Institutionel etnografi som inspirationskilde

.

I den teoretiske og metodologiske referenceramme, jeg her har fremlagt, kan der være en risiko for, at analyserne af menneskers handlinger og deres

24 Jeg vil vende tilbage til en mere udførlig diskussion af de etiske problemstillinger knyttet til et sam-arbejde mellem forskningspraksis og konfliktuelle praksisser i et særligt institutionelt arrangement i et selvstændigt afsnit.

gelse kan fremstå meget lokale og situerede, at man med andre ord mister blikket for de betingelsesstrukturer, der har betydning for muligheder og be-grænsninger i praksis. Man kan sige, at det også kræver andre typer af decen-trering af det analytiske fokus end det, der lægges op til ved at følge subjekter-nes deltagelsesbaner på tværs af forskellige handlesammenhænge. Der ser, i mit empiriske materiale, ud til at være handlesammenhænge, som subjektets deltagelsesbaner ikke krydser, men som alligevel har betydning for dettes råde-rum af deltagelsesmuligheder. Konkret tænker jeg fx på, at den måde som visi-tationen foregår på, ser ud til at have store betydninger for, hvordan den spe-cialpædagogiske indsats tilrettelægges og hvilke deltagelsesmuligheder, der er til rådighed for pædagoger, lærere og børn her. Tilsvarende viser det sig rele-vant for deltagelsesmulighederne for børn og specialklassepersonale, at der er handlesammenhænge i folkeskolen, som de netop ikke har adgang til gennem de specialpædagogiske indsatser. Det har altså været en metodologisk udfor-dring for projektet at etablere en begrebsramme, som kan bidrage med viden om fænomener, der har betydning i praksis, men som befinder sig andre ste-der i det institutionelle arrangement, steste-der som deltagerne ikke selv har ad-gang til, uden at analyserene resulterer i abstrakte evt. historiserende beskrivel-ser²⁵

I det følgende vil jeg kort beskrive nogle af de metodiske inspirationer, som jeg har fundet anvendelige. Her har den institutionelle etnografi og forsk-ningsmiljøet omkring Dorothy Smith været vigtige inspirationskilder til, hvor-dan man kan lægge en forskningsproces og dens analyser af ”struk-tur”/institution til rette, samtidig med at man undgår risikoen for en mekani-stisk forståelse af struktur og subjekt (ex. Smith, 2005, 2006). Den institutionelle etnografi trækker på sociologiske og antropologiske inspiratio-ner, og er i særdeleshed optaget af forholdet imellem brugere og professionelle i institutionelle sammenhænge. Parallelt med tænkningen inden for praksis-forskning er den institutionelle etnografi forankret i en antagelse om, at for-skeren selv er et subjekt, en deltager i den praksis, som udforskes. Som sådan må man arbejde sig ind i og på tværs af institutionelle praksisser i ambitionen om at begribe, hvordan forskellige problemstillinger opstår her. En central metodisk bevægelse i den institutionelle etnografi går ud på hele tiden at ud-forske og være nysgerrig på det ”arbejde” (”work”) som de ud-forskellige deltage-re udfødeltage-rer, og dedeltage-res begrundelser for at gødeltage-re, som de gør, som en meget

af ”struktur”, der determinerer subjekternes sociale praksis.

25 En pointe her er, at også historiske beskrivelser kan få beskrevet udvikling ”subjektløst” – når histo-rien så at sige får sin egendynamik, som kampe mellem subjektløse systemer eller diskurser.

107 sentlig kilde til viden om den konkrete institutionelle organisering og dens ud-vikling.

”Its value lies in directing analytic attention to the practical activities of every-day life in a way that begins to make visible how those activities gear into, are called out by, shape and are shaped by, extended trans local relations of large-scale coordination.” (McCoy, s.110, 2006)

Ved at observere og spørge ind til begrundelser for arbejdet i praksis, får vi altså blik for arbejdet som en del af et større arrangement af forskellige prak-sisser og koordineringen af deres samvirke. Konkret fører denne forfølgelse af det konkrete arbejde og dette arbejdes dilemmaer og begrundelser til viden om forbindelser til andres arbejde, som så igen må udforskes ”som en del af” det institutionelle arrangement. Dorothy Smith har lavet en model for processen i den institutionelle etnografi med en ”hero” som indgang, det ”point of entry”, hvorfra de institutionelle processer analyseres – her er barnets position mit

”point of entry”. Men det bliver altså nødvendigt at gå andre steder hen end ud i barnets liv for at få øje på den institutionelle struktur og dens betydninger (Smith, 2006, s.3). Dorothy Smith et al (2005) peger her på nødvendigheden af at forbinde flere forskellige perspektiver i det institutionelle arrangement, for at få øje på sammenhænge og forbindelser på tværs.

”Institutional ethnography is committed to discovering beyond any one indi-vidual’s experience including the researcher’s own and putting into words (…) what he or she discovers about how people’s activities are coordinated.(…) Institutional ethnography is distinctive among sociologies in its commitment to discovering “how things are put together”, “how it works”.” (Smith, 2006, p.1)

Konkret har den institutionelle etnografi altså inspireret mig i mine forsk-ningsprocesser på tre områder: 1. I valget af barnet i specialklassen som mit

”point of entry” i udforskningsprocessen og i analyserne. Dette ”point of en-try” har haft betydning for hvilken slags viden, der er blevet etableret om det specialpædagogiske arbejde og dets betydning for barnets hverdagsliv. 2. At tage udgangspunkt i barnets og det specialpædagogiske personales ”arbejde” - den konkrete deltagelse - som adgang til det institutionelle arrangement som betingelser for denne deltagelse. 3. At forbinde det lokale og situerede med det ”translokale” ved at inddrage flere forskellige deltageres perspektiver og perspektivere til den historiske udvikling af skolepraksis. Disse tre analytiske

opmærksomheder har været drivkræfter i forskningsprocessernes og analyser-nes løbende tilrettelæggelse.