stian IX viste ham. I Estrup havde Højre en Fører af sjæl
14. Fra Vaabenstilstandens Indtræden til Sønder
jyllands Genforening med Danmark.
Ved Vaabenstilstandens Indtræden sluttede Kampen med Kugler og Krudt, men mange af de Vanskeligheder, Krigstiden skabte, vedblev at være til Stede. I mange Lande fulgte Uroligheder i Krigens Spor, og i alle Lande fremkaldte Striker og Uro i Arbejderkredse vanskelige Forhold. Ogsaa vort Land mærkede, om end i langt mindre Grad end andre Lande, Krigens Følger.
I det politiske Liv indtraadte der i Februar 1919 en Krise.
Anledningen hertil var Statens økonomiske Stilling. Forholdet mellem Statens Indtægter og Udgifter i Finansaaret 1918—19 viste sig at være langt mere ugunstigt, end man havde ventet.
1 Februar fremsatte Finansministeren Forslag til et Statslaan
104
paa 120 Mill. Kr. ti] Dækning al' det Underskud, Finansaaret vilde bringe. Man regnede med, at Statens Udgifter i Finans
aaret i 1918 19 vilde blive 610 Mill. Regeringens Mod
standere indrømmede, at Statslaanet var nødvendigt, men krævede som Betingelse for at stemme for det, at Regeringen skulde gaa med til en Tidsbegrænsning af Loven af 7. August 1914, der forlenede Regeringen med en udstrakt Myndighed til at trætTe Afgørelser uden Rigsdagens Samtykke. Men Rege
ringen modsatte sig, at der knyttedes en saadan Betingelse til Statslaanets Vedtagelse. 1 Folketinget blev Forslaget om Stats
laanet vedtaget, men Landstingets Flertal nægtede at fremme Forslaget, inden man havde Vished for, at Loven af 7. August vilde blive tidsbegrænset. Men det tilføjede, at man vilde ved-tage S tatslaans torslaget, hvis et folketingsvalg gav Regeringen Medhold.
Da det ikke lykkedes Regeringen at gennemføre Statslaans-forslaget, indgav Statsminister Zahle den 1. Marts Ministeriets Afskedsbegæring. Kongen førte derefter Forhandlinger med Partiernes formænd. Den 4. Marts var alle otte Partiformænd samlede paa Amalienborg, og Kongen udtalte følgende til dem :
»Som Resultat af mine Overvejelser udtaler jeg, at jeg ikke udnævner et Ministerium, der ikke er i Overensstemmelse med Folketingets Flertal. Jeg beklager, at et Samlingsmini-sterium ikke har Udsigt til at kunne dannes. Jeg beder Par
tierne overveje, hvorledes de politiske Forhold bedst kan ordnes, idet jeg har Tillid til, at de Herrer i deres Overvejelser vil have Landets og folkets sande Vel for Øje i disse svære lider. Jeg modtager gerne et Forslag om, hvad Partierne har kunnet enes om.« Der blev nu ført nogle Forhandlinger, men de endte uden Resultat, og den 7. Marts fik Kongen Meddelelse herom. Kongen bevilgede derefter Ministeriet dets Afskedsbegæring og bad det fungere, indtil et nyt Mini
sterium var dannet. Grev Frijs, der ikke havde søgt Genvalg ved Landstingsvalget 1918, blev kaldt til Kongen og meddelte siden Partierne, at han kunde tænke sig, hvis ingen anden l dvej fandtes, at danne et Forretningsministerium med be
grænsede Opgaver. Denne og andre Muligheder, bl. a. et Samlingsministerium, drøftedes, men ogsaa disse Forhand
linger endte uden Resultat. Den 15. Marts opfordrede Kon
gen da Statsminister Zahle til at undersøge Mulighederne for,
105
at hans Ministerium kunde fortsætte. To Dage etter holdt de to Regeringspartier et fælles Partimøde, og Ministeriet tik her Tilslutning til at forhandle 0111 en Løsning af Krisen.
Den følgende Dag modtog Zahle Kongens Anmodning om, at Ministeriet fortsatte. Resultatet af de Forhandlinger, som nu fulgte, blev, at Statslaanet blev vedtaget, og at Loven af 7.
