Statistikker, tværfaglige grupper, supervision og kvalitetssikringsproce-durer er ikke de eneste former for vidensopsamling, som socialforvalt-ningerne kan benytte sig af til at styrke deres arbejde. Jævnlige evaluerin-ger kan også være med til at højne ikke blot ledelsens, men også de enkelte sagsbehandleres viden om forskellige forhold med relevans for deres arbejde.
Derfor blev der i 2004-undersøgelsen spurgt til, om en række nærmere definerede emner havde været genstand for en evaluering foretaget af kommunen inden for de sidste fem år. En nærmere analyse (faktoranalyse) af data viste, at oplysningerne vedrørende de forskellige evalueringsemner afspejler tre kategorier, der omhandler evaluering af brugertilfredshed, evaluering af effekter og evaluering af sagsbehandling og samarbejde.
I tabel 4.33 sammenlignes resultaterne fra 2004- henholdsvis 2005-undersøgelsen.
Tabel 4.33
Andel kommuner, hvor følgende emner indgik i en eller flere evalueringer foretaget af socialforvaltningen. Procent.
Brugertilfredshed Brugertilfredshed 16 4
Effekter Kortsigtede effekter for de berørte børn 26 9
Langsigtede effekter for de berørte børn 9 7
Sagsbehandling og samarbejde
Udviklingen i kommunens indsats over for børn og unge med særlige behov
37 13
Sagsbehandlingens kvalitet 42 17
Samarbejdet internt i afdelingen 38 15
Samarbejdet internt i forvaltningen 32 15
Samarbejdet med amtet 16 5
Samarbejdet med det sundhedsfaglige
Samarbejdet med leverandører af andre ydelser end anbringelse
21 8
Andet 10 6
Kilde: Skema til afdelingsledere. 2004: N = 199. 2005: N = 202.
Som det ses af tabel 4.33, er de forskellige emner blevet evalueret i et markant mindre antal kommuner i 2005-undersøgelsen end i 2004-undersøgelsen. Dette er imidlertid et logisk resultat, idet de to målinger ikke rummer lige lange perioder. 2004-undersøgelsen dækker således en femårig periode, mens 2005-undersøgelsen kun spørger ind til en etårig periode. Det er derfor relevant at se på, hvorvidt det relative forhold mellem de forskellige evalueringsemner har ændret sig i perioden mellem de to
målinger. Spørgsmålet er altså, hvorvidt der er sket en forskydning i, hvad evalueringer før 1. juli 2004 hovedsageligt omhandlede, set i forhold til efter 1. juli 2005. Ingen af emnerne springer fra topplacering til bundplacering eller omvendt (en rangordning af de forskellige evalueringsemner for hver af de to målinger fremgår af bilagstabel 4.11). Derfor er den overordnede konklusion, at der ikke fra 2004- til 2005-undersøgelsen er sket en nævneværdig ændring i kommunernes evalueringstraditioner.
Ventetider
En hurtig sagsbehandling og en hurtig effektuering af en afgørelse kan også ses som et succesparameter i forbindelse med forvaltningens arbejde.
Ventetiders længde kan således tages som et af flere udtryk for kvaliteten af den sagsbehandling, som borgerne modtager. Jo kortere tid berørte børn og unge samt deres familier skal vente på, at den vedtagne foranstaltning iværksættes, desto bedre er det. Dette ikke kun af hensyn til barnet/den unge og familien, men også for, at problemerne ikke skal eskalere og derved måske skabe behov for mere omkostningstunge løsninger.
Der blev derfor i forbindelse med 2004-undersøgelsen spurgt til ventetiden på en række foranstaltninger. Efterfølgende blev de – efter nærmere analyse – inddelt i følgende fire kategorier, som rummer væsensforskellige typer af foranstaltninger: 1) ventetider på ophold uden for hjemmet, 2) ventetider på rådgivning, 3) ventetider på tilbud til unge og 4) ventetider på behandling/hjælp knyttet til familien.
2004-undersøgelsen viste, at der ikke var væsentlig forskel på den gennemsnitlige ventetid på de fire forskellige kategorier af foran-staltninger. Dog var der lidt længere ventetid på ophold uden for hjemmet end på de øvrige kategorier af foranstaltninger. I det hele taget var de typer af foranstaltninger, som kommunens egne sagsbehandlere ofte selv varetager, dem, hvor ventetiden var kortest, fx foranstaltningerne under rådgivning og hjælp til familien.
Af tabel 4.34 ses, hvorvidt der fra 2004- til 2005-undersøgelsen er sket ændringer i den vurderede ventetid på de forskellige foranstaltninger. Og som det fremgår, er der tale om signifikante ændringer, således at ventetiden på samtlige foranstaltninger – med undtagelse af “familiebehandling” – i dag angives til at være længere, end de gjorde i 2004-undersøgelsen. For alle foranstaltninger er der også en gruppe af kommuner, som angiver ventetiden til at være kortere end den, de angav i 2004, men mængden af kommuner, der angiver, at den er blevet længere, er signifikant større.
