• Ingen resultater fundet

- Hvad blev der af fru Jensens støttestrømpe?

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "- Hvad blev der af fru Jensens støttestrømpe?"

Copied!
81
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

Den Strategisk Komplekse kommune i et systemteoretisk perspektiv

Karen Marie Vølund Cand.Soc.PKL

Kandidatafhandling, afl. 13.04.15 Antal anslag: 179.627

Strategically Complex Municipalities - a systems theoretical Analysis

- Hvad blev der af fru Jensens støttestrømpe?

(2)

Abstract  

The  object  of  this  master  thesis  is  to  understand  how  complexity  is  a  part  of  communication  about   municipal   welfare   solutions.   Complexity   has   apparently   become   a   significant   part   of   welfare   work   today,  not  only  in  the  form  of  more  complex  work,  but  also  in  the  way  we  talk  about  this  work.  The   thesis  examines  the  following  problem  through  Luhmann’s  systems  theory:  How  does  complexity  in   KL’s   communication   become   the   municipalities   possibility   to   do   welfare   work     -­‐   and   how   does   this   transform  and  form  municipal  identities?    The  analysis  is  based  on  six  different  publications  from  KL   (Local  government  Denmark)  in  the  period  2010-­‐2014.  

The   thesis   concludes   that   a   new   municipal   identity   has   emerged,   the   strategically   complex   municipality,   that   uses   different   strategies   and   identities   to   transform   complexity   into   strategically   complexity   and   thusly,   municipal   work   is   transformed   from   a   specific   task   to   more   different   non-­‐

definite  and  non-­‐specified  tasks  which  generates  more  complexity  in  the  municipal  welfare  work.  

This   conclusion   has   arrived   through   three   layers   of   analyses,   all   of   them   with   bases   in   systems   theory.  In  the  first  analysis  I  show  how  the  municipal  welfare  is  in  a  complex  state,  where  different   differences  and  structural  couplings  create  the  complex  conditions  in  which  the  municipalities  find   them  selves.  The  complexity  arises  when  the  decisions  and  conditions  take  more  than  one  form  in  the   communication.  There  are  four  factors  that  create  complexity  in  KL’s  campaigns.  To  cope  with  this   complexity,  my  second  analysis  shows  communication  strategies,  where  the  complexity  is  pulled  out   in  the  communication  and  used  to  cope  with  the  complexity  in  welfare  work.  

In  the  last  analysis  I  look  at  the  municipalities’  possibilities  under  the  conditions  I  have  analyzed  in   the  first  two  parts.  The  municipalities  have  different  identities  where  they  constantly  make  goals,  but   make   them   unclear   to   not   rule   out   any   form   of   complexity.   The   municipalities   wind   up   in   a   state   where  they  try  to  solve  complexity  with  more  complexity,  which  creates  even  more  complexity.  

What  happens  instead  of  a  new  goal  in  the  strategically  complex  municipality  is  that  a  new  layer  and   differentiation  is  introduced.  This  does  not  reduce,  but  adds  to  the  complexity.  This  installs  a  need  for   the  municipalities  to  be  able  to  oscillate,  not  only  between  different  controlling  technologies,  but  also   between  different  meta-­‐technologies  on  the  second  order  level.  

 

 

 

 

 

 

(3)

 

Forord  

De  sidste  afgørende  uger  af  tilblivelsen  af  dette  speciale  har  været  uden  vejleder.  Derfor   skylder  jeg  stor  tak  til  alle  jer,  der  har  hjulpet  mig,  både  praktisk  og  personligt.  Især  tak  til   jer,  der  har  lagt  øre  til  mine  komplekse  udbredelser  og  udredelser  af  kompleksitet.  I  har   hjulpet  mig  med  at  holde  fokus  og  klart  blik  i  en  analyse  af  kompleksitet,  der  ikke  kunne  

undgå  at  blive  en  kompleks  proces.  Tak  for  hjælpen.  

 

God  læselyst    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

   

 

(4)

   

INDHOLDSFORTEGNELSE  

1

 

INDLEDNING   5

 

1.1

 

PROBLEMFELT   5

 

1.1

 

PROBLEMFORMULERING   8

 

1.2

 

KAPITELOVERSIGT   9

 

2

 

ANALYSESTRATEGI   11

 

2.1

 

VIDENSKABSTEORETISK  RAMME   12

 

 

LUHMANN  OG  KOMMUNIKATION   12

 

2.1.1

 

KOMPLEKSITET   13

 

2.1.2

 

IAGTTAGELSESBEGREBET   14

 

2.1.3

2.2

 

IAGTTAGELSESPUNKT   15

 

2.3

 

PRÆSENTATION  AF  CASE  OG  EMPIRI   16

 

 

KOMMUNERNES  LANDSFORENING   17

 

2.3.1

 

KONSTRUKTION  AF  EMPIRI   17

 

2.3.2

 

EMPIRIEN  SOM  ANDEN  ORDENS-­‐KAMPAGNEKOMMUNIKATION   19

 

2.3.3

2.4

 

IAGTTAGELSESPROGRAM   20

 

 

KONDITIONERING  AF  FØRSTE  ANALYSEDEL   21

 

2.4.2

 

KONDITIONERING  AF  ANDEN  ANALYSEDEL   22

 

2.4.3

 

KONDITIONERING  AF  TREDJE  ANALYSEDEL   24

 

2.4.4

 

PROJEKTDESIGN   26

 

2.4.6

3

 

FØRSTE  ANALYSEDEL:  ANALYSE  AF  KOMPLEKSE  BETINGELSER   27

 

3.1

 

ØKONOMI   27

 

 

STRUKTURELLE  KOBLINGER   28

 

3.1.1

 

ØKONOMI  -­‐  OMSORG   28

 

3.1.2

3.2

 

POLITIK   30

 

 

STRUKTUREL  KOBLING   31

 

3.2.1

3.3

 

OMSORG   32

 

 

STRUKTURELLE  KOBLINGER   33

 

3.3.1

3.4

 

SUNDHED   35

 

 

STRUKTURELLE  KOBLINGER   36

 

3.4.1

3.5

 

VIDEN   38

 

 

STRUKTUREL  KOBLING   39

 

3.5.1

3.6

 

POTENTIALITET   41

 

 

STRUKTURELLE  KOBLINGER   43

 

3.6.1

3.7

 

DELKONKLUSION   45

 

4

 

ANDEN  ANALYSEDEL:  ANALYSE  AF  KOMMUNIKATIONSSTRATEGIER   48

 

4.1

 

RELATIONEL  STRATEGI   48

 

 

AFPARADOKSERING  I  DEN  RELATIONELLE  STRATEGI   49

 

4.1.1

 

HYBRID  KOMMUNIKATION  I  DEN  RELATIONELLE  STRATEGI   50

 

4.1.2

4.2

 

FORSKELSSTRATEGIEN   53

 

 

HYBRID  KOMMUNIKATION  I  FORSKELSSTRATEGIEN   53

 

4.2.1

4.3

 

HANDLERUMSSTRATEGIEN   55

 

 

AFPARADOKSERING  I  HANDLERUMSSTRATEGIEN   55

 

4.3.1

(5)

 

HYBRID  KOMMUNIKATION  I  HANDLERUMSSTRATEGIEN   56

 

4.3.2

4.4

 

MENINGSTILSKRIVNINGSSTRATEGI   58

 

 

AFPARADOKSERING  I  MENINGSSTILSKRIVNINGSSTRATEGIEN   58

 

4.4.1

 

HYBRID  KOMMUNIKATION  I  MENINGSTILSKRIVNINGSSTRATEGIEN   59

 

4.4.2

4.5

 

DELKONKLUSION   62

 

5

 

TREDJE  DEL:  DEN  MULIGE  KOMMUNE   64

 

5.1

 

DEN  GRÆNSELØSE  KOMMUNE   64

 

5.2

 

DEN  POLYFONE  KOMMUNE   66

 

5.3

 

DEN  NÆSTEN-­‐SELVOPLØSENDE  KOMMUNE   66

 

5.4

 

DEN  POTENTIELLE  KOMMUNE   68

 

5.5

 

DELKONKLUSION   69

 