August 1914 skulde bortfalde 1. September 1919. Hermed var den politiske Krise endt, men skønt de Forhandlinger, der førtes i Tingene under Krisen, tit havde et voldsomt og bittert Præg og trak Partilinjerne skarpt op, fandt der dog i de føl
gende Maaneder et nyttigt Samarbejde Sted mellem forskellige Partier til Løsning af vigtige Lovgivningsspørgsmaal.
Allerede paa et tidligere Tidspunkt af Rigsdagssamlingen blev der paa Grundlag af Landbokommissionens Arbejde fore
lagt Lovforslag 0111 Lens, Stamhuses og Fideikommisgod
sers Overgang til fri Ejendom. Efter mange Udvalgsfor-handlinger enedes et Flertal i Folketing og Landsting om en Løsning af dette Spørgsmaal, hvorved en Løfteparagraf i Junigrundloven opfyldtes. Loven bestemmer, at Besiddere af Len, Stamhuse og Fideikommisgodser faar Ret til at over
tage Besiddelsen til fri Ejendom paa Betingelse af, at de ind
betaler til Statskassen 25 °/0 af Værdien af de Besiddelser, hvorpaa der hviler Hjemfaldsret, og 20 °/o c^e øvrige Be
siddelser og stiller indtil x/£ af den overtagne Jord til Raa-dighed for Staten imod Erstatning Den nævnte Pengeafgift henlægges til et Jordfond, hvis Midler skal anvendes til Køb af Jord eller til Udlaan til mindre Jordbrugere. De Besiddere, der ønsker at faa deres Besiddelse overdraget til fri Ejendom, skal rette en Henvendelse derom til Justitsministeren inden Udgangen af Aaret 1920. Hvis en saadan Henvendelse først sker i Aaret 1921, forhøjes Afgiften til 30 °/0 af de Besiddelsers Værdi, hvorpaa der hviler Hjemfaldsret, og til 25 °/0 af de øvrige Besiddelser. Hvis der efter 1921 endnu er Besiddere, der ikke har benyttet sig af Adgangen til at overtage deres Besiddelse som fri Ejendom, skal de svare en aarlig Afgift til Statskassen af 1 '/s °/o af de Besiddelsers Værdi, hvorpaa der hviler Hjemfaldsret, og 1 °/0 af de øvrige Besiddelsers Værdi. Ogsaa denne Afgift henlægges til Jordfondet, hvis Størrelse vil blive henved 90 Mill. Kr En Trediedel af den til fri Ejendom overdragne .lord vil udgøre omtr. 40,000 Tdr.
106
Land, der stilles til Raadighed til Oprettelsen af mindre Landbrug. Samtidig med denne Lov vedtoges en Lov om At hændelse af Præstegaardsjorder til Oprettelse af Husmands
brug og en Lov om Vilkaar for Bortsalg af Jorder i offentligt Eje. Alle tre Love stadfæstedes 4. Oktober 1919.
I September 1919 vedtoges en midlertidig Lov om Regu
lering af Prisen paa Livsfornødenheder og Varer. I Henhold til denne Lov tik Indenrigsministeren Bemyndigelse til — ind
til 15. April 1920 — under Medvirken af et Rigsdagsudvalg at træffe Foranstaltninger til Regulering af Priser paa Livs-fornødenheder.
Arbejdsforholdene prægedes af megen Uro, og skønt Syndi
kalismen langt fra havde samme gode Jordbund her hjemme som i andre Lande, fandt de syndikalistiske Ideer dog Indgang særlig blandt de unge og yngste Arbejdere, og adskillige Gange havde disse Magt til at frembringe ulovlige Arbejdsstandsninger, at hvilke navnlig Havnestrejken i København i Eftersommeren 1919 paaførte Landet store Tab. De ledende Socialdemokrater og langt den største Del af de organiserede Arbejdere forlod derimod ikke de gamle Baner, som har Hævd inden for Socialdemokratiet. Ved Overenskomster indførtes der 8 Timers Arbejdsdag, og Arbejdernes Lønninger steg, saa de svarede til den Prisstigning, der havde fundet Sted. 1 September Maaned 1919 gennemførtes Lønningslove, som sikrede Statens Embedsmænd og Tjenestemænd betydelig højere Løn.
