Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): [Samlede af H. P. Hanssen og L. Moltesen].
Titel | Title: Stambogsvers
Udgivet år og sted | Publication time and place: Flensborg : trykt hos C. K. Thillerup, 1892 Fysiske størrelse | Physical extent: 56 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
r
..; iv
l'r
_v
DET KONGELIGE BIBLIOTEK n A 1 .-2 .S 53 8°
1 1 53 0 8 00956 5
J
' f V"v
8%
. ;■■■
f;-r_
V.
> ; T :
kV'.- . v . .i ^ .. >
JM m dersm aal er v o r t H jæ rte s p ro g , K un løs er al fre m m e d T ale,
D e t alene i M u n d og Bog K an væ kke et F o lk af D vale.
G r u n d t v i g .
K ris t signe h v e r en god D annesvend, Som baade m ed M und og H ånd,
Uden Skæmt og T a n t m ed F lid og T ro V il tjene s it Fæ dreneland.
A n d e r s Y e d e l.
Danske D re n g ! se dine Fædres D a a d ! L a d d it H je rte svulm ende sig hæ ve!
L æ r af dem at trodse Dødens B ro d ! L æ r af dem fo r F æ dreland at l eve!
St. St. B l i c h e r .
D er er ej andet at gjøre nu E n d at holde ud,
Staa V a g t i M ø rk e t, men uden Gru M ed T ro paa Gud.
B j. B j ø r n s on.
Ja — D agen kom m er, v i de t ved, S kjø nt k u n den ses i Drøm m e,
Den D ag da Ø rnen, som slog ned, Skal b o r t t i l Reden rø m m e :
D a f r i t i S ø nderjyllands Skov D e t røde F la g tø r gynge,
Og ik k e L æ rk e n b lo t h a r L o v Paa H eden D ansk a t syDge.
C. H o s t r u p .
S lu tte r K reds og staa fa s t alle danske Mænd
Gud han ra a d e r, na a r vi fange Sejr ig je n .
C. P 1 o u g.
B la d e t, som H e rre n det v ild e , V e n d te sig tid t,
N aar det g ik D anem ark ild e , V endte sig b lid t.
G r u n d t v i g .
L a d dem glem m e os k u n paa v o r en
somme V a g t, L a d dem vie t i l Døden os in d .
V ed den gryende Dag skal de se h v ilk e n M a g t,
D er er la g t i de t tro fa s te Sind.
M. R o s i n g . Bøgeskoven er k u n t i l B aal, % N a a r F u g le n ej m e r kan sjunge.
F æ d re la n d uden M odersm aal, E r IIjæ rte fo ru d e n Tunge.
G r u n d t v i g .
D e t M aal, d e r h v is le r om os, d e t er saa udenlandsk,
D og Skov og F jo rd og B anke, de ta le g a m m e lt Dansk, Og vi, v i v il b liv e ved de t gam le.
C. R i c h a r d t .
F ø r T ysk b liv e r Dansk tro , li u ld og god, F ø r v o k s e r F ig e u fru g t paa Ily ld e ro d .
(R im krø n ike n .) F rom m e stæ rke K v in d e r
D e t er D anm arks M aal.
F r. P a l u d a n M ø l l e r . V o r M oders IIu s er ble ven et Skur, D e rin d e T ræ kke n er slem.
D e t gjæ lde r at rejse den sjunknc M u r : Frem , B ondem and fre m !
C. H o s t r u p .
„M e d H a a b m od H a a b !“ de t er et Troens O rd
• F oryngelsernes a ld rig tø m te K ild e ,
N a a r T im e n kom m er, t id lig e lle r silde, E n sta a lfa st B o rg , h v o ri en F re m tid bo r.
J. P a l u d a n M ø l l e r .
Ja tro do mæ, aa fa ar vi e T y s k e r aastej,
— e daw jy s t fo r dej aa fo r mej —
Saa h o lle r v i et h o tte , som o lie r fd r r er næ wn
Y i b ly w e r g la j, som v i o lie r er b le w n ! J. L o l i m a n n .
D er, h v o r je g læ rte M o d e r stamme Og fø rste F je d ved hendes lia a n d , D e r tæ ndtes G nisten t i l den Flam m e,
Som bræ nder fo r m it Fødeland.
T li. T li a a r u p.
Rejs kun t i l Syd og Øst ogV est om Jorden, F ra Sjæ llands Høg t i l K inas T h e !
A l Verdens K reds er væ rd a t se:
l)a skjønner m an, v i h a r de t b e d st i N o rd e n .
P. M. M ø l l e r.
L a n g t højere, ædlere, fin e re S prog Skal findes paa frem m edes T u n g e ;
Om H øjhed og D e jlig h e d Danncm æ nd (log
Med Sandhed kan ta le og sju n g e ;
Og træ ffe r v o r t M odersm aal ej paa et H aar,
D e t sm e lte r dog m ere, end frem m edes slaar.
G r u n d t v i g.
E n Stemme k lin g e r i m in B arm ,
Som strø m m e r fra m it H jæ rtes K a m m e r;
M ed K ræ fte r fy ld e r den m in A rm , M in V ilje tæ n d e r den i F la m m e r.
D en g rib e r Sind, den fæ ngsler Sans, T h i S tem m en er — m it Fæ drelands.
C. P I o u g.
Og de tro e d e , at Iljæ rte b a a n d kan b ris te ,
Og de tro e d e , at glemmes kan v o r R et.
