Som nævnt tidligere er brugen af efterværn også en del af det møde, som de berørte børn og unge har med det offentlige socialpædagogiske system – en del af den service og de muligheder, som de bliver givet.
Samtidig var det med lovændringerne i 2001 en ambition at få kommu-nerne til at etablere efterværn for de unge, som fylder 18 år i løbet af deres anbringelse. Formålet er at undgå, at de unge – blot fordi de fylder 18 år – fra den ene dag til den anden og uden et egentligt alternativ bliver
“hældt ud” af deres foranstaltninger og dermed overladt til sig selv eller det sociale system for voksne.
Det er derfor relevant at se på, hvad der kan forklare variationen i brugen af efterværn, for herved at opnå viden om, hvad der henholds-vis fremmer og eventuelt hæmmer kommunernes brug af efterværn.
Resultaterne af disse analyser fremgår af tabel 5.20.
Inden vi ser nærmere på resultaterne, er det imidlertid værd at bemærke, at den endelige forklaringsmodel, som indeholder de variable, der bidrager signifikant til at forklare variationen i brugen af efterværn, desværre indbefatter et meget lille antal af observationer – dvs. et meget lille antal kommuner. Modellen bygger således kun på 45 kommuner. Der er med andre ord et stort frafald, hvilket skyldes, at ikke alle respondenter i alle kommuner har svaret, ligesom det ikke er alle respondenter, der har besvaret alle spørgsmål. Og dette problem synes særlig stort i forhold til spørgsmålet om brugen af efterværn. Til gengæld er det værd at lægge mærke til, at den endelige forklaringsmodel faktisk har en meget høj forklaringskraft! Så på trods af, at modellen fanger variationen mellem relativt få kommuner, så er det altså meget af den konstaterede variation, som vi er i stand til at forklare.
Tabel 5.20
Resultaterne af lineær regressionsanalyse til forklaring af variationen i brugen af efterværn.1), 2), 3)
Uafhængig variabel Brugen af efterværn
Årsværk brugt på udelukkende sagsbehandling
set i forhold til antal sager .38*** (3.16)
Eksistensen af en tværfaglig gruppe .32*** (3.03)
Adskillelsen af myndigheds- og leverandørrolle -.23** (2.12) Afdelingsledernes ringe tillid til klienterne
– oplever, at de udnytter systemet -.66*** (5.65)
Socialudvalgsformændenes holdning om, at klienterne har urealistiske forventninger til, hvad
kommunen kan tilbyde .23** (2.33)
Model statistics:
N = Adjusted R²
F-value af samlet model
45 0,57 12.79***
1) Der er i forbindelse med regressionsanalysen foretaget statistiske og visuelle test for at vurdere, hvorvidt forudsætningerne for anvendelse af lineær regression er til stede.
2) *** p< .01 ** p< .05 (two-tailed).
3) Værdierne i de enkelte celler er standardiserede regressions-koefficienter med den absolutte værdi af t-test i parentes.
Med hensyn til de mere substantielle resultater fremgår det af tabel 5.20, at jo flere ressourcer der anvendes på egentlig sagsbehandling, desto større sandsynlighed er der for en relativt hyppig brug af efterværnsfo-ranstaltninger. Brugen af efterværn afhænger altså af, hvor mange sagsbehandlere – hvor mange sagsbehandlingstimer – der er til at tage sig af de enkelte sager. At tænke i efterværn og bruge tid på at etablere det stiger altså med de sagsbehandlerressourcer, der er til rådighed.
