3.4.1.2 Sundhed -‐ potentialitet
5 Tredje del: den mulige kommune
Jeg har nu iagttaget de komplekse betingelser og mulige strategier til håndtering af disse i KL’s kampagner. Jeg skifter nu iagttagelsespunkt og iagttager mine egne konklusioner i de to foregående analysedele for at belyse, hvilke mulige forventninger den fremanalyserede komplekse
kommunikation sætter til kommunen. Jeg besvarer spørgsmålet:
-‐ Hvilke muligheder skaber den komplekse kommunikation for kommunens selvbeskrivelse?
Jeg iagttager de kommunale selvbeskrivelser, som strategierne gør mulige, gennem ledeforskellen system/omverden. Jeg undersøger hvilke meningsgrænser, der dukker op med KL’s kampagner.
Meningsgrænser konditioneres til at være den kommunikation, kommunen ikke kan gøre til del af deres selvbeskrivelse, dvs. når ny kommunikation ikke kan knytte an til kommunens (systemets) tidligere kommunikation og hermed skabe kommunen som et stabilt system, der er i stand til at genkende sig selv over tid. I analysen har jeg fundet fire mulige kommuner, der dukker med de fire kommunikationsstrategier: den grænseløse kommune, den forskelssøgende kommune (forskel), den næsten-‐selvopløsende kommune(handlerum) og den indholdsløse kommune (mening). Desuden dukker en femte op, nemlig den selvbeskrivelse, at kommunen må være i stand til at skelne mellem de forskellige strategier. Den har jeg kaldt den oscillerende kommune. Med disse fem sætter jeg således
”navn” på fem mulige kommunale identiteter gennem iagttagelse af de forventninger, og dermed de muligheder KL’s kommunikation installerer for kommunal selvbeskrivelse.
5.1 Den grænseløse kommune
Træder vi helt tilbage og betragter kommunens arbejde i et helikopterblik, så forudsætter
kampagnernes relationelle strategi en kommune, der er i stand til at iagttage sine egne grænser som fleksible ved at sætte forskellen os/dem hybridt.
Vi så i den relationelle strategi, hvordan relationer bliver kommunens mulighed for at håndtere kompleksitet. Borgeren installeres både som system og omverden med den relationelle strategi. Begge sider af forskellen markeres, og der opstår en hybrid, hvor borgeren er den frihedshavende,
potentielle ressource, der er mål for sin egen selvhjælp, og ekspert i eget liv, jf.: den aktive borger, der skal bidrage med egen viden til kommunens arbejde, og den passive, aktive borger, der gennem sit frie, uafhængige liv også bidrager til kommunen. Borgeren iagttages som en del af kommunens
opgaveløsning, også når, eller faktisk kun så længe borgeren tager ansvar for sig selv og er
selvstændig. Når borgeren ikke længere tager vare på sige selv, bliver borgeren igen omverden, der modtager hjælp, jf. omsorgens kode. Kommunens identitet bliver altså til gennem beskrivelser af en selvstændig borger, der iagttages som en ressource, det er muligt at knytte an til inde i kommunen.
Meningsgrænsen går ikke ved borgernes psykiske velbefindende eller ved en sund og rask borger. En borger er altid en ressource for kommunerne, lige meget om hun har brug for hjælp eller ej. Og med dette paradoks i forgrunden, borger som både system og omverden, bliver kommunen til som en kommune, der skubber til sine egne grænser. Grænserne for, hvad der er muligt at iagttage som en del af kommunen rykkes langt ud – også i forhold til andre eksterne aktører, som vi ser herunder.
Kommunen bliver dermed en kommune, der er stand til at knytte an til beslutninger i en organisation, der inddrager mange typer viden og forskellige relationers kommunikation, også når de ikke direkte er en del af kommunen, som vi så med den passive aktive borger. Kommunen som stabilt system, bliver dermed mere usikker, fordi grænserne bliver svære at finde. Det, der muliggør stabilisering af den grænseløse kommune, er dermed netop fordringen om grænseløshed og åbenhed. Dette er den konstans kommunen bliver til igennem.
