THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

/•y-y.ipfr

DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1.-2.S 30 I 8°

F R E D . N Ø R G A A R D

DANMARK FRA 1864

T I L G E N F O R E N I N G E N M E D S Ø N D E R J Y L L A N D

* • • •

H . A S C H E H O U G & C O .

K J Ø B E N H A V N

• - --Co

i

D A N M A R K F R A 1 8 6 4

TIL GENFORENINGEN MED SØNDERJYLLAND

I

FRED. NØRGAARD

DANMARK FRA 1864

T I L G E N F O R E N I N G E N M E D S Ø N D E R J Y L L A N D

HISTORISKE AFSNIT I.

U D G I V E T A F

P . ENG E L S T O F T O G FRED. NØRGAARD

FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & CO.

KJØBENHAVN • MCMXX

TRYKT HOS J JØIUil-.NSKN & CO (IVAK JANTZKN)

f

I N D H O L D .

Side

Forord 5

Indledning 6— ~

1. Genrejsningsarbejde 6—10

Søfart og Handel Side (i. Dalgas og det danske Hede­

selskab Side 7. — Folkehøjskolen Side 8. De danske Skytteforeninger Side 9.

2. Sønderjylland de første Aar efter Krigen 10—12

3. Indre Politik 1864—70 12—18

Grundloven afl866 Sidel2. Lovgivningsarbejde 1866 -70 Side 16.

4. Krigen 1870- 71 18- 20

5. Nye Tankers Gennembrud . . . . , 20 26 Georg Brandes og det litterære Gennembrud Side 2(1. — Socialismen Side 22.

6. Kampen for Folkestyre 26—42

1870-85 Side 26. — Provisorietiden (1885—94) Side 37.

— Fra Forliget til Systemskiftet Side 41.

7. Den politiske Udvikling fra Systemskiftet til Verdenskrigens

Udbrud 43—56

8. Kirkelige og folkelige Bevægelser : 56—64 Den grundtvigske Bevægelse Side 56. — Indre Mission Side 62. — Tredie Betning Side 63. — Ydre Mission Side 63. — Kirkelige Foreninger Side 63.

9. Folkeoplysning 64—73

Folkeskolen og dens Lærere Side 64. — Skoler for Ung­

dommen Side 67. — Pressen Side 68. — Almindelig Folkeoplysning Side 70. — Litteratur, Kunst og \iden- skab Side 71.

10. Økonomisk Udvikling 73—85

Befolkning Side 73. Trafikvæsen, Postvæsen, Telegraf, Telefon Side 74. — Landbruget Side 75. — Brugsfor­

eninger, Andelsmejerier, Andelsslagterier og andre Sammenslutninger inden for Landbruget Side 77. — Søfart og Handel, Haandværk og Industri Side 81.

Fagforeninger Side 83. — Pengevæsen Side 84.

Side

11. Sønderjylland fra 1878 — 1018 85— 91

12. Under Verdenskrigen 91 —IUI

13- Island 101-103

14. Fra \aabenstilstandens Indtræden til Sønderjyllands Gen­

forening med Danmark 103 Ho

FORORD.

FNNF kortfattede Fremstilling af vor Historie fra 1864 til Nutiden tænker jeg mig især brugt ved Undervisningen paa Folkehøjskolen og andre Ungdomsskoler, hvor man øn­

sker at give Fieverne en Bog i Hænde som Grundlag for Samtaletimer. Men det er ogsaa mit Haab, at andre, der øn­

sker lidt Kendskab Iii de sidste halvtreds Aars Begivenheder, vil kunne have Nytte af Bogen.

Det er en Selvfølge, at man i en Bog af et saa forholdsvis ringe Omfang vil savne adskilligt, som var Omtale værd.

Min Medudgiver, cand. mag. P Engelstoft, har støttet mig med Baad og Vink under Udarbejdelsen og har læst Bogen igennem i Manuskript. .leg bringer ham min bedste Tak derfor.

Det er vor Hensigt, om Forholdene indbyder dertil, senere at udgive kortfattede Fremstillinger af andre historiske Afsnit.

t Hvide Hus« v. Frederiksborg Højskole, / 4 . M a r t s 1 9 2 0 .

Fred. Nørgaard.

D

Oktober 1864 mistet en Tredjedel af sit Landomraade og en tilsvarende Del af sin Befolkning. Den haarde Fred, som de to sejrende Stormagter bod Danmark, vakte den dy­

beste Sorg hos alle Lag af Folket, og til Sorgen føjede sig hos mange Fortvivlelse med Hensyn til Landets Fremtid. Folkets tunge Sorg afspejler sig i de Forhandlinger, der førtes 0111 Freden i Kigsraadets Folketing og Landsting i Begyndelsen af November 1864. Mange kunde ikke bringe det over deres Sind at stemme J a til en Sønderlemmelse, der bragte de dan­

ske Sønderjyder ind under Fjendernes Herredømme. Hother Hage udtalte: »Lad hellere det hele Folk lide sammen med Slesvigerne, lor at det hele Folk kan rejse sig med dem efter at have toml Lidelsens Kalk til Bunden. For os, der bliver tilbage, bliver Fremtiden dog mørk . . .« Ja, enkelte talte end­

og om, at man burde begynde Kampen igen, da vilde Stem­

ningen i Europa vende sig og Hjælpen komme. Stærkest kom dette til Orde i I), (i. Monrads Tale, der er præget af det dybeste Mismod: ».leg frygter for«, sagde han, »at denne Fredsslutning... vil være Danmarks Dødsdom«. »Jeg frygter for«, udtalte han senere i sin Tale, »at det vil være umuligt for dette lille Land, der bliver tilbage, at bevare sin politiske Selvstændighed, og jeg frygter for, at man, i sin Bestræbelse paa at bevare sin politiske Selvstændighed og derved undgaa en Ulykke, skal styrte Landet i en endnu langt, langt større Ulykke, nemlig en Deling efter Store Bælt«. Alfred Hage ud­

talte, al han vidste ikke, om han kunde faa dette afskyelige Ja over sine Læber, men enten Rigsraadet sagde J a eller Nej, var dog Danmarks Undergang besvoret.

De Heste indsaa dog, at det var nødvendigt at slutte Fred, hvor tunge end Vilkaarene var. Og enkelte skimtede en Strime af Dag gennem det tætte Mørke. Orla Lehmann satte sit Haab til, at Fredstraktaten inden lang Tid vilde blive æn-

6

diet i Henhold til Nationalitetsprincippet, andre udtalte deres fulde Forvisning om, at de danske Sønderjyder ikke vilde lade sig kue, men bevare deres Sprog og Folkeejendomme- lighed.

Og lykkeligvis fik de Ret, som ikke tvivlede om Folkets Fremtid. Freden blev ikke Danmarks Dødsdom. Sorgen skabte ikke alene Fortvivlelse, men hos mange øget Lyst til at bruge alle deres Kræfter i et Genrejsningsarbejde. De kom­

mende Aartier viste, at Folket ikke havde mistet Evnen til at arbejde og leve, en rig Udvikling i Haandens og Aandens Verden præger Tidsrummet efter 1864.

1. Genrejsningsarbejde.

Søfart og Handel. »Hvad udadtil tabtes, skal indadtil vin­

des« blev for mange en Rettesnor i deres Arbejde. Paa Sø­

fartens og Handelens Omraade er C. F. Tietgen den ypperste Foregangsmand. Tietgen er født i Odense 1829; i hans Hjem raadede Flid og Nøjsomhed, og især hans Moder var stærkt paa­

virket af den kristelige Lægmandsbevægelse, hvis ejendomme­

ligste Prædikant var Peter Larsen Skræppenborg. Tidlig kom Tietgen i Manufakturhandlerlære, brugte flittigt sin sparsomme Fritid til at øge sine Kundskaber, og kun 20 Aar gl. rejste han til England og fik Ansættelse i et stort Verdensfirma i Manchester. Han udvidede sin Handelskundskab, lærte Sprog, studerede Nationaløkonomi og engelsk Rankvæsen. I nogle Aar var han Manchester-Firmaets Handelsrejsende i de skan­

dinaviske Lande, men 185,5 nedsatte han sig som Grosserer i København, 1857 blev han, kun 28 Aar gl., Direktør lorden nyoprettede Privatbank i København; og takket være især hans enestaaende Dygtighed og Handlekraft fik Privatbanken snart en førende Stilling. Paa alle Omraader af Betydning inden for Handelen og Søfarten mærker man snart hans ind­

flydelse. Han er fuldt og helt Forretningsmand, men bag alle hans storslaaede Foretagender ligger som Drivkraft en dyb Kærlighed til Fædrelandet; dets Ære og Fremgang stod altid for hans Tanke. 1866 dannede han »Det forenede Damp­

skibsselskab«, der begyndte sin Virksomhed med en Handels- flaade paa 17 Skibe, men under hans kloge Ledelse voksede det hurtigt, og ved hans Død (1901) havde det over hundrede

Dampskibe. 1869 fik han stiftet »Store nordiske Telegrafsel­

skab«, hvis Kabler forbandt Danmark med Norge, England og Rusland, og Telegrafanlæg førtes gennem Sibirien, Kina og Japan og bragte saaledes Danmarks Navn til de fjerneste Lande. 1872 føjede Tietgen et nyt Led til sine Foretagen­

der: han iik omdannet Burmeister og Wains Skibsbyggeri til et Aktieselkab under hans Ledelse, store Udvidelser blev fore­

taget, vort Land fik her et ydedygtigt, moderne Skibsbyggeri.