Endvidere viser analyserne, at kommuner med en tværfaglig gruppe i højere grad etablerer efterværnsforanstaltninger for anbragte unge, der fylder 18 år, end kommuner, som ikke har en tværfaglig gruppe. En forklaring herpå kan være, at de tværfaglige grupper i sig selv er med til at “huske på” eller “presse på” for, at man tænker på og får lagt en plan for, hvad der skal ske med den unge, når vedkommende fylder 18 år og dermed ikke længere er omfattet af børn og unge-forvaltningens arbejde. En anden forklaring kan være, at de kommuner,
som har oprettet en tværfaglig gruppe, i det hele taget har en højere implementeringsgrad af de forskellige elementer, der indgik i lovændrin-gerne fra 2001. Det vil sige, at det ikke er den tværfaglige gruppe, der i sig selv bidrager til den øgede anvendelse af efterværn, men at eksisten-sen af den tværfaglige gruppe afspejler, at kommunen i det hele taget er med på noderne og derfor har implementeret såvel efterværnsforanstalt-ninger som en tværfaglig gruppe. Det skal imidlertid pointeres, at de to forklaringer ikke er gensidigt udelukkende. Sandheden kan således godt være et “både-og” – at etableringen af efterværnsforanstaltninge r hovedsageligt forekommer i de kommuner, som generelt har en høj implementeringsgrad og dermed også har oprettet en tværfaglig gruppe, men at den tværfaglig gruppe og dens medlemmer også i sig selv forøger sandsynligheden for, at spørgsmålet om efterværn ikke bliver glemt.
Som det fremgår af tabel 5.20, så har en høj adskillelsesgrad mellem kommunens myndigheds- og leverandørroller i forhold til indsatsen over for udsatte børn og unge negativ sammenhæng med, hvor ofte der etableres efterværn for anbragte unge. Jo mere rollerne mellem på den ene side at fungere som besluttende myndighed og på den anden side at levere egentlige socialpædagogiske ydelser er adskilt, desto mindre sandsynlighed er der for, at der etableres en form for efterværnsforanstaltning for den unge, som fylder 18 år. En forklaring på denne sammenhæng kan være, at opsplitningen af de to roller medfører, at de to systemer “glemmer” at tale sammen eller i hvert fald ikke får talt sammen i tide og dermed får lagt en plan for, hvad der skal ske, når den unge fylder 18 år. En anden forklaring kan være, at det i forbindelse med en opsplitning af de to roller bliver lettere for den beslutningstagende myndighed at afvise eventuelle forslag om efterværn og dermed undgå øgede udgifter. Hvad der er den egentlige forklaring, er vanskeligt at afgøre, men igen er det værd at notere sig, at de to forklaringer godt kan være på spil på én og samme tid, og uanset hvad er konsekvensen, at en øget opsplitning mellem de to roller i relation til spørgsmålet om efterværn har en negativ effekt.
Går vi videre i tabel 5.20, fremgår det, at afdelingslederens per-sonlige holdning til eller opfattelse af klienterne også har betydning for, i hvor høj grad der etableres efterværn for de anbragte unge. Jo mere afdelingslederen har den opfattelse, at klienterne udnytter systemet, desto lavere er sandsynligheden for, at der i kommunens sager med unge etableres en form for efterværnsforanstaltning. Man kan umiddelbart sige, at ledelsens opfattelse af, at kommunen eller “det offentlige” indimellem er “tossegode” og yder mere, end hvad der er rimeligt, medfører mindre
villighed til også at lade eventuelle foranstaltninger forsætte ud over det 18. år. Den observerede sammenhæng synes umiddelbart logisk i sin konsekvens. Hvad der derimod ikke synes logisk er, at der er en positiv sammenhæng mellem, hvor ofte der etableres efterværn, og i hvor høj grad socialudvalgsformanden vurderer, at forældre og børn har urealistiske forventninger til, hvad det offentlige kan yde og hjælpe med. Denne kritiske opfattelse af klienterne hænger altså sammen med en relativ hyppig brug af efterværn. Sammenhængen synes umiddelbart ulogisk, men en mulig udlægning er, at de socialudvalgsformænd, som oplever, at klienterne har urealistiske forventninger til, hvad kommunen kan gøre, faktisk også forsøger at signalere til forvaltningen, at de på bedste vis skal forsøge at imødekomme disse forventninger, fx ved at etablere efterværn.
En anden udlægning er imidlertid den modsatte, nemlig at forvaltningens brug af efterværn får socialudvalgsformændene til i højere og højere grad at tænke, at klienterne har urealistiske forventninger til, hvad der er det offentliges opgave. Hvad der er den reelle bagvedliggende mekanisme, kan desværre ikke afgøres med de foreliggende data.
En anden måde at vurdere spørgsmålet om efterværn på er at se på, hvad der forklarer, om kommunen har en fast procedure for, hvad der skal ske ved ophør af en foranstaltning for unge i 17-18-års-alderen.
