Diskussion  af  den  strategisk  komplekse  kommune

6.2 Forventninger  og  umulighed  med  den  strategisk  komplekse  kommune  

Med   sin   skelen   mellem   strategisk   kompleksitet/kompleksitet   bliver   kommunen   altså   i   stand   til   at   håndtere  kompleksitet.  Det  betyder  dog  samtidig  at  kommunen  er  tvunget  til  næsten  altid  allerede  at   være  på  minimum  anden  orden.  Den  skal  både  være  reflekteret  over,  at  den  installerer  kompleksitet   med   sin   kommunikation   på   anden   orden   –   og   være   klar   over   at   noget   af   denne   kompleksitet   kan   bruges  aktivt  til  at  skabe  mulighed,  dvs.  bevæge  sig  på  tredje  orden.    

Med   Luhmanns   meningsdimensioner   (Andersen,   1999),   bliver   det   tydeligt,   hvordan   den   strategisk   komplekse   kommune   som   samlebetegnelse   for   kommune,   der   bruger   kompleksitet   strategisk   til   at   håndtere   sin   opgaveløsning,   også   skaber   umulighed   for   kommunerne.   Kommunerne   skal   søge   det   kortsigtede,  uafgørbare,  usikre,  kaotiske  som  deres  strategiske  måde  at  håndtere  kompleksiteten  på.  

I  socialdimensionen  kommer  det  til  at  handle  om  ’dem’  frem  for  ’os’,  når  kommunen  skaber  mulighed  i   kompleksiteten   ved   at   opløse   og   åbne   sig   selv   mod   relationer   og   fællesskaber.   I   tidsdimensionen   skifter   den   markerede   side   fra   fortid   til   fremtid.   Fortidens   erfaringer   forfalder,   mens   fremtidens   muligheder   markeres   som   mulighedsskabende.   Og   i   sagsdimensionen   bliver   fokus   på   ’alt   andet’   og   ikke   det   specifikke,   fordi   kommunen   skal   være   åbne   for   det   potentielle.   Det   er   illustreret   i   skemaet   herunder:  

Meningsdimension   Forskel  

Sagsdimensionen   Alt  andet/dette  

Socialdimensionen   Dem/os  

Tidsdimensionen   Fremtid/fortid  

Det   bliver   tydeligt   med   de   tre   meningsdimensioner,   at   den   strategiske   komplekse   kommune   får   vanskelighed  med  at  bestemme  et  mål  og  et  indhold,  der  kan  også  kan  rumme  kompleksiteten,  fordi   den  hele  tiden  søger  det  ufikserede.  Det  er  sådan  set  heller  ikke  målet  med  strategisk  kompleksitet.  

Den   strategisk   komplekse   kommune   bliver   form   for   hyper-­‐kommune,   der   roterer   hurtigere   og   hurtigere  om  egen  akse,  sådan  at  ny  kompleksitet  skaber  ny  kompleksitet,  der  skal  håndteres  og  sådan   forsætter  det.  Den  søger  ikke  at  lægger  noget  fast,  men  at  lægge  alt  ud  og  samtidig  alt  ind  under  sig.  

Det   skaber   en   ureflekteret   og   tom   produktion   af   kompleksitet   og   flygtig   selvbeskrivelse   frem   for   et   fokus  på,  hvordan  og  hvad,  der  skal  håndteres.  Kommunerne  fjerner  sig  væk  fra  den  reelle  opgave  og   op  på  kompleksitetsstigen.  

6.3 Den  strategisk  komplekse  kommune  som  strategisk  mulighed  

Ved   at   iagttage   gennem   forskellen   strategisk   kompleksitet/kompleksitet   forsøger   den   strategisk   komplekse   kommune   at   skabe   en   privilegeret   position,   fra   hvilken   den   kan   iagttage   al   anden   kompleksitet.  Den  forsøger  at  skabe  en  måde  at  klare  alle  problemer  under  ét.  Den  kan  dog  ikke  løbe   fra,  at  den  er  endnu  en  iagttagelse,  der  kløver  verden  i  sin  forskel  og  således  ikke  er  nogen  privilegeret   position.   Den   har   bare   skubbet   sine   iagttagelser   så   langt   op   i   refleksionsniveau   at   denne   forskel   næsten   forsvinder,   og   i   hvert   fald   bliver   kommunikationen   svær   at   gennemskue.   Den   strategisk   komplekse  kommunes  forskel  falder  ned  på  samme  niveau  som  alle  andre  kompleksitetshåndterende   operationer.  Det  fald  sker  bare  fra  et  ekstremt  højt  niveau  i  kommunikationen.  

