Endnu et væsentligt element i bestræbelserne på at sikre barnets bedste i forbindelse med børn og unge-sager er, at genanbringelser sker så sjældent som muligt. At et barn/en ung ryger fra det ene anbringelsessted til det andet eller anbringes, hjemtages og derefter bliver anbragt igen, betragtes som problematisk, idet det skaber usikkerhed for barnet.
Som det fremgik af 2004-undersøgelsen, var det i en meget lille del af kommunerne, at sagsbehandlerne vurderede, at forskellige former for turbulens i anbringelsen overhovedet forekom (omkring 80 pct. af de sagsbehandlere, som havde haft anbringelsessager, vurderede, at dette skete i ingen eller en lille del af sagerne). Desuden var den hyppigst forekomne form for diskontinuitet, at barnet/den unge flyttes fra et anbringelsessted til et andet med accept fra barnet og forældremyndig-hedsindehaveren. Som det ses af tabel 4.7 på næste side, synes der at være en markant stabilitet i forhold til dette spørgsmål, idet 84 pct. eller mere vurderer, at der ikke på de forskellige enkeltspørgsmål er sket en ændring i retning af sjældnere eller oftere end før 1. juli 2004. Samtidig er der en lille gruppe på 6-11 pct., som mener, at det sker sjældnere i dag end tidligere. Der er imidlertid også en – endog endnu mindre – gruppe på mellem 1 og 9 pct., som oplever, at de forskellige former for turbulens i dag forekommer oftere end før.
Tabel 4.7
“Hvor ofte er følgende sket i anbringelsessager efter juli 2004, hvor du har været/er sagsbehandler, sammenlignet med før juli 2004?” Procent.
Meget sjældnere
Sjældnere Hverken sjældnere eller oftere
Oftere Meget oftere
Sammenbrud i anbringelsen 4 5 86 5 0
Genanbringelse af barnet/den
unge 5 4 87 3 0
Flytning fra et
anbringelsessted til et andet
med accept 2 4 84 9 0
Flytning fra et
anbringelsessted til et andet
uden accept 6 5 88 1 0
Indstilling til Børn og Unge-udvalget om, at et anbragt
barn/ung ikke må hjemtages 7 0 92 1 0
Kilde: Skema til sagsbehandlere. N = 211-213.
Hovedkonklusionen må imidlertid blive, at der ikke synes at være nogen nævneværdig ændring i forhold til spørgsmålet om diskontinuitet i anbringelsen. Konklusionen skal ses i lyset af, at anbringelsessager i det hele taget er relativt få, hvorfor de afrapporterede udsving meget vel kan skyldes enkeltstående sager, som præger den korte periode, der er spurgt ind til, og dermed ikke er udtryk for en generel tendens. Turbulente anbringelsesforløb er således fortsat et fænomen, som ifølge sagsbe-handlerne forekommer relativt sjældent.
I forbindelse med 2004-undersøgelsen så vi også på, hvorvidt enten afdelingslederen eller socialdirektøren har (fået) udarbejdet statistiske opgørelser over antallet af genanbringelser, samt om lovænd-ringerne fra 2001 medførte en ændring i kommunens administrative retningslinjer vedrørende tilsyn med anbringelser. Desuden så vi på, om sagsbehandleren har brugt § 42a i sager, hvor et frivilligt anbragt barn/
ung ønskes hjemtaget, men hvor hensynet til barnet/den unge tilsiger, at vedkommende ikke skal hjemgives. § 42a giver Børn og unge-udvalget mulighed for at beslutte, at barnet/den unge ikke må hjemtages i op til tre måneder.
Resultatet i 2004-undersøgelsen var, at i 81 pct. af kommunerne får enten socialdirektøren eller afdelingslederen statistiske oplysninger om antallet af genanbringelser enten en gang om året eller oftere, mens dette ikke er tilfældet i 19 pct. af kommunerne. Sammenlignes dette resultat med 2005-undersøgelsen, ses det i tabel 4.8, at nogle har bevæget sig i den ene retning, mens andre har bevæget sig i den anden, mens en tredje gruppe afrapporterer, at de i dag får statistiske oplysninger vedrørende antallet af genanbringelser lige så ofte efter 1. juli 2004 som før. Og igen er bevægelserne så små, at de ikke er signifikante og dermed ikke berettiger til konklusion om en egentlig ændring.
