Tanken om Slesvigs Deling efter Sprog og Sindelag havde ikke haft mange Tilhængere i Sønderjylland. Men i 1864 greb den danske Befolkning i Nordslesvig denne Tanke som den eneste Løsning, der kunde muliggøre Tilknytning til Dan
mark. Freden løsrev hele Sønderjylland fra Danmark, omtr.
150,000 dansktalende og dansksindede kom under Frennned-herredømme. Paa mangfoldige Maader gav de til Kende, at de vedblivende følte sig knyttede til Danmark ved Sprogets og Mindernes Baand. Det mærkedes, da en sønderjydsk De
putation i December Maaned 1864 havde Foretræde for Chri
stian IX i Kolding. I September 1865 gæstede over 2000 Mænd og Kvinder fra Nordslesvig København, og deres Besøg blev et levende Vidnesbyrd om, at Erobringen ikke havde kølnet de danske Sønderjyders Kærlighed til Danmark og nor
disk Aandsliv. — Snart kom der Krig mellem vore Fjender i 1864; de blodige Kampe i 1866 endte med Preussens Sejr
11
over Østrig. Men i Freden i Prag 23. August 1866 blev der efter Tilskyndelse af den franske Kejser, Napoleon III — indsat en Paragraf, der gav de danske Sønderjyder Haab. Det var § 5, der lød saaledes: »Hs. Majestæt Kejseren af Østrig overdrager Hs. Majestæt Kongen af Preussen alle sine i Fre
den i Wien af 30. Oktober 1864 erhvervede Rettigheder til Hertugdømmerne Holsten og Slesvig, dog saaledes, at Betolk-ningen i de nordlige Distrikter af Slesvig skal afstaas til Dan
mark, naar den ved fri Afstemning tilkendegiver Ønsket om at blive forenet med Danmark.« I Slutningen al August Maa-ned rejste en Deputation paa 47 Mand til Berlin tor at takke Kongen for § 5 og andrage om dens hurtige Opfyldelse; den blev hverken modtaget af Kongen eller Bismarck. Senere indsendtes Adresser til Landdagen og Kongen; Adressen til den sidste samlede 27,473 Underskrifter.
Ved Valget i Februar 18(i7 til det nordtyske Forbunds grundlovgivende Forsamling afgaves der i hele Sønderjylland 27,488 danske Stemmer, og Afstemningen viste, at Flertals-grænsen mellem Dansk og Tysk gik Sønden om Flensborg over Hanved, Medelbv, Burkal lige Norden for Tønder og Højer. Udviklingen i Nordslesvig efter 1866 maa ses med § 5 som Baggrund. De unge Mænd udvandrede, de ønskede
ikke at trække i den preussiske Soldatertrøje, naar § 5 gav Haab om snarlig Genforening. Og mange valgte at bevare deres danske Undersaatsforhold, ved Udgangen af Halvfjerd
serne boede der omtrent 25,000 danske Undersaatter i Nord
slesvig. Hans Krüger og N. Ahlmann valgtes til Medlemmer af den preussiske Landdag, men de nægtede at aflægge Ed paa Forfatningen, idet de hævdede, at Nordslesvig i Henhold til § 5 havde en Særstilling. 1 de kendte Ord: »Vi er Danske, vi vil forblive Danske, vi vil behandles som Danske, og det efter Folkerettens Forskrifter« udtalte de kort og godt deres Program. 1 1807 indledede Bismarck en Forhandling med den danske Begering om Opfyldelse af S 5. Adskillige Noter blev vekslede, men Preussen stillede saadanne Betingelser, at Danmark ikke kunde gaa ind paa dem, man vilde kun lade Afstemning foretage i Haderslev Amt og krævede saadanne Garantier, at Preussen til enhver Tid kunde blande sig i Dan
marks indre Forhold. 1 Marts 1808 blev Forhandlingerne af
brudt. Alle Danske kunde bifalde, at det skete, og ogsaa de
Ord, som Christian IX udtalte ved Rigsdagens Aabning 1868: »Vi maa anse det for vor forste Pligt ikke at med
virke til nogen Afgørelse, som uden at tilfredsstille Befolkningens Trang kunde volde Higet Vanskeligheder.«
Preussens Sejr over Frankrig 1870—71 blev en dyb Skuffelse for Sønderjyderne. Og i højere Grad end hidtil viste Preus
sens Handlinger, at det vilde tage Nordslesvig i varig Besid
delse. 1871 blev det tyske Sprog indført som Undervisnings
fag i Skolerne, i 1878 blev det ligestillet med Dansk i alle Skoler. Udvandringen fortsattes, og lidt efter lidt blev Nord
slesvig »et underligt Land uden mandlig Ungdom«. De dan
ske Stemmetal sank ved Valgene, der var Strid blandt de danske Vælgere om, hvorvidt Landdagsmændene vedblivende skulde nægte at aflægge Ed, eller de skulde aflægge Eden og indtage deres Sæde i Landdagen. Tyskerne troede, at Dansk
hedens Saga snart vilde være ude. 1 den tyske Rigsdag pro
testerede Krüger Gang paa Gang imod, at § 5 ikke opfyldtes, og i 1877 lik han ved Centrums Hjælp et Forslag frem om at opfordre Regeringen til at træffe Forberedelser til en
snar-Opfyldelse. Centrums berømte Fører, Windthorst, udtalte, at han i fuldt Maal kunde godkende Nordslesvigernes Ret eiter § ,), medens Statssekretær v. Bülow paa Regeringens Yegue bestred, at Traktaten gav Slesvigerne nogen Ret. Og d. 11. Oktober 1878 erklærede Preussen efter forudgaaende Forhandling med Ostrig § 5 for ophævet. Dette blev et Vendepunkt i Nordslesvigs Historie. Sønderjyderne hævdede, at Ophævelsen var en Uret, og Gang paa Gang understregede de den traktatmæssige Ret til Genforening, men man forstod, at Kampen nu maatte føres paa langt Sigt, det gjaldt om, at l dvandringen ophørte, og at Danskhedens Stilling styrkedes med alle lovlige Midler. Og efter Nedgangen kom der snart en Opgangsperiode, som Preusserne ikke kunde standse.
Indre Politik 1864-70.
Grundloven af 1866. Grundloven af 5. Juni 1849 gjaldt kun tor Kongeriget. Efter Treaarskrigen rettedes Bestræbelserne imod at faa en Fællesforfatning, lovgivende for hele det dan
ske Riges Fællesanliggender. Det lykkedes 1855. Junigrund
loven blev indskrænket til kun at gælde Kongerigets særlige
13
Forhold, og Rigsraadet, der valgtes i Henhold til Fællesforfat-ningen af 2. Oktober 1855, skulde være lovgivende for hele
Rigets Fællessager. Slesvig og Holsten havde hver sin Stæn
derforsamling, der for Hertugdømmernes særlige Forhold sva
rede til Junigrundlovens Rigsdag. Rigsdagen havde udtalt, at Indskrænkningen af Junigrundloven kun skulde gælde, saa længe Fællesforfatningen var i anerkendt Kraft og Virksom
hed. Snart protesterede Holstenerne mod den ny Forfatning, og 1858 blev Fællesforfatningen taget tilbage for Holstens og Lauenborgs Vedkommende. Helstatspolitiken var saaledes ikke lykkedes, og Ejderpolitiken traadte atter i Forgrunden.
Fællesforfatningen af 18. November 1863 omfattede Kongeriget og Slesvig. Fællesforfatningens Rigsraad bestod af et Folke
ting med 130 Medlemmer (101 valgte i Kongeriget, 29 i Sles
vig) valgte af den almindelige Valgret og et Landsting med 83 Medlemmer, af hvilke de 65 (52 i Kongeriget, 13 i Slesvig) valgtes af de Folketingsvælgere, som i det sidste Aar for Val
get havde svaret 200 Rdl. i direkte Skat eller godtgjorde, at de havde haft en aarlig Indtægt af 1200 Rdl. Desuden ud
nævnte Kongen 18 Medlemmer paa 12 Aar, og de var upaa-virkede af Landstingets Opløsning.
Efter Tabet af Slesvig var det meningsløst at bevare to For
fatninger, der gjaldt for samme Omraade. Men Bondeven
nerne eller Venstre hævdede, at Novemberforfatningen nu maatte bortfalde af sig selv, idet de henviste til Rigsdagens Udtalelse i 1855; Fællesforfatningen var ikke længer i aner
kendt Kraft og Virksomhed, naar den ikke omfattede Slesvig.
Men de Nationalliberale, af hvilke mange i Aarenes Løb var bleven betænkelige ved den almindelige Valgret, og Godsejer
partiet ønskede en Sammensmeltning af de to Forfatninger;
de haabede derved at faa Fællesforfatningens indskrænkede Valgret med over i den nye Forfatning. Ministeriet Bluhme, der i Juli 1864 havde afløst Ministeriet Monrad, sluttede sig til denne sidste Opfattelse og forelagde et Forslag, der lor største Delen var enslydende med Junigrundloven, men lod Landstinget vælge af de højstbeskattede, ligesom Rigsraadets Landsting blev det. Det lykkedes ikke Bluhme at løse I-or-fatningsspørgsmaalet, og i November 1865 traadte han tilbage og gav Plads for et Ministerium Frijs-Frijsenborg. Men alle
rede da var et Grundlovsforlig bleven forberedt. De to Gods
14
ejere, Frijs-Frijsenborg og J . B. S. Estrup, havde søgt at komme til Forstaaelse med en Del af Bondevennerne ved at træde i Forbindelse med deres mest fremtrædende Mand, I. A. Hansen. Forbindelsen blev beseglet ved et Festmaaltid paa Hotel Fønix 10. Oktober 1865. Her samledes en Kreds af Venstre (I. A. Hansen, Geert Winther o. 11.) med Godsejer
partiets ledende Mænd. De mødtes i fælles Mistillid til de Nationalliberale og i fælles Forstaaelse af, at et politisk Sam
arbejde mellem Landbostandens forskellige Dele var paakræ
vet, »de store og de smaa Bønder« maatte linde hinanden, t
»thi først naar disse tvende kan mødes uden Tolk, for Danmark en bedre Tid begynder«,
stod der i en af Festsangene. Festen og dens Forløb røbede, at et Grundlovsforlig var paa Trapperne. 1. A. Hansen og Bondevennerne havde ønsket at bevare den almindelige Valg
ret ogsaa til Landstinget, men havde foreslaaet, at Valgbar
heden for Halvdelen af Landstingets Medlemmer skulde være betinget af en Indtægt paa 4000 Bdl. Men den Løsning, som man enedes om, efter at Grev Frijs var traadt til som Mini
sterchef med Estrup som Indenrigsminister, gav de store Hart
kornsejere og de mere velhavende i Købstæderne en Forret ved Valg til Landstinget. Ved at sammenligne Valgbestemmel
serne i de forskellige Forfatninger ser man tydeligst de For
andringer, der er foregaaet med Valgretten til Landstinget:
G r u n d l o v e n af 5. J u n i 1849: Valgret til Landstinget har enhver Folketingsvælger (Mænd over 30 Aar). Valgbar er en
hver uberygtet Mand, som har fyldt 40 Aar og i det sidste Aar før Valget har svaret i direkte Skat til Stat eller Kom
mune 200 Bdl. eller har haft en ren aarlig Indtægt af 1200 Bdl. Valgene foregaar ved Valgmænd.
F æ l l e s f o r f a t n i n g e n af 2. O k t o b e r 1 8 5 5 : Bigsraadet bestaar af 80'Medlemmer: 20 valgt af Kongen paa 12 Aar, 18 af Bigsdagen, 5 af den slesvigske og 6 af den holstenske Stænderforsamling og 1 af det lauenborgske Bidder- og Land
skab. 30 vælges ved umiddelbare Valg; valgbar til dette Valg er Mænd over 25 Aar, Valgret har Mænd over 25 Aar, naar de i det sidste Aar før Valget har svaret i direkte Skat til Stat eller Kommune 200 Bdl. eller har haft en ren aarlig Indtægt af 1200 Bdl.
15
F æ l l e s f o r f a t n i n g e n af 18. N o v e m b e r 1863: Rigsraa-clet bestaar af Folketing og Landsting. Af Landstingets 83 Medlemmer udnævner Kongen 18 paa 12 Aar. De øvrige* 65 vælges ved umiddelbare Valg. Valgret har Mænd over 30 Aar, naar de i det sidste Aar før Valget har svaret i direkte Skat til Stat eller Kommune 200 Rdl. eller har haft en ren aarlig Indtægt af 1200 Rdl.
G r u n d l o v e n af 28. J u l i 1866: Landstinget bestaar af 66 Medlemmer, hvoraf 12 udnævnes af Kongen paa Livstid.
I)e øvrige 54 vælges ved middelbare Valg. Valgret har Mænd over 30 Aar, valgbare er Mænd over 25 Aar. I København vælger alle valgberettigede 1 Valgmand for hver 120 Vælgere.
Et lige saa stort Antal Valgmænd vælges af de Vælgere, der i det sidste Aar før Valget har været ansat til en Skatteind
tægt af mindst 2000 Rdl. Alle Valgmænd vælger 7 Lands
tingsmænd for København. Paa Landet vælger alle Vælgere 1 Valgmand i hver Kommune. Alle Købstæder vælger halvt saa mange Valgmænd, som der er Kommuner. Halvdelen af Købstædernes Valgmænd vælges, i hver Købstad for sig, af alle Vælgere, den anden Halvdel af de Vælgere, der i det sidste Aar før Valget har været ansatte til en Skatteindtægt af 1000 Rdl. eller har svaret 75 Rdl. i direkte Skat. Valgene af Lands
tingsmænd foregaar i store Kredse. I hver Kreds samles de i denne valgte Valgmænd, og som selvskrevne Valgmænd mø
der i hver Landstingskreds saa mange Vælgere, som der er Kommuner i Landstingskredsen; de selvskrevne Valgmænd er dem, der i det sidste Aar har svaret det højeste Bidrag til Stat og Amtskommune.
kl ter Fællesforfatningen af 1855 og 1863 og efter Grund
loven al 1866 foregik Valgmændenes Valg af Landstingsmænd etter Forholdstalsvalgmaaden.
Al 66-Grundlovens 54 folkevalgte Landstingsmedlemmer kunde alle Vælgere vælge omtr. Halvdelen, medens de rigeste ' By °g Pa a Land, omtr. 1100 Godsejere og større Jordejere paa Landet og de højstbeskattede i Byerne, kunde afgøre Val
get af den anden Halvdel.
Mod et saadant ufolkeligt Landsting rejste der sig stærk Modstand. Før den nye Grundlov kunde endelig vedtages, skulde Rigsdagen opløses og nye Valg linde Sted, og Grund
lovsændringen skulde vedtages af den nye Rigsdag for at faa
1(>
Lovskraft. Modstanderne af Grundlovsforliget, Nejsigerne, op
bød al deres Kraft for at sejre ved Valgene, som fandt Sted d. Juni 1866 til Folketinget, den 2\\. Juni til Landstinget.
Navnlig var Tscherning virksom paa en stor Agitationsrejse i Jylland, og den 83aarige Grundtvig lod sig indvælge i Lands
tinget. Men det lykkedes ikke Nejsigerne at vinde Sejr, skønt mange Jasigere maatte bide i Græsset, I. A. Hansen faldt i sin Kreds paa Langeland. Lige over Midnat Natten mellem d. 27. og 28. Juli blev Grundlovsforliget vedtaget i Folketin
get med f)f) Stemmer mod 44. Blandt dem, der i Folketinget stemte Ja, var: C. C. Hall, C. Rimestad, Scavenius, C. Berg og Fenger, blandt Nejsigerne fandtes: N. I. Termansen, Lars Dinesen, Sofus. Høgsbro, Krabbe, Tscherning, Geert Winther og C. Alberti.
Da det med Sikkerhed kunde forudses, at Grundlovsforliget vilde blive vedtaget, foretog de to Tings Alderspræsidenter, Grundtvig og Tscherning, et usædvanligt Skridt, idet de i en Henvendelse til Kongen indtrængende bad ham om at nægte sin Underskrift. Men Kongen lod dem sige, at han efter at have gjort sig bekendt med deres Henvendelse ikke kunde t i I -staa dem den Audiens, de ønskede.
I Landstinget havde Grundtvig talt indtrængende mod al vedtage den nye Forfatning, han forudsagde, »at dersom Dan
mark nu faar et ufolkeligt Landsting, hvis Overtal idetmind-ste er fremmed for det rette Skøn paa Frihed og Ligelighed, da vil Folket kun" have l'lykke af sin Rigsdag og af hele sin saakaldte frie Forfatning, og da vil der kun beredes baade Konge og Fædreland en sørgelig Fremtid«. Men lian kunde dog slutte sin Tale med at sige: »thi det er min forste og sid
ste Forudsigelse, at hvad man saa end gør, enten ude eller hjemme, saa vil sikkert Danmarks Rige bestaa, saa længe Bølgerne ruller.«
Lovgivningsarbejde 1866—70. I Oktober 1866 holdtes Valg efter den nye Grundlov. I Folketinget, der talte 102 Medlem
mer, havde Venstre Flertal, i Landstinget var de Nationallibe
rale og Godsejerpartiet overlegne i Tal. Men Ministeriet, navnlig dets Chef og Estrup, havde megen Evne til at lede Forhandlingerne mellem de to Ting, og den Forbindelse mel
lem de store og smaa Bønder, som havde skabt Grundlovs
forliget, virkede endnu.
17
Venstre stod delt i tre Grupper, der hver talte omtrent 20 Medlemmer, men iøvrigt var Partirammerne ikke saa faste dengang, som de siden er blevet. 1. A. Hansen, der var ble
ven valgt i Svendborg, var Fører for den ene Gruppe; det danske Venstre, hvortil navnlig Grundtvigianerne hørte, havde til Ledere Balthazar Christensen, Sofus Høgsbro og C. Berg;
og Geert Winther stod i Spidsen for en Venstregruppe, hvis egentlige Fører, L. Bjørnbak, ikke havde Sæde i Rigsdagen.
Ogsaa det nationalliberale Parti stod delt i et Par Grupper, Hall var Fører for den ene, den anden, der gerne gik under Navnet Mellempartiet, nærmede sig i sine Anskuelser til den grundtvigske Fløj af Venstre. Den nye Grundlov havde givet Godsejerne en fyldig Repræsentation i Landstinget, og deres Indflydelse øgedes ved, at Regeringen var udgaaet af deres Midte.
Adskillige Love af vidtrækkende Betydning blev gennem
ført i Aarene fra 1866—70. — Estrup lik gennemført en Række .Jernbanelovforslag. Staten overtog Driften af de jydsk-fynske Jernbaner. Nye Jernbaneanlæg vedtoges: Banen fra Nørre
sundby over Hjørring til Frederikshavn, fra Skanderborg til Silkeborg, fra Lunderskov til Esbjerg, fra Esbjerg til Holste
bro, fra Roskilde til Masnedø o. 11. Estrup, der havde Tra
fikvæsnet under sig, blev en helt populær Mand, navnlig i Jylland, der især blev beriget med nye Baner. 1 1858 havde vore Jernbanelinier en Længde af 109 km., i 1868 534 km. og ti Aar efter, da Jernbaneforslagene i Tredsernes Slutning tørst var udnyttede, 1450 km. Af den største Betydning var det ogsaa, at Rigsdagen i 1868 vedtog at anlægge en Havn ved Esbjerg, den blev snart en af Danmarks største Udfør-selshavne.
Under Estrups Ledelse vedtoges ogsaa Landkommunalloven al 1867 og Købstadkommunalloven af 1868. Paa Forslag af Berg var det, at man ombyttede de gamle og grimme Ord Borgerrepræsentationer og Sogneforstanderskaber med de gode danske og velklingende Ord: Byraad og Sogneraad. Grundt
vig havde iøvrigt tidligere brugt disse Navne.
Allerede i Februar 1866 var der nedsat en Kommission til at overveje en ny Ordning af vort Forsvarsvæsen. Paa Grund
lag af Kommissionens Arbejde gennemførtes en Lov for Hæ
rens Ordning 1867 og for Søværnet 1868. Krigsminister
Fred. Nørgaard: Danmark fra (54. 'i
18
Raasløff og C. Berg trak her det største Læs. Den alminde
lige Værnepligt bevaredes, skønt mange navnlig af det danske Venstre var Tilhængere af almindelig frivillig Folkevæbning, som Grundtvig havde været en ivrig Talsmand for i den grundlovgivende Rigsdag. Ved den nye Hærlov blev Stillings-væsenet afskaffet, og adskillige demokratiske Reformer blev gennemført. Vor Hærstyrke kunde nu i Krigstid komme op paa 60,000 Mand. Hertil kom Flaadens Styrke. Den gen
nemførte Ordning var i det væsentlige gældende til 1909. Fra 1867—72 anvendtes der aarlig pr. Indbygger 8 Kr. 80 Øre til militære Udgifter, til Sammenligning kan det nævnes, at den tilsvarende Udgift i 1911—12 var 10 Kr. 60 Øre pr. Ind
bygger.