Samme Aar grundlagde han »De danske Sukkerfabrikker«, som fik stor Betydning for Landbruget. Han fik dannet Sammen­

slutningen : »De danske Spritfabrikker«, senere »De forenede Bryggerier«. Ogsaa Jernbanevæsenets Udvikling var han stærkt optaget af; han deltog i Bygningen af Kalundborgba­

nen, den lollandske og østsjællandske Jernbane og Banen til Gedser. I alle disse og liere Foretagender var Tietgen Hoved­

manden.

I kirkelig Henseende sluttede han og hans Hustru sig til den grundtvigske Retning, navnlig Grundtvig, P. Rørdam og C. J. Brandt stod han i nært Venskabsforhold til. Som et smukt og mægtigt Udtryk for hans kirkelige Interesse staar Marmorkirken, som han lod fuldende. Den indviedes i 1894, og dens første Præst blev efter Tietgens Ønske I. H. Monrad.

Dalgas og det danske Hedeselskab. Omkring 1860 laa hen­

ved 130 Q| Mil (7,400 [ km) af Jyllands Areal udyrket hen.

Man kunde gaa mange Mil ud over den brune Hede uden at træffe Mennesker eller Boliger, Men mange Ting tydede paa, at der i gamle Dage havde været store Skovstrækninger, hvor unyttig Plantevækst nu bredte sig. Kunde disse milevide Lyng­

flader igen vindes ind til nyttig Brug, vilde meget være vun­

det. Det var Dalgas, der fik Gang i det Arbejde. Enrico Mylius Dalgas er født i 1828 i Neapel af danske Forældre.

Slægten var af fransk Oprindelse. 1849 blev Dalgas Premier­

løjtnant, 1853 ansat som Ingeniør ved de store Landevejsan- læg i Jylland. Hans Virksomhed førte ham ud over Heden, og snart begyndte hans Tanker at sysle med dens Fremtid.

Og Ulykken i 1864 gav Tankerne Fart. 1866 dannedes »Det danske Hedeselskab« ved et Møde i Aarhus, Dalgas blev dets Direktør og Sjælen i dets Virksomhed. Mange private støttede Arbejdet, og Staten gav større og større aarlige Tilskud. 1 de første Aar fik Dalgas anlagt store Engvandingsanlæg(»rin­

8

dende Vand er Lyngens Død«). Han hjalp de fattige Hede­

bønder til at faa grundforbedret Jorden, ved at Mergel blev tilført, tit maatte det ske langvejs fra ad Mergelbaner. Og udyrket Hedejord toges ind til Dyrkning. Nu begyndte de jydske Bønder at faa Tillid til Dalgas. Og saa kunde han løse sin egentlige Opgave: at faa plantet paa Heden. Hans Maal var, »at man kunde gaa i Skov lige fra Kongeaaen til Viborg«.

Hedeselskabet skaffede billige Planter til Bønderne, det opfor­

drede Rigmænd til at købe store Hedestrækninger og beplante dem. Som Aarene gik, blev Plantelysten større og større. 25 Aar elter Hedeselskabets Stiltelse havde det Tilsyn med hen­

ved 600 Plantager (omtr. 4 [ j Mil), og samtidig var Statens Plantager og Klitplantninger vokset til (>7² [ Mil. Arbejdet er stadig fortsat. Ved Udgangen af 1914 var der ved Hedesel­

skabets Hjælp anlagt ikke mindre end 2182 Plantager (omtr.

14 L Mil.) Det udyrkede Areal er nu bragt ned under det halve af den Størrelse, det havde i 1860. Og store Skovstræk­

ninger staar og fortæller Efterslægten om Fædrenes trofaste og nyttige Arbejde.

Folkehøjskolen. Allerede 1844 var den første Højskole ble­

ven rejst, i Rødding i Nordslesvig. Mellem Krigene var der oprettet enkelte Højskoler, paa Fyn havde Christen Kold byg­

get sin Skole, der paa mange Maader blev Forbillede for de kommende. Men Højskolens Indflydelse naaede ikke udover en mindre Kreds, i Aaret forud for Krigen 1864 var Højsko­

lerne kun besøgt af omtrent 500 Elever. Den store Højskole­

tid kom først efter 1864. Unge begavede Mænd følte under Paavirkning af Kampens sørgelige Udfald Lyst og Trang til en Gerning i Folkeoplysningens Tjeneste. Og gennem deres Skolevirksomhed deltog de i Genrejsningsarbejdet. Ludvig Schrøder, der siden 1862 havde været Forstander for Rødding Højskole, begyndte 1865 en Højskole i Askov, nær Grænsen, sammen med sin Ungdomsven, H. Nutzhorn. Som Aarene gik, steg Askov Højskoles Indflydelse mere og mere, og efter Kolds og Grundtvigs Død var Schrøder Folkehøjskolens Før­

stemand. — 1 Nordvestsjælland, i Vallekilde, begyndte Ernst Trier en Højskole 1865. Han havde været Feltdegn i Krigen og havde her truffet Kapellanen i Vallekilde, den senere kendte Præst V. I. Holl". 1 et Brev skrev Trier: »Den sørgelige, trange, modfaldne Tid her i Danmark kræver jo, at alle, der

9

ikke helt har tabt Modet, skal tage ordentlig fat«. Trier var af jodisk Slægt, og Vallekilde Højskole blev præget af hans dybe Personlighed. Hans ildfulde Sind prægede hans Tale, og navnlig naar han talte om sit eget Folks, Israels, Historie modtog de nnge dybe Livsindtryk. — 1 Testrup ved Aarhus byggede Jens Nørregaard I860 en Højskole, som ved hans og hans Medlærer, Christoffer Baagøes, Arbejde blev en af Lan­

dets bedste og mest ansete. Nørregaard har selv sagt, at »Ind­

trykkene fra den sørgelige Krig, hvori jeg som frivillig havde deltaget, havde efterladt en Trang i mig til al bidrage, 0111 ogsaa kun lidt, til Folkets Oprejsning efter det haarde Slag«.

Del kendtes hurtigt, at der var kommen to begavede unge Mænd til Egnen; navnlig Nørregaard var skabt til Kamp og Strid for de grundtvigske Skoletanker. Ved talrige Møder brød han en Lanse med Lars Bjørnbak, en begavet Mand og slagfærdig Taler, som bl. a. gennem sin Højskole i Viby ved Aarhus, hvor han i 185") var bleven Skolelærer, havde faaet stor Indflydelse i Østjylland. Han lagde især Vægt paa nyt­

tige Kundskaber og betragtede Grundtvigianernes megen Tale om Livsanskuelse og aandelig Vækkelse som Udslag af Fan­

tasteri og Føleri. — I Rødkilde paa Møen begyndte Frede Bojsen, der ligesom de tidligere nævnte Højskolemænd, Bjørn- bak undtagen, var teologisk Kandidat, i I860 en Højskole.

Han havde deltaget i Krigen som Løjtnant, og ogsaa han havde gennem Oplevelserne i Krigsaaret faaet Trang til at ofre sig for Folkeoplysningen. Det varede dog ikke mange Aar, inden det politiske Liv tog ham helt; i Politikens Ver­

den fik han i mange Aar sin egentlige Gerning. 1866 aabne- des Højskolerne i Høng og Ryslinge, det følgende Aar be­

gyndte Vejstrup Højskole paa Fyn og Vinding ved Vejle med H. Rosendal som Forstander, og 18(58 oprettede de to folke­

lige Forfattere, Mads Hansen og Anton Nielsen, en Højskole i Vesterskerniuge i Sydfyn; den Hyttedes senere til Ollerup.

Folkehøjskolen fik saaledes en rig Blomstringstid efter 1864, og Elevantallet øgedes stadigt. I Tiaaret efter Krigen var hen­

ved 4000 unge Mænd og Kvinder paa Højskole.

