Viden

Viden   kløver   kommunikation   i   forskellen   sand/falsk   viden,   og   er   en   fremtrædende   kode   i   KL’s   kampagner.  Viden  dukker  op  som  et  spørgsmål  om  den  rigtige  type  viden,  om  hvilken  effekt  forskellige   indsatser   har.   Det   skaber   kompleksitet,   når   det   kobles   til   fx   omsorg,   som   vi   allerede   har   set,   og   til   potentialitet,  som  vi  skal  se  i  det  følgende.    

Videnskommunikation  markerer  evidens,  viden,  forskning,  effekt,  dokumentation  og  nye  løsninger  som   det   vigtige   for   opgaveløsningen.   Viden   trækkes   primært   frem,   når   der   skal   prioriteres   og   vælges   mellem  løsninger  i  den  kommunale  opgave.  Desuden  er  det  videnskommunikation,  der  er  i  spil,  når  KL   installerer  opgaven  om  at  skabe  nye  løsninger  og  innovation.  

KL  iagttager  det  sådan,  at  jo  mere  viden  om  effekt,  jo  mere  velfærdsopgave  får  man  for  pengene,  men   indsamlingen  af  viden  skal  ske  som  en  del  af  det  arbejde,  der  allerede  udføres.    

Sand  viden  baseres  på  dokumentation  og  evidens  i  kommunen:  ”der  skal  investeres  mere  i  praksisnær   forskning”(KL  2013b:12).  Dermed  bliver  en  del  af  velfærdsopgaven  at  dokumentere  og  skabe  evidens.  

Viden   skaffes   ved,   at   kommunen   formår,   at   ”målrette   og   systematisere   den   faglige   dokumentation,   så   den  kan  anvendes  til  forskning”(KL  2010:16).  Det  skyldes  en  iagttagelse  af,  at  viden  om  effekt  mangler,   og   det   begrænser,   ifølge   KL,   kommunens   mulighed   for   at   udføre   sin   opgave:   ”der   mangler   således   analyser   af   effekt   og   kvalitet   af   behandlingen   og   analyser   af,   hvordan   omlægninger   og   prioriteringer   påvirker   borgernes   sygehusforbrug”   (KL   2012:96),   og   der   er   behov   for   ”løbende   dokumentation   og   opfølgning  på  forebyggelsesindsatsen”  (ibid).    

Det  er  kommunens  opgave  at  skaffe  data  og  forskere,  der  skal   omskabe  data  til  brugbar  viden,  men   kommunen   skal   også   selv   skabe   viden   om   egen   praksis:  ”kommunerne   skal   altid   tilstræbe,   at   de   systematisk,  og  på  baggrund  af  egen  dokumentation,  vurderer  egne  indsatser”  (KL  2013b:11).  Viden  er   altså   en   del   af   kommunens   opgave   med   dataindsamling   til   national   forskning.   Viden   er   også   kommunalt  dokumenteret  og  produceret  viden,  der  kan  underbygge  lokale  beslutninger.  Desuden  er   en  tredje  type  viden  på  spil  i  KL’s  kommunikation,  nemlig  borgerens  viden,  som  vi  også  så  i  sundheds-­‐  

Logik   Kodeintern  kamp   Strukturelle  koblinger   Komplekse  betingelser    

Sundhed   (sund/  

usund)  

Sundhed  som  

borger/kommune  ser  det      

Sundhed  –  økonomi   Sundhed  -­‐  potentialitet  

At  lave  sundhedsopgaver  trods   økonomiske  smalhals  

At  skelne  mellem  borgernes   vurdering  af  sundhed  og  faglig   vurdering  af  sundhed  

og  omsorgskoderne.  Borgerens  viden  iagttages  som  ekspertviden,  som  kommunen  skal  tage  alvorligt  i   deres   beslutninger,   som   vi   ser   i   citatet:  ”Fremtidens   socialpolitik   tager   afsæt   i,   at   borgerne   som   udgangspunkt   er   de   fremmeste   eksperter   i   deres   eget   liv”   (KL   2013a:3).   Disse   tre   typer   viden   skaber   kodeinternt  pres,  fordi  hvordan  kommunen  kan  håndtere  både  at  lade  borgerne  være  eksperter  i  eget   liv,   og   samtidig   træffe   beslutninger   på   baggrund   af   egen   forskning   og   national   forskning   i   ”det,   der   virker”?   Kampen   er   om   hvilken   iagttagelse   af   viden,   der   får   lov   at   bestemme,   når   beslutninger   skal   træffes.  De  tre  iagttagelser  af  sand  viden,  der  hver  især  kan  irritere  hinanden  til  at  markere  forskellens   negative  side,  er  opsamlet  i  følgende  figur:  

Strukturel  kobling  

3.5.1

3.5.1.1 Viden  –    potentialitet  (-­‐  økonomi)  

Potentialitetslogikken  og  videnslogikken  er  strukturelt  koblede.  Denne  strukturelle  kobling  ser  man  i   KL’s   kommunikation   gennem   det   markante   fokus   på  fremtid,   innovation,   nytænkning,   kompetencer,   potentiale  i  nye  løsninger  og  nye  samarbejder.  