De skal vide, de a ld rig ser de sidste.
De skal vide, at in g e n b liv e r træ t.
T h i som A arene ra n d t
Saas d e t Baandene bandt.
K ræ fte r fødtes fo rK ræ fte rn e som svandt.
J o h a n O t t o s e n .
Paa Jorden findes ej skjønnere Læ E n d u n de r det danske B øgetræ .
Ø h l e n s c k l å g e r .
«
E n e fte r en de gam le gaar T il Ro u o ve rvu n d n e .
M en a ld rig de os unge fa a r V ed L ø g n og R æ nker bundne !
H v a d de h a r ta lt, h va d de h a r tæ n k t D e t sm edder v i t i l Yaaben,
Og der b le v P o rte n d a a rlig stæ ngt I lv o r Iljæ rte ts Vej sta a r aaben.
M. K o k . Y n g lin g e r i P lade,
D re nge k læ d t i Staal,
Mænd m ed faste H jæ rte r, D e t er D anm arks M aal.
E r . P a l u d a n M ø l l e r . Denne B ostavn er vor,
Og v i elske den fo r
Ilv a d den var, hvad den er, hvad den b liv e r ig je n ,
Og som K jæ rlig h e d g ro r A f den h je m lig e Jo rd ,
S kal den gro af v o r K jæ rlig h e d s F rø k o rn ig je n .
B j. B j ø r n s 0 1 1.
M o d e rsm a a l er de t Rosenbaand, Som StOx'e og Smaa om slynger, 1 d e t le v e r kun Fæ dres Aaud,
Og d e ri kun H jæ rte t gyn g e r.
G r u n d t v i g .
Og b le v d e t v o r t K a ld : im o d S torm - flodens M a gt, A t staa som gam le D anm arks B ø lg e
b ry d e r !
Og om de tu s in d Grave at holde N a tte v a g t
Og b liv e ved at være S ø nderjyder.
N u v e l — fo r T id og Tim e, fo r L y k k e n ra a d e r Gud.
M en k v a d v i kan. d e t v il v i: i Haab/ k o ld e ud,
Saa læ nge sin V a a rk n o p Bøgen skyder.
C k r . R i c k a r d t.
V il Dansken i V e rd e n fæ gte, Men dø lge r Aasyn og N avn,
Jeg ved, kans A and er ej ægte, Jeg ta g e r kam ej i F a vn .
I n g e m a n n . E n d kan de t staa i Saga s lig : Dansk, dansk er T yras V o ld . E n d D annebrogs fo rre v n e F lig K an over N ordens F re m tid r ig
Slaa ud sin røde F o ld !
H e n r i k I b sen.
Iljæ r te lig lie d er d in S ty rk e , T rø st i Sorg og L ys i M ørke,
Den ku n næres, D en ku n bæres
A f d it danske M odersm aal.
G r u n d t v i g .
H e r er Som m ersol nok, H e r er Sæ dejord n o k ;
Bare vi, bare v i have K jæ rlig h e d nok.
H e r er d ig te n d e T ra n g G jenncm A rb e jd e ts Gang
T il a t lø fte v o r t L a n d , b lo t v i lø fte r i F lo k .
B j. B j ø r n s o n.
S to l paa Gud,
Om de t end ser b ro g e t ud, Om saa hele V e rd e n slip p e r, V i kan k la re alle K lip p e r,
B lo t V o rh e rre selv er S kip p e r Og v i æ rlig t h o ld e r ud.o o
Yi 1 li. G r e g e r s e n .
Syng og tro , da skal du stige Syngende t i l H im m e rig e .
K i n g o.
Y o r Træ ngsel er v o r t Yaaben Og adelige S k jo ld !
H. A. B r o r s o n.
Befal, hvad du m on eje, D it L e g e m og d in A and, T il H erren s sikre P leje
Og t i l hans faste H a a n d ! Han h a r fo r L u f t og Y in d e E n s ik k e r S ti b e re d ’,
H an kan ve l ogsaa finde E n Vej fo r dine F jed.
C. H a u ch.
Y o r F re m tid s tu ng e T e rn in g E r i Guds H æ nder la g t,
Men m andig, tro fa s t G je rn in g S taar i v o r egen M agt.
C. P 1 o u g.
V o r t J o rd liv s Stjæ rneskud, E r fra en M oders H jæ rte A t fly v e op t i l Gud.
H . C. A n d e r s e n .
Opad er der L y s n in g og opad er der H a a b !
D e r s id d e r L y n e ts H e rre , han h ø re r vore R a a b !
H an ka n S to rm e n s tille og slukke Skyens B rand,
I Taagen tæ nde S tjæ rn e r og sm elte Is t i l Y a n d !
C h r. R i c h a r d t . Guds E n g le de stige op og ned, H v o r H e rre n som h e ls t er inde, Hans Y e n n e r de give god Besked
Og skyde dem R aad i Sinde.
G r u n d t v i g.
T il U n d e rg a n g ej skabtes E n d o g de t m in d ste F rø ;
D e t va r kun Skal. liv a d tabtes, L iv s k jæ rn e n kan ej dø.
F r. P a l u d a n - M ø l l e r . G ik alle K o n g e r fre m i R ad I deres M a g t og V æ ld e :
De m æ gted ej de t m in d ste B la d A t sætte paa en N æ ld e !
H. A. B r o r s o n . I V el og Ve
Guds V ilje ske.
