Kirkelige og folkelige Bevægelser

Den grundtvigske Bevægelse. Grundtvigs Indflydelse i kirke­

lig og folkelig Henseende var bleven mere og mere kendelig.

Mange Præster rundt omkring i Landet regnede sig for hans Lærlinge og samlede store Kredse om deres Forkyndelse. Og navnlig efter 1864 havde unge Mænd, der var paavirkede af Grundtvig, taget et Højskolearbejde op og virkeliggjorde der­

ved hans folkelige Skoletanker. Endnu stod Grundtvig, gam­

mel af Aar, men aandsfrisk og aandslivlig, som Fører for den Bevægelse, der var skabt ved ham. En stærk Fællesskabs­

følelse forenede de grundtvigske Venner. Store Vennemøder, som samlede Deltagere fra hele Landet og varede tiere Dage, bar Vidne derom. I sine sidste Leveaar talte Grundtvig ved disse Møder om de vigtigste kirkelige og folkelige Spørgsmaal, som laa ham paa Sinde. Ved det første Vennemøde, i 1863, slog han stærkt til Lyd for større Præstefrihed og for en grundig Ændring af Præsternes Uddannelse. Ved Mødet blev der nedsat et Udvalg, der skulde arbejde for mere Frihed i Folkekirken. Præsterne Gunni Busck, P. Rørdam og K. Kö­

ster, Holjægermester H. Carlsen og Folketingsmand Sofus Høgsbro valgtes til Medlemmer af det.

I Ryslinge var en af den grundtvigske Retnings mest frem­

ragende Mænd, Vilhelm Birkedal, Præst. Store Skarer, der­

iblandt mange Sognebaandsløsere, samlede sig om hans Præ­

dikestol. Birkedal var levende optaget af Fædrelandets For­

hold, og en Søndag i September 1864 sluttede han sin sæd­

vanlige Kirkebøn med Ordene: »Gud give Kongen et dansk Hjerte, om det er muligt.« Han vilde dermed ikke sige no­

get nedsættende om Kongens Karakter, men han hentydede til, at Christian IX var tyskfødt, og nu bad han Gud om, at Kongen maatte faa samme Evne til at leve og aande i det danske som den, der er danskfødt. Men i høj Grad forstaae-ligt er det, at Udtrykket blev misforstaaet. Næste Aar rettede Birkedal i en Rigsraadstale et voldsomt Angreb paa Kongen, Ministeriet og dets Politik og fik nogle Uger efter sin Afsked

o 7

som Sognepræst. Men langt den største I)el äf hans Menig­

hed vilde ikke skilles fra ham, den dannede en Frimenighed med Birkedal som Præst og byggede sin egen Kirke. Og nu opstod Ønske om, at Frimenigheder kunde dannes inden for Folkekirken. Hertil sigtede et Forslag om Tillæg til Lov om Sognebaandets Losning af 4. April 1855, som Sofus Høgsbro og tre andre Folketingsmænd fremsatte i Folketinget; og 880 Medlemmer af Birkedals frie Menighed indgav en Adresse til Støtte for det. Men Forslaget blev standset i Landstinget d.

1. April 1867. Dets Modstandere, navnlig Biskop Martensen, havde nemlig ikke været ledige. De krævede, at Kirkens Me­

ning om Sagen først skulde høres gennem en Kirkekommis­

sion. 1 Sommerens Løb forhandledes Sagen ved Landemo­

derne, senere tog Regeringen Sagen i sin Haand, og Biskop P. Chr. Kierkegaard blev udnævnt til Kultusminister. Alle Bigets Bisper med Undtagelse af Kierkegaard udsendte en Fællesudtalelse, hvori det hed, at en Lovgivning som den paa­

tænkte indeholdt Stof til »efterhaanden at forvanske Kirkelæ­

ren, udbrede allehaande Sektvæsen og tilsidst bringe det der­

til, at ingen Folkekirke lindes i Danmark.« 800 Præster og 80,000 Lægfolk underskrev en Protestadresse. Som Eksempel paa det stærke Børe og den store Forskrækkelse, Sagen vakte, kan det nævnes, al Præsten i Tanderup ved Assens paa Adres­

sen fra sit Sogn havde tilføjet: »Hele Tanderup Sogneraad saavelsom alle dets øvrige Familiefædre, Enker og øvrige Kvinder med egen Husstand har, paa enkelte faa nær, under­

skrevet omstaaende Adresse med et dybt bevæget og ængste­

lig bekymret Sind.«

Biskop Kierkegaard var imidlertid traadt tilbage som Mi­

nister, og Provst Aleth Hansen var udnævnt i hans Sted, men da Regeringens Forslag stadig mødte Modstand i Landstinget, gjorde Grev Frijs dets Vedtagelse til et Kabinetsspørgsmaal, og Valgmenighedsloven gennemførtes da og stadfæstedes 15.

