Hinsides videnskaben om det konkrete - Antropologiske reflektioner over »stammer«, og »stater« og andre metaforer

Hinsides videnskaben om det konkrete

A ntropologiske reflektioner over »stam m er«, »stater« og andre metaforer.

A f Kirsten Hastrup

* N ed en ståen d e er en ganske let redigeret udgave a f et foredrag holdt på S ostrup K loster, maj 1984, i for­

bindelse m ed et sym posium over em net » F ra stam m e til stat«. Sym posiet v a r finansieret a f S tatens H u ­ m anistiske Forskningsråd indenfor hvis regie d et næ vnte em ne h a r sta tu s a f prio riterin g so m råd e. P ro­

je k te t ledes a f m u seu m sd irek tø r P eder M o rten sen og h a r adresse p å M oesgård.

I m it indlæ g havde je g valgt a t koncentrere mig om nogle generelle overvejelser over begrebsbrug, sn arere end at d iskutere forskellige etnografiske definitioner a f diverse sam fundstyper. Disse vil kunne findes i Etnografisk Grundbog (H a stru p og O vesen, 1980). H v ad a n g å r de antropologiske begrebers a n ­ vendelse i arkæ ologien, specielt i forbindelse m ed diskussionen a f overgangen fra stam m e til s ta t i D a n ­ m ark, henvises til Jø rg e n Jen se n s elegante og b an eb ry d en d e arb ejd e i D ansk Socialhistorie bd. I: Oldtidens Samfund. Tiden indtil år 800 (Jensen 1979).

D er ligger naturligvis indtil flere pointer bag ovenstående titel. De m est um iddelbare sigter tilsyneladende m od arkæ ologernes virke og kan tolkes som en opfordring til at søge om bag de m aterielle objekter for at finde og kort­

lægge de sociale og kulturelle sam m enhæ nge, som objekterne en gang v ar en del af. D enne um iddelbare pointe er im idlertid ganske u n ­ d ero rd n et andre; n år alt kom m er til alt er det ikke m in opgave, endsige indenfor m it kom ­ petenceom råde, a t bidrage direkte til hverken den sociale eller den kognitive arkæ ologi.1 Je g sigter derfor nok så m eget til antropologien og ønsker at fastslå, at allerede n å r vi taler om

»stam m er« og »stater« eller på anden vis ka­

tegoriserer sociale form er, så er vi hinsides det konkrete.

D et gæ lder den videnskabelige tanke som helhed, at den bevæger sig på et a n d et plan end de konkrete fæ nom ener eller forhold. I den henseende er den videnskabelige tanke fu n d am en talt anderledes end »den vilde tanke«, som hø rer de folk til, der udgør »de andre« i forhold til vores civilisation. B landt disse folk, som vi ofte h a r kaldt prim itive, u d ­ gør m yter og riter en »videnskab om det kon­

krete«, derved at de fastholder en erkendelse ved hjælp a f de forhåndenvæ rende begreber

(Lévi-Strauss 1962: 25). D en videnskabelige tanke, derim od, lader sig ikke nøje m ed de forhåndenvæ rende kategorier til en fasthol­

den a f urgam m el erkendelse, den skaber sine egne kategorier for at opnå ny indsigt. Såle­

des får vi i stedet for en totem istisk klassifika­

tion, d er ved hjælp a f n atu ren s egne kate­

gorier opdeler m ennesker i sæler, ørne og bjørne, en videnskabelig klassifikation, der deler verden op i »klaner«, »stam m er« og

»stater«, f.eks. H erm ed er vi som sagt for længst hinsides videnskaben om det konkrete - i m ere end én forstand.

D ér er der m ulighed for ny indsigt, m ulig­

hed for at begribe verdens m angfoldighed ved hjælp a f generaliserede kategorier. D er er im idlertid også en m ulighed for at noget a f m angfoldigheden g år ta b t i processen. En a f g rundene hertil er at de videnskabelige kate­

gorier er tilbøjelige til at fa selvstæ ndigt liv.

En »stam m e« defineres på baggrund a f en konkret form, hvorefter den genfindes andre steder; en »stat« karakteriseres, og den o p står overalt. På den m åde far de videnskabelige begreber, der n å r alt kom m er til alt ikke er a n d et end m etaforer for virkeligheden, efter­

hånden m agt over vores fantasi.

H ensigten her er at diskutere m etaforernes

K irsten H a stru p , f. 1948, forskningsprofessor.

1. »Social arkæologi« henviser til »the reco n stru ctio n o f p a st social system s an d relations« (R enfrew 1982: 10), m ens »kognitiv arkæologi« henviser til »an archaeology o f m ind« (ib id .: 2), eller en rekon­

stru k tio n a f m enneskers bevidsthed om det sociale system , dvs. deres kulturelle betydningssystem .

m agt gennem en til tid er noget forenklet frem stilling a f nogle erkendelsesm æssige for­

hold vedrørende former, kulturer og tider. Ad den vej kan vi m åske igen næ rm e os »det kon­

krete« - om end fra en an d en k an t end den vilde tanke.

Form er

D et er karakteristisk for de videnskaber, der beskæftiger sig m ed m enneskers »spor«, at de først og frem m est h a r formerne som deres u d ­ gangspunkt. A rkæ ologerne h a r m aterielle objekter og an d re relikter. H istorikere h a r di­

plom er, tra k ta te r og love, der også i hoved­

sagen er form elle ram m e r om kring det le­

vende liv. A ntropologer h ar, trods det at de h a r stu d eret det levende liv, b eh an d let dette som om det v ar et »spor« - a f vores egen for­

historie — og h ar i vid udstræ kning klassifi­

ceret sam fund efter deres organisationsform -

»stam m e« eller »stat«. Form en er det om rids, k ulturen efterlader og in d p re n te r på forske­

rens pande.

I en vis forstand er etnografer dog privili­

gerede i forhold til arkæologer, n å r det gælder om at træ nge om bag frem træ delsesform erne.

Vi h a r nem lig adg an g til m enneskenes egne udsagn om deres virkelighed, og h ar derm ed en m ulighed for a t kom m e tæ ttere på den p å ­ gæ ldende kulturs forestillingsverden. G en­

nem etnografiske undersøgelser er det på den m åde til overflod blevet dokum enteret, at til­

syneladende ens form er ofte tillægges meget forskellige b etydninger i forskellige kulturelle universer, og om vendt at forskellige form er kan have sam m e betydning. D er er kort sagt ikke nogen direkte og enkel sam m enhæ ng m ellem form og indhold i m enneskesam fun­

det. D ette er for nylig blevet fastslået også in ­ denfor den arkæologiske videnskab a f Ian H o d d e r (1982).

På den an d en side skal m an dog ikke være blind for a t selv form er kan indeholde subtile inform ationer a f betydningsm æ ssig eller se­

m antisk art. D et gæ lder også arkæologens m ateriale, at det videregiver oplysninger a f ikke-m ateriel art, som C olin Renfrew for ny­

lig h a r frem ført det m ed m egen force (1982).

F orm er er kort sagt repræ sentationer, der ru m m er et flertydigt betydningsindhold. Føl­

gende exem pel, der er lån t fra en nyere bog om sem antisk antropologi (Boon 1982), vil understrege dette forhold:

M ed u d g angspunkt i de enklest tænkelige form er, en linie og en cirkel, vil je g vise hvor­

d an en sam m ensæ tning a f de to kan kom m u­

nikere helt forskellige ting, nem lig en slikke­

pind ( Cp), en yo-yo ((J)), en ske ( O ) , en h å rd t am p u teret edderkop ( Q ) , eller flere andre, anderledes am p u tered e edderkopper ( Q , ( j , - ) (ibid.: 117).

T ingene kom pliceres yderligere, n å r vi tæ nker på, at én kulturs slikkepind (Q ) kan være en anden kulturs ballon (Q ); eller endnu m ere subtilt, at én kulturs slikkepind ( Q ) er en anden kulturs om vendte yo-yo((p), fordi de konventioner, d er bestem m er rep ræ ­ sentationsform erne er nogle ganske andre.

Form er, og h eru n d er også redskaber og an d re m aterielle objekter, er således kulturelt me­

ningsløse så længe de betragtes uafhæ ngigt a f lokale, sam tidige, betydningsrelationer og re­

præ sentationskonventioner (ibid.: 118).

S am m ensæ tningen a f en linie og en cirkel, eller for den sags skyld a f et skaft og et økse­

hoved, behøver ikke engang at blive genkendt som noget som helst i enhver kultur. Form er kan således ikke alene bære forskellige be­

tydninger, de kan også repræ sentere en ikke- betydning, eller et »fravær«, en negativitet.

D et kan d er være gru n d til at huske på, n å r vi finder sære form er fra læ ngst svundne eller m eget fjerne kulturer; m åske er deres ækviva­

lenter a f enten form m æssig eller funktionel a rt ganske fravæ rende i vores kultur. O g m å­

ske er »fraværet« ligeså signifikant som til­

stedevæ relsen i den anden sam m enhæ ng.

N år vi klassificerer form er, så er det i høj grad på b aggrund a f en identifikation a f forskelle og ligheder. T ing, der ligner hin an d en , a n ­ bringes i én kategori, d er anses for forskellig fra an d re kategorier efter det benyttede kri­

terium . Således adskilles pile, spyd og sværd fra hin an d en , ligesom stam m er, høvdinge- døm m er og stater.

F orm er bestem m es ved deres substans, el­

ler ved de elem enter, d er in d g år i dem . En

økse defineres ved sit hoved og sit skaft, en stam m e ved sine klaner og sit territo riu m .2 Skafter er ikke lige lange, klaner er ikke ens.

O g dog g ru p p ere r vi form erne sam m en, fordi de som generelle substanssystem er er ens.

N år form erne æ ndrer k a rak ter kan de næ rm e sig an d re substanssystem er i vores begrebs­

verden: kastepilene »næ rm er sig« spyd, stam ­ m erne »næ rm er sig« høvdingedøm m er. På et tidspunkt, eller på et givet sted, siger vi at de er »blevet til« det andet. D et er de ifølge vores repræ sentationssystem er, i hvert fald.

Skiftet fra et substanssystem til et andet, el­

ler fra en form til en an den, kalder vi en tra n s­

form ation. T ransform ationer finder sted i to dim ensioner, den tidslige og den rum lige.3

En serie transform ationer kan se såd an her ud:

Spørgsm ålet er hvor længe, vi kan blive ved m ed at tale om den sam m e form. H vor træ k­

kes græ nsen mellem form erne, og i hvilken forstand kan de siges at være tran sfo rm atio ­ ner a f hinanden.

H er kan form kriteriet suppleres m ed et funktionskriterium , der dog ikke kom m er m e­

get længere i retning a f den k ulturelt m e­

ningsfulde bestem m else end form en selv.

F unktionen er blot form ens brug i erobringen a f n atu ren , og herm ed ses substanssystem et som udtryk for et a d ap tiv t system. R edskaber bliver et a f m enneskets extra-som atiske m id ­ ler til at underlæ gge sig jo rd en ; staten bliver et m iddel til at in troducere den neolitiske re­

volution.4

A d ap tatio n , eller »tilpasning«, er her be­

grebet, d er forbinder sam fundet som form- el­

ler substanssystem m ed n atu ren eller om gi­

velserne (inklusive de sociale om givelser).

R ent bortset fra at det er m in personlige over­

bevisning, at »tilpasning« er en a f de absolut fattigste m etaforer for historien, som a n tro p o ­ logien h a r fostret, så ru m m er det ligesom funktionsbegrebet en akut fare for cirkelslut­

ninger (jfr. H a stru p 1983: 50).5 Å rsagen til en bestem t forms tilstedeværelse gøres til ét med dens funktion, virkningen er tilpasningen, der igen er årsag til form en, osv.

For at spræ nge os vej ud a f denne cirkel, skal vi se lidt næ rm ere p å kulturer.

K u ltu rer

K u ltu rb eg re b et er naturligvis m eget b ru g t i både arkæologi og antropologi, m en dets im ­ plikationer er langt fra udtøm te i dialogen im ellem disse videnskaber. »K u ltu rer« i a r­

kæologien er vel oftest og m est præ cist bru g t som en betegnelse på visse o m råd er eller pe­

rioder indenfor hvilke en vis, m ere eller m in­

dre konstant, sam m enhæ ng mellem visse m a­

terielle objekter v ar at finde. Som for nylig diskuteret a f Ia n H o d d er h ar dette k u ltu rb e­

greb ikke nogen direkte og i hvert fald ikke nogen entydig relation til den levende kon­

tekst (1982).

Det antropologiske k u lturbegreb er d er­

im od vokset ud a f den levende kontekst. D et er ikke blevet entydigt a f den gru n d , m en ikke m indst i lyset a f de senere årtiers udvikling indenfor den lingvistisk inspirerede sem an ti­

ske (sem iotiske eller sym bolske) antropologi, er det dog nu m uligt at indkredse det på en m åde, der i og for sig allerede er im plicit i H odders kritik a f det arkæologiske k u ltu rb e­

greb.

2. Se appendix 1.

3. Se appendix 2.

4. Med »extra-somatisk« menes noget ikke-legemeligt, dvs. noget der ikke er givet af menneskets natur.

Dette kulturbegreb stammer fra Leslie White, og har været benyttet i antropologien såvel som i arkæo­

logien (White 1949). Jvf. også Wittfogels opfattelse af den »hydrauliske civilisation«.

5. Se ogsåFriedman(1979) og Friedman og Rowlands (1977) for en (indirekte) kritik af det funktionalisti­

ske tilpasningsbegreb.

I m odsæ tning til sociale system er, der som såd an er rene form ssystem er eller, som vi h ar set det, substanssystem er, er k u ltu rer betyd­

nings sy stemer, eller relationssystem er. B etyd­

ning o p står nem lig ikke i elem enterne m en i relationen mellem dem . For arkæologen er det et tilbagevendende problem at kortlægge de m aterielle »kulturers« forhold til sam tidige betydningssystem er. For den sags skyld også til »folk«, d er som vi ved kun vanskeligt lader sig objektivt bestem m e.6

Det gæ lder også i antropologien, a t der ikke altid er sam m enfald m ellem et socialt systems græ nser og kulturens fronter. H e rre r og sla­

ver, der objektivt in d g år i sam m e sociale sy­

stem , kan udm æ rket repræ sentere hver sit kulturelle betydningssystem ; og/eller definere sig som adskilte etniske g ru p p er (»folk«).

O m v en d t kan én og sam m e kultur, altså her set som ét betydningssystem , godt tænkes at rum m e flere distinkte fo rm e r/

Hvis vi skal flytte analysens tyngdepunkt fra funktion til betydning, og derm ed åbne for nogle m ere nuancerede billeder a f virkelig­

heden end dem form erne giver os, så m å vi først diskutere hvad en k u ltu r er, og hvordan k u ltu rer griber ind i h in an d en i henseende til fortolkning, og i hvilken forstand de er sam ­ m enlignelige.

A fgørende for erkendelsen a f »kulturer« er det at indse, at de ikke alene er identificerbare udefra og derm ed objektivt komparable. De er også im plicit komparative. D et betyder at en k u ltu r kun kan m aterialisere sig i forhold til og i k o n trast til en anden k u ltu r (Boon 1982:

ix). Vi træ kker græ nserne om kring k ulturer på basis a f forskelle. K u ltu re r er derfor ikke substanssystem er, m en forskelssystem er. Vi ser kun k ulturen som sådan i de forskelle, der findes m ellem den og an d re kulturer. D et be­

tyder, a t k u ltu rer altid så at sige gennem - træ nger hin an d en , i det øjeblik de konstitu­

eres (ib id .: x). I antropologisk praksis betyder dette, at etnografens egen k u ltu r altid gen-

nem træ nger den »anden« kultur, der stu d e ­ res. D ette er m ere end et altfor san d t p ostulat om subjektivitet; det er nem lig også et udsagn om det forhold, at for etnografen kom m er den frem m ede k u ltu r til at repræ sentere hvad hendes egen k u ltu r ikke er. D et er forskellene, d er springer i øjnene, forskellene, der regi­

streres. Som det er blevet sagt i m ere ge­

nerelle vendinger a f Bateson, det er forskel­

lene der kom m er m ed på kortet (1972: 451—

52). At kortlægge — form er, k u ltu rer eller a n ­ det - er at indskrive forskelle i den viden­

skabelige orden, forskelle som i sidste instans er u dtryk for abstrakte relationer mellem visse elem enter.

