Forfatter(e) | Author(s):
Titel | Title: Sange og Digte til "Danmarks Melodier".
Udgavebetegnelse | Edition Statement: 2. Oplag.
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Jacob Erslevs Forlag, 1869 Fysiske størrelse | Physical extent: 228 s.
DK
Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.
Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always remember to credit the author.
V/X 1.-2.L 53 3°
1 1 5Z 0 8 01777 0 I!
.
S a n g e og Digte
til
D a n m a r k s M e l o
2det Oplag.
Kjobenhavn.
Z a c o l i E r s l c v s F o r l a g .
G. S. WibeS Bogtrykkeri.
1869.
Danmark, dejligst Vang og Vamge, lukt med Bolgen blaa,
hvor de vakre, voxne Drenge kan i Leding gaa
mod de Tyske, Slaver, Vender, hvor man dem paa Tog hensender en Ting mangler for den Have:
Ledet er af Lave.
Ved Guds naadig Forsyn hegnes dog det meste Land;
og, hvad under Danmark regnes, nyder Vcrrn af Band.
Ingen Nabo, som vil vinde, tor paa Danmark gaa i blinde;
blev kun Ledet hcengt tilrette, skulde vel det tcette!
Meilfarsund og Fyn beskytter;
tryg staar Msens Klint;
indtil Gedser ingen Rytter ride skal for svindt;
Guldborgsund for Laaland gjenner, Vresuud vort Scrlland tjener, hvert Land har sit eget Lukke, alt maa Jylland sukke;
i*
Holster, Vagrer, Lyneborger som en farlig Flod,
gjor os Jylland mange Sorger, terster efter Blod.
Lcegges af maa stig Uvane, Skam det var at lade rane fra vor Mark den mindste Tue;
Pil vi har og Bue.
Saadan talte Dronning Thyre, ret kaldt Dannebod:
„I, som staa for Danmarks Styre, fatter frejdigt Mod!
Gabet kan vi vel tillukke, faa vi os ej lader pukke af hver fremmed Lobestytte, der faaer Lyst til Bytte.
Fra Moradset Vest ved Strande til Mosuud i Sli,
vi vil os en Vold bemande, gjore sncever Sti.
Om Forlov skal hver Mand bede, hvis han agter ind at troede;
nodig stal han atter fare hjem med stjaalen Vare!"
Dannemark vi nu kan ligne ved en frugtbar Vang,
hegnet trindtomkring — Gud signe den i Ned og Trang!
Gid som Korn opvozce Kncegte, der kan frist mod Fjenden strgte, og om Dannebod end tale,
naar huu er i Dvale! —
2. Sang for Danfle.
Der er et Land, dets Sted er hojt mod Norden, og Polens Bjerge svomme ncer dets Havn;
men fljon som det er ingen Plet af Jorden, og Danmark ncevner man dets fagre Navn.
I solvblaa Vesterhav en dejlig Have, med Bogehegn, hvor Nattergale bo!
Og hver en Del gav Himmelen sin Gave;
paa hver en Plet Velsignelserne gro!
Fra Ejd'rens Strom til Skagens hvide Banker den jydske Halve krummer sig mod Nord.
Et herligt Land, dets Folk sig Velstand sanker;
paa fremmed Strand det henter Guld ombord.
Den muntre Stridshingst over Engen vanker, og Stilner myldre i den dybe Fjord;
til Stavn og Ror har Skoven Egeplanker, dets Sonner Kraft, og Snildhed deres Ord.
Mod Dst for denne tvende Have stride mod Sjolunds Bred og Odins gamle A;
ncrr Laaland, Falster, staar i Klcrder hvide, med Lov om Haaret, Bolgens ranke Mo.
Det rafle Folk kan ingen Mangel lide, thi Agren bolger her sig som en So;
om fagre Blomstereng staa Lunde blide;
her er det smukt at leve, tungt at do.
Saa stille Strom og Sunde — Mark og Stcrder;
men et er Danmark, trofast er dets Magt.
En Bro af Malm Samdrcrgtigheden smeder fra Bred til Bred; og Wrlighed staar Vagt;
vort Held er et, og fcelles er vor Hcrder;
(den vogter Svcrrdet med sin Varetcrgt!) og en den danste Bon, hvert Hjerte beder:
„Gud skjcvrme Kongen og hans hele Slcrgt!"
(C, I, Boye,)
Aer er et yndigt Land, det staar med brede Boge ncer salten Vsterstrand.
Det bugter sig i Bakke, Dal, det hedder gamle Danmark
og det er Frejas Sal.
Der sad i fordums Tid de harniskkloedte Kcrmper, udhvilede fra Strid;
saa drog de frem til Fjenders Men nu hvile deres Bene
bag Hojens Bavtasten.
Det Land endnu er stjont, thi blaa sig Soen belter,
og Lovet staar saa gront;
og cedle Kvinder, skjsnne Moer, og Mcend og rafle Svende bebo de Danskes Ver.
Et venligt Syd i Nord er, gronne Dannerige!
din axbeklcedte Jord.
Og Snekken gaar sin stolte Vej, hvor Plov og Kjolen fure,
den svigter Haabet ej.
Vort Dannebrog er smukt, det vifter hen ad Havet med Flagets rode Bugt.
Og stedse bar sin Farve hvid dit hellig Kors i Blodet, o Dannebrog! i Strid.
Hil Drot og Fcedreland!
Hil hver en Danneborger, som virker, hvad han kan!
Vort gamle Danmark skal bestaa, saalcrnge Bogen spejler
sin Top i Bolgen blaa.
(A. Oehlenschliiger.)
4. Danmarks Ros.
Aong Christian stod i hojen Mast i Rog og Damp;
hans Voerge hamrede saa sast, at Gotens Hjelm og Hjerne brast;
da sank hver fjendtlig Spejl og Mast i Rog og Damp.
Fly, streg de, hver som flygte kan, hvo staar mod Danmarks Christian
i Kamp?
Nils Juel gav Agt paa Stormens Braa;
nu er det Tid!
han hejsede det rode Flag
og slog paa Fjenden Slag i Slag;
da streg de hojt blandt Stormens Brag;
nu er det Tid!
Fly, streg de, hver som ved et Skjul, hvo kan bestaa mod Danmarks Juel
i Strid?
O Nordhav! Glimt af Vessel brod din tykke Sky;
da tyede Kcemper til dit Skjod, thi med ham lynte Skrcrk og Dsd, fra Valen hsrtes Vraal, som brod
din tykke Sky.
Fra Danmark lyner Tordenskjold, hver give sig i Himlens Vold
og fly!
Du Danskes Vej til Ros og Magt, sortladne Hav!
modtog din Ven, som uforsagt tor mode Faren med Foragt,
og kjcrk som du mod Stormens Magt, sortladne Hav!
og rast igjennem Sang og 'Spil og Kamp og Sejer for mig til
min Grav!
I. Ewald.
5. Christian den 4des Minde.
^ong Christian lcrgger ned sit Svcerd med Heltesmil paa 'Lavrbcerkransen.
Glad iler han fra Vaabendansen til Kongedaad i Fredens Flrrd.
I Fredens milde Palmeskygge et Lcrrddomstempel vil han bygge, som trodser Tid og Evighed.
„Hceng Lavren paa mit Rosenborg ved Siden af mit Blod paa Klcedet;
thi ogsaa den med Blod er vccdet, den vandt jeg gjennem Hjertesorg.
En Krans af Egen vil jeg Mte;
den kan man paa mit Hoved scrtte, men Sceptret lcegges paa min Grav.
Den Yngling, som sin Foraarstid til Host paa Aandens Ager over, som stadig grunder, klogtig prover
og gi'er os Frugten af sin Flid, — stal kummerlig om Ly han lede?
Nej! jeg vil bygge ham en Rede, vil lette Aandens raske Flugt."
Saa rejste sig den kjccre Gaard, som gi'er os Ly i Ungdomstiden og som vi aldrig glemme siden, mens vi i Danmarks Have saar.
Der Musen kjcerlig os besoger og aabner for vort Blik de Boger, som gjemme Seklers Sandhedskorn.
Og kraftig Marv i Muren gror, som Christian selv den stod i Kampen;
og ingen Bombe slukte Lampen, der skinner paa Studentens Bord.
Mens meget nyt i Grus er svundet,
staar fast, hvad Christians Kraft har grundet, hans Bors, hans Taarn, hans Rosenborg.
Derfor i Aftnens Hojtidsstnnd
vi end Kong Christians Gravel fejre;
begejstret minde vi hans Sejre,
hans Kamp og Daad i Fredens Lund.
Tohundred Aar hans Navn benndred, men svandt end Millioner hundred, sang Danmark dog sin Christian.
S. Zahle.
6. Dannebrog.
^ist stolt paa Kodans Bolge, blodrode Dannebrog!
Din Glans ej Nat skal dolge, ej Lynet dig nedslog.
Du over Helte svceved, som sank i Dodens Favn;
dit lyse Kors har hcrvet
til Himlen Danmarks Navn.
Fra Himlen er du faldet, du Danmarks Helligdom!
Did har du Kwmper kaldet, som Verden leder om.
Saawnge Rygtet svinger sig over Land og So,
mens Nordens Harpe klinger, din Ros skal ej ndds.
Sus hsjt i Kampens Bulder om Juel, din Kcrmpe bold!
Naar Tord'nen om dig ruller, du sjunge Tordenskjold!
Og flyver du mod Himlen i stolte Luers Favn,
da ncevn for Stjernevrimlen din hoje Hvitfeldts Navn!
Hvergang en Stjerne funkler, en Helt du ncevne kan:
men ingen, som fordunkler din store Christian.
Paa Lysets Kyst han stander, i Sejersklcrdebon,
hvergang en Kcrmpe lander hos Rud og Absalon.
Med Palmen Christian vinker, naar, Dannebrog! han ser
dit hvide Kors, som blinker i Kampens Flammeflcrr. —
Vift hojt for alle Vinde!
Kald dine Sonner frem!
Mens Havets Bolger rinde, din Glans omstraale dem!
Vaj stolt ved Danmarks Strande!
Vaj stolt ved indisk Kyst!
Og ved Barbarens Lande lyt stolt til Bslgens Rost!
Den toner om din Hceder og dine Kcempers Pris, og Heltene det glceder i deres Paradis.
Se dem, du har tilbage!
de blusse ved dit Navn, vil for din Hcrder drage med Lyst i Dsdens Favn.
Uplettet stal du svinge dig over Verdens Ss, til Nordens Brynjer springe
og Danmarks Hjerter do!
B. S. Ingemann.
7. Nordens Enhed.
Arnge var Nordens herlige Stamme spaltet i trende sygnende Skud;
Kraften, som kunde Verden beherske, tyggede Sul
fra Fremmedes Bord.
Atter det Skilte bojer sig sammen;
engang i Tiden vorder det et; — da stal det frie, ma'gtige Norden fore til Sejer Folkenes Sag!
C. Ploug.
8. Vort Modersmaal.
^ort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang.
Hvormed stal jeg ligne og prise det i Sang? — En hojbaaren Jomfru, en crdel Kongebrud,
og hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud!
12
Hun loegger os paaLcrben hvert godt og kraftigt Ord til Elskovs sagte Bsnner, til Sejrens stolte Chor;
er Hjertet trangt af Sorgen, og svulmer det af Lyst, hun fljcenker os Tonen, som lette kan vort Bryst.
Og om i Ast og Vest vi har svcermet og ssgt de svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes Klogt, hun lokker og hun drager, vi folge hendes Bud;
for hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud.
De Fremmede, de tcenkte at volde hende Sorg;
de bod hende Trceldom i hendes egen Borg;
men just som de mente, hun var i Baand og Bast, da lo hun saa hjertelig, at alle Lcrnker brast.
Og alle de Skjalde, hun skjcrnked Ordets Magt, de blev om hendes Scede en stcerk og trofast Bagt;
hver Sang, som Folket kjender og lytter til med Lyst, den blev en Ring i Brynjen, som dcekker hendes
Bryst.
Hver kraftig Skjcemt, der lokker om Lceben frem et Smil, den blev i hendes Kogger en hvas og vinget Pil;
hvert Ord, der kom fra Hjertet, og som til Hjertet naar, det blev en Sten i Muren, der hegner hendes Gaard.
Og Aarene rulle og stifte om paa Jord,
og vore Navne glemmes som Sne, der faldt ifjor, og Slcegt efter Slcegt segner hen paa Nornens Bud;
men hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud.
E. Lembke.
9. 10. Modersmaalet.
foders Navn er en himmelsk Lyd, saa vide som Bolgen blaaner,
Moders Rost er den spcedes Fryd og glceder, naar Issen graaner, sodt i Lyst og sodt i Nod, sodt i Liv og sodt i Dod, sodt i Estermcelet.
Modersmaal er det Kraftens Ord, som lever i Folkemunde
som det elskes i Syd og Nord, saa sjunges det sodt i Lunde, sodt i Lyst og sodt i Nod, sodt i Liv og sodt i Dod, sodt i Estermcelet!
Modersmaal er det Rosenbaand, som store og smaa omslynger;
i det lever kun Fcedres Aand, og deri kun Hjertet gynger, sodt i Lyst o. s. v.
Modersmaal er vort Hjertesprog, kun los er al fremmed Tale, det alene i Mund og Bog kan vcekke et Folk af Dvale, sodt i Lyst o. s. v.
Modersmaalet ved Bresund, og trindt i de gronne Lunde, dejlig klinger i allen Stund, men dejligst i Pigemunde, sodt i Lyst og sodt i Nod, sodt i Liv og sodt i Dod, sodt i Estermcelet!
(N. F. S, Grundtvig.)
11. Norfl Flagsang.
Mens Nordhavet bruser mod fjeldbygt Strand og stolte Erindringer vcrkker
om Fcedrenes Ry, som til fjerne Land de bar paa de nordiske Snekker,
op, Nordmoend! sjunger til Harpens Slag en Sang sor Norriges unge Flag!
Du Blomster af Palmen paa Friheds Grund!
skjon est du at flue trefarvet!
Det hvidene Kors i den rode Bund det har du af Dannebrog arvet;
men Hjertebladet, det morkeblaa, af Friheds Marv maatte forst udgaa.
Fra Himlen faldt Dannebrogsfanen ned, blev Tvillinglands Snekkernes Smykke,
og stod gjennem Sekler i Krig og Fred, omstraalet af Hoeder og Lykke.
O Flag sor Norrig! stand evig faa, mist aldrig dit Hjerteblads hoje Blaa!
" ^ Schwach.
12. Vart lam!, vart I»n«I.
finska folkesangen.
Vart land, vkrt land, vart fosterland!
^ud doZt, o d^ra ord!
^ IMs en kvM mod lnmlens rand, sanks en dal, e^ skoles en strand, mer alskad an var d^Zd i nord,
an vZ^ra laders ^ord.
Vart land ar kattet, skall sa dli kor den, som Zuld be^ar;
en kramlinA kar oss stolt kordi;
men delta laudet alska vi;
kor oss, med moar, Hall oed skar, ett Zuldland doek det ar.
Vi alska vaia strommars brus oek vara bakkars sprang,
den morka skoZens d^stra sus, var stjernenat, vart sommerhus,
allt, allt kvad kar som s^n, som sanA vart kjerta rort en ZanA.
Har striddes vara kagers strid med tanke, svard oek plo^;
kar, kar, i klar som mulen tid, med l^kka kard, med l^kka blid det k'inska kolkets kjerta slo^,
kar bars kvad det kordroA.
(I. 1^. kiunebsrg.) 13. ^sllerlieslsililet.
Herrli^a land,
kriketens stamort jorden, Kell diA, du drottninZ i norden, kadernesland!
Ljertat i brand
klammar kor kaderne d^der.
liell dina kridsalla b^Zder, kadernesland!
k'ast ar ditt band
knutet blandt urgamle kMllar.
tiell dina dalar oek kallar,
^adernesland!
8kon ar din strand.
Kell dina nat, dina ploZar, Kell dina lak, dina skogar, k'adernesland!
kaALa'll i kand!
89, I^66e ka6arri68 lara:
lekve 6ill kunA ved 6in ma,
^a^erllkLlall^!
Kor6d1om.
14. Slaget ved Slesvig.
Daaskeklokken kimed mildt fra den danske Kyst, meldte over Lande dog om saa haard en Dyst.
Slutter Kreds og staar fast, alle danske Mcend!
Gud han raader, naar vi fange Sejer igjen.
Listet var i Mulm og Nat hid den tyske Hcrr, knap de danske Drenge fik Tid at spcrnde Svcerd.
Slutter Kreds og staar fast 0. s. v.
Aabeut Bryst var Landevcern, Mod var Danskens Skjold;
Tysken maatte bygge af egne Lig sin Vold.
Slutter Kreds og staar fast 0. s. v.
Kuglen peb og Svcerdet sang til Kartovers Brag;
Tysken maatte lcere det danske Sprog den Dag.
Slutter Kreds og staar fast 0. s. v.
Over Thyras brustne Led Blod i Stromme randt;
Tysken maatte kjobe hel dyrt hvert Fjed, han vandt.
Slutter Kreds og staar fast 0. s. v.
Vegeu er for Overmagt liden Flok tilsidst;
men af Danmarks ZEre den intet haver mist'.
Slutter Kreds og staar fast 0. s. v.
Blegued er saa mangen Kind, fnrre er de faa;
dog for Danmarks LEre vi end er nok at slaa.
Slutter Kreds og staar fast 0. s. v.
C. Ploug.
15. Dronning Dagmar.
Dronning Dagmar ligger i Ribe syg, til Ringsted er hun ivente,
de bedste Fruer i Danmark er, dem lader hun til sig hente.
Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
I hente mig sire, I hente mig fem, I hente mig af de vise,
I hente mig fremfor alle dem Hr. Karls Tofter af Rise!
Liden Kirsten hun kom ad Doren ind, hun skinned saa rod af Gulde,
hun kunde ej Lys i Kronen se, hendes Bjne vare taarefulde.
„Nu, kanst du loefe og skrive med Skjel og lose mig af min Pine,
da stal du slide Skarlagen rod, og ride paa Gangerne mine."
Og det var liden Kirstine, tog Bogen og derudi saa,
„Gud hjcrlpe'! min Dronning, din Pine er Haarder' end Jern og Staal."
Lcrsten^) hun tog og den hellige Bog, hun lceste alt hvad hun kunde/
og Blad hun vendte saa sorgelig, saa saare hendes Bjne runde.
De fulgte Dronning Dagmar ud og ind, det blev jo lcenger, jo voerre.
„Mens der er nu ikke bedre Raad, I sende Bud efter min Herre!
") Evcmgeliebogm.
Vil Gud det have, maa saa det ske, at Doden han stal mig gcrste,
I sende strax Bud til Skanderborg og hilser sra mig paa det bedste!"
Og det var den liden Smaadreng, han lod sig ej lcrnge forlide ^), for han rykte Sadel fra Bjoelken ned og lagde paa Hors det hvide.
Ind da kom den liden Smaadreng og stedtes han for Borde,
han var saa snild i Tale sin, og saa tog han til Orde.
„Dronning Dagmar har mig til eder sendt, hun vilde med eder samtale,
hun lcenges saa fast overbrat, hun vener sig lydt i Sale."
Dankonning slog sammen det Tavlebord, saa alle de Terninger sjunge,
„Forbyde det Gud i Himmerig, at do skulde Dagmar hin unge!"
Der Kongen han drog fra Skanderborg, da fulgte ham hundrede Svende,
men der han kom til Gredstedbro, kun Dagmars Dreng hin venne.
Der han red over Randbol-Hed' da fulgte ham femten Svende, der han kom over Riber-Bro, da red den Herre alene.
Der er stor Ank i Fruerbur, naar alle Bjne groede.
Dronningen dode i liden Kirstens Arm, der Kongen red op ad Strcrde.
») opholde **) vcmnder
Og det var Dannerkonning, han ind ad Doren tren, det var liden Kirsten bolde, hun rakte ham Haand igjen.
„Og hsr I, min Herre og Konge prud!
I tor ikke klage og kvide,
for I haver faaet en Son idag, er skaaret af Dagmars Side!,,
„Jeg beder eder alle, Jomfruer og Moer, jeg beder eder hver og alle,
I bede en Bon for Dagmars Sjcrl, at hun maatte med mig tale!
Jeg beder eder Fruer med hovifl Hu, faa mange som her ere inde,
I bede en christen Bon for mig, at jeg maa tale med hende!"
Saa fulde de ned paa deres Knce faa mauge som der var inde;
for mindelig Bon og kongelig Graad lod Dagmar sig levende finde.
Dronning Dagmar rejste sig op paa Baar, hendes Djne var blodig rode:
„Min cedle Herre, Kong Valdemar, hvi gjorde I mig den Mode?
Dog ingen tor ved at rcrddes for mig, jeg haver ej andet misgjort,
end at mine Silkecrrmer smaa jeg haver om Sondag snort.
Den forste Bon, jeg beder nu, den undes mig, som jeg tcrnker:
alle sredlose Mamd dem give I Fred, og los alle Fanger af Lamker!
Den anden Bon, jeg beder om, den er eder selv til Fromme:
I tage ej Bengerd udi Favn, hun er saa bedst en Blomme!
I tage liden Kirsten til eders Viv, hun er saa bold en Jomfru,
men falder det anderledes i Haand, da kommer I mig ihn."
„Den forste Bon, I beder mig om, den under jeg eder saa gjerne,
men jeg tager ej liden Kirsten til Viv, eller nogen Verdsens Terne."
„Vil ikke I tage liden Kirsten eller nogen Verdsens Terne, saa sarer I dog til Portugal alt efter saa bedst en Verne*).
Min crdle Herre! nu har jeg talt, vil mer af mig I vide?
Der sidder Guds Engle i Himmerig, de maa fast ester mig lide.
Nu er det Tid, jeg farer herfra, jeg maa ikke lcengere dvcrle,
Himmeriges Klokker de ringe for mig, mig lcenges til fromme SMe."
Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar.
Kcrmpevise.
16. Marsk Stigs Dotre.
Marsk Stig han haver de Dotre to, saa krank en Skjoebne monne de saa:
den ttldste tog den yngste om Haand, og de fore vide om Verden.
Bregne.
Den crldste tog den yngste om Haand, saa ginge de dem til Sverrigs Land;
Kong Byrge kom fra Stevne hjem.
Kong Byrge han kom fra Stevne hjem;
Marsk Stigs Dotre ginge hannem ud igjen.
„I skynde eder snarlig af min Gaard;
I skynde eder snarlig af min Gaard, eders Fader vog min kjcere Morbror."
Den celdste tog den yngste om Haand.
Den crldste tog den yngste om Haand, saa ginge de dem til Norges Land;
Kong Erik kom fra Tinge hjem.
Kong Erik kom fra Tinge hjem,
Marsk Stigs Dotre ginge hannem ud igjen.
„Kunne I brygge og kunne I bage?"
„Vi have ej lcrrt at brygge eller bage, vi kunne ej vor egen Sko afdrage;
vi kunne Guld spinde og vcrve i Lad,
„Bi kunne Guld spinde og vcrve i Lad, men aldrig bliver vort Hjerte glad, siden Fader og Moder de ginge os fra."
Kong Erik meldte et Ord med Skjel:
„Eders Fader jeg kjendte saa gjorligen vel;
han var en Mand til Mund og Haand."
Saa slog han over dem Skarlagen-Skind, saa fulgte han dennem i Fruerstuen ind;
han bod dem hverken sorge eller groede.
Den celdste Soster Bceven trendte, den yngste vov den ud til Ende.
Hun vov i den sorste List.
Hun vog den i forste List
Jomfru Marie og Jesum Christ, og de vov i det andet Ror.
Og de vov i det andet Rsr
Norgelands Dronning og alle hendes Moer, de vov Hjort, og de vov Hind.
De vov Hjort og de vov Hind, de vov sig selv med blegen Kind, og saa vov de med Fingre snare.
Og saa vov de med Fingre snare alle Guds hellige Engleskare.
Og der de havde den Vcev afstaaret, og der de havde den Vcev srembaaret, da sceldte de saa modige Taare,
for Fader og Moder var faldne dem fra, og de fore vide om Verden.
(Kcrmpevise.)
17. Flyv, Fugl, flyv!
^lyv Fugl! flyv over Furresoens Vove!
Nu kommer Natten saa sort,
alt ligger Sol bag de dcemrende Skove, Dagen den lifter sig bort.
Skynd dig nu hjem til din fjedrede Mage, til de gulnæbbede Smaa;
men naar i Morgen du kommer tilbage, sig mig saa alt, hvad du saa!
Flyv Fugl! flyv over Furresoeus Bolge, strcek dine Vinger nu vel!
Ser du to elskende, dem skal du solge, dybt flal du spejde deres SM.
Er jeg en Sanger, saa bor jeg jo vide Kjcerligheds smigrende Lyst.
Alt, hvad et Hjerte kan rumme og lide, burde jo tolke min Rost.
Flyv, Fugl! flyv over Furresoens Rislen, Kjcrrlighed kalder dig hjem;
scrt dig nu kjont mellem Lovbuflens Hvislen, syng saa din Kjerlighed frem!
Kunde, som du, jeg i ZEteren svomme, ved jeg nok, hvor gik min Flugt;
jeg kan i Lunden kun sukke og dromme, det er min Kjoerligheds Frugt.
Flyv, Fugl! flyv over Furresoens Vande, langt, langt bort i det Blaa;
ensomt i Skoven ved fjerneste Strande ser du min fagre at gaa.
Gulbrune Lokker der flagrer i Vinden, let er hun, rank som et Ax,
Djet er sort, og Roser har Kinden, ak! du kan kjende hende strax!
Flyv, Fugl! flyv over Furresoens Brusen, dybt drager Natten sit Suk!
Trcrerne hviske med omgftelig Susen, hilse Godnat med et Buk!
Har du ej lyttet til mangefold Smerte selv hos den sjedrede Flok?
Sig et Godnat til mit bcevende Hjerte, sig det, du ved det jo nok!
Chr, Winther,
18. „Sommerdagen."
Jeg gik mig ud en Sommerdag at hore Fuglesang, som Hjertet kunde rore,
i de dybe Dale, mellem Nattergale og de andre Fugle smaa, som tale.
Den allermindste Fugl af dem, der vare, sang fra Troeet ned i Toner klare:
„Mens Ungersvenden," sang den, „grunder ene lcrnges en imellem Lov og Grene.
Hen under Lovet paa de luue Vinde, der du skal din Hjertenskære finde."
Hav Tak, du lille Fugl, for du har sunget!
Ellers var mit Bryst as Lcengsel sprunget.
Hav Tak, du lille Fugl, der sang med ZEre, stillede min Lcengsel og Begjcere.
Af storre Ve kan Verden ikke trcrnges, end at skilles, naar man saare lcrnges.
En storre Fryd kan Verden ikke boere, end at samles med sin Hjertenskære.
Da nu min Hjertenskjcrreste var funden, sang og blomstrede det rundt i Lunden,
baade dybe Dale og de Nattergale
og de andre Fugle smaa, som tale.
Efter en Folkesang af H. Hertz,
19. Unge Gjenbyrds Liv.
^!!nge Gjenbyrds Liv i Norden!
Rost fra vore Fcedres Grav!
Vil du styrre Verdens Orden, bryde Aandens Baner af?
Vil du brede Oldtids Morke over Nutids klare Dag?
Vil du vcrkke vilden Styrke, Fordom, Had og Vaabenbrag?
Nej, du styrrer Tideus Slummer for at vogte paa dens Tarv, og du vrager tyske Krummer for at loste egen Arv.
Mens du kalder fromt tilbage, frem du higer uden Sky;
mens du mindes gamle Dage, herlig varsler du om ny.
Unge Gjenbyrds Liv i Norden, Fortids Rost og Fremtids Syn!
Rul fra Lcrberne som Torden, tcrnd i Sjcelene som Lyn!
Trost de bange, styrk de svage, flok de stoerke Mand ved Mand!
Skab en ny, en evig Sage om vort skjonne Fcedreland!
C. Ploug.
29. Sang for Danske.
^vor Bolgen larmer hojt sra So, om Danmarks gamle Rige,
hvor Bolgen kranser Land og A, som Uskyld Slettens Pige,
der er min elskte Fodestavn,
der jubler jeg mit Danmarks Navn, thi der er godt at vcere!
Sange og Digte. 2
I Danmark knejser intet Fjeld, ej gjemme stolte Bjerge
det rode Guld til Ladheds Trcrl, ej Jern til voeldigt Vcerge;
men Guldet rigt paa Marken gror, og Jernets Kraft i Armen bor, uvcebuet har den Vcerge.
O straal for Bjet uforsagt, du Prceg af Nordens Stempel!
Et Ord, et Haandslag vcere Pagt, og Barmen Trostabs Tempel!
Ja Troflab! du est Danmarks Vcrrn, du est et Skjold as hcerdet Jern, du est vort Dannevirke!
O Dannebrog, vort Himmelflag!
Tilaand os Mod og Styrke!
Vift hojt mod Sky i blodigt Slag, spred Lys i Kampens Morke!
Fra oven har en Stemme talt, du ned til os fra Himlen faldt og flal til Himlen hceves!
Og ret som i dit Purpurflag det hvide Kors staar tegnet, at tyde christent Sindelag, af Kjcrrlighed omhegnet,
saa styrke Retsind Krigens Aand og knytte Fredens Broderbaand og stjcerme Land og Konge!
C. Wilster.
21. Danmarks Trsst.
^angt hojere Bjerge saa vide paa Jord man har, end hvor Bjerg kun er Bakke;
men gjerne med Slette og Grsnhoj i Nord vi Dannemcend tage til Takke;
vi er ikke skabte til Hojhed og Bloch, ved Jorden at blive, det tjener os bedst, Langt stjonnere Egne, vil gjerne vi tro, kan fremmede udenlands finde;
men Dansken har hjemme, hvor Bogene gro, ved Strand med den fagre Kjcerminde;
og dejligst vi finde, ved Vugge og Grav, den blomstrende Mark i det bolgende Hav.
Langt storre Bedrifter, for Wre og Sold, maaske faa man Udlcending ove,
omsonst dog ej Dannemcrnd forte i Skjold, med Hjerterne Love ved Love.
Lad Orne kun rives om Jorderiges Bold!
Vi bytte ej Banner, vi skifte ej Skjold.
Langt klogere Folk er der sagtens om Land, end her mellem Belte og Sunde,
til Husbehov vi dog har Vid og Forstand, vi vil os til Guder ej grunde;
og brcrnder kun Hjertet for Sandhed og Ret, skal Tiden os vise: vi tcrnke ej slet!
Langt hojere, oedlere, finere Sprog stal findes paa fremmedes Tunge;
om Hojhed og Dejlighed Dannemcrnd dog med Sandhed kan tale og sjunge;
og trcrffer vort Modersmaal ej paa et Haar, det smelter dog mere, end fremmedes flaar!
Langt mere af Malmen faa hvid og faa rsd, fik andre i Bjerg og i Bytte,
hos Danske dog findes det daglige Brod ej mindre i Fattigmands Hytte;
og da har i Rigdom vi drevet det vidt, naar faa har for meget, og fcerre for lidt.
N. F. S. Grundtvig-
' 2*
22. Den Frivillige.
Ag kan ikke blive, jeg har ingen Ro, jeg maa med de andre til Lejren!
Vor Sag er retfcerdig, og Gud tor vi tro er med os, han giver os Sejren.
Aarhundreder Danmark var mcegtigt og stort, men saa blev det plukket og plukket.
Nu stal de ej gjore, hvad for de har gjort, for lcenge har Danmark nu sukket.
De kan overvcelde vort lille Land, men rokke ej Mod eller Villje.
Thi nu slaa vi alle til yderste Mand, vort Skjold er saa rent som en Lillje.
Jeg soler mig stcerk, jeg kan holde ud?
Tak Moder, du vil, jeg maa stride.
Med mig er din Tanke og med mig er Gud;
hvad tror du din Son da kan lide!
Farvel allesammen! jeg har ingen Ro, jeg maa med de andre til Lejren.
Vor Sag er retfcerdig, og Gud tor vi tro er med os, han giver os Sejren.
H. C. Andersen.
23. Lcegersang af „Syvsoverdag."
^nart er Natten svunden, Dagen bryder frem,
fra vor Jagt i Lunden alt vi drage hjem.
Borgens Hanes Galen lyder over Vang, snart vil Gurresvalen kvidre Morgensang.
End i Vesten glimter matte Stjerners Hcer mens i Bst man skimter svage Morgenstcer.
Mod de tavse Strande vugger Soen sig,
Stjernen i dens Vande spejler blidelig.
Nu afsted til Borgen til vor Rede hen!
En lyksalig Morgen snart bestraaler den.
Veget er det Dunkle, som den morknet har;
nu skal Solen funkle for Kong Valdemar.
I. L. Heiberg.
24. Danmarks Engel.
Du, som vaaged over Barne-Livet i den gronne Lund fra Hedenold!
Du, som svceved over Lykke-Skibet, da paa Bolgen blaa det bar os Skjold I Du, som Daneskjaldene gjsr glade!
Dine Vinger er af Bogeblade,
vist med dem fra Bjet hver en Sky, faa det lille Folk dig ser paany.
Da skal atter Lykken Danmark foje, som sit Skjodebarn en Moder mild, da skal Livet for det danske Vje atter blomstre som et Lykkespil, med Guldceblet da i Barnehaanden troner atter Skjold som Folke-Aanden, for ham synge alle Glutter smaa:
Voer velkommen over Bolgen blaa!
(N. F. S. Grundtvig.)
23. Liden Karen.
^g det var liden Karen, det Unge-Kongen saa, hun lyste som en Stjerne blandt alle Terner smaa.
hun lyste som en Stjerne blandt alle Terner smaa, og Unge-Kongen talte til liden Karen saa:
„Og hor du, liden Karen, og vil du seje mig, Graahesten og Guldsadlen, dem vil jeg give dig."
„Graahesten og Guldsadlen, dem passer ej jeg paa, giv dem din unge Dronning, lad mig med
ZEren gaa!"
„Og hor du, liden Karen, og vil du foje mig, Stenhuset udi Skoven, det vil jeg give dig."