Maj 1808. Et Par Maaneder efter nedsattes en Kirkekom­

mission.

Valgmenighedsloven bestemte, at 20 Husfædre eller Enker, der horte til Folkekirken og byggede deres egen Kirke, skulde have Bet til selv at vælge og lønne en Præst, hvis Valg skulde stadfæstes af Kongen. Ryslinge Valgmenighed blev den før­

ste, men senere er flere fremstaaet, nu findes der over 20

58

saadanne Valgmenigheder, hvis Medlemmer hører til Folke­

kirken, men som har sluttet sig sammen i Menigheder om en Præst, de selv har valgt. Kun den grundtvigske Retning har brugt den Ret, som Loven hjemler Folkekirkens Med­

lemmer.

1871 i Pinsen holdtes det sidste Vennemøde, Grundtvig del­

tog i. Et nyt Vennemøde, det syvende i Rækken, var fastsat til d. 10. September 1872, men faa Dage før, d. 2. September, døde Grundtvig. Mange Præster og Lægfolk fra hele Landet deltog i den storstilede Jordefærd, som viste Københavnerne, hvor stort et Følge den faldne Høvding havde. I Kirken talte hans Præstevenner F. E. Bojsen, P. Rørdam og P. A. Fenger, ved hans Gravsted paa Køge Aas ved (il. Køgegaard Bjørn­

stjerne Bjørnson. Ved Vennemødet den følgende Dag sang man for første Gang Bjørnsons mægtige Mindesang, i hvilken der varsles om Grundtvigs Syner: »Nordfolkets Udsigt i tu­

sinde Aar skal de rande.«

Den grundtvigske Retning havde ved Høvdingens Bortgang stor Indflydelse overalt i Landet. Mange blev vakte til aan-deligt Liv ved den lyse og levende Kristendomsforkyndelse, hans Venner førte, og Sansen for menneskelig Oplysning og borgerligt Frisind var gennemgaaende stor i grundtvigske Kredse.

I politisk Henseende var der ikke Enighed inden for den grundtvigske Retning, og dette gav Anledning til stærke Bryd­

ninger. Mange, blandt dem Præsterne Birkedal, Otto Møller og P. Rørdam, N. 1. Termansen, Rektor Lefolii og Grundt­

vigs Søn, Frederik Lange Grundtvig, fandt, at grundtvigske Folk indgik en falsk Alliance, da det forenede Venstre danne­

des. Det store Vennemøde i Odense 1874 bragte et Opgør om dette Spørgsmaal. Det var navnlig Professor Hammerich, der førte Angrebet. Han kaldte det forenede Venstre en Al­

liance mellem Aand og Uaand. Han erkendte vel, at Partiet rummede hæderlige Mænd, »men ogsaa dem, der hader al Aand, for hvem Fædrelandet er en ligegyldig Ting«. Han forstod ikke, at de, der af Hje rtet kan synge Grundtvigs Kæmpesange, kunde nægte, hvad der kræves til Forsvarssa-gen: »Det er smerteligt at se den mandige Grundtvigs Venner opgive Forsvaret for Partivæsenets og Alliancens Skyld.«

Hammerich blev imødegaaet af Pastor F. E. Bojsen og C.

59

Berg, der hævdede, at det forenede Venstre var en naturlig Sammenslutning til Fremme af folkeligt Selvstyre.

I Folkehøjskolens Arbejde var der stærk Vækst. Men endnu havde den ikke vundet den almindelige Anerkendelse, som siden blev den til Del. Mangen en ung Mand og Kvinde maatte i de Tider bryde Forældrenes Modstand for at komme paa Skole.