6

 

DISKUSSION  AF  DEN  STRATEGISK  KOMPLEKSE  KOMMUNE   71

 

6.1

 

OPKOMSTEN  AF  DEN  STRATEGISK  KOMPLEKSE  KOMMUNE   71

 

6.2

 

FORVENTNINGER  OG  UMULIGHED  MED  DEN  STRATEGISK  KOMPLEKSE  KOMMUNE   72

 

6.3

 

DEN  STRATEGISK  KOMPLEKSE  KOMMUNE  SOM  STRATEGISK  MULIGHED   73

 

7

 

KONKLUSION   75

 

7.1

 

REFLEKSION  OG  PERSPEKTIVERING   76

 

8

 

LITTERATUR  &  EMPIRI   78

 

8.1

 

LOVGIVNING  OG  REGLER   79

 

8.2

 

EMPIRI   79

 

 

BAGGRUNDSMATERIALE   79

 

8.2.1

 

CASE-­‐MATERIALE   80

 

8.2.2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

(6)

1 Indledning  

Dette  speciale  er  blevet  til  som  et  resultat  af  en  undren,  jeg  har  båret  på  hele  min  studietid:  er  verden   blevet  mere  og  mere  kompleks?  Hvis  den  er,  hvordan?  Hvis  den  ikke  er,  hvorfor  siger  vi  det  mon  så?  

Det   har   været   min   klare   ambition   at   undersøge,   hvordan   kompleksitet   dukker   op   og   hvilke   muligheder,  det  skaber.  Jeg  fandt  hurtigt  ud  af,  at  kompleksitet  findes  overalt  og  er  et  grundvilkår,  men   det,  der  har  ændret  sig,  er  måden,  vi  taler  om  det.  Derfor  sætter  specialet  fokus  på  kompleksitet,  som   det   iagttages   af   KL,   i   kommunernes   arbejde.   Når   jeg   har   valgt   KL’s   kommunikation,   skyldes   det   en   iagttagelse   af,   at   KL   de   senere   år   har   presset   på   med   en   dagsorden,   der   kalder   på   markante   forandringer  i  kommunerne.  Det  synes  derfor  interessant  at  undersøge,  hvilke  implikationer  dette  har   for  kommunerne.  Det  har  altså  været  målet  at  underøge  kompleksitetens  konstitution  og  bevægelse   gennem  et  system,  der  har  stor  betydning  for  vores  alles  hverdag,  nemlig  kommunerne.  

Jeg   undersøger   derfor   både   den   kompleksitet   som   iagttages   med   KL’s   kommunikation,   og   den   som   disse   iagttagelser   skaber   –   og   til   sidst   den   kompleksitet   som   disse   iagttagelser   af   kompleksitets   kompleksitet   skaber.   Der   er   således   kompleksitet   på   tre   niveauer   i   dette   speciale   –   og   det   gør   det   bestemt  ikke  mindre  komplekst.  Jeg  har  derfor,  mens  jeg  arbejdede  med  dette  speciale  holdt  tungen   lige   i   munden,   og   jeg   skal   forsøge   at   tage   læseren   ved   hånden,   og   føre   denne   ind   i   den   kommunale   kompleksitet,  som  mine  øjne  har  iagttaget  den.  Læseren  skulle  gerne  ende  med  at  have  fået  indsigt  i   kompleksiteten   KL’s   udgivelser   -­‐   og   en   mulighed   for   at   have   et   ekstra   reflekteret   blik   på   kommunikation  om  velfærd  i  dag.  

 

1.1 Problemfelt  

”Vi   håber   at   se   mange   direktører,   chefer   og   ledere   –   på   tværs   af   fag   og   felt,   der   søger   viden   om   og   handlemuligheder  i  ledelse  i  kompleksitet.”  

(KL  2013c:1)    

”Ansvaret  er  blevet  større.  Opgaverne  er  blevet  mere  komplekse,  og  samspillet  med  borgerne  og  en  fagligt   stærkere  forvaltning  udfordrer.  På  den  måde  er  kommunestyret  udfordret.”  (KL  2013-­‐2014)  

”I  denne  virkelighed  er  det  afgørende,  at  man  som  leder  formår  at  skabe  og  understøtte  fortællinger,  der   skaber  mening  og  sammenhæng  i  kompleksiteten  –  uden  at  reducere  og  ignorere  den.”  (KL  2013c:8).    

 

Mere   forandring,   flere   omstillinger,   større   ustabilitet,   flygtighed,   kort   sagt   kompleksitet   er   dele   af   dagens  orden.  Forandring  og  omstilling  i  verden  sker  hele  tiden.  Er  vi  gået  fra  en  enkel  og  stabil  verden   til  en  mere  og  mere  kompleks  verden?  Næppe.  At  verden  er  kompleks  er  ikke  nyt.  Det  nye  er,  at  vi  ser   kompleksiteten  som  en  aktiv  del  af  strategier,  programmer  og  ledelse  i  mange  organisationer.  Vi  ser  

(7)

det  med  formulering  som  ”I  en  verden  der  bliver  mere  og  mere  kompleks…”,  der  pryder  indledninger   og   beskrivelser   i   meget   nutidig   faglitteratur.   I   programmet   til   KL`s   Ledertræf   i   2013,   ”Ledelse   –   velfærdsreformer  og  kompleksitet”  har  kompleksitetsbegrebet  fundet  vej  hele  vejen  op  i  overskriften:  

”Et  typisk  og  til  tider  hensigtsmæssigt  svar  på  kompleksitet  er  at  forenkle  og  reducere.  Men  til  andre  tider   er  der  mere  vundet  ved  at  øge  den  organisatoriske  kompleksitet  –  for  så  bliver  den  til  en  ressource,  man   kan  bruge.”  (2013c:6)  

Der  er  ikke  i  sig  selv  odiøst,  at  kommunernes  opgave  er  kompleks.  Det  har  den  alle  dage  været.  Her   skal   borgere,   medarbejdere   og   politiske   beslutninger   nemlig   mødes   og   fungere   sammen   i   en   broget   palet  af  forskellige  aktører,  interesser  og  perspektiver.  Kompleksitet  er  et  vilkår,  der  dukker  op  helt  af   sig  selv.  Det  er  til  gengæld  interessant,  når  vi  begynder  at  tale  om  at  øge  kompleksiteten  for  at  kunne   håndtere  kompleksiteten.    

Den  velfærd,  som  hidtil  har  været  kendt  (og  elsket)  af  danskere  og  hyldet  som  et  enestående  resultat   af  vores  demokratiske,  politiske  model,  er  udfordret  -­‐  ingen  tvivl  om  det.  Nok  har  vi  et  højt  skattetryk,   men  vi  får  velfærd  for  pengene  og  velfærd,  som  den  danske  befolkning  som  helhed  er  både  stolt  af  og   glad   for.   Men   velfærden   er   presset   af   ændrede   politiske   og   økonomiske   tendenser   og   vilkår,   fx   globalisering,  finanskrise,  demografisk  udvikling  og  øget  konkurrence  og  behov  for  prioritering.  Pres   set   på   ressourcerne   er   ændret   og   der   er   benhård   konkurrence   om   disse   -­‐   også   for   kommunerne.  

Kommunerne  er  os  alle  sammen.  Alle  gør  brug  af  kommunernes  opgaveløsning  på  flere  tidspunkter  af   deres   liv,   fx   børnehave,   skole,   veje,   sundhedspleje,   forebyggelsestiltag,   måske   hjemmepleje   og   plejebolig.  Derfor  er  kommunernes  opgaveløsning  relevant  for  alle.  Og  KL’s  kommunikation  om,  hvad   denne   opgaveløsning   indebærer,   bliver   netop   interessant.   Hvad   indebærer   presset,   og   hvilke   konsekvenser   får   det   for   kommunerne   og   den   velfærd,   vi   kender,   når   kompleksiteten   i   opgaven   og   opgaveløsningen  skal  øges?    

 

Jeg  har  altså  fået  øje  på  Kommunernes  Landsforenings  (KL)  mange  publikationer  som  det  empiriske   grundlag  for  dette  speciales  nedslag  på  kompleksitet.    

