grundlæggende sondring indenfor den romerske ejendomsret var endnu i klassisk tid sondringen mellem res mancipi og res nec mancipi, der som nævnt i vigtighed langt overskyggede sondringen mellem fast ejen
dom og løsøre. Sondringen har sin rod i det gamle romerske agerbrugssam
fund, men den vedblev at bestå gennem hele den klassiske periode og først Justinian gjorde sondringen retligt betydningsløs. Som res mancipi opfat
tede romerne en gruppe ting, der havde deres typiske anvendelsesområde omkring et agerbrug. Det var selve jorden (fundus, prædium eller solum), dog kun jord i Italien,9’ det var slaver, visse dyr, nemlig sådanne, der kunne bruges som avls- eller trækdyr i en landbrugsvirksomhed, f.eks.
heste, køer, æsler, men - som det udtrykkeligt fremhæves i kilderne - også dromedarer og elefanter, når de brugtes tæmmede som trækdyr, derimod ikke hunde eller vilde dyr. Endelig hørte også visse servitutrettigheder, nemlig de livsnødvendige vej- og vandrettigheder til res mancipi. Betyd
ningen af sondringen mellem res mancipi og res nec mancipi knytter sig i klassisk tid først og fremmest til overdragelsesformen. Overdragelse af den egentlige civile romerske ejendomsret (dominium ex jure Quiritium) til res mancipi måtte ske under anvendelse af visse højtidelige former nemlig mancipatio, et køb i vidners nærværelse under en fiktiv afvejning af købe
summen på en vægt, og in jure cessio, en slags skinproces for prætor. Om fremgangsmåden ved disse former, hvis oprindelse ligger langt tilbage i ro
merrettens historie oplyser Gaius os.
Mancipation foregik således:
(25) Gaius, Institutiones I :
119. Est autem mancipatio, ut supra quoque diximus, imaginaria quaedam uenditio;
quod et ipsum ius proprium ciuium Rom anorum est. eaque res ita agitur: adhibitis non minus quam quinqué testibus ciuibus Romanis puberibus et praeterea alio eius- dem condicionis, qui libram aeneam teneat, qui appellatur libripens, is qui mancipio accipit, rem tenens ita dicit: HUNC EGO HOM INEM EX IURE Q UIRITIU M MEUM ESSE AIO ISQUE MIHI EM PTUS ESTO HOC AERE AENEAQUE LI
BRA; deinde aere percutit libram idque aes dat ei, a quo mancipio accipit, quasi pretii 9) Om solum provinciate, der i princippet tilhørte det romerske folk eller kejseren, se nf. afsnit 16.
loco. 120. Eo modo et seruiles et liberae personae m ancipantur. anim alia quoque, quae mancipi sunt, quo in numero habentur boues, equi, muli, asini, item praedia tam urbana quam rustica, quae et ipsa mancipi sunt, qualia sunt Italic^, eodem modo so- lent m ancipan. 121. In eo solo praediorum m ancipatio a ceterorum mancipatione dif- fert, quod personae seruiles et liberae, item anim alia, quae mancipi sunt, nisi in prae- sentia sint, m ancipan non possunt - adeo quidem ut eum, qui mancipio accipit, adprehendere id ipsum, quod ei mancipio datur, necesse sit: unde etiam mancipatio dicitur, quia manu res capitur - , praedia uero absentia solent mancipan. 122. Ideo au
tem aes et libra adhibetur, quia olim aereis tantum nummis utebantur:
Gaius, Institutioner, 1. bog:
119. M ancipatio er, som også ovenfor omtalt, et fiktivt køb. Det hører også til den alene for romerske borgere gældende ret, og man går således frem : efter at mindst fem vidner er kommet til stede, der skal være romerske borgere og voksne, samt endnu én person, der opfylder disse betingelser, og som skal holde en kobbervægt, og som kaldes libripens, så siger den som modtager ved mancipatio, idet han holder tingen: JEG ERKLÆ RER, AT DENNE SLAVE ER MIN EFTER KVIRITARISK RET OG HAN SKAL VÆRE KØBT FOR MIG MED D ETTE KOBBER OG DENNE KOB
BERVÆGT ; dernæst slår han mod vægten med kobberet og giver det kobber til den, fra hvem han har modtaget tingen, som mancipium som symbol på købesummen.
