Forskningsetiske overvejelser om deltagelse i konfliktuel praksis

Der knytter sig en del forskningsetiske overvejelser til et kvalitativt forsk-ningsprojekt som dette, hvor det er hensigten at etablere en samarbejdsrelati-on, hvor forskellige parter inddrages i udforskningen af et konfliktuelt felt. Et trin i etableringen af en forskningsetisk praksis knytter sig til at sikre medfor-skernes anonymitet, ikke mindst i forhold til hinanden og det felt som de kon-kret deltager i. Jeg har her bestræbt mig på at anonymisere de forskellige børn og voksne, der indgår i projektet ved at ændre stednavne, institutionsnavne, personnavne, og der hvor det ikke forstyrrer meningen i analyserne indimel-lem også køn og etnisk tilhørsforhold. Samtidigt har jeg løbende måttet vurde-re detaljeringsgraden i beskrivelserne af de konkvurde-rete steder og personer, såle-des at ingen fremstår genkendelige for udenforstående. Konkret valgte jeg i nogle interviews at spørge nærmere ind til uddannelsesbaggrund og tidligere ansættelser. Jeg har imidlertid ikke fundet det forsvarligt at gøre eksplicit brug af disse informationer i analyserne, fordi personerne ellers ville kunne genken-des internt i kommunen. Et andet væsentligt forskningsetisk aspekt knytter sig til at sikre ”frivilligheden i deltagelse”. Det har derfor været centralt hele tiden at skabe mulighed for, at de forskellige deltagere har kunnet ”melde sig ud” af projektet. Dette er sikret gennem informationsmøder til personalegrupper, breve til forældre og børn, hvori det er blevet understreget, at alle til enhver tid har haft mulighed for at komme til mig med tvivlsspørgsmål og desuden til enhver tid har kunnet trække sig ud af projektets empiri.

Konkret har både forældre og personale fra tid til anden spurgt mig, hvad jeg har kigget efter i mine observationer, og jeg har hele tiden lagt mine observa-tioner og begyndende analyser frem. I forbindelse med interviews har alle fået muligheden for at læse interviews igennem og kommentere på materialet i forhold til, om de har kunnet stå inde for indholdet i teksterne. Dette har nog-le benyttet sig af og andre har ikke. I selve interviewsituationerne, har jeg des-uden lagt vægt på, at den interviewede hele tiden har haft lejlighed til at spørge ind til indholdet, og på den måde har de været med til at forme karakteren og indholdet af interviews.

Jeg har fundet det væsentligt at lægge mine forskningsdagsordener og mine interesser åbent frem, som genstand for løbende udveksling og diskussion med de forskellige deltagere i forskningsprojektet. En helt central etisk pro-blemstilling har knyttet sig til betydningen af at være praksisforsker i et

kon-fliktuelt felt, hvor der hele tiden er en række forskellige interesser på spil i kampen om hvilke forståelser, der skal dominere, og hvordan konkrete ar-bejdsdelinger og ressourcefordelinger skal organiseres. Som Kristine Kousholt beskriver det:

”Når vi anerkender, at forskeren er deltager i den praksis, der søges udforsket, må vi også forholde os til, at forskerens tilstedeværelse får betydning for det udforskede og forholde os etisk kritisk hertil i stedet for at betragte subjektivi-teten som en fejlkilde. Dette medfører altså et forstærket etisk ansvar for, hvordan ens forskning og deltagelse får betydning i praksis. Denne etiske di-mension kan relatere sig til forholdet mellem at frembringe almen brugbar vi-den samtidigt med, at dette ikke får negative konsekvenser for individuelle deltagere.” (Kousholt, 2009, s. 52)

Fordringen om ikke at bidrage til negative konsekvenser for individuelle delta-gere, kan imidlertid vise sig at føre til nogle konkrete etiske dilemmaer i sam-arbejdsprocesserne i forhold til en sammensat og konfliktuel praksis. Konflik-tualiteten i den institutionelle organisering, som jeg har haft mulighed for at deltage i, har bl.a. vist sig gennem de forskellige deltageres positionering i for-hold til hinanden, også i forfor-hold til forskningsprojektet. Dermed er en del af analysernes pointer også fremstillingen af selve kompleksiteten, konfliktualite-ten og de forskellige personers konkrete interesseforskelle. Feltets konfliktuali-tet har imidlertid samtidig stillet væsentlige udfordringer op i forhold til både det empiriske forløb, analyseprocesserne og fremstillingen af analyserne i ar-tikler og nu denne afhandling.