KL  er  en  interesseorganisation  med  stor  indflydelse  og  tæt  forbindelse  til  kommunerne,  bl.a.  gennem   KL’s   bestyrelse,   der   består   af   kommunale   politikere.   Desuden   er   KL   formel   forhandlingspart   for   kommunerne   i   overenskomstforhandlinger   mellem   kommunerne   og   de   faglige   organisationer.  

Nedslaget  på  KL’s  udgivelser  kan  derfor  give  indsigt  i,  hvad  der  rører  sig  på  det  kommunale  område.  

Alene   navnet,   Kommunernes   Landsforening,   reflekterer,   hvordan   man   forsøger   at   samle   alle   98   kommuners  interesser  under  én  paraply.  Når  KL  udgiver  udspil  om  ledelse,  forvaltning,  organisering   og  samarbejde  i  kommunerne,  har  det  betydning  for  arbejdet,  der  udføres  i  kommunerne,  og  dermed   for   medarbejdere   og   borgere.   KL   sætter   endda   i   nogle   af   udgivelserne   lighedstegn   mellem   deres  

(8)

udgivelser  og  kommunernes  ønsker:  ”Debatoplægget  fra  marts  sætter  entydigt  retning  på  dét,  som  vi  i   kommunerne  gerne  vil  med  socialpolitikken.”  (KL  2013b:3)  

I  disse  år  stilles  væsentlige  politiske  og  socioøkonomiske  spørgsmål  til  debat  i  forhold  til  den  generelle   forståelse  af  serviceydelser  og  velfærd  på  den  ene  side  og  borgerens  personlige  ansvar  på  den  anden   side.  I  dette  speciale  har  jeg  konkret  fået  øje  på  KL’s  udspil  på  socialområdet  fra  2010-­‐2014  som  det   empiriske   nedslag   for   interessen   i   kommunernes   opgaveløsning   og   mulighed,   når   kompleksitet   trækkes   frem   i   kommunikationen.   De   kampagner,   jeg   iagttager   i   dette   speciale,   centrerer   sig   om   kommunalt   arbejde,   hvor   spørgsmålet   er,   om   og   hvordan   en   borger   får   hjælp   eller   ikke,   når   hun   henvender   sig   til   kommunen.   I   perioden   2010-­‐2014   udsender   KL   titler   som   ”Nye   ældre,   nye   muligheder”,  ”Ledelse  –  velfærdsreformer  og  kompleksitet”,  ”Invester  før  det  sker”  og  ”  Få  mere  ud  af   det,  du  har”.  Titlerne  peger  på  intervention  i  kommunernes  arbejde,  hvor  kompleksitet,  forandringer   og  kommunernes  potentialer  er  i  fokus  og  italesat  igennem  især  kompleksitet  som  en  selvfølgelig,  og   tilsyneladende   ureflekteret,   konstatering,   der   spiller   en   afgørende   rolle   for   håndtering   af   opgaven.   I   disse   udspil   iagttager   KL   muligheder   og   begrænsninger   i   kommunernes   arbejde   på   tværs   af   kommunegrænser   som   én   fælles   opgave,   der   ikke   er   afhængig   af   indbyggertal,   skattetryk   eller   geografi.   Det   er   min   tese,   at   KL’s   kommunikation   er   med   til   at   installere   særlige   muligheder   for   kommunerne.  Og  det  er  dem  og  de  mulige  konsekvenser  for  kommunerne,  jeg  vil  undersøge.    

 

KL’s   udspil   er   altså   ikke   bare   formuleringer   af   objektiv   viden   om   kommunernes   opgave,   men   har   karakter  af  egentlige  kampagner,  der  installerer  bestemte  muligheder,  fx  at  omstilling  og  nye  løsninger   er  tidens  store  løsen:  ”Stort  set  alle  velfærdsområder  er  under  omstilling,  og  tiden  for  standardiserede   pakkeløsninger   er   ovre.   På   skoleområdet,   ældreområdet,   arbejdsmarkedsområdet,   i   dagtilbuddene   og   i   de  specialiserede  tilbud  gennemføres  reformer,  der  kalder  på  nye  løsninger,  nye  faglige  kompetencer  og   ikke  mindst  nye  ledelsesprincipper.  Status  quo  er  udfordret”  (KL  2013:1).  

Ideen  om,  at  kommunerne  kan  få  mere  ud  af  det,  de  har  -­‐  at  ”kompleksitet  er  et  grundvilkår,  som  ikke   blot  skal  reduceres  og  eksekveres” (KL  2013c:6)  -­‐  at  kommunerne  kan  udnytte  den  komplekse  verden   af  forskellige  faglige,  økonomiske,  personlige  og  samfundsmæssige  perspektiver,  er  vel  tillokkende  for   de  fleste  kommuner.  Det  er  både  godt  og  ønskværdigt  at  KL  forsøger  at  hjælpe  kommunerne.    

Mit  udgangspunkt  er  imidlertid,  at  det  bestemt  ikke  er  ligegyldigt,  hvordan  denne  hjælp  udformer  sig,   fordi  KL’s  kommunikation  sætte  rammer  for  kommunernes  arbejde.  Og  derfor  bliver  det  relevant  at   spørge,  om  et  fokus  på  kompleksitet  nu  også  skaber  bedre  mulighed  for  at  navigere  i  kompleksitet?  

Eller  skaber  det  noget  helt  andet?  

Målet  med  dette  speciale  er  således  ikke  at  undersøge,  hvorvidt  der  er  mere  eller  mindre  kompleksitet   i   kommunernes   opgave,   men   at   undersøge,   hvordan   kompleksiteten   italesættes   og   med   hvilke   konsekvenser  for  kommunernes  mulige  selvbeskrivelser.    

(9)

Forandringer  i  organisationer  har  længe  været  genstand  for  akademiske  arbejder  og  offentlig  debat1.   Andersen  skriver  om  den  offentlige  forvaltnings  udvikling,  at  den  har  gået  igennem  flere  faser.  Da  den   offentlige  forvaltning  var  ny,  havde  man  bureaukratiet,  hvor  man  planlagde  fremtiden,  men  endte  med  

”planlægning  af  planlægning  af  planlægning  (…)  Det  viser  sig,  at  nok  så  meget  planlægning  blot  fører  til   mere  planlægning,  hvilket  forøger  forvaltningens  kompleksitet  og  planløshed”  (Andersen  2014:90).  Man   gjorde   derfor   op   med   planlægning   ved   at   skabe  supervisionsforvaltningen,   hvor   omstilling   bliver   centralt  som  vilkår,  og  vi  begynder  at  nærme  os  nutiden.  Her  satte  den  enkelte  forvaltning  rammerne   for,   hvad   problemet   var.   Derfor   dukker   strategier   op   som   et   afgørende   element   for   at   kunne   løse   opgaven  (ibid:91ff).  Men  troen  på  strategisk  selvstyring  svækkes  igen  og  den  potentialitetsafsøgende   forvaltning  dukker  op  (ibid:98).  I  stedet  bliver  idealet,  at  alle  led  og  opgaver  i  kommunerne  er  i  stand   til  at  stille  spørgsmålstegn  ved  egen  eksistens  og  strategi,  så  både  organisering  og  definition  af,  hvad   det  overhovedet  drejer  sig  om,  er  på  spil  for  at  kunne  løse  opgaven.  Potentialitetsforvaltningen  er  en   forvaltning,  ”som  forsøger  at  forøge  sin  kapacitet  til  at  håndtere  kompleksitet  ved  at  gøre  kompleksiteten   ubestemt”  (ibid:100).    