II. C. A n d e r s e n . D e t er en lid e n T id ,
Saa ha r je g vunden,
Saa er den ganske S trid M ed et fo rs v u n d e n ;
Saa kan je g h v ile m ig I Børnesale
Og u a fla d e lig M in Jesum ta le .
11. A. B r o r s o n .
Gaar d e t ove r a lle B re d d e r,
Gud skal n o k sin Sandhed re d d e ! E fte r Træ ngsels M id n a t fø lg e r
Trøstens k la re M o rg e n s tu n d !
H. A. B r o r s o n.
D e t er en Sag at m æ rke T il T rø s t i Kam pens T id : De svage b liv e stæ rke I a lle rs tø rs te S trid , — Jo væ rre d e t gaar t il, Jo m ere skal du vinde
Og s tø rre K r a ft be find e, N a a r du kun s trid e v il.
H. A. B r o rs o n . ' Kæ m pe v i maa i den løbende T id ,
L iv e t h e rn ed en er S t r id !
S trid e maa A anden saa saare hernede, F ø re n d sin V in g e den m a g te r a t b re d e ; S trid e maa A anden m ed V in d og m ed
V inge,
F ø r den t i l H im le n sig m a g te r at s v in g e ; K u n om den sejrendes saarede T in d e P alm er og E v ig h e d s b lo m m e r sig v in d e ; Læ nge i K am p sig maa rø re vo r Tunge, F ø r den om F re de n kan v æ rd e lig s ju n g e ; A ld r ig et H jæ rte i K jæ rlig h e d sm elted, F ø rend sig B lo d e t fø rs t brusende v æ lte d ; H vo k je n d e r F rede n og h a r ik k e s tr id t ? H v o r er den fre ls te , som in te t h a r lid t ?
G r u n d t v i g . Glæden ved Guds grønne Jo rd , Glæden ved Guds N aa de bo rd, De v il ik k e krig e s —
Læ rkesang og K lo k k e k la n g De kan g o d t fo rlig e s .
C h r . R i c h a r d t . L a d V erden ej m ed al sin M a g t D ig ro k k e fra din D a a b e sp a g t;
M en g id at du og alle maa
I H im le n om Guds T h ro n e staa.
H. A. B r o r s o n.
U d gaar du nu paa L iv e ts V e j;
B r u g L iv e t, men m i s b r u g det e j!
I M odgangs Sky, i M edgangs Sol E j paa d ig selv, m en H im le n stol.
S t. S t. B l i c h e r . L æ r m ig, N atten s S tjerne
A t lyde fa st og gjerne, E j at vige fra den Y ej,
H im lens Gud tilm a a lte m ig, L æ r m ig, N a tte n s S tje rn e !
C h r . K i c h å r d t . D e t véd h v e rt eneste lille F rø :
„ F o r r e t a t leve maa fø rs t man dø.“
C h r. R i c h a r d t .
F »
L æ r m ig, M arkens B lom m er, A t bie paa m in Sommer,*
M id t i Yerdens dybe Ve A t spire u n d e r V in te rs n e } L æ r m ig , M arkens B lom m er.
C h r. R i c h a r d t .
A ltid det dages dog paa ny, H v o r H jæ rte rn e M o rge n ven te .
G r u n d t v i g . D u gjør vel, d in T ro at fæste Paa de Ø je b lik k e faa,
Da d ig H im m eldrø m m e gjæste, R idende paa V ing eh este
Gjennem L u fte n s høje Blaa.
S S c l i a n d o r p h .
O læ r m ig, lille L æ rke , saa fre jd ig og fro ,
Som du, fø re n d V in te re n er omme, A t synge p ro fe tis k m ed ju b le n d e T ro
Om F re m tid e n s Vaar, som skal kom m e.
H. V. K a a l u n d.
Ja, lid e t je g a g te r paa Storm ens Ilv in , E j ænser je g V in te re n s K u ld e ;
Jeg ser gjennem Sneens d e t tæ tte L in , A t V aaren er va a g n e t i M ulde.
Jeg le r ad hele den k lo g e F lo k
Og v e n te r tr ø s tig : den kom m er nok.
C. H o s t r u p .
A lt U k ru d t, som d it H jæ rte h a r i E je, D e t skal du ry k k e ud.
H v e r lille B lo m st — , den maa du k jæ rlig pleje,
D e r til d ig hjæ lpe G ud!
C h r . B r e d s d o r f f . . H e rre n s Y e n n e r ing en sind e
'M ødes skal fo r sidste Gang,
N a a r t i l A fsked T aaren rin d e r, D e tte O rd h a r lif lig K la n g .
J. S c h j ø r r i n g . D e t er v e m o d ig t at skilles ad,
F o r dem, som gjæ rne v il sammen v æ re ; M en, Gud ske L o v ! i V o rh e rre s Stad
F o r e v ig t samles de hjæ rtenskjæ re.
G r u n d t v i g .
N aar engang i fje rn e T id e r, M ed vem o d ig L y s t
Aandens B lik tilb a g e g lid e r M o d v o r B arndom s K vst,
Da v il M in d e t om h v e rt Møde M ed en Barndom s Yen
Skinne som en M o rgenrø de O ver L iv e t hen.
A r v e s e n.
Mødes og skilles er V erdens Gang I le r u n d e r de skifte n d e T id e r.
Mødes og følges er H jæ rte ts T ra n g I n d t il de t m od M a a le t lid e r. —
J. S c h ø r r i n g . Mødes B lik m ed B lik ej m er E r de kjæ re S m il b o rtflø jn e . B lik og Sm il, som In g e n ser Mødes dog m ed Sjæleøjne.