Kommunen skal være i stand til at skabe nye midlertidige organisationsformer sammen med borgerne eller andre eksterne aktører. Det er dog ikke tale om en decideret permanent og praktisk
organisationsændring, snarere et ekstra organisationslag15, hvor kommunen hele tiden skal være parat til at ændre sine interne og eksterne relationer. Kommunen har altså fortsat den fast
organiseringsform, som man ser den i organisationsdiagrammer, men der ligger med den relationelle strategi en latent organisation, hvor grænserne er åbne og organiseringen løs. Man kunne tale om en form for hyper-‐organisering, fordi kommunen ikke får en egentlig konkret, fast eller stabil
organiseringsform, men det stabile er netop, at kommunen ikke er stabil.
Sat på spidsen kan man sige, at meningsgrænsen i den grænseløse kommune går ved systemets yderste mulige iagttagelse, nemlig kompleksitet -‐ så netop relationernes mulighed for at være komplekse og kompleksitetshåndterende er kommunens meningsgrænse.
15 jf. fx opkomsten af ’Netværksbaserede organisationer’(Albertslund kommune) (KL: 2014) og relationel koordinering som samarbejdsprincip (KL 2013c).
I den grænseløse kommune bliver kommunen til som system ved at være åben for nye relationer.
Kommunen skal være i stand til at være til stede i to organisationer, én formel og én uformel, som de oscillerer mellem. Med den uformelle organisering bliver kommunen uendeligt åben for nye
relationer. Kommunens meningsgrænse går ved relationernes mulighed for at være både komplekse og kompleksitetshåndterende, og i sidste ende ved kompleksitet som yderste meningsgrænse.
5.2 Den polyfone kommune
Den polyfone kommune er den, der emergerer, når den hybride forskelsstrategi er på spil. Her dukker en kommune op, der er forskellig gennem sin helhed og hel gennem sin forskellighed. Det bliver et mål i sig selv, ikke bare at være mere, men også være mere forskellig. Jo mere forskellige, men fælles om at skabe løsningen fx medarbejdernes faglighed er, jo bedre kan kommunen løse sin opgave.
Denne kommune er altså også paradoksalt funderet. Den polyfone kommune søger enhed i forskellene og bruge forskellene aktivt. Når polyfoni markeres som idealet, skaber det større krav om håndtering, klare mål og noget, der kan træde i stedet for fx en monofon faglighed, som det, der stabiliserer kommunen over tid. Det polyfone, det forskelligartede, er i denne kommune det, der skaber den sammenhæng, der fortsat gør kommunen mulig at iagttage som den samme kommune, og ikke som en eller flere helt nye organisationer, der hele tiden opstår og forsvinder, når det fælles mål er opfyldt.
Således skaber forskelsstrategien både mere mulighed for at håndtere kompleksitet gennem forskellige mulige tilgange til opgaven, men er også en begrænsende faktor, idet den installerer nye behov for styring. Meningsgrænsen for den polyfone kommune går ved de forskelligartede
operationer, der ikke kan beskrives som en del af den helhedsskabende mening, kommunen knytter til forskellighederne. Kan en bestemt frivillig organisation og kommunen ikke sætte fælles mål, ophører kommunen med at kunne knytte an til den som en mulig del af den kommunale opgaveløsning. Således er det forskelle, der er forskellige, men ens i deres forskelle, der er interessante. Forskelles forskelle, fx den frivillige organisations interne forskelle, er ikke en del af den polyfone kommunes selvbeskrivelse, og er derfor kommunens meningsgrænse.
5.3 Den næsten-‐selvopløsende kommune
Den næsten-‐selvopløsende kommune emergerer med handlerumsstrategien. Med den hybride handlerumsstrategi afgiver kommunen handlerum og skaber dermed mere handlerum.
