hhv. starten og ophøret af en foranstaltning?
Som det er tilfældet ved § 38-undersøgelser, er det væsentligt, at bar-net/den unge bliver hørt, når der iværksættes en konkret foranstaltning, for at få barnets/den unges mening om den konkrete foranstaltning og for at høre, om vedkommende selv synes, det er en hensigtsmæssig løsning. Ligeledes er det væsentligt at have en samtale med barnet eller den unge, når forvaltningen skønner, at foranstaltningen bør ophøre, for at høre, om barnet/den unge er af samme mening. Som det ses, når man sammenligner tabel 5.13 med tabel 5.14 og 5.15, er der forskel på, hvilke forhold der har betydning for, hvor ofte de berørte børn og unge inddrages i forbindelse med en § 38-undersøgelse, og hvor ofte der er en samtale med barnet/den unge ved henholdsvis starten og ved ophøret af foranstaltningen.
Tabel 5.14
Resultaterne af lineær regressionsanalyse til at forklare variationen i, hvor hyppigt der finder en samtale sted med barnet/den unge ved starten af en foranstaltning.1), 2), 3)
Uafhængig variabel Hyppighed af samtale med berørte
barn/ung ved starten af en foranstaltning Afdelingsleders tidsforbrug på forhold af
ekstern karakter -.24*** (-3.08)
Eksistensen af en værdiproces .16** (2.04)
Sagsbehandlernes ringe tillid til klienterne
– oplever, at de udnytter systemet -.20** (-2.47)
Model statistics:
N = Adjusted R²
F-value af samlet model
143 0.13 7.13***
1) Der er i forbindelse med regressionsanalysen foretaget statistiske og visuelle test for at vurdere, hvorvidt forudsætningerne for anvendelse af lineær regression er til stede.
2) *** p< .01 ** p< .05 (two-tailed).
3) Værdierne i de enkelte celler er standardiserede regressions-koefficienter med den absolutte værdi af t-test i parentes.
Kigger vi først på, hvad der kan forklare hyppigheden af samtale med barnet/den unge ved starten af en foranstaltning, er der tre forhold, som har signifikant betydning (se tabel 5.14). For det første har det betydning, hvilken ledelsesstil den enkelte afdelingsleder har. Det har således betydning, i hvor høj grad afdelingslederen orienterer sig eksternt og bruger tid på forhold af ekstern karakter set i forhold til afdelingen – det være sig lokalpolitikere eller eksterne aktører inden for og uden for kommunen. Jo mere tid afdelingslederen bruger på sådanne eksterne aktiviteter, jo mindre tilbøjelighed er der i kommunen til at have en samtale med det berørte barn eller den unge ved starten af en foranstalt-ning. Det kunne tyde på, at afdelingslederens fravær fra afdelingen øger sagsbehandlernes incitament til selv at bestemme, hvor ofte de afholder samtaler med de berørte børn ved starten af en foranstaltning.
For det andet har kommuner, som har været gennem en værdi-proces omkring forvaltningens arbejde i børnesager, flere samtaler med de berørte børn og unge ved starten af en foranstaltning, end kommuner, der ikke har været gennem en sådan værdiproces. At anvende værdipro-cesser som ledelsesværktøj er udsprunget af ideen om, at man i organisa-tioner, som er præget af individuelle skøn og individuel beslutningstag-ning, må styre ud fra nogle overordnede værdier i stedet for gennem regelstyring. Antagelsen er, at regelstyring netop ikke kan anvendes, når der er tale om mange konkrete og individuelle beslutninger. Det lader altså til, at de værdier, som er blevet diskuteret i værdiprocesserne i disse kommuner, også er slået igennem hos sagsbehandlerne og i deres adfærd i “mødet med borgeren”.
Desuden har også sagsbehandlernes opfattelse af klienterne sig-nifikant betydning for, hvor ofte der er samtale med barnet/den unge ved starten af en foranstaltning, ligesom vi så, at det gjorde sig gældende for inddragelse af barnet/den unge i forbindelse med § 38-undersøgelsen.
Jo ringere tillid sagsbehandlerne har til klienterne, i jo mindre grad finder der en samtale sted med barnet/den unge ved starten af en foranstaltning.
Som vi har været inde på tidligere, giver det umiddelbart mening, da den ringe tillid meget vel kan tænkes at udmønte sig i manglende samtale med barnet/den unge.
Der kan med disse tre forhold forklares 13 pct. af den samlede vari-ation i hyppigheden af samtale med det berørte barn/den berørte unge ved starten af en foranstaltning.