I August Maaned 1919 vedtog Rigsdagen, at der skulde optages et indenlandsk Statslaan — Genforeningslaanet — paa 120 Mill. Kr. til Bestridelse af de Udgifter, som Sønderjyllands Genforening med Danmark vil medføre. Beløbet blev over
tegnet, saaledes at Statslaanet med Rigsdagens Billigelse blev paa 145 Mill. Kr. Senere blev den Pengerigelighed, som i høj Grad mærkedes under Krigen, afløst af Pengeknaphed.
Grunden hertil var bl. a., at Landets Indførsel af Varer i 1919 var af omtr. tre Gange saa stor Værdi som dets Ud
førsel af Varer (fra Januar til Udgangen af November 1919 ind
førtes der Varer for 2186 Mill. Kr., medens Udførselen kun havde en Værdi af 770 Mill. Kr.) Da Pengeknapheden tiltog, og vore Penge faldt i Værdi i Forhold til andre Landes, navnlig Amerikas og Englands, oprettedes i December
107
Maaned et Finansraad, der især satte sig til Opgave at taa Indførselen af Luksusvarer indskrænket og Udførslen af danske Varer øget.
Efter Vaabenstilstandens Indtræden lagde navnlig den fore-staaende Genforening med Sønderjylland Beslag paa Rigsdagens og Folkets Opmærksomhed. Allerede den 23. Oktober 191<S
— samme Dag som H. P. Hanssen talte i den tyske Rigsdag samledes Folketingets og Landstingets Medlemmer til et fortroligt Fællesmøde om Grænsespørgsmaalet. Man enedes om følgende Udtalelse: »Efter at have hørt Ministeriets Med
delelser fastslaar Rigsdagens Fællesmøde:
at der er Enighed om at fortsætte den til alle Sider ligelige Neutralitetspolitik, som hele det danske folk har givet sin Tilslutning,
at ingen anden Ændring i Slesvigs nuværende Stilling end en Ordning efter Nationalitetsprincippet stemmer med det dan
ske Folks Ønske, Følelse og Interesse, og, under den fore-staaende Gennemførelse af det fra begge de krigsførende Far
ters Side godkendte Nationalitetsprincip: Folkenes Selvbe
stemmelsesret,
at ønske Løsningen tilvejebragt paa en saadan Maade, at der ikke voldes Skade i Forholdet til nogen af Siderne, hvor
ved ogsaa Genforeningens fremtidige Sikkerhed betrygges.«
Nogle Uger senere, den 16. og 17. November, samledes den nordslesvigske Vælgerforenings Bestyrelse og I ilsynsraad til Forhandling i Aabenraa om Grænsespørgsmaalet. Den 17.
vedtoges følgende Udtalelse:
1) Vi ønsker det nordslesvigske Spørgsmaal løst paa den Maade, at Nordslesvig opfattes som en Helhed, hvis Belolk-ning ved at stemme Ja eller Nej tilkendegiver, om den vil genforenes med Danmark.
2) Nordslesvig er den Del af Hertugdømmet Slesvig, der ligger Nord for en Linje, som gaar fra Sydpynten al Als ind ad Flensborg Fjord til Kobbermøllebugten, op langs Krusaa-dalen Sønden om Frøslev saaledes, at Padborg bliver Grænse
station, og derpaa følger Skellet mellem Slogs og Kær Herred, Skelbækken, og til sidst Sønderaaen og Vidaaen til dens Bøj
ning mod Nord, hvorpaa den gaar lige ud til Vesterhavet og videre ud om Nordpynten af Sild.
3) Stemmeret har alle over 20 Aar gamle Mænd og Kvinder,
108
a som er fødte og liar hjemme i Nordslesvig, b) eller har boet i Nordslesvig i mindst 10 Aar, c) eller er fødte i Nord
slesvig, men udviste af de hidtil værende Magthavere.
4) Stemmeretten udøves skriftligt under Former, som sikrer hver enkelts frie Viljesytring. De hidtilværende Myndigheder maa ikke øve Indflydelse paa Afstemningen.
5) Vi betragter det som en Selvfølge, at tilstødende Distrikter i Mellemslesvig, som rejser Kravet, har Ret til ved en sær
skilt Afstemning at tilkendegive, om de ønsker at komme til
bage til Danmark.
To Medlemmer tiltraadte dog kun denne Udtalelse med det Forbehold, at Flensborg ogsaa hørte til Nordslesvig, og at Afstemningen i de tilstødende Distrikter burde ske samtidig med Afstemningen i det danske Nordslesvig.