De   kobles   gennem   videnskommunikationens   markering   af   behov   for   ny   viden,   der   kan   skabe   nye   opgaver   og   måder   at   løse   opgaven   på.   Det   drejer   sig   om   at   producere   ny   viden,   der   kan   møde   fremtidens   komplekse   forhold:   ”KL   og   KTO¹³   er   gået   sammen   om   at   skabe   en   kampagne,   der   sætter   fokus   på   medarbejdernes   kompetencer   til   innovation.   Kommunale   medarbejdere   har   et   særligt   godt   udgangspunkt  for  at  skabe  innovation,  fordi  de  har  daglig  kontakt  med  brugerne  og  en  faglig  indsigt  i   opgaverne  (…).  Nu  tilbydes  samtlige  kommunerne  en  ”innovatør-­‐uddannelse”  til  op  til  fem  medarbejdere”  

(KL  2013:  11).  Der  er  viden  ”derude”  i  den  daglige  kontakt  med  borgerne.  Den  skal  omsættes  til  viden,   der   kan   skabe   innovation.   Fokus   på   opgaven   flyttes   fra   målet   (viden   om   hvad,   der   virker)   til   midlet   (viden  om  innovation).    

At  producere  ny  viden  iagttages  altså    som  den  aktuelle  opgaveløsnings  opgave,  der  kan  ændre  denne   opgaveløsning   helt   i   form   af   innovation.   Mødet   med   borgeren   handler   dermed   ikke   bare   om   at   yde   omsorg,   sundhed   eller   skabe   viden,   men   også   om   at   skabe   muligheder   for   ny   viden:   ”At   forfølge  

13  KTO  (Kommunale  Tjenestemænd  og  Overenskomstansatte)  er  en  interesseorganisation  og  sammenslutning,  der  forhandler   løn  og  ansættelsesvilkår  for  kommunale  ansatte.  Fra  8.  oktober  2014  skiftede  KTO  navn  til  Forhandlingsfællesskabet.  

(www.forhandlingsfaellesskabet.dk)    

inklusions-­‐   og   rehabiliteringsdagsordenen   stiller   krav   om   investeringer   i   kulturændringer,   nye   arbejdsmåder   og   samarbejdsformer,   nye   løsninger   og   tilbudsformer   –   og   i   samarbejde   med   andre   end   dem,  der  normalt  indgår  i  løsningerne.”  (KL  2013b:26).  I  citatet  kobles  potentialitet  og  viden  (og  dels   økonomien)   og   skaber   kompleksitet   i   opgaven:   kommunen   skal   potentialisere   for   at   overholde   sparekrav   –   og   vi   ser,   hvordan   disse   ikke   italesættes   som   egentlige   besparelser,   men   henter   deres   forklaringskraft  i  komplekse  beskrivelser  af  nutid  og  fremtid.    

Når   sand   viden   markeres   som  ny   viden   i   kampagnerne,   er   det   potentialitetens   fordring   om   at   potentialisere  det  aktuelle,  der  er  på  spil.  Aktuel  viden  forfalder  altså  og  er  ikke  relevant,  samtidig  med   at   aktuel   viden   er   det   eneste,   kommunikationen   har.   Potentialiteten   skaber   altså   en   modreaktion   i   videnslogikken,  hvor  aktuel  viden  bliver  til  falsk  viden,  og  den  potentielle  viden  bliver  til  sand  viden.  

Dette  forhold  er  forenklet  i  denne  figur:  

Logik   Kodeintern  kamp   Strukturelle  koblinger   Komplekse  betingelser    

Viden   (sand/  

Falsk  viden)  

Viden  om  effekt   Som  forskerviden   Som  borgerviden  

Viden  -­‐  potentialitet   At  beslutte  hvilken  viden,  der   sætter  i  stand  til  at  beslutte    

Jeg  kan  nu  sige,  at  videnslogikken  gør  opgaveløsningen  til  et  spørgsmål  om  at  prioritere  efter   viden  om  effekt.  Viden  om  effekt  skal  produceres  lokalt,  men  bearbejdes  både  lokalt  i  

kommunen  og  centralt  af  forskere.  Der  er  derfor  forskellige  opfattelser  af,  hvad  sand  viden  er:  

kommunens  opfattelse,  forskeres  opfattelse  eller  borgernes  opfattelse.    

Der  opstår  desuden  pres  mellem  potentialitetens  kode  på  den  ene  side,  hvor  sand  viden  er  et   spørgsmål  om  at  skabe  ny  viden,  og  videnskabens  kode  på  den  anden,  hvor  sand  viden  er  et   spørgsmål  om  at  vurdere  effekt.