Børneliv for børn i vanskeligheder

I dette afsnit lægges fokus mere specifikt på det jeg beskrev som det andet forskningsområde: børns liv og den måde, som vanskeligheder og pædagogi-ske indsatser, ser ud til at få betydning i deres liv. Hvad fortæller forpædagogi-skellige forskningsprojekter og -tilgange os med andre ord om børns liv i sociale sammenhænge som kontekster for vanskelighederne omkring dem?

Forskellige forsknings-reviews inden for den engelske disabilityforskning pe-ger på, at aspektet om, hvad det vil sige at være barn i den specialpædagogiske praksis, er forskningsmæssigt underbelyst. Således påpeger flere review-artikler, at mens ”the caretakers” – typisk forældrenes – perspektiver i mod-sætning til tidligere i høj grad har fået stemme i forskningen, så har der stor set

71 ingen forskning været i børns oplevelser med handikap, vanskeligheder og skole (Ali et al., 2001; Bereford, 1997; Morris, 1997). Dette forholder sig tilsy-neladende en smule anderledes i nordisk sammenhæng, hvor der, som vi skal se det, gennem de senere år har været en del bestræbelser på at udforske for-skellige typer af pædagogiske indsatser til børn i vanskeligheder ud fra de be-tydninger, de har for børn.

Jenny Morris har imidlertid en væsentlig pointe i forhold til den betydning som manglende viden om børneperspektiver kan have i både forskningsprak-sis og pædagogisk prakforskningsprak-sis. I sine analyser kobler hun kategoriseringerne af vanskeligheder med en gennemgående tendens til at fokusere så meget på handikappet, at man mister blikket for, at handikappede børn har mange lig-hedspunkter med alle andre børn (Se også Bøttcher, 2004).

” (…) disabled children share many needs in common with their nondisabled peers.” (Morris, 1997, s. 241)

I sin artikel kritiserer Morris forskningen for dens orientering inden for “the medical model” (Parallelt med de psykomedicinske forståelsesmåder) og for at overse børneperspektiverne til fordel for forældres og professionelles. Hun påpeger, at børns egne oplevelser af deres situation generelt bliver overset i forskningen:

“(…) children’s opinions have been consistently ignored by researchers and practioners, and services and interventions have been instigated without con-sulting the children themselves.” (Morris, 1997, s. 244)

Jenny Morris fremlægger en interviewundersøgelse af børn med funktionsned-sættelse og påpeger i den forbindelse, at man i det store fokus på selve handi-kappet, overser børnene som personer, der deler væsentlige intentioner i hverdagslivet med deres ikke-handikappede kammerater. Forskningens primæ-re fokus på de individuelle funktioner hos barnet føprimæ-rer således til en tendens til at overse børnenes deltagelsesmuligheder i hverdagslivet. Således peger Morris egen forskning på en risiko for isolation og ensomhed blandt børn i vanskeligheder, et fænomen der ellers er overset i forskningen (Morris, 1997).

Bengt Persson har i et interviewstudie undersøgt 36 tidligere elevers oplevelser af de specialpædagogiske indsatser i grundskolen. Her skal jeg blot fremhæve nogle få resultater. Det første drejer sig om elevernes oplevelse af en form for

modstrid mellem de særlige indsatser og hjælpemidler, som de har fået på bag-grund af en udredning, og så deres egne ønsker. Som en dreng i Perssons pro-jekt fortæller:

”De ville, at jeg skulle bruge en masse hjælpemidler, og det havde jeg ikke rig-tig brug for den gang. Så jeg måtte sidde der med ting, som jeg ikke ville have, og ikke behøvede, og syntes bare at det hele blev værre, men de lyttede ikke.

De lyttede mere til eksperterne (…) Det spiller jo ingen rolle, hvor godt det er for mig, for hvis jeg ikke vil det, så går det jo alligevel ikke godt. Man skal ikke tro, at selv om man har gået på hundrede forskellige kurser, så skal man ikke tro at man ved alt om den elev, for alle er så forskellige. Alle har brug for for-skellig hjælp.” (Persson, 2006, s. 51)

Drengen her peger på, at det er afgørende for om hjælpen virker, om han er taget med på råd om, hvorvidt hjælpen passer til ham, og det som han vil. I forlængelse af Morris analyse kan man her sige, at drengen fremhæver, at han som person ikke kan forstås på baggrund af den handikapkategori, der anven-des til at beskrive ham. Et andet centralt resultat af Bengtsons interviewunder-søgelse, er elevernes opfattelse af udfordringer i forhold til social deltagelse.

Her opleves grundskoleårene som ”svære i forhold til kammerat- og lærerkontakt”

(ibid. s. 53).

Susan Tetler har udfoldet denne pointe om børns indflydelse på deres skoleliv i dansk sammenhæng. Her sætter hun bl.a. fokus på livskvaliteten i børns sko-leliv (Tetler, 2002, 2004). Det fremhæves som meget centralt, at elevers delta-gelsesmuligheder og deres delagtighed i skolelivet er afgørende for deres ople-velser af kvalitet og vanskeligheder. Det at have indflydelse på sin skolegang opleves af nogle elever i Tetlers undersøgelse som centralt i forhold til ople-velsen af livskvalitet i elevernes skolegang¹³

I forhold til Bengtsons udpegning af svære sociale betingelser for børn i van-skeligheder, har Anne Morin i sin afhandling bidraget med nogle væsentlige pointer (Morin, 2007). I Morins undersøgelser af børns liv på tværs af almen- og specialundervisningen i folkeskolen følges 2 klasser fra børnehaveklasse til 2. klasse. Undersøgelsen lægger et særligt fokus på de børn, der undervejs får tilbud om specialpædagogisk støtte. I Morins undersøgelse er det et meget væ-sentligt forskningsresultat, at børnene på samme måde som deres klassekam-merater i almenklassen orienterer sig efter hinanden, og at deltagelsen i

13 Denne pointe er meget væsentlig i forhold begrebet rådighed, som det at have eller skabe indflydelse på sine egne livsbetingelser (Holzkamp, 2012, in press). Denne diskussion vil jeg tage op i afsnittet om forskningstilgang.

73 alundervisningen af børnene opleves som væsentlige brud i denne orientering, brud der imidlertid nemt overses af lærerne, der gennem den individuelle pro-blemudpegning primært har fokus på enkeltbørnenes indlærings- og sociale vanskeligheder (Morin, 2007).

I et dansk-australsk forskningsprojekt forfølger udviklingspsykologerne Mari-ane Hedegaard og Marilyn Fleer koblingen mellem det almene hverdagsliv og udviklingen af vanskeligheder. Her lægges fokus på børns udvikling på tværs af andre institutionelle kontekster, end i Morins studier: nemlig familie, dagin-stitution og skole(2010). I forskningsprojektet følges fire danske og to austral-ske familier gennem observationer og videooptagelser. Hedegaard & Fleers teoretiske optik er en videreudvikling af Vygotskys udviklingspsykologiske tænkning omkring ”the social situation of development”. Fleer & Hedegaard fokuserer i forlængelse heraf på børns udvikling som deltagelse i og på tværs af flere forskellige institutionelle situationer samtidigt (Hedegaard, 2009). Pro-jektet peger på, at vi kan forstå ”afvigende handlinger” på nye måder, når vi følger børn på tværs af deres institutionelle kontekster. Hedegaard og Fleer fremlægger en case med en australsk 6-årig dreng, der forekommer forstyrren-de i unforstyrren-dervisningen, fordi han taler meget, afbryforstyrren-der for at få opmærksomhed og bevæger sig meget omkring. Ved at analysere drengens hjemmeliv forbin-der forskerne hans handlinger i skolen med, at det er den måde de 4 børn i hans familie navigerer på i hjemmet. Vanskelighederne i skolen identificeres derfor som en slags ”kultursammenstød” mellem familieliv og skoleforvent-ninger (Fleer & Hedegaard, 2010).

Charlotte Højholts ph.d. projekt (2001) handler også om børns deltagelse i og på tværs af flere sammenhænge. Her følges børn fra børnehave til skole, og pædagoger, lærere og psykologers samarbejde, for at skabe viden om de pro-cesser hvorigennem ”et problem bliver til et problem”. På baggrund af obser-vationer og interviews peger Højholt bl.a. på, at børns handlinger ofte må for-stås i relation til de sammenhænge børnene deltager i blandt andre børn. Høj-holt peger desuden på, at om noget optræder som vanskeligt i skolen hænger meget nært sammen med de konflikter, der kan opstå mellem de forskellige parter omkring børnene (Højholt, 2001). Men hvor Hedegaard og Fleer foku-serer på børns sammenhænge som institutionelle kontekster, tager Højholt i højere grad udgangspunkt i de konkrete samarbejdsprocesser mellem profes-sionelle og på børns deltagelsesmuligheder i konkrete fællesskaber– her med et særligt fokus på de andre børns betydning (Se også Højholt, 2006, 2008; Høj-holt, Røn Larsen & Stanek, 2007).

I forlængelse heraf har andre forskere fokuseret på børns intentioner og sub-jektive grunde til at gøre, som de gør. Her fremhæver Ida Schwartz, at det er et grundvilkår for pædagogik, og dermed også for specialpædagogik, at den må forstås, som det at have intentioner på andres vegne. Vi vil noget med de børn, der kommer i vanskeligheder, forbedre deres faglige niveau, forhindre deres sociale arv i at ”bryde igennem”, sørge for at de har nogle gode venner osv.¹⁴

Anja Stokholm har ligesom Ida Schwarz undersøgt børns hverdagsliv på en døgninstitution. I hendes undersøgelse fremhæver hun, hvordan der inden for institutionens rammer findes to centrale betydningsfællesskaber: Børnenes fæl-lesskab med hinanden og betydningsfælfæl-lesskabet med det pædagogiske perso-nale, der er defineret ud fra formålet med anbringelsen. Det bemærkelsesvær-dige i Stokholms undersøgelse er hendes påpegning af, at børnene først og fremmest orienterer sig efter deres eget betydningsfællesskab. Først når bør-nene finder sig til rette i børnefællesskabet, giver det mening for dem at foku-sere på det pædagogiske formål for anbringelsen (Stokholm, 2006).

Barnet, som ”det fælles tredje”, kan imidlertid ikke forstås som et objekt for det pædagogiske arbejde, men er tværtimod et subjekt, der også har inten-tioner selv (Schwarz, 2009). Børns handlinger bliver altså her forbundet til de-res intentioner, som igen er knyttet til de sammenhænge, de deltager i. Derfor peger Schwarz på, at det er relevant at forstå, hvordan de pædagogiske intenti-oner griber ind i det børnene selv er optaget af i deres liv, for dermed også at forstå hvordan og om indsatserne får de tilsigtede betydninger. I sin afhand-ling har Ida Schwarz udforsket hverdagsliv for institutionsanbragte børn og unge med særligt fokus på den måde, hvorpå børns handlinger er begrundet i deres livsbetingelser. En særlig pointe i Schwarz forskning er, at de socialpæ-dagogiske indsatser nemt medfører fragmenterede muligheder for deltagelse i fællesskaber blandt andre børn. En væsentlig pointe i forlængelse heraf er, at de forskellige professionelles problemforståelse får afgørende betydninger for, hvilke betingelser børnene får for at deltage i de forskellige sociale sammen-hænge, fordi børnefællesskabernes betydning sjældent medtænkes i de profes-sionelles perspektiver (Schwarz, 2007).

Anja Stanek berører et lignende aspekt i sin afhandling om børns fællesskabs-dannelser i den almene overgang fra børnehave til skole gennem analytiske børneperspektiver. Staneks forskning peger således på, at børn generelt bruger hinanden i forhold til at orientere sig i de forskellige sammenhænge. Stanek

14 Som vi har set det og vil vende tilbage til om et øjeblik, eksisterer disse intentioner ikke i et socialt og historisk vakuum, men er netop begrundet i forhold til særlige hensyn og betingelser.

75 beskriver dette som et alment aspekt ved børnelivet, men berører i sin afhand-ling også børn, der er i vanskeligheder og for hvem det overvejes at henvise til specialundervisningsindsatser. Et væsentligt engagement for børnenes delta-gelse i skolelivet drejer sig således ifølge Stanek om at ”være med” i børnefæl-lesskabet i klassen. En anden meget væsentlig pointe er, at de vanskeligheder, som lærerne udpeger som enkeltbørns, igennem Staneks analyser af børnenes perspektiver forbindes til bevægelser i relationerne børnene imellem (Stanek, 2011).

Resultater som disse er centrale for denne afhandlings analytiske fokus. De forskellige forskningsprojekter bidrager med viden om, hvordan børns hand-linger, også de handlinger der defineres som symptomer på vanskeligheder, kan forstås i lyset af deres betingelser. Grundene til børns handlinger synes således forbundet til andet og mere end det individuelle barn. Således ser det ud til at både børns bevægelser på tværs af forskellige sammenhænge, og deres deltagelsesmuligheder i børnefællesskaberne har betydning for, at der opstår vanskeligheder omkring børn. Der ligger således en stor forskningsmæssig ud-fordring i forhold til at forstå betydningen af de sammenhænge, som børn deltager i og på tværs af, både i forhold til vanskeligheder og tilrettelæggelse af indsatser til van-skelighederne.

3.2.3 Kontekst og betingelser for at håndtere børn i