„Stenhuset udi Skoven, det passer jeg ej paa, giv det din unge Dronning, lad mig med JEren
gaa!"
„Og hor du, liden Karen, og vil du fsje mig, en Krone af det rode Guld, den vil jeg give
dig."
„En Krone af det rode Guld, den passer ej jeg paa, giv den din unge Dronning, lad mig med Mren
gaa!"
„Og hor du, liden Karen, vil ej du vcere min, saa lader jeg dig scette i Fangetaarnet ind."
„Og lader du mig scette i Fangetaarnet ind, ret aldrig nogensinde saa vil jeg vcere din."
„Og hor du, liden Karen, og gjor du mig saa vred, saa lader jeg dit scette i Spigertonden ned."
„Og lader du mig soette i Spigertonden ned, saa kjender Gud i Himlen dog min Uskyldighed."
De satte liden Karen i Spigertonden ned, der kom to hvide Duer til hende med Guds Fred.
Da blegued Unge-Kongen i sin forgyldte Sal, der kom to sorte Ravne til ham med Helvedes Kval.
Kcempevise.
26. 27. Villemoes.
Aommer hid, I Piger smaa!
Strangen vil jeg rore, Taarer stal i Njet staa, naar min Sang I hore;
om saa bold en Ungersvend, alle fagre Pigers Ben, sorgelig jeg sjunger.
Vaaren er nu kommen ncrr, Dagene sig lamge,
Vaaren har I Piger kjcer, Blomster gro i Enge;
dog I stal i sene Aar mindes, at I saa en Vaar med bedrevet Dje.
Ak, thi for sig op af Jord Blomsten kunde trcrnge, fcilmede en Blomst i Nord, som stal mindes lcenge:
Villemoes var Blomstens Navn, og ej glemmes tunge Savn midt i Blomsterflokken.
Han var Dreng, men stod som Mand, medens I vare spcede;
staa og slaa for Fcedreland var den Unges Gloede.
Strommen gaar til Kjobeuhavn, Kongedyb er Strommens Navn,
der blev Helten viet.
Soelsom i hans Aand det lod:
„Horer du, det donner!
Dannemark er stedt i Nod, kalder sine Sonner!"
Og som gamle Danmarks Son floj han mod det hoje Don,
Fcrdrelcmd ot vcrrge.
Ak, den Gceve kom og saa Fædrelandet blode;
hvor de stolte Snekker laa, var saa tomt og ode.
Disse Snekker var hans Hjem, han opvoxed mellem dem,
stred i deres Skygge.
Hist i Nord gaar Odden ud mellem hoje Bolger;
der blev Don af stcerke Skud,
„Christian" ej sig dolger;
men som gamle Christian
staar han fast paa danske Strand, skjont hans Blod udrinder.
Villemoes! du maatte gaa, andet Hjem at finde, Taarer i vort Aje staa;
men de tor ej rinde.
Ak, thi ville vi, at du skulde vanke her endnu, Christian overleve!
Horer det, I Piger smaa!
I maa ikke groede,
men naar over Eng I gaa mellem Vaarens spcrde, binder da af dem en Krans, parrer Blomsterne med Sans til den faldnes ZEre!
Hvis det rorte Hjertes Sang Hjertet rore kunde
sjunger den da mangengang i de stille Lunde;
sjunger den ved breden Strand, naar hen over hviden Sand
Voven sagte triller!
(N. F, S, Grundtvig.)
28. 29. Kjcrrminde-Sang.
Det var en Sommer-Morgen, endnu for det blev Dag, da yppedes paa Heden ' et Holger-Danske-Slag;
da Sol stod op i Nster, den ncxppe var at se, og alle Fugle-Rester, i Struben kvaltes de.
Det var paa Jsted-Hede, og saa i Dvre-Stolk, for gamle Danmarks LEre da stred det danske Folk;
ja, for den danske Tunge, og for det danske Land stred Heltene de unge som gamle Hildetand.
Der faldt den gamle Normand, den djcerve Sleppegrell,
han regned mer ej Kugler, end Hagl det haarde Fjeld.
Der faldt den bolde Lcessoe, i Heltemanddoms-Aar,
og for den danske Love det var et Hjertesaar!
Der faldt i Ungdomsblomster saa mangen modig Svend, at Tysken tror det nceppe, vi mange har igjen;
dog synger danfle Drenge, de slaar i Vcenget Top;
som Blomsterne i Enge hvert Aar de voxer op!
Tak vcere danfle Piger, som grcede nu i Lsn, for Broder og for Bejler, som Moder for en Ssu!
De holde dem ej tilbage med Suk og bange Graad,
de sang for dem med Brage:
Vaagn op til Heltedaad!
's« MWWI
Guds Fred med vore dode i Danmarks Rosengaard!
Guds Fred med dem, som blode af dybe Hjertesaar!
Vor Kjcerlighed med alle, de store og de smaa, som vilde staa og falde med Loven askegraa!
Gud gav en herlig Sejer den lange Sommerdag, fra Morgengry til Middag det tordned Slag i Slag, men da i Middags-Stedet man saa den gyldne Sol, da vundet var Guld-Scedet til Danmarks Dronning-Stol!
Og hvergang Danmark grceder Gnldtaarer med Guldklang, og hvergang Bjet perler ved liflig Vemods-Sang, da hvcelve Rosen-Telte dem selv ved Havets Bred, hvor Danmarks Juli-Helte fik deres Lejested!
(N, F. S, Grundtvig.)
30. Sjcrllaudst Vise.
^et var en Lordag-Aften, jeg sad og vented dig, — du loved mig at komme vist, men kom dog ej til mig!
Jeg lagde mig paa Sengen og grced saa bitterlig,
og hver en Gang, at Doren gik, jeg troede, det var dig! —
Jeg stod op Sondag-Morgen og flettede mit Haar,
saa gik jeg mig til Kirken hen, og om den Kirkegaard.
Men du kom ej til Kirke og ej i Kirken ind,
for du har faa't en anden kjcer og flaget mig af Sind.
Jeg gik mig hjem saa ene henad den Kirkesti,
og hvert et Spor paa Stien var, der faldt min Taare i.
De rode Baand og skjonne, som du engang mig gav — dem boerer jeg ret aldrig mer, jeg stunder til min Grav.
Hvor kan man plukke Roser hvor ingen Roser gror;
hvor kan man finde Kjcerlighed, hvor Kjcerlighed ej bor! — Jeg vilde Roser plukke — jeg plukker ingen fler — jeg elfled dig saa inderlig, jeg elsker aldrig mer.
Ved Sv. Grundtvig.
32. VikiuZkdM.
kan sva.kva.6e krwZ pa 6et o^sIiZa kak, kan kor vi6e som ^aZands kalk,
men kor kampar omdor6 skrek dav laZar oek ra.it. — Vill 6u kora dans VikiiiAadalk?
(Se N>.'. 172.)
33. Kong Valdemars Zagt.
^!aa Sjolunds fagre Sletter, ved Nstersoens Bred,
hvor Skoven Kranse fletter om Engens Blomsterbed, hvor Solverkilden glider nu ved Ruinens Fod, der stolt i gamle Tider en Kongebolig stod.
I Borgens gyldne Sale sig rorte muntert Liv, der hertes skjemtsom Tale og lystig Tidsfordriv;
Kong Valdemar der bygged saa fast sit Kongehus,
som det hans Liv betrygged, til Verden sank i Grus.
Der Gloedens Kilder flode saa tidt med Druens Blod, fra Vinteraftenrode
til Sol i LPen stod.
Men i de lyse Dage, i Sommer og i Host,
lod under Bogetage den frie Kongelyst.
Da rortes Horn og Bue, med Kongen Hingsten sprang
og snos i Solens Lue og sig mod Skoven svang;
med lystig Jcegerflare paa hviden Ganger floj den Konge tidt med Fare henover Stub og Hsj.
Som stcerke Nordenvinde de Joegere henfor,
da flyede Raaer og Hinde, som Lov i Stormens Spor;
men i den rafle Gloede, ved Jægerhornets Klang, de glemte tidt at bede og hore Messesang.
Tidt, naar den arme Bonde gik over Kirkesti,
de Jcegere og Hunde for lystelig forbi;
de lagde Hegnet ode, for bange Hind at naa,
og Agrens gyldne Grode nedtraadt i Stevet laa.
Da snkked arme Bonde, og sine Hcender vred;
men Jcegere og Hunde ej standsedes derved.
Tidt klyuked saaret Hare, mens Kirkeklokken klang,
da styrted i den Skare de Hingste mangengang.
En hellig Paaskemorgen, da Ottesangen lod, og af Langfredagssorgen den store Fryd frembrod, vildt Jægerhornet blanded sin Lyd med Klerkers Sang, og frygtsom Hare standed midt i den Kirkegang.
Da tren mod vilde Skare den Biskop god og from, bod i Guds Navn dem fare langt fra hans Helligdom;
med Kirkens Ban dem trned, med Gud og Evighed;
men Kongens Harm oplned, han svared stolt og vred:
„Fra mine Fcedre raktes mig gyldne Krone hen;
fra Paven Troen bragtes, den kan han faa igjen!
Hvis her jeg evigt kunde med Jagten fryde mig,
jeg vilde ej misunde vor Herre Himmerig."
„Det Ord du vil fortryde!"
lsd fromme Biskops Rost.
Brat Jcrgerne bortflyede lig Trcekfuglfvcerm i Host.
Og stolt as Kongebyrden, den hvide Ganger sprang, og snos ad Sjælehyrden og fjerne Ottesang. —
I Muld for lcrnge siden Kong Valdemar er lagt;
men scclsomt gjennem Tiden gaar Sagnet om hans Jagt.
Tidt korser arme Bonde sig end paa natlig Sti, hvor Joegere og Hunde ham suse vildt forbi.
Lcrngst Solverkilden glider nu ved Ruinens Fod, hvor stolt i gamle Tider den Kongebolig stod;
men i de Natter klare, i Sommer og i Host,
som af en Troekfnglskare fornemmes scelsom Rost.
Paa Gangeren den hvide, med luftig Jcegerhcrr, man ser da Kongen ride saa bleg i Natten der.
Saalnnde, mon man sige, han bede maa med Nag, og vente paa Guds Rige og Dommens store Dag.
B. S. Ingemann
34. Frode Fredegod.
Der lod fra gamle Dage et Kvad i Dannevang, om Lykke uden Mage, det kaldtes Grotte-Sang, og det skal atter lyde
hos Sjællandsfar og Jyde, thi „gjemt er ikke glemt!"
Og det var Dannedrotten, Kong Frode Fredegod,
hans Kvcern de kaldte Grotten, den aldrig stille stod,
thi alt som han besaled, saa Grotte gik og maled alt hvad ham hued bedst.
To Kvinder var til Hove, de maled, Nat og Dag, rodt Guld og grsnne Skove
til Frodes Velbehag,
med Fred og Fryd og LEre, hvad Hjertet kan begjcrre og Bjet tindre ved.
Dog Kvinderne til Hove, som maled Guld og Held, ej Ro fik til at sove i Dagning eller Kveld;
de hviled kun som Gjsgen imellem Kuk paa Bogen i Sommeraften-Stund.
Det var to Jættekvinder de kaldtes Fcen og Mcen, og for de blege Kinder de hcroned sig igjen;
de sang en Nat ved Kvcernen, da spandt de ud as Hjernen den gamle Grotte-Sang.
De sang alt som de vilde, og Kvcernen fulgte med, de maled Goest og Gilde, og Rus i Glcrdens Sted, de maled Ssvn til Frode og alle Kcrmper gode,
saa dyb som Gravens Slum.
De maled Orlogs-Snekker med Folk, som gik paa Rov, den gamle Kcempevcekker paa gronne Vre sov;
ej blot med Guld det rode, med Livet maatte bode Kong Frode Fredegod.
Med Guldet ud at sejle kom Grotte nu paa Stand, for hvad Sohaner fejle at male over Strand, de fejled Salt, de syntes, da Malingen begyndtes:
der meget stal til nok!
Dog mer end nok de finge, det har en Fugl fortalt, tilbunds de alle ginge,
med Grotte, Guld og Salt, og efter Fngle-Drommen gaar Grotte i Malstrommen, deraf er Soen salt!
Af Fredegodes Dage og Danmarks Lykke scer er nu kun lidt tilbage som Solens Astenflcrr,
som Hostens Blomst i Vangen, som Daadens Rost i Sangen, som Glcrdens Mindekrans.
Men vaagner Kcempeaanden i Folkehjertets Favn,
da raades Bod paa Vaanden, da svinder alle Savn,
da Grotte, fljont begravet, staar op som Sol af Havet
og maler Guld som for.
Da tor sig Dansten love en Time fredegod,
med Guld og gronne Skove, med Sang og Lovemod, med Glcrden som Guldpenge, som Blomsten gror i Enge, mangfoldig, immer ny!
N. F, S. Grundtvig.
35. liarl ckea tvlkte.
XunA Karl, den ullZa KMte, Kari stod i rok oek dam;
kan drvK sitt svard kran kalte oek drot i striden kram.
»Kur Svenska stålet kiter!
Xom lat os prokva pa.
^r vaZen, Noskoviter!
k'riskt mod, I Zossar bla?«
0ek en mot tio staldes ak retad Vasason.
ver kladde, kvad e^ kaldes;
det var dans larospan.
Ire kollunZar tilkopa e^ skrekvo pilten dud.
I.UM stod kan mot Lvropa, en skaAZlos dunderAud.
l^rakarad statskonst lade de snaror nt med kast:
den koZa ^QAlinA sade ett ord, oek snaran brast.
LoZbarmad, smart, gullkariK ell n^ ^.vrora kom:
kran kampe kjusseariK kon vande okord om.
ver sloZ sk stort ett Herta uti dans Svenska darm, i Alad^e som i smerta
blott kor det retta varm.
I med- oed modZanZ lika, sin l^kkas okverman,
kan kunde ikke vika, blott kalla kunde dav.
8e, nattens st^ernor blossa pa Zrakven lanAese'n, oeb kundraariK mossa betager feltens den.
Det berrliZa jorden, korZanZliA ar dess lott.
Havs minne uti Norden ar snart en saZa blott.
vokk — an M safari l^ssnor det Zamla saZoland,
oek dver^alaten t^stnar mot resen ekterkand.
In bor 1 Norderis lundar den K0A6 anden <zvar,
kan ar e^ dod, dan blundar:
kans blund ett sekel var.
KH, 8vea, kna vid grikten, din storste son Zoms der, las notta minnesskrikten, din Heltedikt bon ar.
Md blottadt bukvud stiZer kistorien dit ocb lar,
oeb 8venska aran viZer sin seZerkana der.
36. Tavlebordet.
„^g hor, du liden Gangerpilt leg Tavlebord med mig!"
„Jeg haver intet rode Guld at scette ind med dig."
Fordi de spillede Guldterning.
„Saa soet du ind din gode Hat, om ogsaa den er graa,
saa scetter jeg min Perlesnor, tag den, om du kan faa!"
Den forste Gang Guldterningen paa Tavlebordet randt,
den Gangerpilt han tabte glat, og Jomfruen hun vandt.
„Og hor, du liden Gangerpilt, leg Tavlebord med mig!"
„Jeg haver intet rode Guld at scette ind med dig."
„Saa soet du ind din Kjortel god, om ogsaa den er graa!
Saa scetter jeg mit Hovedguld, tag det, om du kan saa!"
Den anden Gang Guldterningen paa Tavlebordet randt,
den Gangerpilt han tabte glat og Jomfruen hun vandt.
„Og hor, du liden Gangerpilt, leg Tavlebord med mig!"
„Jeg haver intet rode Guld at scrtte ind med dig."
„Saa scrt du dine Hoser ind og dine Vandresko!
Saa scetter ind jeg derimod min LEre og min Tro."
Den tredje Gang Guldterningen paa Tavlebordet randt,
da Jomfruen hun tabte glat, den Gangerpilt han vandt.
„Og hor, du usle Gangerpilt, skynd du dig brat fra mig!
og solverbuudue Knive to, dem vil jeg give dig."
„De solverbundne Knive to, dem faar jeg, om jeg kan;
men jeg vil ha' den Jomfru fin, jeg med Guldterning vandt."
„Og hsr, du usle Gangerpilt, skynd du dig brat fra mig!
og silkesyede Skjorter to, dem vil jeg give dig."
De silkesyede Skjorter to dem faar jeg, om jeg kan;
men jeg vil ha' den Jomfru fin, jeg med Guldterning vandt."
„Og hor, du usle Gangerpilt!
skynd du dig brat fra mig!
og med Guldsadel Hesten hvid, den vil jeg give dig."
„Guldsadlen og den hvide Hest, dem faar jeg, om jeg kan;
men jeg vil ha' den Jomfru fin, jeg med Guldterning vandt."
„Og hor, du usle Gangerpilt, skynd du dig brat fra mig!
Guldborgen med den grsnne Skov, den vil jeg give dig."
„Guldborgen med den gronne Skov, den faar jeg, om jeg kan;
men jeg vil ha' den Jomfru fin, jeg med Guldterning vandt."
Prinsessen stander i sit Bur og fletter sine Haar:
„Gud bedre mig guldlokket Mo, for Foestemand jeg faar!"
Den Gangerpilt i Gaarden staar, med Hjelm og Skjold og Svcrrd:
„Alt faar du bedre Fcrstemand, end du var nogensinde vcerd.
For jeg er ingen Gangerpilt, om end jeg synes saa,
jeg er den bedste Kongeson, som Solen skinned paa."
Prinsessen ser for Gangerpilt den Kongeson i Gaard, med rode Roser fletter nu hun sine gule Haar.
Fordi de spillede Guldterning.
Kcempevise,
37. Soldaten paa Forpost.
har sig paa Engen lagt, der kun Soldaten vaager paa sin farlige Vagt;
medens hans Blikke vanke gjennem det ode Rum, sysler hans stille Tanke udi sin Helligdom.
Thi han boerer derinde, gjemt i en trofast Sjcrl, Billedet af en Kvinde,
dejligt som Freja selv;
og naar han dristig troeder Valpladsens Dodningdans, Billedet sig iklceder
Valkyriens hoje Glans.
Kole Luftning fra Soen, bringer du med et Bud?
Modte du hist paa Ben nylig min unge Brud?
Svaled du Kindens Rodme, loste du Lokkens Fald,
nipped du Loebens Sodme? — Ak, del da med mig halv!
Loste hun af sit Foengsel
— mens du i Lovet skjalv, — Hjertets bcrvende Lcengsel,
Sukkets vingede Als?
Hvisted hun: „Jeg vil grcede, kommer igjen ej Han?"
O, da gaar jeg med Gloede i Doden for mit Land!
dcemrende Taager
C. Ploug.
39. Det danske Sprog i Slesvig.
^cenge nok har jeg Bondepige vceret,
siddet paa Tcrrstel og spundet paa min Ten;
lcrnge nok har hun, tyste Froken, blcrret sig paa mit Hgjfccde, og jeg gnavet Ben.
Nu vil jeg glad sidde, hvor jeg sad,
fremmerst vil jeg gaa i de dansendes Rad.
Mindes jeg kan, i hedenfarne Dage
Silke jeg sled i min Moders Rosengaard;
rundt om mig svcrrmed Riddersvende strage, jeg gik med Guld og Perler i mit Ha ar.
Dronning jeg var, Krone jeg bar,
statelig i Dansen med Konning Valdemar.
Ak, men da maatte jeg onde Dage friste;
sorte Grev Henrik min Husbond fangen tog, ind over gjennembrudt Gjcerde sig mon liste
vendiske Bander, og stedse frem de drog.
Bort man mig smed i Trcelstueu ned;
tyske Froken dansed i Dannekvindens Sted.
Ikke til Hove stedes mer jeg turde, nceppe hos Bonden man mig undte Ro;
Haardhed jeg led og vaanded mig jeg gjorde, naar man mig stodte og traadte mig med Sko.
Bonden min Ven blev dog igjen,
grced med mig i Stilhed mangen Aften hen.
Dagene stifte nu — Gud ske Lov de stifte!
Atter i Hsjelosts-Sale tor jeg staa.
Slag vel end vanker af tyste Frokens Vifte, stolt hun end stritter, vil ej afvejen gaa.
Sange og Digte. z
Dog, trods al Strit, siger jeg frit:
Tyske Froken danses af Dansen omlidt?
Lcenge nok har jeg Bondepige vcrret,
siddet paa Tcerskel og spundet paa min Ten, lamge nok har hun, tyske Frsken, blceret sig paa mit Hojsa.'de, og jeg gnavet Ben.
Nu vil jeg glad sidde, hvor jeg sad,
fremmerst vil jeg gaa i de dansendes Nad.
K, Karstensen,
39. 40. Svend Vonved.
Svend Vonved sidder i Bure, han flaar Guldharpen prude,
han flaar Guldharpen under Skind, hans Moder kom der gangendes ind.
Se dig ud, Svend Vonved!
Ind kom haus Moder Adelin, hun maatte vel vcere Dronning sin:
„Du skal dig, Svend Vonved, udride, med andre Kcrmper at stride.
Og du stal hevne din Faders Bane;
en anden maa du din Harpe laane, den Stund du rider as Landet hen.
Det er mit Naad, min kjcere Son."
Svend Vonved binder Svcrrd ved Side, ham lyster med Kcrmper at stride.
„Naar maa jeg lade blande Vin?
Naar maa jeg vente Komme din?"
„Naar Sten tage til at flyde, og Navne begynder at vorde hvide,
da maa I vente Svend Vonved hjem, — alle mine Dage kommer jeg ikke igjen."
„Da stal jeg dig galdre idag, aldrig stal dig nogen Mand skade;
Sejer udi din hgje Hest;
Sejer i dig selv allermest!
Sejer i din Haand og Sejer i din Fod, og Sejer i alle dine Ledemod!
Signe dig Gud, Sante Drotten dyre, han stal dig baade vogte og styre!
Han stal dig vogte og bevare, saa visselig stal du ej ilde fare.
Her haver du det haarde Svcrrd;
det lid ikkun paa i Herrefcrrd."
Svend Vonved tog til Orde igjen:
„Nu hevner jeg Faders Bane min;
Herre og Svend jeg staar ihjel, saa fanger jeg for min Fader Skjel."
Svend Vonved bandt sit Svcrrd ved Side, hannem lysted med Kcrmper at stride;
saa saare underlig var hans Forde, ingen Mand ham mgde torde.
Hans Hjelm den var blinkend', hans Spore den var klingend', hans Hest den var springend', selv var den Herre saa svingend'!
Se dig ud, Svend Vonved!
(Kæmpevise.)
3»
41. Liden Gudrun.
det var liden Gudrun, hun stod i fremmed Land, hun grced de salte Taarer alt ved det ferske Band.
O, hvem kan dog forglemme sin kjcrreste Ven Hun var en Kongedatter,
en Rosensblomme rod;
hun tvcrtted og hun trcelled dog sor den sorte Dod.
I Sjcrllands gronne Lunde, paa Kærlighedens
der sad en Drot med Sorgen, hun var hans Fcestemo.
Hun ranet var og rovet, da han var ikke ncrr.
Forgceves vred kun Hcrnder da hendes Moder kjcer.
Hun dejlig var som Dagen, naar den gaar op i Vst, saa sod som Nattergalens og klar var hendes Rost.
Og det var Vikingdrotten, han sagde: „Rose prud?
sorg lomger ej saa saare, for du var Kongebrud!
Jeg byder dig Guldkrone, jeg selv er kongesodt,
es brast det Baand i Verden, som jo med Guld er bodt."
Det var for dove Bren hun fnkked: Jeg dog ved, at ikke for al Verden kan scrlges Kjcerlighed.
Og det var liden Gudrun, hun fik saa bange Kaar, hun trcelled som en Tcrrne i snlde tretten Aar.
Hun blev dog ved det samme, hun sukked: Jeg dog ved, at ikke for al Verden kan scelges Kjcerlighed.
Hun stod ved Tvcettestedet, i Kuld og Regn og Slud;
Gud naade mig, hun sukked, som jeg blev Kongebrud!
Da kom en Baad paa Soen, deri sad Kcemper to,
den ene gav hun aarle sit Hjerte og sin Tro.
Og det var Gudruns Broder, og hendes Fcestemand,
de ledte om den kjcere med Flid i fremmed Land.
De kjendtes ved hinanden paa Ringe og paa Rost, de klappedes, de kystes derpaa med Liv og Lyst.
De kom og svandt, de kj«re, hun ene stod paany,
men dages skulde Hjcelpen med ncrste Morgengry.
Det lakked hart ad Aften, Arbejdet var sorsomt, ej sovet havde Gudrun, men sodt hun havde dromt.
Da tog hun saa til Orde:
To Konger har mig kyst, til andet end at trcetle har nu jeg Mod og Lyst.
Hun tog de brede Lagen, hun tog de Duge smaa.
Hun smed dem ud i Soen, saalangt hun kunde naa.
Hun sagde til hvert Lagen, hun sagde til hvert Lin:
Flyd frit! ej mer du trcelle!
Flyd efter Villje din!
I stal det alle mcerke, en Dronning er jeg lig, I stal det alle nyde,
at fri jeg foler mig.
Med Frihed jeg vil kaare at leve eller do,
Gud unde mig at hvile paa Kærlighedens B!
Og det var liden Gudrun, hun blev en Dronning fin, ved Jssefjord i Lejre
hun stjcenked Mjod og Vin.
Hun trofast havde sejlet med Sorg den hsje Ss, med Glcrden ssdt hun hviled paa Kjcrrlighedens D!
O, hvem kan dog forglemme sin kjcrreste Ven
Ved Grundtvig.
/
42. 43. Agnete og Havmanden.
Agnete stander paa Hojenlofts Bro,
strax kom der en Havmand, ham gav hun sin Tro.
Haa, haa, haa!