Denne kommune udsætter sin egen identitet for at gøre plads til andres, -‐ den udsætter sine egne midler for at bruge andres. Med handlerumsstrategien afgrænser kommunen rum, den kan agere i, men den skal også afgive handlerum, så flere mulige handlerum kan opstå. Den næsten-‐selvopløsende kommune er magtunderlegen de mulige handlerum, der kan opstå. Kommunen er åben gennem hybriden om fællesskaber, der både skaber mere handlerum og afgiver handlerum. Meningsgrænsen
Den polyfone kommune er kommunen, der søger det forskellige. Her er forskelles forskellighed, dvs. den umarkerede side på de forskelle, kommunen iagttager som meningsgivende, kommunens meningsgrænse. Forskellenes mulighed for at være ens er kommunens interesse.
går der, hvor handlerum giver mere mulighed indenfor den kommunale grænse. Fællesskaber skal bidrage med nyt kompleksitetshåndterende handlerum til kommunen. Et fællesskab, der fx ikke skaber nye muligheder for kommunerne, er derfor ikke relevante for den næsten-‐selvopløsende kommune. Der er dog det forbehold, at iagttagelse af nye løsninger og innovation, som jeg beskrev i meningstilskrivningsstrategien, hele tiden er en fordring, der kan give ny mening til et samarbejde eller fællesskab, der ellers ikke bidrager med mulighed til kommunen. Man kunne fx godt forestille sig, at et fællesskab, der umiddelbart ingen mulighed gav til kommunen, kunne gives mening gennem en ny løsning i kommunen, og dermed også blive en del af kommunens mulighed for at iagttage sig selv.
Man kan derfor sige, at denne meningsgrænse er flydende – også det ligger i tråd med den grænseløse kommune, jeg iagttog herover, der netop ikke sætter grænser for sin egen mulige indflydelse, men kun iagttager mulig kompleksitetshåndtering. Her handler bare ikke om mulig indflydelse, men om at trække sig tilbage, så muligheder kan opstå.
Den næsten-‐selvopløsende kommune sætter fokus på, hvordan samarbejde, frem for hvad samarbejdet drejer sig om. Når kommunen og dens opgaveløsning netop er defineret som stabil gennem sin
flygtighed og foranderlighed, giver det mening at forholde sig til samarbejdsformer, frem for indhold.
Fremfor at beskrive sig selv gennem sit indhold, bliver den næsten-‐selvopløsende kommune netop til igennem sin mangel på indhold, men med sin fordring om at skabe fællesskab og dermed rammer for indhold. Den næsten-‐selvopløsende kommune paradoksale fundering er altså, at indholdet bliver til ved at søge det indholdstomme. Den næsten-‐selvopløsende kommune skaber forventninger om, at mening skal skabes uden for kommunen – sammen med andre i de udvidede handlerum.
Meningsgrænsen går ved handlerumsskabende operationer, der opløser kommune helt -‐ indtil videre -‐
måske opstår der en dag en innovativ løsning, der foreslår, at kommunerne skal ophøre med at eksistere. Men så længe kommunen iagttager sig selv som nødvendig for disse fællesskabers eller handlerums dannelse – eller stadigt iagttager dannelsen af fællesskaber, og deres mulige handlekraft, udenfor kommunen, som relevante for kommunen, fortsætter den med at kunne beskrive sig selv gennem denne faciliterende rolle.
Den næsten-‐selvopløsende kommune bliver til, når kommunen afgiver handlerum for at skabe mere handlerum. Den næsten-‐selvopløsende kommune paradoksale fundering er, at indholdet bliver til ved at søge det indholdstomme. Meningsgrænsen går ved de operationer, der helt opløser
kommunen.
5.4 Den potentielle kommune
Strategien om at tilskrive mening installerer en kommune, der søger det, der ligger i fremtiden, det potentielle, som sin mulighed. Dette er den potentielle kommune. Ved at afgrænse mening og skabe mening i det, der endnu ikke har mening, kan kommunen håndtere kompleksitet.
