Relationel  strategi

lukke   ned   for   paradokser   ved   at   mørklægge   den   ene   side   af   en   forskel   eller   som   ved   at   trække   paradokserne  frem  og  bruge  dem  aktivt  i  kommunikationen.  

Afparadoksering  i  den  relationelle  strategi  

4.1.1

4.1.1.1 Borgeren  som  passiv  modtager  

Den   relationelle   kommunikationsstrategi   forholder   sig   til   grænserne   for   kommunen   som   system,   og   skaber   mulighed   ved   at   sætte   klare   grænser   mellem   borgerne   og   kommunen.   De   komplekse   betingelser   håndteres   i   KL’s   kampagner,   ikke   i   kraft   af   fx   en   faglig   vurdering,   men   i   kraft   af   de   relationer  og  medfølgende  ressourcer,  kommunen  kan  iagttage  og  skabe.  

Kampagnen,  Invester  før  det  sker,  iagttager  tre  led  i  forholdet  til  borgeren:  

”Service-­‐Produktion:   Vi   gør   det   for   dig!     -­‐   Rehabilitering-­‐Træning:   Du   gør   det   selv!   -­‐   Fællesskab-­‐

Facilitering:  Vi  gør  det  sammen!”  (KL  2013b:9).  

På  første  trin  yder  kommunen  en  service,  som  borgerne  modtager,  og  borgerne  formes  som  omverden   for   kommunen.   Borgeren   sættes   altså   som   passiv   modtager   af   ydelser.   Med   Rehabilitering-­‐Træning   bliver   borgeren   selvstændig   og   markeres   som   irrelevant   for   kommunikationen,   fordi   hun   ”gør   det   selv”.   Det   sidste   trin   kombinerer   de   to   første.   Her   er   tale   om   hybrid   kommunikation,   som   jeg   ser   nærmere  på  i  det  næste  afsnit.  Med  de  to  førte  er  der  tale  om  afparadoksering,  hvor  det  gøres  muligt  at   løse   den   kommunale   opgave   enten   ved   at   iagttage   borgeren   som   modtager   eller   selvstændig.  

Relationen  skaber  mulighed  ved  at  tilbyde  forskellige  definitioner  af,  hvad  hjælp  kan  være.    

Når  en  borger  med  behov  for  hjælp  møder  kommunen,  konstaterer  altså  kommunen  først,  om  der  er   behov  hjælp  eller  mulighed  for  hjælp  til  selvhjælp,  som  jeg  igttager  herunder.  Hvis  det  blot  er  hjælp  til   den  passive  modtager,  forbliver  hjælpen  hjælp.  Denne  form  for  afparadoksering  er  ikke  fremtrædende   i  KL’s  kampagner,  men  den  dukker  op  sammen  med  iagttagelsen  af  at:  ”Der  vil  altid  være  borgere,  som   har  brug  for  passiv  og  kompenserende  hjælp.”  (KL  2010:6),  og  derfor  kan  hjælp  i  sin  enkle  form  stadig   ydes.    

Forholdet  kommune/borger  sættes  på  spil,  som  et  ensidigt  forhold  mellem  afsender  og  modtager.  KL   installerer  mulighed  for,  at  kommunen  kan  vælge  en  kode  (hjælp)  og  afparadoksere  ved  at  markere   den  ene  side  af  relationen,  kommune/borger.  Borgeren  forbliver  i  kommunens  omverden  og  kan  på   den   måde   modtage   den   hjælp,   som   kommunen   iagttager   som   relevant   for   borgeren   uden   yderligere   forstyrrelser.  Dette  forhold  kan  opsummeres  således:  

Hybrid  kommunikation  i  den  relationelle  strategi  

4.1.2

Hybrid   kommunikation   i   den   relationelle   strategi   går   ud   på   at   bruge   den   dobbelte   attribution   til   at   skabe   mulighed.   Det   sker   ved   at   relationer   sættes   som   en   forudsætning   for   kommunens   opgaveløsning.  ’Dem’  bliver  en  forudsætning  for  ’os’.  

4.1.2.1 Borgeren  som  aktiv  deltager  

”’Hvordan   kan   jeg   bidrage’,   og   ’hvad   kan   jeg   selv’?   De   spørgsmål   bør   i   fremtiden   stilles   oftere,   når   borgeren  møder  kommunernes  medarbejdere  (…)  Kommunen  skal  til  gengæld  stille  sig  til  rådighed  som   facilitator  af  nye  fællesskaber,  hvor  borgere  hjælper  borgere  –  og  hvor  mennesker  oplever,  at  de  kan  og  er   noget  og  derved  opnår  handlekraft  og  styrke  til  at  mestre  eget  liv”  (KL  2013b:11).  