Et  oplagt  spørgsmål  er  derfor  hvorvidt  det  overhovedet  er  muligt  for  en  kommune  at  opnå  bevidsthed   og   reflekteret   indsigt   i   strategiske   muligheder   med   kompleksitet,   når   den   foregår   på   så   mange   niveauer,  som  jeg  har  skitseret.  Bliver  kommunernes  mulighed  for  at  håndtere  kompleksitet  ikke  på   samme  tid  det,  der  skaber  mere  kompleksitet   –  og  i  sidste  ende  mulighed.  Skaber  ikke  netop  denne   mulighed  for  at  håndtere  kompleksitet  en  umulig  kommune,  der  faktisk  ikke  kan  operere?  Jeg  mener   naturligvis  ikke  at  kommunen  ophører  med  at  eksistere,  hvis  den  knytter  an  til  KL’s  kommunikation,   men   at   KL’s   kommunikation   faktisk   iagttager   først   umulighed   i   form   af   komplekse   betingelser,   dernæst   skaber   mulighed   med   strategier   og   selvbeskrivelse,   men   til   sidst   skaber   umulighed,   fordi   abstraktions-­‐  og  refleksionsniveauet  simpelthen  bliver  så  højt.  En  konsekvens  af  dette  kunne  være,  at   den   strategisk   komplekse   kommune   risikerer   at   legitimere   urimelige   etiske   beslutninger   ud   fra   en   forestilling   om   det   potentielles   mulighed.   Man   kender   endnu   ikke   indholdet   af   det   potentielle,   men   træffer   alligevel   beslutninger   efter   det   i   nutiden.   Fx   risikerer   man   at   legitimere   endnu   ikke   underbyggede   besparelser   ud   fra   en   iagttagelse   af   potentielle   nye   løsninger,   der   skaber   mere   effektivitet  (Andersen  og  Pors  2014).  En  anden  risiko  er,  at  der  er  så  langt  fra  strategisk  kompleksitet   til   opgaven,   dvs.   så   mange   kompleksitetsreducerende   og   kompleksitetsøgende   operationer   fra   strategisk  kompleksitet  til  fx  egentlig  hjælp,  der  vedrører  borgeren,  at  det  faglige  og  konkrete  indhold  i   kommunernes   opgaveløsning   drukner   i   kompleksitet.   Risikoen   er,   at   ansvar   fjernes   fra   kommunen   som   helhed,   fordi   generelle   og   ubestemte   former   tager   over   som   hjemmel   for   beslutninger:  

udviklingen,  stigende  kompleksitet,  at  det  går  hurtigere  og  hurtigere.  I  stedet  bliver  den  kommunale   opgave  uoverskuelig,  og  man  træffer  beslutninger  i  blinde,  hvor  man  kaster  mod  et  mål,  der  hele  tiden   flytter  sig,  og  hvor  det  går  ud  på  hele  tiden  at  træffe  nye  beslutninger,  så  målet  fortsætter  med  at  flytte   sig.  

Så   spørgsmålet   om,   hvad   der   sker   med   fru   Jensens   støttestrømper   i   den   strategisk   komplekse   kommune,  kan  besvares  ret  enkelt:  Muligheden  for  overhovedet  at  få  øje  på  dem  forsvinder  i  de  mange   komplekse  niveauer.    

Det   bliver   igen   relevant   at   nævne   det   paradoks,   der   altid   er   til   stede   ved   kompleksitetsreducerende   operationer,  nemlig  at  de  altid  på  samme  tid  skaber  ny  kompleksitet.  Vi  har  set,  hvordan  kompleksitet   og  håndtering  af  kompleksitet  rykker  længere  og  længere  væk  fra  det  konkrete  og  mod  det  abstrakte,   og   dermed   både   skaber   kompleksitet   og   håndterer   kompleksitet.   Med   den   strategisk   komplekse   kommune   er   den   kommunale   virkelighed   kompleks.   Denne   kompleksitet   skal   kunne   indeholdes   og   bruges   strategisk   i   løsningen   af   den   kommunale   opgave,   så   den   skaber   nye   løsninger   og   samarbejdsformer,   der   både   er   abstrakte   og   konkrete,   strategiske   og   elementære,   på   samme   tid   –   dette   er   både   kommunen   mulighed   og   det,   der   skaber   umulighed,   fordi   den   strategisk   komplekse   kommune   på   samme   tid   både   skaber   og   øger   kompleksitet   –   den   reelle   opgave   forsvinder,   når   kommunen  kun  kan  få  øje  på  kompleksitet.