Fokus  for  specialet  er  en  interesseorganisations  kommunikation  og  de  potentielle  konsekvenser,  den   kan   have   for   kommunerne,   hvis   de   abonnerer   på   KL’s   dagsorden,   og   helt   konkret   de   steder,   hvor   kompleksitet  trækkes  frem  som  både  betingelse  og  mulighed  for  kommuners  opgave  løsning.  Jeg  er  på   jagt   efter,   hvordan   dette   gør   en   særlig   selvbeskrivelse   mulig   for   kommunerne.   Man   kan   sige,   at   jeg   tager   pulsen   på   og   undersøger   symptomerne,   uden   at   kunne   sige,   om   kommunerne   knytter   an   til   kommunikationen   og   evt.   får   kuren   (eller   sygdommen),   der   følger   med   at   abonnere   på   KL’s   virkelighed.  Hvad  sker  der,  når  kompleksitet  tilsyneladende  er  et  ideal  i  et  allerede  komplekst  system,   som   vi   så   i   de   indledende   citater?   Hvilke   muligheder   har   kommunerne   for   at   være   stabile   og   træffe   beslutninger,  når  kompleksitet  er  det  eftersøgte  og  tilsyneladende  tilstræbte?  Disse  overvejelser  har   ført  til  følgende  problemformulering:  

 

1.1 Problemformulering  

Hvordan   bliver   kompleksitet   i   KL’s   kampagner   kommunens   mulighed   for   at   håndtere   den   kommunale   opgave  –  og  hvilke  mulige  kommuner  dukker  op?  

 

Jeg  iagttager  kommunernes2  muligheder  for  selvbeskrivelser,  hvis  de  knytter  an  til  kampagnerne3.  Jeg   afgrænser   mit   iagttagelsespunkt   til   at   være   kampagner,   der   berører   socialområderne,   sundhed   og  

                                                                                                               

1  Se  fx  Andersen  (2002),  (2012),  Andersen  &  Pors  (2014),  Andersen  &  Thygesen  (2004).  Bauman  (2000),  Juelskjær  et  al.  

(red)  (2011),  Moe  (2003),  Mik-­‐Meyer  &  Villadsen  (2007),  Pors  (2012),  Thygesen,  &  Tangkjær  (2008)  

2  Jeg  iagttager  fremover  kommunerne,  som  system  og  betegner  dem  derfor  kommunen.  

(10)

omsorg,  fordi  der  i  dette  område  er  sket  væsentlige  ændringer  i  de  senere  år.  Jeg  er  interesseret  i  at   undersøge,   hvordan   KL’s   betingelser,   sprog   og   programmer   om   den   kommunale   opgaveløsning   er   koblede   til   og   funderet   i   kompleksitet,   og   hvordan   det   skaber   muligheder   for   kommunal   selvbeskrivelse.    

Jeg  har  udarbejdet  følgende  tre  analysespørgsmål,  der  kan  hjælpe  til  at  præcisere  og  operationalisere   problemformuleringen:  

-­‐ Hvordan   iagttages   komplekse   betingelser   for   den   kommunale   opgaveløsning   i   KL’s   kampagner?  

-­‐ Hvordan  installerer  KL’s  kampagner  særlige  kommunikations  -­‐  strategier  til  at  håndtere   disse  betingelser?  

-­‐ Hvilke  mulige  selvbeskrivelser  skaber  dette  for  kommunerne?  

 

1.2 Kapiteloversigt  

I   kapitel   1   har   jeg   præsenteret   den   undren,   der   var   udgangspunktet   for   specialet   og   den   problemformulering,  der  er  udsprunget  heraf.  Desuden  har  jeg  gennemgået  de  tre  analysespørgsmål,   som  vil  være  præciserende  ledetråde  gennem  specialets  tre  analysedele.  

Specialets  analysestrategi  fremlægges  i  kapitel  2.  Jeg  præsenterer  den  videnskabsteoretiske  ramme,   den  socialkonstruktivistiske  teori,  og  de  analysestrategiske  valg  funderet  i  specialets  hovedteoretiker,   Niklas   Luhmanns   begreber,   suppleret   med   input   fra   Gunther   Teubners   teori   om   hybrid   kommunikation.  Jeg  gennemgår  desuden  specialets  empiriske  konstruktion,  og  hvordan  det  iagttages.  

Til  sidst  konditioneres  mine  begreber  og  valg  i  de  enkelte  delanalyser.  Kort  sagt  gennemgår  jeg  i  dette   kapitel,  hvordan  specialets  problemformulering  bliver  besvaret.  

Kapitel   3   indleder   specialets   analyse.   Her   besvares   første   analysespørgsmål.   Jeg   analyserer   de   betingelser,   KL’s   kampagner   installerer   for   kommunens   opgaveløsning.   Analysen   tager   afsæt   i   Luhmanns   begreb   om   det   funktionelt   differentierede   samfund   og   analyserer   strukturelle   koblinger   mellem   koder.   Formålet   med   analysen   er   at   fremanalyse   de   komplekse   betingelser   for   kommunens   opgaveløsning,  KL  iagttager.  

Anden   analysedel   i  kapitel   4   besvarer   specialets   andet   analysespørgsmål.   Luhmanns   funktionelle   metode  er  inspiration  for  analysen  sammen  med  Teubners  hybrid-­‐paradoks.  Jeg  oscillerer  mellem  de   to  blikke,  for  at  vise  de  kommunikationsstrategier,  KL  installerer  med  sin  kommunikation.  Fokus  er  de   strategier,  der  gør  det  muligt  at  håndtere  de  betingelser,  jeg  har  fremanalyseret  i  første  analysedel.    

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                               

3  Hvorvidt  kommunerne  rent  praktisk  knytter  an  til  kampagnernes  iagttagelser,  ligger  uden  for  dette  speciales  genstandsfelt   og  udsigelseskraft.  

(11)

Den  sidste  analysedel  i  kapitel  5  tager  afsæt  i  konklusionerne  fra  de  to  første  analysedele,  og  tredje   analysespørgsmål  besvares  med  afsæt  i  Luhmanns  systemanalyse.  Formålet  er  at  undersøge,  hvordan   en  særlig  selvbeskrivelse,  der  er  funderet  i  kompleksitet,  bliver  mulig  og  nødvendig,  hvis  kommunen   knytter  an  til  KL’s  kampagner.    

I   kapitel   6   diskuterer   jeg   opkomsten   af   en   overordnet   kommune,   nemlig   den   strategisk   komplekse   kommune.   Her   undersøger   jeg   med   Luhmanns   tre   meningsdimensioner   de   muligheder   og   umuligheder,  der  dukker  op  med  denne.  

Kapitel  7  er  specialets  konklusion  og  perspektivering.  Her  samles  op  på  de  centrale  konklusioner.  I   dette   kapitel   besvarer   jeg   således   specialets   problemformulering.   Til   sidst   ser   jeg   på   specialets   begrænsninger  i  en  perspektivering  af  den  valgte  empiriform  og  metode.  

 

   

(12)

2 Analysestrategi  

For   at   kunne   besvare   specialets   problemformulering   og   analysespørgsmål   udfolder   og   forklarer   jeg   herunder  mine  analysestrategiske  valg  og  konditioneringer.    

At   tænke   analysestrategisk   vil   sige   at   gøre   op   med   og   være   bevidst   om   selvfølgeligheder   (Andersen   1999:   150ff).   Det   afgørende   er   at   være   reflekteret   om   valget   af   blikke   og   iagttagelsespunkter   og   konsekvenserne  af  det  valgte.  De  valg,  jeg  træffer,  i  analysestrategien  lægger  vejen  for,  hvilken  viden   jeg  bliver  i  stand  til  at  producere  med  mine  analyser,  og  dermed  hvilke  konklusioner,  jeg  er  i  stand  til   at   drage   til   sidst   i   specialet.   Det   er   ikke   givet,   hvordan   jeg   får   adgang   til   at   iagttage   kompleksitet   i   kommunerne.   Hverken   KL   eller   deres   kampagner   beder   om   at   blive   iagttaget   på   en   bestemt   måde,   heller  ikke  på  min  måde  (Andersen  1999).  Herefter  følger  en  præsentation  af  de  videnskabsteoretiske   og   analysestrategiske   valg,   der   ligger   til   grund   for   mine   muligheder   for   at   iagttage   den   kommunale   opgaveløsning  i  KL’s  udgivelser  og  den  kommune,  der  bliver  mulig4.  

 

Mine   analyser   tager   udgangspunkt   i   Luhmanns   systemteori,   der   tilbyder   at   kunne   iagttage   kommunikation.  Med  den  kan  jeg  undersøge,  hvordan  KL’s  kommunikation  bevæger  sig  over  forskelle,   og   hvordan   den   afgrænses.   Og   når   det   handler   om   at   beskrive   og   undersøge,   hvordan   kompleksitet   emergerer   i   KL’s   kommunikation,   synes   systemteorien   at   være   et   godt   valg.   Systemteoriens   systematiske   og   konsekvente   tilgang   til   kommunikation   tilbyder   nemlig   et   frugtbart   redskab   til   at   håndtere   netop   kompleksitet.   Den   giver   et   blik   for   den   polyfoni   (Andersen,   2002),   der   opstår   i   KL’s   kommunikation,  og  hvordan  den  sætter  særlige  muligheder  for  kommunens  selvbeskrivelse,  hvis  den   knytter  an  til  KL’s  kampagner.  Frem  for  et  individorienteret  blik,  der  undersøger  intentioner,  tilbyder   Luhmann   netop   et   blik   på   den   konkrete   kommunikation   og   dens   konsekvenser   i   organisationer.  

Analysen   bliver   altså   sensitiv   for,   hvordan   systemer   skaber   sig   selv   og   deres   omverdener   gennem   iagttagelser.  Jeg  vil  ikke  analysere,  hvorvidt  der  rent  faktisk  bliver  en  mere  og  mere  kompleks  opgave   for   kommunen,   eller   hvori   denne   konkret   består,   men   hvilke  muligheder   for   kommunen,   der   kan   iagttages  i  KL’s  kommunikation.  

 

Specialet  følger  en  tresporet  vej  til  at  svare  på  problemformuleringen.  Første  analyse  viser,  hvordan   KL’s  kampagner  iagttager  komplekse  betingelser  for  kommunens  opgaveløsning.  Den  viser,  hvordan   der   er   multiple   hensyn   og   perspektiver,   der   skal   inddrages   i   de   enkelte   dele   af   opgaveløsningen.  

Dernæst   undersøger   jeg,   hvordan   KL   installerer   særlige   kommunikationsstrategier   til   at   håndtere   disse   betingelser.   Dette   iagttager   jeg   både   med   blik   for   afparadokseringsstrategier   og   for   strategier,  

                                                                                                               

4  Jeg  er  derfor  bevidst  om,  at  det  kun  er,  hvis  kommunerne  knytter  an  til  KL’s  kommunikation.  Hvorvidt  de  gør  det,  er  udenfor   dette  speciales  konklusioner.  

(13)

der  trækker  kompleksiteten  frem  i  kommunikationen,  nemlig  hybrid  kommunikation.  I  tredje  analyse   fremanalyserer   jeg   den   mulige   selvbeskrivelse   med   KL’s   kampagner   under   de   fremanalyserede   betingelser   og   håndteringsstrategier.   Denne   analyse   bygger   på   konklusionerne   fra   de   to   første   analyser.  Til  sidst  trækkes  de  centrale  pointer  frem  i  konklusionen.  

Jeg   præsenterer   herunder   specialets   videnskabsteoretiske   ramme   og   derefter   det   valgte   iagttagelsesprogram,   og   konditionerer   de   tre   analysespørgsmål.   Jeg   gennemgår   desuden   den   valgte   case,  og  de  valg  jeg  har  truffet  i  forbindelse  med  at  konstruere  specialets  empiriske  iagttagelsespunkt.  

Til  sidst  illustrerer  jeg  den  samlede  analysestrategi  grafisk  (se  afsnit  2.4.5).  

 

2.1 Videnskabsteoretisk  ramme  

I  specialet  arbejder  jeg  ud  fra  en  tom  ontologi,  dvs.  udgangspunktet  er,  at  der  ikke  er  givet  en  mening   på   forhånd.   Viden   og   mening   skabes   af   det   blik,   der   iagttager.   Der   er   ikke   en   privilegeret   position  

”udenfor”  verden,  hvorfra  jeg  som  analytiker  kan  stille  mig  og  anskue  sandheden  om  verden.  Jeg  læner   mig   op   ad   konstruktivismen.   Her   betragtes   det   sociale   som   grundlaget   for   at   producere   viden   og   erkendelser   (Esmark   et   al   2005:11).   Den   tomme   ontologi   er   et   grundlæggende   udgangspunkt   for   at   lave  en  analysestrategi,  og  det  har  tre  centrale  implikationer  for  indholdet  i  dette  speciale.    

Det  betyder,  for  det  første,  at  min  empiri  kun  er  empiri  i  forhold  til  en  bestemt  teori,  som  samtidig  blot   er  en  konstruktion  af  viden,  blandt  anden  mulig  viden.  Empirien  skal  altså  konstrueres,  før  den  kan   iagttages  (ibid).  Det  er  dog  ikke  sådan,  at  jeg,  sammen  med  konstruktivismen,  benægter,  at  der  findes   subjekter   og   objekter;   men   blot,   at   der   ikke   findes   nogen   privilegeret   position,   fra   hvilken   man   kan   iagttage  disse  subjekter  og  objekter,  og  dermed  heller  ingen  sand  viden  om  dem  (ibid).    

For   det   andet,   betyder   det,   at   det   ikke   er   eller   kan   være   en   ambition   at   afdække   ’sandheden’   om   kommunen  i  KL’s  kommunikation,  men  at  udsige  noget  mere  om  kommunens    muligheder  end  det,  KL   selv   siger   (Højlund   2006).   Derfor,   når   jeg   iagttager   KL’s   kommunikation,   som   kampagner,   der   kan   påvirke   kommunens   selvbeskrivelse   gennem   særlig   kommunikation,   er   det   et   produkt   af   mine   iagttagelser,  teoretiske  valg  og  overvejelser.  Mine  konklusioner  har  derfor,  for  det  tredje,  ikke  status  af   sand  viden,  men  er  et  resultat  af  mine  iagttagelser.  Specialets  konklusioner  er  således  også  blot  viden   blandt  anden  mulig  viden.    

 

Luhmann  og  kommunikation  

2.1.1

Specialet  tager,  som  nævnt,  udgangspunkt  i  Luhmanns  systemteori.  I  systemteorien  står  begrebet  om   kommunikation   centralt.   Samfundet   og   mening   bliver   til   gennem   kommunikation,   og   kun   kommunikation  kommunikerer.  Det  betyder,  at  subjekter  ikke  kan  kommunikere  med  hinanden  som   subjekter.   Kommunikation   er   altså   ikke   forholdet   mellem   en   afsender   og   en   modtager.   Luhmanns  

(14)

kommunikationsbegreb   iagttager   kommunikation   som   en   selektionsproces   i   tre   led.  

Kommunikationen   selekterer  information  (hvad   skal   kommunikeres)   og  meddelelsesform  (hvordan   skal   det   kommunikeres)   og   forståelse   (hvad   skal   forstås   ved   det   kommunikerede).   Forståelse   indebærer,   at   ny   kommunikation   knytter   an   (Andersen   1999).   Kommunikation   er   altså,   når   noget   information  vælges,  og  alt  andet  vælges  fra.  Kommunikation  er  derfor  ikke  kommunikation,  før  anden   kommunikation  knytter  an  til  dette.    

Dette   kommunikationsbegreb   giver   et   skarpt   blik   for   kontingens,   altså   at   al   kommunikation   kunne   have  været  andet.  Det  giver  derfor  også  blik  for,  at  kommunikation  ikke  er  uskyldig,  fordi  lige  netop  en   bestemt  kommunikation  vælges  til  og  alt  andet  vælges  fra.  Jeg  får  altså  blik  for,  hvordan  KL  selekterer   kommunikation,  der  stiller  særlig  selvbeskrivelse  til  rådighed  for  kommunen  med  kompleksitet  som   mulighed  for  at  håndtere  kompleksitet.  

En  andet  central  præmis  i  systemteorien  er  skelnen  mellem  sociale,  mekaniske  og  psykiske  systemer.  

