Ulpian, Kom mentar til ediktet, 10. bog:
Den der benytter klagen for negotiorum gestio kan ikke blot anvende denne klage, når den forretning han har ført har haft et heldigt udfald; det er nok at han har udført den hensigtsmæssigt, selvom forretningen ikke har haft et heldigt udfald. Har han altså af- stivet et lejehus eller ladet en syg slave lægebehandle, kan han benytte klagen for nego
tiorum gestio, selvom huset er brændt eller slaven død. Det godkender også Labeo.
Om anerkendelsen af negotiorum gestio i dansk ret som følge af Ørsteds indsats, se Tam m Fra
»Lovkyndighed« til »Retsvidenskab«, s. 272 ff. jfr. s. 262 ff om de såkaldte quasi-kontrakter og de særlige systematiske problem er som negotiorum gestio og andre retsinstitutter, der hver
ken udspringer af kontrakt eller delikt frembyder.
bendum, sed Seruius Sulpicius, cuius etiam praeualuit sententia, adeo ita coin posse societatem existimauit, ut dixerit illo quoque modo coin posse, ut quis nihil om nino damni praestet, sed lucri partem capiat, si modo opera eius tam pretiosa uideatur, ut aequum sit eum cum hac pactione in societatem ad m itti: nam et ita posse coiri socie
tatem constat, ut unus pecuniam conferat, alter non conferat et tam en lucrum inter eos comm une sit; saepe enim opera alicuius pro pecunia ualet. 150. Et illud certum est, si de partibus lucri et damni nihil inter eos conuenerit, tamen aequis ex partibus comm odum ut incom modum inter eos comm une esse; sed si in altero partes expressae fuerint, uelut in lucro, in altero uero omissae, in eo quoque quod omissum est, similes partes erunt. 151. M anet autem societas eo usque, donee in eodem sensu perseuerant;
at cum aliquis renuntiauerit societati, societas soluitur, sed plane si quis in hoc renun- tiauerit societati, ut obueniens aliquod lucrum solus habeat, ueluti si mihi totorum bo
norum socius, cum ab aliquo heres esset relictus, in hoc renuntiauerit societati, ut hereditatem solus lucri faciat, cogetur hoc lucrum com m unicare: si quid uero aliud lucri fecerit, quod non captauerit, ad ipsum solum pertinet. mihi uero, quidquid om nino post renuntiatam societatem adquiritur, soli conceditur. 152. Soluitur adhuc so
cietas etiam morte socii, quia qui societatem contrahit, certam personam sibi eligit.
153. D icitur etiam capitis dem inutione solui societatem, quia ciuili ratione capitis de
m inutio morti coaequatur; sed utique si adhuc consentiant in societatem, noua uide- tur incipere societas. 154. Item si cuius ex sociis bona publice aut priuatim uenierint, soluitur societas. Sed haec quidem societas, de qua loquimur, id est quae nudo consen
su contrahitur, iuris gentium est; itaque inter omnes homines naturali ratione con
sists. 154a. Est autem aliud genus societatis proprium ciuium Rom anorum olim enim mortuo patre familias, inter suos heredes quaedam erat legitima simul et naturalis so
cietas, quae appellabatur ercto non cito, id est dominio non diuiso: erctum enim do
m inium est, unde erus dominus dicitur; ciere autem diuidere est: unde caedere et se
care et diuidere dicimus. 154b. Alii quoque qui uolebant eandem habere societatem, poterant id consequi apud praetorem certa legis actione, in hac autem societate fra- trum .... ceterorumue, qui ad exemplum fratrum suorum societatem coierint, illud proprium erat, quod uel unus ex sociis comm unem seruum m anum ittendo liberum fa- ciebat et omnibus libertum adquirebat: item unus rem comm unem mancipando -.
Gaius, Institutioner, 3. bog:
148. Vi plejer at stifte et selskab enten som omfattende hele vor formue eller med henblik på en enkelt forretning, f.eks. køb og salg af slaver. Det har været stærkt om tvistet, om et selskab kan oprettes på den måde, at nogen opnår en større del af udbyt
tet, end han bærer af tabet. Q uintus Mucius mente, at det stred mod selskabets natur og derfor ikke burde anses som gyldigt, men Servius Sulpicius, hvis lære blev her
skende, mente, at et selskab kunne oprettes således ; han sagde endog, at det kunne op
rettes således, at en part slet ikke bar nogen del af tabet, men fik andel i udbyttet, når blot hans arbejdsindsats ansås for så værdifuld, at det ville være rimeligt at optage ham i selskabet på dette vilkår. Det står nemlig fast, at et selskab også kan stiftes på den måde, at den anden intet indskyder, og dog er udbyttet fælles, thi ofte gælder den ar
bejdsindsats, som nogen yder, som penge. 150. Og det er sikkert, at hvis der ikke mel
lem dem er aftalt noget om delingen af vinding og tab, så skal fordelen eller ulempen fordeles lige imellem dem, men hvis der er truffet bestemmelse om delingsforholdet i det ene tilfælde, f.eks. med hensyn til vinding, men det er undladt i det andet, skal den
fordeles på samme måde i det tilfælde, der ikke er truffet bestemmelse om. 151. Sel
skabet består, sålænge parterne er enige, men når en opsiger overenskomsten, så oplø
ses selskabet. Men hvis han opsagde overenskomsten for alene at få udbyttet af en for
del, der ville tilfalde ham, som hvis f.eks. en deltager i et selskab omfattende hele for
muen sammen med mig, når han har erhvervet en arv, opsiger selskabskontrakten for alene at nyde godt af arven, så tvinges han til at dele, men hvis han har modtaget an
den vinding, som han ikke søgte at skjule, så tilhører den ham alene. Alt, hvad der ef
ter selskabets ophør tilfalder mig, tilfalder mig alene. 152. Selskabet opløses ved en deltagers død, fordi den, der indgik en selskabskontrakt, udvalgte en bestemt person.
153. Man siger også, at selskabet opløses ved capitis dem inutio,52) fordi denne ligestil
les med døden efter reglerne i civilretten, men hvis deltagerne kommer overens om selskabet, antages et nyt selskab at begynde. 154. Ligeledes hvis en af deltagernes bo sælges offentligt eller privat. Men det selskab vi taler om, det vil sige det, der indgås ved den blotte overenskomst hører til ius gentium og består derfor blandt alle m enne
sker efter naturlig fornuft. 154 a. Der findes imidlertid en anden slags selskaber, der er særegne for romerske borgere. Engang var det nemlig sådan, at når en pater familias var død opstod mellem hans arvinger et legalt og naturligt selskab, som kaldtes ercto non cito, det betyder udelt ejendom: thi erctum er ejendom, og deraf kaldes erus herre og ciere betyder d ele: deraf kommer caedere og secare og dividere. 154 b. Andre som ville oprette den samme type selskab kunne hos prætor opnå det ved en bestemt legis
actio. For dette selskab af brødre eller andre, som efter brødrenes eksempel indgik sel
skabskontrakt, var det karakteristisk, at når blot en af deltagerne frigav en slave blev han fri og betragtedes som frigiven i forhold til a lle : ligeledes når en ved at mancipere en fælles ti n g ....
Karakteristisk for den romerske selskabskontrakt var for det første, at sel
skabet byggede på deltagernes consensus i den forstand, at det kun bestod sålænge der hos alle deltagere var enighed om at fortsætte selskabet.
Ønskede blot én at træde ud, måtte selskabet opløses.
Karakteristisk var endvidere, at ingen af deltagerne kunne handle på selskabets vegne, og at der som nævnt ikke var mulighed for at begrænse selskabsdeltagernes ansvar i forhold til tredjemand. Deltagerne hæftede so
lidarisk overfor tredjemand for de forpligtelser de i fællesskab pådrog sig.
En enkelt deltager kunne ved sine handlinger alene berettige eller forpligte sig selv, men i kraft af selskabskontrakten kunne han have en ret til at få sit tab dækket af parterne i fællesskabet eller have pligt til at overføre en formuefordel til selskabet.
Forlangte en af parterne, at der blev foretaget et internt opgør af mel
lemværendet, skete dette ved en actio pro socio. Ved denne actio opløstes selskabet. Det var således også karakteristisk, at der ikke var mulighed for at fremtvinge et opgør mellem parterne sålænge selskabet bestod.
Endvi-52) En indskrænkning i en persons retsevne ved capitis dem inutio kunne være en følge af tab a f friheden, borgerrettigheder eller familieskifte (f.eks. ved ægteskab eller adoption).
dere opløstes selskabet i tilfælde af en af parternes død, konkurs eller capi
tis deminutio (note 52). Deltagerne hæftede i det indbyrdes forhold for do
lus, i klassisk tid også culpa ved beskadigelse af fælles ting og for custodia med hensyn til ting en af dem måtte have fået overleveret. Senere udvide
des hæftelsen til diligentia in suis rebus, hvorefter der lagdes vægt på den grad af påpasselighed, som den pågældende udviste i egne anliggender.53’
Omfattede selskabet en formuemasse gjaldt reglerne om communio, der ofte af de romerske jurister behandles i sammenhæng med societas. Heref
ter kunne hver af parterne frit råde over sin ideelle anpart,54’ ligesom der ikke var mulighed for ved flertalsafgørelser at binde den enkelte interes
sent. Opløsningen af formuemassen skete ved en actio communi dividun- do.
Societasregleme kan betragtes som udtryk for et romerretligt princip, der lagde hovedvægten på enkeltmandsvirksomhed og enkeltmandsejen- domsret fremfor fælleseje. På enkelte punkter sporedes dog en udvikling.
Der findes således i Digesteme en afgørelse af de klassiske jurister, der gi
ver en person (magister, institor) ansat af et selskab mulighed for at for
pligte selskabet som sådant (D. 14,3,13,12), ligesom nogle usikre tekster antyder, at en selskabsdeltager undertiden kunne handle på selskabets vegne (D. 14,1,1,25 og 14,1,2, og 3).55)
Societaskontrakten synes at have haft et vigtigt område indenfor det ro
merske handelsliv, når det gjaldt om at opnå økonomisk gevinst ved slave
handel og pengeudlånsvirksomhed.56’ Ciceros tale pro Sexto Roscio Co- moedo handler om et selskab, hvori den ene part indskød en slave med ta
lent for skuespillerkunst, den anden sine evner til at oplære slaven som skuespiller. Nedenstående eksempel på romersk societaskontrakt57’ fra 167 e. Kr. vedrører pengeudlånsvirksomhed i provinsen D acia:
(85) Inter Cassium Frontinum et Iulium A lexandrum societas danistariae ex X Kalendas
¡anuarias quae proximae fuerunt Pudente et Polione cos. in pridie idus Apriles próxi
mas uenturas ita conuenit ut, quidquid in ea societati ab re natum fuerit lucrum dam- numve acciderit, aequis portionibus suscipere debebunt.
In qua societa intulit Iulius Alexander numeratos siue in fructo (denarios) quingentos,
53) Se nærmere nf. afsnit 27.
54) Sml. Iuul: Europæisk retsudvikling, s. 36 ÍTom forholdet mellem romersk og germansk selskabsret.
55) Crook, Law and Life in Rome, s. 241.
56) En vigtig rolle synes societas endvidere at have spillet som grundlag for sammenslutninger af private skatteopkrævere (de såkaldte societates publicanorum) og ved andre former for offentlig entreprise.
Pekary, (ovf. note 40) s. 84.
57) Efter FIRA III, nr. 157; Bruns, s. 376.
et Secundus Cassi Palumbi seruus actor intulit (denarios) ducentos sexaginta septem pro Frontino ...chum eis ...ssum Alburno debebit.
In qua societate si quis dolo malo fraudem fecisse deprehensus fuerit, in asse uno (de- narium) unum in (denarium) unum in (denarium) unum denarios XX alio inferre debebit, et tempore peracto deducto aere alieno siue sum mam supra scriptam sibi re- cipere siue, si quod superfierit, diuidere debebunt. Id dari fieri praestarique stipulatus est Cassius Frontinus spopondit Iulius Alexander.
De qua re dúo paria tabularum signatae sunt.
Item debentur Cossa denarii L, quos a socis suprascriptis accipere debebit.
Actum Deusare V Kal. Apriles Vero III et Quadrato cos.
Mellem Cassius Frontinus og Iulius Alexander er indgået aftale om oprettelse af et selskab med det formål at drive pengeudlånsvirksomhed mens Pudens og Pollio var konsuler (166 e. Kr.) fra den 23. december indtil den 12. april næste år på de vilkår at alle indtægter og udgifter ved den nævnte selskabsvirksomhed skal bæres i lige andele.
I selskabet indskød Iulius Alexander 500 denarer kontant eller af sine renteindtægter og Secundus, slave hos Cassius Palumbius indskød for Frontinus 267 denarer...
I selskabet skal for det tilfælde, at en af parterne udviser svigagtig adfærd, betales én denar pr. as og tyve denarer pr. denar til den anden, og når tiden er udløbet skal hver af parterne med fradrag af gæld modtage den ovennævnte sum eller, hvis der er et overskud, dele dette. Cassius Frontinus har anmodet om løfte om, at dette m åtte blive opfyldt og Iulius Alexander har lovet det.
Vedr. denne sag er underskrevet to par tavler.
Ligeledes skyldes til Cossa 50 denarer, som denne skal modtage a f de nævnte selskabs
deltagere.
I Deusaris den 28. marts, da Verus for tredje gang og Q uadratus var konsuler.
Parterne har i kontrakten vedtaget en særlig klausul om ansvaret for det tilfælde, at en af parterne handler svigagtigt. Begrænsningen af ansvaret til dolus har været i overensstemmelse med romerretten, selvom man allerede i klassisk tid nåede frem til et indbyrdes ansvar for al culpa - særegent er derimod vedtagelsen af en fast bod. Tilsyneladende har man herved ønsket at undgå en opløsning af selskabet ved actio pro socio.
I efterklassisk58) tid fortrænges de privatretlige selskabsforhold i vidt om
fang af de offentligretlige sammenslutninger af tvangsmæssig karakter, der er et typisk træk i det senromerske samfund. De klassiske grundsætninger om societas håndhæves ikke i deres renhed i den vestromerske vulgærret, men med Justinian griber man atter tilbage til den klassiske ret, der kun underkastes få reformer.
58) Kaser, RPR II, s. 409 fi. Levy: Weströmisches Vulgärrecht. Das Obligationenrecht, W eimar 1956, s.
283 fi.