120. På den måde manciperes både slaver og frie personer. Også dyr er res mancipi, nemlig okser, heste, mulddyr, æsler og ligeledes land- og byejendomme, hvis de er res mancipi, som de italienske, overdrages på denne måde. 121. M ancipatio af jord ad
skiller sig alene fra m ancipatio af andre ting derved, at slaver og fri personer, ligeledes dyr, som er res mancipi, ikke kan manciperes, hvis de ikke er til stede - ja det er endog nødvendigt, at den, der modtager som mancipium, griber fat om det, som giv«s ham som mancipatio, fordi tingen gives med hånden - jord plejer derimod at blive man- ciperet, uden at den er til stede. 122. Man bruger kobber og vægt fordi kobber engang, benyttedes som p en g e ...
Mancipatio var en abstrakt overdragelsesform, der skaffede erhververen ejendomsret uden hensyn til karakteren af det underliggende retsforhold.
Oprindelig har der været tale om et kontantkøb, hvor vægtens funktion var at tjene til afvejning af købesummen, der erlagdes i kobberfaesjstykker.
Først efter den første puniske krig begyndte ca. 269 f. Kr. i Rom en ud
møntning af kobberet.I0) Allerede det romerske pontifikalkollegium aner
kendte imidlertid, at det kobberstykke, der anvendtes, alene havde en symbolsk betydning, således at mancipatio kunne benyttes også ved gave
overdragelse, ved kreditkøb eller i andre tilfælde, hvor man ønskede, at ejendomsretten skulle gå over uden at der straks skulle erlægges en mod
ydelse. Man talte om mancipatio nummo uno - med et enkelt pengestykke
10) Se om det romerske møntsystem f.eks. Niels Hannestad: R om ersk kunst som propaganda (1976), s.
17 ff. og s. 321 m. henv. Møntenheden i senrepublikken og kejsertiden var sestertsen, hvoraf fire ud
gjorde en denar.
- i dette tilfælde af skinsalg, der er et godt eksempel på, hvorledes romerne tilpassede gamle former til nye tiders krav.
Om in jure cessio skriver Gaius et andet sted:
(26) Gaius, Institutiones II:
22. Mancipi uero res sunt, quae per mancipationem ad alium transferuntur; unde etiam mancipi res sunt dictae. quod autem ualet mancipatio, idem ualet et in jure ces
sio. 23. Sed mancipatio quidem quemadm odum fiat, superiore com m entario tradidi- mus. 24. In iure cessio autem hoc modo fit: apud magistrarum populi Romani uel praetorem [uel apud praesidem prouinciae] is, cui res in iure ceditur, rem tenens ita dicit: HUNC EGO HOMINEM EX IURE Q UIRITIU M MEUM ESSE AIO; deinde postquam hic uindicauerit, praetor interrogat eum, qui cedit, an contra uindicet; quo negante aut tácente tunc ei, qui uindicauerit, eam rem addicit: idque legis actio uoca- tur. hoc fieri potest etiam in prouinciis apud praesides earum. 25. Plerumque tarnen et fere semper mancipationibus utim ur: quod enim ipsi per nos praesentibus amicis agere possumus, hoc non est necesse cum maiore difficultate apud praetorem aut apud praesidem prouinciae agere.
Gaius, Institutioner, 2. bog:
22. Res mancipi er dem der overdrages til en anden ved mancipatio, og derfor kaldes de res mancipi. Samme gyldighed som mancipatio har også in jure cessio. 23. Om den måde, hvorpå m ancipatio foregår har vi talt ovenfor. 24. In jure cessio foregår på denne måde: hos en af det romerske folks embedsmænd enten prætor eller en pro
vinsstatholder siger den til hvem tingen overdrages in jure, idet han holder på tingen, således: JEG ERKLÆ RER, AT DENNE SLAVE ER MIN EFTER KVIRITARISK R E T ; dernæst efter at han har gjort krav på den, spørger prætor den, som overdrager, om han gør modkrav gældende; når han benægter det eller tier tilkender prætor den tingen, som gjorde krav på den; og det kaldes en legis actio. Dette kan også foregå i provinserne hos statholderne. 25. For det meste, ja næsten altid bruger vi m ancipatio;
thi det vi selv kan gøre i nogle venners overværelse, det behøver vi ikke foretage hos prætor eller statholderen med større besvær.