Forståelsen a f an d re k u ltu rer vokser såle­

des frem a f etnografens oplevelse a f m odsæ t­

ning og a f videnskabelig ab strak tio n a f for­

skellen mellem »os« og »dem«. R esu ltatet er en krydskulturel diskurs m ed to objekter: »os selv« og »de andre«. På gru n d a f kulturernes indbyggede kom parative k arak te r kan de to objekter ikke rigtig adskilles. Effekten a f den antropologiske erkendelsesproces er im idler­

tid ikke den sam m e for hhv. den »frem m ede«

og den »kendte« kultur. D en antropologiske praksis m edfører nem lig at »explicit exotiske ku ltu rer forekom m er im plicit kendte, mens explicit kendte folk kom m er til at frem stå im ­ plicit exotiske« (Boon 1982: 9). Dvs. at de frem m ede i deres anderledeshed hjæ lper os til at forstå vores egen kulturs m angel på selv­

følgelighed.

K o rt sagt, enhver k u ltu r er extrem, inklusive vor egen, også hvad a n g år dens ratio n alitet og com m on-sense. D et er som extrem , a t en­

hver k u ltu r kom m er til live som kultur, im pli­

cit kom parativ i sin kontrast til an d re kul­

turer. For at blive distinkt m å kulturen over­

drive sig selv. A ntropologien cem enterer overdrivelsen. N år vi skriver om an d re kul­

turer, så reagerer vi som k ulturerne selv, vi overdriver forskellene. D et er kun gennem en frem hævelse a f forskellene, at den frem m ede

6. For a t kunne tale om et folk, eller en etnisk id en titet, m å d en n e id en titet være en del a f folkets selvfor­

ståelse, og a f deres afgræ nsning fra an d re »folk« ud fra visse kulturelle (subjektive) kriterier. Se A rd e­

ner (1974, 1975) og H a s tru p (1982).

7. E t exem pel på d et førstnæ vnte forhold udgøres a f T u areg er (herrer) og B ellaer (slaver) i S a h a ra (Nico- laisen 1963); m ens K ach in i B u rm a er et velkendt exem pel på det sidste (L each 1954).

k u ltu r træ der tydeligt frem som noget sæ r­

egent, noget anderledes (se H a stru p 1984b).

N år jeg fx. skriver om islæ ndingene, som er det folk jeg senest h ar beskæftiget mig m ed, så skriver je g (som antropolog) ikke m eget om problem erne m ed for fa b ø rnehavepladser i Reykjavik, eller den m anglende anerkendelse a f kvindernes indsats i lan d b ru g et, som kom ­ m er til udtryk i den m angelfulde lovgivning om barselsdagpenge. D et er jo ikke på disse o m råder, at islæ ndingenes kultur m anifesterer sig som noget særligt. O g det er altid det sæ r­

lige, der gør et betydningsrum til k u ltu r - også i folks egne øjne. Så det je g skriver om, det er det særlige historiesyn, det specielle forhold til litteratu ren , bøndernes »overtro«

og fiskernes magi.

I forbindelse m ed studiet a f fortidige k ulturer er denne problem atik ikke m indre relevant.

D en er m åske sværere at h åndtere, m en det fritager os ikke for at undersøge i hvilket om ­ fang vores egen k u ltu r gennem træ nger den fortidige. D et er klart, a t vi kun kan om fatte de tidligere sam fund i vore begreber, og alene derved træ nger vores k u ltu r ind på den nu tavse fortid. Vores historie forlænges bagud ved hjælp a f videnskabelige begreber; erfarin­

ger h en tet i det levende liv udstræ kkes til det forgangne. D erfor er det bydende nødvendigt ikke at fortræ nge dele a f erfaringen, h eru n d er vor indsigt i kulturernes kontrastive tendens.

D et ligger fx. i vores stam m e-begreb, at det im plicit er i k o n trast til et stats-begreb. Såle­

des at vi, n år vi h a r sagt »stam m e«, allerede også h a r sagt »ikke-stat«. S tam m eorganisa- tionsform en er fravæ rende hos os i dag, den er en im plicit negativitet i vores statsform .

M en hvorfor lade fantasien binde a f kate­

gorier, d er næ ppe u d tø m m er virkeligheden.

Forskellige form er kan trives side om side, og i fællesskab udgøre én kultur. Som hos K a- chin i B urm a, beskrevet a f Leach (1954), hvor kultu ren ru m m er tre sociale form er, en

»dem okratisk« egalitæ r form, en » aristo k ra­

tisk« hierarkisk form (begge »stam m e«-for- m er) og en statsform . K u ltu ren spiller i disse form er, p en d u lerer i mellem dem . Form erne ru m m er selv m ulighederne for tran sfo rm a­

tion.

I m it eget arbejde m ed den islandske fristat (930-1262/64) v ar jeg direkte konfronteret m ed problem et om at definere sam fundet.