Disse   kan   kobles   strukturelt,   når   de   er   i   en   bestemt   relation   til   hinanden,   men   de   forbliver   altid   omverden  for  hinanden.  Et  psykisk  system  består  fx  af  tanker  og  kan  kun  knytte  an  til  andre  tanker,   ikke  til  kommunikation,  som  Luhmann  placerer  i  det  sociale  (Kneer  &  Nassehi  1997).  Jeg  beskæftiger   mig  i  dette  speciale  med  kommunikation  og  derfor  med  sociale  systemer.  Luhmann  uddifferentierer   desuden  sociale  systemer  i  organisationssystemer,  interaktionssystemer  og  samfundssystemer.    

Jeg   kan   derfor   nu   sige,   at   jeg   iagttager   KL   og   kommunerne   som   organisationssystemer,   der   kommunikerer,  og  at  kommunikation  er  en  proces  i  sociale  systemer  i  tre  led,  der  udvælger  noget  som   relevant   for   kommunikationen   og   skaber   en   horisont   af   muligheder   for   at   knytte   an.   Selektion   af   relevante   anknytninger   er   samtidig   det,   der   gør   systemets   selvbeskrivelse   mulig,   og   det,   der   kontinuerligt  skaber  systemers  ”identitet”.  Hver  gang  et  system  knytter  an  til  bestemt  kommunikation,   definerer   det,   hvad   systemet   kan   blive,   og   hvordan   det   kan   kommunikere   fortsat.   Dette   forhold,   at   systemer  er  lukkede  om  egen  kommunikation  og  skaber  sig  selv,  kaldes  autopoeisis  (Luhmann  1982).  

Kommunikation   fra   KL   iagttages   derfor   ikke   uskyldig   eller   tilfældig,   men   som   selekteret,   bevidst   kommunikation,  der  er  med  til  at  skabe  KL’s  egne  anknytningsmuligheder5,  og  samtidig  en  horisont  af   mulige  anknytninger  hos  systemer,  der  er  strukturelt  koblede  til  KL6,  og  det  er  disse  muligheder  hos   kommunen,   der   er   iagttagelsespunkt   for   dette   speciale.   Jeg   betragter   derfor   kommunen   som   på   en   gang  lukket  om  egen  logik  og  åben  for  omverdens  irritationer,  i  dette  tilfælde  KL’s  kampagner.  

 

Kompleksitet  

2.1.2

Kompleksitet   er   iagttagelsespunktet   i   dette   speciale,   men   kompleksitet   skal   ikke   forstås   som   en   allerede   udfyldt   kategori,   jeg   bruger   til   at   analysere   med.   Kompleksitet   emergerer   derimod   gennem  

                                                                                                               

5  Disse  er  dog  ikke  dette  speciales  genstandsfelt,  kun  kommunernes  muligheder  med  KL’s  kommunikation.  

6  Begrebet  strukturelle  koblinger  uddybes  i  afsnittet  pkt.  2.4.1.  

(15)

specialets   analyse   af   KL’s   kommunikation.   Jeg   læner   mig   også   her   op   ad   Luhmanns   begrebsapparat.  

Hos   Luhmann   er   kompleksitetsbegrebet   centralt,   og   det   begrunder   den   kompleksitet,   jeg   ser   efter   i   analysen.   Kompleksitet   er   i   Luhmanns   teori   den   yderste   af   alle   mulige   tilstande,   og   dermed   den   yderste  grænse  for  systemer.  Systemer  dannes  netop  for  at  reducere  kompleksitet.  Dvs.  at  hver  gang,   der   sættes   en   grænse   mellem   system   og   omverden,   markerer   det   et   fald   i   kompleksitet   (Kneer   &  

Nassehi  1997).    

En   organisation   kan   reducere   kompleksitet,   dvs.   den   kan   ”indskrænke   den   samlede   mængde   af   de   begivenheder,   der   er   mulige”   (ibid:51).   Organisationer   er   sociale   systemer,   der   kommunikerer   i   beslutninger   (Andersen   2002,   Luhmann   1995),   og   det   bliver   derfor   nemmere   at   beslutte,   hver   gang   der  sættes  en  forskel,  der  netop  reducerer,  hvad  der  skal  medtages  for  at  kunne  træffe  en  beslutning.    

Den  typiske  måde  et  organisationssystem  bruger  til  at  håndtere  kompleksitet,  er  at  strukturere  sig  ud   af  den,  fx  ved  at  inddele  organisationen  i  afdelinger  efter  funktioner:  ”hver  enkelt  subgruppe  (…)  vil  i  så   fald  skulle  bearbejde  en  mindre  mængde  af  kompleksitet”(Kneer  &  Nassehi  1997:118).  Denne  operation   betyder   samtidig,   at   der   bliver   frigivet   kapacitet   til   at   håndtere   mere   kompleksitet   i   det   enkelte   problem,   og   derfor   kan   problemet   iagttages   mere   komplekst,   end   før   det   blev   uddifferentieret.   Man   kan  altså  i  den  forstand  ikke  reducere  eller  fjerne  kompleksitet,  man  kan  midlertidigt  suspendere  den.  

At   reducere   kompleksitet   betyder   mulighed   for   at   organisationer   kan   træffe   beslutninger,   men   samtidig  betyder  reduktion  af  kompleksitet  en  ny  mulighed  for,  at  der  kan  opstå  kompleksitet.  Det  er   en   rekursiv   proces.   Den   konkrete   kommunikation   er   derfor   en   måde   at   håndtere   usikkerhed   og   kompleksitet,  fx  usikkerheden,  der  er  forbundet  med  fremtiden,  vi  jo  ikke  kender.  En  borgers  dårlige   knæ  kan  håndteres  gennem  genoptræningsplaner,  der  fastlægger  mål,  delevalueringer  og  øvelser,  der   lægges  ind  uge  for  uge,  som  reducerer  fremtidens  usikkerhed.  Det  kan  gøre  fremtidens  kompleksitet   håndterbar   i   nutiden.   Kommunen   kan   dog   ikke   vide   –   før   i   fremtiden   -­‐   om   der   knyttes   an   til   beslutningen/genoptræningsplanen,   altså   om   borgeren   nu   også   laver   øvelserne   og   dukker   op   til   evalueringerne.    

Kompleksitet   er   altså   en   del   af   en   organisation,   og   det   er   derfor   ikke   interessant  om,   der   er   kompleksitet   i   KL’s   kommunikation,   men  hvordan,   der   er   kompleksitet   i   KL’s   kommunikation   -­‐   og   hvordan  kompleksiteten  skaber  mulighed  for  kommunal  selvbeskrivelse.  

 

Iagttagelsesbegrebet  

2.1.3

Iagttagelsesbegrebet   hos   Luhmann   hænger   tæt   sammen   med   begrebet   om   kommunikation.   Det   dækker  over  en  operation,  der  indikerer  inden  for  rammen  af  en  forskel7.  At  iagttage  betyder  ikke  bare   at  se,  men  det  at  markere  én  side  af  en  forskel  og  lade  den  anden  side  forblive  umarkeret  (Andersen  

                                                                                                               

7  Dette  er  inspireret  af  Spencer-­‐Brown  og  hans  forskelstænkning,  som  betragter  iagttagelse  ”som  operationer,  der  ikke  referer   til  bevidste  subjekter,  men  til  forskelle”  (Andersen  1999,  Spencer  Brown  1969).  

(16)

1999).   Alle   iagttagelser   former   sig   efter   dette   princip.   Hvad,   der   markeres   på   den   ene   side   af   forskellen,   får   betydning   efter   hvad,   der   er   på   den   anden   side.   Når   kommunikation   fx   iagttager  

’omsorg’,  og  den  umarkerede  side  er  ’hjælp’,  betyder  det,  at  den  markerede  side  af  omsorgsforskellen   kan  blive  ’hjælp  til  selvhjælp’.    