De danslee Skytteforeninger. I 1861 blev der dannet en Cen­

tralkomité for Oprettelse af Skytteforeninger. Kaptajn Møn­

ster havde ved en Artikel i »Fædrelandet« givet Stødet dertil og blev Komiteens Forretningsfører. Ikke saa faa Foreninger

10

stiftedes, den største var den, som Premierløjtnant, senere Kaptajn, Edvard Nielsen, fik oprettet 1862 for Sønderborg og Aabenraa Amter, den talte 800 Skytter. Men først efter 1804 kom der rigtig (lang i Arbejdet, f oregangsmanden her er Edvard Nielsen, som elter Krigen blev Kompagnichef i Ny- borg, og navnlig paa Fyn vandt Sagen stor Tilslutning. Nu var Jordbunden langt mere gunstig for Skytteforeningernes Arbejde. En ny Krig vilde komme, det gjaldt om, at man var beredt paa at vinde det tabte tilbage. 1865 stiftedes Svend­

borg Amts Skytteforening, en af de største og mest levedyg­

tige, men efterhaanden dannedes Foreninger i alle Dele af Landet. De unge øvede sig frivilligt i Skydning, Rifler blev udsat som Præmier for de bedste Skytter, og snart begyndte ogsaa Legemsøvelser at vinde Indgang i Foreningerne, man samledes til store Fester med Præmieskydning og Fremvis­

ning af Legemsøvelser, der holdtes Taler, som opflammede de unge til at møde frivilligt, naar Kampluren igen lød, og Fædrelandssange og Mads Hansens Skyttesange blev sungne mellem Talerne. Skytteforeningerne blev en Forskole for Hæ­

ren, men ogsaa for Ungdommens legemlige og sjælelige Ud­

vikling fik de stor Betydning.

2. Sønderjylland de første Aar efter Krigen

Tanken om Slesvigs Deling efter Sprog og Sindelag havde ikke haft mange Tilhængere i Sønderjylland. Men i 1864 greb den danske Befolkning i Nordslesvig denne Tanke som den eneste Løsning, der kunde muliggøre Tilknytning til Dan­

mark. Freden løsrev hele Sønderjylland fra Danmark, omtr.

150,000 dansktalende og dansksindede kom under Frennned- herredømme. Paa mangfoldige Maader gav de til Kende, at de vedblivende følte sig knyttede til Danmark ved Sprogets og Mindernes Baand. Det mærkedes, da en sønderjydsk De­

putation i December Maaned 1864 havde Foretræde for Chri­

stian IX i Kolding. I September 1865 gæstede over 2000 Mænd og Kvinder fra Nordslesvig København, og deres Besøg blev et levende Vidnesbyrd om, at Erobringen ikke havde kølnet de danske Sønderjyders Kærlighed til Danmark og nor­

disk Aandsliv. — Snart kom der Krig mellem vore Fjender i 1864; de blodige Kampe i 1866 endte med Preussens Sejr

11

over Østrig. Men i Freden i Prag 23. August 1866 blev der efter Tilskyndelse af den franske Kejser, Napoleon III — indsat en Paragraf, der gav de danske Sønderjyder Haab. Det var § 5, der lød saaledes: »Hs. Majestæt Kejseren af Østrig overdrager Hs. Majestæt Kongen af Preussen alle sine i Fre­

den i Wien af 30. Oktober 1864 erhvervede Rettigheder til Hertugdømmerne Holsten og Slesvig, dog saaledes, at Betolk- ningen i de nordlige Distrikter af Slesvig skal afstaas til Dan­

mark, naar den ved fri Afstemning tilkendegiver Ønsket om at blive forenet med Danmark.« I Slutningen al August Maa- ned rejste en Deputation paa 47 Mand til Berlin tor at takke Kongen for § 5 og andrage om dens hurtige Opfyldelse; den blev hverken modtaget af Kongen eller Bismarck. Senere indsendtes Adresser til Landdagen og Kongen; Adressen til den sidste samlede 27,473 Underskrifter.

Ved Valget i Februar 18(i7 til det nordtyske Forbunds grundlovgivende Forsamling afgaves der i hele Sønderjylland 27,488 danske Stemmer, og Afstemningen viste, at Flertals- grænsen mellem Dansk og Tysk gik Sønden om Flensborg over Hanved, Medelbv, Burkal lige Norden for Tønder og Højer. Udviklingen i Nordslesvig efter 1866 maa ses med § 5 som Baggrund. De unge Mænd udvandrede, de ønskede

ikke at trække i den preussiske Soldatertrøje, naar § 5 gav Haab om snarlig Genforening. Og mange valgte at bevare deres danske Undersaatsforhold, ved Udgangen af Halvfjerd­

serne boede der omtrent 25,000 danske Undersaatter i Nord­

slesvig. Hans Krüger og N. Ahlmann valgtes til Medlemmer af den preussiske Landdag, men de nægtede at aflægge Ed paa Forfatningen, idet de hævdede, at Nordslesvig i Henhold til § 5 havde en Særstilling. 1 de kendte Ord: »Vi er Danske, vi vil forblive Danske, vi vil behandles som Danske, og det efter Folkerettens Forskrifter« udtalte de kort og godt deres Program. 1 1807 indledede Bismarck en Forhandling med den danske Begering om Opfyldelse af S 5. Adskillige Noter blev vekslede, men Preussen stillede saadanne Betingelser, at Danmark ikke kunde gaa ind paa dem, man vilde kun lade Afstemning foretage i Haderslev Amt og krævede saadanne Garantier, at Preussen til enhver Tid kunde blande sig i Dan­

marks indre Forhold. 1 Marts 1808 blev Forhandlingerne af­

brudt. Alle Danske kunde bifalde, at det skete, og ogsaa de

Ord, som Christian IX udtalte ved Rigsdagens Aabning 1868: »Vi maa anse det for vor forste Pligt ikke at med­

virke til nogen Afgørelse, som uden at tilfredsstille Befolkningens Trang kunde volde Higet Vanskeligheder.«

Preussens Sejr over Frankrig 1870—71 blev en dyb Skuffelse for Sønderjyderne. Og i højere Grad end hidtil viste Preus­

sens Handlinger, at det vilde tage Nordslesvig i varig Besid­

delse. 1871 blev det tyske Sprog indført som Undervisnings­

fag i Skolerne, i 1878 blev det ligestillet med Dansk i alle Skoler. Udvandringen fortsattes, og lidt efter lidt blev Nord­

slesvig »et underligt Land uden mandlig Ungdom«. De dan­

ske Stemmetal sank ved Valgene, der var Strid blandt de danske Vælgere om, hvorvidt Landdagsmændene vedblivende skulde nægte at aflægge Ed, eller de skulde aflægge Eden og indtage deres Sæde i Landdagen. Tyskerne troede, at Dansk­

hedens Saga snart vilde være ude. 1 den tyske Rigsdag pro­

testerede Krüger Gang paa Gang imod, at § 5 ikke opfyldtes, og i 1877 lik han ved Centrums Hjælp et Forslag frem om at opfordre Regeringen til at træffe Forberedelser til en snar-

Opfyldelse. Centrums berømte Fører, Windthorst, udtalte, at han i fuldt Maal kunde godkende Nordslesvigernes Ret eiter § ,), medens Statssekretær v. Bülow paa Regeringens Yegue bestred, at Traktaten gav Slesvigerne nogen Ret. Og d. 11. Oktober 1878 erklærede Preussen efter forudgaaende Forhandling med Ostrig § 5 for ophævet. Dette blev et Vendepunkt i Nordslesvigs Historie. Sønderjyderne hævdede, at Ophævelsen var en Uret, og Gang paa Gang understregede de den traktatmæssige Ret til Genforening, men man forstod, at Kampen nu maatte føres paa langt Sigt, det gjaldt om, at l dvandringen ophørte, og at Danskhedens Stilling styrkedes med alle lovlige Midler. Og efter Nedgangen kom der snart en Opgangsperiode, som Preusserne ikke kunde standse.

Indre Politik 1864-70.

Grundloven af 1866. Grundloven af 5. Juni 1849 gjaldt kun tor Kongeriget. Efter Treaarskrigen rettedes Bestræbelserne imod at faa en Fællesforfatning, lovgivende for hele det dan­

ske Riges Fællesanliggender. Det lykkedes 1855. Junigrund­

loven blev indskrænket til kun at gælde Kongerigets særlige

13

Forhold, og Rigsraadet, der valgtes i Henhold til Fællesforfat- ningen af 2. Oktober 1855, skulde være lovgivende for hele

Rigets Fællessager. Slesvig og Holsten havde hver sin Stæn­

derforsamling, der for Hertugdømmernes særlige Forhold sva­

rede til Junigrundlovens Rigsdag. Rigsdagen havde udtalt, at Indskrænkningen af Junigrundloven kun skulde gælde, saa længe Fællesforfatningen var i anerkendt Kraft og Virksom­

hed. Snart protesterede Holstenerne mod den ny Forfatning, og 1858 blev Fællesforfatningen taget tilbage for Holstens og Lauenborgs Vedkommende. Helstatspolitiken var saaledes ikke lykkedes, og Ejderpolitiken traadte atter i Forgrunden.

Fællesforfatningen af 18. November 1863 omfattede Kongeriget og Slesvig. Fællesforfatningens Rigsraad bestod af et Folke­

ting med 130 Medlemmer (101 valgte i Kongeriget, 29 i Sles­

vig) valgte af den almindelige Valgret og et Landsting med 83 Medlemmer, af hvilke de 65 (52 i Kongeriget, 13 i Slesvig) valgtes af de Folketingsvælgere, som i det sidste Aar for Val­

get havde svaret 200 Rdl. i direkte Skat eller godtgjorde, at de havde haft en aarlig Indtægt af 1200 Rdl. Desuden ud­

nævnte Kongen 18 Medlemmer paa 12 Aar, og de var upaa- virkede af Landstingets Opløsning.

