JURIDISK FORENINGS A A R R O G
FO R
V IN T E R E N 1920—21
T R Y K T SOM M A N U S K R I P T T I L B R U G F OR F O R E N I N G E N S M E D L E M M E R
K Ø B E N H A V N
T R Y K T H OS N I E L S E N & L Y D I C H E ( A X E L S I M M E L K I Æ R )
1921
Pag.
G e n e r a lf o r s a m lin g e n ... 5
C. B æ re n ts e n : F o rh o ld e t m ellem R e tte n og P a r te r n e e fte r R e ts p le je lo v e n . 7 H ja lm a r H elw eg: De ufarlig e sin d ssy g es re tlig e S t i l l i n g ... 13
P. S k ad h au g e: E t P a r Spørgsm aal fra P a te r n ite ts s a g e r n e ... 38
C h arles V. N ielsen: L ovgivning om B e stik k e lse ... 60
H e n ry U ssing: Nogle B e m æ rk n in g e r om F o rs ik re re n s R e g r e s k r a v ... 67
M ø d e t den 25. O k to b e r d o g a f O v e r r e t s s a g f ø r e r F l e m m i n g A ll e r up.
DE N AARLIGE G ENERALFORSAM LIN G
afholdtes M andag den 25. O ktober 1920 i O dd Fellow P alæ et.
O v erretssagfører W re sc h n e r valgtes til D irigent.
O v erretssagfører A hnfelt-R ønne aflagde B eretning.
M edlem santallet, der den 1. S eptem ber 1919 havde u d g jo rt 369, v ar i Aarets Løb gaaet op, saaledes a t d et den 1. S eptem ber 1920 udgjorde 374, hvorhos d e r siden denne Dag yderligere v ar in d m eldt 8 nye M edlem m er.
R egnskabet, d er er genn em g aaet af F o reningens R evisor, B y
re tsd o m m er E lhoff og b efu n d et rigtigt, b alan c ere r m ed Kr.
5.153,73. A aret begyndte m ed en K assebeholdning a f Kr. 2.182,05 og endte m ed en K assebeholdning a f Kr. 1.747,38. N edgangen skyldtes væ sentligt d en sto re Stigning i alle U dgifterne. D er gaves D echarge for R egnskabet.
B estyrelsen genvalgtes i sin H elhed. R evisor genvalgtes.
O verretssagfører A hnfeldt-R ønne forelagde p a a B estyrelsens Vegne e t F o rslag om F o rh ø jelse a f A arskontingentet fra 8 Kr.
til 10 Kr. og h enviste t il, a t U dgifterne, som allerede næ vnt, var, gaaet m eget stæ rk t op, og a t d e r aldrig tidligere v ar sket nogen K o n tin g en tfo rh ø jelse.
D en foreslaaede K ontingentforhøjelse vedtoges eenstem m igt.
EFT E R RETSPLEJELO V EN .
(F o red rag a f L a n d s d o m m e r C. B æ r e n t s e n den 25. O k to b e r 1920).
F o red rag sh o ld ere n vilde k u n frem sæ tte Sagen, set fra det p r a k tiske S y n sp u n k t, bygget p a a E rfa rin g e n fra det Aar, i h v ilk et L oven h a r virket. F o red rag sh o ld ere n s E rfa rin g v a r re t b eg ræ n set, id et h a n havde v irk et ved en Afdeling, d er k u n h a r borgerlige Sager. Ø stre L a n d sre t k a n i L øbet a f et A ar skønnes a t have h a ft et A ntal a f ca. 3000 Sager, — ca. 500 Sager i h v er Afdeling. E n M ængde a f S agerne b o rtfa ld e r, forliges eller hæves. D er g aa r D om i ca. 2/3 af de civile Sager. Ca. 500 Sager dannede saa- ledes G rundlaget fa r F o red rag sh o ld ere n s E rfa rin g e r.
F o rh o ld e t m ellem R etten og P a rte rn e er det centrale R etsforhold i P rocessen — det, h v o ra f det væ sentlige R esultat af S agerne a f
hæ nger. Det er d erfo r vigtigt, a t det i S ystem et er godt ordnet.
U nder d en t i d l i g e r e R e t s p l e j e v ar P a rte rn e i b o rg e r
lige R etssager fu ld t selvstæ ndige fra fø rst til sidst u n d e r P rocessen.
R etten v a r ad sk ilt fr a P a rte rn e ved et gabende Svælg, og P a r tern e stod oven i K øbet sk ju lt bag deres Sagførere, saa at R etten slet ik k e kom i K o n tak t m ed dem . R etten havde k u n at paase, at P ro ce d u ren ikke utilb ø rlig t forhaledes. P a a Spillets In d h o ld og Gang v a r R etten uden Indflydelse. R etten v a r a fs k a a re t fra at ra a d e eller spørge P a rte rn e , h v o rfo r d er m aatte lægges afgørende Vægt p a a a n d re B evisregler, bl. a. V idnebeviset. Det v a r altsaa frem m ede P erso n er, der stod i F o rg ru n d e n . E fte r Sagens O p ta gelse til Dom v ar d e t ogsaa u m uligt a t kom m e i K o n tak t med P a rte rn e , ja selv m ed deres R ep ræ sen tan ter. M angen D om m er v ar d erfo r fortvivlet u n d e r V oteringen, n a a r der m anglede O p lysning om et eller an d e t P u n k t. D ertil kom de stive Regler for
B evisbedøm m else m. m. A nderledes i S traffeprocessen. U nder F o rundersøgelsen v ar A nklager og D om m er forenet i een P erson.
Sigtede var det væ sentligste B evism iddel, — h a n v ar pligtig at svare og Svar k u n d e frem tvinges. P a rtsre ttig h e d e r havde h a n i V irkeligheden ikke.
Der k an dog ogsaa siges noget godt om denne P rocesfo rm : den skabte et n æ rt F o rh o ld m ellem D om m er og Sigtet, der kom d en n e tilgode, n a a r h a n havde en god Dom aner — og dette vilde i den dan sk e R etspleje sige som Regel.
R e t s p l e j e l o v e n h a r æ n d ret a lt dette.
B aade i borgerlige S ager og S traffesager er P a rte rn e n u fu ld t selvstæ ndige. Men der er in d tra a d t en ejendom m elig F o rsk y d n in g i F o rh o ld et, hvilket sta a r i F o rb in d else m ed den M aade, h v o rp a a P artsafh ø rin g en h a r udviklet sig i P raxis, og m ed U dviklingen af B ev isu m id d elb arh ed en .
De b o r g e r l i g e S a g e r s B ehandling efter de nugæ ldende Regler er et glæ deligt E m n e a t tale om. D en afgørende B estem m else i R etsplejeloven e r d e n om P a rts afh ø rin g i §§ 302— 303.
I P ra x is er det n æ rm est § 303, der finder Anvendelse, — det er P a rte n selv, der begæ rer a t blive a fh ø rt. Det h a r aldrig væ ret n ødvendigt form eligt a t in d k ald e en P a rt. H v o ra f d e t k om m er, er ikke let at sige — m aask e skyldes det, a t P á rte m e synes, a t det er klogest at kom m e, — S agføreren k an jo have B rug for at k o n fe rere m ed sin P a r t u n d e r P ro ce d u ren . D er k a n k om m e u v en tede T ing frem , som S agfø reren ikke k a n væ re fo rb e re d t paa.
P a rte rn e m øder d erfo r saa at sige altid. D ette er vist en alm indelig E rfarin g .
H vad er n u V i r k n i n g e n a f P a rtsa fh ø rin g e n s Indførelse?
V idnebeviset er tra a d t tilbage, — ved B evisbedøm m elsen lægges afgørende Vægt p aa P a rtsfo rk la rin g e rn e . M an b ø r gaa til h u r tigst m u lig t a t a fh ø re P a rte rn e . S agførerens R eferat k an v an sk e
ligt blive objektivt rigtigt, saaledes at de afgø ren d e N uan cer k o m m er frem .
Det vanskeligste er at afgøre, om P a rte rn e taler S andhed. De bestræ b er sig vist som Regel d erfo r, m en der k an væ re E rin d rin g s
fo rsk y d n in g og uvilkaarlig F ordrejelse a f P a rtsfo rk la rin g e n i egen F avør. I enkelte T ilfæ lde h a r m an væ ret overbevist om , a t P a r
ten ik k e talte S andhed — det er ikke let for en P a rt at skjule, a t h an lyver. M an k an ofte se h a m gennem belyst: h an a f slører sin K a rak ter, n a a r h a n sta a r for R ettens S k ran k e.
Ikke alle S agførere fo rsta a r at afh ø re paa rette M aade — m en R etsplejeloven er elastisk p aa dette som p a a m ange a n d re P u n k te r, saaledes a t D om m eren k an gribe ind, hvis det synes h am for- m aalstjenligt.