Meningstilskrivningsstrategien peger på, at dokumentation og viden om effekt kan afgrænse den mening, der kan gøre håndtering af kompleksitet mulig. Kommune opstår igennem sin evne til at iagttage potentielle nye løsninger eller potentialisere de aktuelle løsninger. Den potentielle kommune er altså i stand til at iagttage sine egne potentielle muligheder, og gøre dem til genstand for arbejde og dokumentation i nutiden.
Viden er lige så konsekvent og hensynsløs til at iagttage alle forhold gennem forskellen sand/falsk viden, som økonomien fx er det til at gøre alt til et spørgsmål om penge. I denne selvbeskrivelse skal kommunen producere viden og handle efter den. Desuden skal kommunen beskrive sig selv som en slags fremtidsmaskine, der søger det potentielle i fremtiden. Den paradoksale fundering for denne selvbeskrivelse er, at kommunen handler på en nutid, der er baseret på fremtiden, der ikke har nogen fikseret mening. Kommunen stabiliseres ved at altid søge det usikre og potentielle, der endnu ikke har nogen fiskeret mening, så den på den måde kan knytte an til egen kommunikation, der vil det
ufikserede.
Med fordringen om dokumentation, skal kommunen være i stand til skarpt at afgrænse, hvilke dele af opgaven, den måler på, og hvornår der er dokumenteret nok. Spørgsmålet bliver, hvornår en bestemt praksis skal udvikles eller udvides, og hvornår den skal stoppes og radikalt nytænkes. Kort sagt, hvornår er viden brugbar viden for kommunen? Er det støttestrømpens effekt på fru Jensens mulighed for at gå en daglig gåtur, eller handler det også om fru Jensens glæde ved den daglige gåtur? Eller måske et skridt længere ud til borgeren: handler det om støttestrømpens muliggørelse af den daglige gåtur, der gør fru Jensen så glad, at hun til gengæld bliver fx besøgsven på det lokale plejecenter. Den potentielle kommune kommer endnu længere ”ud” hos borgeren, fordi man ikke kan pakke sammen, når en opgave er udført. Der er nemlig hele tiden nye potentielle muligheder, som vi også så med den grænseløse kommune. Der ligger altså også det indbyggede og uundgåelige paradoks i denne
selvbeskrivelse, at den viden, kommunen genererer, altid allerede vil være forældet, fordi organisationen netop hele tiden skal udvikle sig selv og nye løsninger, og søge det ufikserede.
Kommunens kontinuerligt potentialitetsafsøgende behov for ny viden skaber ny kompleksitet, fordi nye løsninger, kræver ny ledelse, nye medarbejdere, nye borgere, mere ny viden. Og det er denne rekursive proces, der skaber den potentielle kommune. Det bliver et potentielt, kommunalt hamsterhjul, som kommunen nødig skulle falde af, for så indhenter nutiden fremtiden, og meningsløsheden rammer. I den potentielle kommune handler det om at have øjnene mod det
potentielle i fremtiden, der kan skabe mening i fremtidens nutid. Nutiden forfalder som relevant.
Meningsgrænsen går derfor ved nutidens viden, det ikke er muligt at udvikle på, idet nutiden hele tiden forfalder og bliver den begrænsende faktor, der forhindrer ny viden.
Den potentielle kommune er en hensynsløs maskine, der producerer viden, der kan producere ny viden og potentialitet i en form for uendeligt system, der hele tiden kræver mere, så nye beslutninger kan træffes, så ny viden kan opnås.
5.5 Delkonklusion
Jeg har analyseret den mulige kommune, der dukker op med de strategier til håndtering af de
komplekse betingelser, KL’s kampagner installerer. Der er tale om fire mulige kommuner, der dukker frem som konsekvens af de hybride arrangementer i strategierne. De er: den grænseløse kommune, den polyfone kommune, den næsten-‐selvopløsende kommune og den fremtidssøgende kommune.
Den grænseløse kommune skaber forventninger om at være åben for nye relationer. Der opstår en formel og en uformel organisation, som kommunen oscillerer mellem. Med den uformelle organisering bliver kommunen uendeligt åben for nye relationer og dermed grænseløs. Kommunens
meningsgrænse går ved relationers mulighed for at være både komplekse og kompleksitetshåndterende.