Endnu langt op i klassisk tid anvendte romerne således disse sære primi
tive formler, når de købte slaver eller andre res mancipi af hinanden. Som omtalt straks nedenfor kunne der dog også trækkes for store veksler på veneration for fortidens ceremonier og der udvikledes derfor en formløs overdragelsesform traditio. Men vi må altså forestille os, at Cicero, Caesar eller Seneca købte slaver under udveksling af mancipationsformleme.
Mancipatio og in jure cessio kunne kun anvendes af romerske borgere og alene med hensyn til res mancipi. Dette havde imidlertid ikke den mindre acceptable konsekvens, at ikke-romerske borgere ikke kunne er
hverve eller overdrage ejendomsret eller, at der ikke kunne erhverves ejen
domsret til ting, der ikke var res mancipi, eller at res mancipi, der blev overdraget på anden måde end i de foreskrevne former ikke kunne blive genstand for ejendomsret. For disse tilfælde gjaldt forskellige regler, men i
alle tilfælde indrømmedes de erhvervede rettigheder en eller anden form for beskyttelse, se nærmere straks nf. og afsnit 16.
Ved siden af de formbundne overdragelsesformer anerkendte romerne også den formløse traditio, overlevering, som grundlag for ejendomser
hvervelse. For romerske borgere erhvervedes herved ejendomsret (ex jure Quiritium), hvis det drejede sig om res nec mancipi. Var der tale om res mancipi erhvervedes ikke ejendomsret, men alene besiddelse (possessio).
Det blev der imidlertid rådet bod på derved, at besiddelsen modnedes til en ejendomsret efter udløbet af en kortere hævdsfrist, se nf. afsnit 15 om usucapió. Hvis overdrageren var en ikke-romersk borger f.eks. en fremmed slavehandler kunne man ikke benytte de to formbundne overdragelsesfor
mer. Han kunne alene overføre besiddelse ved traditio, men denne besid
delse beskyttedes af prætor, som om der var tale om ejendomsret. Man kaldte den ret, som tilkom romerske borgere, der havde erhvervet en res mancipi ved traditio indtil hævdstiden var udløbet for en ret in bonis. Om de midler prætor benyttede sig af for at beskytte denne besiddelse henvises til afsnit 16.
Den formløse overgivelse, traditio, adskilte sig foruden ved formen på forskellig måde fra mancipatio og in jure cessio. En enkelt ting skal her særlig bemærkes. De to formbundne overdragelsesformer var som nævnt abstrakte i den forstand, at de overførte ejendomsretten uden hensyn til om der eksisterede et gyldigt underliggende retsforhold. Traditio var deri
mod, hvad vi kalder en kausal retshandel, det vil sige, at det var en betin
gelse for at traditio kunne få retsvirkning, at der forelå en gyldig retsgrund (causa), der kunne retfærdiggøre ejendomsrettens overførelse. Denne causa kunne enten søges i en retshandel, der lå til grund for overgivelsen, eller i opfyldelsen af en gæld. Vurderingen af om overgivelsen var sket af en gyl
dig grund - ex justa causa - stillede sig imidlertidig forskelligt i de to til
fælde. Drejede det sig om en retshandel, f.eks. køb (ex causa emptionis) el
ler en gave (ex causa donationis) måtte også denne retshandel være gyldig for at traditio kunne få retsvirkning. Bestod causa i opfyldelsen af en gæld (ex causa solutionis) fordredes det derimod ikke, at gælden virkelig var gyldigt stiftet, men ejendomsretten til det der var overdraget overførtes uafhængigt heraf.
To særprægede tekster tager stilling til den konflikt, der kunne opstå, såfremt der mellem parterne var uenighed om, hvad der var overgivelsens causa:
(27) Ulpianus, Disputationes VII (D. 12,1,18 pr.):
Si ego pecuniam tibi quasi donaturus dedero, tu quasi m utuam accipias, Iulianus
scri-bit donationem non esse: sed an m utua sit, videndum, et puto nec m utuam esse ma- gisque numm os accipientis non fieri, cum alia opinione acceperit, quare si eos con- sumpserit licet condictione teneatur, tam en doli exceptione uti poterit, quia secundum voluntatem dantis num m i sunt consumpti.
Ulpian, Forklaringer, 7. bog:
Hvis jeg har givet dig penge i den mening, at det skulle være en gave, og du modtager dem som et lån, foreligger der efter Julian ikke en gave; men det må undersøges om der måske foreligger et lån. Jeg mener, at der heller ikke foreligger et lån, og at man snarest må antage, at pengene ikke bliver modtagerens, da han har modtaget dem i en anden mening. Hvis han derfor har brugt dem, kan han ganske vist sagsøges til tilba
gebetaling; men han vil kunne bruge svigsindsigelsen, fordi pengene er brugt i overens
stemmelse med givers vilje.
(28) Iulianus, Digestac III (D 41,1,36):
Cum in corpus quidem quod traditur consentiamus, in causis vero dissentiamus, non anim adverto, cur inefficax sit traditio, veluti si ego credam me ex testam ento tibi obli- gatum esse, ut fundum tradam, tu existimes ex stipulatu tibi eum deberi. nam et si pe
cuniam num eratam tibi tradam donandi gratia, tu earn quasi creditam accipias, con
stat proprietatem ad te transire nec im pedimento esse, quod circa causam dandi atque accipiendi dissenserimus.
Julian, Digester, 3. bog:
Når vi er enige med hensyn til den genstand der overdrages, men er uenige med hen
syn til retsgrunden, indser jeg ikke hvorfor overdragelsen skulle være ugyldig; f.eks.
hvis jeg tror, at jeg ifølge testamente er pligtig til at overdrage dig en ejendom, og du mener, at den skyldes dig ifølge stipulation. Thi også når jeg overgiver dig en penge
sum for at give dig en gave, og du modtager den som et lån, er det givet at ejendoms
retten går over til dig, og at den omstændighed, at vi har været uenige om retsgrunden for given og modtagen, ikke er til hinder herfor.
Disse to tekster, der supplerer hinanden, er vanskelige at fortolke og næppe udtryk for en virkelig konflikt.11’ Det kan ofte være vanskeligt at se om de konkrete konflikter, som juristerne tager stilling til, er fiktive eller reelle. Problemet i den første af de to tekster opstår, fordi parterne har haft forskellig opfattelse af den retshandel, der ligger til grund for overgivelsen.
Den ene vil give en gave, den anden tror, at det er et lån. Der er derefter sket det, at hver af parterne ønsker at fastholde den anden part på hans op
fattelse, som det fremgår af tekst 27. Efter Ulpians opfattelse var traditio i så fald ugyldig. I princippet kunne pengene da tilbagesøges ved en condic
tio, men Ulpian vil give modtageren mulighed for at fremsætte en indsi
gelse mod tilbagesøgningskravet såfremt pengene er brugt, ud fra det syns
punkt at dette var meningen. Anvendelsen af en svigsindsigelse måtte vel
11) Sml. Liebs: Römisches Recht (1976), s. 167.
forudsætte at modtageren er i god tro med hensyn til givers gavehensigt, men hvordan kan han være det, når han tror, at der er tale om et lån?
Hvad Iulian egentlig mente i den anden tekst (nr. 28) er tvivlsomt. Han kan næppe have været af den opfattelse, at der ikke skulle stilles krav om en causa, selvom det ser sådan ud. Ganske vist var Iulian på mange punk
ter en foregangsmand, men herved vil han have foregrebet en udvikling, der først begyndte under Justinian. Snarere er hans afgørelse mere konkret begrundet i, at det ville være urimeligt at lade overdragelsen strande på, at parterne var uenige om retsgrunden, når det dog stod fast, at en overgi
velse var tilsigtet. Situationen er vel særlig klar i det foreliggende tilfælde, hvor overdrageren vil give, og modtageren tror, at det er et lån. Situatio
nen ville måske stille sig anderledes i den modsatte situation. Som det vil ses rejser de romerretlige tekster ofte flere spørgsmål end de besvarer.
Under senklassikken gik mancipatio og in jure cessio efterhånden af brug og afskaffes helt af Justinian sammen med sondringen mellem res mancipi og res nec mancipi. I Digesteme optræder derfor alene traditio i tekster, hvor der tidligere kan have stået mancipatio o.l.
I den senere europæiske retsudvikling har traditiokravet som grundlag for ejendomsrettens overgang spillet en fremtrædende rolle. Det lagdes til grund i dansk højesteretspraksis i det 18.
årh., men det var Ørsted, der i teorien formulerede kravet på grundlag af den romanistiske lære.12’ Om nyere ejendomsretlig teori, hvor spørgsmålet om en overlevering har fundet sted eller ej i flere relationer tillægges betydning henvises til v. Eyben: Formuerettigheder 6. udg.
1979, s. 177 fT.