Efter Tabet af Slesvig var det meningsløst at bevare to For­

fatninger, der gjaldt for samme Omraade. Men Bondeven­

nerne eller Venstre hævdede, at Novemberforfatningen nu maatte bortfalde af sig selv, idet de henviste til Rigsdagens Udtalelse i 1855; Fællesforfatningen var ikke længer i aner­

kendt Kraft og Virksomhed, naar den ikke omfattede Slesvig.

Men de Nationalliberale, af hvilke mange i Aarenes Løb var bleven betænkelige ved den almindelige Valgret, og Godsejer­

partiet ønskede en Sammensmeltning af de to Forfatninger;

de haabede derved at faa Fællesforfatningens indskrænkede Valgret med over i den nye Forfatning. Ministeriet Bluhme, der i Juli 1864 havde afløst Ministeriet Monrad, sluttede sig til denne sidste Opfattelse og forelagde et Forslag, der lor største Delen var enslydende med Junigrundloven, men lod Landstinget vælge af de højstbeskattede, ligesom Rigsraadets Landsting blev det. Det lykkedes ikke Bluhme at løse I-or- fatningsspørgsmaalet, og i November 1865 traadte han tilbage og gav Plads for et Ministerium Frijs-Frijsenborg. Men alle­

rede da var et Grundlovsforlig bleven forberedt. De to Gods­

14

ejere, Frijs-Frijsenborg og J . B. S. Estrup, havde søgt at komme til Forstaaelse med en Del af Bondevennerne ved at træde i Forbindelse med deres mest fremtrædende Mand, I. A. Hansen. Forbindelsen blev beseglet ved et Festmaaltid paa Hotel Fønix 10. Oktober 1865. Her samledes en Kreds af Venstre (I. A. Hansen, Geert Winther o. 11.) med Godsejer­

partiets ledende Mænd. De mødtes i fælles Mistillid til de Nationalliberale og i fælles Forstaaelse af, at et politisk Sam­

arbejde mellem Landbostandens forskellige Dele var paakræ­

vet, »de store og de smaa Bønder« maatte linde hinanden, t

»thi først naar disse tvende kan mødes uden Tolk, for Danmark en bedre Tid begynder«,

stod der i en af Festsangene. Festen og dens Forløb røbede, at et Grundlovsforlig var paa Trapperne. 1. A. Hansen og Bondevennerne havde ønsket at bevare den almindelige Valg­

ret ogsaa til Landstinget, men havde foreslaaet, at Valgbar­

heden for Halvdelen af Landstingets Medlemmer skulde være betinget af en Indtægt paa 4000 Bdl. Men den Løsning, som man enedes om, efter at Grev Frijs var traadt til som Mini­

sterchef med Estrup som Indenrigsminister, gav de store Hart­

kornsejere og de mere velhavende i Købstæderne en Forret ved Valg til Landstinget. Ved at sammenligne Valgbestemmel­

serne i de forskellige Forfatninger ser man tydeligst de For­

andringer, der er foregaaet med Valgretten til Landstinget:

G r u n d l o v e n af 5. J u n i 1849: Valgret til Landstinget har enhver Folketingsvælger (Mænd over 30 Aar). Valgbar er en­

hver uberygtet Mand, som har fyldt 40 Aar og i det sidste Aar før Valget har svaret i direkte Skat til Stat eller Kom­

mune 200 Bdl. eller har haft en ren aarlig Indtægt af 1200 Bdl. Valgene foregaar ved Valgmænd.

F æ l l e s f o r f a t n i n g e n af 2. O k t o b e r 1 8 5 5 : Bigsraadet bestaar af 80'Medlemmer: 20 valgt af Kongen paa 12 Aar, 18 af Bigsdagen, 5 af den slesvigske og 6 af den holstenske Stænderforsamling og 1 af det lauenborgske Bidder- og Land­

skab. 30 vælges ved umiddelbare Valg; valgbar til dette Valg er Mænd over 25 Aar, Valgret har Mænd over 25 Aar, naar de i det sidste Aar før Valget har svaret i direkte Skat til Stat eller Kommune 200 Bdl. eller har haft en ren aarlig Indtægt af 1200 Bdl.

15

F æ l l e s f o r f a t n i n g e n af 18. N o v e m b e r 1863: Rigsraa- clet bestaar af Folketing og Landsting. Af Landstingets 83 Medlemmer udnævner Kongen 18 paa 12 Aar. De øvrige* 65 vælges ved umiddelbare Valg. Valgret har Mænd over 30 Aar, naar de i det sidste Aar før Valget har svaret i direkte Skat til Stat eller Kommune 200 Rdl. eller har haft en ren aarlig Indtægt af 1200 Rdl.

G r u n d l o v e n af 28. J u l i 1866: Landstinget bestaar af 66 Medlemmer, hvoraf 12 udnævnes af Kongen paa Livstid.

I)e øvrige 54 vælges ved middelbare Valg. Valgret har Mænd over 30 Aar, valgbare er Mænd over 25 Aar. I København vælger alle valgberettigede 1 Valgmand for hver 120 Vælgere.

Et lige saa stort Antal Valgmænd vælges af de Vælgere, der i det sidste Aar før Valget har været ansat til en Skatteind­

tægt af mindst 2000 Rdl. Alle Valgmænd vælger 7 Lands­

tingsmænd for København. Paa Landet vælger alle Vælgere 1 Valgmand i hver Kommune. Alle Købstæder vælger halvt saa mange Valgmænd, som der er Kommuner. Halvdelen af Købstædernes Valgmænd vælges, i hver Købstad for sig, af alle Vælgere, den anden Halvdel af de Vælgere, der i det sidste Aar før Valget har været ansatte til en Skatteindtægt af 1000 Rdl. eller har svaret 75 Rdl. i direkte Skat. Valgene af Lands­

tingsmænd foregaar i store Kredse. I hver Kreds samles de i denne valgte Valgmænd, og som selvskrevne Valgmænd mø­

der i hver Landstingskreds saa mange Vælgere, som der er Kommuner i Landstingskredsen; de selvskrevne Valgmænd er dem, der i det sidste Aar har svaret det højeste Bidrag til Stat og Amtskommune.

kl ter Fællesforfatningen af 1855 og 1863 og efter Grund­

loven al 1866 foregik Valgmændenes Valg af Landstingsmænd etter Forholdstalsvalgmaaden.

Al 66-Grundlovens 54 folkevalgte Landstingsmedlemmer kunde alle Vælgere vælge omtr. Halvdelen, medens de rigeste ' By °g P^{a a} Land, omtr. 1100 Godsejere og større Jordejere paa Landet og de højstbeskattede i Byerne, kunde afgøre Val­

get af den anden Halvdel.

Mod et saadant ufolkeligt Landsting rejste der sig stærk Modstand. Før den nye Grundlov kunde endelig vedtages, skulde Rigsdagen opløses og nye Valg linde Sted, og Grund­

lovsændringen skulde vedtages af den nye Rigsdag for at faa

1(>

Lovskraft. Modstanderne af Grundlovsforliget, Nejsigerne, op­

bød al deres Kraft for at sejre ved Valgene, som fandt Sted d. Juni 1866 til Folketinget, den 2\\. Juni til Landstinget.

Navnlig var Tscherning virksom paa en stor Agitationsrejse i Jylland, og den 83aarige Grundtvig lod sig indvælge i Lands­

tinget. Men det lykkedes ikke Nejsigerne at vinde Sejr, skønt mange Jasigere maatte bide i Græsset, I. A. Hansen faldt i sin Kreds paa Langeland. Lige over Midnat Natten mellem d. 27. og 28. Juli blev Grundlovsforliget vedtaget i Folketin­

get med f)f) Stemmer mod 44. Blandt dem, der i Folketinget stemte Ja, var: C. C. Hall, C. Rimestad, Scavenius, C. Berg og Fenger, blandt Nejsigerne fandtes: N. I. Termansen, Lars Dinesen, Sofus. Høgsbro, Krabbe, Tscherning, Geert Winther og C. Alberti.

Da det med Sikkerhed kunde forudses, at Grundlovsforliget vilde blive vedtaget, foretog de to Tings Alderspræsidenter, Grundtvig og Tscherning, et usædvanligt Skridt, idet de i en Henvendelse til Kongen indtrængende bad ham om at nægte sin Underskrift. Men Kongen lod dem sige, at han efter at have gjort sig bekendt med deres Henvendelse ikke kunde t i I - staa dem den Audiens, de ønskede.