I n g e m a n n .
M in d e t la d e r som in g e n T in g E r dog et lø n lig t K ild e s p rin g . G r u n d t v i g . Fæ lles M in d e r som v i eje
Lyse paa v o r F re m tid s Veje.
C. P 1 o u g .
F a ttig er den, der h a r m is te t sin Ven, E j nogen hans Tab h a r vejet.
M en t i- ja tu s in d fo ld fa ttig er den, D e r a ld rig en Ven h a r ejet.
E r i k B ø g h.
N a a r L y k k e n fo ra n d re s og A lt gaar im o d F o ra n d re s og Vennernes H jæ rte,
Og den b liv e r gram , som fo rd u m v a r god, D e t saa je g saa ofte med Sm erte.
M a d s H a n s e n . V en de r sig L y k k e n fra dig,
B li’ er du i S tø vet tra a d t,
Og b l i ’ er du a f F je n d e r s p o tte t A f V e n n e r selv fo rra a d t,
D u skal det lid e t agte, N aar du d ig selv ej sveg;
Y i sendtes h id t i l A rb e jd Og ej t i l L y s t og L e g .
C. H a u c h.
D er er i et Venskab fra Ungdom m ens T id
Saa m eget, der væ kker v o r T ro og v o r L id ,
•Det kan ej som B oblerne b ris te .
Selv da na ar v i skilles i T id og i Sted, D e t h o ld e r dog ud, og de t v a re r dog
ved, D e t kræ ve r sin R e t t i l de t Sidste.
O. G. L u n d . A ld rig saa v id t er d e t s trid e Sund,
A ld rig en Strøm saa bred,
A t ej m in T anke h ve r A fte n s tu n d , Y il naa dig, naar Sol gaar ned.
E . v. d. R e c k e.
A ld r ig b ris te om end brage R osenbaand fra Ungdom sdage.
G r u n d t v i g .
M an læ nge n o k maa sige, A t K jæ rlig h e d er b lin d , D e t b iir dog Lysets Iiig e , I lv o r re t den strø m m e r in d .
G r u n d t v i g . E g e n kjæ rlig h e d e n s K ra v
F le re er end Sand i Hav.
K jæ rlig h e d e n s G a vm ild h e d S tø rre er end V erden ved.
M o r t e n E s k e s c n . . A k ! in te t S ted er Roserne saa røde,
Og in te t S ted er T o rn e n e saa smaa, Og in te t S ted er Dunene saa bløde Som de, v o r B arndom s U s k y ld h v ilte
paa.
J e n s B a g g e s e n .
I liv o r du saa fly tte r F oden fre m , Glem ik k e d it s tille B arndom shjem , D e t bedste a f alle G oder.
H v o r du re d Ranke paa Faders Knæ , H v o r F ru g te r s tra a le d fra Julens Træ ,
Og h v o r D ig fa vn e d d in M oder.
V i l h e l m B e r g s ø e .
E t e n k e lt H jem b a r saa t i d t et L a n d , N aar ud d e t sendte dets F re lse rm a n d , Og m ange tu sin de H jem d e t v a r
Som L a n d e t fre ls t ifra S laget bar,
Og det, som bæ rer d e t gjennem F re d e n E r H jem m ets Pulsslag i T ra ve lh e d e n .
B j. B j ø r n s o n.
V ed H je m m e t sta ar d in H im m e ls tig e Og H jem m ets Tæ rskel er dens fø rste
T rin . • J. I I . W e l l i a v e n . Bo er bedst
S kjø n t lid e t d e t e r ;
2G
E n h v e r er H e rre hjem m e.
Om to G eder man h a r Og en v id je tæ k t H y tte
D e t er dog bedre end Bøn.
11 a v a m a a 1.
Paa d e t jæ vne skal du bygge, Paa d e t jævne skal du bo,
E j som K rø b lin g , ej paa K ry k k e , E j m ed D yre ts dorske Bo.
M ed d it Savn og med din L y k k e , M ed d it Haal) og med din T ro ,
S kal du paa det jæ vne bygge Op t i l S tje rn e rn e en Bro.
I I V. K a a l u n d .
I l j em kj æ rlighe den B o r os i B ryst.
S trid e n fo r Freden K u n er v o r L y s t.
G r u n d t v i g.
Kan D u igjennem din S trid og d in Daad Gjemmc d it b a rn lig e Sind t i l d e t sidste, Da h a r du R egnbuen over d in G raad, Da har du G lo rie n ove r din K iste .
J. H. W e l h a v e n . A t staa m ed M a g t im o d
Paa alle S ider,
Den Sag er r e t og god F o r den, der s trid e r,
M en der v il m ere t il, Sin K rands at finde, B estandigheden v il A lene vinde.
H. A. B r o r s o n.
H e r i T id og h is t i E v ig h e d , E t er ene n ø d ig t: K jæ rlig h e d .
J e n s B a g g e s en.
E t v e n lig t Ord, et v e n lig t O rd , IIv o r gjø r de t Sjælen g o d t!
Som D uggen paa den tø rre J o rd
D e t lo k k e r fre m et B lo m s te rilo r.
O, T a k fo r h v e rt et v e n lig t O rd, Ja, fo r de t m in dste b l o t !
K r . A r e n t z en.