„Og hsr du, Agnete, hvad jeg siger dig, vil du vcere Allerkjcrresten min?"
„O ja, saamamd, det vil jeg saa,
naar du forer mig under Bolgen dlaa."
Han stopped hendes Bre, han stopped hendes Mund, saa sorte han hende til Havsens Bund.
Agnete hun sad over Vuggen og sang, da horte hun Engellands Klokker de klang.
Agnete hun ganger for Havmand at staa:
„Og maa jeg mig udi Kirken gaa."
„Ja gjerne maa du til Kirken gaa,
naar du kommer hjem igjen til Bornene smaa.
Men naar du kommer i Kirkeu,
maa du ej gaa i kjcer Moders Stol din.
Naar Prcesten han ncevner den hoje, da maa du dig ikke nedboje."
Han stopped hendes Bre, han stopped hendes Mund, saa forte han hende til Engellands Grund.
Men der hun kom i Kirken ind,
da gik hun ind i kjcer Moders Stol sin.
Da Prcrsten han ncevned den hoje, hun monne sig dybt nedboje.
Og Havmanden tren ad Kirkedoren ind, og alle smaa Billeder de vendte sig omkring.
„Og hor du, Agnete, hvad jeg siger dig, og dine smaa Bsrn lcrnges efter dig."
„Lad dem lcrnges, mens de lcenges vil, ret aldrig kommer jeg mere dertil."
„O tcrnk paa de store og tcrnk paa de smaa, og tcrnk paa den lille, som i Vuggen laa."
„Ret aldrig jeg tcenker paa store og smaa, langt mindre paa den lille, som i Vuggen laa."
Haa, haa, haa!
(Kcempevise.)
44. Nattergalen.
^eg ved vel, hvor der stander et Slot, det er saa vel beprydet
med Solv og med det rode Guld med hugne Stene opmuret.
Forinden det Slot der stander en Lind med Blade dejlige og gronne,
og deri bygger en Nattergal, som liflig rsrer sin Tunge.
„Og hor du liden Nattergal, en Vise jeg beder dig kvcede,
dine Fjer jeg lader med Guld beslaa, din Hals med Perler beklcede."
„Jeg passer ej paa dine Fjer as Guld, som jeg for dig skulde bcere,
i Verden er jeg en fremmed Fugl og ingen Mand mon mig kjende."
„Est du i Verden en fremmed Fugl, og ingen Mand mon dig kjende,
dig tvinger vel Hunger, Kuld og Sne, som falder paa Vej hin brede."'
„Mig tvinger ej Hunger, mig tvinger ej Sne, som falder paa Vej hin brede.
mig tvinger mere en lonlig Sorg, den gjsr mig Angest og Mode.
Imellem Bjerge og dyben Dal bortrinde de stridige Strsmme,
men den, som haver en fuldtro Ven, han ganger ham sent ad Glemme.
Jeg havde mig en Kjcereste bold, en Ridder med Tugt og Snilde, min Stif-Moder kasted det hastig om, for hun det ej have vilde.
Hun skabte mig til en lille Fugl, som flyver paa vildene Kviste,
saa langt fra By, fra Lcr og fra Ly, og Magen sin haver mistet."
Den Nattergal sad og tcenkte sig om, agted ikke paa Ridderens Snilde;
thi greb han hende ved Foden fat, for Gud det saa have vilde.
Han skar hende med en liden Kniv, saa Blod derefter mon komme;
paa Gulvet strax for ham mon staa en Jomfru klar som en Blomme.
Der blev stor Fryd over al den Gaard, ja over de ganske Lande:
den Ridder har fanget den Nattergal, som i Linden har bygt saa lcrnge.
(Kcempevise.)
45. Ivar Hvitfeld.
Rort Fodeland var altid rigt paa raske Orlogshelte,
som ansaa Tapperhed for Pligt, og stjalv ej, naar det gjcrldte.
Saa var vor Juel og Adeler, og Tordenskjold og mange fler.
Vort Fodeland var altid rigt paa raste Orlogshelte,
Men fremfor alle Hvitfeld kan den uforsagte hedde.
Hvo saa sin Dod saa vis som han, og gik i den med Glcede?
Og aldrig han forglemmes stal, thi Danmark frelstes ved hans Fald.
Han under Gyldenlove stred imod en talrig Fjende;
i Striden havde han et Sted, hvor der var Ros at vinde.
Det Heltens Ros og Glcede er, i Kamp at vcere Fjenden ncrr.
Nu luktes mangt et Bje til, han Lag paa Lag dem sendte, da pludselig hans stcrrke Ild hans eget Skib antcrndte.
„Kap Anker, Hvitfeld! fly til Land!
Ved Flugt du Livet frelse kan!"
„Nei!" svarte han, „fly vi derhen, staar Danmarks Flaade Fare;
og skulde Danske vove den, for eget Liv at spare?
Do stal vi, men vi hevnes maa!
Til sidste Aandedrcrt vi slaa!"
„Til sidste Aandedrcet vi staa!"
Hans Somcend rast gjentoge.
De Ild og Dod rundt om sig saa, men uforsagt de stoge,
til Ilden ind i Krudtet brod, og alle dode Heltedod.
Og aldrig uddsr Hvitfelds Ros, hans kjcrkke Somcends Minde;
bor de ej i hver dansk Matros en vaerdig Landsmand sinde?
Naar Danmarks ZEre kalder os, som de vi byde Fjenden Trods.
Vort Fsdeland var altid rigt paa raste Orlogshelte.
K. L. Rahbek.
46. End lever den gamle af Dage!
<^cedreneland!
Ved den bolgende Strand, i den majgronne Lund,
ved det dejlige Sund,
af de syngende Vover omstyllet, sidder bleg du i Sorgen indhyllet, dog for dig er det bedste tilbage;
thi end lever den gamle af Dage!
Sort ser det ud,
men almccgtig er Gud, dine Fjender tillands er og Fjenderne hans,
de ere Fjender ad Sandhed og Retten, de ere Fjender ad Kjcrrligheds-Wtten, de har alle det vcerste tilbage;
thi end lever den gamle as Dage!
Maane og Sol sidde lose paa Stol, som et Lagen det gaar under alt hvad bestaar.
dog din Ben sidder fast i det hoje, over dig vaager Forsynets Dje!
lad kun Lovsang aflose din Klage;
thi end lever den gamle af Dage?
Hojt over Sol
paa sin Konninge-Stol, om end Skyerne brast, sidder kjccrlig fast
han, som vogtede Danmark saa lcenge, end hans Bue har klangfulde Strcenge,
og hans Bue flaar aldrig tilbage;
tro som Guld er den gamle af Dage.
Muldjord i Bryst ser den hoje med Lyst, der kan Solstraalen bo, der kan Himmelbyg gro,
han, som horer, naar Muldjorden sukker, deu med perlende Taarer bedugger,
med den Trost kommer Troen tilbage, at end lever den gamle af Dage!
Fuglenes Rost
spaar om Dannemcends Host, under Mundharpe-Klang
og Smaapigernes Sang,
Lykken vendes som Skibet paa Voven, Lykken vendes som Bladet i Skoven, til den Lykke man aldrig saa Mage;
saa end lever den gamle af Dage!
Fædreneland!
Som paa Afgrundens Rand, midt i Bolgerne blaa,
skal du blomstrende staa,
med din Maj og med dine Kjoerminder, som en Ms med letrodmende Kinder;
du end har det bedste tilbage;
det laa gjemt hos den gamle af Dage!
N. F- S. Grundtvig,
^lav Konning og Broder hans vcedded om Norge udenlands:
Broder hans,
vcedded om Norge udenlands:
„Hvilken af os, der sejler bedst, han er til Norges Rige ncrst!"
Det er saa fagert i Trondhjem at hvile.
Harald meldte et Ord paa Trods:
„Det er et Ord imellem os;
sejle vil jeg omkap med dig,
forst dog bytte du Skib med mig!
Ormen farer alt som en Pil, Oxeu haver flet ingen II,
Ormen driver som Himlens Sky, Oxen drives kun sent til By."
Olav svared: „Du trsste dig!
Hvad dig tykkes og toekkes mig, flyd med Ormen kun Fart saa glad!
Og tilbys kommer Oxen lad."
Olav meldte: „For los vi flaa, lader os kjont til Kirke gaa!"
Dejlig over den Kirkegaard
flinned som Gnld hans fagre Haar.
Brat kom Bud der til Kongen fin:
Alt paa Farten er Broder din.
Olav svared: „Paa Verdens N hver maa sejle sin egen Ss.
Forst ej altid er bedst om Bord, Messen hun er vor Herres Ord."
Olav sidder i Fremmerstavn:
„Bensram*), Oxe, i Herrens Navn!"
ligefrem.