En   vigtig   pointe   er   at   iagttagelse   af   iagttagelsesbegrebet   også   er   en   iagttagelse.   Man   kan   ikke   ikke-­‐

iagttage.   Denne   iagttagelse,   at   iagttage   iagttagelsesbegrebet,   har   ledeforskellen   indikation/forskel   (ibid).   Forskellen   på   iagttagelser   er,   hvilken   orden,   og   dermed   graden   af   bevidsthed   om   egen   iagttagelse,  man  bevæger  sig  på.  Når  man  iagttager  på  første  orden,  er  man  ikke  er  klar  over,  at  man   iagttager;  man  sætter  en  forskel  uden  at  vide  det.  På  anden  orden  iagttager  man,  en  anden  iagttagers   (eller   egne)   iagttagelser  som  iagttagelser   (Luhmann   1993).   En   iagttager   kan   ikke   iagttage,   at   han   iagttager,  hvilket  producerer  en  blind  plet,  også  på  anden  orden,  hvilket  vil  sige,  at  man  ikke  kan  se,   hvad  man  ikke  kan  se.  På  anden  orden  er  systemet  reflekteret  over,  at  det  ikke  kan  se,  hvad  det  ikke   kan  se  (Luhmann  1995).  Når  man  iagttager  på  anden  orden,  ser  man  derfor  en  flerhed  af  forskelle,  og   verden  dukker  frem  som  polykonstekstural  (Kneer  &  Nassehi  1997).  Således  kan  enhver  forskel  og  et   hvert  mål  iagttages  og  kritiseres  af  et  andet,  og  derfor  er  der  ikke  nogen  særlig  privilegeret  position  at   iagttage  fra,  eller  en  ”rigtig”  måde  at  iagttage  på.  Fx  bliver  måling  af  effekt  i  ældreplejen  frem  for  af   timer  en  anden  måde  at  måle  på,  og  man  kan  reflektere  over,  hvordan  denne  måling  gør  lige  netop  ét   særligt  mål  til  genstand  for  iagttagelse  –  og  ikke  et  andet.  At  bruge  iagttagelsesbegrebet  betyder  altså,   at  man  har  blik  for,  at  man  opnår  forskellige  resultater  og  idealer  ved  at  iagttage  på  forskellige  måder.    

For  specialets  konklusionsmuligheder  betyder  det,  at  jeg  som  iagttager  kan  iagttage  KL’s  iagttagelser   og   den   forskel,   som   kommunikationen   indikerer   med.   Samtidig   betyder   det,   at   den   forskel,   jeg   som   analytiker  iagttager  KL’s  iagttagelser  med,  bestemmer,  hvad  jeg  kan  iagttage  og  ikke  iagttage.  Jeg  kan   ikke   på   samme   tid   iagttage   mine   egen   iagttagelser   og   KL’s   iagttagelser.   Derfor   folder   jeg   specialets   iagttagelsespunkt   og   de   enkelte   analyseres  konditionering   ud   nedenfor   for   at   gøre   det   klart   hvad   og   hvorfor,  jeg  iagttager.  Herefter    præsenterer  jeg  den  valgte  empiri.    

 

2.2 Iagttagelsespunkt  

Med   Luhmanns   teori   om   iagttagelse   og   systemer   er   det   afgørende   ikke   kun,   hvordan   man   iagttager,   men  hvad  man  iagttager,  hvordan.    

 

I  dette  speciale  iagttager  jeg  KL  og  kommunen  som  organisationssystemer.  Et  organisationssystem  er,   som  nævnt,  kendetegnet  ved,  at  det  kommunikerer  gennem  beslutninger  (Luhmann  1995).  Specialets   erkendelsesinteresse   er   at   undersøge,   hvordan   kompleksitet   installeres   som   en   del   af   kommunens   mulighed  for  at  håndtere  opgaven,  og  hvordan  en  særlig  selvbeskrivelse  bliver  nødvendig  og  mulig  for  

(17)

kommunen,  hvis  den  knytter  an  til  KL’s  kompleksitetskommunikation.  Mit  fokus  er  derfor  ikke  på  KL   som  system,  men  på  de  betingelser  og  muligheder,  som  KL’s  kampagner  taler  frem.  Dette  iagttager  jeg   ved  at  iagttage  KL’s  kommunikation  som  anden  ordens  kampagne  -­‐  kommunikation.  Andre  systemer,   iagttagelsesformer  og  anden  kommunikation  bliver  derfor  en  blind  plet.      

Med   specialets   fokus   bliver   jeg   ikke   i   stand   til   at   sige   noget   om,   hvorvidt   kommunen   rent   faktisk   knytter   an   til   KL’s   kommunikation,   eller   hvordan   den   kommunale   opgave   udføres   i   kommunen.  

Specialet   kan   derfor   ikke   sige   noget   om   den   styring,   der   måtte   foregå   i   det   faktiske   møde   mellem   kommunen   og   KL’s   kampagner,   men   iagttage   det   rum,   som   installeres   for   kommunens   videre   kommunikation.  

 

I  første  analysedel  er  mit  iagttagelsespunkt  KL’s  kampagners  iagttagelse  af  de  betingelser,  der  er  for   kommunens   opgaveløsning   og   hvilke   koder   og   logikker,   der   giver   mening   til   kommunikationen.   Jeg   stiller  skarpt  på  hvilke  funktionssystemers  koder,  der  findes  i  kampagnerne,  og  hvordan  de  kobler  sig   til   hinanden.   I   den   første   analysedel   fremanalyserer   jeg   altså   de   komplekse   betingelser,   der   er   for   opgaveløsningen  i  KL’s  kampagner.    

I   anden   analysedel   er   det   stadig   KL’s   iagttagelser   af   den   kommunale   opgave,   jeg   iagttager,   men   nu   skifter   mit   blik   til   de   strategier,   der   installerer   mulighed   i   kommunikationen.   Det   er   de   kommunikationsstrategier,   som   KL   installerer   til   at   håndtere   betingelserne,   der   er   i   fokus.   Jeg   iagttager  først,  hvordan  kommunikationen  bevæger  sig  på  første  orden,  og  dernæst  på  anden  orden   for   at   iagttage   de   steder,   hvor   KL   installerer   mulighed   ved   at   kompleksiteten   trækkes   frem   i   kommunikationen.  Fokus  er,  hvordan  kommunikationen  installerer  løsninger  til  de  betingelser,  jeg  har   fremanalyseret  i  første  analysedel.  

I  sidste  analysedel  er  iagttagelsespunktet  konklusionerne  fra  første  og  anden  analysedel  med  fokus  er   på   den   kommunale   selvbeskrivelse,   som   bliver   mulig   og   nødvendig   af   KL’s   kommunikation,   som   jeg   har  analyseret  den.    

 

2.3 Præsentation  af  case  og  empiri  

Jeg   vil   nu   fremlægge,   hvordan   jeg   helt   praktisk   får   adgang   til   viden   om   det,   som   er   specialets   erkendelsesinteresse,  nemlig  de  muligheder  der  installeres  for  kommunen  i  KL’s  kommunikation.  Jeg   præsenterer   i   dette   afsnit   KL   som   organisation,   hvordan   empirien   er   konstrueret,   og   hvordan   KL’s   kommunikation  kan  iagttages  som  kampagnekommunikation.  

 

 

 

(18)

Kommunernes  Landsforening  

2.3.1

Kommunernes   Landsforening   (KL)   er   en   privat   interesseorganisation,   der   siden   2005   har   haft   alle   landets   kommuner   som   medlemmer.   Det   er   KL’s   mål   ”at   varetage   de   danske   kommunernes   fælles   interesser   og   bidrage   til   at   kommunerne   politisk   og   administrativt   løser   sine   opgaver”   (kl.dk,   4.   nov.  

2014).  KL  tager  en  bred  vifte  af  opgaver  på  sig:  1)  KL  leverer  høringssvar  til  lovgivning.  2)  KL  driver   konsulentvirksomhed   (KLK),   der,   på   lige   fod   med   andre   private   konsulenter,   leverer   ydelser   til   kommunerne.  3)  KL  forhandler  overenskomster  på  kommunernes  vegne  for  de  ansatte  og  forhandler   desuden   økonomiske   rammeaftaler   for   kommunerne   med   regeringen.   4)   Herudover   leverer   KL   politiske   udspil   og   debatoplæg,   samler   og   aktualiserer   temaer   i   artikler,   forskning   og   pressemeddelelser,  arrangerer  konferencer,  møder  og  lægger  strategier  for  forskellige  aspekter  af  det   kommunale  arbejde  i  samarbejde  med  relevante  kommuner8.  

