Potentialitet

Det  er  derfor  kompleksiteten  i  de  aktuelle  forhold  jf.  formuleringen  ”samfund  i  stadig  udvikling”,  og   ikke  så  meget  de  enkelte  fænomener  i  sig  selv,  der  skaber  behov  for  nytænkning.    

Men   der   er   ikke   tale   om   en   fuldstændig   ændring   af   praksis.   Det   aktuelle   fravælges   nemlig   ikke   helt.    

Det  skaber  kompleksitet  på  anden  orden  i  kommunikationen,  fordi  hvilken  del  af  praksis  skal  eller  kan   potentialiseres,   og   hvilken   del   skal   forblive   uberørt?   Kommunen   skal   således   være   i   stand   til   at   iagttage   deres   egne   iagttagelser   potentielt,   og   beslutte   hvilke,   der   skal   nytænkes.   Potentialiseringen   installerer  derfor  ikke  mindst  kompleksitet  i  spørgsmålet  om,  hvornår  noget  er  nyt:  Hvornår  skal  de   nye  løsninger  træde  i  kraft,  hvornår  er  nye  løsninger  ikke  nye  løsninger  længere,  og  hvornår  skal  de   igen  nytænkes?  

Kompleksiteten   i   KL’s   kommunikation   i   potentialitetens   kode   har   jeg   opsummeret   i   disse   to   figurer,   hvor   den   første   er,   når   det   potentielle   markeres,   og   den   anden   er,   når   de   aktuelle   ikke   radikalt   fravælges,  og  fremtiden  dukker  op  som  både  problem  og  løsning:  

    Samme   tendens   ses   med   KL’s   fokus   på   innovationskompetencer,   frem   for   faglighed   som   det   kommunikationen   efterspørger   hos   medarbejderen:   Kommunen   skal   ”kompetenceudvikle   medarbejderne,   så   de   ”klædes   på”   til   at   varetage   de   nye   opgaver.”   (2010:7).   Det   er   altså   ikke   medarbejdernes   evne   til   at   håndtere   de   nye   opgaver   med   deres   faglige   briller,   der   dukker   op,   som   relevant   for   opgaveløsningen,   men   derimod   et   behov   for   at   skabe   kompetencer   til   at   håndtere   potentialitet  i  form  af  nye  opgaver  –  som  kommunen  i  øvrigt  selv  skal  være  med  til  at  skabe,  som  vi  så  i   videnslogikken.  Kommunikationen  peger  altså  på  en  kommunal  opgave,  der  mere  og  mere  skal  være   multipel,   og   ikke   singulær   i   en   bestemt   faglighed.   Fremtiden   dukker   både   op   som   løsning,   hvis   kommunen   finder   nye   veje,   og   som   et   problem,   hvis   kommunen   ikke   finder   nye   veje.   Den   aktuelle   opgaveløsning  fravælges  som  relevant,  selvom  kun  dele  af  den  aktuelle  opgaveløsning  skal  nytænkes.  

Med  potentialitetskommunikationen  installerer  KL  altså  kompetencer  og  innovation,  som  relevant  for   opgaven,  og  ikke  øget  faglighed:  

Strukturelle  koblinger  

3.6.1

3.6.1.1 Potentialitet  -­‐  økonomi  

Vi  ser  herunder,  hvordan  kompleksitet  er  på  spil  i  form  af  flere  opgaver  og  mere  fagligt  tunge  opgaver   for  ledelsen.  Som  en  konsekvens  af  den  økonomiske  knaphed  og  eksterne  faktorer,  fx  fritvalgsreglerne,   har   kommunen   lagt   grupper   af   medarbejdere   sammen.   Denne   sammenlægning   betyder   øget   kompleksitet:   ”Ledelse   er   helt   centralt   på   ældreområdet   og   ledelsesopgaven   er   kompleks.   Lederne   på   ældreområdet   skal   både   være   dygtige  planlæggere   og   styre   en   stor   økonomi   og   samtidig   sikre   faglig   udvikling   og   motivation   hos   medarbejderne.   I   de   senere   år   er   planlægningsopgaverne   og   kravet   til   økonomistyring  øget,  ikke  mindst  som  følge  af  fritvalgsreglerne.  Samtidig  er  de  medarbejdergrupper,  som   den  enkelte  leder  har  ansvaret  for,  mange  steder  blevet  større  for  at  frigøre  ressourcer”  (2010:15).  

