barns anbringelse?
En central del af lov nr. 466 drejer sig om at sikre kontinuiteten i anbringelser. Et af midlerne til at opnå dette mål var at give kommunerne mulighed for at tildele en støtteperson til forældrene til anbragte børn.
En støtteperson til de anbragte børns forældre under anbringelsen kan være med til at styrke forældrenes samarbejde og involvering i arbejdet omkring barnet. Støttepersonen kan dermed, ud over den direkte støtte til forældrene, også have en meget gavnlig effekt for kontinuiteten i anbringelsen, fx ved at der opstår en god kontakt og et godt samarbejde mellem kommunen og forældrene (Jappe, 2004). Det er derfor interessant at undersøge, hvilke forhold der kan være med til at forklare variationen i, hvor ofte der tildeles en støtteperson til forældre under deres barns anbringelse. Resultatet af analysen ses i tabel 5.16 nedenfor.
Tabel 5.16
Resultaterne af lineær regressionsanalyse til forklaring af variationen i til-deling af en støtteperson til forældre under deres barns anbringelse. 1), 2), 3)
Uafhængig variabel Tildeling af en støtteperson til
for-ældre under deres barns anbringelse
Graden af tilfældighed i sagsfordelingen -.22*** (-2.74)
Afdelingslederens opfattelse af, at lokalpolitikerne er dygtige til at udstikke generelle retningslinjer og til at påvirke kommunens virke inden for socialområdet og i det hele taget fokusere på de overordnede linjer
af lokalpolitikerne .35*** (4.32)
Socialdirektørens opfattelse af, at sagsbehandlerne er meget interesserede i at få sagerne hurtigt væk
fra deres bord .25** (3.13)
Sagsbehandlernes opfattelse af, at det er lige så vigtigt at varetage kommunens økonomiske interesser, som at varetage barnets bedste
(Økonomi vs. barnets bedste) .21** (2.63)
Model statistics:
N = Adjusted R²
F-value af samlet model
124 0.22 9.84***
1) Der er i forbindelse med regressionsanalysen foretaget statistiske og visuelle test for at vurdere, hvorvidt forudsætningerne for anvendelse af lineær regression er til stede.
2) *** p< .01 ** p< .05 (two-tailed).
3) Værdierne i de enkelte celler er standardiserede regressions-koefficienter med den absolutte værdi af t-test i parentes.
Det kan for det første konstateres, at principperne for sagsfordelingen i den daglige fordeling af de forskellige sager med udsatte børn og unge har signifikant betydning for, hvor ofte der tildeles en støtteperson til forældre under deres barns anbringelse. Jo mindre tilfældigt det er, hvem af de tilstedeværende sagsbehandlere der tager en given børnesag, i jo højere grad vil der blive tildelt en støtteperson til forældre under deres barns anbringelse. Vi har ikke differentieret mellem, hvilken form for specialisering der måtte være tale om, men blot om sagsbehandlerne er specialiseret inden for et givent område, fx familiens primære baggrund (alkohol, vold etc.), familiens etniske baggrund eller efter geografisk område i kommunen, eller om det er mere tilfældigt. En umiddelbar tolkning af resultatet er, at specialisering af sagerne blandt sagsbehand-lerne gør, at vedkommende i højere grad er opmærksom på de støttemu-ligheder i forbindelse med anbringelse, som der er i lovgivningen. Måske har den pågældende sagsbehandler også gode erfaringer med ordningen, fordi han/hun har haft andre lignende sager, og er derfor mere opmærk-som på at tilbyde en støtteperson til forældre.
For det andet har afdelingslederens opfattelse af, at lokalpoliti-kerne ikke blander sig i enkeltsager, men derimod har fokus på de overordnede linjer på det socialpolitiske område, en positiv effekt på tildelingen af støttepersoner til forældre. Det kan, som tidligere beskre-vet, forklares med, at afdelingslederen føler, at der er en god arbejdsde-ling mellem lokalpolitikerne på den ene side og forvaltningen på den anden. Afdelingslederen kan således også have en betydelig grad af selvstændig indflydelse på den konkrete udmøntning af de overordnede politiske retningslinjer, hvilket kan påvirke brugen af støttepersoner i positiv retning, hvis afdelingslederen selv har opmærksomheden rettet mod det. Samtidig kan det tænkes, at politikerne overordnet set har fokus på anbringelser og anbringelsernes virkning, og at forvaltningen har udmøntet dette ved bl.a. at have fokus på tildeling af støttepersoner.
For det tredje er det sådan, at i jo højere grad socialdirektøren har en opfattelse af, at sagsbehandlerne er interesserede i at få sagerne hurtigt væk fra deres bord, i jo højere grad sker der en tildeling af støttepersoner.
Denne sammenhæng kan umiddelbart synes mærkelig, og vores bedste bud er, at der er tale om tilfældig samvariation.
