Petra Schutts«

En gang sidste vinter var det ble­

ven saa mørkt og tungt for mig ved at tænke paa jer derude, baade mine egne sønner og alle jer andre af mine lands­

mænd, der færdedes paa de farefulde veje. Da kom der en sang til mig gjen-nem »Den nordslesvigske Kirkesag«. Den begyndte saaledes: »Gud, vi er i gode hæn­

der, dine hænder, gode Gud«. Disse 2

^rslinier lyste saa pludselig og klart op for mig, at jeg glemte alt det mørke og strænge. Ja, er vi i Guds gode hænder, saa har det jo ingen nød for os eller jer derude, hvor vi saa færdes, selv om døden skal gjæste jer, og I aldrig skal komme

jem til eders kære. Thi i Guds gode og stærke haand er der altid godt at være.

Og mit bedste juleønske for jer skal være det, at Gud, naar de mørke stunder kom­

mer over jer, dog altid maa lyse op for jer. Hvad enten saa hans kærlige hilsen kommer til jer som en sang eller et Ord, eller det som en solstraale paa en gang kan lyse op i sindet, saa I faar mod og kræfter til at holde ud til enden.

»Ja, tror du paa den Kærlighed, han elsker støvet med,

da læg og rejs dig i hans Aand, vær ej for trusel ræd«.

Glædelig jul!

P. G.

- 48 —

Ind under Jul 1915.

Mine kære Landsmænd, og da særlig Dig, min kære Dreng blandt de forældre­

løse, sendes

denne

lille Hilsen og følger mine inderligste Tanker og Bønner. — Saa har vi atter Julen for Døren, og Haabet om, at »I« denne Jul skulde været hjemme og dermed gjort den til en »glad Jul« for Jer saavelsom os, glipper med saa mange andre; dog, er vi skilte, saa vær forvisset om, Tankerne kredser om Jer derude. Maatte I atter i Aar faa Velsignelse til at føle »Julefreden« i Eders Hjerter, hvor svært det end kan være i al den Tummel, med barnligt Hjerte at kun­

ne synge: »Julen har bragt velsignet Bud«. — Aah, hvor vi holdt Jul igen, sidste Aar, da Budskabet naaede hjem om Guds rige Velsignelse mod Jer. Den kære Gud og Fader, hvis rige Naade jeg i saa fuldt Maal har følt i denne tunge Tid, han skænke os den Fred, vi alle saa meget længes efter, »Fred paa Jord,« og vi vilbøje Knæ for vor Frelser iendeløsTak.

Midt udi Mørket og Jordens Kuld, medens vor Sol er ved at dale, stiger Vor Herres op som Jul, blier det Sankt Hans i Himlens Sale;

netop som Jord ej mer kan raade, kommer et Frelsens Væld af Naade, saa kommer Jul!

Min kærø Dreng I Du kender Sangen:

»Ind under Jul, hvor er det trist, Snefog og Kulde og korte Dage;

Sindet bøjer sig ned tilsidst, ved ej, hvorfra det skal Modet tage;

mindre og mindre af Dag det lyser, Hjærtet i Kulde og Mishaab gyser. — Kommer ej Jul?«

Vi har jo sunget den Sang så tit i Fællesskab, da du var hjemme, i de trist©

mørke Dage før Jul, og du har som vi følt Sandheden af dens Ord; men kan du huske, hvordan det var, når Juleaften kom i al sin Herlighed og gjorde Ende på den triste, mørke Tid, og en ny Tid, lys og lykkelig oprandt? det var så velsignet!

— Nu siger vi igen: »Glædelig Jul!« Også til dig, som dengang, du var hjemme hos os, som ifjor; og jeg gør det trods alt med fuld Forvisning om, at det er et Øn­

ske, som ikke vender tomt tilbage, men bringer Glæde og Velsignelse, hvor det kommer.

»Gud ske Lov«, at en glad Jul ikke er betinget af ydre Forhold. Hvis så var, så så det sørgeligt ud her hjemme i År, da Sorg og Savn er til Huse i så mange, mange Hjem; og for jer, der må døje så meget ondt derude på Slagmarken og

