Forsørgertabserstatning
Erstatning for tab af forsørger er den løbende erstatningsydelse til den efterladtes æg-tefælle, samlever og børn. Erstatningen fastsættes på baggrund af de forringede for-sørgelsesmæssige forhold, de efterladtes muligheder for at forsørge sig selv, alder, heldbredstilstand, uddannelse, beskæftigelsesmulighed samt forsørgerforhold og øko-nomiske forhold i øvrigt.
Beløb
Erstatningen er en tidsbestemt ydelse, som for ægtefællens/samleverens tilfælde årligt udgør 30 % af afdødes årsløn, dog maksimum 407.000 kr., jf § 24. Varigheden fast-sættes i det enkelte tilfælde og kan maksimalt vare i 10 år.
Afdødes børn under 18 år er berettigede til en erstatning svarende til en løbende årlig ydelse på 10 % af afdødes årsløn, der maksimalt kan udgøre 407.000 kr. Er barnet 18 år og under uddannelse og forholdene i øvrigt taler derfor kan ydelsen forlænges til uddannelsens afslutning, dog maksimum til barnet bliver 21 år, jf. § 21. Hvis den samlede erstatning til ægtefælle og børn er mindre end 70 %, kan der yderligere udbe-tales erstatning til andre, som afdøde forsørgede, jf. § 22.
Anmeldelsesfristen for erhvervssygdommen er også 9 dage. Da erhvervssygdomme netop er kendetegnede ved at være en følge af en længerevarende påvirkning, er det fastsat i lovens § 31, stk. 3, at anmeldelsesfristerne ved erhvervssygdomme regnes fra det tidspunkt, hvor den anmeldelsespligtige har fået kendskab til, at sygdommen må antages at være erhvervsbetinget.
Ved dødsfald er anmeldelsesfristen 48 timer, og dødsfald skal anmeldes separat, det vil sige også selvom samme ulykke tidligere er anmeldt som (kun) en arbejdsulykke.
Hvem skal anmelde?
Det er arbejdsgiveren, der skal anmelde. I visse tilfælde skal også læger og tandlæger anmelde forhold ved deres patienter, som tyder på en erhvervssygdom.
Hvem kan anmelde?
Tilskadekomne kan selvfølgelig også selv anmelde arbejdsskader, det kan navnlig være relevant, hvis arbejdsgiveren i strid med loven ikke anmelder forholdet. Desvær-re ses det af og til, at arbejdsgiveDesvær-ren ikke mener at der er tale om en skade, der vil kunne medføre et krav efter loven på erstatning eller andet. Kun hvor det er helt åben-bart tilfældet, bør arbejdsgiverens nægtelse af at anmelde accepteres, I alle andre si-tuationer bør tilskadekomne selv anmelde arbejdsskaden. Det har noget med anmel-delsesfristerne og konsekvenserne af, ikke at anmelde rettidigt, at gøre, jf. næste af-snit.
Hvad hvis anmeldelsen er for sen?
Hvis anmeldelse ikke af arbejdsgiveren er indsendt rettidigt, kan krav om erstatning efter loven dog rejses af tilskadekomne eller de efterladte, hvis det sker inden for en frist af 1 år fra arbejdsskadens indtræden. For erhvervssygdomme, jf. § 7, gælder det ligeledes her, at fristen regnes fra det tidspunkt, hvor tilskadekomne eller de efterladte har fået kendskab til, at sygdommen må antages at være erhvervsbetinget.
Når der er særlig grund dertil, kan der ses bort fra fristen.
Særlig grund foreligger normalt, når samtlige disse 4 betingelser alle er opfyldt:
1) Tilskadekomne skal have været udsat for en arbejdsskade,
2) Der skal være rimelig begrundelse for, at tilskadekomne ikke har anmeldt retti-digt,
3) Der skal være ganske overvejende sandsynlighed for, at arbejdsskaden er årsa-gen til tilskadekomnes aktuelle helbredsmæssige årsa-gener (betegnes ”årsagssam-menhæng”), samt
4) Følgerne af arbejdsskaden skal have et sådant omfang, at der er grundlag for at tilkende skadelidte méngodtgørelse eller erhvervsevnetab. Dette undtager såle-des de bagatelagtige skader,
Dom: Østre Landsrets dom af 7. februar 2007 (B-846-06)
I sagen havde tilskadekomne været udsat for en færdselsulykke i arbejdstiden den 23. juni 2003, hvor hans varevogn blev påkørt bagfra af en lastbil. Den 10. august
2003 blev tilskadekomne hasteindlagt med smerter i nakke, bryst, hoved og vestre arm og ben. Han gennemgik en lang række undersøgelser, blandt andet for mistanke for blodprop i hjertet. I september 2003 fik tilskadekomne røntgenfotograferet sin rygsøjle, og der konstateredes her et brud, samtidig med at der anførtes ”Piskes-mæld OBS”: Tilskadekomne fortsatte herefter med at gå til kontrol, og klagede den 24. september 2004 over fortsat hovedpine, smerter i venstre skulder og nedsat kraft, men havde genoptaget sit arbejde i mindre omfang. Først efter en fornyet undersøgelse den 14. marts 2005 blev der stillet en endelig diagnose gående på, at færdselsuheldet i juni 2003 var årsag til generne. Herefter anmeldtes skaden til Arbejdsskadestyrelsen, der imidlertid ikke ville dispensere fra anmeldelsesfristen.
Denne afvisning blev påklaget til Ankestyrelsen, der med henvisning til krav nr. 2, jf. ovenfor, nåede til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen. Sagen blev ind-bragt for Østre Landsret, der imidlertid nåede til, at tilskadekomne – da han ved et par lejligheder selv havde forespurgt de undersøgende læger om færdselsuheldet kunne være årsag – ikke var blevet bestyrket i denne opfattelse, hvorfor der skulle have været dispenseret fra fristen. Sagen blev derfor sendt retur til Arbejdsskade-styrelsen med henblik på at påbegynde sagsbehandlingen af sagen.
Hvad hvis sagsbehandlingen trækker ud?
Som anført ovenfor er der nu fastsat relativt korte frister for Arbejdsskadestyrelsens behandling af sagen. I mange tilfælde forudsætter arbejdsskadestyrelsens sagsbehand-ling imidlertid, at tilskadekomne medvirker i processen – eksempelvis gør til special-læge med henblik på specialspecial-lægeundersøgelser og så videre.
Tilskadekomne har imidlertid naturligvis også en forpligtelse til at foretage anmeldel-se til sin arbejdsgiver og til at søge nødvendig lægelig behandling med henblik på at få konstateret skaden og komme under behandling. Anmeldelse skal ske på en blanket, som kan fås hos forsikringsselskabet.
Hvis tilskadekomne ikke medvirker til, at sagen kan behandles ved for eksempel at udeblive fra undersøgelser eller undlade at fremsende relevante oplysninger, bortfal-der krav efter loven efter 5 år regnet fra arbejdsskadens indtræden.
KAPITEL 16