Et   eksempel   på   hybrid   kommunikation   i   den   relationelle   strategi   blev   allerede   antydet   i   foregående   afsnit.  Her  installeres  den  aktive  borger,  der  er  borgeren  med  ressourcer,  der  iagttages  som  relevante   for  kommunens  håndtering  af  opgaven.  Relationen  til  borgeren  installeres  altså  hybridt,  hvor  borgeren   trækkes   frem   som   både   del   af   kommunens   system   og   omverden.   Kommenen   skal   således  ”omlægge   indsatsen  på  ældreområdet  og  flytte  fokus  fra  passiv  kompenserende  hjælp  til  øget  og  målrettet  træning   og  hverdagsrehabilitering”  (KL  2010:5).  De  enkelte  kommuner  kan,  med  KL’s  kampagners  installering   af   en   aktiv   borger,   overskride   grænsen   mellem   kommune/borger,   sådan   at   borgeren   kan   iagttages   som  bidragyder  til  kommunens  opgaveløsning  og  blive  en  del  af  organisationen.  Borgeren  har  et  ønske   om  ”at  tage  ansvar  for  eget  liv  og  klare  sig  uden  hjælp.”  (KL  2010:5).  Hjælp  som  pleje  er  altså  ikke  noget   borgerne   selv   ønsker   at   modtage.   KL   installerer   mulighed   ved   at   tilskrive   mening   til   borgerne,   som   borgere,   der   vil   klare   sig   uden   hjælp.   Hjælp   skal   derfor   helst   være   hjælp   til   selvhjælp.   Det   tvinger   kommunen   til   at   tænke   nyt,   hvilket   den   gør   ved   at   skabe   forskellige   niveauer   af   hjælp,   hvor   både   økonomisk   prioritering   er   mulig   og   at   hjælpe   uden   at   hjælpe   er   mulig,   fordi   borgerne   i   forvejen   vil   være  selvstændig  og  ansvarlig.  Fordi  de  fleste  borgere  ikke  vil  have  hjælp,  kan  kommunen  også  godt   fortsætte  med  at  yde  hjælp  som  pleje,  der  jo  kun  er  til  de  allersvageste.  Hjælp  som  pleje  er  således  kun   noget  i  kraft  af,  at  de  fleste  borgere  vil  og  kan  hjælp  til  selvhjælp.  Hjælp  som  hjælp  til  selvhjælp  er  den   nye  orden.  ”Det  kan  af  indlysende  grunde  aldrig  blive  en  ambition,  at  alle  skal  fungere  lige  godt  og  uden   hjælp,  eller  at  alle  kan  bidrage  lige  meget.  Men  kan  vi  styrke  den  enkeltes  mestringsevner  –  næsten  uanset   udgangspunkt  –  vil  det  styrke  den  enkeltes  mulighed  for  inklusion  i  samfundslivet,  den  enkeltes  opfattelse  

af  egen  formåen  og  i  sidste  ende  give  flere  mennesker  mulighed  for  selv  at  bidrage  til  fællesskabet.”  (KL   2012b:5).  Borgerne  iagttages  som  selvstændige,  kapable  individer,  og  kommunen  som  partnere,  der   skal  støtte  og  styrke  den  selvstændige  og  kapable  borger.  Borgeren  er  altså  ikke  selvstændig  i  kraft  af   sig  selv,  men  bliver  det  igennem  kommunens  virke.  Et  paradoks,  der  bliver  muligt  at  håndtere  gennem   kommunikationen  om  den  aktive  borger,  der  bidrager  til  kommunens  arbejde.      

Den   relationelle   strategi   tilbyder   også   mulighed   for   at   håndtere   kampen   mellem   kommunens   behov   for  at  styre  egen  opgaveløsning  og  dokumentere  på  den  ene  side,  og  iagttagelserne  af,  at  borgerne  skal   være  herre  i  eget  liv  på  den  anden  side.  Dette  gør  kampagnerne  ved  at  knytte  et  mål  til  den  relationelle   strategi,  nemlig  inklusion  -­‐  at  borgeren  selv  skal  deltage,  som  vi  ser  her:  ”Omdrejningspunktet  for  det   sociale  arbejde  i  kommunerne  er  inklusion  og  mestring.  Inklusion  og  mestring  kan  ske  på  mange  måder   alt   efter   hvilke   ressourcer,   barnet   eller   den   voksne   har”   (KL   2013a:   5).   Kommunens   mulighed   for   at   håndtere  de  komplekse  betingelser  er,  at  at  den  træder  tilbage  og  lader  borgeren  hjælpe  sig  selv.  Dette   dukker  tydeligt  op  med  udtrykket  ’borgeren  i  centrum’,  som  er  et  mantra  gennem  kampagnerne:  ”Det   er  sagt  mange  gange  før,  at  borgeren  skal  i  centrum  –  nu  skal  det  være  tydeligt,  ikke  bare  i  ord,  men  også   i  handling”  (2013b:12).  Med  begrebet  om  borgeren  i  centrum  kan  kommunen  iagttage  borgeren  som   en  relation,  en  aktiv  deltager,  der  er  i  stand  til  at  tage  vare  på  sig  selv  og  yde  modspil  til  kommunens   magtoverlegenhed.  