I Landstinget havde Grundtvig talt indtrængende mod al vedtage den nye Forfatning, han forudsagde, »at dersom Dan­

mark nu faar et ufolkeligt Landsting, hvis Overtal idetmind- ste er fremmed for det rette Skøn paa Frihed og Ligelighed, da vil Folket kun" have l'lykke af sin Rigsdag og af hele sin saakaldte frie Forfatning, og da vil der kun beredes baade Konge og Fædreland en sørgelig Fremtid«. Men lian kunde dog slutte sin Tale med at sige: »thi det er min forste og sid­

ste Forudsigelse, at hvad man saa end gør, enten ude eller hjemme, saa vil sikkert Danmarks Rige bestaa, saa længe Bølgerne ruller.«

Lovgivningsarbejde 1866—70. I Oktober 1866 holdtes Valg efter den nye Grundlov. I Folketinget, der talte 102 Medlem­

mer, havde Venstre Flertal, i Landstinget var de Nationallibe­

rale og Godsejerpartiet overlegne i Tal. Men Ministeriet, navnlig dets Chef og Estrup, havde megen Evne til at lede Forhandlingerne mellem de to Ting, og den Forbindelse mel­

lem de store og smaa Bønder, som havde skabt Grundlovs­

forliget, virkede endnu.

17

Venstre stod delt i tre Grupper, der hver talte omtrent 20 Medlemmer, men iøvrigt var Partirammerne ikke saa faste dengang, som de siden er blevet. 1. A. Hansen, der var ble­

ven valgt i Svendborg, var Fører for den ene Gruppe; det danske Venstre, hvortil navnlig Grundtvigianerne hørte, havde til Ledere Balthazar Christensen, Sofus Høgsbro og C. Berg;

og Geert Winther stod i Spidsen for en Venstregruppe, hvis egentlige Fører, L. Bjørnbak, ikke havde Sæde i Rigsdagen.

Ogsaa det nationalliberale Parti stod delt i et Par Grupper, Hall var Fører for den ene, den anden, der gerne gik under Navnet Mellempartiet, nærmede sig i sine Anskuelser til den grundtvigske Fløj af Venstre. Den nye Grundlov havde givet Godsejerne en fyldig Repræsentation i Landstinget, og deres Indflydelse øgedes ved, at Regeringen var udgaaet af deres Midte.

Adskillige Love af vidtrækkende Betydning blev gennem­

ført i Aarene fra 1866—70. — Estrup lik gennemført en Række .Jernbanelovforslag. Staten overtog Driften af de jydsk-fynske Jernbaner. Nye Jernbaneanlæg vedtoges: Banen fra Nørre­

sundby over Hjørring til Frederikshavn, fra Skanderborg til Silkeborg, fra Lunderskov til Esbjerg, fra Esbjerg til Holste­

bro, fra Roskilde til Masnedø o. 11. Estrup, der havde Tra­

fikvæsnet under sig, blev en helt populær Mand, navnlig i Jylland, der især blev beriget med nye Baner. 1 1858 havde vore Jernbanelinier en Længde af 109 km., i 1868 534 km. og ti Aar efter, da Jernbaneforslagene i Tredsernes Slutning tørst var udnyttede, 1450 km. Af den største Betydning var det ogsaa, at Rigsdagen i 1868 vedtog at anlægge en Havn ved Esbjerg, den blev snart en af Danmarks største Udfør- selshavne.

Under Estrups Ledelse vedtoges ogsaa Landkommunalloven al 1867 og Købstadkommunalloven af 1868. Paa Forslag af Berg var det, at man ombyttede de gamle og grimme Ord Borgerrepræsentationer og Sogneforstanderskaber med de gode danske og velklingende Ord: Byraad og Sogneraad. Grundt­

vig havde iøvrigt tidligere brugt disse Navne.

Allerede i Februar 1866 var der nedsat en Kommission til at overveje en ny Ordning af vort Forsvarsvæsen. Paa Grund­

lag af Kommissionens Arbejde gennemførtes en Lov for Hæ­

rens Ordning 1867 og for Søværnet 1868. Krigsminister

Fred. Nørgaard: Danmark fra (54. 'i

18

Raasløff og C. Berg trak her det største Læs. Den alminde­

lige Værnepligt bevaredes, skønt mange navnlig af det danske Venstre var Tilhængere af almindelig frivillig Folkevæbning, som Grundtvig havde været en ivrig Talsmand for i den grundlovgivende Rigsdag. Ved den nye Hærlov blev Stillings- væsenet afskaffet, og adskillige demokratiske Reformer blev gennemført. Vor Hærstyrke kunde nu i Krigstid komme op paa 60,000 Mand. Hertil kom Flaadens Styrke. Den gen­

nemførte Ordning var i det væsentlige gældende til 1909. Fra 1867—72 anvendtes der aarlig pr. Indbygger 8 Kr. 80 Øre til militære Udgifter, til Sammenligning kan det nævnes, at den tilsvarende Udgift i 1911—12 var 10 Kr. 60 Øre pr. Ind­

bygger.

I Januar 1865 udtalte De forenede Stater Ønsket om af vore vestindiske Besiddelser at købe St. Thomas og St. Jan.

De to Regeringer blev enige om en Salgssum af 7!/2 Mill.

Dollars, Øernes Befolkning gav med stort Flertal deres Minde til Afstaaelsen, Folketing og Landsting vedtog enstemmigt Salget, men det strandede paa Modstand i det amerikanske Senat.

Imidlertid var der efterhaanden opstaaet nogen Spænding mellem Ministeriet og Folketinget. Og da I. A. Hansen fore­

lagde et Lovforslag om tvungen Afløsning af Fæstevæsenet, som Folketingets Flertal var stærkt stemt for, medens Mini­

steriet og Landstinget var imod det, øgedes Spændingen, og i Maj 1870 traadte Ministeriet Frijs-Frijsenborg tilbage og aflø­

stes af Ministeriet Holstein-Holsteinborg. Der var Tale om at optage I. A. Hansen i Ministeriet, men det vakte stærk Modstand hos Højre, og Grev Holstein sammensatte sit Mini­

sterium af Godsejere og Nationalliberale. Blandt de sidste var Hall, Fenger og Krieger.

4. Krigen 1870—71.

Siden 1864 var Preussens Magt vokset i Styrke. Sejren over Danmark fulgtes af Sejren over Østerrig i 1866, og de nord­

tyske Stater samledes under Preussens Førerskab og Bis­

marcks faste og kloge Ledelse i det nordtyske Forbund.

Midt i Juli Maaned 1870 kom Frankrigs Krigserklæring til Preussen. Den danske Regering udsendte en Neutralitetser­

19

klæring, men mange lier hjemme haabede, at Danmark stil­

lede sig paa Frankrigs Side for at faa Oprejsning for Tabet i 1864. Nu var Gengældelsens Time kommen. Ved store Folkemøder i Juli og Begyndelsen af August talte kendte Ord­

førere lige ud om, at nu burde Danmark lægge sit Lod i Vægt- skaalen. I sit Blad »Dansk Folketidende« anbefaler Sofus Høgsbro, at der dannes en Samlingsregering, hvori alle Par­

tier er repræsenterede, og skriver derefter: »Jo nærmere Kri­

gens Skueplads kommer, jo klarere synes det nemlig at blive, at vi ikke faar andet Valg end at stille os paa Frankrigs Side.

Ingen kan overskue, hvilke Tab af Liv og Formue det kan drage efter sig, men naar Regeringen, med en saadan noget ændret Sammensætning, beslutter sig dertil, og naar Rigsda­

gen elter alvorlig Prøvelse giver sit Samtykke gennem de uundgaaelige Pengebevillinger, i det sandsynlige Haab, at det adskilte da atter maa blive forenet, da vil det ogsaa føles dy bl al alle, at intet Offer er for tungt, hvis vi kan haabe dermed at hjælpe til, at vort lemlæstede Folk atter kan sam­

les til et helt og selvstændigt Rige...« De toneangivende Blade i København, »Dagbladet« og »Fædrelandet«, var stemt lor, at Danmark skulde slutte sig til Frankrig. Ja, selv i Mi­

nisteriet var der enkelte Medlemmer, som mente, at Danmark nu skulde vove alt for at vinde Sønderjylland tilbage. Men der lød ogsaa mange advarende Røster, bl. a. fra L. Bjørn­

bak. D. 1. August kom Hertugen af Cadore, Napoleon Ill's Udsending, til København paa et fransk Krigsskib for at for­

handle med den danske Regering om Alliance. Han foreslog Paa Kejserens Vegne, at et fransk Landgangskorps paa 35,000 Mand sammen med en dansk Styrke paa 25,000 Mand skulde landsættes paa den preussiske Østersøkyst. Fulgte Sejren de Iranske Vaaben, skulde Danmark til Løn for sin Medvirken have hele Slesvig tilbage.

Regeringen anmodede den afgaaede Ministerchef, Grev Frijs- f rijsenborg, om at føre Forhandlingen med Napoleons Ud­

sending, og han røgtede sit Hverv med den største Takt og Besindighed, bistaaet af Departementschef Vedel i Udenrigs­

ministeriet. Allerede paa Forhandlingens første Dag udtalte han, at en Alliance kunde blive i høj Grad skæbnesvanger for Danmark, thi selv om Frankrig sejrer, »saa forudser vi dog med Sikkerhed, at hvis Danmark ved at have sluttet Alliance

2*

20

med Frankrig maatte siges at have bidraget Iii sine tyske Naboers Ydmygelse, saa vilde det ikke blive det danske Mo­

narki forundt i Fred at nyde Frugterne af vor mægtige Bunds- forvantes Sejr. Under den antagne Forudsætning vil Frank­

rig være bleven rigere paa Berømmelse, mægtigere og sikrere paa sin Fremtid end nogen Sinde, men Danmarks geografiske Beliggenhed, den store Afstand, som altid vil skille Kejser­

liget fra vor lille Stat, vil hindre den franske Regering i til enhver Tid at kunne yde os en virksom Støtte mod de tyske

Lidenskaber, der efter Nederlaget vil vise sig paany — lige over for Danmark — med desto større Skarphed, jo mere Andel det havde haft i at fremkalde dette Nederlag.« Denne kloge og ædruelige Betragtning delte Christian IX helt ud.

Hertugen af Cadore fik Afslag. Men der var mange, som først saa det rigtige og kloge heri, da Sejr efter Sejr fulgtede preussiske Vaaben. Frankrig led Nederlag, det tyske Rige dannedes, vor sydlige Nabo blev Europas stærkeste Militær­

magt. Nu kunde ingen i Danmark mere lænke paa at vinde det tabte tilbage med Vaabenmagt. Manges Haab om Bod for 1864 brast ved Frankrigs Nederlag. Krigen 1870—71 sætter Skel i vor Historie.

5. Nye Tankers Gennembrud.

Georg Brandes og det litterære Gennembrud. Romantikens Storhedstid var omme. Flere af de store Digtere levede endnu, men deres egentlige skabende Tid var omme, Chr. Richardts stemningsrige, lyriske Evne mindede stærkt om Romantiken, hvis bedste Tid dog var forbi. Bjørnsons Bondefortællinger og Ibsens Dramaer bragte Bud om, at et nyt Digterkuld var fremstaaet i Norge, og de fandt en stor og taknemmelig Læse­

kreds i Danmark.

Men i 1871 begyndte Georg Brandes at vække Røre om de store Livsspørgsmaal og al indvarsle en ny Tid i vor Littera­

turt Georg Brandes er født 1842 af jødisk Æt Han stude­

rede Litteratur og Filosofi og blev navnlig stærkt paavirket af Hans Brøchner, der var Professor i Filosofi, »den første Fri­

tænker i Danmark, der udøvede en betydelig Indflydelse paa Ungdommen«, har Georg Brandes sagt. Denne betydelige Personlighed fik bestemmende Indflydelse paa sin unge Lær-

21

ling og Ven. Brandes havde vel aldrig mødt Kristendommen som en virkelig Livsmagt, men under Brøchners Paavirkning blev det ham klart, at han maatte hævde »den fri Tankes«

og »den fri Forsknings« Ret og ikke vilde være Kristen. Un­

der et Studieophold i Paris i Vinteren 1866—67 lik han sin Livsopfattelse styrket. 1 det radikale Paris havde de ledende Aander forlængst sagt sig løs l'ra al Religion; navnlig paavir­

kedes Brandes af Taine, der var en fremragende Talsmand for Realismen, som allerede havde en Magtstilling i Frankrig.

Paa en ny Udenlandsrejse, der strakte sig over et Aar fra Be­

gyndelsen af 1870, dygtiggjorde Brandes sig til sin Livsger- ning: at aabne en Dør ud til Europa, at bane Vej for en ny Litteratur og en ny Litteraturkritik i Danmark. Mens han op­

holdt sig i Rom, skrev Henrik Ibsen til ham: »Hvad det gæl­

der om er Menneskeaandens Revoltering, og der skal De være en af dem, der gaar i Spidsen.« Efter sin Hjemkomst holdt han en Række Forelæsninger ved Universitetet om Hoved­

strømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur. De vakte be­

tydelig og berettiget Opsigt, holdte som de var med ildfuld Veltalenhed og aabnende nye og mærkelige Udsigter. De vid­

nede om hans Evne til at samle ind fra alle Aandslivets Egne, til at overskue og bearbejde. Han var Agitator for en ny Livs­

anskuelse, der vendte sig fjendsk mod Kristendommen. Han kritiserede den romantiske Litteratur, der levede i Ideernes høje Verden langt borte fra Virkeligheden, han brød Vej for en realistisk Litteratur, der skulde skildre Livet, som det var, og sætte Tidens store Spørgsmaal under Debat. Og han vendte sig mod den herskende Moral, den nordiske Opfattelse af Forholdet mellem Mand og Kvinde fandt han latterlig streng, han blev ikke alene Talsmand for »den fri Tankes« Ret, men ogsaa for »den fri Kærligheds« Ret. Navnlig blandt den stu­

derende Ungdom vandt han Sangbund for sine Tanker. Men mange vendte sig ogsaa imod ham som en Oprører, der vilde vælte alt det [nedarvede og aabne Vej for en Løshed i Sæ­

derne, der kun kunde svække Folkets Kraft og Alvor. Paa den anden Side maatte alle anerkende hans sjældne Be­

gavelse og hans glimrende Stil, og hans fine l'orstaaende Skil­

dringer af danske Digtere fandt Beundrere hos mange, som slet ikke kunde dele hans Livsopfattelse. Snart fremstod der en Digterskare, som hyldede ham som Mesteren og Fornyeren.

I. P. Jacobsen oversatte den engelske Naturforsker Darwins berømte Bøger: »Arternes Oprindelse«, hvori Darwin søger videnskabeligt at begrunde, at de forskellige Dyrearter er op- staaet ved en gradvis tusindaarig Udvikling, og »Menneskets Afstamning«, hvori han hævder, at Mennesket er fremstaaet ved en Udvikling fra en Dyreart. I. P. Jacobsen slog ved Oversættelsen al disse Bøger til Lyd for Anskuelser, der var i Slægt med dem, Brandes var Talsmand for. Men I. P. Ja­

cobsen fik navnlig Betydning som Digter; med ejendomme­

ligt Mesterskab skrev han sit Modersmaal, og hans Nutids- roman, »Niels Lyhne«, blev den Ungdoms Sværmeri, som hyldede den nye I id. Holger Drachmann er den nye Retnings mest straalende lyriske Begavelse, men ogsaa andre: Schan- dorph, Karl Gjellerup, Herman Bang o. 11. sluttede sig til Brandes Ifølge. I Maanedsskriftet »Det nittende Aarhun- drede«, som Georg Brandes udgav sammen med sin Broder,

Edvard Brandes, mødtes den nye Tids Penneførere, Digtere og Videnskabsmænd.

Socialismen. I Begyndelsen al Halvfjerdserne begyndte en anden ny I anke ude fra det store Europa at vinde Fodfæste her hjemme. Det var Socialismen. Omkring 1840 havde der i Frankrig dannet sig et socialistisk Parti med Louis Blanc som Fører. Bevægelsen bredte sig til Tyskland, og klarest og skarpest har lyskeren Karl Marx formet Socialismens Grund­

tanker i sit \ ærk »Kapitalen«,. der begyndte at udkomme 1867. Socialismen ønsker det nuværende Samfund, hvoriden frie Konkurrence og Kapitalen raader, alløst af en ny Sam­

fundsordning: Samfundsmagten, Staten, og ikke de enkelte Individer, bør have Baadighed over alle Produktionsmidler, Jorden, Raastoffer, Maskiner, Transportmidler osv., og bør have Ledelsen al den økonomiske Produktion. Betydelige I- oidele vil herved opnaas; ledes Frembringelsen af Varer ef­

ter en bestemt Plan, vil der netop blive frembragt det Maal al \ årer, som kan stille Behovet, og Vareknaphed og Vare- overllod, som i det kapitalistiske Samfund med dets private Ejendomsret frembringer økonomiske Kriser, vil undgaas. 1 det kapitalistiske Samfund beriger Kapitalen sig paa Arbej­

dernes Bekostning, idet den ikke giver fuld Arbejdsløn forde frembragte Værdier, under den socialistiske Samfundsordning vil Udbyttet af Arbejdet helt og fuldt tilfalde dem, der arbej-

23

der. Karl Marx anlægger Udviklingslærens Syn paa den øko­

nomiske Udvikling, Kapitalismen er et Led i en Kæde: Sla­

veriet var Højhedsret over Mennesker, Feudalismen overjor­

den, Kapitalismen er Ejendomsret over Produktionsmidlerne, men i den socialistiske Fremtidsstat skal Produktionsmidlerne være Samfundets, alle Individers, Ejendom. Karl Marx tænkte sig den nye Tingenes Tilstand gennemført ved en blodig Revolu­

tion, men de fleste Socialister venter, at deres Ideal skal blive virkeliggjort gennem en rolig Udvikling, der Skridt tor Skridt undergraver det gamle Samfund og bereder det nye. Foruden det egentlige socialistiske Program opstillede Socialisterne an­

dre Krav: Afrustning, lige og almindelig Valgret for Mænd og Kvinder fra 21 Aars Alderen, Adskillelse af Slat og Kirke, al Arv skal tilfalde Staten.

Disse Tanker havde allerede fundet frugtbar Jordbund i de store Landes Arbejderbefolkning. »Internationale«, der skulde omslutte alle Landes Socialister, blev dannet 1864, og den so­

cialistiske Bevægelse voksede sig stærkere og stærkere, navn­

lig i de store Industribyer.

Fra Marts til Maj 1871 herskede de yderliggaaende revolu­

tionære Partier, Kommunarderne, i Paris. Deres Regimente blev brudt under blodige Kampe, der kostede mange Tusinde Mennesker Livet. Men det voldsomme Røre i Paris sendte stærke Dønninger ud til det øvrige Europa, ogsaa vort Land naaede de. Ændrede Samfundsforhold gav de nye Tanker god Jordbund. Næringsfrihedens Indførelse ved Loven af 1857 og en stærk Lyst til efter 1864 at udvikle Landets Kræfter mest muligt gjorde, at vi omkring 1870 havde en ret blomstrende Industrivirksomhed. Og det var især hos Industriarbejderne, at de socialistiske Tanker fandt frugtbar Jordbund.

Den første Banebryder for Socialismen her hjemme var en ung Akademiker, den trediveaarige Løjtnant Louis Pio. Paa fædrene Side stammede han fra en fransk Emigrantfamilie, hans Moder var fra Vendsyssel. Han liar selv sagt, at det ikke er til at undres over, at denne Blanding af fransk Blod og Vendelboblod frembragte en ugudelig Oprører. Han var ansat i Postvæsenets Tjeneste, men med spændt Opmærksom­

hed fulgte han Begivenhederne i Paris. Han begyndte at ud­

give »Socialistiske Blade« under Mærket: En Arbejder. Sam­

men med sin Fætter, Harald Brix, udgav han fra Juli 1871

24

Ugebladet »Socialisten«. Og en forhenværende Lærer, Poul Geleff, sluttede sig til dem som Agitator. Men det var Pio, der skrev de flammende Artikler, hvori han angreb de besid­

dende Klasser og ruskede Arbejderne op: enkeltvis betød de ingenting, i Flok var de en Magt. »Lad os se vor Elendig­

hed lige i Øjnene«, skrev han, »uden at skuffes al' dem, der vil dysse os i Søvn for lettere at kunne beherske os . . . Bag os ligger Sult og Usselhed, Uvidenhed og Trældom, foran os ligger Haabet om et lykkeligere Liv beskinnet af Frihedens frembrydende Sol. Gid da vor Røst, som den vil lyde i disse Blade, inaa finde Genklang i eders Hjerter, gid den maa vække eders kvalte Livslyst, samle de spredte Kræfter og føre vort Samfund frem mod det store Maal: alle Menneskers Tilfreds­

hed og Velvære.«

Saadanne Ord fangede Arbejdernes Sind. De levede under slette Kaar, og skønt Varepriserne steg, var Arbejdslønnen vedblivende lav. En dansk Afdeling af »Internationale« blev dannet, Pio blev dens »Stormester«, man samlede Arbejderne til Møder, Gelelf drog paa en Agitationsrejse til Jylland, hem­

melig fulgt af en Politimand. Overby skrev Bevægelsens Kamp­

sang, Socialistmarchen, dens Ord greb Arbejderne:

Snart dages det, Brødre, det lysner i Øst — til Arbejdet, fremad i Kor!

og de fyndige Ord længere fremme i Sangen:

Det knager i Samfundets Fuger og Baand, lad falde, hvad ikke kan staa.

Myndighederne havde længe fulgt den nye Bevægelse med den største Opmærksomhed, forskellige Lønkampe øgedr Uroen. I Foraaret 1872 udbrød en Strejke, der gjorde 1200 Murersvende og 800 Arbejdsmænd arbejdsløse. »Dagbladet«

og »Fædrelandet« angreb Arbejderne og opfordrede Arbejds­

giverne til ikke at give efter. Pio manede til Sammenhold og Fasthed blandt Arbejderne. Men da nogle Uger var gaaet, begyndte Sulten at indfinde sig. Pio og de andre Førere sam­

menkaldte da Arbejderne til et Møde paa Nørrefælled d. 5.

Maj, bl. a. for at foretage en Indsamling til de strejkende. 1 en Artikel i »Socialisten«, der nu udkom som Dagblad, slog

Pio til Lyd for Mødet. »Maalet er fuldt«, havde den til Over­

skrift. »Skal vi taale, at vore Fjender maaske for liere Aar standser vor Fremgang?« hed det i den. »Nej, det kan Ko-

henhavns Arbejdere ikke være bekendt! Lad os derfor samle os. Regeringerne plejer jo hvert Øjeblik at holde Uevy over de af deres Undersaatter, som de ved forste givne Lejlighed vil ofre paa Krigsgalskabens Alter for at tilfredsstille deres Ær­

gerrighed. Lad os da engang holde Mandtal over alle fri Ar­

bejdere, over alle, som vil hjælpe os i Kampen mod Kapita­

len; vi vil da faa at kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed; samlede i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandre al staa Last og Brast, indtil Sejren er vor!

Men jer, 1 Guldets Dyrkere! I, de fattiges Udsugere! Eder vil vi endnu engang tilraabe: »1 har i Aartusinder iskænket os en bitter Livsdrik; vogt jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller — det flyder over.«« Nu greb Politiet ind. Ved Plakater paa Gadehjørnerne blev Mø­

det forbudt, og Natten til d. 5. Maj blev Pio, Brix og Geleff fængslede. De øvrige Førere raadede til at opgive Modet, men adskillige Tusinde Mennesker samledes alligevel til den fastsatte Tid paa Fælleden. I Kasernerne var Soldaterne sam­

lede, og Politi og Husarer havde besat Fælleden. Det kom lil Sammenstød, en Del Husarer og nogle Politibetjente ram­

tes af Stenkast, men ingen kom alvorlig til Skade. Paa Vejen hjem slog Mængden nogle Gadelygter i Stykker, men nogen større »Borgerkrig« blev det ikke til. Strejken endtes, og de arresterede Førere blev idømt Forbedringshusarbejde. »Inter­

nationale« blev forbudt, den socialistiske Bevægelse var lam­

met for en Tid. 1875 blev de dømte benaadede. Pio fort­

satte som Agitator, men 1877 rejste han til Amerika, man mener købt dertil af Politiet. Imidlertid lik andre og mere ædruelige Førere Ledelsen: C. C. Andersen, P. Holm og Hor­

dum, »Social-Demokraten« var begyndt at udkomme 1874, noget tidligere var den første Fagforening dannet, snart kom liere til, og Arbejderbevægelsen førtes herved ind i et fast og sikkert Leje, 1878 stiftedes »Socialdemokratisk Forbund«, og baade fagligt og politisk voksede Arbejderklassen i Styrke Aar for Aar. 1884 valgtes P. Holm og Hordum til Folke­

tingsmænd i København, og gennem Fagforeningerne tilkæm­

26

pede Arbejderne sig stadig bedre økonomiske Kaar. Baade lagligt og politisk var Arbejderne en Magt, man inaatte regne med.

6. Kampen for Folkestyre.

1870-85. Ministeriet Holstein-Holsteinborgs Dannelse blev Indledningen til, at de konservative Grupper samledes i et Højreparti, der som Følge at' den privilegerede Valgret til Landstinget havde Flertal i dette Ting. Men de frisindede Partier sluttede sig ogsaa sammen. D. 30. Juni 1870 udsendte 44 Folketingsmænd en Fællesudtalelse til deres Vælgere. Her­

med var Grunden lagt til Det forenede Venstre, selv om de tre Venstregrupper endnu bevarede en vis Selvstændighed.

Flere grundtvigske Folketingsmænd, blandt dem N. I. Ter- mansen, ønskede ikke at være med i den ny Sammenslut- ning, fordi de ansaa den for at være Udtryk for en falsk Al­

liance.

I den nævnte Henvendelse rejstes det parlamentariske Krav.

Folketinget har Hovedindflydelsen paa Finansloven, og dette giver Folketingets Flertal Magt til at umuliggøre en Regering, lor en Regering kan ikke regere uden en Finanslov. Det maa da, hed det i Henvendelsen, lidt efter lidt blive Reglen,

»at Regeringen til enhver given Tid repræsenterer de Anskuel­

ser, som deles af Folketingets Flertal, hvilket med andre Ord er Gennemførelsen af den parlamentariske Regeringsform.«

Hermed var Folketingsparlamentarismens Fane hejst her hjemme. Det skulde koste en Menneskealders Kamp at føre den frem til Sejr.

Inden for den nye Sammenslutning blev (2. Berg snart Fø­

rer. I. A. Hansen maatte vige for denne unge Kraft. C. Berg var Vestjyde, f. 1829 i Fjaltring ved Lemvig. I adskillige Aar havde han været Lærer i Kolding og paa Bogø, men fra 1865 blev Politiken hans Hovedgerning. Med udholdende Flid satte han sig ind i alle Spørgsmaal af Betydning, hans om­

fattende og sikre Viden skabte ham snart en fremskudt Stil­

ling i folketinget. Og navnlig traadte han i Forgrunden, da Sammenslutningen af Venstregrupperne fandt Sted. Han var Hovedforfatter til det Program, som det forenede Venstre of­

fentliggjorde d. 23. Marts 1872, og som sammen med Hen­

vendelsen til Vælgerne 1870 danner Grundlaget for alle se-

27

nere Venstreprogrammer. Det indledes med et politisk Krav:

»Junigrundloven i dens fulde Omfang er Folkets moralske Ret.

Vor Udvikling bor derfor fremmes i denne Grundlovs Aand.«

Og dernæst nævnes en Kække demokratiske og frisindede Re­

former, som Partiet vil arbejde for: En fornuftig Sparsomme­

lighed i Statshusholdningen gennemføres. — Af Hensyn til de uformuende bør Tolden paa Livsfornødenheder lettes. Der­

imod bør man søge at skaffe Statskassen en forøget Toldind­

tægt af Overflødighedsgenstande. — En Indtægts- og Formue­

skat indføres. — De højst ulige og trykkende Tiendebyrder afløses. — Fæstegodsvæsenet bør afskalles. — Lens, Stamhu­

ses og Fideikommisgodsers Overgang til fri Ejendom bør gen­

nemføres ved Lov. — Lige Valgret indføres ved kommunale Valg. — Rigsdagens fulde Lovgivningsmyndighed ogsaa i kirkelige Sager bør ubetinget opretholdes i samme Omfang som hidtil. — Friheden indenfor Folkekirken bør ved Lov yderligere udvides og befæstes. — Folkekirkens Præster sæt­

tes paa fast Løn. — Menighederne faar afgørende Indflydelse paa Valg af Præster. — Ved Revision af Loven 0111 Forsvars- væsenet iagttages: at der sikres Landet et efter dets Størrelse og Forhold afpasset Værn; at den i den nuværende Ordning nedlagte Lighedsgrundsætning om, at enhver vaabenfør Mand skal vaabenøves, bliver bevaret; at som Følge heraf, saavel af Hensyn til Forsvarets indre Styrke som til de uformuende, hvem ellers den personlige Byrde væsentlig vilde komme til at paaligge, Stillingsvæsen og Vilkaarbytning fremtidig for­

hindres; at iøvrigt enhver med de nævnte Øjemed stemmende Forbedring i det bestaaende søges indført under stadigt Hen­

syn til Nødvendigheden af, at de nuværende store Byrder for­

mindskes.

I September 1872 var der Valg til Folketinget. Forud for det gik der et omfattende Valgarbejde fra Venstres Side, navn­

lig var Berg virksom og udfoldede stor agitatorisk Kraft. Val­

get blev en Sejr for Venstre. Det talte 1111 52 Medlemmer, og hertil kom (i Bjørnbakker, som i mange Spørgsmaal vilde følge Partiet. Straks kom det Krav frem, at Regeringen skulde bøje sig for Valgets Lære og give Plads for et Ministe­

rium udgaaet af Folketingets Flertal. Men Ministeriet blev, og Samlingen 1872—73 blev meget bevæget og varslede om de kommende voldsomme Kampe. I Folketinget forelagde

28

Ministeriet et Forslag om en Bevilling paa omtr. 35 Mill. Kr.

til Anlæg af en Landbefæstning omkring København og til Udvidelse af Flaaden. Forslaget kom kun til 1. Behandling, og den lange, hitre Strid om vort Forsvarsvæsens Ordning var hermed indledet. Andre Regeringsforslag fik samme Medfart, men Regeringen blev. Folketingets Flertal indgav da en Adresse til Kongen, hvori man udtalte Ønsket om, at Mini­

steriel skulde være »i Overensstemmelse med det af den al­

mindelige Valgret udgaaede Ting«. Ogsaa Landstinget vedtog en Adresse som Modtræk mod Folketingets. Landstingets Adresse fremhævede, at de lo Ting var ligeberettigede. Kon­

gen afviste Folketingets Krav. Ledet af Berg greb da en Del at Venstre til det yderste Middel til at minde Regeringen om Folketingets Krav: at nægte at vedtage Finansloven af politi­

ske Grunde. Men ved Afstemningen d. 2. Maj 1873 fulgte kun 38 af det forenede Venstres Medlemmer Berg; de øvrige landt Fremgangsmaaden lor tidlig bragt i Anvendelse, men i en Fællesudtalelse til Vælgerne ved Rigsdagssamlingens Slutning udtalte alle Partiets Medlemmer, at man ikke vilde vige til­

bage for al anvende Finanslovsnægtelse, hvis Ministeriet ikke var traadt tilbage inden næste Samlings Begyndelse. Dette skete ikke. Og i Oktober 1873 blev Finanslovens Overgang til 2. Behandling nægtet med 53 Stemmer mod 45. Regerin­

gen svarede med Opløsning af Folketinget, og ved Valget d.

14. November tabte det forenede Venstre et Mandat. Fi- nanslovsnægtelsen blev da ikke gentaget. Venstre forstod, at Kravet om Folkestyre maatte underbygges ved stigende Til­

slutning blandt Vælgerne. Kampen var kun stilnet af, ikke sluttet.

I de følgende Aar oprettede Berg Venstreblade i Landets forskellige Egne, 1873 begyndte »Morgenbladet«, hvis egentlige Leder Berg var, at udkomme i København.

1874 traadte Ministeriet Holstein tilbage, men der var slet ikke Tale om et Venstreministerium, indflydelsesrige Kredse ansaa det for en Ulykke, om Venstres Agitatorer blev Mini­

stre og dannede et Bonderegimente; Kongen opfordrede først Estrup til at danne et nyt Ministerium, men da han vægrede sig, paatog Godsejer Fonnesbech sig Hvervet som Minister­

chef. Hans Ministerium var kun svagt, af fremragende Per­

sonligheder talte det egentlig kun den dygtige Jurist Klein.

29

»Tyndere The paa (le samme Blade« kaldte »Morgenbladet«

det med et meget betegnende Udtryk.

Regeringen forelagde et Forslag til Forsvarets Ordning, som ikke medtog Københavns Landbefæstning. Og der kom nu en saglig Forhandling i Stand om Spørgsmaalet. Del var un­

der denne, at Venstre tilbød en Bevilling en Gang for alle paa 30 Mill. Ivr., de 15 Mill, skulde anvendes til en Forøgelse af Flaaden, de øvrige 15 Mill, til nogle mindre Kystbefæst­

ninger, bl. a. ved Kalundborg, Korsør og Nyborg, til Sømine- niateriel og et flydende Fort ved København, men til sit Til­

bud knyttede Venstre den Betingelse, at en Formue- og Ind­

komstskat, der skulde udredes af de bedrestillede, skulde ind­

bringe aarlig omtr. 3 Mill. Ivr. til Bestridelse af Udgifterne.

Herpaa strandede en Overenskomst, skønt adskillige Højremænd, deriblandt Jacob Scavenius, var stemt for at bøje sig for dette Krav. Megen bitter Strid vilde være undgaaet, om det var sket.

I Foraaret 1875 trak det igen op til en Finanslovkonflikt, men Ministeriet tilbød at gaa, om en Finanslov blev vedtaget.

Det skete, Ministeriet trak sig tilbage, og igen lod Kongens Kald til Estrup. Og denne Gang sagde han Ja. I). 11. Juni 1875 udnævntes Ministeriet Estrup, el rent Højreministerium, hvis betydeligste Personlighed næst Estrup var Justitsmini­

ster Nellemann. Venstre mente, at man sagtens fik Bugt med det nye Ministerium ogsaa. Men saadan gik det ikke. Det var en stærk Mand, der var traadt til som Regeringschef. Han var dengang en Mand i sin kraftigste Alder, han var født 1825, havde en lang politisk Vej bag sig og havde i mange Aar ind­

taget en Førerstilling inden for Højre. Han ejede en usæd­

vanlig stærk Viljestyrke. 1 hans Ungdom var hans Liv truet af Brystsyge, men ved et sundt Friluftsliv og med en kraftig Vilje til Livet tvang han Sygdommen tilbage. 1846 havde han arvet Herregaarden Kongsdal ved Holbæk og 1851 købt Skaføgaard i Randers Amt. Allerede 1854 valgtes han til Folketingsmand, men navnlig efter 1864 tik han betydelig Indflydelse. Nu kaldtes han til at beklæde den højeste Stil­

ling i Landet, han bevarede sin Magt i nitten Aar, støttet til et fast Flertal i Landstinget og af den urokkelige Tillid, Chri­

stian IX viste ham. I Estrup havde Højre en Fører af sjæl­

den hel og fast Støbning, han var ubøjelig af Karakter, var