E t re n t te k n isk F o rh o ld h a r vist sig at væ re af B etydning, n e m lig at S agføreren u n d er A fhøringen flytter op ved Siden af D om m ersæ det. Det giver P a rte n et In d try k af, at alle Ju riste rn e , der deltager i R etshandlingen, sta a r p a a sam m e Side: p aa S a n d hedens Side. Og det er vist heldigt, a t P a rte n fa a r dette Ind- tryk.
F o red rag sh o ld ere n ad varede m od, at D om m eren g rib er for tid ligt ind, selv om Sagførerens A fhøring foregaar lidt træ gt; det k an let føre til, a t D om m eren tager for tidligt S ta n d p u n k t.
A fhøringen foregaar form løst og tvangløst — n æ rm est som en Sam tale. Y dre F o rm a n in g e r e r der ikke stor B rug for, og F ore- drags'holderen vilde adv are m od at bruge disse i for stor U d stræ k ning. M an h ø re r af og til, a t S agførerne gør det. A fhøring er en K unst, — der k an ikke gives ydre Regler for, h v o rd a n m an skal gaa frem , m en k u n for, h v o rd a n m a n i k k e skal gaa frem .
P a rtsa fh ø rin g e n er et gan sk e u u n d v æ rlig t B evism iddel.
Man h ø re r k u n T ilfred sh ed fra D om m ernes Side m ed Lovens V irkninger p aa dette P u n k t.
Man k an bedre og h u rtig ere give P a rte rn e deres Ret; ofte kan egentlig P ro ce d u re spares, n a a r m an h a r h ø rt P a rts fo rk la ringerne.
I R etsplejelovens Regler om L an d sretssag er finder m an et stift, form elt System . Saaledes g a a r det im id lertid ikke til i P rax is, m en H jem m elen for denne Afvigelse fra Loven er ikke let at finde. Livet h a r ganske af sig selv ført R etten in d p aa den gæ l
dende P raxis. E n vis H jem m et k a n m an finde i R etsplejelovens
§ 338, 2. Stk. i U d try k k e t »med de fo rn ø d n e L em pelser«. M an tro r, n a a r m a n læ ser denne Sæ tning, at der k u n m enes de h ø j s t fo rnødne L em pelser, m en saa d an fortolkes den ikke i P raxis.
F rem g an g sm aa d en er følgende: F ø rste T æ gtedag frem læ gges Stæ v
ning og S varsk rift. D er føres en form løs F o rh a n d lin g m ellem R etten og P a rte rn e , om h v o rd a n de h a r tæ n k t sig, a t den p aa g æ l
dende Sag skal behandles.
Med H ensyn til selve D om sfo rh an d lin g en k a n m an ikke følge R etsplejelovens Regler. I P rax is er der m u n d 1 1 i g B evis
førelse, saavidt det k a n gennem føres. R etten gør, hvad den kan, for a t k o n c e n t r e r e B evisførelsen i T i d og S t e d og skabe B evisum iddelbarhed. Og dette h a r enorm Værdi, — derved k o m m er det virkelige S am m enspil m ellem P rocessens P erso n e r frem . K o ncentrationen er af største B etydning, for at B estem m elserne i R etsplejelovens §§ 292 og 371, 2. Stk. k a n opfyldes efter deres P rin cip . I T id sru m m et J a n u a r — Septem ber 1920 var af 269 D om m e de 144 afsagt strak s efter D om sforhandlingen.
D om m erne er af den M ening, a t d e t er en L ykke a t have o p levet d en F o ran d rin g , der er sket i P rocessen. M an føler sig som en Ø rk e n v an d re r, der k o m m er til en Oase og glæ der sig over, at det ikke v ar en L uftspejling, m a n saa.
D er v a r for nogen Tid siden Besøg i L a n d sre tte n af et P a r n o rsk e D om m ere, der v a r m eget begejstrede for, hvad de saa. D en ene af dem erklæ rede, a t det havde glæ det h am at se, at d er lige
som v ar en h elt and en L u ft i R etssalene h er end i Norge, som om der v ar fejet en hel M ængde Støv ud!
F o red rag sh o ld ere n fandt, a t S agførerne gennem gaaende p ro c e
derede godt, — og dette er af største B etydning for R eform ens G ennem førelse.
Men ogsaa D om m erne er gode. F o red rag sh o ld ere n rettede en T ak til Dr. ju r. Ussing og R etspræ sident Koch, der havde fo rb ered t R etsplejelovens P rin c ip p e r saa godt og lagt en G rund for det nye u n d er det gam le Regime.
M e n — der er end'nu Ø rk en er i det n y e System . De Sager, der forberedes ved U n d e rret g aa r i det ved R etsplejeloven fa stsa tte stive System . Der optages en O verflødighed af Beviser, der bliver læ st op i L an d sretten . Det v irk e r som d e t gam le System . D er b u rd e forsøges at bøde derp aa, f. E ks. ved rejsende K om m issions- dom stole.
I S t r a f f e s a g e r n e v ar F o rh o ld et m ellem P a rte n og R etten ganske vendt om. O rdningen m ed Sagerne, d er sendtes til L ands-
re tte n til P ro ce d u re og P aadøm m else, er a lt an d e t e n d god. Sy
stem et er for denne K lasse Sagers V edkom m ende forfejlet — d e r
om h e rsk e r E nighed, m en d erim o d ikke om, h v o rd a n F ejlen skal afhjæ lpes.
D i s k u s s i o n .
H øjesteretssagfører C. B. Henriques tak k ed e for F o re d ra g sh o l
derens sim grende U dtalelser overfor S agførerne.
S triden i sin T id om, hv o rv id t P a rtsa fh ø rin g b u rd e forsvinde, v ar ikke u d en B etydning. Det h a r vist sig a t væ re en urigtig F o r
udsæ tning, at S agførerne vilde væ re bange for at lade d e r e s P a rte r m øde frem .
S agførerne e r ligesaa tilfredse m ed den nye O rdning, som D om m ern e er det.
T aleren v ar enig m ed F o red rag sh o ld ere n i h an s U dtalelser om A fhøringsm aaden og d en M aade, h v o rp a a L andsretssagernes B e
h a n d lin g v a r u d fo rm e t i P rax is, m en A ppellen lider derved, idet G rundlaget, d er forelægges H øjesteret, bliver fo r ringe. M an b u rd e egentlig begynde h elt fo r fra i A ppellen.
H vor F o rberedelsen fo reg aa r ved U nderret, b u rd e U nderdom - m ere n tage S ta n d p u n k t — e rk læ re til P roto k o llen , om h a n fin d er V idnerne trov æ rd ig e o. s. v. Noget lignende k u n d e m a n gøre ved L a n d sre tte n a f H ensyn til A ppellen, saaledes a t d e r a f P ro to k o lle n eller D om spræ m isserne frem gik noget om , h v a d der hav d e p a a v irk et D om m erne.
H øjesteretssagfører, Dr. ju ris Cohn tak k ed e In d led eren for h a n s in tere ssa n te F o red rag .
H vad angik S p ørgsm aalet om, h v o rv id t D om m erne fo ru d b ø r væ re inde i Sagen, vilde T ale ren finde d e t heldigst, a t D om m erne
— m aask e b o rtset fra F o rm a n d e n — ik k e e r fo r m eget inde i S toffet fø r P ro ce d u ren . M an skal k u n n e væ re vis paa, a t D om m en k u n bygges p a a den m u n d tlig e F o rh a n d lin g og In d try k k e t deraf.
T ale ren fa n d t d et uheldigt, a t S agerne procederes i eet T ræ k — ofte u d en a t D om m erne g a a r u d a f R etssalen m ellem to P ro c e d u re r, th i D om m erne m aa d a h e n te Støtte fo r H uk o m m elsen i d et skriftlige G rundlag. I h v e rt F a ld b ø r den foreløbige R aad- slagning foretages u d fø rlig t strak s efter P ro ce d u ren .
Foredragsholderen: Det P u n k t, H øjesteretssagfører H enriques b erørte, er overm aade vigtigt og saare vanskeligt a t afgøre. F o re d rag sh o ld eren m ente, at m a n k an og bør gennem føre en vis P ro tokollation, m en det bliver et S kønsspørgsm aal i den enkelte Sag, i hvilket O m fang det bør ske. Ik k e blot H ensynet til A ppellen gør sig gæ ldende, m en V idnet b ø r ogsaa vide, a t det, som det h a r sagt, er p rotokolleret.
F o red rag sh o ld eren v ar enig i, a t d et er af største Vigtighed, at D om m erne ra a d sla a r u m id d elb art efter P ro ced u ren ; thi det m aa frem fo r alt ik k e finde Sted, a t P ro ce ssk ifte rn e svulm er op og T y n g d ep u n k te t flyttes tilbage fra det m undtlige til det skriftlige G rundlag.
(F o re d rag a f O verlæ ge H j a l m a r H e l w e g , O ringe, d en 29. N o v em b er 1920.)
Det e r i m ange T ilfæ lde nødvendigt af H ensyn til det fælles B edste at berøve M ennesker, der i ingen H enseende h a r f orset sig, F rih ed en . M an behøver blot at tæ nke p aa de epidem iske Syg
dom m e, d e r skal behandles p aa sæ rlige H ospitaler eller H o sp itals
afdelinger; i saadanme T ilfæ lde er dog F o ran staltn in g en s a lm e n nyttige F o rm a a l saa indlysende, at m an, da det i Reglen drejer sig om P erso n e r m ed su n d D ø m m ek raft, k u n yd erst sjæ ldent sto- d er p aa M odstand m od F rihedsberøvelsen. Noget an d erledes er F o rh o ld et, n a a r det d re je r sig om de saak ald te farlige sindssyge, d. v. s. saadanne, hvis A dfæ rd tru e r and res Liv eller Velfærd. I disse T ilfæ lde vil i Reglen den syge selv, den hvem F rih ed en be- røves, væ re ude af S tand til at indse F orhold sreg len s B erettigelse, og m an m aa, for at g ennem føre den, ofte gribe til T v a n g sfo ra n staltninger, ganske sæ rligt Tvangsindlæ ggelse p aa S indssygehospi
tal. U agtet dette F o rh o ld u tvivlsom t ru m m e r S pørgsm aal a f b e tydelig ju rid isk Interesse, vil dog selve T v an g sfo ran staltn in g ern e s B erettigelse i Reglen væ re saa u m id d elb art indlysende, a t de ikke frem træ d e r som noget for den alm indelige R etsbevidsthed k ræ n kende.
G anske anderledes er F o rh o ld et, n a a r m an vender sig til de sindssyge, der ik k e k an betegnes som farlige, og in d en fo r denne K ategori, der n aturligvis o m fatter langt den storste P a rt af alle sindssyge overhovedet, særlig fæ ster O pm æ rksom heden p aa den m in d re G ruppe af Individer, der, uden a t være farlige fo r Om-
givelserne, dog er i saa høj G rad besvæ rlige, at deres In tern erin g og U skadeliggørelse bliver af betydelig Interesse for O m givelserne.
I de Tilfæ lde, h vor saa d an n e sindssyge e r saa vidt sindssyge, a t de ganske er berøvede F o rn u fte n s B rug og E vnen til a t op fatte og døm m e om de foreliggende F o rh o ld , vil der endda for den alm indelige R etsbevidsthed in te t sæ rligt væ re a t in d v en d e m od T v an g sfo ran staltn in g er. Men h v o r Sindssygdom m ens K a ra k te r eller dens ringe U dviklingsgrad m edfører, a t P atien ten i en vis, ofte ikke ringe U dstræ kning h a r b evaret E v nen til selv a t døm m e om S ituationen, hvor m ød a n d re O rd P atien ten ikke er berøvet F o rn u fte n s Brug, frem k o m m e r der ikke sjæ ldent Tilfæ lde, h vor d e T v an g sfo ran staltn in g er, som F am ilie og p a a rø re n d e fin d er sig foranledigede til at bringe i Anvendelse, og h v o rtil de søger og ofte fa a r Sindssygelæ gernes Assistance, i højeste G rad m aa fo re
kom m e P atien ten a t væ re O vergreb, ikke sjæ ldent ogsaa m a a synes u d en fo rstaae n d e uberettigede og u n d er alle O m stæ ndigheder ofte er af yd erst tvivlsom Lovlighed.
Det er ikke m in H ensigt at give en udførlig F rem stillin g af d enne Sag ud fra ju rid isk e S y n sp u n k ter; de h e rh e n h ø re n d e B e
tra g tn in g e r e r sik k e rt velkendte for alle de tilstedevæ rende og en ypperlig, o m end k o rtfa tte t, F rem stillin g af h ele F o rh o ld et findes i Bentzoms P erso n ret. H vad jeg k u n d e ømske at belyse og gennem M eddelelse af nogle S y g ejo u rn alu d d rag at illustrere, er for det første, hv ilk en Art sindssyge det er, der k o m m er in d u n d er B e
grebet ufarlige, m e n generende sindssyge, for det andet, hvorledes p aa den ene Side S am fu n d et er slet b esk y ttet m od dem , og p aa den anden Side deres personlige R ettigheder ikke væ rnes tilstræ k keligt, og endelig for det tredie, hvorledes Sindssygelæ gerne, eller re tte re H ospitalslæ gerne, ofte overfor disse sindssyge k o m m er i en vanskelig og lidet tilfredsstillende Stilling, d er ikke h a rm o n e re r m ed deres n atu rlig e O pgave som Læger, og som gør en L ov
givning eller dog en Æ n d rin g a f R egulativerne paa dette O m raad e ønskelig.
P ræ cist at angive, hvilke S indssygdom sform er d et er, der h er bliver T ale om, lad er sig ikke gøre af d en sim ple G rund, a t d er vel næ ppe gives en eneste S indssygdom sform , d e r ikke af og til kan arte sig saaledes, at P atien ten , uden at være farlig og paa den
an d e n Side uden at være berøvet F o rn u fte n s B rug, bliver i høj Grad generende. Det synes dog, som om det navnlig er visse b e
stem te A rter af Sindssygdom , der giver A nledning til saa d an n e T v an g sfo ran staltn in g er, om hvis B erettigelse der k an væ re Tvivl.
F o r det første er der de m a n i s k e P atien ter. Den saa k ald te m anio-depressive P sykose o m fatter dels T ilstande, der er k a r a k teriserede ved den psykiske D epression, T u n g sin d et i alle dets forskellige A fskygninger, dels T ilstande, der viser de m odsatte p sykiske T ræ k, O pstem theden, L ivligheden, T an k eflu g ten , Virk- som hed stran g en og Uroen. Det er de saa k ald te m aniske T ilstande.
H vor denne m a n isk e T ilsta n d ikke an tag e r de h ø jere G rader, m en næ rm est viser sig som en vis forøget Livlighed, en T ra n g til at foretage sig noget og helst m ange forskellige T ing p a a en u o rd e n t
lig og vidtsvæ vende M aade, p lejer m an a t betegne T ilstan d en som hy p o m a n i s k, og disse h y p a m a n isk e P a tie n te r k a n ofte væ re til uendeligt B esvæ r i deres H jem , m edens de sam tidig ingenlunde er berøvede deres F o rn u fts B rug og ik k e godvillig la d e r sig deres S elvbestem m elsesret berøve. De gør ingen F o rtræ d p aa Liv eller L em m er, de er ufarlige, m e n de er i højeste G rad generende.
D ernæ st er der visse F o r r y k t h e d s f o r m e r . D er findes ikke saa faa forrykte, som k an blive en san d Svøbe for F am ilien, u den a t m a n i m in d ste M aade k a n tale o m F arlig h ed . F o rry k t- bedens K a ra k te ristik u m er V rangforestillinger a f den sy stem ati
ske m ethodiske Art, og Sjælelivets øvrige F elter lades ofte relativ t u skadte. P atien ten k an a ltsa a ofte p aa m ange, ja de fleste Om- ra ad er, bevare F o rn u fte n s B rug i det m indste i en saad an Grad, at kun en m eget nøje Iagttagelse k a n p aa vise D efekten, m en ik k e desto m in d re k a n V rangforestillinger — f. E ks. Ja lo u sifo re stillin ger — ofte gøre den paagæ ldende uudholdelig i daglig O m gang.
Selv om F arlig h ed er u d elukket, k an saa d an n e P atien ters F je r nelse fra H jem m et kom m e til at staa som en nødvendig B etin gelse for dettes T rivsel og Ro, og da der ik k e er T ale om Syg
dom serkendelse, bliver denne F jern else ofte fø r eller senere en T v an g sfo ran staltn in g . A nbragt p a a S idssygebospital fald er s a a dan n e P a tie n te r ofte tilsyneladende ganske til Ro; i det ydre røber intet deres Sygdom , selv benæ gter de k ategorisk dens E ksistens, og deres F o rd rin g om at k om m e ud af H ospitalet k an d erfo r ikke uden videre tilbagevises.
E n d v id ere er d e r de d e g e n e r e r e d e . Disse Ind iv id er er jo i m angen F am ilie enfants terribles, og m ange a f dem ender jo m ed at kom m e i K onflikt m ed S traffeloven. Navnlig na a r det d re je r sig om B ørn af bedre F am ilier, forsøges ofte p aa et vist T id sp u n k t Indlæ ggelse p a a et S indssygehospital, m en d a T ilsta n d en er en m edfødt D efekttilstand, ligger d e t i Sagens N atur, at en H e lb re
delse i egentlig F o rsta n d ikke k a n opnaaes, og d e r e r d erfo r rig e
lig A nledning til M eningsforskel m ellem P atien ten og dennes F a m ilie m ed H ensyn til d et T id sp u n k t, da U dskrivelse er ønskelig.
De degenereredes G ruppe o m slu tter til en vis Grad en an d en G ruppe P atien ter, hvis O phold p a a S indssygehospital ikke sjæ l
dent bliver g ennem ført eller i h vert F ald forlæ nget paa T ro d s af P atien ten s egne Ø nsker, uden at den N ødssituation, som P a tie n tens F arlig h ed afgiver, foreligger. Det er de k ro n isk e A1k o h o - l i s t e r og til Dels ogsaa M o r f i n i s t e r n e . N avnlig A lkoho
listerne kan ved deres F æ rd blive saa besværlige, al deres F je r nelse fra H jem m et i d et m in d ste fo r en tem m elig lang T id bliver absolut nødvendig; m en som jeg i det følgende skal belyse m ed E xem pler, frem k o m m er der herved ofte S ituationer, h vor Lovlig
heden af d en P ression, d e r øves p a a P atien ten , er saa tvivlsom , a t i det m indste Lægen ikke k an p aa ta g e sig A nsvaret.
Som det allerede a f det sagte vil forstaaes, er det ikke P a tie n tens S indssygdom i og for sig, der giver dem en særlig Retsstilling, m en det er P atien ten s Indlæ ggelse i S indssygehospital. Det er de i H ospital indlagtes retslige Stilling, som d er er A nledning til at beskæ ftige sig m ed. Og n a a r m an ta le r om disse sindssyges R e t s s t i l l i n g , er det egentlig en E ufem ism e, for det, der er T ale om, er i V irkeligheden R e t s l ø s h e d . H v o rd an m an end vender og d rejer det, er den i S indssygehospital indlagte retsløs.
Selve Indlæ ggelsen er i og for sig ikke et B ru d paa P ersonens Ret, n a a r T alen er om ufarlige sindssyge, idet d e r i saa T ilfæ lde ikke k an anvendes T vang. G anske vist foregaar Indlæ ggelsen ofte gennem a a b e n b a rt B edrag, og skønt det er en ubehagelig Sag for H ospitalet, at P atien tern e n a rre s ind un d er falske F o reg iv en der o m , h v o r dejligt der er derinde, og at det slet ikke er et Sinds- sygehsopital, m en en til H ospitalet k n y tte t N erveklinik, k o m m er m an vist i P rak sis aldrig b o rt fra disse B edrag, navnlig ikke saa
længe det a t blive indlagt p aa S indssygehospital fa k tisk er et saa tvivlsom t Gode, som det er i m ange Tilfæ lde, og m a n d erfo r ikke k a n næ gte B erettigelsen a f den S kyhed, F o lk i A lm indelighed føler for disse In stitu tio n er.
Men m edens S am fu n d et og den enkelte F am ilie saaledes ik k e h a r noget lovligt M iddel til a t faa fjern et et sa a d a n t besvæ rligt Individ, er F o rh oldet lige om vendt, n a a r Indlæ ggelse e r sket.
I det Ø jeblik Indlæ ggelsen er foretaget, h a r P a tie n te n ik k e m ere nogen Ret. A llerede fø r Indlæ ggelsen stø d er m an p aa den A b su r
ditet, at m an h er tillands egentlig ikke k an indlægge sig selv p aa et S indssygehospital alene m ed A ssistance af sin Læge. Det gøres, m en strid er m od R egulativet. Saa b esynderligt det lyder, k a n jeg ikke gaa op til en Specialist i S indssygdom m e og sige: »Hør, H r.
D oktor, jeg lider af H a llu cin atio n er, og jeg k a n ik k e sove, og jeg k an ikke holde sam m en p a a sine T an k e r, jeg er bestem t sin d s
syg; k an jeg ikke kom m e ind p a a et H ospital.« Lægen m aa svare:
»Jo, det k a n De godt, m e n De m aa — foru d en de behørige Læ ge
attester, K autionsbevis for B etalingen o. s. v. — sk alle et A n d ra
gende« fra »rette vedkom m ende«, som p a a b u d t er i F æ llesregula- tiv for S tatens Sind'ssygehospitaler § 32«. »Vel«, svarer jeg, »men jeg er enlig stillet, h a r h v erk en F oræ ldre, Søskende, K one eller Børn, ingen h a r nogen Interesse i, h v ad jeg foretager mig, jeg e r m in egen H erre, m en jeg er sindssyg og vil gerne behandles.«
»Umuligt,« sv arer Lægen, »De m aa finde en Ven eller Slægtning.«
Naa, n a a r det ikke k an væ re andet, skaffes en Ven til Veje, h a n u n d ersk riv er A ndragendet, og fra det Ø jeblik er h an fo ru d en H o spitalets Overlæge den eneste, der h a r R e t til at fordre mig u d skrevet fra H ospitalet. D er er ab su rd , m en det er saadan. I Fæl- lesregulativet § 36 sta a r der, at det er O verlægen alene, som afgør, n a a r en P a tie n t er sk ik k et til U dskrivning, og i § 37 næ vnes 5 Tilfæ lde, i hvilke P atien ten k a n udskrives uden at væ re h e lb re det, m en b la n d t disse 5 T ilfæ lde næ vnes ikke et O rd om, hvad m an skal gøre, hvis P atien ten selv ø nsker sig u dskrevet uden at væ re helbredet. I hele det besynderlige D okum ent, som h edder F æ llesreg u lativ ef og som er den eneste R ettesnor, Sindssygelæ ger h a r for deres O ptræ den paa disse O m raad er, næ vnes overhovedet ikke den M ulighed, at en P a tie n t selv y ttre r Ø nske om en U d
skrivning. 2
N aar P a tie n te n først e r ind en fo r H ospitalets Mure, h a r h a n alt- saa intet at sku lle have sagt. H eri er i og for sig intet sæ rligt bem æ rkelsesvæ rdigt; paa eth v ert H ospital m a a der være en vis, tem m elig streng D isciplin, p a a et S indssygehospital m aa den en d d a være lidt strengere end a n d re Steder; m en een T ing k a n m an p aa alle a n d re H ospitaler, — m an k an gaa sin Vej, hvis F o rh o ld en e ikke p asser een. Det k an m an ikke p aa et S indssyge
hospital. Den eneste, der h a r nogen Ret til a t f o r d r e een u d skrevet, er den Ven eller Slæ gtning, der h a r sa t sit N avn paa A n
drag en d et som »rette V edkom m ende«, og hvis h an nu er u in te r
esseret eller m aask e endogsaa h a r Interesse i, at P a tie n te n ikke ko m m er ud saa sn art, er m an overladt til O verlægens N aade og B arm h jertig h ed ; thi, som F æ llesregulativet siger, »det er O ver
lægen alene, som afgør, n a a r en R ekonvalescent e r sk ik k et til a t udskrives«. Ja, P atien ten kan endda ikke, n a a r h an vil, kom m e i F o rb in d else m ed den »rette vedkom m ende«, der k an g e n n e m føre han s U dskrivning im od O verlægens Vilje, da O verlægen k an standse Breve, h in d re Besøg og i d et hele afskæ re P atien ten fra S am kvem m ed O m givelserne. O verlæ gen gør naturligvis alt dette i P atien ten s sande Interesse for a t h in d re h a m i a t afb ry d e en K ur, d er er til Gavn for ham , m e n det fo rh in d re r ikke, at P a tienten m od sin Vilje tvinges til a t u n d erk aste sig noget, der strid er m ed h ans Ø nske og Vilje. H v o rp aa O verlæ gerne egentlig stø tter deres Ret til at k ontrollere P atien tern e s K orrespondance, aab n e Breve, k o m m entere dem, ja tilbageholde dem , h a r det ikke væ ret mig m uligt at finde. I F æ llesregulativet sta a r der in tet om det.
Det eneste Sted, jeg h a r k u n n e t finde Sagen næ vnt, er i nogle
»U nderretninger til dem, der ø n sker P a tie n te r optagne p aa Sinds- sygehospitalerne.« Disse B estem m elser er vedtagne a f D irek tio nerne, m en hvad der h jem ler D irek tio n ern e Ret til a t vedtage saa d an n e B estem m elser, d e r sk u ld e synes d irekte at stride mod Straffelovens § 222 og altsaa at k u n n e m edføre B øder eller sim pelt Fæ ngsel, er m ig ik k e k lart. E n Del, navnlig yngre, Sindssyge- læ ger er da ogsaa begyndt at blive noget m ere tilbageholdende p aa dette O m raade; m en saa m eget er u n d er alle O m stæ ndigheder givet, at selv 0m, Overlægen ikke m en er sig berettiget til at til
bageholde eller læse en P atien ts Brev, er d er intet, der d irekte for-
b y d er h am ganske at h in d re P atien ten i at skrive Breve; med a n d re O rd, O verlægen k an altid, n a a r h an finder det form aals- tjenligt, afsk æ re P atien ten fra S am kvem m ed O m verdenen. At O verlægen, saa længe P atien ten befinder sig p a a H ospitalet, er en eraad en d e m ed H ensyn til den B ehandling, P atien ten skal u n derk astes, er en Selvfølge. I d en n e H enseende ad sk iller S in d s
sygehospitaler sig ikke fra a n d re H ospitaler; m en p a a a n d re H o spitaler k an P atien ten , hvis h a n finder B ehandlingen for u b e h a gelig, eller h a n m ister T illiden til den, afb ry d e den, n a a r h a n ø n sker det. H vad der er d et ejendom m elige i Sindssygelæ gens Stilling overfor P atien ten , er h an s næ sten ubegræ nsede M agt til at afskæ re P a tie n te n fra O m verdenen og til a t bestem m e O p h o l
dets V arighed, m ed an d re O rd T ilbageholdelsesretten, en Ret, der ku n begrænses af den »rette vedkom m endes« Indg rib en ; og hvor det saa d re je r sig om generende og besvæ rlige sindssyge, k an det m eget let ske, og sk e r ofte, at »rette vedkom m ende« fo rh o ld er sig endogsaa sæ rdeles passive, ja hvis H ospitalet gør Mine til a t ville udskrive P atien ten — , y d er en h a a rd n a k k e t M odstand og b en y tter alle M idler for at h in d re det for dem saa ubehagelige S kridt.
M an k u n d e dertil sige, at O verlægen jo til en h v e r T id h a r det i sin M agt at gennem tvinge en U dskrivning, som h a n finder b e
rettiget. F æ llesregulativet siger u d try k k elig (§ 37), at O verlægen k an udskrive en P atien t, ogsaa uden a t h a n er h elb red et, n a a r h an finder, at det er gavnligt for d en syge, a t h a n fo rla d er H o sp i
talet, og h an k an opholde sig u d en fo r d ette uden F a re fo r andre.
Jeg kan h e lle r ikke tæ nke m ig, a t nogen Sindssygelæ ge vilde næ gte a t udskrive en P atien t, der er ufarlig og v edvarende og energisk k ræ ver at kom m e ud, n a a r vedkom m ende ikke er m ere sindssyg, end at h an nogenlunde h a r F o rn u fte n s Brug, m en den sejge. h a a rd a k k e d e M odstand, saad an n e U dskrivninger gerne stø
d e r paa, bev irk er ofte, at de m aa opgives, og jeg ser ikke rettere, end at den, d er i saa d an n e T ilfæ lde p a a d ra g e r sig A nsvaret for P atien ten s T ilbageholdelse, er O verlægen, Og i h v ert F a ld vil O verlægen, n a a r h a n skal afgøre om d e y dre F o rh o ld , som P a tienten g aar hjem til, er saadanne, at en U dskrivning er rigtig og forsvarlig, kom m e til at b ase re sin Dom ganske og aldeles paa M eddelelser, som h a n ikke selv k an kontrollere. O verlæ gen kan
2*
m e d a n d re O rd m ere eller m in d re m o d sin gode Vilje k o m m e til a't lade sig b r u g e som R edskab i F am ilies og paa rørendes H æ n der til at ivæ rksæ tte en T vangstilbageholdelse, d e r m aaske e r saa re bekvem og m aask e ogsaa gavnlig fo r alle P a rte r, m en som b are er stridende m od P atien ten s Ø nske og som aldeles ikke er lovm edholdelig.
M angeaarig Sæ dvane og Øvelse i a t lem pe sig og tale F olk til Rette h a r gjort, at S indssygelæ gerne k la re r sig i den daglige V irk som hed m e d de bestaaen d e R egler eller rettere sagt m ed den b estaaende M angel paa Regler og L ovhjem m el, ja m ange af S inds
sygelæ gerne tæ n k er m aask e ikke engang m ere over, a t de b e fin d er sig p aa gyngende G rund. Det g a a r saa m eget desto lettere, som den Slags P atien ter, der væ sentlig er T ale om, k u n sjæ ldent h a r L yst og Mod til, og i Reglen vel h eller ikke K endskab nok til, efter U dskrivning at kræ ve Lægen til R egnskab. Men som den berøm te P o n to p p id a n ’ske Sag for en lille M enneskealder siden viser, ka n det gaa galt; d e r skal k u n lidt U forsigtighed, m aaske k u n lidt U held til, saa k a n m an k o m m e til a t forsvare sin H andle- m aad e u d fra ju rid isk S ynsp u n k t, og saa vil det p aa en u b eh a g e
lig M aade vise sig, at Loven lader Lægen i S tikken; thi hvad k an det i sidste In stan s nytte, at, som F ried en reich siger i sin fortræ ffelige lille Bog om T ilregneligheden, »den sunde F o rn u ft og det p ra k tisk e Livs F o rd rin g e r ser b o rt fra de ju rid isk e B e
tæ nkeligheder, saa at endlog vor højeste Ø vrighed au to rise re r H andlinger, der stren g t taget m a a sk e er ulovlige«. B edre v ar det dog, om vor Lovgivning gav Sindssygelæ gen Lov til at gøre de Ting, som hele h an s A rbejde absolut nødvendiggør, om det ik k e skal løbe ud i Sandet.
Som et E xem pel paa, (hvorledes S indssygehospitalet soges b e n y ttet til det F o rm aal a t holde et generende og i let Grad sin d s
sygt Individ indespæ rret, skal jeg an fø re en Sygehistorie (Nr. 1).
E n 34-aarig ugift D am e fr a K øbenhavn henvendte sig til m ig for a t bede om R aad m e d H ensyn til sit H elbred. H u n h av d e i nogen T id ligget p aa en p riv a t K linik, m en hav d e forladt den, d a h u n v ar utilfreds m ed Lægen og B ehandlingen. E fte r sit H jem sted hø rte h u n til paa St. H ans H ospital, m en for dette H ospital næ rede hu n en uovervindelig Afsky, saa det u n d er alle
O m stæ ndigheder vilde h av e væ ret in h u m a n t a t tvinge hende d e r
ind. P aa den an d e n Side v a r det k lart, at nogen B ehandling og navnlig nogen A fsondring fra O m verdenen træ ngte h u n til, og en Indlæggelse v ar højst ønskelig. Det v ar nem lig k lart, a t h u n led af en m anio-depressiv P sykose, der hos hende viste sig som en let h y p o m an isk T iilstan d m ed en u dpræ get sexuel O p stem t
hed. H un v ar m ed an d re O rd det, m a n k ald er erotom an. At gaa næ rm ere in d p a a de erotiske F orvildelser, h u n allerede h av d e væ ret inde paa, er der ingen A nledning til, m en disses A rt og hele hendes Væsen gjorde det overm aade sandsynligt, a t hu n uhjæ lpelig vilde k o m p ro m ittere sig selv og sin F am ilie, hvis h u n ik k e fik sin Sygdom beh an d let. Der v a r altsaa al m ulig G rund til at faa hende indlagt, hv ad im id lertid ik k e k u n d e ske m od hendes Ø nske. Jeg raadede hen d e d erfo r til at lade sig indlægge p aa S indssygehospitalet ved V ordingborg, hvilket h u n gik ind p aa. Medens h u n ventede p aa, at d er skulde blive P lads p a a H ospitalet, indlogerede h u n sig p aa et R ekreationshjem i N æ r
heden, h v o rfra hu n sam tidig m ed A ssistance af en p ra k tise re n d e Læge og sin M oder fik Indlæ ggelsespapirerne b ra g t i O rden. Det er væ rd at lægge M ærke til, at in d til d ette P u n k t havde jeg ikke h aft m ed a n d re end hen d e selv a t gøre. H u n kom rejsende p aa egen H a an d og p aa eget In itiativ og konsulerede mig, h u n tog selv B eslutningen om at lade sig indlæ gge og B lan k ettern e til Indlæ ggelsen gav jeg til hen d e selv. G anske vist fo rta lte h u n mig strak s, a t h u n ikke v ar økonom isk uafhæ ngig, m en h u n poin tered e stæ rk t, og hendes selvstæ ndige O ptræ den bestyrkede fuldt ud d enne P aastan d , a t hen d es A fhæ ngighed in d sk ræ n k ed e sig til d e t i strengeste F o rsta n d økonom iske. Y derm ere h av d e den Kollega, der tidligere havde b eh a n d le t hende, i F orvejen s k re vet til m ig og g jort mig bek en d t m ed hendes F o rh o ld , og h an s Brev viste tydeligt, at det drejede sig om et M enneske, der fulgte sine egne B eslutninger og ik k e v a r afhæ ngig af nogen, og hvis økonom iske R esourcer d erfo r v ar h endes Læge uvedkom m ende.
Men i d et Ø jeblik h u n skal indlægges, m aa altsaa M oderen til
kaldes og o p træ d er derefter som det, d e r i F æ llesregulativet k a l
des for »rette vedkom m ende«. D. v. s., a t nu er der k u n to, der kan skaffe hende ud af H ospitalet igen: M oderen er den ene, og jeg er d en anden.
I de iførste 3 Maa nøder af O pholdet b efan d t h u n sig vel, og hendes T ilsta n d i den T id h a r altsaa k u n m edicinsk Interesse.
