Et vigtigt led i de tolv tavlers lov var en regulering af reglerne om tvangs
fuldbyrdelse med henblik på at undgå de mest udtalte misbrug af debitors udsatte stilling. Reglerne forekommer i dag strenge, men var tænkt og har også oprindelig fungeret som en beskyttelse af debitor.
(18) Leges XII tabularum , tabula III:
1. AERIS CONFESSI REBUSQUE JURE JUDICATIS XXX DIES JUSTI SUNTO.
2. POST DEINDE MANUS INJECTIO ESTO. IN JUS DUCITO. 3. NI JUDI- CATUM FACIT AUT QUIS ENDO EO IN JURE VINDICIT, SECUM DUCITO.
VINCITO A UT ÑERVO AUT COMPEDIBUS XV PONDO, NE MAJORE, AUT SI VOLET M INORE VINCITO. 4. SI VOLET SUO VIVITO. NI SUO VIVIT, QUI EUM VINCTUM HABEBIT, LIBRAS FARRIS ENDO DIES DATO. SI VOLET, PLUS DATO.
5. Erat autem jus interea paciscendi, ac nisi pacti forent, habebantur in vinculis dies sexaginta. Inter eos dies trinis nundinis continuis ad praetorem in comitium produce- bantur, quantaeque pecunia judicati essent, praedicabatur. Tertiis autem nundinis ca- pite poenas dabant, aut trans Tiberim peregre venum ibant.
6. TERTIIS NUNDINIS PARTIS SECANTO. SI PLUS MINUSVE SECUERUNT, SE FRAUDE ESTO.
De tolv tavlers lov, tredje tavle:
1. Til betaling af anerkendt pengeskyld og til opfyldelse af en retskraftig dom er 30 dage retmæssig frist. 2. Derefter kan skyldneren pågribes. Han skal føre ham for retten.
3.Opfylder han ikke dommen, og vil ingen stille sikkerhed for ham for retten, skal kre
ditor føre ham med og binde ham med en rem eller med fodlænker, der ikke må veje mere end 15 pund, men gerne mindre. 4. Hvis skyldneren vil, skal han selv sørge for sin kost. I modsat fald skal den, der har lænket ham, daglig give ham et pund spelt.
5. Der bestod imidlertid en ret til i mellemtiden at indgå forlig, men hvis ikke andet blev aftalt, holdtes skyldnerne lænket i 60 dage. I løbet af dette tidsrum blev de frem
stillet for prætor på Com itium på tre efter hinanden følgende markedsdage, og det blev udråbt, hvor meget de var dømt for. På den tredje markedsdag blev de derefter enten dræbt eller solgt hinsides Tiberen.
6. På tredje markedsdag skal de skære skyldneren i stykker. Hvis de skærer for meget eller for lidt, skal de ikke hæfte herfor.
Tvangsfuldbyrdelsen havde således karakter af personaleksekution, der gjordes gældende ved en legisactio per manus iniectionem, hvorved kredi
tor under udtalelse af en bestemt formel lagde hånden på skyldneren:
(19) Gaius, Institutiones IV :
21. Per manus iniectionem aeque de his rebus agebatur, de quibus ut ita ageretur, lege aliqua cautum est, uelut iudicati lege XII tabularum , quae actio talis erat: qui agebat, sic dicebat: Q UOD TU MIHI IUDICATUS siue DAM NATUS ES SESTERTIUM X MILIA, QUA NDOQUI NON SOLUISTI, OB EAM REM EGO TIBI SESTERTIUM X MILIUM IUDICATI M ANUM INICIO, et simul aliquam partem corporis eius prendebat: nec licebat iudicato manum sibi depellere et pro se lege agere, sed uindi- cem dabat qui pro se causam agere solebat, qui uindicem non dabat, domum duceba-
tur ab actore et uinciebatur.
Gaius, Institutioner, 4. bog:
21. Man gik frem per manus iniectionem i de tilfælde, hvor dette var foreskrevet i en eller anden lov, f.eks. angående den, der var domfældt i henhold til de tolv tavlers lov.