Gid L iv e t d ig m a a vo rd e et d e jlig t Juletræ M e d R oser og y n d e lig e B lo m m e r!
D e r v a n d re r du og h v ile i det try g g e s te Læ ,
Mens der i d it H jæ rte er Sommer.
C h r . W i n t h e r . N a a r D ø ren er lu k t og L y s e t slu kt, D a er den g le m t, som ude er lu k t.
(O rdsprog .) Om i S lo t
E lle r H y tte lig e g o d t,
B lo t i H jæ rte t L u e n tændes, Æ v n e r øves, V ilje n spændes,
K ra fte n prøves, saa det kjendes, D u v il freryn t i l n o g e t g o d t.
V i l h . G r e g e r s e n .
L ø ft d it H oved og ta g din Daab A f det høje, stra ale nd e Haab,
Som over V e rd e n liv æ lv e r Og i h ve r L iv s g n is t skjæ lver.
B j. B j ø r n son . A lt id fre jd ig , n a a r du gaar
Veje, Gud tø r kjende,
Selv om du t i l M a a le t n a a r F ø rs t ve d Verdens E nde.
C h r. R i c h a r d t .
Se frem , men ej tilb a g e ! — H vad Sjælen a ttra a r Maaske dog en Gang u n d e r Solen du
naaer.
I n g e m a n n .
V i vende v o r t Øje m od F rih ed en s D ag Og R yggen m od Verdens T y ra n n e r.
H. V. K a a l u n d .
L y k k e n hun er en u n d e rlig T ro ld , liim le g e r m ed F o lk saa m angefold.
(R im krø n ike n .)
De T e rn in g e r ve n d e r sig t id t o m k rin g M ed Øjnene liø je og lave.
D e t samme g jø r L y k k e n hun stedes ej Som H ju l d re je r ru n d t sig med Nave.
(Kæ m pevise.) L y k k e n s lu n e fu ld e S p il
L e g e r ej m ed Sjæle.
A ltin g føjes, som Gud v il, H e r er tr y g t a t dvæle.
I n g e m a n n .
I le r je g læser, at op og ned A ltin g i V e rd e n g a a r;
H ver, som er oppe, altsaa véd, H va d s n a rt ham fo re s ta a r.
F r . P a lu d a n - M u l l e r .
F orm ue dør, F ræ n d e r dør,
Selv dør man lig e rv is , Men ét je g ved,
Som a ld rig dør
Dom over h v e r en Død.
I I a v am a a l.
H øjere hændes ej H e ld paa J o rd
E nd m ed s to r Sag at sejre E n d skal du agtes,
Y n d e t a f Guder
Om fo r s to r Sag du segner.
, C. R o s e n b e r g .
Kæmp fo r a lt, li vad du h a r k jæ rt, Dø — om saa de t gjæ lder,
Da er L iv e t ik k e svæ rt, Døden ik k e h e lle r.
C h r. R i c h a r d t .
M a a tte du staa, h v o r andre gled,
M a g te din B yrde , mens V e je n vandres, M a g te d in egen og l i d t a f andres,
Sejre, h v o r andre forgjæ ves s tre d ! Z a c h . N i e l s e n .
Gjennem S trid e n ga a r ku n V ejen t i l M a a le t!
— H e ld den, fo r hvis Øjne d e t h a r s tr a a le t!
H. V. K a a l u n d.
F ø lg ej m ed Strøm m en, men fø lg m ed T id en ,
H vis du v il h o ld e d ig ung i S trid e n . K an Strøm m en ta ’ dig,
Saa v il den sluge dig, Gaar T id e n fra dig,
K an den ej b ru g e dig.
C. H o s t r u p . Tidens H ju l gaar c e n tn e rtu n g t
O ver V e rd e n b lo d ig t:
A lt, hva d d e r er evig u n g t R e jse r sig dog fro d ig t.
F o lk ' kan knuses, S læ gter dø, Landes Sæd fo rø d e s ;
M en af Ungdomsæ vnens F rø Nye V e rd n e r fødes.
H o l g e r D r a c h m a n n .
L ø ft d it H oved, du raske Gut,
Om et Haab e lle r to b le v b ru d t, B lin k e r et n y t fo r d it Øje,
Straks det fa a r Glans fra det Ilø je . B j. B j ø r n s on . Forgjæ ves d e t er m ed lid e n M a g t
_ m
A t v ille paa B jæ rg opspringe,
Men Ø rnen er snild, han naar sin A g t, N aa r V e jre t ham bæ r paa V inge,
Og Læ rken, hun er en lid e n F u g l, K an ly s tig i Sky sig svinge.
G r u n d t v i g .
T r o maa de r t i l K jæ kh ed og I ld
Og ingen F am len tø r gjæ lde.
C h r . R i c h a r d t . V æ r g la d na a r F aren v e je r H v e r Æ v n e , som du ejer.
Jo stø rre Sag, Des ty n g re T ag
M en desto stø rre Sejer.
Gaar S tø tte rn e i S ty k k e r, Og V ennerne fa a r N y k k e r, Saa sker d e t b lo t,
F o rd i du g o d t
K a n gaa fo ru d e n K ry k k e r.
E n h ve r,
Gud s æ tte r ene,
H an selv er m ere næ r.
B j . B j ø r ns on.
H usk det, m in D re n g , naar du sta ar som en Svend, D e r er et M aal, m od d e t skal du stæ vne,
D e r er saa m eget at vin d e ig je n , D e r er saa m eget at hævne.