Trods sit navn, der opstod i D an m ark i be­

gyndelsen a f sidste årh u n d red e, v ar det jo ikke en stat. D et v ar en periode, som rum m ede skiftende opfattelser a f virkeligheden og a f sam fundet. D et v ar en »tilstand« med flere m uligheder, en »kultur« m ed en tvetydig so­

cial organisation. J e g h ar skrevet i detaljer om dette i anden sam m enhæ ng og skal her bare sige, at fristaten hele tiden rum m ede den dobbelte m ulighed a f både en egalitæ r og en hierarkisk organisationsform (se H a stru p 1985). De to form er realiseredes i forskellige historiske sam m enhæ nge og i varierende grad, og havde parallelle udtryk i en lang række sociale og kosmologiske dom æ ner.8 N o­

get forenklet kan det siges, at islændingene indadtil definerede sig som et i princippet ega- litæ rt slæ gtskabssam fund, m ens de udadtil i stadig stigende grad kom til at udnytte de hi­

erarkiske tendenser. Så m ens fristaten op rin ­ delig v ar o pstået som en konsekvens a f land- nam sfolkets uvilje m od at lade sig indrullere i det norske kongerige, og deres ønske om at forblive »frie«, så kunne hverken friheden el­

ler ligheden i læ ngden ham le op m ed histo­

rien udenfor Island.

D et v ar ikke m indst Islands placering i en større historie, der spillede ind. G anske vist blev den islandske kultur tydeligere og tydeli­

gere m arkeret som et au to n o m t betydnings­

om råde, m en som samfund blev fristatens selv­

stæ ndighed m ere og m ere u n d ergravet.9 U den for Island, i det nu kristnede nordiske om råde, havde nem lig sam fundsbegrebet u n ­ dergået en radikal æ ndring i den periode, som fristaten om fattede. F ra at være være ét med loven, blev sam fundet efterhånden defineret 8. For specifikke diskussioner af hhv. det demografiske, det slægtskabsmæssige og det kosmologiske do­

mæne, se Hastrup (1979, 1981a, 1981b).

9. Den stadig tydeligere markering af den islandske kultur har jeg behandlet i (1982), mens forholdet mel­

lem denne og jflm/««^udviklingen er emnet for (1984a).

som et kongerige (H a stru p 1984b). M an kan m åske sige det p å den m åde, at den islandske fristat fra sta rte n ru m m ede nogle (stru k tu ­ relle) transform ationsm uligheder, m en deres realisation og retning bestem tes i høj grad a f en historie, d er udspilledes uden for Island.

På sam m e m åde som k u ltu rer væver sig ind i h inanden, i det øjeblik de definerer sig selv, griber også flere historier - a f forskellige orde­

ner — ind i hinanden.

T ider

D ette leder frem til det tredie diskussionsfelt, je g ønsker at tage op her, og som drejer sig om tider. Ikke bare tiden som en dim ension i hvilken den m enneskelige historie udspiller sig, m en netop tider, d er som en slags »rum « definerer deres egen hsitorie.

D et er ikke kun vores form begreber, der træ nger ind på de andres virkelighed, gennem vores opfattelse a f tingenes sam m enhæ ng.

A ndre typer a f begreber er også med til at forme vores bevidsthed om de andre, og et a f de m est m agtfulde er vores tidsbegreb. Vores ku ltu r er baseret på en ganske bestem t op­

fattelse a f tiden som en lineær, ubønhørlig, succession a f m om enter. I denne tid afløser den ene sam fundsform den anden, k u ltu rer udvikles og æ ndres, organ isatio n sp rin cip p er diffunderer, m ennesker v an d rer, osv. T iden er kort sagt en dim ension, en m ålestok.

D ette tidsbegreb er forholdsvis nyt. U den at det naturligvis er m uligt at angive en p ræ ­ cis dato for dets indførelse på aren aen kan m an dog nok sige, at det stam m er fra O p ­ lysningstiden. I kølvandet på opdagelsen a f de »vilde«, d er a f nogle blev regnet for ædle, opstod spiren til det evolutionistiske p a ra ­ digm e. De vilde sås som rep ræ sen tan te r for vores egen fortid; dvs. for a t forstå deres an- derledeshed placerede den vestlige k u ltu r de an d re i »en an d en tid « .10 K o n tra sten til det m iddelalderlige verdensbillede v ar klar. G a n ­ ske vist havde kirken, som jo v ar en ganske m agtfuld faktor i form uleringen a f m iddelal­

derens relevante kategorier, opdelt verden i kristne og hedninge, m en hedningene v ar ikke 10. Se R yan (1981), og F ab ian (1983).

placeret i en anden tid. T id og ru m v ar ikke så adskilte, som de er nu, og hedningene (som v ar den tids »andre«) v ar i en vis forstand al­

lerede forudbestem t til frelse (F abian 1983:

26). T iden eller tid sru m m et v ar en inklusiv kategori.