Dette søgsmål foregik på den måde, at sagsøgeren udtalte: DA DU ER DØM T (eller D OM FÆ LDT) TIL AT BETALE MIG 10 TUSINDE SESTERTIER, OG DA DU IKKE HAR BETALT, LÆ GGER JEG AF DEN G RU N D HÅN D PÅ DIG SOM DØM T FOR 10 TUSINDE SESTERTIER. Og samtidig greb han fat i en eller anden del af hans legeme. Og den domfældte havde ikke lov til selv at befri sig og selv at for
svare sig i sagen; men han stillede en kautionist (vindex) som førte sagen for ham ; den som ikke stillede en kautionist blev af sagsøgeren ført til hans hus og lagt i lænker.
Selve systemet skildres udførligt af loven: skyldneren havde tredive dage til at opfylde det krav, som han havde anerkendt, eller som var fastslået ved dom. Derefter kunne kreditor pågribe ham (manus iniectio) og føre ham for retten. Opfyldte skyldneren stadig ikke, havde kreditor ret til at holde ham i forvaring i op til 60 dage. I løbet af dette tidsrum fremstilledes han for retten for prætor tre på hinanden følgende markedsdage med hen
blik på løskøbelse. Den tredje dag kunne kreditor enten dræbe skyldneren eller sælge ham som slave udenfor Rom (trans Tiberim), da en romersk borger ikke kunne være en anden romers slave. Bestemmelsen om parte
ring af skyldneren - der leder tanken hen på en berømt scene i Shakespea
re’s The Merchant o f Venice - har voldt forskningen kvaler. Man kvier sig ved at tro, at loven kan have indeholdt en så makaber bestemmelse. Nogle hælder til den anskuelse, at der er tale om en apokryf paragraf, andre pe
ger på, at der kan være tale om debitors lig, efter at han er dræbt. Bestem
melsen kunne da virke som en trussel overfor debitors familie, hvis de var uvillige til at løskøbe liget.
Ved en lex Poetilia fra år ca. 326 f. Kr. reguleredes kreditors beføjelser nærmere. Retten til at dræbe skyldneren afskaffedes, og det almindelige blev, at skyldneren tilfaldt kreditor som gældsslave.
Den ældre romerret kendte som hovedregel kun personaleksekution.
Realeksekution, hvorved der søgtes fyldestgørelse i debitors ejendele
aner-kendtes kun i sjældne undtagelsestilfælde, som det, der omtales hos Gaius som legisactio per pignoris capionem:
(20) Leges XII tabularum , tabula XII (= Gaius, Institutiones IV, 28):
1. Lege autem introducta est pignoris capio, veluti lege XII tabularum adversus eum, qui hostiam emisset nec pretium redderet; item adversus eum, qui mercedem non redderet pro eo jum ento, quod quis ideo locasset, ut inde pecuniam acceptam in da- pem, id est in sacrificium, impenderet.
De tolv tavlers lov, tolvte tavle (= Gaius, Institutioner, fjerde bog, 28):
1. Men ved lov indførtes pignoris capio, f.eks. ved de tolv tavlers lov mod den, som havde købt et offerdyr og ikke betalte købesummen, og ligeledes mod den, der ikke be
talte lejen for et trækdyr, som en anden havde lejet ud for at skaffe penge til et offer- måltid.
Under formularprocessen vedblev den gamle personaleksekution at bestå, men den trængtes nu efterhånden tilbage af den adgang til tvangsfuldbyr
delse i skyldnerens formue, der skabtes af prætor i form af en beslaglæg
gelse af skyldners formue (missio in bona). Karakteristisk for denne form for realeksekution var dens karakter af en konkursbehandling. Det var hele skyldnerens formue, der beslaglagdes med henblik på fyldestgørelse af alle kreditorer.