Tabel 4.34
“Hvor lang ventetid vil du vurdere, der i gennemsnit er på følgende foranstaltninger i din kommune?” Procent.
Længere
Aflastningsordning 40 34 26 Ja
Familiepleje 37 44 29 Ja
Amtslig døgninstitution 34 37 21 Ja
Opholdssted 58 26 26 Ja
Forældre/barn- anbringelse
37 43 20 Ja
Ventetider på rådgivning
Konsulentbistand 41 42 17 Ja
Personlig rådgiver 37 41 22 Ja
Fast kontaktperson 38 39 23 Ja
Ventetider på tilbud til unge
Praktiktilbud 33 45 23 Ja
Kost-/efterskole 41 31 28 Ja
Hybel/eget værelse 34 44 22 Ja
Ventetider på behandling/
hjælp knyttet til familien
Hjemme-hos støtte 36 42 22 Ja
Familiebehandling 35 35 30 Nej
MST (multisystemisk terapi)
82 9 9 Ja
Note: I forbindelse med dataindsamlingen blev der også samlet data ind vedrørende ventetider på kommunal døgninstitution. Spørgsmålet er imidlertid nødt til at udgå af analysen, da hele 82 pct. har svaret “ved ikke/eksisterer ikke” til dette spørgsmål.
Kilde: Skema til sagsbehandlere. N = 45 – 181. MST er en behandlingsform, som kun forekommer i 45 af respondentkommunerne, hvorfor N her falder til så få.
Sammenfatning
Hvad angår “kvalitet i sagsbehandlingen”, ses der ikke de store ændringer – men dog nogle – fra 2004 til 2005. Fx var der i 2004 84 pct. af de deltagende kommuner, som havde etableret enten en fast eller en ad hoc tværfaglig gruppe, mens dette tal i 2005 var 82 pct. Brugen af den tværfaglige gruppe har heller ikke ændret sig nævneværdigt – men når
den har, er det i positiv retning. Med hensyn til vidensopsamlingsaktivi-teter er konklusionen delvis den, at der i dag er flere kommuner, som tilbyder deres sagsbehandlere supervision sammenlignet med før 1. juli 2004 (fra 78 pct. til 85 pct.). Med hensyn til ledernes vidensopsamling – forstået som opsamling og overblik af viden i form af statistiske opgørel-ser over såvel økonomiske som mere socialfaglige forhold – er konklu-sionen, at der på trods af små forskydninger i både den ene og den anden retning på det enkelte kommuneniveau ikke kan konstateres generelle og markante ændringer i de kommunale afdelingslederes og socialdirektø-rers adfærd, mht. hvor hyppigt de får udarbejdet eller selv udarbejder statistiske opgørelser over økonomi og ressourceforbrug i relation til kommunens arbejde med børn og unge med særlige behov. Hvad angår spørgsmålet om brug af statistiske opgørelser vedrørende det socialfaglige arbejde, er konklusionen, at små forskydninger i begge retninger ikke ændrer på, at der ikke ses nævneværdige bevægelser fra 2004 til 2005.
Faktum er således stadig, at statistiske opgørelser af den ene eller den anden slags ikke anvendes i særlig vidt omfang.
En tredje form for vidensopsamling er gennemførelsen af for-skellige former for evalueringer. Da de to undersøgelser i forbindelse med evalueringer spørger til to ikke lige lange perioder, er det ikke muligt at sige, om der er sket en stigning eller et fald i brugen af evalueringer.
Derimod viste en analyse af indholdet af evalueringerne før 1. juli 2004 sammenlignet med perioden efter 1. juli 2004, at der ikke i perioden 2004-2005 er sket markante forskydninger, mht. hvilke emner der er fokus for kommunernes evalueringer. Sagsbehandlingens kvalitet samt samarbejde internt med de pædagogiske og sundhedsfaglige netværk i kommunen er fortsat de hyppigst forekommende evalueringsemner.
En signifikant ændring fra 2004- til 2005-undersøgelsen er imid-lertid, at størstedelen af sagsbehandlerne vurderer ventetiderne til at være blevet længere på næsten samtlige foranstaltninger. Familiebehandling er den eneste foranstaltning, hvor der ikke er markant flere, der vurderer, at ventetiden er blevet længere, sammenlignet med antallet, der vurderer, at den er blevet kortere.