K . V a l l ø . E n M ands V ilje er en M a gt, Som kan B jæ rge fly tte .
Tusinds V ilje , sam m enlagt R o kke r knap en H y tte .
V i l h e l m B e r g s ø e . Fæ lles Sag i Farens S tund Sam ler s to r og lid e n :
Freden, véd vi, v in d e r ku n Den, som æ vner S trid e n !
H o l g e r D r a c l i m a n n . Ik k e tu sin d O rd
Sig p re n te r som é n G jernings Spor.
H e n r i k I b s e n .
H vo der v il sæ tte Hus e fte r h v e r Mands Sind,
Han b y g g e r et Hus i V e jr og V in d . H. C. A n d e r s e n .
T id t s p litte s K ræ fte r ad i S trid , men i liv is paa Jo rd e n
D e r ej var K iv og S trid , da b le v al . V e rd e n sløv.
L u d v i g H o l b e r g .
I Kam pens S tund at staa fo ru d e n Ven, D e t kan den gjæ veste, den bedste hænde;
M en v is t er d e t : en stakkels P ja lt er den,
D e r ik k e h a r saa m e g e t som en Fjende.
E r i k B ø g h.
M o d e t ta b t — d e t er a ltin g ta b t,
Saa er der sle t in g e n R e d n in g skabt.
E r i k B ø g h .
Ik k u n fre m a d og fre m a d og a ld rig fo r k n y t
H a r t i l M a a le t du naaet, sæ tte r straks du et n y t.
C. H o s t r u p .
Bøj med ydmyg* T a k d it H o ’ de U d i Solens S kjæ r!
Vaag og bed, men b liv paa Fode, N aa r en S to rm er næ r!
Hæv d it B lik , væ r kjæ k t i l M ode, B liv e r Kam pen svær!
A ltin g tje n e r den t i l gode, Som ha r H e rre n kjæ r.
C. H o s t r u p . Sejer loves den, som S ty rk e T a ’r a f N ederlag.
B j. B j ø r n s on.
3eir i din H aand og Sejr i d in F o d Og Sejr i alle dine Ledem od.
(Kæ mpevise.) Væ r ik k e én ida g, ig a a r
Og n o g e t andet om et A a r.
D et, som du er, væ r fu ld t og h e lt Og ik k e stykke vis og d e lt.
H e n r i k I b s e p ,
Døm andre skaansom t — stræ ngere d i^
selv!
M en aldx’jg , a ld rig N ogen du fordøm m e Ilu s k L iv e t e r en saare s tr id ig E lv ,
Og ik k e A lle lig e g o d t k a n svømme.
C l. R o s e n b o ff.
L a d ej som M a n d m ig fo rb a n d e det, H va d B a rn e t ve lsig n e d som s to rt og re t: i L a d a ld rig m ig skue m ed T a a re flo d , H v a d tid lig e r e va rm e d m it H jæ rteblod.J
C a r l B a g g e r . Y e j s træ n g t, og g iv saa!
Søg H avn, og b liv saa!
Tæ nk re t, og s k riv saa!
G jør Gavn og — d r iv s a a ! C h r . W i n t e r . V ed a t tr o paa L iv e t erfares det, V ed a t elske L iv e t fo rk la re s det, V e d at vove L iv e t forsvares d e t, V ed a t give L iv e t bevares det.
C. H o s t r u p .
• ii
å
s*
Grønnes k u n — se de t er Sagen Le ve med og være vaagen,
Le ve k o r t T id e lle r læ nge, B lo t v i ly s e r op i Taagen.
C. H o s t r u p . F r it a t tæ nke, tr o og ta le , D e t er F o lk e ts gam le R et.
G r u n d t v i g .
Bedre B y rd e
B æ rer ej M and paa Y ej E n d m e g e t M a nd evid.
V æ rre R ejsekost
B æ rer ej V a n d re r paa V ej E n d id e l Ø ld rik k e n .
H a v a m a a l . U den A rb e jd og U m ag
In g e n r e t ly k s a lig D ag.
L a n d s t a d.
F o rb a n d e lse n , som fra Gud H e rre n lød Da Edens Have b le v lu k t:
I d it A n sig ts Sved skal du æde d it Brød:
K an bæ re Velsignelsens F ru g t.
H. V. K a a l u n d.
D e t n y tte r l i d t a t stige som Ø rn me stæ rke Slag, N a a r o v e ra lt vi vig e r, liv o r L iv e t krævei
Tag.
* *
B liv sund, b liv stæ rk, ry d K ra tte ts s tiv 1 T jø rn ,
Tæ rsk, p lø j og kjæ rn — og derm ed Gui b e fa le t. ■ H o l g e r D r a c h m a n n .
Paa d e t jæ vne, paa det jæ vne Ik k e i d e t him m elblaa,
D e r h a r L iv e t sat d ig Stævne, D e r skal du din Prøve staa.
A lt, liv a d h e r lig t du kan nævne, A lt hvad h ø jt d in Sjæl ka n naa, Skal h e r nede paa d e t jæ vne F a st sin Rod i L iv e t slaa.
H. Y. K a a l u n d . Ø je t o p la d t, H aanden øvet,
T anken paa F lu g t over Støvet.
C. H o s t r u p .
A r b ej d f or at du di g kan h v i l e , . H v il, at t i l A rb e jd du kan ile .