KL  er  altså  i  høj  grad  med  til  at  sætte  dagsordenen  for  kommunernes  arbejde.  KL  har  ikke  nogen  reel   beslutningskraft   i   kommunerne,   men   fx   har   KL   som   forhandlingspart   ved   overenskomster   og   rammeøkonomi   en   formel   rolle   i   kommunerne.   KL’s   bestyrelse   er   sammensat   af   17   kommunalpolitikere   fordelt   på   grundlag   af   det   samlede   stemmetal   fra   seneste   kommunalvalg.   Man   kan   derfor   roligt   sige,   at   samarbejdet   mellem   kommunerne   og   KL   er   tæt.   KL   er   altså   en   mangefacetteret   organisation,   der   ad   flere   kanaler   forsøger   at   påvirke   kommunernes   fremtid   og   arbejde.    

 

Konstruktion  af  empiri  

2.3.2

Specialets  empiri  er  konstrueret  af  seks  KL-­‐udgivelser  fra  perioden  2010-­‐2014.  Den  er  sammensat  af   to  konferenceprogrammer  og  fire  debatudspil.  Som  forundersøgelse  har  jeg  gennemlæst  Videncenter   for   Velfærdsledelses   erfarings   –   rapport,   Brobyggerne   fra   2014,   og   materialerne   i   projektet  

”Fremtidens  kommunestyre”,  et  tema  præsenteret    af  KL  i  forskellige  udgivelser  fra  2013  -­‐  14,  for  at   identificere  relevante  temaer  og  problematikker.  Emperien  består  af  følgende  udgivelser:  

-­‐  ”Nye  ældre,  nye  muligheder”,  2010,  KL’s  ældrepolitiske  udspil  om:  udfordringer  og  muligheder,  støtte   og  bevarelse  af  de  fysiske  ressourcer,  ældre  medicinske  patienter  og  borgere  med  demenssygdomme,   fremtidens  boliger  til  ældre,  det  frie  valg,  rekruttering,  fastholdelse  og  kompetenceudvikling  og   hjemmepleje  med  behov  for  mere  og  ny  viden.  

 -­‐  ”Det  nære  sundhedsvæsen”,  2012,  udspil  i  projekt  om  det  nære  sundhedsvæsen  med  temaer  om:  

kvalitet,  den  ældre  medicinske  patient,  borgere  med  kroniske  sygdomme  og  med  behov  for   genoptræning,  børn  og  unge,  borgere  med  psykiske  lidelser,  sundhedsfremme  og  forebyggelse,  

                                                                                                               

8  Se  fx  udgivelsen  ”Brobyggerne”  fra  2014  med  erfaringer  fra  10  kommunale  projekter.  

(19)

telemedicin  og  velfærdsteknologi,  samarbejde  med  almen  praksis,  sundhedsfaglige  kompetencer,   styring,  dokumentation  og  evaluering  og  finansiering  af  det  nære  sundhedsvæsen  

-­‐  ”Invester  før  det  sker  –  et  debatoplæg  om  fremtidens  social  politik”,  KL,  2013.  Under  overskifterne   Velfærdssamfund  –  version  3.0  og  Fokuspunkter  i  fremtidens  socialpolitik  tematiseres  bl.a.  

velfærdsteknologi,  sammenhæng  på  tværs,  nye  udfordring  -­‐  nye  fagligheder,  socialpolitik  og  netværk   og  civilsamfund.  

-­‐  ”Invester  før  det  sker  –  sådan  sætter  vi  handling  bag  ordene”,  KL,  2013.  Dette  følger  op  på  det   forgående  debatudspil  med  bud  på  konkret  handling,  der  bl.a.  understreger  ”borgeren  som   udgangspunkt  er  den  fremmeste  ekspert  i  sit  eget  liv”,  og  at  der  skal  holdes  fokus  på  de   helhedsorienterede  indsatser.  

-­‐  ”Ledelse  –  velfærdsreformer  og  kompleksitet”,  KL’s  Ledertræf  2013,  programmet  tematiserer   kompleksitet  ift.  kommunernes  arbejde,  bl.a.  oplæg  som  ’Er  din  organisation  klædt  på  til  de  stigende   krav  om  forandringer’  og  ’Handlekraft  i  organisatorisk  kompleksitet’  

-­‐  ”Få  mere  ud  af  det  du  har”,  KL’s  Ledertræf  2014.  Programmet  tematiserer  mere  velfærd  for  færre   midler  med  bl.a.  oplæg  om  ’Ledelse  af  forandringer’  og  ’Netværksbaserede  organisationer’.  

Jeg  gennemgår  ikke  de  enkelte  udspil  og  programmer  hver  for  sig,  men  iagttager  dem  alle,  samlet  set,   som   dele   af   en   anden   ordens-­‐kampagne.   Dette   gør   jeg   med   udgangspunkt   i   Luhmanns   teori   om   systemer,   der   er   autopoietiske   og   således   skaber   sig   selv   gennem   sin   kommunikation.   Al   kommunikation   fra   KL   er   således   med   til   at   skabe   KL   som   system   og   kan   derfor   iagttages   som   en   samlet  kommunikation.  

Udover   at   iagttage   kampagnerne   som   samlet   kommunikation,   iagttager   jeg   KL’s   udgivelser   som   strukturelle  koblinger  mellem  kommunen  og  KL.  Strukturelle  koblingerne  opstår  ”når  et  autopoietisk   system  er  betinget  af  et  andet  autopoietisk  systems  komplekse  ydelser,  når  det  kan  behandle  dem,  som  om   de  er  dele  af  dens  eget  system’”  (Mik-­‐Meyer  &  Villadsen  2007:108).  Irritationen  vil  altid  blive  behandlet   internt   i   systemet.   Hvad   der   knyttes   an   til,   afhænger   derfor   af   kommunens   aktuelle   selvbeskrivelse,   der  afgør,  hvordan  kommunen  er  i  stand  til  at  omsætte  KL’s  kommunikation  til  kommunikation,  der  er   brugbar  for  kommunen.  Det  sker  gennem  koder,  hvor  kommunen  altid  vil  forsøge  at  sætte  et  før/efter   deres   interventioner   –   en   form   for   transformation.   Fx   opererer   hjemmeplejen   i   koden   behov   for   omsorg/selvhjælp   sådan,   at   når   hjælpen,   kommunen   har   ydet,   gør   fru   Jensen   i   stand   til   selv   at   tage   støttestrømpe  på,  så  har  hjælpen  virket.  Med  mit  blik  for  KL’s  kommunikation  bliver  jeg  derfor  ikke  i   stand  til  at  sige  noget  konkret  om  kommunens  praksis  eller  kommunikation,  men  udelukkende  noget   om  de  muligheder  og  betingelser,  som  KL’s  kommunikation  stiller  til  rådighed.    

 

Empirien   samler   sig   om   kommunens   arbejde   på   social-­‐   og   sundhedsområdet,   men   iagttager   ikke   et   afgrænset   område,   som   fx   ældrepleje   eller   folkeskolereformen.   Alle   andre   kommunale   områder,   fx  

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

kan kravet om, at der skal være samtale efter hver enkelt tvangsanvendelse, og at den skal gennemføres »snarest efter tvang«, hvor patienten måske fortsat er for psykotisk til at

Et eksempel herpå er projektet “Naturlig-Vis” som i et samarbejde mellem tre sjællandske kommuner og Professionshøjskolen Absalon gennem støtte fra A.P Møller Fonden dels

idet håndbevægelserne placeres i forskellige handlingssammenhænge eller planer. Når en handling således tillægges mening, eller beskrives som.. at sige en ramme

De forskellige parter opfatter dog ikke denne komplekse udvikling på samme måde, fordi de enkelte stadier altid indebærer en eller anden form for bedrag og/eller afsløring..

There are no environmental benefits associated with natural gypsum substitution when gypsum waste is for slag heap cover, differentiating this solution from plasterboard and

[r]

Redegørelsen for de forskellige opfattelser i skolekommissionen, refereret efter resumeet i betænkningens første romertalspaginerede sider, giver indtryk af, at

syneladende ens form er ofte tillægges meget forskellige b etydninger i forskellige kulturelle universer, og om vendt at forskellige form er kan have sam m e