I Januar 1865 udtalte De forenede Stater Ønsket om af vore vestindiske Besiddelser at købe St. Thomas og St. Jan.
De to Regeringer blev enige om en Salgssum af 7!/2 Mill.
Dollars, Øernes Befolkning gav med stort Flertal deres Minde til Afstaaelsen, Folketing og Landsting vedtog enstemmigt Salget, men det strandede paa Modstand i det amerikanske Senat.
Imidlertid var der efterhaanden opstaaet nogen Spænding mellem Ministeriet og Folketinget. Og da I. A. Hansen fore
lagde et Lovforslag om tvungen Afløsning af Fæstevæsenet, som Folketingets Flertal var stærkt stemt for, medens Mini
steriet og Landstinget var imod det, øgedes Spændingen, og i Maj 1870 traadte Ministeriet Frijs-Frijsenborg tilbage og aflø
stes af Ministeriet Holstein-Holsteinborg. Der var Tale om at optage I. A. Hansen i Ministeriet, men det vakte stærk Modstand hos Højre, og Grev Holstein sammensatte sit Mini
sterium af Godsejere og Nationalliberale. Blandt de sidste var Hall, Fenger og Krieger.
4. Krigen 1870—71.
Siden 1864 var Preussens Magt vokset i Styrke. Sejren over Danmark fulgtes af Sejren over Østerrig i 1866, og de nord
tyske Stater samledes under Preussens Førerskab og Bis
marcks faste og kloge Ledelse i det nordtyske Forbund.
Midt i Juli Maaned 1870 kom Frankrigs Krigserklæring til Preussen. Den danske Regering udsendte en Neutralitetser
19
klæring, men mange lier hjemme haabede, at Danmark stil
lede sig paa Frankrigs Side for at faa Oprejsning for Tabet i 1864. Nu var Gengældelsens Time kommen. Ved store Folkemøder i Juli og Begyndelsen af August talte kendte Ord
førere lige ud om, at nu burde Danmark lægge sit Lod i Vægt-skaalen. I sit Blad »Dansk Folketidende« anbefaler Sofus Høgsbro, at der dannes en Samlingsregering, hvori alle Par
tier er repræsenterede, og skriver derefter: »Jo nærmere Kri
gens Skueplads kommer, jo klarere synes det nemlig at blive, at vi ikke faar andet Valg end at stille os paa Frankrigs Side.
Ingen kan overskue, hvilke Tab af Liv og Formue det kan drage efter sig, men naar Regeringen, med en saadan noget ændret Sammensætning, beslutter sig dertil, og naar Rigsda
gen elter alvorlig Prøvelse giver sit Samtykke gennem de uundgaaelige Pengebevillinger, i det sandsynlige Haab, at det adskilte da atter maa blive forenet, da vil det ogsaa føles dy bl al alle, at intet Offer er for tungt, hvis vi kan haabe dermed at hjælpe til, at vort lemlæstede Folk atter kan sam
les til et helt og selvstændigt Rige...« De toneangivende Blade i København, »Dagbladet« og »Fædrelandet«, var stemt lor, at Danmark skulde slutte sig til Frankrig. Ja, selv i Mi
nisteriet var der enkelte Medlemmer, som mente, at Danmark nu skulde vove alt for at vinde Sønderjylland tilbage. Men der lød ogsaa mange advarende Røster, bl. a. fra L. Bjørn
bak. D. 1. August kom Hertugen af Cadore, Napoleon Ill's Udsending, til København paa et fransk Krigsskib for at for
handle med den danske Regering om Alliance. Han foreslog Paa Kejserens Vegne, at et fransk Landgangskorps paa 35,000 Mand sammen med en dansk Styrke paa 25,000 Mand skulde landsættes paa den preussiske Østersøkyst. Fulgte Sejren de Iranske Vaaben, skulde Danmark til Løn for sin Medvirken have hele Slesvig tilbage.
Regeringen anmodede den afgaaede Ministerchef, Grev Frijs-f rijsenborg, om at Frijs-føre Forhandlingen med Napoleons Ud
sending, og han røgtede sit Hverv med den største Takt og
sending, og han røgtede sit Hverv med den største Takt og