I oplysningstiden æ ndrer verdensbilledet sig i m ere end en forstand. I stedet for hed­

ninge, der endnu ikke er frelste, ses de vilde nu som b a rb arer, d er endnu ikke er m odne til civilisation. T iden bliver eksklusiv, og de a n ­ dre placeres udenfor. I en tid, d er også læses som civilisationens fortid. På den m åde lag­

des g runden til evolutionism en som en for­

ståelsesram m e om sam fundsudviklingen. I forhold til det før-m oderne verdensbillede som v a r præ get a f en tids-/rum opfattelse m arkeret ved inkorporation v ar det senere bil­

lede præ get a f afstand:

D et evolutionistiske parad ig m e h a r hæ rget antropologien i et årh u n d red e. O g n å r je g siger

»hærget«, så er det naturligvis fordi je g m e­

ner, det i alt for høj grad h a r b u n d et vores fantasi, og indirekte fastholdt »de vilde« som de primitive, de endnu ikke civiliserede. M an kan hævde, at det er et antropologisk problem at genetablere sam tidigheden og forståelsen a f de andres anderledeshed som det, det er, nem lig en forskel i den rum lige dim ension, og ikke en afstand i den tidslige dim ension. N år det forekom m er mig relevant at frem drage i denne sam m enhæ ng også, så er det for at gøre opm æ rksom på, at sam fundsform er, som i det evolutionistiske perspektiv - og i den lineære tidsopfattelse — er h in an d en udelukkende, i virkeligheden godt kan være sam tidige.

D et, je g m ener, er, at stam m er ikke nød­

vendigvis m å udvikle sig til stater; i stedet for at se disse form er som perler på en evolutio­

nistisk snor, hvor det arkæologiske spørgsm ål så bliver at finde tid sp u n k tet for overgangen fra én form til den anden, så kan det være vig­

tigt at tænke på dem som sam tidige a lte rn a ti­

ver i historiens brogede m angfoldighed. D et kan være altern ativ er, som tillader én k ultur at bruge forskellige strategier for overlevelse.

En centraliseret m agtudøvelse kan måske m obiliseres i visse sam m enhæ nge, m ens en decentral stam m eorganisation styrer det d ag ­ lige liv. D et kan også være altern ativ er, der knytter sig til forskellige gru p p er, etniske eller andre, som lever side om side i landskabet.

Som først Pierre C lastres og siden en m agt­

fuld underskov a f civilisationskritikere h a r gjort opm æ rksom på, så kan stam m eform en endog ses som en bevidst m odstand m od sta ­ ten (C lastres 1977).

D et der kendetegner en sta t er jo , at m ag­

ten er centraliseret og opretholdes gennem anvendelsen a f legitim eret fysisk voldsanven­

delse. I stam m esam fundet hviler m agten på konsensus, og selv der hvor d er er en form for politisk lederskab, som i høvdingedøm m er, vil selve em bedet ofte dem onstrere høvdin­

gens m agtesløshed." D er er således tale om et ganske rad ik alt brud mellem stam m e og stat,

og langt fra nogen glidende overgang. O g slet ikke nogen nødvendig udvikling.

A t se stam m esam fundets form som en m odstandsform m od staten, er at åbne for en anden erkendelse a f sam tidighed og opposi­

tion m ellem »stam m e« og »stat«. D et essenti­

elt kronologiske spørgsm ål, om d ateringen a f overgangen fr a stam m e til stat, m å udvides m ed en diskussion a f det sem antiske felt, der ligger mellem stam m e og stat.

M åske er den vigtigste forudsæ tning h er­

for, at m an gør op m ed den im plicitte evolu­

tionistiske verdensanskuelse, og vender til­

bage til »historien« som alt a n d et end en uni- lineær udviklingsproces, også n å r det gælder forhistorien. Vi m å lære at se på »tiden« med nye øjne, for at give kulturerne plads til deres egne tider, deres egne tem poraliteter, deres egne historiciteter (B raudel 1980: 49; H a ­ stru p 1984b).

D et er jo ikke kun tiden, der er historiens m edium , m en også kulturen. Im ellem disse to akser o p står der hele tiden nogle »tidsrum «, som vi alt efter faglig tilbøjelighed kalder epo­

ker, sam fund eller andet. Vi iklæder tid sru m ­ m ene nogle m etaforer, d er enten fokuserer på deres kronologiske udstræ kning, eller på de­

res organisationelle form. Som m e tider gør vi begge dele og taler fx. om jern ald eren s stam ­ m esam fund. M en såd an n e begreber indfan­

ger ikke a f sig selv tidsrum m ets sem antiske indhold eller dets betydning for de m enne­

sker, der i m ere end én forstand definerede ti­

den og kulturen. De stod i skæ ringspunktet mellem disse akser, og det v ar derfra de orga­

niserede deres sam fund og skabte deres histo­

rie.

H istorier

Vi begyndte m ed nogle bem æ rkninger om den vilde versus den videnskabelige tanke, og vi skal her i afslutningen vende tilbage til for­

holdet mellem dem . Som jeg h ar søgt at a rg u ­ m entere for, så h a r de videnskabelige kate­

gorier en indbygget tendens til at bem ægtige 11. Denne magtesløshed er i øvrigt fint beskrevet af Tacitus for de germanske høvdingers vedkommende:

de kan intet gøre uden folkets opbakning (Bruun og Lund, red. 1974: 47).

sig vores fantasi, og derm ed til a t gennem ­ træ nge vores opfattelse a f de an d re k u ltu rer på en m åde, der i nogen grad m å siges at gøre vold på virkeligheden. O m ikke nødvendigvis med det resu ltat, at vores opfattelse a f former ganske forvrænges, så dog m ed bl.a. den kon­

sekvens, a t vor forståelse a f kulturer og vor op ­ levelse a f tider fortrænges - og det netop fordi vi så ensidigt h ar fokuseret på former.

Selvom vi i det daglige lever og ån d er for den videnskabelige tanke og arb ejd er på dens perfektion, så tro r je g det er vigtigt at vi lader den lære a f den vilde tanke. H erm ed kan vi kom m e næ rm ere på det konkrete igen. »Det konkrete« er jo i virkelighedens m enneskelige liv, og dette livs betydning - i bred forstand - m å genetableres i de videnskabelige begreber, hvis vi skal un d g å at reducere livet til ren tekst, eller i sidste instans til blot og bar g e n re .12

Som den vilde tanke opererer m ed de n a ­ turlige kategorier og lader den forhåndenvæ ­ rende artsrigdom udtrykke distinktionerne i det kulturelle univers, således bør også den videnskabelige tanke u d n y tte den forh ån d en ­ væ rende rigdom på historier til at indtæ nke nye forskelle i den videnskabelige orden.

M ens begreberne »stam m e« og »stat« glim ­ rende kan bruges til at opsum m ere visse ge­

nerelle k arakteristika ved konkrete o rg an isa­

tionsform er, så er d er m åske an d re forskelle, i an d re dim ensioner, d er falder igennem m a­

skerne i det net, som videnskaben h a r sp u n ­ det m ed sine form -m etaforer. H istorien er ikke kun en formsag.

D en er heller ikke udtryk for en serie tra n s­

form ationer, d er ubønhørligt afløser h in a n ­ den efter en im plicit evolutionistisk logik.

»Stam m er« og »stater« er således ikke n ø d ­ vendige og h in an d en udelukkende trin på en

evolutionistisk stige. Vi m å i stedet se på h i­

storien som en d iskontinuert serie a f delvist overlappende betydningsrum , indenfor hvilke flere form er godt kan tænkes at være sam ti­

digt til sted e.13 D en islandske fristat er et godt exem pel her. M an kan sige a t de islandske landnam sm æ nd forsøgte at undfly udviklin­

gen i det stadig m ere centralistiske og stats- lignende N orge, og således historisk fik rollen som N ordens første civilisationskritikere. I tre og et halvt å rh u n d red e lykkedes det dem at definere deres virkelighed i græ nselandet m el­

lem to sam fundsbegreber, som m an m ed lidt god vilje ville kunne beskrive som hen h o ld s­

vis et stam m e- og et statsbegreb. Så kunne de ikke længere holde skansen og blev inkor­

porerede i det norske rige. M en derfra og så til at slutte, at fordi noget skete, så v ar det uundgåeligt, er d er langt - selvom det er en slutning, der logisk forbinder sig m ed histo­

rievidenskabens post eventum k a ra k te r.14 O g at slutte videre endnu, og sige at statsform en er et nødvendigt - højeste — trin i en forudbe­

stem t evolution a f sam fundet, er der alt for langt. S taten, som vi kender den, er opstået som et historisk tilfældigt resu ltat a f en hel m asse faktorer, hvad bl.a. den arkæologiske forskning i je rn a ld e r og m iddelalder dem o n ­ strerer. U dviklingen behøver ikke a t have væ­

ret glidende og ensrettet; den kan være fore­

gået i spring og være gået frem og tilbage.

D en kan ovenikøbet have væ ret genstand for m enneskers bevidste reflektion og påvirkning;

m åske var der allerede i je rn a ld e ren m enne­

sker som foretrak at fastholde den vilde tanke og den m ed stam m eorganisationsform en for­

b u n d n e solidaritet.

D et kan naturligvis kun blive spekulation;

vi vil aldrig fa at vide hvad den tids m enne­

sker tænkte. M en vi kan bruge vor egen vi-

12. M ed »genre« henvises h er til de m ere eller m in d re sta n d a rd ise re d e »litteræ re« konventioner, d er også rå d e r i d et videnskabelige univers, og som i visse perio d er b in d er de faglige udtryk. Se M arcu s an d C u sm an (1982), og A rd en er (1984).

13. D iskontinuiteten o p stå r bl.a. derved, a t det er i m enneskers begrebsm æ ssige m agt a t ind- og ud- definere sig selv a f visse m ere eller m in d re o m fattende o rd en er. » T raditioner« kan udstræ kkes bagud, og således skabe historisk k o n tin u itet indenfor »tid sru m « , d er m åske ikke objektivt (eller p å an d en m åde) kan siges a t udgøre k lart afgræ nsede felter eller »perioder« i historien (se H o b sb aw n 1983).

D enne opfattelse a f historien er således sem antisk, i den fo rstan d a t den tag er højde for folks egen o p ­ fattelse a f deres historie.

14. Se fx. Leff (1969: 26).

denskabelige indsigt i kulturers og tiders m angfoldighed til at vælge vore m etaforer m ed om hu, og ikke lade os forlede til at tro, at begreber som stam m e og stat udtøm m er m u ­ lighederne. D er ligger en hel del betydning gem t hinsides disse konkrete former.

L itteraturhenvisninger

A rdener, E dw in, 1974. »Social anthropology and p opulation«. I: H . B. P arry , red. Population and its Problems. O xford 1974: C laren d o n Press.

- , 1975. » L anguage, ethnicity an d p opulation«. I:

J . H . M . B eattie an d R. G. L ie n h a rd t, red. Stu­

dies en Social Anthropology. Essays in Memory o f E.

E . Evans-Pritchard. O xford 1975: C laren d o n . - , 1984, »Social anthro p o lo g y a n d the decline of

m odernism «. P a p e r presented to the ASA M ali- now ski C en ten n ial C onference on »R ationality a n d R ationales«. L ondon april 1984. (U n d e r udgivelse.).