Men saa begyndte h u n at blive utilfred s m ed O pholdet, forlangte forskellige F o ra n d rin g e r i B ehandlingen, og da h u n ikke fik sin Vilje p a a disse P u n k te r, forlangte h u n a t blive udskrevet. Som m an altid vil gøre, forsøgte jeg a t tale hende tilrette, m en u den R esultat; h u n vilde u d og det straks. Nu skal det indrøm m es, a t denne B eslutning ikke v ar forstandig, og hendes P la n e r om, h v ad h u n vilde gøre, n a a r h u n kom ud, v ar det til visse heller ikke, m en h u n fasth o ld t sin B eslutning m eget bestem t, og henviste m ed fuldstæ ndig logisk rigtig B egrundelse til, at h u n v a r indlagt efter sin frie Vilje, og k u n d e gaa, n a a r det passede hende. D er v ar da ikke an d e t fo r mig a t gøre end at m eddele M oderen, at h u n n iaatte udskrives. H erim od rejste M oderen, b istaaet af sin ju rid isk e K onsulent, en m eget b estem t M odstand. D enne v ar sik k e rt velbegrundet for saa v id t angik D atterens Levevis ude, idet jeg fin d er deres P a a sta n d om, a t M oderen ikke k u n d e holde ud at væ re i K øbenhavn, n a a r D atteren v ar p a a fri F od, hø jst sa n d synlig, m en m ed hvilken Ret, M oderen vilde holde D atteren in d e
sp æ rret m od dennes Ø nske, fo rsta a r jeg ikke. Ik k e desto m in d re forsøgte M oderen fa k tisk a t bevæge m ig til a t b eholde D atteren p a a H ospitalet p a a ubestem t T id og im od hendes Vilje. Da jeg ik k e vilde gaa in d h erp aa, b a d m a n indstæ ndigt, om jeg ik k e vilde beholde D atteren i 8 Dage, ind til et an d e t passende O p h o ld s
sted k u nde skaffes. D ette lykkedes det mig a t overtale D atteren til, om end m ed en Del Besvær. Men de 8 Dage gik, og jeg h ø rte in tet fra M oderen, h v o rfo r jeg a tte r satte mig i F orbin d else m ed hende, m ed d e t R esultat, at h u n — sik k ert m ed den bedste Ret — p a a b e ra a b e n d e sig d en for hen d e y d erst ubehagelige S ituation, der vilde opstaa, hvis D atteren kom h jem , tiltiggede sig y d e r
ligere 3— 4 Dages F rist. De fire Dage blev im idlertid til otte, og P atien ten blev m e re og m ere utaalm odig. E n Dag forlod h u n H ospitalet uden T illadelse, gik u d i Byen og kom i telefonisk F o rb in d else m ed sin M oder, og k u n M angelen p aa P enge nødte hen d e til a t vende tilbage til H ospitalet. Jeg satte mig a tte r i F orbindelse m ed M oderen og erklæ rede, at jeg k u n d e og vilde ikke beholde D atteren læ ngere m od hendes Vilje. S kulde d e t
gøres, m aat'te D atteren um yndiggøres, h v ad M oderens ju rid isk e K onsulent im idlertid ikke m ente k u n d e lade sig gøre, og h v ad jeg h eller ikke vilde m ene v ar berettiget. M oderen næ gtede im id lertid a t udlevere R ejsepenge til D atteren og forbød H ospitalet at staa i F o rsk u d for R ejsepengene, m en om 3— 4 Dage skulde vi h ø re fra hende. De 3— 4 Dage gik, og e fte rh aa n d en v a r der p aa den M aade gaaet en M aaned, m en vi h ø rte in tet fra M oderen.
P atien ten erklæ rede da kategorisk, a t nu vilde h u n ikke finde sig i det læ ngere, h u n vilde ud, om det saa skulde være uden Penge, og h u n kræ vede m ig til R egnskab for T ilbageholdelsen.
Ik k e egentlig sk ræ m m et ved denne T rusel, m en i E rk en d elsen af, a t P atien ten h a v d e Ret, u dskrev jeg h en d e da uden yderligere Varsel, og først da M oderen saa, at det v ar uundgaaeligt, stillede h u n Rejsepenge til D isposition. —
Det e r k lart, at S indssygehospitalet for P a tie n te r af denne Art v irk er ganske som en Fælde, for holdsvis let at kom m e in d i, m en u m ulig a t k o m m e ud af. V enner og Slæ gtninge er m ere end vil
lige til a t stille sig til D isposition som »rette vedkom m ende« ved Indlæ ggelsen, da d e r u an e t aa b n e r sig en Udvej til at blive af m ed det besvæ rlige og k o m p ro m itte ren d e M enneske, alle er p a ra t til at hjæ lpe og jæ vne Vejen ind i S indssygehospitalet; m en n a a r Ø jeblikket kom m er, da P atien ten vil ud igen, er d e r de utrolige H in d rin g er; d e »rette vedkom m ende« forlanger, a t P a tie n te n skal væ re »fuldstæ ndig helbredet« og k an L æ gerne ikke g aran tere , at en saa d an fuldstæ ndig H elbredelse er til Stede, k an de aldeles ikke indlade sig paa at være behjæ lpelige m ed U dskrivelsen. Og n atu rlig v is k an m a n sige, at O verlægen k an bryde denne M od
stan d og uden videre u d skrive P atien ten . Det k an h a n , m en d a disse M ennesker, som uden a t være h e lt helbredede, ø n sk er sig u dskrevne, ifølge Sagens N a tu r træ n g er til nogen S tøtte og B i
stand, k a n Overlægen ikke, n a a r h a n vil undgaa at gøre disse M ennesker S kade, u d skrive dem uden i nogen Grad at h a v e sikret sig, h v ilk e n M odtagelse de fa a r ude. Den h e r om talte P a tie n t vilde saaledes, hvis h u n v a r bleven u dskrevet uden Penge, aldeles utvivlsom t, ledet af sine erotom ane T ilskyndelser, have sk affet sig P enge ved at sælge sig. Man k an altsaa ikke kom m e udenom , at O verlægen sta a r i en vanskelig S ituation; h an h a r Valget m el
lem a t sende P atien ten ud uden nogensom helst G aranti lor, at nogen vil tage sig a f hende, eller at paatag e sig a t holde P atien ten tilbage; th i O verlægen k an ik k e skyde S kylden p aa »rette ved
kom m ende«, da disse uvægerlig igen sk yder d en over p a a O ver
lægen m ed d et ikke uberettigede A rgum ent, a t »Overlægen jo selv siger, at h u n ikke er helt rask«, og da der i F æ llesregula- livets § 37, 2det Stykke, staar, at O verlægen k an udskrive en ik k e fuldt h elbredet P atien t, n a a r h a n m ener det er gavnlig for vedkom m ende, m en ikke sta a r, hv ad O verlægen skal gøre, hvis P a tie n te n vil ud, m en Overlægen m ener det er gavnligt for h am a t blive, bliver det Overlægen, der u n d er alle O m stændigiheder b aade form elt og reelt k om m er til at staa m ed A nsvaret for Tvangstilbageholdelsen. —
Sygehistorie Nr. 2:
Ved m in A nkom st til Sindssyge hospital et ved V ordingborg i April 1919 fo refan d t jeg b la n d t P a tie n te rn e en 39-aarig ugift D ame, som led af p sy k o p ath isk D egeneration. E n næ rm ere B e
skrivelse a f hendes T ilstan d skal jeg ikke indlade mig paa, m en blot bem æ rke, at diendes D ø m m ek raft v ar u sk ad t, og der v ar i d et h ele taget ikke grovere p sy k isk e F o rsty rre lse r, ja i en vis F o rsta n d kun d e det om disputeres, o m P atien ten overhovedet v ar sindssyg. B landt forskellige degenerative T ræ k havde h u n im id lertid en E genskab, der yderligere v ar frem elsket ved en uheldig O pdragelse, og som havde antaget sa a d a n n e D im ensioner, at den for den p o pulæ re B etragtning i al F ald m a a tte staa som absolut p a th ologisk, nem lig en overordentlig V anskelighed. H u n v ar en H u sty ra n af reneste Vand, p irrelig og uom gæ ngelig i en Grad, som m a n heldigvis ikke seer h v er Dag. H u n ty ran n isered e de a n d re P a tie n te r og sine Sygeplejersker, satte sig udover alle H u s
ordenens B estem m elser og tiltv an g sig R ettigheder paa alle Om- ra ad er. Da hendes A dfæ rd om sider blev saad an , at m an m aatte befrygte, at h u n ganske skulde ned b ry d e D isciplinen paa A fde
lingen, fik h u n visse T ilhold, og da h u n in tet H ensyn tog til dem, blev h u n flyttet til en anden Afdeling, hv o r D isciplinen v ar s tre n gere. H erover blev hun o verm aade rasen d e og fo rlangte at blive u dskrevet. D enne F o rd rin g v ar meget ubehagelig for hendes en-
ligtstillede M oder, du en h v e r k u n d e indse, a t d et vilde væ re u h y re vanskeligt a t fa a et sa a d a n t M enneske a n b ra g t andetsteds, og o m en d det kun d e om disputeres, om S indssygehospitalet v ar det rette Sted, var det dog ikke let a t finde et an d e t Sted, h v o r hendes a b n o rm t udviklede V anskelighed k u n d e finde den F orstaaelse og B ehandling, som den tiltræ ngte. M oderen kom d e rfo r n ed og bad indstæ ndigt D atteren am a t blive; jeg føjede m ine R aad til M oderens B ønner, m en D atteren blev ved sit, h u n vilde ud. Og fo r at gennem føre dette Ø nske p a a b e ra a b te h u n sig, a t M oderen ved Indlæ ggelsen havde lovet hende, a t h u n ikke skulde blive læ n gere paa H ospitalet, end h u n ønskede. M oderen in d rø m m ed e — æ rligt — a t h av e afgivet dette Løfte, og D atteren fik d erfo r sin Vilje og blev udskrevet.