Blandt Højskolerne fik Askov snart en førende Stilling. Ef­

ter Kolds og Grundtvigs Død var Ludvig Schrøder Hoved­

manden for den folkelige Oplysning. Askov Højskole blev paa mange Maader et Samlingssted for den grundtvigske Kreds. Her var det, at Vilhelm Birkedal d. 30. Juli 1874 or­

dinerede Cornelius Appel til Frimenighedspræst for Rødding Frimenighedskreds i Sønderjylland, og en frugtbar Begyndelse til grundtvigsk Menighedsliv i Sønderjylland var gjort hermed.

Det var paa Askov Højskole, at de første Efteraarsmøder holdtes. I Oktober 1874 samledes en 70—80 Deltagere en Iges Tid for at høre Foredrag af grundtvigske Ordførere, Præster og Højskolemænd. Lidt efter lidt blev det Sædvane rundt om i Landet at samles til Efteraarsmøder paa Højsko­

ler eller i Forsamlingshuse, som navnlig fra Firsernes Begyn­

delse rejste sig i stort Tal. Møderne varer en eller liere Dage og holdes, naar Høsten er kommen i Hus.

I grundtvigske Kredse var Grundtvigs Tanke om en stor tolkelig Højskole i Sorø tit til Drøftelse. D. 10. og 11. April 1878 blev der i København holdt et Møde, hvor Jens Nørre­

gaard især slog kraftigt til Lyd for at faa Sorø-Højskolen i Gang. Men Ludvig Schrøder havde i nogen Tid syslet med 1 anken om at begynde en udvidet Undervisning i Askov, saa-ledes at der kunde skabes et stærkt Brændpunkt for den grundt­

vigske Højskolebevægelse. Tilskyndet dertil af gode Venner begyndte Schrøder da en udvidet toaarig Højskoleundervisning i 1878. En ung Videnskabsmand, Fysikeren Povl la Cour, knyttedes til Skolen

Landbrugsskoler, der stod i nær Forbindelse med Folke­

højskolen, tog sig af de unges faglige Dygtiggørelse; den før­

ste oprettedes af J. C. la Cour i Lyngby 1867, senere kom an­

dre, Tune, Ladelund og Dalum o. 11., til.

Højskolebevægelsen var i det hele i stærk Vækst, omkring ved Aarhundredeskiftet var over 6000 unge Mænd og Kvinder

60

aarligt Kiever paa Højskoler og Landbrugsskoler, nu er det tilsvarende Tal omtr. 9000.

Fra 2—4. August 1881 holdtes paa Askov Højskole et Møde, der samlede omtr. 7-00 Mennesker, deraf 120 Præster fra hele Landet. Mødet var sammenkaldt, for at man skulde drøfte de kirkelige Frihedskrav. De Heste af Mødets Delta­

gere enedes om den saakaldte »Askovadresse«, en Henven­

delse til Rigsdagen, som i en Hovedsum indeholder de Krav om kirkelig Frihed, man stillede inden for grundtvigske Kredse. Man anmodede om, at efterfølgende Punkter maatte blive overvejede og fremkalde de nødvendige dertil svarende Lovforslag:

1. Det nuværende Præsteløfte afløses af et nyt, hvorved Præsterne forpligtes til efter deres bedste Overbevisning at lære overensstemmende med den hellige Skrift og at forvalte Sakramenterne sømmelig efter Herrens Indstiftelse.

2. Der indrømmes Sognemenighederne Ret til at vælge de­

res Præster.

3. Hvor Præst og Menighed kan enes om Indførelse al en Salmebog og en Alterbog, indrømmes der dem Ret dertil.

4. Der gives udvidet Frihed for Præsterne til at stede Børn til Herrens Bord i en tidligere Alder end nu, ganske som i den ældre lutherske Kirke i Danmark (smig. Peder Plades Visitatsbog) — samt Frihed for Præsterne til at foretage den almindelige saakaldte Konfirmation uden Hensyn til Al­

der, Udskrivning af Skolen og bestemte Søndage i Kirke-aaret.

5. Der gives udvidet Frihed for Bisperne til under sær­

egne Forhold at ordinere Mænd til Præster, som ikke er i Besiddelse af alle de nu for Tiden gældende Betingelser for Ordination (smig. Ordningen i den anglikanske Kirke).