Konklusion
Formålet med dette kapitel har været at undersøge, hvorvidt kommu-nerne på en række temaer i højere grad har implementeret
lovændrin-gerne i 2005 end i 2004. Temaerne har været strukturerende for analy-serne både i dette kapitel og i delrapport I, idet disse temaer dækker de lovændringer, som ønskes evalueret. Da opfølgningen på de enkelte temaer har været relativt omfattende, har vi valgt at lave egentlige sammenfatninger undervejs i kapitlet.
Da temaerne drejer sig om vidt forskellige dele af lovændrin-gerne og dermed forskellige aspekter ved arbejdet med udsatte børn og unge, er det vanskeligt at lave en samlet konklusion på baggrund af de enkelte temaer. Alligevel kan vi overordnet set konstatere, at der på nogle af de enkelte områder under hvert tema er sket en positiv ændring i kommunernes implementering. På de fleste områder kan vi imidlertid ikke konstatere nogen positive ændringer i kommunernes implemente-ring. Omvendt har vi kun på et enkelt delområde – ventetider på foranstaltninger – kunnet se ændringer i negativ retning.
Eksempler på de områder under de enkelte temaer, hvor vi har kunnet se ændringer i positiv retning – om end i begrænset omfang – er en højere inddragelse af de berørte børn og unge, i hvert fald når sagsbehandlerne selv skal sammenligne deres nuværende adfærd med deres adfærd udvist før 2004. Ligeledes gør kommunernes sagsbehandlere generelt fortsat ofte noget aktivt for at sikre, at anbragte børn bibeholder et bånd til deres biologiske forældre. Derudover kan der generelt konstateres en stigning i brugen af de foranstaltninger, som henvender sig til de såkaldt utilpassede unge. Generelt angiver en signifikant større andel af sagsbehandlerne, at der er retningslinjer for forskellige delområder af deres arbejde. Godt 10 procentpoint flere kommuner har generelt set etableret retningslinjer på forskellige områder, sammenlignet med første dataindsamling. Sagsbehandlerne har ligesom ved første dataindsamling udtrykt en høj grad af tilfredshed med retningslinjerne og mener, at de har en høj påvirkningsgrad, uden at der dog er sket en signifikant stigning i hverken tilfredsheden eller påvirkningsgraden. Imidlertid skal det ses i sammenhæng med det høje niveau, tilfredsheden og påvirkningsgraden var på allerede ved første dataindsamling. Desuden er der sket en ganske svag stigning i antallet af kommuner, som mindst én gang har ydet en støtteperson til forældre under deres barns anbringelse siden sidste dataindsamling. Imidlertid er der på landsplan sket en markant stigning i antallet af tildelte støttepersoner, hvilket må betyde, at de kommuner, som bruger støttepersonordningen mindst én gang om året, også har oplevet en stigning i brugen af støtteperson til forældre.
Som nævnt kan der dog på de fleste områder ikke ses nogen æn-dringer i implementeringen af lovænæn-dringerne. Det gælder fx inddragelse af barnets/den unges nærmiljø og administrative forhold, som skulle fremme inddragelsen af barnets/den unges nærmiljø. Ligeledes er der ikke sket signifikante ændringer, hvad angår diskontinuitet i anbringelsen.
Turbulente anbringelsesforløb er således fortsat et fænomen, som ifølge sagsbehandlerne forekommer relativt sjældent, og som ikke betragtes som noget stort problem, når de ses i lyset af den samlede mængde af anbringelsessager. Der er heller ikke sket nævneværdige ændringer mht.
implementeringen af forskellige administrative procedurer og forhold, der menes at bidrage til en minimering af genanbringelser. Handleplaner for efterværnsindsatsen er fortsat på et rimeligt højt niveau, uden at dette er steget, ligesom med oprettelsen og brugen af en tværfaglig gruppe.
§ 42a anvendes stadig kun i begrænset omfang, og uden at der er sket ændringer fra 2004 til 2005. Med hensyn til ledernes vidensopsamling – forstået som opsamling og overblik af viden i form af statistiske opgørel-ser over såvel økonomiske som mere socialfaglige forhold – kan der ikke konstateres signifikante ændringer på trods af små forskydninger.
Der er desuden en række andre detailområder under de enkelte temaer, hvor der ikke er sket ændringer. Det er vigtigt at påpege, at denne “stilstand” ikke kan ses som udtryk for manglende evne eller lyst i kommunerne til forandring. Det er væsentligt at tage den korte tidshorisont mellem de to dataindsamlinger i betragtning. Der har således kun været knap et år mellem de to dataindsamlinger. På så kort tid er det vanskeligt at forestille sig omfattende ændringer på en lang række områder. Det er nok en stor del af forklaringen på, at vi har set positive ændringer på nogle områder, mens vi på en række andre områder ikke har kunnet se ændringer i implementeringen af lovændringerne.
Kapitel 5