I dette T ilfæ lde v ar der ingen Tvivl om , a t d e r p aa fø rtes F a m ilien en svæ r Prøvelse ved P atien ten s U dskrivning, m en L ov
hjem m el til P atien ten s In d e sp æ rrin g m anglede totalt. M oderen gjorde den M odstand, h u n kunde, og en h v er p a a H ospitalet m aatte indrøm m e, at h u n m ed Rette satte sig til M odværge. U den d et bindende Løfte, som D atteren k u n d e p a a b e ra a b e sig og som for et h æ d erlig t M enneske ikke var til at kom m e udenom , e r der d erfo r al m ulig G rund til a t tro , at der v ar bleven lagt et endog meget stæ rk t P res p a a hende, eller for a t sige d e t re n t ud, det er sandsynligt, at h u n i d et m indste i ret lang T id v ar bleven holdt tilbage im od sin Vilje. T h i i saa d an n e T ilfæ lde er det for F am ilien — navnlig i disse boligfattige T id e r — let u n d er alle- h a a n d e P a a sk u d at føre en v d tstra k t N ølerpolitik. Men det m aa dog staa som et ret a b su rd F o rh o ld , at m an, n a a r m an indlæ gger sig p aa et H ospital til B ehandling, skal væ re nødt til a t sikre sig R etræ ten ved højtidelige L øfter fo r ikke a t risik ere at blive fanget i F æ lden. —
I hv o r høj Grad, H ospitalet k an kom m e til at v irke som en F æ lde og h vor sk ra p p e M idler, P atien ten k a n tvinges til at bruge for at slippe ud, frem g aar af følgende S ygehistorie (Nr. 3), der o m h an d ler en M orfinist, der indlagdes til A fvænning.
P a tie n te n er en 34aarig L æ gefrue, d e r gentagne Gange h a r væ re t indlagt p a a H osp italer og K lin ik k er til A fvæ nning for M or
finism e. I F o ra a re t 1919 søgtes h u n a tte r indlagt p aa S indssyge
ho sp italet ved V ordingborg, og som m an ofte gør i saad an n e T il
fælde, fo rdrede jeg, inden Indlæ ggelsen foretoges, en b estem t U d
talelse om, a t h u n var in d fo rsta a e t m ed, a t O pholdet skulde vare et Aar. D enne U dtalelse fik jeg fra hendes M and og fra en n æ r Slæ gtning, d er havde h a ft m e d F am ilien s Sager at gøre, og som v ar en M and m ed et m eget anset og la n d sk e n d t N avn, saaledes a t m an v a r berettiget til a t gaa ud fra, a t d er virkelig laa en b indende A ftale m ed P atien ten bagved U dtalelsen. Ik k e desto m in d re forsikrede P atien ten , saa sn a rt h u n kom ind, og det S pørgsm aal kom p aa B ane, at det havde h u n aldeles ikke lovet.
F o r at fa a hende til a t tage afsted havde m an tvæ rtim o d lovet hende, at h u n skulde kom m e hjem til Ju l (d. v. s. efter 8— 9 M aa- neders F orlø b ), og dette viste sig ogsaa a t væ re rigtigt. M an v ar gaaet udenom Sagen og havde afgivet L øftet om A aret til H o sp i
ta le t i T illid til, at de p a a H osp italet nok senere k u n d e tale P a tien ten til R ette. S p ørgsm aalet blev im idlertid h oldt svævende og A fvæ nningen gennem førtes. Senere in d tra a d te forskellige K om p lik atio n e r, som k u n h a r m edicinsk Interesse, m en som m edførte, at den afta lte Tid, et Aar, sn arere vilde blive for lid t end for meget. P a tie n te n forlangte da efter ca. 8 M aaneders F o rlø b k a te gorisk a t k om m e hjem . H un m otiverede det m ed, at h u n dog ik k e tro ed e p a a varig V irkning af A fvæ nningskuren, a t det v a r bleven lovet hende, at »hun skulde kom m e hjem til Jul, at h u n ikke k u n d e udholde a t væ re læ ngere h je m m e fra o. s. v. U d sk riv n ingen m a a tte fra et læ gevidenskabeligt S y n sp u n k t ab so lu t fra- raades; P atien ten in d rø m m ed e dette, m en fo rla n g te ikke desto m in d re a t k om m e hjem . H endes M and blev tilk a ld t og taget m ed p a a R aad. Da h a n m ed R ette frygtede for K onsekvenserne for H jem m et, hvis h u n kom hjem og strak s fik T ilbagefald, insiste
rede h a n p aa , a t h u n skulde blive. P a tie n te n erklæ rede da, a t hvis h u n blev tilbageholdt m od sin Vilje, m a a tte h u n finde sig deri, m en i saa F ald næ gtede h u n nogensinde m ere at vende til
bage til sit H jem . M anden an sa a det vel for usandsynligt, a t h u n vilde gøre Alvor af T ru d slen , m en rigtig dristig ved det v ar h a n ikke, og h a n raad ed e til et K om prom is. E t saa d an t lykkedes det mig at finde, og det gode F o rh o ld opretholdtes.
T ilfæ ldet in deholder intet m æ rkvæ rdigt. Den Slags F o rh and-
linger h ø re r til Sindssygelæ gens daglige B eskæ ftigelse. Men T il
fæ ldet viser, h v o r svag Læ gens Stilling i V irkeligheden er. H vor det er givet, a t P a tie n te n m ed en vis m edicinsk og alm e n m e n n e skelig B egrundelse k a n holdes in d e sp æ rre t til sin D ødsdag, k an Læ gen og F am ilien roligt stikke H ovederne sam m en og blive enige om, at alle P a rte r er bed st tje n t m ed e n T v an g stilb ag e
holdelse. Men h v o r det s ta a r fast, a t P atien ten dog før eller se
n ere m aa udskrives og tilm ed h a r saa m eget Ben i Næsen, at M odforholdsregler k a n befrygtes, der viser det sig, at Læ gen m aa vige tilbage for at paatage sig et A nsvar, som h a n savner alle F o ru d sæ tn in g e r fo r a t k u n n e tage. H an k a n give R aad m ed H e n syn til Sagens m ed icin sk e Side, m en h an savner ganske M ulighed fo r at k u n n e sæ tte sig in d i d e forskellige p riv ate F o rh o ld , d er k a n eller ikke k an m otivere en T vangstilbageholdelse. I dette T ilfæ lde v ar den m ulige T vangstilbageholdelse dog i det væ sentlige m otiveret af H ensynet til P atien ten s eget H elbred, og Læ gen h avde altsaa som den p a a dette O m raade eneste Sag
kyndige en vis R et og P ligt til a t p aa ta g e sig Afgørelsen, m en i de følgende to T ilfæ lde (Nr. 4 og 5) er det udelu k k en d e de ydre F o rh o ld , der m otiverer en T vangstilbageholdelse, og Lægens F o r udsæ tn in g er for at k onne paatag e sig A nsvaret er altsaa lig 0.
E n 39-aarig g ift K øbm and indlagdes i Juli 1919 p a a S inds
sygehospitalet ved V ordingborg til A fvæ nning for A lkoholism e.
H an indlagdes p a a eget In itiativ m ed fo rm e l A ssistance af sin H u stru og H uslæge. H an kom rejsen d e alene uden L edsagelse fra en A fvæ nningsanstalt i Jy llan d , h v o r h a n fø rst h av d e lad et sig indlægge, m en h v o r h a n ik k e fa n d t sig til Rette. H an v ar altsaa v e d sin A nkom st fu ld t u d i B esiddelse af sin F o rn u fts B rug, og A fvæ nningen fo rtsattes og forløb glat uden V anskelig
h ed er. Da h a n h av d e væ ret p a a H ospitalet et P a r M aaneder, kom h an s Svigerm oder p a a Besøg og fo rk la re d e m ig, a t h a n h av d e b ra g t sin F o rre tn in g til F allitten s R and u n d er sin D rikkeperiode;
n u hav d e im id lertid H u stru e n optaget et L aa n og vilde søge a t bringe F o rre tn in g e n p a a Fode, h v a d utvivlsom t vilde lykkes h en d e, da h u n v a r et sæ rdeles dygtigt M enneske. K re d ito rern e hav d e dog stillet den B etingelse fo r L aan ets Ydelse, a t h a n skulde blive m in d st et A ar p aa H ospitalet. D ette vilde jeg n atu rlig v is
ikke ind lad e m ig p aa at love, da jeg dels havde sagt til P atien ten selv, a t jeg regnede m ed et h a lv t Aar, og h an dels m aatte b e
stem m e, n a a r h a n vilde ud. Da H u stru e n k o rt efter m eddelte mig den sam m e Besked, lovede jeg dog a t tale m ed h am om det, og foreholdt h am da ogsaa den økonom iske K onsekvens af, at h an kom for tidligt hjem , sam t tilbød a t beholde h am et Aar.
