Familieretlige spørgsmål

unions-dermed unionsborger, har hr. Baumbast derfor ret til at påberåbe sig artikel 18, stk. 1, EF.”

Hermed ophæver Domstolen den retsstilling, som gjaldt inden unionsbor-gerskabets tilblivelse i Maastrichttraktaten²⁶⁹, hvor en borger i et EU-land kun kunne kræve opholdsret i en anden medlemsstat, såfremt vedkommende var arbejdstager, erhvervsdrivende eller på anden måde anvendte én af ret-tighederne i traktaten. Med unionsborgerskabet er der kommet nye boller på suppen. Opholdsret kan afledes direkte af unionsborgerskabet. Der er i den forbindelse grund til at erindre Domstolens egne ord fraUecker og Jacq-uet-dommen:²⁷⁰“Unionsborgerskab har ikke til formål at udvide det materi-elle anvendelsesområde for traktaten ... ”

Opholdsrettigheder er imidlertid kun en lille del af, hvad der har kunnet udledes af unionsborgerskabet. Og da opholdsrettigheder – det vil sige ud-lændingepolitik – vil blive behandlet selvstændigt i kapitel 5, skal dette kapitel bruges til at beskrive en række andre samfundsområder, der er blevet ændret som følge af unionsborgerskabet. De følgende afsnit er således udpluk heraf og udgør illustrative eksempler på, hvordan unionsborgerskabet, der ifølge traktaten ikke skal erstatte det nationale statsborgerskab, er blevet brugt som løftestang til EU-regulering på en række forskellige sagsområder.

sagen²⁷¹fortolkede Domstolen unionsborgerskabet og princippet om ligebe-handling i forhold til den belgiske navnelovgivning. I Belgien var reglerne nemlig sådan, at en person med flere statsborgerskaber i relation til navn-givning måtte lade det belgiske gå forud for de øvrige. I den konkrete sag havde den nationale forvaltning derfor givet sagsøgerens søn, som havde både belgisk og spansk statsborgerskab, efternavn i henhold til den belgiske lovgivning.

Domstolen henviste først tilBaumbast-dommen og understregede, at unionsborgerskabet udgør “den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere” samt “gør det muligt for de statsborgere i medlemsstaterne, som befinder sig i samme situation, inden for EF-traktatens materielle anvendel-sesområde at blive undergivet samme retlige behandling uafhængigt af deres nationalitet og med forbehold af udtrykkeligt fastsatte undtagelser i denne henseende”.

Domstolen anerkendte, at reglerne for personers navne principielt og

“på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin” hørte under medlemssta-ternes kompetence. Men det ændrede ikke på, at “medlemsstaterne imidler-tid [skal] overholde fællesskabsretten under udøvelsen af denne kompetence, og herunder navnlig traktatens bestemmelser om den frihed, der tilkommer enhver unionsborger til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes om-råde”.

Avellos børn havde fået afslag på at tage deres fars efternavn, som det var traditionen i Spanien. Et sådant afslag mente Domstolen kunne give “an-ledning til alvorlige ulemper såvel erhvervsmæssigt som privat” og fandt der-for, at reglerne for tildeling af navne fremover måtte administreres under hensyn til EU-retten. Begrundelsen er udpræget politisk. I præmisserne 43-45 erklærer Domstolen således, at “en praksis, som den i hovedsagen

om-handlede, hverken [er] nødvendig for eller egnet til at fremme integrationen i Belgien af statsborgere fra andre medlemsstater”. Derfor skal traktaten “for-tolkes således, at den er til hinder for, at forvaltningsmyndigheden i en med-lemsstat under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, afviser at imødekomme en ansøgning om navneændring for mindreårige børn, der er bosat i denne medlemsstat, og som er statsborgere både i denne stat og i en anden medlemsstat, når ansøgningen har til formål at gøre det muligt for børnene at bære det efternavn, som de ville have i henhold til den anden medlemsstats retsorden og traditioner”.

Man kan naturligvis ikke heraf slutte, at Belgien ikke længere selv må af-gøre indholdet af sine navneregler. Der findes godt nok ingen retsakter fra EU om tildeling af efternavne. Men det afholdt dog ikke Domstolen fra at ændre de regler, som vel trods alt må antages at være udtryk for Belgiens demokratiske vilje.

At sagen ikke var helt ukontroversiel ses ved, at flere af medlemslande-nes regeringer valgte at intervenere til støtte for det belgiske synspunkt og forsvarede, at regler som de belgiske ikke var i strid med EU-retten, eftersom navneregler slet ikke var omfattet af EU-retten. Såvel den danske som den hollandske regering gik ind i sagen og støttede det belgiske synspunkt, mens ingen regeringer støttede sagsøgeren. Alligevel valgte EU-Domstolen at lade medlemslandenes navnelove inkludere i EU-retten.

4.2.2 Grunkin og Paul

At Domstolen ikke har ladet det være med sagen fra Belgien, viser den senere udvikling. SagenGrunkin og Paul²⁷²vedrørte anerkendelsen af efternavnet for et barn med tysk statsborgerskab, der var født og havde bopæl i Danmark, og som ved fødslen var registreret med et dobbelt navn, bestående af både

272. C-353/06, blandt andet omtalt i årsrapporten 2008, p. 21 fra 2006.

faderens og moderens navne. Barnets forældre anmodede om at få dette dob-beltnavn registreret i den familiebog, der blev ført i Tyskland, men fik afslag, fordi det efter tysk ret er forbudt at have dobbelt efternavn.

Først slås det således fast – efter samme model som iGarcia Avello– at

“reglerne for personers efternavne på fællesskabsrettens nuværende udvik-lingstrin henhører under medlemsstaternes kompetence”. Men det ændrer ikke på, at “medlemsstaterne imidlertid [skal] overholde fællesskabsretten under udøvelsen af denne kompetence, medmindre der er tale om interne forhold, der ikke har nogen tilknytning til fællesskabsretten”.

I realiteten blev de afgørende skridt allerede taget iGarcia Avello-dom-men, og det er derfor oplagt, når Domstolen også i denne sag slår fast, at “en situation med forskellige efternavne for de berørte kan give anledning til al-vorlige ulemper såvel erhvervsmæssigt som privat, bl.a. som følge af vanske-ligheder, der er forbundet med i den medlemsstat, hvori disse børn er statsborgere, at være omfattet af retsvirkningerne af afgørelser eller doku-menter, der er udfærdiget i det navn, som er anerkendt i en anden medlems-stat, som de ligeledes er statsborgere i (Garcia Avello-dommen)”. Præcis hvilke gener (og deres omfang) der reelt her er tale om, undlader dommerne at definere.

Selve sagen adskiller sig naturligvis fraGarcia Avelloderved, at familien Grunkin-Pauls børn faktisk godt måtte hedde det samme som deres forældre – de kunne bare ikke få det noteret i den offentlige familiebog. Der er derfor her tale om et noget mindre indgribende forhold. Alligevel konkluderer Domstolen, at unionsborgerskabet “er til hinder for, at en medlemsstats kom-petente myndigheder under omstændigheder som de i hovedsagen omhand-lede ved anvendelsen af national ret nægter at anerkende et barns efternavn, der er fastsat og registreret i en anden medlemsstat, hvor barnet er født, “og fra da af er bosiddende, når barnet ligesom sine forældre kun er statsborger

4.2.3 Registreret partnerskab og ægteskabets status

Det er imidlertid ikke kun navnespørgsmål, som Domstolen har vist interesse for. Også indholdet af registrerede partnerskaber er i dag i dommernes hæn-der²⁷³.

Tysklands forfatning bestemmer, at: “Ægteskab og familie nyder en sær-lig beskyttelse i det statssær-lige retssystem”. Og som følge heraf kan to personer af samme køn efter den tyske lov om registreret partnerskab “indgå partner-skab, når de begge, og under den anden parts tilstedeværelse, erklærer, at de ønsker at leve sammen i et registreret partnerskab (registrerede partnere)”. I 2004 blev loven ændret, så registrerede partnere, ligesom ægtefæller, også kunne modtage efterladtes pension i tilfælde, hvor den registrerede parter afgik ved døden.

Hamburgs lov om efterladtes pension til ansatte ved Freie und Hanse-stadt Hamburg begunstigede ægtefolk i forhold til registrerede par, hvorfor Jürgen Römer mente, at hans unionsborgerrettigheder var krænket. Heri var Freie und Hansestadt Hamburg ikke enig. Den henviste til grundloven og anførte, at ægteskab og familie efter dennes artikel 6 hørte under statens sær-lige beskyttelse, og at den fordel, der gives til personer, som har stiftet familie, eller som kunne have gjort det, således havde til formål at kompensere for den yderligere økonomiske byrde, der er forbundet med deres situation²⁷⁴. EU-Domstolen måtte på den baggrund til at tage stilling til medlemslandenes ret til at diskriminere mellem ægteskab og registreret partnerskab. Og som så ofte før indledes dommen med, at “på EU-rettens nuværende udviklings-trin henhører lovgivning om personers civilstand under medlemsstaternes kompetence”²⁷⁵. Det forhindrer dog ikke dommerne i at behandle sagen, for ifølge Domstolen må “princippet om ligebehandling” fortolkes sådan, at

273. C-147/08.

274. Se præmisserne 21-27.

275. Præmis 38.

“ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbe-handling af nogen af de [i direktivet] anførte grunde”. Problemet var bare, at direktivet ikke sagde noget om pensionsregler.

Det problem løste dommerne dog ved at fastslå, at pension må betragtes som en del af lønnen. Og når løn er omtalt, må pension også være det. Men hvorfor havde lovgiver så ikke bare indskrevet det i direktivets tekst? Eller hvorfor overlod dommerne det ikke til lovgiver ved en senere revision at ind-føje pension? Men dommerne foretrak igen at handle selv og rykke til det

“nuværende udviklingstrin”.