le 1 dlomstsrclawi' <Zsr
B. S. Ingemann
M«
Mi
Z l ! -- .
-P <"
AU
'F^ '
' - x - z U>
K K5
paa Dammen fjerne Vogter gaar og lover Herrens Navn.
Det er saa stille og saa tyst i Himmel og paa Jord,
vcer ogsaa stille i mit Bryst, du Flygtning, som der bor!
Slut Fred, o Hjerte, med hver Sjcrl, som her dig ej forstaar!
Se, over By og Dal i Kveld nu Fredens Engel gaar.
Som du hm: er en sremmed her;
til Himlen staar hans Hu;
dog i det stille Stjerneflcrr han dvcrler her som du.
O lcrr cis ham din Aftensang:
Fred med hver Sjcrl paa Jord!
til samme Himmel gaar vor Gang, adskilles end vort Spor.
1 1 5
Har jeg kun det, da jeg kliner med Sang Hytten, i hvor jeg saa kommer.
Bogenes Ly, lidt Groes til en Ko, Kilden, hvis Vover i Bcekken sig sno — der er min flygtige Bo.
Ankeret holder knn svagt mellem Siv, Landet ej holder mig bedre.
Elskov er Skipperens Tidsfordriv.
Sonner mig fljamker den kraftige Viv, saa blev der skjamket mine Fcedre.
Men mine Born, som Wlinger smaa, lystig maa svomme, for ret de kan gaa, hist ud i Bolgerne blaa.
Kjolen at tomre, den mcrgtige Mast, det stal de Gutter jeg lcrre;
Langsomhed er en hcrslig Last;
Vognen gaar langsomt, Skibet har Hast:
derfor skal Skibet man crre.
Tru da kun, So! jeg foragter din Kval, fnysende danser den trodsige Hval.
Her er min Hojlostssal.
A. Oehlenschlager.
Roselille.
Noselil og hendes Moder, de sad over Bord, de talte saa mangt et Skjemtens-Ord.
Ha, ha, ha, saa, saa, saa.
De talte saa mangt et Skjemtens-Ord.
„For hvert Trcr skal i Haveu faa Blomster af Guld, for jeg skal vorde nogen Ungersvend huld."
Hr. Peder stod paa Svalen og lytted med List,
„den ler dog nok bedst, som ler tilsidst!"
Og der de kom ned udi Urtegaardens Lce, da hang der en Guldring paa hvert et Trcr.
Roselil blev rod som et dryppende Blod, hun stirred i Grcesset for sin Fod.
Da kysfed Hr. Peder hendes Lceber med Lyst:
„Den ler dog nok bedst, som ler tilsidst!"
^ (Kcrmpevise.)
100. Christian den Fjerde.
Stemmer i, thi nu ville vi sjunge!
Mens fjerde Christian var Konge, da krigede Svier og Daner
alt efter de forrige Vaner.
Og der gaar Dans paa vildene Hav — saa mangen en danser sig der i sin Grav.
De msdtes engang og til Dysten ej langt isra semerske Kysten, med Bosler af Jern de trilled,
om Lemmer og Livet de spilled.
Da kom der fra Fjenden en Kugle, der gav baade Rifter og Bule.
Omkring floj saa vide de Splinter — det var en Salut uden Finter.
Da var det at flue et Under, flet ingen fornam sine Vunder, om Broder og Ven monne falde, for Kongen kun forged de alle.
Men daanet kun var han en Kjende, han rejste sig brat overende.
Paa Svcrrdet han stottede Haanden og vifled sig Blodet af Panden.
„Frist op! mine Sogutter flinke!
Paany lader Lynene blinke!
Paany lader Tordenen skralde!
Paany lader Hagelen falde!
Den faldt under Torden og Lynen, mens Blodet lob Kongen i Brynen, men, lamge for Dag var udrnnden, den blodige Sejer var vunden.
End se vi paa Rosenborg Klcrdet, som kongelig Blod haver vcedet.
Tohundrede Aar ej udsletter de kostbare pnrpurne Pletter.