Grænsespørgsmaalet blev ivrigt drøftet i Blade og ved Møder i de følgende Maaneder; og navnlig Flensborgbevægelsen traadte stærkt i Forgrunden. Især »Flensborg Avis« og dets Redaktør L. Christiansen, der lorst i Begyndelsen- af December vendte hjem fra Militærtjenesten, slog stærkt til Lyd for, at Flens
borg og Mellemslesvig, hvor Danskheden havde kæmpet de haardeste Kampe mod Fortyskningen, ikke burde glemmes nu, da lysere Tider var inde. Baade i Sønderjylland og i Kongeliget havde disse 1 anker gunstig Medbør og mange Tilhængere, hvilket gav sig til Kende ved store Møder.
Men der var adskillige, som ønskede, at Danmarks frem
tidige Grænse maatte blive Dannevirke, Danmark havde hi-stoiisk Ket til Sønderjylland lige til Dannevirke, hævdede de.
Fra anden Side blev det stærkt understreget, at det vilde
\ a i e en l lykke, om Sydslesvigs tyske Befolkning blev ind
lemmet i Danmark, og Dannevirkebevægelsen mødte stærk Modstand fra langt den største Del af Folket baade Syd og Nord lor Grænsen, medens Flensborgbevægelsen fandt natur
lig Sympati.
Den 17. December modtog den danske Regering Adresser ti a de mellemslesvigske Sogne og Flensborg; man anmodede om, at ogsaa Befolkningen i Mellemslesvig under Forhand
lingerne om \ erdensfreden kunde laa sin Ret anerkendt til fri Afstemning. Adressen fra de mellemslesvigske Sogne havde
<S7(5 Underskrifter, Adressen fra Flensborg 3401. Regeringen lovede i sit Svar, at den vilde bringe Henvendelsen til de
109
Allieredes Kundskab, og udtalte sin Forvisning om, at de dauske Mellemslesvigere vilde faa deres. Ønske om tri Al-stemning opfyldt.
Det sønderjydske Spørgsmaal var lagt i Fredskonferencens Haand. Magister H. V. Clausen rejste paa Regeringens Op
fordring til Paris for at være den danske Gesandt til Støtte som særlig sagkyndig i det sønderjydske Spørgsmaal under de Forhandlinger, som Fredskonferencen maatte ønske. 1 il yderligere Støtte for Grænsespørgsmaalets heldige Løsning rejste i Februar Maaned 1919 en Delegation af Repræsen
tanter for de Danske i Nordslesvig og Mellemslesvig og fol
den danske Rigsdag til Paris. Delegationens Medlemmer var Sønderjyderne H. P. Hanssen, Nis Nissen, Kloppenhorg Skrums-ager og Redaktør Andreas Grau, og valgte at Rigsdagens Par
tier Forsvarminister P. Munch, Folketingsmand N. Neergaard, Landstingsmændene Bramsnæs og Alexander Foss. I i 11 ige var Etatsraad H. N. Andersen og Etatsraad Glückstadt Med
lemmer af Delegationen for med deres Sagkundskab paa øko
nomiske Omraader at støtte dennes Arbejde. Delegationen havde adskillige Forhandlinger med den belgisk-slesvigske Kommission og forlod den 13. Marts Paris. 1 London var den nogle Dage den engelske Regerings Gæster.
Den 7. Maj blev Fredstraktaten meddelt Tysklands Freds-delegation. Det vakte i Danmark stor Overraskelse og stærkt
Røre, at Fredstraktaten ikke alene indeholdt Bestemmelser om Afstemning i 1. og 2. Zone (Nordslesvig og Mellemslesvig men ogsaa i 3. Zone (Sydslesvig). Den danske Delegation havde ved sin Afrejse fra Paris Grund til at tro, at dens Forslag om Afstemning alene i 1. og 2. Zone og om de tyske Myndigheders Rømning af et Bælte Syd for 2. Zone til Sik
ring af Afstemningsfriheden i 2. Zone havde vundet Ørenlyd i den belgisk-slesvigske Kommission. Men Fredstraktatens Bestemmelse om, at der ogsaa skulde være Afstemning i 3.
Zone skyldtes, at Dannevirkebevægelsen her hjemme havde haft Udsendinge i Paris til at virke til Gunst for, at ogsaa 3.