Denne fremgangsmåde indledtes ved en actio judicati. Denne klage måtte anvendes i alle tilfælde, også ved personaleksekution. I formularpro
cessen anerkendtes ingen ret til umiddelbart at tage sig selv til rette.10) Så
fremt kreditors ret til tvangsfuldbyrdelse stod fast, kunne han fortsætte proceduren enten i form af personaleksekution (som efter de tolv tavlers lov) eller i form af realeksekution. Realeksekutionen indledtes med en be
slaglæggelse af skyldners formue (missio in bona). Som regel udpegedes en curator bonorum til at forvalte bomassen. Ved bekendtgørelsen af beslag
læggelsen opfordredes de øvrige kreditorer til at anmelde deres fordringer inden 30 dage. Når fristen var udløbet, uden at skyldneren havde betalt, blev han æreløs (infam). Derefter foretoges et salg af bomassen (vendido bonorum) med henblik på fyldestgørelse. Dette salg varetoges af en af kre
ditorerne valgt magister bonorum. Salget foregik som auktionssalg til den højestbydende køber (bonorum emptor). Der solgtes ikke til en fast pris, men til den, der tilbød kreditorerne dækning for den højeste kvote af deres samlede fordringer.
10) Om en evt. tidligere selvtægtsret, se Kelly (ovf. note 6). Ved tyveri på fersk gerning (furtum m anife
stum) og enkelte andre retsakter, hvor sagforholdet var konstateret i særlige former (per aes et libram) kunne kreditor i ældre tid foranstalte m anus iniectio for prætor uden forudgående dom eller til
ståelse.
I retlig henseende betragtedes bonorum emptor som skyldnerens arving. Han kunne derfor betjene sig af de actioner, der kunne have været gjort gældende mod skyldneren og han kunne sagsøges med de actioner, der kunne gøres gældende mod denne. Bonorum em ptor kunne an
lægge sag på to måder. Enten ved en såkaldt actio m ed navneombytning, (se nærmere afsnit 28) eller ved en såkaldt actio ficticia (sml. afsnit 16), hvorved han fmgeredes at være arving.
De to actionsformer skildres af Gaius således:
(21) Gaius, Institutiones IV :
35. Similiter et bonorum em ptor ficto se herede agit. sed interdum et alio modo agere solet: nam ex persona eius, cuius bona emerit, sumpta intentione conuertit condem- nationem in suam personam, id est ut quod illius esset uel illi dari oportere, eo no
mine aduersarius huic condemnetur. quae species actionis appellatur Rutiliana, quia a praetore Publio Rutilio, qui et bonorum uenditionem introduxisse dicitur, conparata est superior autem species actionis, qua ficto se herede honorum em ptor agit. Seruiana uocatur.
Gaius, Institutioner, 4. bog:
35. På lignende måde anlægger også en bonorum em ptor sag under den fiktion at han er arving.. Men det hænder også, at han sagsøger på en anden måde: i intentio nævnes den person hvis bo han har købt, men condemnatio lyder på hans eget navn, d.v.s.
han forlanger selv at få dom over sagsøgte for det som tilhørte den anden eller som skulle betales til denne. Denne actio kaldes actio Rutiliana, fordi den blev indført af prætoren Publius Rutilius, som også skal have indført bonorum venditio. Men den ovenfor nævnte actio, hvorved bonorum em ptor sagsøger under den fiktion at han er arving, kaldes Serviana.
For at undgå den konsekvens af tvangsfuldbyrdelsen, at skyldneren udsat
tes for ærestab (infami), anerkendtes det i kejsertiden, at skyldnere, der blev genstand for tvangsfuldbyrdelse uden egen skyld (de kunne f.eks. have været tvunget til at modtage et insolvent bo som arv) ved at overdrage de
res bo til kreditorerne, den såkaldte cessio bonorum, kunne undgå infa
mien.10
I efterklassisk tid bibeholdtes disse tvangsfuldbyrdelsesformer, men sup
pleredes af en udvidet adgang til at gøre tvangsfuldbyrdelse i enkelte gen
stande. Dette blev efterhånden den almindelige fremgangsmåde. Under Justinian anerkendtes endvidere det senere såkaldte beneficium competen- tiae, der satte visse grænser for, i hvilket omfang debitor ved kreditorfor
følgning kunne berøves nødvendige ejendele.
I tilfælde, hvor en skyldner havde truffet dispositioner til skade for de øvrige kreditorer (in fraudem creditorem) kunne prætor indrømme visse retsmidler. Under Justinian smeltedes disse sammen til en særlig actio.
den såkaldte actio Pauliana mod personer, der havde opnået fordele på kreditorernes bekostning, undertiden selvom de pågældende var i god tro.
11) Et tilsvarende institut kendtes senere i Danmark først for adelige skyldnere, indført ved frd. af 1.7.1623, senere ved D.L. 5-14-40 ff også for andre. Instituttet, der ikke medførte fritagelse for den del af gælden, der ikke blev dækket, ophævedes ved lov af 30.12.1858.
Tredje kapitel Den romerske ejendomsret
11. Det romerske ejendomsretsbegreb.
Den romerske ejendomsret frembyder en række karakteristiske træk. Selv
om vi i romerretten finder det historiske udgangspunkt for behandling af mange ejendomsretlige spørgsmål, som vi i dag beskæftiger os med, frem
byder den klassiske romerske ejendomsret en række særegenheder underti
den af noget kompliceret art, hvis funktion man må kende for at forstå, hvorledes systemet virkede.
Det er almindeligt at tage udgangspunkt i, hvad man kalder den ro
merske ejendomsrets absolutte karakter. Herved mener man, at ejeren af en ting har ret til på alle måder at råde over tingen og ret til at kræve den tilbage fra enhver, som den måtte komme uretmæssigt i hænde. Ser man nærmere på reglerne viser det sig, at ejendomsretten er absolut i den for
stand, at romerne ikke anerkendte, at flere kunne have ejendomsret til en ting i et hierarkisk system, som man f.eks. kendte det i middelalderens feu
dalvæsen, hvor nogle havde over- og andre hvad man kaldte underejen
domsret til en ting.” Derimod gjaldt der visse begrænsninger i ejerens ret til at råde over tingen af hensyn til andre. Dette gav sig udslag i naboretlige regler og regler om beskyttelse af slaver, ligesom man anerkendte en ret til at overdrage begrænsede beføjelser til andre, f.eks. i form af brugsrettighe
der eller servitutter. Romerretten anerkendte dog kun et begrænset antal sådanne rettigheder2’ over andres ting (iura in re aliena). Også her bevare- des ejendomsrettens prioritet, idet den »vågnede op«, når de begrænsede rettigheder faldt væk.
Et andet karakteristisk træk var, at sondringen mellem fast ejendom og løsøre, der i dag spiller en afgørende rolle ved anvendelsen af mange ejen
domsretlige regler, af romerne kun tillagdes en begrænset betydning.
Afgø-1) Man talte om dom inium directum og dom inium utile, se herom f.eks. Iuul: Europæisk retsudvikling.
s. 54, jfr. s. 47 ff om forholdet mellem det romerske og det såkaldte »germanske« ejendomsbegreb.
2) I den klassiske romerret sondredes mellem de personlige servitutter (usus og usufiructus), der modsva
rer vore brugsrettigheder, og pradialserwhutter, der hvilede på og gjaldt til fordel for en ting.
rende for, hvilken ret man erhvervede ved en ejendomsoverdragelse, og for, hvilken form denne skulle foregå under, var ikke sondringen mellem fast ejendom og løsøre men derimod en gammel sondring mellem såkaldte res mancipi og andre ting, res nec mancipi. Sådanne res mancipi, der for
trinsvis omfattede jord i Italien, slaver og trækdyr (sml. nfr. afsnit 14), kunne kun overdrages i særlig højtidelige former.
Det var også karakteristisk og hænger vel sammen med ejendomsrettens absolutte karakter, at romerne med skepsis så på samejeordninger og i de
res regler favoriserede enkeltmands berettigelse på samejets bekostning.
Dette gav sig bl.a. udslag ved afgørelsen af, hvem ejendomsretten tilkom, hvis der var bygget, plantet e.l. på en andens grund. Her medførte et prin
cip der fandt udtryk i formlen superficies solo cedit, at grundejeren altid fik ejendomsretten tilkendt. Herved udelukkede man f.eks. muligheden for etablering af ejerlejligheder, da ejeren af grunden altid anerkendtes som ejer af resten.
Den romerske betegnelse for ejendomsret er dominium eller undertiden proprietas. Det er vigtigt for forståelsen af det romerske system at gøre sig klart, at romerne kendte forskellige slags ejendomsret. Udgangspunktet var den såkaldte kviritariske ejendomsret, dominium ex jure Quiritium, der kun tilkom romerske borgere og som undertiden krævede særlige formkrav overholdt for at kunne overføres fra én romersk borger til en anden. Kun jord i Italien, men ikke i de romerske provinser, kunne gøres til genstand for en sådan egentlig ejendomsret. Ved siden heraf var imidlertid i præto- risk ret udviklet et sindrigt system til beskyttelse af den, der havde erhver
vet en ting, uden at betingelserne for at erhverve den særlige kviritariske ejendomsret var opfyldt, undertiden endda som en beskyttelse mod den kviritariske ejer. Prætor kunne yde en sådan beskyttelse ved at give den pågældende en lignende retlig stilling som den kviritariske ejer. Denne ved prætors beskyttelse skabte særlige ejendomsret kaldtes in bonis (se nær
mere afsnit 16).
Vigtig i denne sammenhæng er også den rolle som besiddelsesbegrebet possessio spillede. Ikke enhver, der lå inde med en ting, anerkendtes af ro
merretten som besidder (possessor). Hertil krævedes særlige betingelser op
fyldt. Til gengæld knyttedes vigtige retsvirkninger til besiddelsen både i henseende til beskyttelse af besiddelsen og i henseende til mulighederne for, at et besiddelsesforhold kunne modnes til et ejendomsforhold, se her
om afsnit 15 om usucapió og afsnit 16 om actio Publiciana in rem.
Genstanden for den romerske ejendomsret betegnedes som res (ting).
Næsten alle ting kunne være genstand for ejendomsret. For de ting, der ikke kunne undergives privat ejendomsret anvendtes betegnelsen res extra
commercium. Her som andetsteds har romerne ikke arbejdet systematisk med begreberne. Gaius har opregnet nogle af de tilfælde, der hørte ind un
der denne kategori. Det drejer sig om ting, der betegnedes som res divini juris (ting, der hører under guddommelig ret) nemlig res sacrae, der omfat
tede templer o.l. og res religiosae, grave og andre ting helliget underverde
nens guder. Uden for den private ejendomsrets sfære befandt sig endvidere res omnium communes, ting, der var fælles for alle som luft, vand eller ha
vet, og res publicae, ting, der tilhørte det offentlige såsom havne, arenaer, teatre eller markedspladser. Sådanne ting kunne naturligvis ikke være genstand for privat ejendomsret.
Alligevel anerkendte rom erretten en vis beskyttelse for den, der i god tro erhvervede sådanne ting, se f. ek s.:
(22) Modestinus, regulae V (D. 18,1,62,1,):
Qui nesciens loca sacra vel religiosa vel publica pro privatis comparavit, licet emptio non teneat, ex empto tarnen adversus venditorem experietur, ut consequatur quod in- terfuit eius, ne deciperetur.
M odestinus’ regler, 5. bog:
Den som har købt steder, der er sacra eller religiosa eller som tilhører det offentlige, som om det var privat, kan dog, skønt han ikke er bundet af købet, på grund af købet holde sig til sælger for sin interesse i ikke at blive bedraget.
De problemer, der tages op her, hører egentlig hjemme i den del af obligationsretten, der om handler tilfælde, hvor debitor er fysisk eller retligt ude af stand til at opfylde sin forpligtelse, den såkaldte umulighed. Det skal dog allerede her bemærkes, hvilket hensyn, der tages til kø
bers gode tro. Selvom der ved køb af genstande, der ikke kan gøres til genstand for ejendoms
ret, foreligger, hvad vi kalder retlig umulighed, anerkendte man alligevel efterhånden, at sæl
ger kunne blive ansvarlig efter en actio em pti eller en actio in factum (se afsnit 22) overfor kø
ber, når denne var i god tr o : Den her citerede Modestinustekst danner grundlaget for den m o
derne lære om negativ kontraktsinteresse, selvom teksten nok tager sigte på et videregående ansvar for sælger.3)