Det har sat nogle løbende etiske overvejelser i gang omkring den måde, jeg som forsker har deltaget på i de empiriske indsamlinger i et konfliktuelt felt.

Netop dette, at jeg i projektet har inddraget forskellige parter, der fra hver de-res positioner er inddraget i konflikterne omkring organisering, arbejdsdeling og ressourcefordeling, har betydet, at jeg har forpligtet mig på at skabe en fremstilling, hvori til tider modstridende synspunkter fremstår som velbegrun-dede og legitime. Det har derfor været en væsentlig bestræbelse i forsknings-projektet at fremstille de forskellige deltagere og deres forskellige, ind imellem modstridende, perspektiver på en måde, så de fremstår velbegrundede og på en måde, hvor deltagere faktisk kan genkende sig selv. Dette er jo ikke kun en forskningsetisk problemstilling, men i det hele taget en forskningsbestræbelse der knytter sig til i det hele taget at se verden som konfliktuel, og forskningens bidrag som at kaste lys over denne konfliktualitet, sammensathed og komplek-sitet. Bestræbelsen får betydning for fremstillingen af de måder, hvorpå for-skellige parters betingelser har betydning for deres handlinger. Hvis ikke

den-135 ne genkendelighed af egen position og praksis etableres, så har forskningen faktisk forfejlet sit mål, fordi det så ikke er lykkedes at fremskrive problemets strukturelle dimension. Dette knytter sig til antagelsen om, at alle handlinger kan begrundes i forhold til deres konkrete betingelser, og når handlingerne fo-rekommer meningsløse eller konfliktuelle, så knytter det sig til, at deres betin-gelser er modsætningsfyldte, og ikke til at personerne er inkompetente.

Projektet er ofte blevet en del af og gjort til genstand for de forskellige delta-geres konflikter, som når jeg fx er søgt inddraget i diskussioner af konkrete børns forløb eller kvaliteten af særlige indsatser. Det har rejst en række etiske dilemmaer i den konkrete forskningsproces på tværs af de organiseringer, som stridighederne har stået om, fordi forskningsprojektet er søgt trukket ind i konflikterne mellem de forskellige parter. Dermed rejser praksisforskningspro-jekters bevægelser på tværs af konfliktuelle felter nogle etiske spørgsmål, der er nært knyttet til praksisforskningens fordring om at producere viden, som forekommer relevant for det udforskede praksisfelt. For til relevanskriterier knytter der sig jo netop en erkendelsesmæssig positionering i det konfliktuelle felt – for hvem og på hvilke måder forskningen tænkes at være relevant. På baggrund af tilbagemeldingerne fra de forskellige deltagere i forskningsproces-serne, har jeg sjældent været i tvivl om, at projektet har været relevant, men det har samtidigt syntes relevant i forhold til de konflikter og kampe mellem forskellige positioner, der præger det specialpædagogiske område. Forskningen har med andre ord kunnet anvendes ind i konflikterne.

Et konkret etisk dilemma i min forskning knyttede sig til, at der i den tid jeg var i den pågældende kommune, var store omstruktureringer af håndteringen af vanskeligheder i skolen i gang. Både den konkrete, adskilte organisering af special- og almenområde var i spil, parallelt med den nationalt udbredte inklu-sionsambition. Som en del heraf, var også den konkrete organisering og ind-holdet i opgaverne fra den lokale PPR i spil, ligesom der var konkrete omlæg-ninger af visitationspraksis i gang. Også ressourcefordelingen mellem special- og almenområdet, og den mulige omorganisering og effektivisering af special-indsatserne i kommunen var genstand for løbende debat. Der var således store diskussioner internt i kommunen og mellem de forskellige faggrup-per/professionelle om, hvordan den specialpædagogiske indsats skal tilrette-lægges og finansieres.

Eftersom min empiriindsamling fandt sted samtidigt med en større afdækning af anvendelsen og anvendeligheden af kommunens forskellige specialtilbud i gang, betød det, at de resultater jeg måtte komme frem til, ville risikere at få

nogle meget konkrete betydninger for de mennesker, der var involveret i mit projekt – i yderste tilfælde i form af bidrag til debatten om hvilke specialtilbud, der skulle satses på, og hvilke der skulle bespares. Dette rejser nogle diskussi-oner af, hvordan man som forsker forholder sig til at indgå helt konkret i et politisk spil om, hvordan indsatserne skal defineres fremover i en specifik kommune. I den forbindelse var det undervejs i projektet tydeligt, at både min forskningspraksis undervejs og forventningen til de endelige resultater fra tid til anden blev trukket ind i de konkrete konflikter mellem forskellige deltagere.

Jeg blev løbende spurgt om, hvad jeg så, måske i særdeleshed hvad jeg så ”de andre steder”, og jeg blev bedt om min holdning til en række konkrete foran-dringsforslag. Her har det været væsentligt at holde fast i, hvad det er for en viden, man kan udvikle gennem praksisforskningsprojekter som dette, og også reflektere det i forhold til den måde som forskning i professionel praksis ellers bliver brugt på. Som Dorte Kousholt og Charlotte Højholt påpeger i forhold til forskningsprocesserne i det overordnede projekt, som nærværende projekt også er en del af:

”Oftest inddrages forskningsresultater ud fra, hvordan de kan anvendes i poli-tiske eller ledelsesmæssige processer som kontrol, effektivitetsfremme eller målsætning af andre personers indsats. I den form for forskningssamarbejde, vi her lægger op til, kan forskningens resultater ikke inddrages som ’dommer’ i forhold til sociale uenigheder, men ses som en måde at få indblik i uenighe-dernes grundlag.” (Højholt & Kousholt, 2011, s.214)

Men netop dette forsøg på at blive inddraget som ’dommer’ har som sagt rejst nogle problemstillinger i min del af projektet. Fordi jeg har deltaget så mange forskellige steder, har jeg løbende haft kontakt til mange forskellige faggrupper med forskellige holdninger og interesser. Konkret har jeg afstået fra at kom-mentere på ændringsforslag i forhold til organiseringen af praksis med henvis-ning til, at mit forskhenvis-ningsprojekt har været undervejs, og at jeg derfor ikke har kunnet fremlægge egentlige resultater og konklusioner. Den omstændighed, at forskningsprojektet har været så lang tid undervejs, har i den forbindelse tjent som midlertidigt ’sikkerhedsnet’. De forandringer af den kommunale praksis, som dengang var undervejs, er for længst blevet besluttet og ført ud i livet, og jeg har været så tilpas længe om mine analyser, at de institutioner som jeg har udforsket på mange måder er forandret: Det er andre børn, og andre pro-blemstillinger, der fylder, og jeg har ikke længere den samme tætte forbindelse til dem. Det ændrer dog ikke ved grundvilkåret for det etiske dilemma, at forskningsresultater altid må forventes at ”blive brugt” og dermed få

konse-137 kvenser for de udforskede praksisser. Som også Atkinson & Hammersley kommenterer i forhold til forskningsprojekters politiske betydninger:

”At the very least, the publication of research findings can shape the climate in which political and practical decisions are made, and it may even directly stimulate particular sorts of action. In fact it may change the character of the situations that were studied.” (Atkinson & Hammersley, 2002, s. 67)

I forhold til praksisforskning i konfliktfyldte felter finder jeg det nødvendigt at koble denne diskussion til forskningens fordring om relevans for praksis og udviklingen af praksis. For qua positions- og interesseforskelle i feltet, vil ud-viklingsperspektiver og dermed også relevanskriterier blive opfattet ganske forskelligt. Spørgsmålet om ”relevans” bliver derfor knyttet til et ’hvordan og for hvem’ - den konfliktuelle institutionelle organisering af forskellige sociale praksisser – både konkret i den udforskede kommune, og i forhold til et større nationalt (og internationalt) felt, der er genstand for strid mellem en række forskellige interesser. Dette dilemma kalder på en række refleksioner over mit ståsted som forsker, og de konkrete erkendelsesinteresser, der har båret mit projekt, nemlig forankringen i analyserne af betydningen af vanskeligheder og indsatser for de konkrete børns liv. Mit korte svar på dilemmaet er derfor, at i det omfang, jeg har ønsket at bidrage til udviklingen af organiseringen af tvær-faglig og tværinstitutionel praksis omkring børn i vanskeligheder, har denne udviklingsambition været knyttet til betydningen for deltagelsesmulighederne i de pågældende børns liv. Målet med forskningen har således været, at frem-lægge de komplekse analyser af praksis, velvidende, at forskningsprojektet po-tentielt vil blive brugt i de konflikter, der allerede eksisterer i feltet.

Del 6: Opsamling på