Endnu et element, som hører ind under overskriften “mødet med borgeren”, er spørgsmålet om, hvor ofte genanbringelser finder sted.
Gentagende genanbringelser eller ændringer i anbringelsessted ses af alle som problematiske, eftersom det skaber ustabilitet, øger barnets/dens unges problemer med at skabe nære relationer og mindsker barnets/den unges evne og lyst til at knytte sig til andre. Gentagende genanbringelser kan derfor siges at være udtryk for, at den service/hjælp, som møder borgeren ikke er så optimal, som vi ville ønske, den var. Det skal imidlertid i parentes påpeges, at undersøgelserne i såvel delrapport I som i kapitel 4 i denne rapport viser, at genanbringelser og ændring i anbrin-gelsessted ikke vurderes til at forekomme specielt hyppigt. Dog er det stadig muligt at observere en vis variation mellem kommunerne, mht.
hvor hyppigt sagsbehandlerne vurderer, at genanbringelser og ændring i anbringelsessted forekommer. I den oprindelige spørgsmålsformulering blev sagsbehandleren bedt om at vurdere hyppigheden af genanbringel-ser og ændring i anbringelsessted på en skala fra 1 til 5, dvs. gående fra “i ingen/en lille del af sagerne” til “i alle/langt de fleste sager”. Da der imidlertid, som nævnt, er tale om, at genanbringelser vurderes til at forekomme relativt sjældent, har vi vurderet, at det var interessant at se på, hvad der kan forklare variationen mellem dem, som praktisk talt aldrig oplever genanbringelser eller ændring i anbringelsessted, og dem, der melder tilbage, at de indimellem eller endog ofte oplever dette. Skalaen er med andre ord blevet omkodet til en skala, hvor en score på 0 er lig med, at man praktisk talt aldrig oplever genanbringelser eller ændring i anbringelsessted, mens 1 er lig med, at det opleves indimellem, hvis ikke endda ofte. Spørgsmålet for de følgende analyser er derfor, hvad der kan forklare forskellen mellem de kommuner, der ifølge eget udsagn praktisk talt aldrig har genanbringelser eller ændring i anbringelsessted, og dem, som oplever det relativt hyppigt. Resultaterne fremgår af tabel 5.23.
Tabel 5.23
Resultaterne af logistisk regressionsanalyse til forklaring af variationen i hyppigheden af genanbringelser.1), 2), 3)
Uafhængig variabel Hyppigheden af genanbringelser
”Omfanget/styrken” af kommunens
evaluerings-tradition .368***
Hvor hyppigt afdelingslederen får statistiske opgørelser vedrørende det socialpædagogiske
arbejde -1.510***
Eksistensen af virksomhedsplan -1.469***
Sagsbehandlernes holdning om mere ansvar
til forældre 2.217***
Sagsbehandlernes holdning om, at der skal
sættes hårdere ind 1.599***
Model statistics:
N = Naglekerke R²
98 0,43 1) Der er i forbindelse med regressionsanalysen foretaget statistiske og visuelle test for at
vurdere, hvorvidt forudsætningerne for anvendelse af lineær regression er til stede.
2) *** p< .01 ** p< .05 (two-tailed).
3) Da den afhængige variable er en dummy-variabel (ja-nej-variabel), anvendes logistisk regression i stedet for lineær regression. I logistiske regressioner anvendes Naglekerkes R² i stedet for Adjusted R² til at belyse modellens forklaringskraft.
Af tabel 5.23 ses det for det første, at den endelige forklaringsmodel er relativt god til at forklare den observerede variation. Lidt under halvdelen af variationen kan således forklares med henvisning til de skitserede variable.
Af tabellen fremgår det endvidere, at tre såkaldte ledelsesværk-tøjer på forskellig vis hænger sammen med, hvorvidt kommunen praktisk talt aldrig eller faktisk indimellem eller oftere må genanbringe eller ændre børn og unges anbringelsessted. Resultaterne viser således, at jo mere omfattende kommunens evalueringstradition er, jo hyppigere forekommer genanbringelser og ændring af anbringelsessted. Forklarin-gen på denne sammenhæng er imidlertid nok den modsatte kausalitet, nemlig den, at de kommuner, som har relativt mange genanbringelser også er de kommuner, som i de forgangne år selv har følt et behov for at få evalueret og diskuteret deres socialpædagogiske indsats. Konklusionen er altså ikke, at evalueringer har negativ effekt på forekomsten af
genanbringelser og ændring af anbringelsessted, men samtidig skal det påpeges, at der heller ikke er belæg for at sige det modsatte, nemlig at hyppige og omfattende evalueringer af kommunens socialpædagogiske arbejde i signifikant grad fører til en mindskelse af antallet af genanbrin-gelser og ændring af anbringelsessted, for i så fald ville fortegnet på den observerede effekt være modsat – dvs. negativ i stedet for positiv.
Dette er imidlertid tilfældet, når vi ser på de to øvrige ledelses-værktøjer, som viser sig at have en effekt på hyppigheden af genanbrin-gelser og ændring i anbringelsessted. Både udarbejdelsen af en såkaldt
“virksomhedsplan” for socialforvaltningens arbejde og hyppigheden af afdelingslederens “overvågning” af dele af sagsbehandlernes arbejde i form af statistiske opgørelser over fx sagsbehandlernes tidsforbrug, antallet af udarbejdede handleplaner og interview med børn og unge set i forhold til antallet af sager, hænger negativt sammen med antallet af genanbringelser og ændring i anbringelsessted. Jo mere afdelingslederen i statistisk form forsøger at opnå overblik over og holde øje med sagsbehandlernes arbejde, desto mindre vurderes problemet med genanbringelser og ændring af anbringelsessted til at være. Og hvis kommunens forvaltning hvert år skal udfylde og revidere en såkaldt virksomhedsplan over mål og planer for forvaltningens kommende arbejde, så er problemet med genanbringelse og ændring i anbringelsessted også mindre. Forklaringen på disse to sammenhænge er sandsynligvis, at såvel afdelingslederens “overvågning”
som udarbejdelsen af virksomhedsplaner sætter fokus på og skærper opmærksomheden omkring såvel det socialpædagogiske arbejde generelt som genanbringelser specifikt. Desværre har vi ikke oplysninger om, hvad de forskellige virksomhedsplaner indeholder, hvorfor vi ikke med sikkerhed kan sige, at de specifikt indeholder mål og planer vedrørende genanbringelse og ændring af anbringelsessted, men det behøver heller ikke være helt specifikke mål herom, som skaber den observerede effekt.
Der kan lige så vel være tale om mål og planer om samarbejde og dialog med anbringelsessteder – herunder plejefamilier – eller om grundige samtaler med såvel de berørte børn/unge som deres forældre.
Foruden de to faktorer, der som nævnt bidrager til at mindske problematikken omkring genanbringelser og ændring i anbringelsessted, så viser resultaterne i tabel 5.23 også to faktorer, som bidrager til at øge problematikken. Begge faktorer afspejler holdningsmæssige aspekter på sagsbehandlerniveau. Resultaterne i tabel 5.23 viser således, at jo mere sagsbehandlerne mener, at forældre burde have mere ansvar, og at man i højere grad burde lytte til dem, desto større synes problematikken
omkring genanbringelser og ændring i anbringelsessted at være. Ligeledes er der en positiv sammenhæng mellem, at sagsbehandleren mener, at der skal sættes hårdere ind over for klienterne og deres sociale problemer på den ene side, og genanbringelser og ændring i anbringelsessted på den anden side. Resultatet afspejler nok, at der er to forskellige typer af sagsbehandlere, men hvor deres forskelligheder altså lige i forhold til spørgsmålet om genanbringelser har samme effekt. På den ene side har vi sagsbehandlerne, som, fordi de mener, at man skal lytte til forældrene, inddrage dem og fastholder troen på, at de kan lære at løfte forældreop-gaven, dels måske griber mildere ind end nødvendigt, dels lader foræl-drene hjemtage anbragte børn tidligere og oftere end sagsbehandlere, der i mindre grad har tillid til forældrene og deres forælderevne. På den anden side har vi en gruppe af sagsbehandlere, som omvendt mener, at der skal gribes hårdere ind – at vi tvangsfjerner for få og i det hele taget giver forældrene for stor indflydelse. At denne holdning hænger sammen med en relativt hyppig brug af genanbringelser og ændring af anbringel-sessted, er imidlertid sandsynligvis et spørgsmål om omvendt kausalitet, nemlig et spørgsmål om, at gentagne og mange hjemtagelser med efterfølgende genanbringelser resulterer i, at nogle sagsbehandlere bliver desillusioneret og mister troen på nytten af at inddrage og tage hensyn til forældrenes ønsker. En alternativ forklaring kan være, at de sagsbehand-lere, som går ind for en hurtig indgriben og anbringelse, indimellem får anbragt barnet/den unge på et ikke helt optimalt anbringelsessted.
Med de forhåndenværende data kan vi ikke afgøre, hvilken mekanisme der hovedsageligt er tale om, men sagen er faktisk også den, at begge mekanismer kan være på spil på en og samme tid.