S t. S t. B l i c h e r .
lavets L o d — om ik k e sagt u d try k k e lig , Det er at gavne, glæde og a t være
ly k k e lig . F r. P a l u d a n M ø l l e r . T ilfre d s i d it H jæ rte
Og g la d i d it Sind,
L)en R igd om fa a r R oserne F re m paa d in K in d .
H v a d h jæ lp e r om V e rd e n F o r F o de n d ig la a !
H v a d h ja lp dig, om selv D u fik G u ld kro n e paa!
N a a r dog ik k e H jæ rte t I Glæde ka n slaa?
H. C. A n d e r s e n .
3
M in F ø destavn er Lyngens Lrune Land,]
M in B arndom ssol h a r s m ilt paa m ørkenj H ede,
M in spæde F o d h a r tra a d t de t gule]
Sand,
B la n d t so rte Høje h o r m in Ungdoms]
Glæde.
Skjøn er fo r m ig den blo m ste rlø se V a n g ;.;
M in b run e H ede er en Edens H ave — D e r h v ile ogsaa m ine Ben engang
B la n d t m ineFæ dres ly n g b e g ro ’ deGrave...
S t. S t. B l i c h e r . D u h a r a lt, hvad kan ønskes dig,
S aasnart du h a r ku n d e tte ene,
D ig a ltid ly k k e lig at m e n e :
M en saa, m in Y en , væ r ly k k e lig . J o li. H e r m . W e s s e l .
Og er v i fo r unge, hvad sig e r saa d e tte ? Den F e jl kan v i sagtens m ed A a re n e
re tte .
J. L . H e i h e r g.
In g e n N ød fo ru d e n Skal, In te t Hus fo ru d e n K v a l, Ingen Rose nden T o rn ,
Uden A v n e r in te t K o rn .
(O rdsprog.)
£ ff
«
*%
■■‘C
ffo
i
■il
HV !t 'ff
i*.
T :
S
H v o r der er K jæ rlig h e d , d e r er F re d , H v o r der er F re d , d e r er Glæde,
H v o r der er Glæde, der er Gud,
H v o r Gud er, er a ld rig N ød tils te d e .
A5.
Smaa S ynder læ r m ig hade, Smaa K ors ta a lm o d ig bære, Smaa P lig te r ej undlade,
T ro i de t m in d ste være.
*
Gid L ys og L y k k e d ig følge maa H vorhen du i V e rd e n skal gaa, Og g id o ve r L iv e ts Bølge
D u in d i Guds H im m e l maa naa!
*
B liv e r K o rn e t ej i M u lde,
N a a e r de t a ld rig , hvad de t skulde.
B liv e r G renen ej i Stammen,
V is n e r den og k ru m p e r sammen.
B liv e r H jæ rte t ej i Gud, Gaar d e t u d !
T a ’r du en T in g m ed d e t Onde, Da støder du le t paa G rund,
T a ’r du en T in g m ed de t Gode, M ed H jæ rte og B arnem und,
Da fø lg e r d ig hele V erden, Selv den a rrig s te lille H und.
#
V e l maa v i nu a d s k ilte va n d re Ig je n n e m L iv e ts F ry d og S trid . M en d e rfo r skal sig ej fo ra n d re
V o rt Venskab fra den svundne T id .
• Gud signe dine F re m tid s d a g e
M ed F re d og F ry d og fr e jd ig t M od, Saa at du t id t maa se og smage
H v o r H im lens Gud er hjæ rtensgod.
*
i Saa ren, saa k la r som Bækkens B ø lger, D e r gjennem E n g e n slyn g e r sig,
D ig L iv e ts bedste Glæde fø lg e r, H vo rh e n end Skjæ bnen fø re r dig.
Og naar du skuer lyse Dage
Og er i L ykke n s F avn saa gla d,
*
D a k a ld i T a nke rne tilb a g e
D en som h a r s k re v e t d e tte B lad.
*
H v e r en Glæde L iv e t h a r i Eje.
D ig ledsage t i l din fje rn e Grav.
S tille F ry d o m s tra a le r dine V eje,
T il du læ gge r n e d din V a n d rin g ssta v, K u m m e r, A ag din Isse a ld rig bøje,
In g e n T a a re r g lin d s e r m ere i d it Øje.
*
U m u lig t v a r det v is t a t kræ ve E n H im m e l a ltid lys og blaa,
G id der paa din da k u n maa hæve Sig S kyer le tte , lyse, faa.
*
H v o r end paa L iv e ts V eje Os Skjæ bnen fø re r frem , D e t be dste, som v i eje
E r dog v o r t B arndom shjem . G id a ltid fo r D in Tanke staa D ets H ygge og dets F re d ,
G id a ld rig Du fo rg le m m e maa F oræ ldres K jæ rlig h e d .
*
Ml*
49
H v o r du bygge skal d it H jem I n d t il A fte n silde,
O, la d D øren staa paa K le m F o r tre V enner m ild e .
Glæ der n o k og T rø s t og F re d V il de b rin g e i ’ et.
T ro , Haab og K jæ rlig h e d H e d d e r K o m p a g n ie t.
Vi
L a d T ro og Haab og K jæ rlig lie d V o rt H jæ rte sam m enbinde,
A t du b e sta n d ig b liv e r ved A t elske din V eninde.
Venskab den skønne Kose er, Den er v o r F ry d og v o r L y k k e ; F v ig den b lo m s tre b la n d t os lie r, E ng an g v o r G ravhøj den sm ykke.
*
Gid du a ltid paa Roser maa træ de, Og de a ld rig maa visne fo r dig,
L id t a f S o rrig , og m eget a f Glæde, D e t ønskes o p r ig tig t a f m ig .'
D e r g ro r en B lo m s t paa L iv e ts V ej, I Græsset s k ju lt, dog le t a t finde, D en b e d e r s t ille 3 glem m ig ej,
B e va r m ig stedse i d it M inde.
❖
F u g le n synger fra sin B o lig , Den er g la d i rin g e K aa r,
B liv som den tilfre d s og ro lig , Glæd d ig i dine U ugdom saar.
*
F o rg le m m ig ej i L iv e ts V rim m e l, D erom je g b e d e r v e n lig s t dig,
D it V enskab er m in Glædes H im m e l, L e v ly k k e lig og glem m ig ej.
*
• F o rg le m m ig e j er en lille B lo m st paa J o rd Og dog en B lom st, der gjem m er tu s in d
M in d e r.
F o rg le m m ig ej er et lille s im p e lt O rd Og dog et O rd s o m H jæ rte rn e fo rb in d e r.
*
G id a ld rig du maa m iste D it glade, fre jd ig e Sind,
H vad end du i L iv e t skal fris te , Om T a a re r end væde d in K in d .
*
L a d H av og Sø os s k ille ad, E n M in dets B ro er d e tte B lad.
*
Og skulde b la n d t andre du d e tte B lad E n g a n g i T id e rn e finde,
Da v ild e je g b liv e saa in d e rlig glad, Om v e n lig s t du v ild e m ig m inde.
*
M it Ønske fo r d it sande V e l
Skal følge dig, h vo rh e n je g d ra g e r, Gid at d e t stedse ga a r d ig v e l
I a lt, hvad du d ig fo re ta g e r.
*
V æ r g la d og fro Og a ltid tro ,
Tab ej a f M in d e D in lille V en ind e.
G id R oser alle Dage maa B lo m s tre pua din V e j,
De O rd je g h a r tilb a g e er F o rg le m m ig ej !
*
G id som en y n d ig s tille Bæk, D it L iv i F re d h e n rin d e . .
G id som en v e n lig B lom sterhæ k D ig L y k k e n maa om vinde,
G id du som D ug i M o rg e n skjæ r Maa kvæ ge dine kjæ re ,
G id Glædens E n g le bo d ig næ r
• D e t skal m it Ønske væ re.
*
T id lig op og t id lig i Seng
D e t er sun dt fo r en lille D re ng.
*
Læs op, læs ned, Et O rd t i l M in d e V il du da finde
fra d in V eninde.
<&•
%
*
N aar du ser paa denne 9 (K la t), Tæ nk paa den, som h a r den sat.
*
Y i ta k k e d ig du nye A a r Gaa mange, m ange Gange,
Ilv is k o rte L e k tie r b lo t v i faar, Og F e rie r d y g tig lange !
—• •---
! *
<T* V
,->:v
O r d s p r o g 1.
v " \ r n T ^
TT
T X o ld ik k e d it Gods tilb a g e fo r re tte E je re , medens d e t e r i din H aands M a g t a t gjøre det. ( I I I 28.)
D r ik V an d a f d in egen Dam og d e t rin d e n d e V a n d a f d in egen B rønd.
( V 15.)
R e t ik k e paa en N a r, at han ik k e skal hade d ig , ire tte s æ t V ism and og han v il elske d i g ! (IX 8.)
De R etskafnes R e ts in d le d e r dem, m en B edrageres L is t s ty rte r dem. (X I 3.)
H v e r, som saar R e tfæ rd ig h e d , fa a r T roskab s L ø n . (X I 18.)
B e d re er lid e t m ed R e tte end s to r In d k o m m e m ed U re t. (X V I 8.)
Falsk V id n e b liv e r ik k e u s tra ffe t;
den, som udblæ ser L ø gn , skal gaa t i l G runde. (X IX 9.)
H vo, som b a n d e r F a d e r e lle r M o de r, hans L y g te skal slukkes i B æ lgm ørke.
(X X 20.)
G odt N avn er a t fo re træ k k e fo r s to r R ig d o m ; Y n d e s t fo r Sølv og Guld.
( X X II 1 )
H v o , som saaer U r e t, skal høste U ly kke , hans T ugtens Ris er a lt b e re d t.
( X X II 8.)
F ly t ik k e S kjel fra A ld e rs T id , som dine Fæ dre h a r sat. ( X X II 28.)
(Salomons O rdsprog.)
# * ❖
E ls k m ig lid t men elsk m ig læ nge.
Gammel K jæ rlig h e d ru s te r ik k e .
M an skal haabe, t i l H jæ rte t b ris te r.
R e n t Regnskab gjø r læ ngst V e n skab.
Ilv a d d e r k o m m e r m ed U re t, d e t gaa igen m ed U re t.
N a a r a lt er fris t, er H je m m e t bedst.
H jæ lp d ig selv, saa h jæ lp e r Gud dig.
Tab ej M o d e t i N ø d ! Gaa d ris tig F a re n i Møde.
J o h a n n e s K o k .
D a n s k e O rdsprog o g T a lc m a a d e r f r a S ø n d e rjy lla n d .
# *1« *
L y k s a lig , ly k s a lig h v e r Sjæl, som h a r F r e d !
Guds F re d er Sjæ lesolen, som a ld rig ga ar n e d!
I n g e m a n n .
ri »
‘i
i VII l'
?i\i, i!
!•!
:
