En næppe tilsigtet bivirkning af de augustæiske ægteskabslove med deres forbud mod visse ægteskaber mellem personer af forskellig stand sammen med andre ægteskabsforbud for eksempel for visse embedsmænd, officerer og soldater, var at konkubinatet bredte sig.
Konkubinatet (concubinatus) er et særegent romersk fænomen, der i de senere år har fået tillagt ny aktualitet.7* Konkubinatet gav mulighed for at etablere en livsvarig forbindelse, der ikke betragtedes som ægteskab (uden affectio maritalis). I senklassisk tid underkastedes adgangen til at leve i konkubinat visse begrænsninger under indflydelse af kristendommen. Det tillodes kun mellem ugifte og måtte kun omfatte én concubina ad gangen.
Iøvrigt var konkubinatet ligesom ægteskabet et blot socialt fænomen, men uden ægteskabsvirkninger; f.eks. betragtedes børn født i konkubinat som illegitime ligesom de nf. omtalte regler om formueforholdet mellem ægte
fæller ejheller fandt anvendelse, eller f.eks. reglerne om indskrænkninger i ægtefællers ret til at give hinanden gaver. Et fragment af Paulus viser lidt om konkubinatets alder. Fragmentet stammer fra en kommentar til to af Augustus’ ægteskabslove, der betragtedes som hørende sammen under be
tegnelsen lex Iulia et Papia Poppaea:
(122) Paulus ad legem Iuliam et Papiam X (D. 50,16,144):
Libro m em orialium Massurius scribit »pellicem« apud antiquos eam habitam, quae, cum uxor non esset, cum aliquo tam en vivebat: quam nunc vero nomine amicam, paulo honestiore concubinam appellari. G ranius Flaccus in libro de iure Papiriano scribit pellicem nunc volgo vocari, quae cum eo, cui uxor sit, corpus misceat: quos- dam earn, quae uxoris loco sine nuptiis in domo sit, quam iraXXaniiu Graeci vocant.
Paulus, K om m entar til lex Iulia et Papia, 10. bog:
Massurius (Sabinus) skriver i sin Liber mem orialium, at man i gamle dage betragtede den kvinde som en »frille«, der skønt hun ikke var hustru dog levede med en mand, hende der nu som noget lidt mere ærbart end samleverske, kaldes veninde. G ranius Flaccus skriver i sin bog om Papirianus’ ret, at man nu almindeligt kalder den for frille, der har legemlig omgang med den, som har en hustru: undertiden hende som er i huset i hustrus sted uden at være gift med ham, som grækerne kalder »pallakæ«.
mueforhold for hver enkelt ægtefælle eller i deres ret til at råde over deres ejendele. Ægtefællernes status ændredes ikke af ægteskabet. Var en kvinde sui juris forblev hun det også efter ægteskabet. Var hun undergivet et po- testasforhold vedblev hun i det og gik kun ved de i klassisk tid yderst sjældne manusægteskaber ind under ægtemandens (eller hans ascendents) manus, der havde tilsvarende virkninger som potestasforholdet i hen
seende til erhvervelser.
Visse særregler var dog karakteristiske for den romerretlige ordning. For det første var det ægtefæller forbudt at give hinanden gaver. Om begrun
delsen8* for dette forbud - således som det opfattedes i kejsertiden - får vi oplysning af Ulpian og Paulus:
(123) Ulpianus, ad Sabinum XXXII (D. 24,1,1)
1. Moribus apud nos receptum est, ne inter virum et uxorem donationes valerent. Hoc autem receptum est, ne mutuo amore invicem spoliarentur donationibus non tem pe
rantes, sed profusa erga se facilitate;
Paulus, ad Sabinum Vil (D. 24,1,2)
2. ne cesset eis studium liberos potius educendi. Sextus Caecilius et illam causam adi- ciebat, quia saepe futurum esset, ut discuterentur matrimonia, si non donaret is qui posset, atque ea ratione eventurum ut venelicia essent matrimonia.
Ulpian, Komm entar til Sabinus, 32. bog:
Ved sædvane er det hos os antaget, at gaver mellem mand og hustru ikke er gyldige.
Dette er antaget for at de ikke gensidigt at kærlighed til hinanden skal plyndre sig med gaver, idet de ikke viser mådehold, men ødsel letsindighed mod hinanden;
Paulus, Kom mentar til Sabinus, 7. bog:
for at ikke iveren hos dem efter snarere at opdrage børnene skulle ophøre. Sextus Cae
cilius tilføjede også den grund, at det ofte forekom, at ægteskaber opløstes, hvis den som kunne ikke gav gaver, og af den grund hændte det, at ægteskabet blev til fals.
Gaveforbudets hovedformål har dog nok været at forhindre, at den ene fa
milie berigedes på den andens bekostning.
Den senere såkaldte præsumptio Muciana opstillede en formodning for, at hustruens ejendele, hvis der var strid om deres proveniens, stammede fra manden, med følgende begrundelse:
(124) Pomponius, ad Quintum Mucium V (D. 24,1,51):
Quintus Mucius ait, cum in controversiam venit, unde ad mulierem quid pervenerit, 8) Sml. herved senest Misera: Die Zeugnisse zum Grund des Schenkungsverbots unter Ehegatten, Festschrift Kaser (1976), s. 407 ff. Oprindelsen til de særlige regler om forbud mod gaver mellem ægtefæller er omtvistet. Det er også tvivlsomt, om en lex Cincia fra 204 f. Kr., der forbød gaver over en vis størrelse, men gjorde undtagelse for nærtbeslægtede, herunder indbefattede ægtefæller.
et venus et honestius est quod non dem onstratur unde habeat existiman a viro aut qui in potestate eius esset ad eam pervenisse. evitandae autem turpis quaestus quaestionis gratia circa uxorem hoc videtur Q uintus Mucius probasse.
Pomponius, K om m entar til Quintus Mucius, 5. bog:
Q. Mucius siger at når der opstår spørgsmål om, hvorfra noget er kommet til hustruen, er det både det rette og det anstændigste at antage at ting hvorom det ikke kan påvises hvorfra hun har dem betragtes som stammende fra hendes mand eller fra en der er i hans potestas. Q. Mucius har antaget dette for at undgå spørgsmål om uanstændig ind
tægt hvad angår hustruen.
I forbindelse med ægteskabets indgåelse var det skik, at manden modtog en medgift (dos), der indgik i hans formue og som han alene kunne råde over, men som han i tilfælde af ægteskabets opløsning ved skilsmisse (og under
tiden også ved hustruens død) måtte tilbagelevere helt eller delvis, for at den kunne tjene som grundlag for kvindens forsørgelse eller som dos i et nyt ægteskab.91 Udleveringskravet beskyttedes af en actio rei uxoriae. Her
om findes der en række regler, der sammenfattes i det anteiustinianske skrift Epitome Ulpiani på denne måde:
(125) Epitome U lpiani V I.I0)
1. Dos aut datur aut dicitur aut prom ittitur. 2. Dotem dicere potest mulier quae nup- tura est et debitor mulieris, si iussu eius dicat: item parens mulieris uirilis sexus per uirilem sexum cognatione iunctus, uelut pater auus patemus. Dare prom ittere dotem omnes possunt. 3. Dos aut profecticia dicitur. id est quam pater mulieris dedit. aut aduenticia. id est ea quae a quouis alio data est. 4. M ortua in matrimonio muliere dos a patre profecta ad patrem reuertitur, quintis in singulos liberos in infinitum relictis penes uirum. Quod si pater non sit, apud maritum remanet. 5. Aduenticia autem dos semper penes maritum remanet, praeterquam si is qui dedit. ut sibi redderetur, stipu- latus fuerit: quae dos specialiter recepticia dicitur. 6. Diuortio facto, si quidem sui iu
ris sit mulier, ipsa habet rei uxoriae actionem. id est dotis repetitionem. Quod si in po
testate patris sit, pater adiuncta filiae persona habet actionem rei uxoriae: nec interest, aduenticia sit dos an profecticia. 7. Post diuortium defuncta muliere heredi eius actio non aliter datur. quam si moram in dote mulieri reddenda maritus fecerit. 8. Dos si pondere num ero mensura contineatur, annua bima trim a die redditur, nisi si ut prae
sens reddatur conuenerit. Reliquae dotes statim redduntur. 9. Retentiones ex dote fiunt aut propter liberos aut propter mores aut propter impensas aut propter res
dona-9) Sml. Tryphonius i D. 23,3,75,: Quamvis in bonis mariti dos sit, mulieris tamen est (skønt medgiften befinder sig i ægtemandens ejendom tilhører den dog konen).
10) Se om dette værk, Schulz: Geschichte der römischen Rechtswissenschaft, s. 220 ff. Der er tale om en omarbejdelse udført i første halvdel af det 4. årh. af et ældre værk liber singularis Regularum, der næppe med rette tilskrives Ulpian. Tekstgrundlaget er FIRA II, s. 269 f. Værket omtales også som Ti tul i ex corpore Ulpiani.
tas aut propter res amotas. 10. Propter liberos retentio fit, si culpa mulieres aut patris cuius in potestate est diuortium factum sit: tunc enim singulorum liberorum nomine sextae retinentur ex dote, non plures tarnen quam tres. Sextae in retentione sunt, non in petitione. 11. Dos quae semel functa est, amplius fungi non potest, nisi aliud matri- m onium sit. 12. M orum nomine grauiorum quidem sexta retinetur, leuiorum autem octaua. Grauiores mores sunt adulteria tantum , leuiores omnes reliqui. 13. Mariti m o
res puniuntur in ea quidem dote, quae a die reddi debet, ita ut propter maiores mores praesentem dotem reddat. propter minores senum mensum die. In ea autem. quae praesens reddi solet, tantum ex fructibus iubetur reddere, quantum in illa dote quae triennio redditur repraesentatio facit. 14. Impensarum species sunt tres: aut enim ne- cessariae dicuntur aut utiles aut uoluptuosae. 15. Necessariae sunt impensae, quibus non factis dos deterior futura est, uelut si quis ruinosas aedes refecerit. 16. Vtiles sunt, quibus non factis quidem deterior dos non fuerit, factis autem fructuosior effecta est, ueluti si uineta et oliueta fecerit. 17. Voluptuosae sunt. quibus neque omissis deterior dos fieret neque factis fructuosior effecta est: quod euenit in uiridiariis et picturis simi- libusque rebus.
Uddrag af Ulpian, 6. bog:
1. Medgift stiftes enten ved overdragelse, tilsagn eller løfte. 2. Tilsagnet om medgift kan gives af den kvinde, der skal giftes og hendes debitor, hvis det sker efter hendes ordre; ligeledes af en mandlig beslægtet på fædrene side, f.eks. fader eller farfar. En
hver kan stifte medgift ved overdragelse eller simpelt løfte. 3. Medgift kaldes enten profecticia, det er den som kvindens fader giver, eller adventicia, det er den, som er gi
vet af en anden. 4. Hvis kvinden dør under ægteskabet vender den medgift, der stam mer fra faderen, tilbage til h am ,M) idet dog for hvert barn en femtedel bliver efterladt hos m anden.M en hvis faderen ikke lever mere, bliver den hos manden. 5. Den med
gift, der er adventicia bUyer altid hos ægtemanden, medmindre den som gav den, har stipuleret, at den skulle gives ham tilbage; en sådan medgift kaldes recepticiae. 6. Når der er indtrådt skilsmisse og kvinden er sui juris, så har hun selv en actio rei uxoriae, hvormed hun kan forlange medgiften tilbage. Men hvis hun er under sin faders pote- stas, har han hvad enten der er tale om en medgift der er adventicia eller profecticia en klage sammen med sin datter. 7. Hvis kvinden er død efter skilsmissen, har hendes ar
ving kun en klage, hvis ægtemanden tøver med at levere medgiften tilbage. 8. Hvis medgiften består af ting, der kan vejes, tælles eller måles, kan den tilbageleveres med en tredjedel hvert år, medmindre andet aftales. Andre medgifter skal straks tilbageleve
res. 9. Der kan beholdes noget af medgiften, enten fordi der er børn eller på grund af (krænkelse af) gode sæder, eller er afholdt udgifter, eller fordi der er givet gaver eller fjernet ting. 10. Når der er børn sker der en afkortning, hvis det er kvindens eller hen
des faders skyld, hvis hun er i potestas, at der er indtrådt skilsmisse. Så skal der afkor
tes en sjettedel for hvert barn, men dog kun for tre. Disse sjettedele kan holdes tilbage, men der kan ikke rejses krav på dem. 11. Den medgift, der en gang er benyttet, kan ikke bruges mere, medmindre det er et andet ægteskab. 12. Hvis der er tale om kræn
kelse af gode sæder afkortes en sjettedel, ved mindre krænkelser en ottendedel. Grove moralkrænkelser er at ligestille med ægteskabsbrud, andre er ikke graverende. 13.
11) Pomponius forklarer (D. 23,3,6, pr.) denne regel som udtryk for den skånsomhed, at faderen ikke på en gang skulle føle tabet ved at miste sin datter og sine penge (ne et filias amissae, et pecunia dam num sentiret).
Mandens krænkelse af gode sæder straffes med hensyn til den måde, hvorpå han skal tilbagelevere medgiften, således at han, hvis der er tale om en grov krænkelse skal le
vere den tilbage straks, ellers i løbet af seks måneder. Med hensyn til det, han skal le
vere tilbage straks, skal han af frugterne tilbagelevere så meget, som svarer til den medgift, der gives tilbage over tre år. 14. Der er tre slags udgifter: enten er de nødven
dige eller nyttige eller luksusbetonede. 15. Nødvendige er de udgifter, uden hvilke medgiften forringes, såsom reparation af forfaldne bygninger. 16. Nyttige er de, uden hvilke medgiften ikke var blevet forringet, men ved hvis afholdelse den er forbedret, f.eks. anlæg af vin- eller olivenmarker. 17. Luksusbetonede er de, hvis undladelse ikke havde forringet medgiften og hvis foretagelse ikke har forbedret den, som det er tilfæl
det ved grønne anlæg eller udsmykning med malerier o.l.
Dette dotalsystem, karakteriseret ved særeje, hvor manden disponerer over en del af hustruens ejendele ved ægteskabets indgåelse, har haft stor betydning for den måde, hvorpå formuefor
holdet mellem ægtefællerne er blevet indrettet i en række kontinentaleuropæiske lande, idet det har været almindeligt at give mulighed for et valg mellem en række overenskomstmæssige ordninger herunder dotalsystemet eller lovens ordning.12) I f.eks. Italien er en formueordning på grundlag a f overenskomst således først blevet forladt til fordel for en formuefællesskabsord
ning ved de i 1975 gennemførte indgribende reformer af den italienske ægteskabsret, der har gjort akkvisitionsfællesskabet til den legale ordning, medmindre der er truffet aftale om sær
eje.