Hvi stnlde da Tiden hin staerke udflette os Danskhedens Mtrrke?
Hvi skulde fra Vandet vi drives?
Hvi skulde paa Landet vi kives? — Tidsrssten jo haver os vcrkket:
„Pur ud! alle Mand nu paa Dcekket!
Formerer den trofaste Kjcrde!
Da kunne med Lyst I fremtråde,
om der gaar Dans til Lands eller Vands da vinde I Sejrens straalende Krans."
St. St. Blicher.
101. 102. Liden Kirsten.
De Bolger rulle saa tungt afsted;
Liden Kirsten stander ved Havets Bred;
hnn stirrer saa dybt i Bolgen blaa for at se, hvad aldrig sorhen hun saa, alt i de kolige Bolger.
Ak var det dog sandt, hvad min Fader har sagt Der lever i Havet en ukjeudt Magt;
AN
N-V'!
vi
^ Vl 4» "»«>«'
! s' " '?
AK
^ s «M^ 5's ^
^ Z U
^ HM . z
>.«--!4 A"V<
de bygge og bo i den dybe Grund, de leve saa trygt paa Havets Bund, alt i de kolige Bolger.
Der stauder en Borg saa vid og stor, og Havet er som et Solverflor,
og Sol og Maane som roden Guld, og Marken as tusinde Perler fuld, alt i de kolige Bolger.
Et Boesen bor i den dybe Borg,
det kjender, som jeg, til Fryd og Sorg;
et Menneskehjerte slaar i dets Bryst, det foler en evig vexlende Lyst,
alt i de kolige Bolger.
Og om den Havmand saa meget ved, saa kjender han ogsaa til Kjcrrlighed;
da har han sagtens elsket engang,
og stillet sin Lcrngsel til Harpens Klang alt i de kolige Bolger.
Du Havmand! voer mig god og huld!
jeg bliver, jeg bliver saa længselsfuld;
mit Hjerte foler en ukjendt Ild,
den dram der saa stcrrkt, jeg slukke den vil alt i de kolige Bolger.
Liden Kirsten synker paa Havets Bund;
men Havmanden kysser den Rosenmund, han aabner hende sin vaade Favn — hun ncrvner sagte sin Frelsers Navn alt i de kolige Bolger.
I, L. Heiberg.
103. 104. Lille Karen.
Husker du i Host, da vi hjemad fra Marken gik, vendte du imod mig et fporgende Blik;
da faldt det mig paa Sind, at jeg var hidtil blind;
sig mig, lille Karen, hvad mente du da?
Husker du i Vinter, vi sad omkring Arnens Ild, jeg fortalte Eventyr, du horte til;
tidt op paa mig du saa, saa jeg gik rent istaa;
sig mig, lille Karen, hvad mente dn da?
Husker du i Julen ved Gigers og Flojters Klang, mens vi over Gulvet os lystelig svang;
saa jeg paa dig saa vist, at du blev rod tilsidst;
sig mig, lille Karen, hvad mente du da?
Se nu er det Foraar og Spirerne foldes ud, Fuglen bygger Rede og Skoven staar Brud.
Alt, hvad af Liv der ved, drommer om Kjcerlighed;
sig mig, lille Karen, hvad mener du nu?
C. Ploug.
105. Skytternes Festmarsj.
vor Barndom vi horte Kartovernes Brag, og vor Drot fik vi kjcer og vort Land og vort
Flag, gjennem Krudtdampens Sky saa vi Frihedens
Sol sprede Lys over Jorden fra Pol og til Pol.
End er Kampen ej endt; end har Friheden ej overalt til hvert Folk og hvert Land banet Vej;
men for dem vil vi trsstige gribe vort Svcerd, vil vi glade os ove i Krigerens Fcerd!
Langt fra Hjemmet, hvor Bcrkkeu sig ruller gjennem Dale og stovkranste Soer,
og hvor Fiskeren sagte sig luller over Strand mellem frodige Ber;
hvor vi horte Kartovernes Bulder, hvor vi sang vore dejligste Kvad,
staa vi nu med vor Bosse paa Skulder i en lige og tcetsluttet Rad.
Fremad Marsj! med Lystig Saug, Maalet naa vi nok engang
under Hurra og Jubel og Horuenes Klaug;
rast assted! Vi kau ej koldt se Tyrauuer Sejer beholdt.
Leve Danmark, vor Moder, den Havfrue stolt!
Mads Hansm.
106. Skytteforeningssang.
Hvis du her ved Haueu rorer,
hvad mon du tamker, der da vil ste;
forst et lystigt Kuald du horer, veut et øjeblik, saa stal du bare se.
Kuglen piber, den sig kniber
gjennem Pletten derud paa Sletteu, og hvor for der var Trcc,
gaa derhen, stal du se.
er et Hul som en Ottestilling stor.
Ja, for ser du denne Riffel, den er en Perle, som vist du ser;
hverken Blyant eller Griffel
kan beskrive, hvor vi har hinanden kjcrr;
blot jeg peger hen mod Fjenden, den mig kysser saa mut paa Kinden, jeg saar vist, stal jeg tro,
hverken Rist eller Ro,
forend Tysken vort Bryllup har gjort.
Hvis Kong Christian skulde tramge til sikre Skytter paa Kampens Dag, da med Gud vi raske Drenge
glad os styrte ud i Kampens Larm og Brag;
tcrt til Kinden vi mod Fjenden Riflen lcegger og dod ham strcrkker;
hvert et Skud bider fast;
han vil sikkert ej i Hast onske Skive at stille for os.
Nu staar Riflen fromt i Krogen, nu er vi alle kun Fredens Mcend;
nu vi passe Ploven, Bogen,
nyde Elstovstimer glad hos Kjoeresten;
men naar Loven skal staa Proven, den sig rejser saa stolt og knejser.
Landsoldater! trced an!
Bi vil kcempe alle Mand
for vor Konge og vort elskede Land!
l07. Vort Maal.
Til Vaaben, Brodre! tag Bossen fat, vor Bane ved vi, vort Maal er sat, og Maalet er Danmarks Frelse.
Vort Blik er skarpt og vor Retning god, vor Haand er fast, vi har Kraft og Mod.
Hvad for blev ovet as Frygt og Tvang, det nu vi ove af Lyst og Trang.
Hvad for blev gjort under Trceldoms Gys, vi glade gjore i Friheds Lys.
Og glade vil vi i Kampen gaa for Mre, Frihed og Liv at flaa.
Sange og Digte, 6
Og Gud vil give os Sejr igjen, naar alle sigte til Maalet hen,
og Maalet er Danmarks Frelse.
Mads Hansen,
108. Prins Christian.
^ed Christiansand
der laa den sidste Orlogsmand af Danmarks stolte Flaade, og Jessen hedte han,
som havde der at raade.
Han kaldte frem
sit Mandflab: „Born nu gaar vi hjem — om ellers vi kan strikke!
Den Engelskmand er slem, hans Skuder Havet dcekke.
Vil I som jeg:
vort gode Skib det saar han ej — For synke eller spromge!
Op eller ned vor Vej!
Ej saa, I danske Drenge?"
„Jo saa! Hurra!"
Og hele Dakket lod det fra
— som en — femhundrede Stemmer:
„I Kampens Time da sit Loste ingen glemmer!
„Nu Sejl paa Raa!
og Anker lettet! Ud vi staa for alle vore Klude!
Fort over Bolgen blaa!
lad Fjeldets Vinde tude!"
De stcevned frem
ved Nat og Dag til Fcedrehjem da kom en fjendtlig Flaade;
mod en der nu var fem — de bsde Jessen Naade.
Med skarpe Skud
han svarede og crfled ud, og Striden de modtoge;
de sendte strenge Bud til gamle Daunebroge.
De sendte hid
en 8Et af Kugler hel ublid:
den kapped Stang og Master;
den brave Jessen did sit Svar tilbagekaster.
Rothe og Top
og Willemoes og Dahlerup paa Bakken og paa Skansen med Tostrnp sorte op
galant i Kngledansen.
Da randt der Blod;
fra Top de tog den ene Fod:
han stod dog paa den anden — udi deu rode Flod
gjendsbes Orlogsmanden.
Du flinke Gast!
O Soland! kjcrk og klippefast, du Klippens Son med ZEre!
for Dan dit Hjerte brast;
dit Minde signet vcrre!
Du faldt med Ros — farvel! du lille Willemoes!
L»
dit Mod var stort i Kampen;
men det var for din Lods udi Skcrrtorsdagsdampen.
Farvel! Farvel!
du Dahlerup! og hver en Sjcel, som her fra Kroppen stiltes!
Af Fjender fler til Hel for, for Slaget stiltes.
Med Knald og Brag
de fcrgted ud det haarde Slag, og solgte Livet dyre.
Men nu er Skibet Vrag og ikke mer at styre.
Paa Sjcellands Strand
der hug vor sidste Orlogsmand, ham til et Baal de gjorde, paa blodigrode Sand
de Gutter sprang fraborde.
Vel holdt de Ord;
„Prins Christian" i Rog opfor, af Fjenden nbetvungen.
Derfor ved Bragibord dens Drape nu er sjnngen.
(St. St, Blicher.)
109. Normandssang.
Hvor herligt er mit Fodeland, det havomkranste, gamle Norge!
Sku disse stolte Klippeborge, som evig trodse Tidens Tand.
Urverdners gamle Bavtastene, der gjennem Klodens Storme ene, som Kcemper end i Brynjer blaa, med Solverhjelm om Issen staa.
Da Avkathor saa Norges Fjeld, sin Kongestol han der oprejste,
de Kcemper, som mod Skyen knejste, de huede hans Heltefjcel.
Naar hojt i Sky sin Vogn han kjorte, sin Hyldest han fra Klippen horte, de Kcempestemmer hylded Thor, da var der Helteold i Nord!
Jeg har det gamle Sagn saa kjcrr;
naar Luren gjennem Dalen toner vemodig mellem Birkens Kroner,
da drommer jeg om Blod paa Svcrrd.
Naar Fossen vildt fra Klippen skummer, sin monotone Bas den brummer, da tykkes mig, jeg horer Klang af Vaabenstorm og Skjaldesang.
Ja herligt er mit Fodeland, det gamle klippefaste Norge, med Sommerdal og Vinterborge,
der evig trodse Tidens Tand.
Om Kloden rokkes end, dets Fjelde stal Stormen dog ej kunne scelde;
som Bavta end de skulle staa og vise, hvor vort Norge laa.
(S. O. Wolff).
110. Af „Væringerne."
Evig Naturen skjcenker sine Gaver;
Is odelcrgger ej de grcrste Haver;
Vaareu med Sangfugl, Zefir og Avrora, kommer med Flora.
Lavrbcerret grsnnes dejlig end tilvisse;
ak, men det pryder mer ej Heltens Isse;
fjern nu fra Thule, fra det kolde Belte drage kun Helte.
Jorden er venlig alles skabtes Moder;
Skjonhed er Soster, Tapperhed er Broder.
Ej da forsmaa, du Helt fra fjerne Kyster, Tak af din S oster!
Fjenden, som froek sig Grcrndsen havde ncermet, veg for din Glavind; du har os befljcermet.
Modtag da Kransen! Haabet den har bundet, du har den vundet.
A. Oehlenschlager,
111. Bsn for Danmark.
gongernes Konge! ene du kan fljcerme vort elskede Fædreneland!
Herre, du ene
kan Sejren os forlene,
vcern om vort herlige og celdgamle Dan!
Slyng om os alle Enigheds Baand,
send fra din Himmel Begejstringens Aand!
Folg du i Fare
den tapre lille Skare,
loft over Hceren din velsignende Haand!
Kjcrrlige Fader, lyt til vor Rost, Freden og Friheden smykke vor Kyst!
Rigdomme folge
med Snekken over Bolge!
Marken velsigne du med rigeste Host!
Herrernes Herre! mægtig og stor, naadig du hore vort bedende Chor!
Herre, du ene
kan Sejren os sorlene,
vcern om vort herlige og oeldgamle Nord?
h—e.
112. Dannevang.
Dannevang med gronne Bred ved den blanke Vove!
I dit Gkjod er Kjcerlighed, Fred i dine Skove;
Fuglen synger hojt i Sky over Kcrmpehoje,
men i Dalen smiler bly Vaarfiolens Aje.
Dannevang! din Blomsterarm Fcedrene omslynged;
kjcerlig glober Tonnens Barm hvor hans Vugge gynged.
I de danske Fordres Spor, under Egeskygger,
der, hvor Troskabssuglen bor, Enigheden bygger.
En er Fader for os her, vi har scelles Moder:
Danmark er vor Moder kjcer, Danmarks Son vor Broder.
Som et Hjerte, Favn i Favn, Broderfolket flamme;
juble hojt dit Fadernavn, gamle Skjolduugftamme!
Hil dig, Drot! og hil dig, Land ved den blanke Vove!
Blomsteroer! gremne Strand!
lyse Bogeskove!
Her er Troskabssuglen graa, Fcedres Hgje gronne,
Vennen trofast, Himlen blaa — Slettens Moer skjonne!
S5 128
1,1
'Tch
- ' .! ^
^ N °.
''N:M
^ ?''
i^s
- ' / <
ID
.".h MK
/
/^ '!.-!^^ !
-Her er Sang og Harpeklang, her er Fryd og Gammen, her vi slumre skal engang broderlig tilsammen.
Her vi leve skal og do, som de Fcrdre game!
Leve Konge, Ven og Ms!
Gamle Danmark leve!
B. S. Ingemann,
113. Kongen og Folket.
Aongehaand og Folkestemme, begge stoerke, begge fri,
de'har havt i Danmark hjemme mange hundred Aar for vi;
trods al Brost, al Frygt og Fare, gid de vinde maa og vare,
stabe i et Gyldenaar
gamle Danmark gode Kaar!
Odin, Kongen i Valhalla, skjont for kjcer ad Lykkespil, holdt dog Thing med Aser alle under Asken Igdrasil,
ej et Haar paa Thor han krnmmed, ihvor lydt endog han brnmmed, taalte, ihvorvidt det gik,
immer Lokes Naalestik.
Kongens Haand engang var buudet, Folkets Stemme lod omsonst,
men i Danmark blev opfundet Kjoerlighedens skjonne Konst.
Hvad der vilde Livet binde,
for den brast som Traad og Tvinde, skiftevis hinanden godt
lost med dem har Folk og Drot!
Folket loste Fredriks Lcenke, fri som hans blev ingen Haand, Fredrik, som man vel kan tcrnke, Folket skar for Tnngebaand;
Kongehaand og Folkestemme!
Lad det aldrig gaa ad Glemme:
Eders Frihed kom med Fred, loft er I af Kjcerlighed!
Derfor, Danmark! ej du ligne andre Riger trindt paa Jord!
Himlen dem ej kan velsigne som den lille Plet i Nord, hvor som Ungdomsvenner vandre Magt og Mildhed med hverandre, hvor vi tror, hvad alle ved:
Almagts Liv er Kjcerlighed!
N. F. S. Grundtvig.
114. Ved Vintertid.
??ed Vintertid, naar Skoven staar med Rimfrost i de dunkle Lokker, og Stormen vildt mod Ruden flaar, mens Sneen sig paa Taget flokker, om dette Bord saa mangen Gang vi samledes ved Bægerklang
og glemte Vintrens barfle Sang, thi der var Foraar i vort Hjerte.
Men Tiden driver lumsk sit Spil, thi medens sorglost her vi spoge og glemme rent, at den er til, at hcevne sig den vil forssge.
Den stjcrler Rosen af vor Kind, den rover flygtig som en Vind os mangen Ven, hvis Brodersind i Ungdomstid vi elske lcrrte.
Selv dette Sted, hvor vi har leet af Tidens Vexel og Forandring og som vor bedste Fryd har seet, er kun et Herberg paa vor Vandring.
Vi kom hertil, alt var saa smukt, ustandset steg vor Tankes Flugt, bag Lovet vinkte Trcrets Frugt, — men sor at uaa den vi bortdrage.
Vor Gloedeskalk er snart udtomt, og mangt et Minde vil udflettes, men hvad vi her har tcenkt og dromt, det fole vi kan ej forgjortes;
thi Skjcebnen stiller Ven fra Ven;
men Sjcrlen soge vil igjen
landflygtig til det Sted, hvor den sin Ungdomsfryd har ladt tilbage.
H- P- Holst,
115. Det gaar saa herlig.
Aet gaar saa herlig overalt, hvor man sit L)je vender;
hver anden Verden ufortalt, jeg ingen bedre kjender;
rejs, hvo der vil, med Montgolfier sor nye Kloder at bese,
mon Vinen der er sodere, mon der er bedre Venner?
Det gaar saa godt her i vort Nord her voxe smukke Piger;
og, om just Druen ikke gror netop i disse Riger,
har man dog Vand paa hver en Kant, hvori man sejle kan galant
til det velsignede Levant, hvor Bakchus aldrig sviger.
Det gaar saa godt i Byen her;
Koncerter, Klubber, Baller, Komedier og andet mer i dejlig Mcengde falder.
Man hopper om fra Dor til Dor;
man gifter sig og Boger gjor, man puffer, drikker, ler og dor, naar Dod og Doktor kalder.
Det gaar saa godt ved dette Bord, os ingen Sorger tynge;
thi Venflab sine Arme snor om denne hele Klynge.
O, det er dog en herlig Sag, at sidde saa i Vennelag,
og nyde Vinen ret med Smag og muntre Viser synge.
Det gaar saa godt med hver iscer, jeg glad hver Broder fluer
at bygge sig en Himmel her af Venflab, Sang og Druer;
gjor hver da paa sin Flaske Kaal, fyld Glassene til fulde Maal,
drik Venflabs, Sangs og Druers Skaal — Skaal Venflab, Sang og Druer!
Det gaar saa saare godt med mig, rundt om mig ser jeg Glcede,
og i mit Bryst den bygger sig et fast og varigt Scede.
Min Sang er Glcedens sande Lyd, mit Bud er mild og munter Dyd, mit Vnfle: hele Verdens Fryd;
min Mening: Tossen groede!
I. I. Baggesen.
W '
i'!/' r '?
!' >1.^ '<
U!j! -!A
^ ^.
-s! ^
W
' i
' '
i.
W ' K'
I1K. Der var engang en tapper Mand.
Der var engang en tapper Mand, som Tencer monne hedde,
han joges af sit Modeland alt ved sin Faders Vrede.
Hendrevet til en fremmed Strand sit Folk han sammenkaldte,
og med sit Glas i Haanden han saaledes til dem talte:
„I Brodre! hidtil meget ondt med mig I have dejet,
og det trolose Hellespont ved Vintertide plojet;
nu ter Jer ogsaa her som Mcrnd;
en Polak lides ikke;
i Morgen sejle vi igjen, i Aften vil vi drikke."
Paa denne Verdens falske Hav vi samtlig jo omdrive;
det Raad, han sine Brodre gav, jeg vil os alle give.
Hver Gang man naar en Ankerplads, hvor dejlig Drikke vanker,
man hvile bor af sin Sejlads og villig kaste Anker.
Og da dog ingen ved sig fri for samme Hav at ploje,
held den, der stundom kan, som vi, forglemme Sorg og Moje!
Gid hver, som sorger paa vor Jord og ej sin Sorg fortjener,
sad fro, som vi, ved sligt et Bord og mellem slige Venner!
K. L. Rahbek.