Den polyfone kommune søger det forskellige og forskellenes mulighed for at være ens er kommunens interesse. Her er forskelles forskellighed, dvs. den umarkerede side på de forskelle, kommunen iagttager som meningsgivende, kommunens meningsgrænse.
Den næsten-‐selvopløsende Den bliver til, når kommunen afgiver handlerum for at skabe mere handlerum. Indhold bliver til ved at søge det indholdstomme og meningsgrænsen går ved de operationer, der helt opløser kommunen.
Den potentielle kommune dukker op med den hybride meningstilskrivningsstrategi. Den fremtidssøgende kommune søger det ufikserede og stabiliserer således sig selv. Den søger nye potentielle løsninger. Meningsgrænsen går ved nutidens videns mulighed for at skabe ny viden.
Udover de fire mulige kommunale selvbeskrivelser er der dukket en femte kommune op. Det er en slags overordnet selvbeskrivelse, der gør de andre fire mulige. Der er tale om den oscillerende kommune. Som den oscillerende kommune kan kommunen oscillere mellem de forskellige strategier og medfølgende selvbeskrivelser. Det er således en kommune, der iagttager på anden orden, hvilke
Den potentielle kommune søger fikseret mening i det ufikserede. Den skabes som en vidensmaskine, der hele tiden søger nye potentielle løsninger. Meningsgrænsen går ved nutidens videns mulighed for at skabe ny viden.
selvbeskrivelser, der er relevante og mulighedsskabende i de enkelte situationer overfor de
komplekse betingelser. Kommunen går på anden orden og iagttager sine egne iagttagelser og gør dem til genstand for beslutninger. Den oscillerende kommune kan skelne mellem den strategi, der er passende i den enkelte situation. Den oscillerende kommunes kommunikation bevæger sig hermed over forskellen hensigtsmæssig selvbeskrivelse/selvbeskrivelse. Denne selvbeskrivelse er helt central, fordi de andre strategier ikke ville være mulige uden den.
Den oscillerende kommune som selvbeskrivelse betyder altså, at kommunen kan håndtere flere niveauer i kommunikationen. For det første kan kommunen vælge selvbeskrivelse og strategi, og dernæst kan den vælge mellem afparadoksering eller hybrid strategi. Vælger den afparadoksering, skal kommunen også vælge side af forskellen, den knytter an til; vælges den hybride strategi, markeres begge sider. Den oscillerende kommune er altså i stand til at håndtere både de enkelte strategiers kompleksitet på såvel første som anden orden, og desuden skelne mellem kompleksiteten i denne kompleksitet for at kunne vælge den rette strategi.
Med den oscillerende kommune opstår der endnu en form for ustabilitet i kommunens
selvbeskrivelse. Det er den ustabilitet der opstår, når kommunen skifter rundt mellem strategier og muligheder som den oscillerende kommune. Der opstår altså ikke bare den ustabilitet i de enkelte selvbeskrivelser, som jeg har beskrevet, men en ustabilitet mellem forskellige selvbeskrivelser og de forskellige muligheder, de installerer. Opsamlende kan jeg nu sige, at den oscillerende kommune, er en nødvendig selvbeskrivelse for at kunne håndtere den kompleksitet, den kommunale opgaveløsning er baseret på. Den hybride kommune er i stand til at oscillere mellem strategier og meningsgrænser, men det skaber også et ekstra niveau af kompleksitet. KL’s kampagner installerer altså, at det, at oscillere bliver et grundvilkår, der skal bruges og dyrkes, hvis de komplekse betingelser skal håndteres.
Dette ekstra niveau af kompleksitet og kompleksitetshåndtering og medfølgende strategiske implikationer skal vi se nærmere på i nedenstående diskussion af den mulige opkomst af et nyt overordnet kommunalt ideal, nemlig den strategisk komplekse kommune.