Spørgsmålet er altså ikke, hvor hyppigt der etableres efterværn, men om man fra kommunens ledelsesmæssige side har indført procedurer, som sikre, at sagsbehandlernes opmærksomhed rettes mod problemstillingen omkring anbragte unge, som fylder 18 år i løbet af deres foranstaltning.
Som resultaterne i tabel 5.21 viser, så er det andre faktorer, der bevirker, om en kommune har indført sådanne procedurer, end dem, der bevirker en relativ hyppig brug af efterværn. For det første: Jo hyppigere en afdelingsleder får statistiske opgørelser vedrørende økonomiske forhold, desto større sandsynlighed er der for, at kommunen har indført en fast procedure for, hvad der skal ske, når en foranstaltning ophører, fordi den unge fylder 18 år. For det andet er der en positiv sammenhæng mellem, hvorvidt kommunen har tilknyttet en eller anden form for supervision til sagsbehandlernes arbejde på den ene side og eksistensen af en fast procedure ved ophøret af foranstaltninger for unge på den anden side.
Hvis der eksisterer supervision, er der altså større sandsynlighed for, at der også eksisterer faste procedurer vedrørende efterværn.
Forklaringen på den positive relation mellem begge de nævnte forhold og eksistensen af en fast procedure for, hvad der skal ske ved ophøret af en foranstaltning for unge, der fylder 18 år, er sandsynligvis,
at begge forhold afspejler en administrativ ledelseskultur og dermed en organisatorisk indretning, hvor sagsbehandlernes arbejde på en systema-tisk måde følges op af ledere og fagligt kvalificerede personer. En systematik, som så også afspejles i, at der formuleres faste procedurer for sagsbehandlingen – herunder også for efterværn.
Tabel 5.21
Resultaterne af logistisk regressionsanalyse til forklaring af variationen i, hvorvidt kommunen har en fast procedure for, hvad der skal ske ved ophør af en foranstaltning for unge i 17-18-års-alderen.1), 2), 3)
Uafhængig variabel Fast procedure for, hvad der skal
ske ved ophør af en foranstaltning for unge i 17-18-års-alderen Hvor hyppigt afdelingslederen får statistiske
opgørelser vedrørende økonomiske forhold .360**
Eksistensen af supervision 1.376**
Sagsbehandlerens opfattelse af, at
kommu-nen er for lille -.620**
Model statistics:
N = Naglekerke R²
184 0,15 1) Der er i forbindelse med regressionsanalysen foretaget statistiske og visuelle test for at
vurdere, hvorvidt forudsætningerne for anvendelse af lineær regression er til stede.
2) *** p< .01 ** p< .05 (two-tailed).
3) Da den afhængige variabel er en dummy-variabel (ja-nej-variabel), anvendes logistisk regression i stedet for lineær regression. I logistiske regressioner anvendes Naglekerkes R² i stedet for Adjusted R² til at belyse modellens forklaringskraft.
Samtidig ser vi af tabel 5.21, at jo mere sagsbehandlerne opfatter kommunen som værende for lille til at løfte dagens opgaver vedrørende de udsatte børn og unge, jo mindre sandsynlighed er der for, at kommu-nen har en fast procedure for, hvad er skal ske, når 17-18-årige unges foranstaltning ophører. Forklaringen på denne sammenhæng er nok den, at små kommuner generelt ikke føler, at de behøver faste procedurer, dels fordi de relativt sjældent har sager, hvor spørgsmålet om efterværn er relevant, og dels fordi den daglige nærhed mellem sagsbehandler og politisk og administrativ ledelse gør, at man finder det unødvendigt at formulere regler og procedurer. Styringen af sagsbehandlerne og
deres arbejde foregår mere uformelt og i forbindelse med de konkrete sager.
Sluttelig skal det nævnes, at vi sammenlignet med modellen, der forklarede variationen i brugen af efterværn, fanger væsentlig flere kommuner, idet 184 af respondenterne indfanges af modellen. Til gengæld er vi – på trods af, at vi undervejs i analyserne har inddraget ikke så få potentielt forklarende variable – kun i stand til at forklare omkring 15 pct. af den observerede variation.