— 50 —

i Skyttegraven. Jeg tror forvist, at du og alle I kære Unge derude kan få en Jul så god og velsignet som ingensinde, der­

for skal den gamle Hilsen lyde til jer der som her hjemme. Stjernen fra Bethle­

hem lyser nu som den Gang for Hyrder­

ne på Marken, og Englene bringer Bud om Fred på Jord som den første Jule­

nat. Nu er det jo, som om Lyset har svært ved at trænge igennem de tunge, mørke Skyer, som har samlet sig om os, men derfor er det ikke mindre sikkert, at det er der med usvækket Kraft. Når vi nu på Juleaften tænder Julelysene, så er du med i dette Lys og i Lovsangen til hans Ære, »som lå i Krybberummet«, for Julelyset og Julesangen omfatter os alle med Baand, som aldrig brister. Gid du og alle I kære Unge derude måtte føle, hvilken Styrke der ligger i det store Fæl­

lesskab; vi er ikke skilte og vil aldrig bli-vi det, når bli-vi er med til at stå »i Flok og Rad om ham, vort skønne Hjærteblad.«

Derfor, min kære Dreng, se opad! bort fra alt, hvad der er tungt og mørkt og trangt; det er ovenfra, Julelyset og Jule­

sangen kommer med Fred og Glæde og Guds Velbehag iblandt Menneskene; og der mødes vore Tanker.

Glædelig Jul!

Mor.

Herre, lær mig ret at blive lille, Du, som kaldte os for dine smaa, Du, som gav mig Haand med Ord saa

milde, da jeg ud i Verden skulde gaa.

I Anton Nielsens Historie om »Hyrde­

drengen«, der første Gang skal ud at tje­

ne og nu her efter ikke mere har Far eller Mor at gaa til, — der siger Moderen saa kønt til sin lille Dreng — »og kommer der noget i Vejen, lille Hans, og du ikke kan komme til at klage dig for Far eller Mor, saa fortæl du det kun til Vor Herre i Himlen, han hjælper Dig nok — og glem saa ikke dit Fadervor!« — Og vi véd, at Hans fik Brug for Raadet.

Nu er der saa forfærdelig meget i Vejen for os; vi her hjemme med Sorgen og Længslen og I der ude i den store Nød og i allehaande Farer — vi trænger til at søge Hjælpen, der hvor den er at finde

— i Guds egne Ord til os. For vi kan jo ikke lade være med at tænke paa, at Gud vil opnaa noget bestemt med os — han har kaldt mange Gange og paa mange

— 52 —

Maader — han vil have os

nærmere

^ind

til sig. — Og hvilken Tryghed giver det ikke, naar vi i smaat som i stort helt giver os over i Guds Haand, vi, der tit har prø­

vet at ville alene og paa egen Haand.

Naar jeg om Aftenen hører mine Smaabørn bede forSoldaterne, hører dem nævne Navne, saa langt som de nu synes at kunne naa ud, saa tænker jeg tit paa, hvor Børn dog beder trygt — hvor det falder dem let og naturligt. Og naar vi som Børnene rigtig kan finde ind til

Guds Faderhjerte og fortælle ham alle vore Sorger — al vor Nød og Trængsel, saa vil vi faa at mærke, at der kommer vi aldrig forgæves, om end Hjælpen som­

metider kommer paa anden Maade, end vi havde tænkt.

I Salme 37,5 siger David »Vælt din Vej paa Herren og forlad Dig paa ham, han skal gøre det!« og naar man saa læ­

ser Salme 91, faar man en stærk Følelse af, hvor tryg David føler sig ved at forlade sig paa Herren.

Og naar nu Julen kommer og baade I og vi har svært ved at faa Festglæden ind over os, fordi Længslen og Sorgen er stor, lad os da huske paa, at i Bekendel­

sen og Bønnen er vi sammen, selv om Hundreder af Mil skiller os — ja Gud gi­

ve, det da maa kendes, at

»Stiftet Guds Søn har paa Jorden et aan-deligt Rige,

kalder og samler et kongeligt Folk sig tillige.

Riget skal staa,

Salighed Folket opnaa, trods alle Aandernes Krige.«

Guds Fred med os alle!

Vi takker Jer for alt, hvad vi hører om Jer i Felten. I er modige, men

I

glemmer ikke at bringe Hjælp og vise Med­

lidenhed, hvor det er muligt. Det gamle Ord passer paa Jer: »Vort Løfte har vi holdt.« Vi tror, at der vil komme en ny Tid. Sørgeligt er det, at saa mange af vore unge, raske Folk ikke kommer til­

bage; men det maa være en Trøst for de Efterladte, at de har været med til at bringe den nye Tid. I Videnskabens og Kunstens, i Fremskridtets Tjeneste er det næsten altid saadan, at det først er det næste Slægtled, der faar Glæde og Gavn af Lidelserne, Ofrene, Arbejdet. Vi havde haabet at faa Jer hjem til Julen, nu indser vi, det er umuligt; derfor vil vi ønske Jer glædelig Jul i fremmed Land.

In document THE DET (Sider 50-57)