Det er desuden værd at bemærke, at sagsbehandlernes egen opfattelse af, at det er lige så vigtigt at varetage kommunens økonomiske interesser som at varetage barnets bedste, har en signifikant positiv indvirkning på tildelingen af støttepersoner til forældre under deres barns anbringelse. Det kan tolkes som udtryk for, at mange sagsbehandlere synes, at tildelingen af støttepersoner faktisk kan spare kommunen for en del penge.
Endelig kan det konstateres, at der med de ovenfor beskrevne faktorer i modellen kan forklares 22 pct. af den samlede variation i tildelingen af støttepersoner til forældre under deres barns anbringelse.
Hvad forklarer variationen i, hvor hyppigt hhv. ikke-professionelle og ikke-professionelle personer inddrages i barnets nærmiljø?
Inddragelsen af personer fra barnets/den unges nærmiljø i forbindelse med både udredning og behandling af problemerne med barnet/den unge er et af de elementer, som tidligere er blevet rubriceret under det at sikre “barnets bedste”. Det er en gængs antagelse, at jo mere hjælpen og støtten kan gives i barnets nærmiljø og ved inddragelse af personer tæt på barnet/den unge, jo bedre er det, eftersom barnet/den unge i så fald dels er i vante og trygge omgivelser, dels ikke kommer til at opleve støtten og hjælpen som noget fjernt og abrupt i forhold til liv og omgangskreds i øvrigt. Det er dog fortsat noget uklart, hvem det helt præcist er, der skal inddrages, samt i hvilke situationer en sådan inddragelse anses for at være frugtbar. Delrapport I viste, at der kan sondres mellem “professionelle”
– dvs. lærere, pædagoger og fritidsledere – og “ikke-professionelle” som fx familiemedlemmer og venner/omgangskreds, og at sagsbehandlerne inddrager “de professionelle” i langt højere grad end de “ikke-professionelle”. Derfor er den følgende analyse opdelt i to, således at der først ses på, hvilke faktorer der kan forklare variationen i, hvor hyppigt ikke-professionelle personer i barnets nærmiljø bliver inddraget, mens der umiddelbart bagefter ses på, hvilke faktorer der kan forklare variationen i, hvor hyppigt professionelle personer bliver inddraget i barnets nærmiljø.
Af tabel 5.17, som viser resultatet af analysen af inddragelse af ikke-professionelle personer, er det værd at bemærke, at det er socialdirektø-rens opfattelse af to forhold, som slår igennem, og dermed har betydning for, hvor ofte der sker en inddragelse af ikke-professionelle personer i barnets/den unges nærmiljø i udredningen og behandlingen af barnets/
den unges problemer. Det viser sig, at i jo højere grad socialdirektø-ren mener, at en fast kontaktperson og personlig rådgiver bidrager til barnets bedste, i jo højere grad sker der en inddragelse af ikke-professio-nelle personer i barnets nærmiljø. Dette kan umiddelbart synes som en mærkelig sammenhæng, og vi kan da heller ikke komme med en kvalifi-ceret forklaring herpå. Men som nævnt kan vi, på grund af den måde vi har valgt at strukturere analyserne på, støde på sammenhænge, som er statistisk signifikante, men vanskelige at fortolke. I så fald kan der være tale om sammenhænge, som ikke afspejler egentlige årsagssammenhænge, men i stedet en mere eller mindre tilfældig samvariation.
Tabel 5.17
Resultaterne af lineær regressionsanalyse til forklaring af variationen i, hvor hyppigt ikke-professionelle personer i barnets nærmiljø bliver inddraget.1), 2), 3)
Uafhængig variabel Hyppighed af inddragelse af ikke-
professionelle personer i barnets nærmiljø Socialdirektørens opfattelse af nytten af
en kontaktperson og personlig rådgiver .59*** (.36)
Socialdirektørens ringe tillid til klienterne
– oplever, at de udnytter systemet -.18*** (-31)
Model statistics:
N = Adjusted R²
F-value af samlet model
140 0.16 14.12***
1) Der er i forbindelse med regressionsanalysen foretaget statistiske og visuelle test for at vurdere, hvorvidt forudsætningerne for anvendelse af lineær regression er til stede.
2) *** p< .01 ** p< .05 (two-tailed).
3) Værdierne i de enkelte celler er standardiserede regressions-koefficienter med den absolutte værdi af t-test i parentes.
Omvendt er der en ikke overraskende negativ sammenhæng mellem på den ene side socialdirektørens opfattelse af, at klienterne udnytter systemet, samt at han/hun har ringe tillid til disse, og på den anden side inddragelsen af ikke-professionelle personer i barnets nærmiljø.
Det betyder, at jo ringere tillid socialdirektøren har til klienterne, jo mindre bliver ikke-professionelle personer i barnets nærmiljø inddraget i forbindelse med udredningen og behandlingen af barnets problemer.
Det er ikke overraskende, da de ikke-professionelle personer er familiemedlemmer og venner/omgangskreds i barnets nærmiljø, som socialdirektøren netop ikke har tillid til. Det tyder altså på, at
socialdi-rektørens opfattelser af klienterne har betydning for den adfærd, som de enkelte sagsbehandlere udviser i deres møde med borgerne.
Endelig skal det bemærkes, at modellen kan forklare 16 pct. af den samlede variation i inddragelsen af ikke-professionelle personer i barnets nærmiljø.
Vendes blikket derimod mod inddragelsen af professionelle personer i barnets nærmiljø, ser billedet anderledes ud (se tabel 5.18).
Ganske vist kan nogenlunde den samme andel – 10 pct. – af den samlede variation i inddragelsen af professionelle personer i barnets nærmiljø forklares, men det er andre forhold, som bidrager til forklaringskraften.
For det første har afdelingslederens ledelsesstil over for sagsbehandlerne betydning derved, at jo mere tid afdelingslederen bruger på økonomiske og organisatoriske forhold, jo mindre bliver de professionelle inddraget i barnets nærmiljø og dermed i udredningen og behandlingen af bar-nets/den unges problemer. Den oplagte forklaring er, at der i takt med afdelingslederens øgede fokusering på økonomi og organisering er mindre mulighed for opmærksomhed mod og tid til “mødet med borgen” og dermed den konkrete inddragelse af personer i barnets nærmiljø.
Derudover er det et af de elementer, som er blevet kategoriseret som “organisatoriske indretninger”, der har betydning for, hvor ofte professionelle personer inddrages i barnets nærmiljø. Analysen viser nemlig, at i jo højere grad der bliver delegeret ansvar ud til forvaltningen – og nedad i forvaltningen – jo mere er der en tendens til, at de professi-onelle personer i barnets/den unges nærmiljø inddrages i udredningen og behandlingen af barnet/den unge. Det vil sige, at der i højere grad sker inddragelse af professionelle i barnets nærmiljø, hvis det fx er en sagsbehandler eller en afdelingsleder, som har kompetencen til at godkende beslutningen om iværksættelse af en given foranstaltning, end hvis kompetencen slet ikke var delegeret, eller hvis det var socialdirektø-ren, som havde kompetencen. Det kunne tyde på, at de personer, som i højere grad er i direkte berøring med klienterne, skønner, at inddragelsen af professionelle personer i barnets nærmiljø er mere til det gode, end personer, som er “højere oppe” i den kommunale styringskæde gør. Det kunne også tolkes derhen, at netop uddelegering af ansvar til forvaltnin-gen – og nedad i forvaltninforvaltnin-gen – er en måde for lokalpolitikerne og de øverste i den kommunale forvaltning til at udnytte og anerkende, at det i højere grad er sagsbehandlerne og afdelingslederne, som ligger inde med kompetencen til at træffe de “rigtige” beslutninger, og at de ved at delegere derfor billiger de beslutninger, som sagsbehandlere og
afdelingsledere træffer. Med andre ord kan der godt “oppe i systemet”
være enighed i, at det er godt at inddrage professionelle personer i bar-nets/den unges nærmiljø, selvom analysen viser, at der er en større grad af inddragelse af professionelle personer i barnets nærmiljø, jo mere der er delegeret.
Endelig kan det af tabel 5.18 ses, at i jo højere grad afdelingsle-deren mener, at efterværnsforanstaltningerne bidrager til barnets bedste, jo mindre hyppigt sker der inddragelse af professionelle personer i barnets/den unges nærmiljø i forbindelse med udredningen og behand-lingen af barnets/den unges problemer. Der er højst sandsynligt ikke tale om en årsagssammenhæng her, men i stedet mere eller mindre tilfældig samvariation, som vi ikke kan forklare.
Tabel 5.18
Resultaterne af lineær regressionsanalyse til forklaring af variationen i, hvor hyppigt professionelle personer bliver inddraget i barnets nærmiljø. 1), 2), 3)
Uafhængig variabel Hyppighed af inddragelse af professionelle personer i barnets nærmiljø Afdelingslederens tidsforbrug på
økonomiske og organisatoriske forhold -.22** (-2.78)
Graden af delegation .23** (2.88)
Afdelingslederens holdning til nytten af
efterværn -.18** (-2.26)
Model statistics:
N = Adjusted R²
F-value af samlet model
144 0.10 6.30**
1) Der er i forbindelse med regressionsanalysen foretaget statistiske og visuelle test for at vurdere, hvorvidt forudsætningerne for anvendelse af lineær regression er til stede.
2) *** p< .01 ** p< .05 (two-tailed).
3) Værdierne i de enkelte celler er standardiserede regressions-koefficienter med den absolutte værdi af t-test i parentes.