Tabel 4.8
”Får enten kommunens socialdirektør eller forvaltningens afdelingsleder statistiske oplysninger vedrørende antallet af genanbringelser sjældnere eller oftere end før 1. juli 2004?” Procent.
Sjældnere i
Afdelingsleder 26 40 34 Nej
Socialdirektør 33 39 28 Nej
Kilde: Skema til afdelingsledere, N = 167, skema til socialdirektører, N = 161.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt lovændringerne havde medført en ændring i kommunens administrative retningslinjer vedrørende tilsyn med anbringelser, viste 2004-undersøgelsen, at Folketingets lovændringer i 2001 i et vist omfang fik de kommuner, som har administrative retningslinjer, til at ændre disse, hvad angår tilsyn med anbringelser.
Henholdsvis 5 pct. og 19 pct. af afdelingslederne mente således, at lovændringerne i henholdsvis meget høj grad og i høj grad havde medført, at de ændrede deres retningslinjer vedrørende tilsyn. Omvendt var der 5 pct. og 9 pct., som mente, at lovændringerne kun i lav eller i meget lav grad førte til, at de ændrede deres administrative retningslinjer på dette punkt. Desuden var der 32 pct. af kommunerne, som angav, at de slet ikke har ændret deres administrative retningslinjer. Årsagen hertil kan imidlertid være, at spørgsmålet om tilsyn med anbringelsessted allerede synes udførligt beskrevet i retningslinjerne, eller at man blot ikke har ønsket/haft tid til at revidere de eksisterende retningslinjer. Endelig skal det nævnes, at 38 pct. af kommunerne slet ikke havde skriftlige administrative retningslinjer.
Sammenlignes dette med 2005-undersøgelsen, viser det sig, at 24 pct. af kommunerne siden 1. juli 2004 har ændret deres administrative retningslinjer omkring tilsynet med anbringelser. Stikkes der imidlertid et spadestik dybere, viser det sig, at kun otte (16 pct.) af de kommuner, som i 2004 ikke havde retningslinjer vedrørende tilsyn med anbringelser, i den mellemliggende periode har fået retningslinjer.
Flytter vi fokus og ser nærmere på, hvorvidt sagsbehandleren har brugt § 42a i sager, hvor et frivilligt anbragt barn/ung ønskes hjemtaget, men hvor hensynet til barnet/den unge tilsiger, at vedkommende ikke skal hjemgives, viste resultaterne i 2004-undersøgelsen, at det var i forholdsvis få kommuner, at man anvendte § 42a i sager, hvor det ellers ville være relevant. I 71 pct. af kommunerne havde sagsbehandlerne anvendt den nævnte paragraf i ingen/en lille del af de aktuelle sager, mens det til gengæld var blevet gjort i alle eller langt de fleste sager blandt 12 pct. af kommunernes sagsbehandlere. Sammenlignes resultatet med situationen i 2005, fremgår det af tabel 4.9, at langt størstedelen af sagsbehandlerne vurderer, at der ingen ændring er sket. Til gengæld er der 11 pct., som mener, at de i dag anvender § 42a mindre end før, mens kun 3 pct. mener, at de bruger den oftere. Man skal dog være varsom med at lægge alt for meget i tallene, dels fordi så stor en gruppe fastholder, at de ikke har ændret adfærd, dels fordi spørgsmålet bygger på et meget lille datamateriale, eftersom kun 63 af kommunerne i den forgangne periode har haft en eller flere sager, hvor det var relevant overhovedet at overveje at anvende § 42a.
Tabel 4.9
“Hvor ofte anvendes § 42a i sager, hvor et frivilligt anbragt barn/ung ønskes hjemtaget, men hvor hensynet til barnet/den unge tilsiger, at barnet/den unge ikke skal hjemgives, sammenlignet med før juli 2004?”
Procent.
Procent
Meget sjældnere 8
Sjældnere 2
Hverken sjældnere eller oftere 87
Oftere 3
Meget oftere 0
Note: Det store frafald skyldes, at der er 154 af sagsbehandlerne, som ikke har haft en sådan sag.
Kilde: Skema til sagsbehandlere. N = 63.
Sammenfatning
Med hensyn til spørgsmålet om inddragelse af de berørte børn/unge i forbindelse med § 38-undersøgelsen synes der – oven i en allerede positiv tendens – at være en vis positiv udvikling. Det er imidlertid fortsat sådan, at mellemstore og store børn langt oftere inddrages end små børn. Når vi ser på, hvilke foranstaltninger de kommunale sagsbehandlere inddrager de berørte børn/unge i, kan vi konstatere, at adfærdsændringen er stærkest i relation til de foranstaltninger, hvor de i forvejen relativt ofte inddrog barnet/den unge, nemlig de foranstaltninger, hvor barnet/den unge er hovedpersonen i foranstaltningen.
Et flertal af kommunernes administrative ledelser har i perioden mellem 2004 og 2005 beskæftiget sig explicit med spørgsmålet om inddragelse af de berørte børn og unge ved enten at ændre i eksisterende retningslinjer eller ved at indføre retningslinjer i det hele taget. Når vi ser på, om de administrative ledere i det hele taget følger med i, hvor ofte sagsbehandlerne inddrager de berørte børn, fremgik det af undersøgelsen fra 2004, at det kun meget sjældent skete, og det fremgår af 2005-undersøgelsen, at der ikke er sket signifikante ændringer i hverken afdelingsledernes eller socialdirektørernes adfærd. Der er altså en svag tendens til en højere inddragelse af de berørte børn og unge, når sagsbehandlerne vurderer deres egen adfærd. Men denne bevægelse kan ikke forklares med, at der i den pågældende periode er sket en ændring i de administrative retningslinjer og ledernes “holden øje med” området.
Med hensyn til spørgsmålet om inddragelse af barnets/den un-ges nærmiljø, er konklusionen, at der overordnet set ikke er sket en signifikant adfærdsændring fra 2004 til 2005. Der er fortsat en større tendens til at inddrage “professionelle” personer fra barnets nærmiljø end
“ikke-professionelle”. Samme resultat tegner sig, når vi ser på, hvorvidt flere kommuner i 2005 end i 2004 har implementeret forskellige administrative forhold, som formodes at styrke kommunens fokus på inddragelse af personer fra nærmiljøet.
Undersøgelsen viser desuden, at 60 pct. af kommunerne siden 1. juli 2004 og frem til undersøgelsestidspunktet i 2005 har etableret en eller anden form for foranstaltning i det lokale nærmiljø. Der er dog primært tale om mindre initiativer såsom oprettelse af specialklasser, specialbørnehaver, lokale samtalegrupper eller etablering af lokale aftaler om praktiktilbud, men faktisk har 9 pct. oprettet mere ressourcetunge foranstaltninger som fx et lokalt døgntilbud eller et familieværksted.
Med hensyn til spørgsmålet om, i hvor høj grad de kommunale sagsbehandlere gør noget aktivt for, at de anbragte børn og unge bevarer
deres bånd til de biologiske forældre, viste undersøgelsen i 2004 allerede et meget højt niveau. Undersøgelsen fra 2005 tyder på, at den positive adfærd er fortsat og måske endda styrket lidt op gennem 2004-2005.
Et andet væsentligt spørgsmål for analysen er spørgsmålet om diskontinuitet i anbringelsen. Hovedkonklusionen er, at der ikke synes at være nogen nævneværdig – hverken positiv eller negativ – ændring.
Turbulente anbringelsesforløb er således fortsat et fænomen, som ifølge sagsbehandlerne forekommer relativt sjældent, og som ikke betragtes som noget stort problem, når de ses i lyset af den samlede mængde af anbringelsessager.
Overordnet må vi altså konkludere, at der i relation til forskellige forhold vedrørende “barnets bedste” ikke er sket markante ændringer fra 2004-undersøgelsen og til 2005-undersøgelsen. Men dér, hvor man kan ane visse bevægelser, er disse positive.