Zone fik Afstemningsret. Endvidere var Stemmeretsreglerne andre end dem, man havde ønsket fra ansvarlig dansk Side.
Delegationen havde foreslaaet, at de, der var fødte og hjemme
hørende i vedkommende Zone, skulde have Stemmeret, men i Fredstraktaten var hjemmehørende udeladt. Følgen heraf
110
var, at ikke blot mange Sønderjyder, der var udvandrede til Danmark, fik Stemmeret, men ogsaa, at endnu tiere Tyskere fik det. Tyske Embedsmænd og Bestillingsmænds Børn, der var født under deres Forældres Ansættelse i Sønderjylland, fik ved denne Bestemmelse Stemmeret. Slettelsen af Ordet hjemmehørende tilførte navnlig Flensborg mange Tusinde tyske Stemmer.
Tilføjelsen af 3. Zone i Fredstraktaten var en Sejr for Danne\irkebevægelsen og rejste ny Strid om Grænsespørgs-maalet. Den 12. Maj samledes Rigsdagens Medlemmer til et fortroligt Mode. Her vedtoges følgende Udtalelse:
»Idet den danske Rigsdag udtaler sin Glæde over Udsigten til, at den kommende Fred vil bringe Opfyldelsen af det danske Folks nationale Haab, fastholder den sin Udtalelse af 23. Oktober 1918 og de Ønsker om Afstemningsomraadet i Sønderjylland, som er fremsat over for de allierede og asso-cieiede Magter i Paris af Rigsdagens, alle Partier omfattende,
Delegation og af Repræsentanter for den danske Vælgerfor
ening i Sønderjylland. Rigsdagen nærer fremdeles den Op
fattelse, at en Afstemning paa Grundlag af disse Ønsker vil gi\e den bedste Garanti for det danske Folks nationale Fremtid.<
l dtalelsen blev vedtaget med 124 Stemmer, medens 30 Med
lemmer af det konservative Folkeparti stemte imod.
Ogsaa i Sønderjylland fremkaldte Spørgsmaalet om 3. Zone en Deling. Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad holdt Møde den 30. Maj. Her stilledes to Udtalelser til Afstemning.
Den ene, som godkendte Fredskonferencens Bestemmelse om Afstemning i 3. Zone, blev forkastet med 34 Stemmer mod 22, den anden, der gav Tilslutning til Rigsdagens Udtalelse af 12. Maj, vedtoges med 34 Stemmer mod 22. Den nordsles
vigske Repræsentation var saaledes delt i to Partier.
Stoftet til Rigsdagens store Flertal anmodede den danske Regering gennem Gesandten i Paris Fredskonferencen om at slette Bestemmelsen om Afstemning i 3. Zone. Dette skete ogsaa, men samtidig bortfaldt ogsaa Bestemmelsen om Røm
ning af et Bælte Syd for 2. Zone. Dette vakte Beklagelse hos alle og blev senere Anledning til en Forespørgsel i Folke
tinget til l denrigsministeren, hvem man bebrejdede, at han ikke havde været virksom for, at Rømningsbestemmelsen igen blev indsat.
I l l
En anden Begivenhed fremkaldte nyt Køre. Den 24. Juni indtraadte H. P. Hanssen i Ministeriet Zahle, som Minister uden Portefølje, for at lede det midlertidige Ministerium for sønderjydske Anliggender. Det fremhævedes baade af Stats
ministeren og af H. P. Hanssen, at Udnævnelsen ikke forud
satte, at den ny Minister partipolitisk sluttede sig til Rege
ringens Politik. Udnævnelsen kom som en Overraskelse, dels fordi kun faa vidste, at H. P. Hanssen som født før 1864 kunde vælge at være dansk Undersaat, dels fordi Ministeriet havde hemmeligholdt Udnævnelsen, til den meddeltes ved Be
gyndelsen af Folketingets Møde. Alle indrømmede, at den var sagligt berettiget, og at H. P. Hanssen var den bedst ud
rustede til at forestaa Løsningen af alle de Spørgsmaal, som Sønderjyllands Genforening med Danmark frembød. Men Begeringens Modstandere fandt, at Udnævnelsen var et Brud paa den Forudsætning, at alle Spørgsmaal vedrørende Sønder
jylland skulde forelægges Partierne og det politiske Udvalg.