Ressourcer  i  citatet  er  menneskelige  ressourcer,  og  det  iagttages  sådan,  at  frigørelse  af  menneskelige   ressourcer   betyder,   at   der   kan   bruges   færre   økonomiske   ressourcer,   dvs.   at   det   kobler   sig   til   den   økonomiske   knaphedslogik.   KL   iagttager   altså,   at   når   kommunen   sammenlægger   medarbejderenheder,  skaber  det  flere  ressourcer  til  at  kunne  håndtere  opgaven.  Men  det  beslaglægger   samtidig   ledelsesressourcer,   fordi   den   enkelte   leders   opgave   får   flere   lag,   mens   ressourcerne   i   systemet,  som  et  hele,  bliver  større.  Det  er  således  et  paradoks,  når  flere  ressourcer  på  én  gang  betyder   både   flere   og   færre   ressourcer   indenfor   kommunens   ramme   som   system.   I   første   omgang   iagttages   det,   at   frigjorte   ressourcer   medfører   mindre   kompleksitet,   da   den   økonomiske   knaphedslogik   ikke   længere   er   gældende.   Det   åbner,   i   anden   omgang,   for   at   kunne   håndtere   ny   kompleksitet   med   de   nyerhvervede  ressourcer.  Det  øger  samtidig  kompleksiteten  for  ledelsen  og  medarbejderne  i  form  af  et   større  antal  medarbejdere  pr.  enhed  og  en  større  ledelsesopgave,  der  igen  kræver  ressourcer.  Alt  dette   skaber   kodeinternt   pres,   fordi   begge   sider   af   forskellen   markeres.   Når   den   kommunale   opgave   markerer  ressourcer,  er  der  pres  mellem  ressourcer,  forstået  som  knaphed,  dvs.  færre  ledelseskræfter,   eller   ressourcer   som   potentialitet,   dvs.   frigørelse   af   arbejdskraft.   Når   kommunikationen   markerer   betale-­‐siden   af   forskellen,   irriteres   den   af   potentialitetens   logik   (potentialitet/aktualitet),   nemlig   de   muligheder,  der  opstår  med  disse  frigjorte  ressourcer.  Altså,  når  der  ikke  er  knaphed  (betale),  skaber   potentielle  muligheder  kompleksitet,  og  når  der  er  knaphed  (ikke-­‐betale),  er  det  presset  for  at  skabe   muligheder  trods  knappe  ressourcer,  der  skaber  kompleksitet.    

KL   installerer   et   billede   af   kommunens   virkelighed,   hvor   ressourcer   tager   multiple   former,   økonomiske,   menneskelige   og   potentielle,   og   nye   løsninger   skal   udvikles   trods   økonomisk   knaphed.  

Dette  forhold  kan  forenklet  illustreres  sådan:  

3.6.1.2 Potentialitet  –  omsorg    

Potentialitetskommunikationen  kobler  sig  til  omsorgens  kode  (hjælp/ikke  hjælp).  Det  sker  i  forholdet   til  borgeren,  når  ydelsen  af  hjælp  iagttages  som  i  stand  til  at  skabe  en  potentiel  tilstand  af  ikke-­‐hjælp,   så  kommunen  samtidig  skal  iagttage  borgeren  som  en,  der  har  behov  for  hjælp  og  potentielt  ikke  har   behov  for  hjælp.  

”Medarbejderne   skal   i   højere   grad   kunne   indgå   i   et   samarbejde   med   barnet   eller   den   voksne,   de   pårørende(…)  for  at  det  enkelte  menneske  støttes  til  at  leve  et  så  selvstændigt  liv  som  muligt”  (KL2013:  

14).   I   potentialitetens   logik   bliver   borgeren   til   i   kraft   af   kommunens   iagttagelser   af   borgerens   potentialer   til   at   blive   til   et   uafhængigt   menneske.   Kommunen   skal,   kort   sagt,   samarbejde   med   borgeren  om  at  slippe  af  med  borgeren.    

Kommunen   står   i   et   pres   mellem   at   yde   hjælp   og   en   fordring   om   at   få   alle   borgere   til   at   opnå   en   tilstand,   hvor   de   ikke   har   behov   for   hjælp   –   med   støtte   fra   kommunen.   Denne   tilstand   er   altid   en   potentiel   tilstand   –   kampagnerne   definerer   fx   ikke,   hvornår   borgeren   er   i   en   endelig   tilstand   af   selvstændighed,  men  installerer  blot  fordringen  om  at  skabe  selvstændighed.  Det  kan  potentielt  gøre   kommunens  opgave  til  en  uendelig  selvstændighedsmaskine.  Med  omsorgens  kode  iagttages  borgeren   gennem   hendes   selvstændighedspotentiale   frem   for   hendes   behov   for   at   få   hjælp.   Illustrationen   herunder  viser  denne  kobling,  hvor  potentialiteten  irriterer  omsorgen,  der  markere  sin  negative  side: