På baggrund af udførte værdiansættelse af Lu 02-750 samt de teoretiske og empiriske perspektiver vil problemstillinger ved anvendelse af realoptioner i praksis blive diskuteret.
Samtidig vil realoptioner som værdiansættelsesværktøj bliver vurderet ud fra fundamentale og kosmetiske krav. Afslutningsvis vil der blive perspektiveret til den mulige anvendelse af realoptioner i Lundbeck A/S.
8.1. Diskussion af positive og negative elementer ved anvendelse af realoptioner i praksis På trods af at diskussionen omkring brugen af realoptioner allerede blev præsenteret i 1980erne, og der siden midten af 90erne er blevet argumenteret ivrigt for nødvendigheden, er det endnu ikke en udbredt praksis at anvende dem til at værdiansætte fleksibiliteten.
Diskussionen af problemstillinger ved anvendelse af realoptioner kan opdeles to hovedområder: 1) Strategiske perspektiver og 2) Finansielle perspektiver.
8.1.1. Strategiske perspektiver
De strategiske elementer er en af de største styrker ved realoptionerne. Ved anvendelse af realoptioner er det muligt at indregne den strategiske fleksibilitet, som ledelsen besidder ved et givent projekt. Ved udelukkende at anvende den statiske DCF-tilgang er ledelsen ikke i stand til at vurdere den fleksibilitet de besidder i projektet. Bag NPV-tankegangen ligger også en irreversibel investeringstankegang, hvor beslutningen ikke kan laves om, når den først er taget, hvorimod realoptionerne operationaliserer denne mulighed for at skifte projekt eller stoppe. Dette gør ledelsen i stand til at træffe bedre strategiske beslutninger og på et udvidet grundlag. Oftest når en ledelse tager en beslutning mht. til fremtidig forretningsmæssig fokus eller strategi, så vil der ofte komme ny information efterfølgende, som vil gøre det mere fordelagtigt at ændre strategi. Derfor bliver det muligt for ledelsen at indregne ny information efterfølgende og i stedet for at tænke på projekter som alternativer (hvor kun en kan vælges), så vil de tænke på dem som alternativer, hvor man kan skifte imellem dem.
Anvendelsen af realoptioner indeholder også problematiske elementer. Ved anvendelse af udelukkende NPV-metoden er det nemmere at videreformidle resultatet til den øverste ledelse og andre interessenter. Dette er især brugervenligheden af modellen, som er mindre end andre værdiansættelsesmodeller, på trods af den er delt op i en 6-trins model.
Når man indregner den strategiske fleksibilitet i projektværdien, gøres den proces markant sværere at formidle videre. Realoptioner kan tilføre værdi ved øget beslutningsgrundlag, men også stor kompleksitet. Når denne tankegang skal præsenteres for øverste ledelse er det langt
fra sikkert at de forstår tankegangen bag, og derfor ikke tillægger indregningen af strategisk fleksibilitet nogen værdi.
8.1.2. Finansielle perspektiver
Udover de strategiske perspektiver indeholder realoptioner også finansielle problemstillinger.
Ved anvendelse af 6-trins modellen er man i stand til at øge beslutningsgrundlaget fra en statisk DCF-værdi til eNPV. Ved selv større faseprojekter (f.eks. R&D-projekter), er det muligt at kvantificere ledelsens fleksibilitet og dermed ens beslutningsmodel.
I modellens styrke ligger også dens svaghed. Hvor antagelserne bag modellen er med til at sikre en standardiseret metode, skaber disse også problemer teoretisk.
Som et eksempel kan nævnes MAD-antagelsen, som gør modellen i stand til at anvende det underliggende aktiv som basis for volatilitetsestimatet. Der anvendes derfor forventede afkast og ikke historiske. Derved kan ledelsen implicit påvirke værdiansættelsen ved at øge det forventede lognormale afkast på cash flowene og dermed volatiliteten, som driver værdien i optionen.
De parametre, som indgår i realoptionsmodellen, forudsættes at være konstante og kendte over projektperioden, hvilket i praksis er tvivlsomt. At antage at volatiliteten er konstant over projektets levetid, eller at den teknologiske risiko kan måles præcist, er en simplificeret antagelse.
Et andet element er kilden til usikkerhed. Hvis der ønskes udregning af mere komplekse optioner kræves to volatilitetsestimater samt et quadronominelt træ, hvilket gør det svært i praksis at indregne fleksibiliteten.
Samtidig anvendes Monte Carlo simulering hvor indtægter og udgifter tildeles en fordeling.
Ved at anvende et program som @Risk er man i stand til at indregne usikkerheden direkte på inputtene og dermed på cash flow. I praksis er dette dog en approksimation, at indtægter og omkostninger følger en præcis fordeling.
Afslutningsvis skaber binomialmetoden en problemstilling, hvor denne følger en multiplikativ binomial proces, som i praksis gør modelleringen nemmere, men som teoretisk også har sine mangler. Især prisdannelsesprocessen (Brownian Motion eller Mean Reverting) skal tillægges stor opmærksomhed, da denne direkte påvirker udviklingen i det underliggende aktiv og dermed værdien af projektet.
Ydermere kræver anvendelse af realoptioner ikke kun en værdiansættelsesmodel, men to modeller (DCF-analyse + realoptionsanalysen) som begge skal udarbejdes og reviewes.
8.2. Vurdering af 6-trins modellen som værdiansættelsesværktøj
På baggrund af ovenstående problemstillinger samt den praktiske værdiansættelse af Lu 02-750, kan anvendeligheden analyseres. En værdiansættelsesmodel vurderes ud fra to overordnede krav:
Fundamentale krav:
o Præcision (validitet og reliabilitet) o Forudsætninger samt
Kosmetiske krav:
o Brugervenlighed o Forståelighed.
Anvendelse af realoptioner ved 6-trin modellen opfylder primært det fundamentale krav for en værdiansættelsesmodel. Modellen måler med stor præcision den eNPV af projektet. Dette er altafgørende for, at den kan udvide beslutningsgrundlaget. Forudsætningerne bag realoptioner er med til at simplificere et i forvejen komplekst område. Dog skal man være påpasselig med blot at anvende modellen uden at kende alle antagelser bag modellen. Modsat de fundamentale krav, opfylder modellen i mindre grad de kosmetiske. For at være i stand til at udregne eNPV kræves både en statisk DCF-værdi, en risikomodellering som udregner volatiliteten samt opbygning af et binomialtræ. Og hvis mere komplekse optioner (som læringsoptioner) ønskes, at anvendes falder brugervenligheden yderligere.
Det kan derfor konkluderes, at 6-trin modellen som værdiansættelsesværktøj i højere grad opfylder de fundamentale krav end de kosmetiske krav.
8.3. Perspektivering til fremtidig anvendelse af realoptioner i Lundbeck A/S
På baggrund af de ovennævnte problemstillinger samt analysen af realoptioner som værdiansættelsesværktøj er det muligt at diskutere den fremtidige anvendelse af realoptioner i Lundbeck A/S, hvor der internt ligger der et ønske om at udvide beslutningsgrundlaget.
På trods af kompleksiteten ved anvendelse af realoptioner samt øgede omkostninger kan realoptioner faktisk tilføre værdi i Lundbeck A/S.
Grundet Lundbeck A/S forretning, hvor de foretager faseinvesteringer, vil realoptioner være i stand til at give dem øget overblik over deres fleksibilitet samt ved ranking af projekter. Det vil gøre dem i stand til hurtigere at skifte rundt mellem projekterne, såfremt en strategisk mulighed opstår. Den generiske 6-trins model vil derfor med til at give dem et værktøj, hvor de kan kvantificere deres fleksibilitet.
Dog er der problemstillinger, som Lundbeck A/S vil stå overfor, hvis de vælger at implementere realoptionerne. På trods af de teoretiske vanskeligheder bag modellen (inputvariabler, parametre og fordelinger) er dette ikke det største praktiske problem, men en del af det. Især den manglede brugervenlighed og forståelighed vil besværliggøre videreformidlingen af projektets værdi.
Dermed må det understreges, at Lundbeck A/S kan opnå fordele ved at indregne deres fleksibilitet i investeringsbeslutningen, men at der kan opstå praktiske problemer med at videreformidle resultaterne til ledelsen.