Dette Udvalg opløste sig, da det konservative Partis og Venstres Medlemmer udtraadte af det. Men Rigsdagens sønderjydske Udvalg vedblev at bestaa, og alle Partier tilsagde H. P. Hanssen Støtte til hans Arbejde.
Ogsaa i Sønderjylland fremkaldte Udnævnelsen Børe. Den 4. Juli samledes Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad til et Mode og vedtog enstemmigt følgende Udtalelse:
»Da det ikke lykkedes i Efteraaret at danne et Samlings-ministerium, mente vi, at der gennem det politiske og sønder
jydske Udvalg var gjort Udvej til. at de forskellige Partier kunde medvirke ved alle Beslutninger i vor Sag. Desværre har dette ikke været Tilfældet med Hanssens Udnævnelse til Minister. Vi udtaler derfor som vort bestemte Ønske, at alle vigtige Spørgsmaal vedrørende Sønderjylland herefter bliver forelagt det sønderjydske Udvalg til Behandling. Sagligt holder vi H. P. Hanssens Udnævnelse til Minister for rigtig og til
siger ham samtidig ligesom Rigsdagens samtlige Partier vor Støtte til det store Arbejde, der nu paahviler ham, og som han har erklæret, at han vil udføre i nøje og loyalt Sam
arbejde med Vælgerforeningen.«
Medens Fredstraktatens Ikrafttræden stadig trak ud, fort
sattes Striden mellem de forskellige Standpunkter i Grænse-spørgsmaalet. I Sønderjylland stilledes der Krav om Nyvalg
1 1 2
til Vælgerforeningens Tilsynsraad, for at de forskjellige An
skuelser kunde blive repræsenterede efter den Tilslutning, de havde i Befolkningen. Valget fandt Sted den 30. November, og Resultatet blev, at Mensborggruppen Mk 28 Mandater, Den nordslesvigske Gruppe (H. P. Hanssens Parti) 26 og Arbejder
gruppen 6. Den 1«5. December vedtog Bestyrelsen og Tilsyns-raadet med 35 Stemmer mod 31 en Tillidserklæring til H.
P. Hanssen.
I Aarets sidste Maaneder var Ministeriets Stilling til Grænse-spørgsmaalet, navnlig til Flensborg, Genstand for skarpe Angreb i Rigsdagen, ved Møder og i Blade.
Men den stærke Strid, som Grænsespørgsmaalet rejste, og som ogsaa maa ses som et l dslag al den levende Interesse, den forestaaende historiske Begivenhed vakte, prægede ikke alene den lange Ventetid. Folkets fælles Glæde over, at et længe næiet Haal) var sin Opfyldelse nær, gav sig paa mange Maader smukt til Kende. Et Vidnesbyrd herom var det, at Indsamlingen til »Sønderjydske Fond« indbragte over. 6 Mill.
Ki., og Befolkningen i Kongeriget viste paa mange andre Maadei en udstrakt Hjælpsomhed overfor Sønderjyderne.
Den festlige Modtagelse, som sønderjyske Krigsfanger fik i danske Havnebyer, bar Vidnesbyrd om den samme fælles Glæde.
Den forestaaende Genforening med Sønderjylland nødvendig
gjorde nogle Ændringer i Grundloven, og i November Maaned fremsatte Regeringen Forslag til Ændringer i Grundloven og Valgloven.
Regeringens Grundlovsforslag indeholdt forskellige Bestem
melser, som Hensynet til Sønderjylland ikke krævede, bl. a.
at Valgretsalderen til Folketinget skulde nedsættes til 21 Aar, ti!
Landstinget til 25 Aar. Disse og andre Ændringer fandt ikke Til
slutning hos Venstre og Det konservative Folkeparti, disse to Par
tier ønskede at bevare 35 Aar som Valgretsalder til Landstinget og loreslog, at Valgretsalderen til Folketinget blev 25 Aar.
I Januar 1920 blev Regeringens Grundlovsforslag uden væsent
lige Ændringer vedtaget i Folketinget af de to Regeringspartier, og senere blev ogsaa Valgloven oversendt til Landstinget.
Begge Regeringsforslag kom til Forhandling i Landstinget, men ved Midten al Marts Maaned 1920 var der endnu ikke uaaet hnighed om dem mellem Landstinget og Regeringen.
113
I Marts Maaned vedtog Rigsdagen en Beslutning om, at
I Marts Maaned vedtog Rigsdagen en Beslutning om, at