6. Der gives Mænd over 30 Aar Adgang til for en særskilt Eksamenskommission at underkaste sig en theologisk Em-bedsprøve, som Staten godkender, uden at vedkommeiide først har taget Studentereksamen og »Filosofikum«.

7. Der indføres en borgerlig Form for Ægteskabets Op­

rettelse for alle ved dertil beskikkede Mænd i hvert Sogn.

8. Der indrømmes Valgmenigheder og Sognebaandsløsere udvidet Bet til at benytte Sognekirkerne.

>Askovadressen« vakte en Del Opmærksomhed, og denne

61

øgedes ved, at Scavenius, der lige var bleven Kultusminister, gav de Præster, der havde underskrevet den, en Irettesættelse, fordi de ikke havde indsendt deres Begæring ad tjenstlig Vej.

løvrigt kunde alle grundtvigske Folk ikke samles om de Krav, der var rejst. Mange var enige med Skat Rordam i hans Imødegaaelse af Askovkravene i hans Lejlighedsskrift: »De kirkelige Frihedskrav«. Heller ikke senere har der været Enighed om kirkepolitiske Spørgsmaal inden for den grundt­

vigske Lejr. Den grundtvigske Retning har aldrig, som Indre Mission, udgjort noget Parti, ja, der har ligefrem været stærk Modstand mod Organisation og liden Sans for kirkelig Stati­

stik. Da en Del grundtvigske Præster og Lægfolk i 1898 dannede en Forening: »Kirkeligt Samfund af 1898«, kom denne Modstand meget stærkl frem. Formaalet med Kirke­

ligt Samfund, hvis første Formand var Pastor V. I. Hoff, Var­

tov, var, at grundtvigske Folk skulde løse de kirkelige Op­

gaver i Fællesskab, som den enkelte ikke kan magte. 1908 indviedes »Kirkeligt Samfund«s Bygning: »Grundtvigs Hus« i København, hvortil var indkommen Bidrag fra hele Landet.

En senere Indsamling 1918—19 har muliggjort, hvad der op­

rindelig var Tanken, at »Grundtvigs Hus« helt ud kan danne Rammen om et grundtvigsk Ungdomsarbejde. »Kø­

benhavns Højskoleforening«, der stiftedes 1878 og i mange Aar havde Folketingsmand Harald Holm til Leder, faar Lokaler i Bygningen.

Den grundtvigske Retning har ikke alene vist stor Interesse for Skoler for Voksne, men ogsaa for Børneskolen. Allerede 1852 havde Christen Kold oprettet den første Friskole i Dalby ved Kerteminde, og snart oprettedes mange grundtvigske Fri­

skoler, navnlig paa Fyn. Forældre, der var utilfredse med Undervisningen i den offentlige Skole, navnlig med Religions­

undervisningen med dens Ramseri og Udenadslæren, oprettede selv en Skole, valgte selv og betalte selv en Lærer, der delte deres kristelige og folkelige Livsanskuelse. I Begyndelsen maatte Friskolerne kæmpe med mange økonomiske Vanske­

ligheder, og Myndighederne lagde tit Sten paa deres Vej. Men Friskolernes Tal voksede Aar for Aar, navnlig i kristelig vakte Egne, og med Tiden skabtes der en gavnlig gensidig Paavirk-ning mellem Friskolen og den offentlige Skole. 1886 oprette­

des »Dansk Friskoleforening«. Ved Skoleloven af 1899

be-62

stemtes det, at der fra Statens Side skal ydes et bestemt aar-ligt Hidrag (omtr. 12 Kr.) til hvert Barn, der søger en Fri­

skole. Dette Bidrag er senere forhøjet, i Øjeblikket er det 49Vs Kr. Omkring Aarhundredskiftet var der omtr. 160 Fri­

skoler, som søgtes af omtr. 6000 Børn. Nu er Tallet meget højere.

Indre Mission. I Midtsjælland var der i Halvtredserne en ret udbredt kristelig Lægmandsbevægelse; i Tilknytning til denne stiftedes 1853 »Foreningen for den indre Mission«.

Foreningen udsendte Smed Jens Larsen som Rejseprædikant og udgav: »Indre Missions lidende«. Foreningen var rejst af Lægfolk, men mange Præster saa med Venlighed paa dens Virksomhed, og Præsten i Høve, C. Fr. Rønne, traadte senere til som Formand, men det lykkedes ham ikke at holde For­

eningens Arbejde i sundt kirkeligt Spor uden Sværmeri. Ved et Møde i Stenlille 1861 blev Foreningen ophævet, og en nv Forening: »Kirkelig Forening for den indre Mission i Dan­

mark« blev dannet. Bag denne Nydannelse stod to unge Præ­

ster, Johannes Clausen og Vilhelm Beck. Navnlig den sidste, fra 1874 Præst i Ørslev ved Slagelse, blev den ledende. Ved hans Arbejde hindredes Bevægelsen fra at glide ud i Sektvæ­

sen, og han skabte den frugtbare Samvirken mellem Præster og Lægfolk, som præger Indre Missions Virksomhed. Vilhelm Beck er født 1829 i Ørslev Præstegaard, hvor han ogsaa endte sine Dage. En kristelig Opvækkelse, han oplevede, gav ham

Kralt og Mod til at forkynde Evangeliet; han fjernede sig mere og mere fra den grundtvigske Retning, som han nu og da havde lølt sig draget imod. Snart blev han kendt som en kraftig og djærv Prædikant, han kunde ved sin ind­

trængende Tale om Omvendelse minde om de middelalderlige Bodsprædikanter. Han betonede stærkt, at de hellige ikke maatte hengive sig til de I ing, som »Verdens Børn« fandt stort Behag i (f. Fks. Teater, Dans og Kortspil), og han under­

stregede stærkt Skellet mellem de troende og de vantro. Gen­

nem hans og Foreningens Virksomhed opstod der i mange Egne en stærk kristelig Vækkelse. Vilhelm Beck er den egent­

lige Skaber al Indre Mission og til sin Død denne Retnings Fører. Hans store organisatoriske Evne kom til Udfoldelse i de mange Aar, han var formand for Foreningen og Redak­

tør af »Indre Missions Tidende« og »Annekset«. Efter hans

63

Død (1901) lededes Foreningen af Provst Zeuthen, efter hvis Død Sognepræst Carl Moe har overtaget Formandsskabet.

Ved Becks Død havde Foreningen over 150 Indremissionæ­

rer, over 100 Kolportører, den ejede omtr. 400 Missionshuse.

»Kirkelig Forening for indre Mission i København« blev stiftet 1865. Ogsaa gennem den er der udfoldet en rig Virk­

somhed, dens store Missionshus, »Betesda«, har tit givet Plads for store kirkelige Møder; Indre Mission i København har i højere Grad end Indre Mission paa Landet kunnet samarbejde med andre kirkelige Retninger.

Tredje Retning. Mange danske Præster føler sig i aandelig Gæld til Hiskop Mynster og Biskop Martensen og er i deres Forkyndelse prægede af disse to betydelige Personligheder.

Man har betegnet dem med Navnet: Kirkeligt Centrum, de højkirkelige eller tredje Retning, men den kirkelige Bevægelse, de er Bærere af inden for dansk Kirkeliv, har ikke i saa høj Grad Retningspræg som den grundtvigske Bevægelse og Indre Mission. Mange af de Præster, der hører til tredje Retning, er Tilhængere af en Kirkeforfatning, der kan give Kirken

»Mund og Mæle«, og de hævder, at der i Grundlovsparagra-fen: »Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov« er givet den danske Folkekirke Løfte om en saadan Forfatning. Navnlig inden for grundtvigske Kredse er der mange, som ikke ønsker en Kirkeforfatning.

Ydre Mission. Alle kirkelige Retninger her hjemme har ar­

bejdet lor Evangeliets Udbredelse i Hedningelande, men i nyere Tid har Indre Mission mere end nogen anden kirke­

lig Retning vist Interesse for ydre Mission. Det danske Mis-sionsselskab var allerede stiftet 1821 af Sognepræst Bone Falck Rønne, men først i Aarhundredets sidste Halvdel kom der større f a r t i Arbejdet. Fra 1889 fik Indre Mission stor Ind­

flydelse paa Ledelsen, og mange Missionærer virker nu i In­

dien og Kina, støttet af Dansk Missionsselskab, der forvalter de store frivillige Gaver, der indsamles i danske Menigheds­

kredse. Flere mindre Missionsselskaber har underholdt Lø­

venthais Mission i Sydindien, Santhalmissionen i Nordindien, L. P. Larsens Mission blandt Studenter i Madras og Sømands­

missionen i Kalkutta.