Når vi derimod ser på, hvor ofte der finder en samtale sted med barnet/den unge ved foranstaltningens ophør, kan der samlet set
forklares noget mere, nemlig 21 pct. af variationen (tabel 5.15). Det ses, at der sjældnere finder samtale sted med de berørte børn og unge ved foranstaltningens ophør i de kommuner, hvor afdelingslederen orienterer sig eksternt og bruger tid på forhold af ekstern karakter set i forhold til afdelingen – det være sig lokalpolitikere eller eksterne aktører inden for og uden for kommunen. Som det var tilfældet med samtale med barnet/den unge ved starten af en foranstaltning, har afdelingslederens ledelsesstil altså betydning for, om der finder en samtale sted ved ophøret af foranstaltningen. Forklaringen er nok den samme, nemlig at afdelingslederens fravær fra afdelingen øger sagsbehandlernes incitament til selv at bestemme, hvor ofte de afholder samtaler med de berørte børn ved ophøret af en foranstaltning.
Tabel 5.15
Resultaterne af lineær regressionsanalyse til forklaring af variationen i hyppigheden af samtale med barnet/den unge ved foranstaltningers ophør.1), 2), 3)
Uafhængig variabel Hyppighed af samtale med det berørte
barn/unge ved ophør af en foranstaltning Afdelingsleders tidsforbrug på forhold af
ekstern karakter -.22*** (-2.92)
Gennemstrømning af forvaltningschefer -.18*** (-2.29)
Sagsbehandlernes holdning til nytten af viften af foranstaltninger i øvrigt (dvs.
– efterværn og støtteperson til forældre) .18** (2.37)
Sagsbehandlernes opfattelse af, at lokal-politikerne er dygtige til at udstikke generelle retningslinjer og til at påvirke kommunens virke inden for socialområdet og i det hele
taget fokusere på de overordnede linjer .27*** (3.51)
Model statistics:
N = Adjusted R²
F-value af samlet model
143 0.21 9.04***
1) Der er i forbindelse med regressionsanalysen foretaget statistiske og visuelle test for at vurdere, hvorvidt forudsætningerne for anvendelse af lineær regression er til stede.
2) *** p< .01 ** p< .05 (two-tailed).
3) Værdierne i de enkelte celler er standardiserede regressions-koefficienter med den absolutte værdi af t-test i parentes.
Analysen viser derudover, at det er andre forhold, som har betydning for, hvor ofte der er samtale med barnet/den unge, ved ophør end ved start af en given foranstaltning. Jo oftere der har været udskiftning på posten som socialforvaltningschef, i jo mindre grad finder der samtale sted med det berørte barn/den unge ved en foranstaltnings ophør. Det kan forklares med, at der i kommuner, hvor der relativt tit er udskiftning af socialforvaltningschefer, ofte ikke vil være den samme kontinuitet i socialforvaltningen, hvilket også giver mulighed for, at der ikke er så høj grad af systematik i arbejdet med børnesager, ligesom opfølgningen og styringen fra ledelsens side nok er svagere i disse kommuner.
Derudover har det også betydning for, hvor ofte der er samtale med barnet/den unge ved foranstaltningers ophør, hvilken opfattelse sagsbehandlerne har dels af foranstaltnings- og anbringelsesviften – ud over efterværn – og dels af lokalpolitikerne. Begge dele har en positiv indvirkning, således at i jo højere grad sagsbehandlerne tror på, at foranstaltnings- og anbringelsesviften – ud over efterværn – bidrager til at sikre barnets bedste, og i jo højere grad sagsbehandlerne har en opfattelse af, at lokalpolitikerne er dygtige til at udstikke de generelle linjer og påvirke kommunens virke på socialområdet, i jo højere grad har sagsbehandlerne en samtale med de berørte børn og unge ved foranstalt-ningers ophør. En udlægning af dette er, at sagsbehandlernes opfattelse af, i hvor høj grad de forskellige former for særlig støtte sikrer barnets bedste, hænger sammen med deres generelle opfattelse af begrebet barnets bedste. Mange kan have den mening, at barnets bedste netop handler om at inddrage barnet selv, hvorfor de også anser det for naturligt, at der finder en samtale sted ved ophør af en given foranstaltning.
I de kommuner, hvor sagsbehandlerne har en positiv opfattelse af, at lokalpolitikerne er dygtige til at udstikke de generelle retningslinjer og til at påvirke kommunens virke på socialområdet og i det hele taget fokusere på de generelle linjer, kan det hænge sammen med, at der her eksisterer en generel arbejdsdeling mellem politikerne og forvaltningen, som begge parter er tilfredse med. Politikerne tager sig således af den overordnede ledelse af socialområdet og blander sig ikke i enkeltsager, men overlader derimod den konkrete udmøntning af de overordnede linjer til forvaltningen. I forlængelse heraf er det muligt, at man fra politisk side i disse kommuner fokuserer på inddragelsen af de berørte børn og unge, hvilket så udmønter sig i, at sagsbehandlerne oftere har samtale med de berørte børn og unge ved foranstaltningers ophør.