Kompleksitet  i  form  af  hybrid  kommunikation  tilbyder  således  mulighed  for  at  håndtere  de  komplekse   betingelser,  når  borgerens  private  valg  iagttages  som  kommunens  anliggende,  fx  når  borgeren  tilbyder   sin  hjælp  til  selvhjælp  (eller  til  andres  hjælp).  Kommunen  skal  afgive  magt  til  borgerne,  sådan  at  de   kan  styre  eget  liv,  når  de  modtager  hjælp  fra  kommunen.  Og  dette  skaber  mulighed  for  kommunen.    

4.1.2.2 Den  passive  aktive  borger  

Der   er   endnu   et   eksempel   på   hybrid   kommunikation   i   den   relationelle   strategi,   der   dukker   op   visse   steder   i   kampagnerne.   Den   er   en   radikalisering   af   strategien,   som   skaber   mulighed   ved   at   rykke   kommunen   helt   væk   fra   borgerne,   uden   at   borgernes   handlinger   iagttages   som   irrelevante   for   kommunen.  

”Uddannelse   og   arbejde   er   to   helt   grundlæggende   forudsætninger   for   at   kunne   deltage   aktivt   i   samfundslivet.  Men  deltagelse  er  også,  når  den  tidligere  hjemløse  arbejder  frivilligt  på  et  værested,  eller   når   en   udviklingshæmmet   borger   arrangerer   ’pædagogfrie’   ferier   for   andre   udviklingshæmmede(…   ).  

Derved  skaber  vi  flere  muligheder  for  deltagelse  i  nye  fællesskaber  –  og  de  er  langt  fra  altid  kommunale.”  

(KL  2013a:4).  Sat  på  spidsen,  handler  det  om,  at  kommunen  bliver  i  stand  til  at  håndtere  de  komplekse   betingelser,  især  økonomisk  smalhals  og  de  mange  forventninger  om  borgerinddragelse,  hvis  den  kan   iagttage   borgernes   udvikling   som   deres   egen   og   helt   glemme   sig   selv   som   kommune.   KL   installerer  

mulighed  for,  at  kommunen  kan  håndtere  de  komplekse  betingelser,  når  kommunen  taler  sig  helt  ud  af   borgernes   liv.   Dog   med   det   forbehold   at   borgernes   liv   og   ageren   stadig   formes   som   relevant   for   kommunen.  Man  kan  tale  om,  at  strategien  iagttager  en  slags  passiv,  aktiv  borger  –  en  borger,  der  er   aktiv   i   sit   eget   liv   og   i   andres,   fx   med   frivilligt   arbejde,   men   ikke   modtager   hjælp   eller   støtte   fra   kommunen   -­‐   men   som   alligevel   iagttages   som   en   del   af   kommunens   mulighed   for   at   håndtere   de   komplekse  betingelser,  fordi  en  borger,  der  ikke  har  brug  for  kommunen,  installeres  som  en  ressource   for  kommunen.  Borgeren  bliver  altså  relevant  og  en  ressource  for  kommunen  i  alle  livets  forhold,  ikke   kun   når   hun   selv   henvender   sig.   Relationen   til   borgeren   ønskes   ikke,   men   iagttages   alligevel   som   værdifuld.   Med   det   paradoksale   udtryk,   den   passive   aktive   borger,   viser   jeg   dette   hyperkomplekse   forhold,   der   visse   steder   installeres   i   kommunikationen,   som   en   mulighed   for   at   håndtere   den   kommunale  opgaveløsning  under  komplekse  betingelser.  

KL  sætter  altså  den  relationelle  strategi  i  spil  i  forholdet  kommune/borger  på  tre  forskellige  måder.  De   er  dog  alle  måder,  der  installerer  en  strategi  til  at  håndtere  komplekse  betingelser  gennem  forskellen   os/dem.  Borgeren  bliver  til  som  en  passiv  borger,  der  modtager  den  af  kommunen  tilbudte  hjælp,  og   når  borgeren  er  passiv,  kan  hun  håndteres  af  kommunikationen  gennem  en  afparadokseringsstrategi.  

Desuden  sættes  forholdet  kommune/borger  på  spil  gennem  den  aktive  borger  og  den  passive  aktive   borger,  hvor  borgerens  mestring  og  ressourcer  i  mere  eller  mindre  grad  skaber  mulighed.  Kommunen   kan  på  den  måde  producere  mere  sundhed  og  omsorg  og  samtidig  fjerne  knaphedstemaets  greb  om   kommunikationen,   fordi   med   borgeren   i   centrum,   der   mestrer   eget   liv,   kan   borgerens   ressourcer   udefra  blive  en  del  af  systemet,  om  end  kun  midlertidigt.    

Strategien  skaber  mere  kompleksitetshåndteringskapacitet  for  kommunerne  ved  at  forme   forskellige  relationer  på  forskellige  måder.  Hvor  den  som  afparadoksering  sender  borgeren  over   som  den  umarkerede  side  ’dem’,  skaber  den  som  hybrid  en  relation,  hvor  det  iagttages,  at  

kommunerne  kan  opnå  mulighed  ved  at  inddrage  flere  i  opgaveløsningen,  så  ’dem’  bliver  en   forudsætning  for  ’os’.  Strategien  opsummeres  i  følgende  figurer: