THE DET

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

Julehilsen

til

Soldaterne

fra

nordslesvigske Hjem.

Udgivet af et Udvalg.

Trykt Tcykkeri, Aabenra* ,

VE;

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019387055

0 " ' - '

Julehilsen

til

Soldaterne

f r a

nordslesvigske Hjem.

U d g i v e t a f e t U d v a l g .

yA

^•

Trykt i „Hejmdal"s Trykkeri, Aabenraa,

DET KON'GEIIGE BIBLIOTEK

K Ø E E N i ' A V N

Gennem dette lille Hæfte sendes Jer en Julehilsen fra de Hjem, I er udgaaet fra, og som nu savner Jer. Det er hoved­

sagelig skrevet af Hustruer og Mødre, hvis Hjerter er hos Jer derude, slaar for Jer og skælver ved Tanken om, hvad I lider og er udsat for. Kun to af Styk­

kerne — Adolf Langsteds Digt og Paul Gerhardts Salme — er ikke skrevne i Nordslesvig, men de passer saa godt ind imellem de øvrige, at vi har ment at gøre Ret i at give dem en Plads her.

Fra Hjemmene bringer Bogen Jer Bud og Hilsen, men samtidig ogsaa fra den kristne Menighed herhjemme. Fra begge skal det gennem Smaastykkerne to­

ne ud til Jer:

Glædelig Jul og Guds Fred!

Paa Udgivernes Vegne

Thade Petersen.

trangt,

— saa trangt, saa vi knap kunde aande.

Den Gang, I drog bort, forstummed al Sang, den blev kvalt i vor navnløse Vaande.

Den Gang, I drog bort, da vidste vi først, at hele vor Fremtid blev trælsom og

mørk, hvis I aldrig, aldrig kom hjem.

Den Gang, I drog bort, da mærked vi ret, vi skabtes til sammen at leve,

til sammen at dele alt tungt og alt let, til sammen at lé og at græde.

Derfor har vi raabt i vor dybeste Nød:

>0, Himmelens Konge, vor Jesus sød!

0 sig os: hvordan faa dem hjem?«

Hvordan faa dem fri af de knugende

• Baand, af Kuglernes glødende Fare,

hvordan faa dem bjærget med Legem og

Aand

fra vor fuleste Fjende» Snare. —

Vi tigged om Raad i den lange Nat, da hørte vi Svaret, en Ordets Skat:

»O bed kun — I kan bede dem hjem.«

— Vi kan bede jer hjem i vort Haab og vor Tro til Freden, til Lykken, til Livet;

af Bønnen kan bygges den stærkeste Bro, det Løfte har Jesus os givet.

Saa slutter vi Kæde da gammel og ung og standser saa stille paa Troens Grund og beder — vi beder jer hjem.

Nordslesvigs Kvinder.

slagmarker, og hvor I ellers befinder Eder paa de mange forskellige steder! Vi sender Eder vor bedste julehilsen og øn­

sker, at I må opleve en velsignet jul og gå ind i det ny år sunde og raske på le- gem og sjæl, så når denne store verdens­

historiske begivenhed er afsluttet ved en velsignet fred, I da må vende hjem med store, dybe, uudslettelige livserfaringer og med lov, pris og tak til vor kjære Gud og fader og vor kjære frelser Jesus Kristus, der gav Eder tilbage til hjemmets fred og lykke! Ja, kjære venner, det er vor daglige bøn til Gud, vor fader, for Eder, og at han, der har tøjlerne i sin hånd, vil gjøre udgangen af dette store sammen­

stød saaledes, saa hans rige og menighed må voxe og trives og udfolde en velsignet grøde iblandt vort folk , ja folkeslagene.

J. N. H. Skrumsager.

— S —

Kære Venner! Der er vist ingen blandt Jer, der sidste Aar holdt Jul ude i det fremmede, i den grufulde Krig, der tænkte, at I også måtte fejre den næste Jul der, måske endnu længere borte og under endnu mere sørgelige Forhold.

Men hvor langt I end er borte fra Hjem­

met, enten I er oppe ved Yser eller nede i Serbien, i Øst eller Vest, så er I aldrig så langt borte, at Gud Fader ikke kan være Jer nær med sin Trøst og med sin Hjælp, når vi blot beder ham om det.

Tænk på Davids dejlige Salme: »Hvorskal jeg gå hen fra Din Aand, og hvor skal jeg fly fra Dit Aasyn? Farer jeg op til Himlen, da er Du der; reder jeg Leje i Underverdenen, da er Du der; tog jeg Morgenrødens Vinger, og vilde jeg bo ved det yderste Hav, skulde Din Hånd også der føre mig og Din Højre holde mig fast.«

Herhjemme kredser Tankerne stadig

om Jer derude, og mange gode Bønner

for Jer stiger op til Himlens Gud. Aa,

Gud Fader, for Jesu Navns Skyld, slå

me frelst hjem til os igen. Giv os alle en god Jul med Din Fred over os, og lad os sa næste Aar få Lov at holde Jul sam­

men, med Fred over Jorden, så Menne­

skene kan fryde sig igen.

M. A.

Nu kortes Dagene, og Solen går bag Sky.

Nu forberedes Festen i Himmelby.

Nu Mørketiden kommer med Kulde, Regn og Slud.

Men hisset Jordens Konge sender Englene ud.

De siger, at trods Mørket, som spredes over Jord, Skal vi kun altid håbe på Lysnings Tid fra Gud.

Snart tændes Stjernen i Betlehem, og ogsaa i Barnets Øje.

Det tindrer omkap med Lysenes Skin, saa Mennesket maa sig fornøje.

Christine Gotthardsen.

— 10 —

Kære Landsmænd!

Selv om det, jeg har at skrive til jer, kun er fattigt, så vil jeg alligevel gerne være med blandt dem, der på denne Måde sender jer en Hilsen nu til Jul. Jeg be­

høver næppe at sige, at vore Tanker er ude hos jer hver Dag, for det véd I, at dø er; og jeg tror, at vi herhjemme på den Måde kan hjælpe at bære det, I må døje af Savn og Længsel.

Det er jo også en hel anden Tid at le­

ve i for os herhjemme; der hviler et Tryk over alle Forhold; men Gudskelov for den Samling, vi kan få i Menigheden og i vo­

re Hjem. Når der før i de udvortes fre­

delige Tider let kunde blive noget hvile­

løst og spredt i vort Sind, saa er det nu det modsatte. Og det er godt! — V i træn­

ger til at samles i Bøn og Tak og Sang, og vi mærker Velsignelsen derved. Det kan heller ikke være andet, end at det går mange af jer på lignende Vis; og det er Lykke, om vi kan nå bedre og bedre frem ad den Vej! —

I længes hjem, som vi efter jer, og I

savner den Gerning, I holdt af og var

groet så fast sammen med, det forstår vi

så godt. Men hvornår vil dette Opgør få Ende? Endnu ser det ud, som der var langt tilbage. — Måtte vi da alle få Tål­

modighed til at vente og takke jer hver Dag, der går godt — vi véd, vi har >det Bedste« tilbage, ihvordan det går. Vi har fået Arveret og Børnekår af Nåde.

>1 Gud Faders Kærlighed, som med Ordet os er givet, dér er Glæde, dér er Fred, dér er Lyset, dér er Livet —«.

Og sa tilsidst mine bedste Hilsner og Ønsker for hver enkelt til at få en qod Jul — hvordan så end de ydre Forhold former sig.

D. G.

- 12 —

Fjærnt fra Hjemmet — ingen Jul, ingen Fest og ingen Varme, ingen gæstfri åbne Arme

— Ingen Jul for fremmed Fugl!

Fjærnt fra Hjemmet — ingen Jui ingen Granduft, ingen Kjerter, ingen Sang af fulde Hjerter

— Ingen Jul for fremmed Fugl!

Fjærnt fra Hjemmet — ingen Jul ingen Dans om Træets Grene.

Ene — ene — tavs og ene

— Ingen Jul for fremmed Fugl!

Ensom Jul — dog helligst Jul!

Om Du end er hjemløs, fremmed, om Dig, over Dig er Hjemmet, det bag Englevingers Skjul.

Der er Jul for fremmed Fugl!

— Endog fjærnt fra lyse Grene.

Den er allermindst alene, som med Herren holder Jul.

Er Du ung, og kan Du ej nå frem

til en Plads ved Træets lyse Grene

bryd da op og gå til Bethlehem,

og Du RVTiAs ikke mer alene.

rier alt — står ingen Dør på Klem, lyt mod Sky, lyt efter Juleklokken, 3læb Dig Skridt for Skridt til Bethlehem, ier er altid Plads i Hyrdeflokken.

Er Du glemt, og kan Du ej nå frem, lyt mod Kvæld til Hyrderøstens Kalden, strid Dig gennem Storm til Bethlehem, ier er altid Rum i Rejsestalden.

Julen fødtes i en Rejsestald,

Dg Du kan — i Lys af Troens Kjerte — finde frem til Frelse gennem Fald, ier er altid — Rum ved Jesu Hjerte.

Der forvist skal Du engang nå frem

— dette Aar, hvad eller først det næste — til det lille Glædens Bethlehem,

hvor der er så julelyst at feste.

Ja, forvist skal også Bu nå frem til en Jul med det fornødne Ene,

Dg

Du vind© Dig en Plads, et Hjem under Livets evigt grønne Grene.

Adolf Langsted.

- 14 —

Julen har bragt velsignet Bud, nu glædes Gamle og U n g e !

Kære Venner derude!

I synes maaske, det er svært at faa Lyren stemt efter den Tone, Ingemann her anslaar. I, der saa ofte har set Jor­

den som den, »i hvis Favn, der hades og der myrdes«.

Men »de Karske har jo ikke Lægen be­

hov, men dem, som lider ilde«, og er Jule­

budskabet om den Frelser, der er født i Julen for at fri os fra det, der er Krigens dybeste Aarsag, nemlig Synden, derfor ikke dobbelt herlig, netop i denne Tid?

Brorson har nok truffet Tonen, naar han synger:

»Naar Hjertet sidder mest beklemt, da bliver Frydens Harpe stemt, at den kan bedre klinge.

Og knuste Hjerter føler bedst, hvad denne store Frydefest for Glæde har at bringe.«

Ja, netop for de »knuste Hjerter« er

det, det er bleven Jul. De, der mest har

Brug for Julebudet om Fred og Glæde,

det er dem, der har saadan Trang til

Frelse, at de kan synge med Brorson:

»Lad Verden mig Alting betage, lad Tornene rive og nage,

lad Hjertet kun daane og briste, min Rose jeg aldrig vil miste,«

derfor bringer Julen ogsaa til Jer i Skyt­

tegravene velsignet Bud.

Og saa endnu et skal I vide, nemlig, at som Eders Tanker og Længsler vil drage mod Hjemmet i Julen, saaledes vil ogsaa vore Tanker og Bønner gælde Eder.

Og staar I og vi kun i den hellige al­

mindelige Kirke, i Guds levende Menig­

hed, saa staar vi, trods al Adskillelse, dog i samme Kreds, naar vi synger:

Her staa vi nu i Flok og Rad om Dig, vort skønne Hjerteblad;

ak gid, at vi og alle maa i Himlen om Din Trone staa!

Ja, lad det være vor Længsel, og lad os tage Jesusnavnet med ind i det nye Aar, saa gaar vi trygt i alle Farer.

Med venlig Julehilsen

L. A.

— 16 —

Jeg vil ogsaa gerne være med at sen­

de eder en Julehilsen, I kjære derude.

For vore Tanker herhjemme kredser det meste af Tiden om eder. Nu gaar vore Tanker mod Jul. Hvordan skal vi kom­

me til at holde Jul i Aar igjen i denne skrækkelige og mørke Tid, men saa ser jeg op til vor Fader i Himlen og beder ham hjælpe os til at se igennem og lyse op for os; det er jo netop derfor, vi holder Jul, at han har sendt sin Søn herned til os, for at vi ved ham har faaet Lov at søge vor Fader og gaa til ham med alt, hvad der er i Vejen for os. Gud ske Lov, at vi kan komme, som vi er, han for- staar os saa godt og vil ogsaa gjøre for eder derude og os herhjemme, hvad der er det bedste for os. Jeg tænker saa tit:

kunde vi se hans hellige Engleskare, der færdes om os og skærmer os, saa vilde vi ligefrem være glade og freidige.

En kærlig Hilsen og mange Tanker sender jeg eder.

Marie Jensen.

Kjære nordslevigske Soldater!

Tak for Eders feltbreve! Vel kan vi ikke fuldstændig sætte os ind i Eders etilling, men brevene hjælper til, at vi bedre kan forstå, hvor strængt det tidt må være for Eder derude så langt borte fra familie og venner, udsat for fare og savn med dyb længsel efter hjemmet.

Godt var det, I ikke vidste før tiden, hvorlænge dette skulde vare. Jeg tæn­

ker, at både I og vi tidt beder om snart at få en god fred. Men desværre må I vist holde ud en jul til i felten. Alt det tunge, der kommer over Eder, er vel ikke den dårligste forberedelse til at tage imod juleglæden, der skal vederfares alt fol­

ket. Gid den da må sænke sig dybt ned i Eders tit forpinte hjærte og løfte Eders syn fra denne syndefulde jord til vort fælles hjem i himlen, hvor Gud skal af­

tørre hver tåre, og hvor I måske skal væ­

re blandt dem i lange hvide klæder, der er kommen af den store trængsel herne­

de, som vi hørte om >alle helgens dag«.

Gud hjælpe Eder gjennem alt og give Eder den indre fred.

M. R.

— 18 —

En hjertelig Hilsen til vore kære Nordslesvigere, som skal holde Jul der­

ude i alt dette forfærdelige, for at sige dem, at vi herhjemme aldrig glemmer dem, men at vore Tanker stadig søger ud til dem i inderlig Bøn til den Gud, hvem Riget, Magten og Æren tilhører.

Også jeg har Sønner derude. En af dem skrev hjem, første Gang han havde væ­

ret i Slag »Jeg kan ikke være med til det­

te grufulde mere.« — Næste Gang skrev han: »Nu véd jeg, at når jeg tager Vor­

herre med, kan jeg også komme igennem det.€

En anden af mine Sønner skriver:

»Forfærdeligt, men jeg er ikke bange, jeg går med Gud, og med ham går jeg trygt, om det går til Liv eller Død, jeg tror så sikkert på hans Nåde.« Disse små Vid­

nesbyrd er det, som holder mig oppe i disse tunge Tider. Og jeg sender dem til Eder derude som den bedste Hilsen, jeg har at sende.

M. 0.

»Jeg bor midt iblandt mit Folk.«

Det kan synes et mærligt Ord at sende til jer derude, som jo netop for Tiden er rykket bort fra eders Folk.

Ikke destomindre har I vist ingensinde

»boet i eders Folk« inderligere end i dis­

se tunge Tider. Jeg siger saadan, fordi jeg véd, at aldrig er der fra de nordsles­

vigske Hjem gaaet Bud saa hyppigt og saa ydmygt til vor Fader i Himlen om at holde sin beskærmende Haand over jer, som nu er derude.

De, der nu er Børn, vil i deres senere Liv mindes den Tid, da Mor sammen med dem bad om, at Far snart maatte komme tilbage. Jo, der bedes af Slægt og Venner, og der bedes af Menigheden:

Gud bevar vore Folk derude! —

Ligger Dagene graa og triste for eder, da folg det Raad, jeg en Gang fik af en gammel erfaren Kvinde: »Forsøg at tage én Dag ad Gangen, og tak saa Gud for Dagen, der gik.« Hvis I kan det, vil [ mærke, at Bekymringen for, hvad Frem­

tiden kan bringe, svinder, og I vil erfare, at »Sval eders Dage er, skal og eders Styrka være«.

Glædelig Jul!

F

— 20 —

Jeg vil ogsaa gerne have en Hilsen med ud til alle gode Venner, til dem, jeg kun kender lidt til og til alle dem, jeg slet ikke kender! Jeg synes, at alle vi fra vor lille Landsdel kommer til at staa hinanden saa nær i denne Tid — vi er jo inde under de samme Kaar, Kaar, som vi selv ikk© formaar at ændre det aller­

mindste ved, hvor gerne vi end vilde. Saa vil jeg da ønske baade for jer derude og for os herhjemme, at vi trods Sorgen over, hvad der sker paa Jorden i denne Tid og trods Savnet — Sorg og Savn er vel heller ingen daarlig Baggrund for Juleglæden — maa faa Lykke til virkelig at fejre Jul, saa det maa komme til at staa rigtig levende for os, at der trods al Ufreden og alt det forfærdelige, der sker omkring os, dog er bragt Fred — og med Freden Glæde til vor stakkels Jord.

»Julebudet i Vinterens Vaande, det er Gud Faders varme Aande, Menneskets Adel paany erkendt.«

Menneskefaldet til Frelse vendt, Og saa beder jeg for os alle om Kraft og Styrke til frimodige at gaa vor Gang

i Tilliden til Guds Kærlighed til os, beder om, at vi maa føle hans Nærhed og Fred.

Ja, en velsignet Jul og mange, mange Hilsener!

Paula Fink,

Aabenraa.

Kære Venner!

«Ind under Jul, hvor er det trist!« er der så tit sunget, og nu er vi for anden Gang »ind under Jul«, medens I færdes så langt fra Hjemmet, hvor I savnes til Julefesteo. Men alle vore bedste Tan­

ker går ud til Jer med Ønsket om, at I må føle Julefreden trods Krigens vilde Larm, og vi alle må kunne synge:

»Velkommen igen, Guds Engle små, fra høje Himmelsale,

med dejlige Solskinsklæder på i Jordens Skyggedale.«

En god, velsignet Julefest,

i Margrete Fink.

— 22 —

Gem det hos Gud.

Naar vi som Børn havde noget, som vi gerne vilde, ikke skulde blive bort©

for os, saa gik vi med det til Far eller Mor og bad dem gemme det, saa var vi visse paa, det var vel forvaret, og vi an­

befalede frimodigt vore Søskende at gøre ligesaa.

I denne onde Tid, da Angsten for at miste staar skreven i hvert Menneskes Ansigt, maa vi med Barnets Frimodig­

hed sige til hinanden, lad os gaa hen til vor Fader i Himlen og tale med ham om det altsammen.

Der er nu alle vore kære derude, vi bærer dem op til dig og beder dig bevare deres Hjerter og Tanker i Tid og Evig­

hed og styre og raade for dem i dette dybe Mørke. Saa vil vi gerne bede dig gemme for os alle de rige, dejlige, uskyl­

dige Minder, vi har sammen; lad ikke den onde Haand røre dem! Det, der var godt og sundt i Livet, vi levede, gem det, mens det onde Vejr driver over; lad kun Stormen tage de ormstukne Grene og tvivlsomme Udvækster, men giv os det saa tilbage; lad os leve det videre, lidt renere og dybere, med denne Tids dyre­

købte Erfaringer; ja, ogsaa det, vi ople­

ver i denne Tid Beviser paa din Magt og Naade, paa din virkelige Nærværelse med Hjælp i Sorg og Savn, gem alle disse Oplevelser for os, saa de ikke mi­

ster deres Sandheds Kraft. Og saa nu til denne Jul: Luk op, Gud Fader, for den rige, gyldne Mindeskat, strø dens Guld paa de hvide, kolde Marker, i de trange Lasaretter, paa de vilde, fjerne, fremmede Veje, hvor dine trængende Børn nu færdes, lad dem komme med Fred fra dig og kalde dem opad og hjem­

ad. Lad det lyse og varme i de Hjem, hvor der er bleven stille, fordi der kom saa tunge Bud, saa Takken for Mindet, gør Graaden stille, lad os mærke, at det er dig, der besøger os gennem de velsig­

nede Minder, alle os, som længes og ven­

ter. Gud ske Lov for den Verden, som Mørkets Magt ikke kan røre.

Magdalene Moos.

— 24 —

Til vore Børn, Slægt og Venner, som er med i alt det grufulde og rædselsfulde, som Krigen fører så mange Mennesker ud i!

Vi ønsker og beder for Jer, at I må have Guds Fred i Eders Hjærter og lære at lægge Jer hele Velfærd i hans kærlige Faderhånd, så vil han nok lade Eder få Del i den sande Juleglæde. Vi, som gærne vil være Guds Børn, véd, at vi ikke kommer uden om Trængsler og Li­

delser, men vi véd, at vor Frelser, som led og døde for os for at fri os for Synd og Død, han vil hjælpe os gennem Lidelserne og Trængslerne, han, den gode Hyrde, vil stå ved vor Side, når Nøden er størst, og føre os hjem til Livets og Lysets Rige, der hvor Juleglæden va­

rer evig ved, og hvor den store Helgen­

skare nu holder Jul. Vi savner Jer så hårdt, vore Tanker og al vor Kærlighed er hos Jer, vi beder for Jer, at den Fø­

lelse må blive levende i Jer, at I er med i de Helliges Samfund. I Ar holder vor kære Johannes en Julefest, som Far og Mor aldrig har kunnet berede ham. Vor Herre være med Jer alle.

Peter og Marie Fink.

Til vore unge Venner i Felten!

Ja, Eder tænke vi paa og længes efter baade tidligt paa Dagen og sent om Af­

tenen. Og som det gaar os, gaar det vel og Eder, at I længes efter Hjemmet. Men da I nu stadig er omgiven af Fare og udsatte for Sygdom og Savn, saa kan vi jo ikke vente at se Eder alle igen.

Dog, vi ved jo, at alt staar i Gud Faders Haand, og at end ikke en Spurv falder fra Taget uden hans Vilje, og denne Be­

vidsthed skal hjælpe Eder til at holde Modet oppe. Der er et Ord, der siger:

»om Verden end i Stykker brast, den kække Sjæl blandt Stykkerne staar fast,«

men være kæk under de Forhold, I nu leve i, det kan kun den, der har en fast Tro paa Guds Kærlighed og Omsorg for os Mennesker. Er der saa nogen af Eder, der maa lade sit Liv i fremmed Land, saa kan vi være vis paa, at det kun sker, fordi Vorherre ved, hvad der bedst tjener til vor Fred, og derfor vil vi ikke glemme at sige: »Herre! ske Din Vilje, thi Du gør alle Ting vel« —

— 26 —

I kunne være forvissede om, at naar vi i denne Tid beder, da er I altid inde­

sluttede i vore Bønner.

Og saa vil jeg slutte med en kærlig Hilsen til Eder og med det Salmevers:

Gud ene Tiden deler, Han baade slaar og heler, Han kender lidt og stort;

Han intet Ondt bestemte Og intet Godt forglemte,

Alt, hvad han gør, er herligt gjort.

Glædelig Jul! i Vorherre Jesu Kristi Navn!

Nis H, Callesen.

Til de kjære Unge i FeltenI Julebud under Storm og Torden melder og giver Fred på Jorden:

Fred til at stride vor Strid med Mod, Fred til at vente på Enden god,

højt under Medbør, som dybt i Sorgen, Fred for både igår og imorgen.

s;.

Når vi nu sender eder vor Julehilsen, synes jeg, ovenstående Vers udtrykker vore inderligste Tanker og Bøn for jer.

Det utrolige sker, at I for anden Gang må til at holde Jul derude i Løbegravene,

— hvilke Lidelser og Savn har I ikke måttet gjennemgå i det forløbne Aar, — vort Hjerte krymper sig ved at tænke derpå, — og nu skal der tænkes på en Vinter mere. En skulde synes, det ikke var til at holde ud. men med Guds Hjælp holder I det ud. Måtte hans dejlige Bud­

skab: »Frygter ikke, se, jeg forkynder eder en stor Glæde, eder er idag en Frelser født.« rigtig tone ind i eders Hjerter, så det må give eder Trøst og Mod til al holde ud i Striden, hjælpe

— 28 —

eder til at holde ud i alt det strenge, ja være med til at bære det for jer, så kan I også iar holde Jul borte fra eders Kjæ- re og midt i Krigens Larm og Tummel synge de dejlige Julesalmer. Og måtte den Røst tone til os alle herhjemme, som sørger og savner. Det vil især blive svært for de Hjem, som har måttet op­

give Håbet om at mødes med deres Kjære igjen, at komme Julen over, den Fest, hvor man særlig trænger til at samles med sine Kjære. Da vil Minder­

ne strømme frem, og mangt et »Hvorfor, kjære Herre, skulde det dog ske?« vil lyde, — Ja, Gud Fader lade sin velsig­

nede Julefred trænge ind i hvert et Hjer­

te, som længes efter Fred. Og så være I alle, I kjære Unge, Gud befalet; han give, at vi snart må få Lov at mødes med jer igjen.

M. H.

Lundsmark, den 11. Nov. 1915.

Kære Venner!

Skønt jeg ikke kender alle mine Landsmænd, som Juleheftet vil bringe Bud, saa betragter jeg dog Jer alle som Venner, som jeg daglig tænker paa. — Nu har vi saa igen de korte, mørke Dage og er næsten »inde under Jul«. Og i denne Tid, som ret er Hjemmets Tid, hvor vi herhjemme hygger os i de lan­

ge Vinteraftener, forstaar vi fuldt og helt, hvad I maa savne. Vi haaber saa inderligt, at vi snart maa faa Jer hjem til den hjemlige Arne igen, og at vi en Gang maa lære at forstaa, hvorfor saa megen Menneskelykke maa ofres. — Vi havde forleden Søndag en dejlig Guds­

tjeneste i Kirken i Skjærbæk, hvor Pa­

stor Lycke prædikede. Vi begyndte med at mindes, at det var Allehelgen Søndag.

Vel aldrig nogensinde har den Dag talt til os som i Aar, da vi jo næsten alle har nogle at mindes, som vi har mistet, saa der var vist god Jordbund i de fleste Hjerter til at forstaa Lyckes Ord. Vi sang mange af vore bedste Salmer og følte ret Fællesskabet sammen, ogsaa med Jer derude. Godt, at den Slags Stunder er baade Jer og os forundt.

— 30 —

Saa ønsker jeg Jer til Slut en velsignet Jul, for det kan den vist ogsaa blive i fremmed Land.

Med hjærtelig Hilsen

Marie Boesen.

En god, velsignet Jul! ønskes alle I kære derude, der kæmper, lider og stri­

der. Hvor må man beundre Jer, hvor modigt I har holdt ud i nu snart et og et halvt år. Af Eders frimodighed kan man også skønne, at I har en Gud, der hjælper Eder igennem det, der er svært.

I har vist ofte svævet i angst og frygt, hvordan I skulde komme igennem dette forfærdelige. Gid det kønne budskab må lyde inderlig til Eder, som Englen forkynder os i Lukas evangeliet 2, 10—

11:

Frygter ikke,

thi se, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt folket, thi Eder er idag en Frelser født, som er den Herre Jesus Kristus i Davids stad.

Lad os i tankerne slutte kreds med hverandre, at vi også under disse ydre tunge kår må opleve en Jul, der har evighedsbetydning for os.

D. G.

Når jeg om Aftenen har fortalt Bør­

nene en Historie, har de ofte bedt om Fortællingen om den gamle Bedstemo­

der i Haddeby. Det var Vinteren 1814, Kosakkerne var her i Aabenraa, de plyn­

drede og var frygtede, hvor de kom frem.

I Haddeby tæt ved Slesvig lå et lille Hus, der boede en gammel Bedstemoder, en Fa'r og Mo'r og flere små Børn. Alle var angst og bange, thi Kosakkerne var un­

dervejs. Lyset blev slukket, og alle våge­

de i Nød og Spænding, bare ikke Kosak­

kerne kom til deres lille Hjem. Den gamle Bedstemoder sang en Bøn hele Natten igennem, og altid gentog hun:

»Byg en Mur om os, kære Gud«. Hendes Søn blev utålmodig og bebrejdede hende hendes Sang, »Vi maa være rolige, for at Horderne ikke kan høre os«; men atter og atter igen begyndte den gamle Bed­

stemoder. »Byg en Mur om os, kære Gud.« Hun kunde ikke lade være, det var hendes Hjærte, der bad. Natten blev mørk og lang, uendelig lang. Det begyndte slet ikke at dages, skønt det var henad Morgenstunden. Men hvad rar

— 32 —

det, den gamle Bedstemoders Sang var bleven bønhørt. Huset var føgen efter med Sne, sa det ikke kunde ses fra Lan­

devejen, hvor Kosakkerne alt var dragne forbi. Alle mine Tanker former sig i disse Ord »Værn vore Mænd, som er i Felten.«

Kærlig Hilsen til Dem Alle.

Ella Michelsen,

Kolstrup, Aabenraa.

Velsignet Jul! til Eder, I Kære, I Bønnen vi vil Eder Alle bære Til Jesusbarnet i Krybben hen, Thi der er godt og være.

For Aar tilbage Guds Engle sang Deres »Fred paa Jord« over Mark og

Vang!

O maatte det lyde igjen ad Aare!

Thi Alle vi længes, o saa saare.

Vi bede vil en stille Bøn

Til »Fader vor«, som boer i Løn, At Han Jer vil bevare,

Og give Jer en velsignet Fest Med Himlens Kongesøn som Gæst, Da faaer I og Jul derude!

E. J.

Julen 1915.

Den er slet ikke af Gud forladt, hvem han fratager de hjertenskære.

— Hvor har jeg ikke mangen Gang søgt og fundet Trøst i denne Salme, jeg vilde ønske, at mange i denne Tid har fundet samme Trøst deri. — Det var mod Jul sidste Aar. Tidens Alvor og alt det, I maatte opleve, tyngede paa mig. Krigen havde berøvet mig min trofaste Mand, og i et og alt var Sorg og Bekymring ved at faa Overtag. Da brin­

ger Posten et Feltbrev, som begyndte med nævnte Salmevers. Hvor blev jeg glad.

Jeg følte (som vel mange i denne Tid), at det netop var det, jeg paany trængte til at vide, at jeg, trods Savn og Sorg, ikke var forladt. Mine Tanker gik opad mod ham, der føder Fugl og Markens Liljer klæder; men som allermest har Men­

neskebørnene kær og ånder paa Øjet, naar vi græder. Gid vi, hvergang Sor­

gen knuger os, maa vende os til Gud, som i Nødens Time altid er os nær. Han vil også a nu til Julen være os nær 03 lade os føle Trøsten og Glæden ved hana J ulebudskab.

— 34 —

Lad os da bede ham være med alle vore kære, hvor de end er, og være med enhver af os, der i denne Tid maa lide

og

^sørge.

Jeg vil slutte med Brorsons dejlige Vers:

Som Natten aldrig er saa sort, Den jo for Solen svinder, Saa farer al min Kummer bort, Naar jeg mig ret besinder, At Gud saa hjærtensinderlig Af Evighed har elsket mig Og er min Broder vorden;

Jeg aldrig glemmer disse Ord, Som klang i Engles Julekor:

Nu er der Fred paa Jorden.<

Guds Fred, en velsignet Julehøjtid og et snarligt Gensyn i Fred ønskes eder alle.

Kristine Andresen, Østerterp.

Kære Svoger!

Der sidder en Kunstnerinde her ved Bordet og tegner et Billede, der skal hedde »Foran Døren«. Det er en Sø­

skendeflok, som venter, at Døren skal gaa op til Juletræet. For anden Gang staar I foran Julen dernede i det Fremmede, I staar langt fra Barndomshjemmet og stirrer ikke paa en Dør, der skal gaa op for barnlige Herligheder,men vi haaber og tror efter de Breve, vi i Aarets Løb har faaet fra Jer, at I dog venter paa Juleglæden. Du skrev i Fjor, at I slut­

tede Jeres Juleaften med at synge

»Dejlig er Jorden«, men at de fleste af Jer dog vist følte, skønnere er Guds Himmel. Vi talte senere om, at naar unge, stærke Mænd kan sige det, maa de enten have lidt meget eller være kom­

men deres Gud og Frelser inderlig nær.

Millioner af Mennesker beder om Fred paa Jorden; maatte vi alle lære endnu inderligere at bede om Fred i Hjertet, den Fred, som overgaar al For­

etand, og som er kristne Menneskers Adelsmærke.

Marie Skau Petersen.

Ja, vi staar foran Døren og venter og venter! Og de utaalmodige sparker mod Døren og rusker i den og — forhaler Aabningen. Men de taalmodige beder og kalder: »Fader, luk op! vi længes, længes, her er koldt herude.« Og de skimter Lysstriben gjennem Dørsprækken, som vidner om det straalende Lys, der er der­

inde. Og de hører Faderens Røst derin­

defra: »Vent lidt, mine Børn, til Forbere­

delserne helt er færdige, saa skal I se, hvad jeg har gjemt til Jer. Hold Jer re­

de! se paa Lysstriben.« Og den vokser denne Lysstribe for Børnenes Øjne, alt som Mørket om dem bliver tættere og tættere. Og naar Ventetiden er omme, sluges Mørket helt af Lyset og Glandsen derindefra, naar Døren aabnes.

Gud hjælpe os, at vi ikke skal værø som de utaalmodige, der forhaler Aab­

ningen.

K. L.

— 38 —

Himlen er fuld af Glæde.—

Himlen er fuld af Glæde, Himlen er fuld af Lyst, i Himlen kan ingen græde,

i Himlen for alt er Trøst,

en Trøst, som kan lindre den dybeste Nød, en Trøst, som kan magte den sorte Død og skabe os jublende Sange.

Himlen er fuld af Glæde — men Jorden genlyder af Sorg.

Paa Jorden maa mange græde i Hytter og stolteste Borg.

Paa Jorden er Natten saa kold og graa, i Himmelen Dagen er evig blaa

med Sol over alle Vange.

Er Himmerig fuld af Glæde, da Menneske, rejs dig paany, da kan du paa Jorden træde med Lovsang hvert Morgengry.

Thi Døren fra Himlen vidaaben staar i Dag som i Gaar og om tusinde Aar, og Engle til dig vil vandre.

Døren til Himlen er aaben, og aabner din Dør du med, da signer ved Helligaanden Vorherre dig med sin Fred;

da faar du selv Himlen i Sjælen ind, en Himmel, der fylder dit ganske Sind med evige "Lovsangstoner.

— Hvis Himlen du har i dit Hjærte, da skinner Guds Sol paa din Vej, da lindres din bitreste Smerte, da kuer dig Nøden ej.

Om Dagen er lang, om Vejen er trang, der toner dog for dig en Himmerigssang, som løfter din Sjæl mod det høje.

— Hav Tak du vor Jesus, vor Fører, fordi du til Jorden kom

og aabned os Himmerigsdøre og hjalp os mod Døden grum.

Hav Tak for dit Liv, hav Tak for din Lyst, hav Tak, at du sender til Jordens Kyst din Himmel saa fuld af Glæde.

Med Ønsket om en af Gud

selv

^vel­

signet Jul trods al ydre Trængsel.

Maren Sørensen,

40 —

Min kære Dreng!

Det er nu længe siden, men jeg hu­

sker det, som var det i Gaar. Det var Din første Jul, og Du var den Gang kun to Maaneder gammel.

»Vist skal Drengen have Juletræ«, mente Bedstemor, »for vi vil da se, om lians smaa Barneøjne kan følge Lyset.«

Du var den førstefødte; og Juletræ fik Du. Det var rigtignok ikke stort større end en Haand, og der var kun Plads til tre Lys.

Men Underet var der. Bedstemor tændte og flyttede Træet med de tre smaa Lys, og Dine Øjne fulgte og skinnede som to smaa lysende Stjerner.

Og da skete det, at Glansen i Dine Øjne gav Genskin i vore og fik dem til at tindre.

Og der kom andre Jul — med større Træer og mere Glans.

Og der kom Jul, hvor Dine Øjne lyste ved at høre om ham, det store Julelys, som skinner lige klart og lige blidt ved højlys Dag og Midnatstid.

Nu er Du bleven stor.

Saa

^{stor, at}

andre

anviser Dig Din Plads. Saa stor, at Far og Mor ikke kan naa ud til Dig, der hvor Du er ... . Der er mange Hjem, hvor de smaa Julelys nu er sluk­

kede.

Men det store Julelys?

Er det ogsaa slukket? Eller kan vi endnu fange det ind og følge det — I der ude og vi her hjemme. Har vi tabt det af Syne i vor Nats rugende Mulm, eller lyser det for os, klarere end nogen Sinde, nu, da alle de smaa Lys er sluk­

kede?

Har vi i Skæret fra det Lys set oa selv og vor Sjæls inderste Behov. Og har vi set ham, vore Fædres stærke Gud, som fordum førte sit Folk frelst gennem alle Trængsler.

Krig er den store Omvæltningens Tid, der vender op og ned paa Værdier­

ne. Kan hænde, at det dybest set blev det enkelte Menneskes Lykke, at det tik Lov til at opleve en saadan Tid.

Midt i det sorteste Midnatsmulm op­

randt det store Julelys. Der er Menne­

sker, som selv skal ind i Mulmet for at faa Øje paa det.

Guds Veje er uransagelige.

Men kan vi synge:

— 42 —

I Vorherres Ledebaand gaar jeg tryg og rolig

ved hans stærke Faderhaand, med ham selv fortrolig.

Blev jeg skuffet, blev jeg glad, var han selv til Stede,

skilte mørke Skyer ad, lutrede min Glæde.

Barnekaar i Jesu Navn det er Livets Lykke;

Gave god til Sjælegavn, Glædens Gyldensmykke.

I Vorherres Ledebaand der er godt at være

med hans Ord og ved hans Aand, til hans Guddomsære,

da

kan vi ogsaa holde Jul — vor Barn­

doms lyse Jul om igen — trods Mørket.

Ja, da kan vore Øjne tindre, selv om de skulde — briste.

Og saa Gud i Vold, min egen Dreng og alle I kære der ude, som staar vort Hjerte saa nær.

S. T.

Så skal alle I kære atter holde jul i fremmed land og under så strenge kår.

Derfor sender jeg Jer en rigtig varm og kærlig Julehilsen med Ønsket om, at I ikke ma savne hjemmets hygge og ro og fred altfor meget, og om, at I må lukke op for

ham

, som kan og vil bringe Jer og os alle den største og dybeste jule­

glæde:

Naar hjertet med varme om navnet slaar arme, vor Frelser vi tager i Favn.

Gud give, at den tid snart må komme, at vi kan fa fred, den fred, som overgår al vor forstand.

Så

vil jeg til slut ønske, at våbnene og spydene må blive omsmedede til hak­

ker og spader.

Ja, Gud give, det må ske for og med os alle.

Så en rigtig god jul, så god, som den kan blive, trods længsel og savn, det be­

der vi om, såmange, som tror, at

han,

som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter.

Med kærlig hilsen

Louise Jensen.

— 44 —

Der er et Vers, som ofte har trøstet mig i denne tunge Tid, fordi det altid faar mig til at tænke paa og takke for de store Værdier, som hverken Krigen eller noget andet i Verden kan tage fra os. — Det er Verset:

»O, Gud ske Lov for Naadens Ord til Trøst for dem, som græde, og Gud ske Lov for Jesu Spor, hvori de smaa kan træde,

og Gud ske Lov for Herrens Aand, som fører os i Ledebaand

til evig Fred og Glæde.«

Ingensinde har vi vel følt det dybere end nu, naar Sorg og Savn og Længsel knuger os, at Guds Naades Ord er det eneste, der kan trøste os. Han, som fødtes hin Julenat i Bethlehems Stald, han har lært os, at Gud den almægtigste er vor Fader; og den Forvisning giver Tryghed og Fred selv midt under Vaa- benbrag. Og naar vi tænker paa, at alle

I

kære nu maa holde Jul langt borte fra Eders Hjem og alle dem, I holder mest af, og at I maaske maa lide Savn og

Smerte, mens Døden truer Jer allevegne, da maatte Fortvivlelsen knuge os helt, hvis vi ikke kunde sige: »Gudskelov for Jesu Spor«. Hans Liv gik gennem Li­

delse og Død til Opstandelse og Sejr over Døden, derfor kan hans hellige Aand føre os til evig Fred og Glæde. Og derfor er det, at Julebudet selv under Storm og Torden melder og giver Fred paa Jor­

den. Ingensinde har vel Englene haft mere travlt end nu, da vi saa haardt trænger til deres Julesang, og Gud give, at de maa synge den ind i Eders Hjærter, saa Julestjærnen kan lyse for Jer gen­

nem alt det mørke og tunge, I maa op­

leve. Og Gud give, at den Dag ikke maa være fjærn, da vi atter maa samles med Jer her hjemme.

Men selv om vi ofte med tungt Hjær- te maa spørge: »Hvorfor?« saa lad os hu­

ske, at:

»Guds Visdom er en Gaade, en Løngang er hans Vej, men

evig er hans Naade,

hans Løfter glipper ej.«

Gunda.

— 46 —

Det var Mørkningen, jeg vilde for­

tælle lidt om, den Tid, jeg længtes efter den ene Vinter, vi fik være sammen. Da vidste jeg jo, at der altid var en rolig Time for os to, hvor vi kunde dele de Tanker, der optog os Dagen igennem.

Men hvor husker jeg sidste Efteraar, naar jeg hele Dagen havde gaaet trykket og knuget af det alt for tunge, der plud­

selig var kommen over os. Naar Skum­

ringen kom, og Kakkelovnsskæret var det eneste, der oplyste Værelset, hvori jeg følte mig

saa

ensom, at jeg kunde forsøge at tro, at det hele var en ond Drøm, og at Du næste Øjeblik vilde kom­

me ind fra Dit Arbejde som før! — For anden Gang under Krigen gaar vi de lan­

ge Aftener imøde. Alles Haab og Bøn er om Fred, men kun Gud ved, naar den kommer. I Skumringen sidder jeg nu med vor lille Pige og fortæller hende om Far, ham, hun ikke kender, og som kun saa hende som lille Svøbelsebarn. Alt, hvad jeg Dagen igennem bærer hos mig selv, finder nu Ord til lille Inger Marie, som ganske vist endnu ikke forstaar mig, men hvis Smil og glade Pludren hjælper Mor saa godt. Gud give, vi snart igen maatte være sammen i Fred.

Petra Schutts«

En gang sidste vinter var det ble­

ven saa mørkt og tungt for mig ved at tænke paa jer derude, baade mine egne sønner og alle jer andre af mine lands­

mænd, der færdedes paa de farefulde veje. Da kom der en sang til mig gjen- nem »Den nordslesvigske Kirkesag«. Den begyndte saaledes: »Gud, vi er i gode hæn­

der, dine hænder, gode Gud«. Disse 2

^rslinier lyste saa pludselig og klart op for mig, at jeg glemte alt det mørke og strænge. Ja, er vi i Guds gode hænder, saa har det jo ingen nød for os eller jer derude, hvor vi saa færdes, selv om døden skal gjæste jer, og I aldrig skal komme

jem til eders kære. Thi i Guds gode og stærke haand er der altid godt at være.

Og mit bedste juleønske for jer skal være det, at Gud, naar de mørke stunder kom­

mer over jer, dog altid maa lyse op for jer. Hvad enten saa hans kærlige hilsen kommer til jer som en sang eller et Ord, eller det som en solstraale paa en gang kan lyse op i sindet, saa I faar mod og kræfter til at holde ud til enden.

»Ja, tror du paa den Kærlighed, han elsker støvet med,

da læg og rejs dig i hans Aand, vær ej for trusel ræd«.

Glædelig jul!

P. G.

- 48 —

Ind under Jul 1915.

Mine kære Landsmænd, og da særlig Dig, min kære Dreng blandt de forældre­

løse, sendes

denne

lille Hilsen og følger mine inderligste Tanker og Bønner. — Saa har vi atter Julen for Døren, og Haabet om, at »I« denne Jul skulde været hjemme og dermed gjort den til en »glad Jul« for Jer saavelsom os, glipper med saa mange andre; dog, er vi skilte, saa vær forvisset om, Tankerne kredser om Jer derude. Maatte I atter i Aar faa Velsignelse til at føle »Julefreden« i Eders Hjerter, hvor svært det end kan være i al den Tummel, med barnligt Hjerte at kun­

ne synge: »Julen har bragt velsignet Bud«. — Aah, hvor vi holdt Jul igen, sidste Aar, da Budskabet naaede hjem om Guds rige Velsignelse mod Jer. Den kære Gud og Fader, hvis rige Naade jeg i saa fuldt Maal har følt i denne tunge Tid, han skænke os den Fred, vi alle saa meget længes efter, »Fred paa Jord,« og vi vilbøje Knæ for vor Frelser iendeløsTak.

Midt udi Mørket og Jordens Kuld, medens vor Sol er ved at dale, stiger Vor Herres op som Jul, blier det Sankt Hans i Himlens Sale;

netop som Jord ej mer kan raade, kommer et Frelsens Væld af Naade, saa kommer Jul!

Min kærø Dreng I Du kender Sangen:

»Ind under Jul, hvor er det trist, Snefog og Kulde og korte Dage;

Sindet bøjer sig ned tilsidst, ved ej, hvorfra det skal Modet tage;

mindre og mindre af Dag det lyser, Hjærtet i Kulde og Mishaab gyser. — Kommer ej Jul?«

Vi har jo sunget den Sang så tit i Fællesskab, da du var hjemme, i de trist©

mørke Dage før Jul, og du har som vi følt Sandheden af dens Ord; men kan du huske, hvordan det var, når Juleaften kom i al sin Herlighed og gjorde Ende på den triste, mørke Tid, og en ny Tid, lys og lykkelig oprandt? det var så velsignet!

— Nu siger vi igen: »Glædelig Jul!« Også til dig, som dengang, du var hjemme hos os, som ifjor; og jeg gør det trods alt med fuld Forvisning om, at det er et Øn­

ske, som ikke vender tomt tilbage, men bringer Glæde og Velsignelse, hvor det kommer.

»Gud ske Lov«, at en glad Jul ikke er betinget af ydre Forhold. Hvis så var, så så det sørgeligt ud her hjemme i År, da Sorg og Savn er til Huse i så mange, mange Hjem; og for jer, der må døje så meget ondt derude på Slagmarken og

— 50 —

i Skyttegraven. Jeg tror forvist, at du og alle I kære Unge derude kan få en Jul så god og velsignet som ingensinde, der­

for skal den gamle Hilsen lyde til jer der som her hjemme. Stjernen fra Bethle­

hem lyser nu som den Gang for Hyrder­

ne på Marken, og Englene bringer Bud om Fred på Jord som den første Jule­

nat. Nu er det jo, som om Lyset har svært ved at trænge igennem de tunge, mørke Skyer, som har samlet sig om os, men derfor er det ikke mindre sikkert, at det er der med usvækket Kraft. Når vi nu på Juleaften tænder Julelysene, så er du med i dette Lys og i Lovsangen til hans Ære, »som lå i Krybberummet«, for Julelyset og Julesangen omfatter os alle med Baand, som aldrig brister. Gid du og alle I kære Unge derude måtte føle, hvilken Styrke der ligger i det store Fæl­

lesskab; vi er ikke skilte og vil aldrig bli- vi det, når vi er med til at stå »i Flok og Rad om ham, vort skønne Hjærteblad.«

Derfor, min kære Dreng, se opad! bort fra alt, hvad der er tungt og mørkt og trangt; det er ovenfra, Julelyset og Jule­

sangen kommer med Fred og Glæde og Guds Velbehag iblandt Menneskene; og der mødes vore Tanker.

Glædelig Jul!

Mor.

Herre, lær mig ret at blive lille, Du, som kaldte os for dine smaa, Du, som gav mig Haand med Ord saa

milde, da jeg ud i Verden skulde gaa.

I Anton Nielsens Historie om »Hyrde­

drengen«, der første Gang skal ud at tje­

ne og nu her efter ikke mere har Far eller Mor at gaa til, — der siger Moderen saa kønt til sin lille Dreng — »og kommer der noget i Vejen, lille Hans, og du ikke kan komme til at klage dig for Far eller Mor, saa fortæl du det kun til Vor Herre i Himlen, han hjælper Dig nok — og glem saa ikke dit Fadervor!« — Og vi véd, at Hans fik Brug for Raadet.

Nu er der saa forfærdelig meget i Vejen for os; vi her hjemme med Sorgen og Længslen og I der ude i den store Nød og i allehaande Farer — vi trænger til at søge Hjælpen, der hvor den er at finde

— i Guds egne Ord til os. For vi kan jo ikke lade være med at tænke paa, at Gud vil opnaa noget bestemt med os — han har kaldt mange Gange og paa mange

— 52 —

Maader — han vil have os

nærmere

^ind

til sig. — Og hvilken Tryghed giver det ikke, naar vi i smaat som i stort helt giver os over i Guds Haand, vi, der tit har prø­

vet at ville alene og paa egen Haand.

Naar jeg om Aftenen hører mine Smaabørn bede forSoldaterne, hører dem nævne Navne, saa langt som de nu synes at kunne naa ud, saa tænker jeg tit paa, hvor Børn dog beder trygt — hvor det falder dem let og naturligt. Og naar vi som Børnene rigtig kan finde ind til

Guds Faderhjerte og fortælle ham alle vore Sorger — al vor Nød og Trængsel, saa vil vi faa at mærke, at der kommer vi aldrig forgæves, om end Hjælpen som­

metider kommer paa anden Maade, end vi havde tænkt.

I Salme 37,5 siger David »Vælt din Vej paa Herren og forlad Dig paa ham, han skal gøre det!« og naar man saa læ­

ser Salme 91, faar man en stærk Følelse af, hvor tryg David føler sig ved at forlade sig paa Herren.

Og naar nu Julen kommer og baade I og vi har svært ved at faa Festglæden ind over os, fordi Længslen og Sorgen er stor, lad os da huske paa, at i Bekendel­

sen og Bønnen er vi sammen, selv om Hundreder af Mil skiller os — ja Gud gi­

ve, det da maa kendes, at

»Stiftet Guds Søn har paa Jorden et aan- deligt Rige,

kalder og samler et kongeligt Folk sig tillige.

Riget skal staa,

Salighed Folket opnaa, trods alle Aandernes Krige.«

Guds Fred med os alle!

Vi takker Jer for alt, hvad vi hører om Jer i Felten. I er modige, men

I

glemmer ikke at bringe Hjælp og vise Med­

lidenhed, hvor det er muligt. Det gamle Ord passer paa Jer: »Vort Løfte har vi holdt.« Vi tror, at der vil komme en ny Tid. Sørgeligt er det, at saa mange af vore unge, raske Folk ikke kommer til­

bage; men det maa være en Trøst for de Efterladte, at de har været med til at bringe den nye Tid. I Videnskabens og Kunstens, i Fremskridtets Tjeneste er det næsten altid saadan, at det først er det næste Slægtled, der faar Glæde og Gavn af Lidelserne, Ofrene, Arbejdet. Vi havde haabet at faa Jer hjem til Julen, nu indser vi, det er umuligt; derfor vil vi ønske Jer glædelig Jul i fremmed Land.

Helene Hanssen.

— 54 —

Kære Allesammen!

Naar jeg, ad denne Vej, gerne vil væ­

re med til at sende Brødre, Svogre, Ven­

ner, Slægtninge og Landsmænd derude i Felten en Julehilsen, saa ved jyeg ikke nogen bedre Tiltaleform, end den jeg har brugt, fordi den Julehilsen, som vi sender ud til Eder, der maa fejre Jul under trange Kaar, gerne skulde bringe Bud om dette:

Vi tænker paa Eder

Allesammen,

^lider

med Eder og beder for Eder. Husk paa dette, om det maatte være Eder til Trøst og Opmuntring, at vi tænker paa Eder Dag efter Dag, selv om der kun bliver Tid til at skrive et Brev en Gang imellem til dem, der staar os særlig nær.

Vi beder ikke om, at I maa faa Lykke til at finde Eder tilrette med de strænge Kaar, I lever under, finde Eder tilrette med Tanken om Døden i sløv Selvopgivel­

se, men om, at Sjælskraften og Kærlig­

heden til Livet maa bevares i Eder, saa levende og stærk, saa I føler og erfarer det, som ingen Sinde før, at der er det i Eder, som aldrig kan dø, men som I,

for enhver Pris, maa have bjærget frelst igennem Sorg og Savn, Synd og Nød og igennem Lidelse og legemlig Død, om saa skal være —.

Netop til Hjælp og Frelse for det Liv i os, som aldrig kan dø, der aldrig kan finde sig tilrette med Tanken om Dø­

den, der kræver et evigt Liv, sendte vor Fader sin Søn til Jord, for at Livet i ham og ved ham skulde sejre over Døden, saa Døden herefter kun blev Overgangsled­

det til et langt rigere, lykkeligere og skyld­

frit Liv, selv for den fattigste Synder, end det vi kan naa frem til at leve her i Ver­

den, om blot vi tør vove os ud i Tro paa ham.

Maatte Julen komme til Eder alle derude med Forvisningen om og Styr­

kelse i Troen paa:

»Vi veed, at ihvordan det gaar, hvad Verden gør og lader, saa gav os Gud dog Børnekaar, saa er dog Gud vor Fader,

saa er vor Død dog kun et Blund, og Støvet om en liden Stund faar ogsaa Ørnevinger.«

Gid Julebudskabet maa komme til Eder »Med Solhverv for Hjærterne ban­

ge« og give Eder Trøst og Tryghed for, at

— 56 —

ikke Døden, men Livet, har det sidste, det afgørende Ord, saa I faar Mod til at nynne:

»Julebudet til dem, der bygger her i Mørket og Dødens Skygger, det er det Lys, som aldrig slukt, jager det stigende Mulm paa Flugt, aabner Udsigten fra det Lave, trøster mildelig mellem Grave.«

Modtag disse faa, af Hensyn til Plad­

sen, stærkt sammentrængte Juletanker med Ønsket om en glædelig og velsignet Julefest, trods trange ydre Kaar, — fra en, der kan blive indkaldt, hvornaar det skal være.

Høgsbro ved Hvidding, Julen 1915.

H. Jefsen Christensen.

Til vore venner derude!

Det stunder nu atter mod en Jul med længsel og savn over sig. Det, der før har gjort Julen så tryg og yndig, det ser vi tilbage på og mindes i de små enkelt­

heder. Det gælder særlig for jer, men også for os herhjemme. Vi kan ikke døl­

ge for Jer, at vi sætter os til Jul med tårer i øjet og halvt fraværende. Men hvad har vi da tilbage? Jo, vi har Betle- hemsbarnet i Krybberummet, og vi ka­

ster os paa Knæ og siger af et oprigtig hjærte:

»Vær, Jesus, du mit liv, min lyst, den skjulte perle i mit bryst.«

Deri ønsker vi hinanden en glædelig Jul, at Jesusbarnet også må fødes i vort hjerte. Lev så inderligt vel, alle vore kære venner! Vi øver os så i at tage hver dag for sig og nynner:

Jul er kommen med klokkeklang, med frydesang,

med glæde, vidt over verden.

Engledrømme i barnesind nu drage ind

med sange om himmelfærden.

Barnesindet har vundet sag, har enevælde på juledag, (j. Knudsen.

Eders hengivne

i

Marie Boesen.

— 58 —

Det, jeg især tror, Gud vil lære os under denne Mørkets Tid, er at kjende hans Al­

magt. At forstaa, at Guds Almagt, den skal vi ikke søge efter i dette, om han standser Rædselstiden, sætter en Stopper for Krigens Ugjerninger. Hvor let kun­

de han ikke gjøre det! Det og meget me­

re kunde han gjøre med en Haandeven- ding. Nej, Guds Almagt skal vi søge et andet Sted. — Gud kan ikke frelse en eneste Menneskesjæl, uden han maa bru­

ge sin Almagt. Han tager os ind i sin Almagt hver en Dag paany, naar vi be­

kender hans hellige Navn, nævnt for os i vor Tro, og han slutter os ind i sin Al­

magts, sin Kjærligheds Favn, hver Gang vi i denne Tro beder vort Fadervor. — Han

maa

gjøre det, thi kun paa den Maa- de frelses vi. — Guds Almagt aabenbi- rede sig Julenat som hans Faderfavn, hvorfra der strømmede og evigt strømmer et Væld af Kjærlighed ud over alle dem, der tages ind i denne Favn, ind i hans Almagt. — Det er Julens Herlighed, at Gud, midt i Mørke og Rædsel, som ru­

gede over Jorden, da det første Gang blev Jul, aabenbarede sin Almagt i den lille ukjendte Vraa, hvor Barnet fødtes, der ejede al Guds Kjær lighed, og aabnede dette Væld for alle Mennesker, som i Tro vil tage derimod. Mørket ruger atter over

Jorden med ukjendt Styrke. Men Lyset straaler end fra Guds Kjærligheds Favn,

fra hans Almagt, ud over Menneskene og byder os: Glædelig Jul!

Kathrine Lycke,

født Schou.

Kære Nordslesvigere!

Jeg har følt det som altfor svært at

»ende Jer en Hilsen, thi det skulde da væ­

re en Hilsen, som I blev glade for. Her­

hjemme er vi saa tilbøjelige til bestandig at foreholde Jer det triste og tunge, i Ste­

det for gennem vore Breve at bringe Jer noget lyst og glædeligt. Jeg maa tænke paa det, hver Gang jeg skriver Feltbreve, men det er ikke altid saa let. Vi tænker os Jer alt for ofte gaaende med Faren for Øje bestandig, Dag efter Dag, og heldig­

vis føler I det dog ikke saadan.

Jeg har ofte tænkt over, hvad man vilde føle ved at komme i Livsfare. Og nu bagefter, da jeg en Gang har været det, er jeg baade forbavset og glad over, hvad jeg erfarede. Jeg sad i et Automobil, Chaufføren tabte Herredømmet over Sty­

ret, og det gik i susende Fart nedad en Bakke, frem og tilbage over Vejen, og med et Brag i Grøften. Jeg følte, at det gik galt, men det var ganske instinktivt.

— 60 —

min eneste Tanke var kun, eller rettere, det eneste, jeg saa, var kun Billedet af mit Barn, der var velbeholden hjemme.

Det maa være Tanken paa Eders Kæ­

re derhjemme, der hjælper Jer, Minder­

ne om alt det gode og milde.

Det sidste Aar har knyttet os alle nær­

mere til hinanden. Naar vi nu fejrer Jul, Hjemmets Fest, vil Mindet hjælpe os og bære os.

Vi deler med Jer Savnet af vore Kære, men den Aften, da mødes vore Tanker, og da maa vi hver især finde den Ro og Fred, som er den egentlige Julestem­

ning. — Julebudskabet naar os overalt, blot vi vorder stille i os selv og lytter efter.

Glædelig Jul!

7. T.

Julefred ønskes Jer, I kære derude, som endnu i Aar maa holde Jul

langt

fra Eders nærmeste. — Det er en

Trøst,

at om ogsaa der ikke er Fred ud ad til, saa kan Vorherre Jesus, som er Freds­

fyrsten, give os Gudsfreden, som bevarer Menneskehjerter og Tanker. Vi er jo i Daaben gaaet ind under Vorherres Fred, da han har lyst den over os.

Utallige Bønner og Længselssukke vil i denne Jul stige op til Vorherre Jesus, saa vi igennem ham maa faa Lov til at mærke Forbindelsen med dem, vi har kær, ogsaa dem, som allerede er kommen godt i Guds Faderfavn, saa vi kan bede, som min Fader begyndte med at bede den

første Aften, efter at Moder var død:

»Bed, o Jesus, bed for mig, bed mig ind i Himmerig — dér at leve, dér at bo i al evig Fred og Bo.«

Ja, gid vor Længsel opad maa blive stærkere.

Nissine Sørup.

Hjerte, løft din Glædes Vingerl Over Muld underfuld

Englesangen klinger!

Hør og mærk de Toner søde, Himlen lydt melder nyt:

Kristus lod sig føde!

Gud vor Fader gav i Naade Julenat os en Skat

Herlig overmaade;

For at frelse os af Nøden Steg herned Kærlighed Stærkere end Døden.

I, som tunge Stier træde, Stands og hør, her er Dør Til den sande Glæde!

Og i Huset inden Døre Trøstes ved slig en Fred, Ingen Sorg tør røre.

Er I fattige og arme, Ind kun stig, han er rig Og har Hjertevarme!

Fyldt af Forraad er hans Lade, Og han huld skifter Guld, Som gør Hjerter glade!

Nu, saa lad til ham os fare, Mange, faa, store, smaa I en samlet Skare!

Ingen tør ved Rejsen gyse, Jesu Navn som en Bavn

Vil paa Vejen lyse.

Priser, Brødre, hvor I bygge, Det Guds Ord, som til Jord Kom med Liv og Lykke!

Genlyd, Jul, af Toner søde, Som med Klang Engle sang:

Kristus lod sig føde!

Paul Gerhardt.

WBmmm