Indledning

Kapitel 3.

Det indre marked

Hjørnestenen i det indre marked er de fire økonomiske friheder: fri be-vægelighed for arbejdstagere, varer, tjenesteydelser og for kapitalen. En række af de centrale afgørelser herom stammer helt tilbage fra den oprindelige Romtraktat, fra tiden inden Danmark overhovedet blev medlem af EF. Nogle vil måske her undre sig over, hvordan det kan være, eftersom det indre mar-ked efter gængs opfattelse først oprettedes med EF-pakken i 1986¹⁷⁸. Folke-tingets EU-oplysning¹⁷⁹ beskriver eksempelvis oprettelsen af det indre marked som selve hovedformålet med traktaten af 1986. Hermed ville man afskaffe mere end 300 tekniske handelshindringer ved at give Rådet mulighed for at vedtage lovgivning med kvalificeret flertal frem for enstemmighed som tidligere. Hvordan hænger det så sammen med, at de økonomiske friheder allerede var veletablerede rettigheder forinden?

Her er det vigtigt at forstå EF-traktatens grundlæggende opbygning.

Formålet var allerede fra 1957 at opnå en øget integration af medlemsstater-nes økonomier i et fælles marked. Romtraktaten fastlagde de formelle ram-mer, institutioner og principper for samarbejdet. Til disse principper hørte de fire friheder, som allerede i Romtraktaten blev formuleret med ønsket om at ophæve toldafgifterne mellem medlemsstaterne og at indføre en fælles ydre toldtarif. Hertil kom en række konkrete områder, hvor Fællesskabet fremover skulle være kompetent – i modsætning til medlemslandene – til at lovgive. Der var eksempelvis tale om fælles politikker vedrørende den fælles landbrugspolitik (artikel 38-43), transportpolitikken (artikel 74-75) og den fælles handelspolitik (artikel 110-113). Så det indre markeds principielle fun-dament går faktisk helt tilbage til 1957.

Takten slås allerede an i Romtraktatens formålsbestemmelser, artikel 3:

178. Den Europæiske Fælles Akt, undertegnet i Luxembourg den 17. februar 1986 og Haag den 28. februar 1986. Godkendt i Danmark ved vejledende folkeafstemning den 27. februar 1986. Traktaten trådte i kraft den 1. juli 1987.

179. www.EU-oplysningen.dk/leksikon/alle/publ026/

“Med de i foranstående artikel nævnte mål for øje skal Fællesskabets virke under de betingelser og i det tempo, som er foreskrevet i denne Traktat, indebære:

a) ophævelse, Medlemsstaterne imellem, af told og kvantitative restrik-tioner ved varers ind- og udførsel, såvel som af alle andre foranstalt-ninger med tilsvarende virkning,

b) indførelse af en fælles toldtarif og af en fælles handelspolitik over for tredjeland,

c) fjernelse af hindringerne for den frie bevægelighed for personer, tjene-steydelser og kapital mellem Medlemsstaterne,

d) indførelse af en fælles politik på landbrugsområdet, e) indførelse af en fælles politik på transportområdet,

f) gennemførelse af en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for fællesmarkedet ikke fordrejes,

g) anvendelse af fremgangsmåder, der muliggør en samordning af Med-lemsstaternes økonomiske politik, og som gør det muligt at modvirke uligevægt i deres betalingsbalancer,

h) indbyrdes tilnærmelse af de nationale lovgivninger i det omfang, dette er nødvendigt for fællesmarkedets funktion,

i) oprettelse af en europæisk Socialfond med henblik på at forbedre ar-bejdstagernes beskæftigelsesmuligheder og bidrage til en højnelse af deres levestandard,

j) oprettelse af en europæisk Investeringsbank, der har til formål at lette Fællesskabets økonomiske ekspansion gennem skabelsen af nye res-sourcer,

k) associering af de oversøiske lande og territorier med henblik på at for-øge samhandelen og på i fællesskab at fremme den økonomiske og

so-Til udmøntning heraf introducerer traktaten fire – eller fem, hvis man in-kluderer etableringsretten – grundlæggende økonomiske rettigheder, som skulle blive banebrydende for EU’s udvikling.

Først varernes frie bevægelighed – Romtraktatens artikel 9: “Fællesska-bets grundlag er en toldunion, som omfatter al vareudveksling, og som in-debærer forbud mod told ved indførsel fra og ved udførsel til andre Medlemsstater, såvel som mod alle afgifter med tilsvarende virkning, samt indførelse af en fælles toldtarif over for tredjeland.”

Denne bestemmelse findes den dag i dag i næsten uændret form i Lis-sabontraktatens artikel 28, TEUF: “Unionen er bl.a. en toldunion, som om-fatter al vareudveksling, og som indebærer forbud mod told ved indførsel fra og ved udførsel til andre medlemsstater, såvel som mod alle afgifter med til-svarende virkning, samt indførelse af en fælles toldtarif over for tredjeland”.

Ligeledes af hel central karakter fastslog Romtraktatens artikel 30, at

“Kvantitative indførselsrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med til-svarende virkning er med forbehold af nedennævnte bestemmelser forbudt mellem Medlemsstaterne”.

Der findes dog grænser – også for frihandel. Derfor slog Romtraktatens artikel 36 fast, at “Bestemmelserne i artiklerne 30-34 er ikke til hinder for sådanne forbud eller restriktioner vedrørende indførsel, udførsel eller transit, som er begrundet i hensynet til den offentlige sædelighed, den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, beskyttelse af menneskers og dyrs liv og sundhed, beskyttelse af planter, beskyttelse af nationale skatte af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi, eller beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret. Disse forbud eller restriktioner må dog hverken udgøre et mid-del til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhande-len mellem Medlemsstaterne.”

Dette svarer i dag til Lissabontraktatens artikel 36: “Bestemmelserne i artikel 34 og 35 er ikke til hinder for sådanne forbud eller restriktioner ved-rørende indførsel, udførsel eller transit, som er begrundet i hensynet til den

offentlige sædelighed, den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, beskyt-telse af menneskers og dyrs liv og sundhed, beskytbeskyt-telse af planter, beskytbeskyt-telse af nationale skatte af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi, eller be-skyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret. Disse forbud eller restrik-tioner må dog hverken udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne”.

Disse regler fastsætter princippet om varernes frie bevægelighed. Hertil knytter sig yderligere tre bevægelsesfriheder – nemlig for tjenesteydelser, ar-bejdstagere og kapital, ligesom der med Romtraktaten blev oprettet fri ret til at etablere sig.

I Romtraktatens artikel 48 finder man reglerne om arbejdstagernes frie bevægelighed, som i vidt omfang minder om, hvad der skulle gælde for va-rernes ditto. Reglerne er videreført i næsten¹⁸⁰uændret form og findes i dag i Lissabontraktatens artikel 45:

“1. Arbejdskraftens frie bevægelighed sikres inden for Unionen.

2. Den forudsætter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet for-skelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår.

3. Med forbehold af de begrænsninger, der retfærdiggøres af hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sund-hed, indebærer den retten til:

a) at søge faktisk tilbudte stillinger

b) frit at bevæge sig inden for medlemsstaternes område i dette øje-med

c) at tage ophold i en af medlemsstaterne for der at have beskæftigelse i henhold til de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser,

der gælder for indenlandske arbejdstageres beskæftigelse d) at blive boende på en medlemsstats område på de af

Kommissio-nen ved forordninger fastsatte vilkår efter at have haft ansættelse der

4. Bestemmelserne i denne artikel gælder ikke for ansættelser i den of-fentlige administration”.

Med tilsvarende små ændringer gennem tiden findes den oprindelige be-stemmelse fra Romtraktatens artikel 52 nu i Lissabontraktatens artikel 49:

“Inden for rammerne af nedennævnte bestemmelser er der forbud mod re-striktioner, som hindrer statsborgere i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område. Dette forbud omfatter også hindringer for, at statsborgere i en medlemsstat, bosat på en medlemsstats område, opretter agenturer, filialer eller datterselskaber”.

Ligeledes med tjenesteydelser, som omtaltes i Romtraktatens artikel 59 og i dag findes i Lissabontraktatens artikel 56: “Inden for rammerne af ne-dennævnte bestemmelser er der forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Unionen, for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i en anden medlemsstat end modtageren af den pågældende ydelse”. Og endelig for kapitalbevægelser, som oprindelig var formuleret i Romtraktatens artikel 67, kan man i dag finde reglerne i Lis-sabontraktatens artikel 63f: “Inden for rammerne af bestemmelserne i dette kapitel er alle restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt”.

Disse få og klart formulerede artikler har haft en enorm betydning for udviklingen af de enkelte medlemslande. I utallige tilfælde er medlemslande blevet dømt for at have overtrådt disse grundlæggende præmisser. Ofte for-sætligt af ren og skær protektionisme, men i talrige tilfælde har Domstolens fortolkning af disse runde og programmatiske artikler overrasket medlems-landene. At forbyde restriktioner i varehandelen inden for de områder, der

ikke specifikt er undtaget, er nemlig nemmere sagt end gjort. Eller rettere:

Det rejser et utal af spørgsmål. Hvad skal der forstås ved en vare? Hvad er en restriktion? Hvordan defineres en afgift? Og hvad med foranstaltning med tilsvarende virkning? For slet ikke at tale om undtagelserne i artikel 36. Hvor-dan defineres den offentlige orden, sædelighed og sikkerhed fælles for alle medlemslande? Og hvad med hensynet til dyrs og menneskers velfærd og sundhed? Alle disse spørgsmål kræver et svar. Og det svar – eller rettere: de utallige svar – har EF-Domstolen siden 1958 haft frit lejde til at finde frem til. Som det fremgår afVan Gend en Loos¹⁸¹, har man følt sig fri fra enhver historisk praksis – fællesmarkedet var jo netop noget nyt. En ny begyndelse.

Domstolen har således haft frit slag til at boltre sig og opfinde sin egen ar-bejdsmetode og give svar på de stillede spørgsmål.

Mange spørgsmål kunne være besvaret mere fyldestgørende af politi-kerne ved sekundære retsakter – forordninger og direktiver, men det var der ikke hjemmel til i Romtraktaten. Faktisk var Fællesskabets beføjelser til at udstede bindende retsakter begrænset til enkelte områder som landbrug, transport og konkurrence. Med EF-pakken i 1986 blev der oprettet mere de-taljerede regler. Derfor taler man om, at det var her, det indre marked opstod.

Men på dette tidspunkt havde EU-Domstolen allerede lagt fundamentet.

Det vil være for omfattende her at give en detaljeret beskrivelse af, hvil-ken udvikling disse regler har ført til. Formålet med dette kapitel er derfor inden for de grundlæggende økonomiske friheder, som Fællesskabet inde-holder og beskytter, at illustrere den rolle, som Domstolen har spillet – særligt med fokus på reglerne for arbejdstagernes, varernes og tjenesteydelsernes frie bevægelighed.