B ateson, G regory, 1972. Steps to an Ecology o f M ind.

New York 1972: B allentine.

Boon, Ja m e s A., 1982. Other Tribes, Other Scribes.

Symbolic Anthropology in the Comparative Study o f Gultures, Histories, Religions and Texts. C am b rid g e 1982: C am b rid g e U niversity Press.

B raudel, F ern an d , 1980. On History (transl. by S a­

ra h M atth ew s), C hicago 1980: C hicago U n iv e r­

sity Press.

B ruun, Niels W . og A llan A. L u n d , red. 1974. Taci- tus Germania. A rhus 1974: W orm ianum . C lastres, Pierre, 1977. Society against the State. O x ­

ford 1977: Blackwell.

F ab ian , J o h a n n e s , 1983. Time and the Other. H ow Anthropology makes its Object. N ew York 1983: Co- lu m b ia Press.

F ried m an , J o n a th a n , 1979. »H egelian Ecology:

B etw een R ousseau an d the W orld Spirit«. I. P.

C. B u rn h a m an d Roy Ellen, red. Social and Ecolo- gical Systems. L ondon 1979: A cadem ic Press.

F ried m an , J . an d M . J . R ow lands, 1977. »N otes tow ards an epigenetic m odel o f the evolution of

»civilisation«. I: sam m e, red. The Evolution o f So­

cial Systems, L ondon 1977: D uckw orth.

H a stru p , K irsten , 1979, »C lassification an d dem o- g rap h y in m edieval Iceland«. Ethnos 1979: 3—4.

- , 1981a. » K in sh ip in m edieval Iceland«. Folk 1981.

- , 1981b. »C osm ology an d society in m edieval Iceland«. Ethnologia Scandinavica 1981.

- , 1982. »E stab lish in g an ethnicity. T h e em er- gence o f the » Icelanders« in the E arly M iddle Ages«. I. D. Parkin, red. Semantic Anthropology, L ondon 1982: A cadem ic Press.

- , 1983. » K u ltu relle kategorier som n atu rlig e res­

sourcer«. I: A nders H jo rt, red. Samhdlle och Eko- system - om tolkningsproblem i antropologi och arkæo­

logi. Stockholm 1983: F orsk n in g sråd sn åm d en . - , 1984a, »D efining a society. T h e Icelandic Free-

state betw een tw o w orlds«. Scandinavian Studies.

- , 1984b. »A nthropology an d the E xaggeration of C u ltu re. A review article«. Ethnos (in press).

- , 1985. Culture and History in Medieval Iceland. An Anthropological Analysis o f Structure and Change.

O xford 1984: C laren d o n Press.

H a stru p , K irsten og J a n O vesen, 1980. Etnografisk Grundbog. K ø b en h av n 1980: G yldendal.

H o b sb aw n , Eric, 1983. » In tro d u ctio n : T h e inven­

tion o f trad itio n « . I: E. H o b sb aw n and T. R a n ­ ger, red. The Invention o f Tradition, C am b rid g e

1983: C am b rid g e U niversity Press.

H o d d er, Ia n , 1982. Symbols in Action. Ethnoarchaeolo- gical studies o f material culture. C am b rid g e 1982:

C am b rid g e U niversity Press.

Je n s e n , Jø rg e n , 1979. D ansk Socialhistorie, bd. I.

Oldtidens Samfund. Tiden indtil år 800. K ø b en h av n 1979: G yldendal.

Leach, E d m u n d , 1954. Political systems o f Highland Burma. L ondon 1954: Bell and Son.

Leff, G ordon, 1969. History and Social Theory. L o n ­ don 1969: M erlin Press.

L évi-Strauss, C lau d e, 1962. La Pensée Sauvage, P a ­ ris 1962: Plon. (D ansk oversæ ttelse v. H an s Pe­

ter L und: Den Vilde Tanke, K ø b en h av n 1969:

G y ld en d al.).

M arcu s, G. E. an d D. C ushm an,1982. »E thno- g raphies as texts«. Annual review o f Anthropology, vol. 11, 1982.

N icolaisen, J o h a n n e s , 1963. Ecology and Culture o f the Pastoral Tuareg. K ø b en h av n 1963: N atio n al­

m useet.

Renfrew , C olin, 1982. Towards an archaeology o f mind. In a u g u ra l lecture delivered before the U niversity o f C am b rid g e on 30 N ovem ber 1982.

C am b rid g e 1982: C am b rid g e U niversity Press.

R yan, M ichael T ., 1981. »A ssim ilating N ew W orlds in the Sixteenth an d Seventeenth C en- turies«. Comparative Studies in Society and History, vol. 23, no. 4, 1981.

W hite, Leslie A. 1949. The Science o f Culture. New York 1949: G rove Press.

W ittfogel, K a rl A. 1957. Oriental Despotism. New H aven 1957: Yale U niversity Press.

Kirsten Hastrup

A ppendix 1.

Diagram 1. Sociale relationsniveauer i stammesamfundet.

Fra: Hastrup og Ovesen, Etnografisk Grundbog, Kø­

benhavn 1980, side 167-68.

Transformationer i de rumlige dimensioner.

Diagram 2. Stammens segmenter og disses territorier.

Evolution: transformationer i den tidlige dimension.

Fra: Hastrup og Ovesen, Etnografisk Grundbog, Kø­

benhavn 1980, side 102-3.