Kirkelige Foreninger. Det frivillige kirkelige Arbejde har væ­

ret i stærk Vækst i de sidste halvtreds Aar. Der er navnlig

64

Grund til at nævne Københavns Kirkesag, der har gjort et stort Arbejde l'or at skafte København det nødvendige Antal Kirker i Forhold til dets Indbyggertal. »Det københavnske Kirkefond«

og »Foreningen til Opførelse af smaa Kirker« har virket herfor og har fundet Støtte til sit Arbejde i alle kirkelige Kredse. Mange Kirker er byggede: 1890 havde København—Frederiksberg 360,000 Indbyggere, 18 Kirker og 49 Præster, 1916 var de tilsva­

rende Tal: 605,000 Indb., 49 Kirker og 115 Præster. Kirke­

fondet ejede 1914 19 Kirker. Med Hjælp af Statens Midler er der bygget mange Kirker ud over Landet, intet andet 'rids-rum i vor Historie, Valdemarernes undtaget, overgaar Tids­

rummet fra 1864 til 1914 i Sans og Trang til at rejse Kirker.

I København har de samvirkende Menighedsplejer, der i 1914 havde en Indtægt af omtr. 360,000 Kroner, udfoldet en rig Virksomhed for Fattigpleje. Og ogsaa en Hække andre Virksomheder, Diakonissestiftelsen, Lukasstiftelsen o. a., der staar i nær Forbindelse med kirkelige Kredse, har udført et stort Arbejde.

Navnlig i Købstæderne har »Kristelig Forening lor unge Mænd« (K. F. U. M.) og »Kristelig Forening for unge Kvin­

der« (K. F. U. K.) samlet mange unge Mennesker til kirkelig Opbyggelse og folkelig Oplysning. K. F. LT. M. har sin egen store Foreningsbygning i København. Den giver med sine Mødesale og Lokaler Plads for et stort og vidtgrenet l ng-domsarbejde.

9. Folkeoplysning.

Folkeskolen ocj dens Lærere. Vor Folkeskole eller Almue­

skolen, som den oprindelig hed, er grundlagt paa Forordnin­

gen af 29. Juli 1814. Men først lidt elter lidt lik vort Land en ordnet Folkeskole i alle Landets Dele. Senere Love ud­

byggede og forbedrede Folkeskolen og gjorde Lærernes Stil­

ling mere fast og betrygget; i 1856 lik D. (i. Monrad gennem­

ført en Lov, der gav Befolkningen Indflydelse paa Lærerem­

bedernes Besættelse og Lærerne højere Løn. Senere har Skole­

lovene i 1899 og 1908 forbedret Folkeskolens og Lærernes Stilling.

Af alle Skoler er Folkeskolen den, hvis Paavirkning naar

videst ud, da langt den største Del af Landets Børn undervi­

ses i den. Der er lier i Landet ikke Skoletvang, kun Under-visningstvang, men kun faa Forældre underviser selv deres Børn eller lader dem undervise i Hjemmet, og kun en mindre Del al' Landets Børn undervises i Friskoler og Privatskoler.

I 1912 søgtes Folkeskolen af 88 % af de undervisningspligtige Børn, i Stor-København (København, Frederiksberg og Gen­

tofte Kommune) af 81 °/<h ' Provinsbyerne af 83 % °& P^{a a} Landet af 92 °/0. I Landdistrikterne er der her nogen For­

skel: i Jylland søgte 93 °/0 af Børnene Folkeskolen, paa Fyn 87 °/0 og paa Lolland-Falster 95

°/o-Lærernes Stilling er her i Landet sikkert friere end i de Heste andre Lande. Der er ikke nogen fastslaaet Undervis­

ningsmetode, som alle skal følge, og Tilsynet med Undervis­

ningen, deriblandt den stedlige Skolekommissions, er ikke af stærkt indgribende Art. Denne Frihed har sikkert sin store

ningen, deriblandt den stedlige Skolekommissions, er ikke af stærkt indgribende Art. Denne Frihed har sikkert sin store

In document THE DET (Sider 68-97)