Det vilde h a n im id lertid ikke gaa ind paa, og p aa sto d , a t K red i
torerne, som h an godt kendte, aldeles ik k e havde stillet en saa- dan Betingelse. E fte rh a a n d e n udløb det først fastsatte halve Aar, og nu stod p aa den ene Side P atien ten s Ø nske om at kom m e ud og m in P a a sta n d , at et forlæ nget O phold ik k e havde nogen m edicinsk B erettigelse, og p aa den an d en Side H u stru e n s og F a m iliens P a a sta n d , a t han s og hendes økonom iske E xistens var afhæ ngig af, at h a n holdtes p aa H ospitalet endnu i et A ntal Maa- neder. Jeg gjorde m ig A nstrengelser for at faa h am til at tage et an d et Sted h en i et h a lv t Aar, m en det m islykkedes. Da h an im id lertid selv erklæ rede sig villig til a t tage A nsvaret for den økonom iske S ituation, k u nde jeg ikke h o ld e p a a h a m , m en u d skrev ham , og det viste sig da, at K red ito rern e k u n havde y tret et i g anske alm indelige U d try k h o ld t Ø nske om, a t h a n skulde blive p aa H ospitalet, til h an »var h elt rask«. Ved en — m aaske ikke h elt bevidst — Sandihedsfordrejelse, som m a n vel nok m aa have Lov til a t kalde det, havde altsaa h e r de i Sagen in teresse
rede søgt a t fo rm a a H ospitalet og dets L æ ger til a t bruge deres In dflydelse og M agt til at beholde P atien ten læ ngere end h a n ø n skede og læ ngere, end det strengt tag et v ar nødvendigt.
I dette T ilfæ lde vilde A nsvaret for en T ilbageholdelse falde ud elu k k en d e p aa O verlægen, thi der s ta a r i F æ llesregulativet
§ 36: »Det er O verlægen alene, som afgør, n a a r en R ekonvale
scent er skik k et til a t udskrives, og h a n e r an sv a rlig for, at ingen til B ehandling indlagt P atien t, hvis R ekonvalescens er endt, h o l
des tilbage i H ospitalet«. Jeg ser ikke rettere, end at den m ed de paagæ ldende økonom iske F o rh o ld ganske u kendte Overlæge h e r er udsat for a t blive b en y ttet til F o rm aal, som k an m edføre E r statn in g san sv ar.
Jeg skal n u an fø re et an d e t g anske lign en d e T ilfæ lde (Nr. 5).
E n 55-aarig F o rp a g te rfru e fra en større F o rp ag tn in g p a a Sjæl-
land. H un havde i en læ ngere A arræ k k e væ ret hengiven til um aa- deholden Nydelse af Alkohol, og p a a et T id sp u n k t, da hendes M and var alvorlig syg og sandsynligvis for et læ ngere T id sru m u arbejdsdygtig, tog hendes D rik k eri i den Grad O verh aan d , a t h u n m aatte indlægges paa en P riv a tk lin ik i K øbenhavn. Ved In d læggelsen d e r v ar h u n d elirerende og hallu cin eret, led a a b e n b a rt af en lidt p ro tra h e re t F o rm for delirium trem ens. Da h u n nogle Uger senere overflyttedes til S indssygehospitalet ved V ordingborg for at gennem gaa en m ere langvarig A fvæ nningskur, v a r denne d elire ren d e T ilsta n d im id lertid fuldstæ ndig helbredet. H u n v a r i enhver H enseende k lar, forn u ftig og n atu rlig og frem bød ik k e et eneste sygeligt p sy k isk T ræ k . H un sov ikke saa godt, m en det v ar ogsaa d e t eneste T egn paa, at en Sygdom havde væ ret til Stede. Som det saa ofte gaar, erklæ rede h u n strak s efter at væ re ank o m m en , at havde h u n an et, at der v ar saadan p aa et Sindssygehospital, var h u n aldrig gaaet ind p aa at tage derned.
Man h av d e skild re t hende O ringe som et lille jo rd isk P a ra d is, og de yderligt p rim itive F o rh o ld , h u n forefandt, F o rh o ld , der ikke kan tilfredsstille selv m eget beskedne F o rd rin g e r til K om fort, virkede højst d ep rim eren d e p aa hende, saa h u n strak s fo r
langte at kom m e hjem . H eri er in tet m æ rkeligt eller sygeligt;
thi fak tisk er vore æ ldre S indssygehospitaler ikke i en saadan F o rfa tn in g , a t m an ret vel k an byde M ennesker, d e r er n o gen
lunde godt vant, O phold p aa dem . Im id lertid lod h u n sig tale tilrette, og da h u n v ar en D am e af betydelig D annelse og reel K a rak ter, fa n d t h u n sig i F o rh o ld en e og blev. E fte r et P a r Maa- neders F orløb kom U taalm odigheden im idlertid op i hende. H un b efan d t sig vel, k u n d e ikke m æ rke noget sygeligt p aa sig selv, og strengt taget kun d e h eller ikke nogen anden m æ rk e noget;
desuden læ ngtes h u n efter sin syge M and og fo rlangte at k om m e hjem . Til den E n d e satte jeg m ig i F orbindelse m ed et P a r F a m ilien n æ rstaaen d e P ersonligheder, der varetog V irksom heden u n d e r Æ g tep arrets Sygdom, og a f dem fik jeg d en O plysning, at P atien ten s U dskrivning af forskellige forretningsm æ ssige G runde, som jeg ikke skal kom m e ind paa, rim eligvis vilde m edføre F a m iliens økonom iske Ruin. D enne O plysning frem kom fra a n sete Mænd, om hvis Ord der ikke k u n d e være T ale om at tvivle,
m en P atien ten , der vel at m æ rke v ar ved sin F o rn u fts fulde B rug og gjorde et ab so lu t p aalideligt In d try k , benæ gtede de a n førte G rundes B erettigelse og fa sth o ld t sin Ret til a t kom m e hjem , n a a r h u n ønskede det. F o r en Læge er det ab so lu t m est tiltalende a t søge a t beholde P atien ten saa længe, som S ygdom m ens K a rak ter b erettiger til og saa ikke læ ngere; m e n hv o r længe en A lkoholiker skal interneres for at give nogenlunde S ik kerhed m od T ilbagefald, er et Spørgsm aal, der ikke saa let k a n afgøres, og der er et m eget vidt Spillerum fo r det ren t personlige Skøn.
N aar derfor paalidelige M ænd hæ vder, at en U dskrivning vil m e d fø re økonom isk Ruin, som k an undgaaes, hvis O pholdet u d stræ kkes i e n d n u et h a lv t Aar eller saa, vil den Læge, d e r ikke hæ nger sig i F o rm ern e, m en h a r P atien ten s sande T arv for Øje, i Reglen være tilbøjelig til a t udøve et stæ rk t P res paa P atien ten for at faa hende til a t blive. Og den F orm , h v o ru n d e r et s a a d a n t P res udøves p aa et S indssygehospital, n æ rm er sig i en b e tæ n k e lig Grad til S abotage og Tvang. Ingen k an udskrive uden O ver
lægen, h an er altsaa den eneste, der skal fo rh an d les m ed. H an an v en d er alle m ulige O vertalelsesm idler, lover til sidst at skrive til »re tte vedkom m ende«, som im id lertid gør Indvendinger, h v o rfo r der igen sk al skrives, fo rhandles, overvejes, overtales, a tte r skrives o. s. v. i en U endelighed. D agene gaar, P atien ten bliver utaalm odig, holdes hen m ed Snak og opgiver m a a sk e til sidst Æ vred. Den her om h an d led e P a tie n t v ar som sagt en in tel
ligent D ame, h u n saa h u rtig t igennem alle F o rh a n d lin g e rn e og erklæ rede ren t ud: »Jeg indser nok, at jeg m ed M agt sk al holdes borte fra m it H jem i saa og saa lang T id; jeg m ener d et er u n ø d vendigt og bøjer mig k u n for det m ed P rotest, m en gør det a lt
saa, fordi jeg ikke h a r M agt til at gennem føre, hvad jeg vil.«
D ette S ta n d p u n k t blev h u n staaende paa, fan d t sig roligt i endnu 3— 4 M aaneders O phold. Da de v ar endt, og jeg tvivler egentlig ikke om, at de v ar til Gavn for alle P a rte r, kom h u n hjem .
Denne D am e og jeg skiltes i den bedste F orstaaelse af V erden, ja jeg tør næ sten sige som V enner, m en v ar det ikke lykkedes at op n aa et saa venskabeligt F o rh o ld , seer jeg ikke rettere, end at h u n vilde have væ ret berettiget til at anlægge Sag im od mig for ulovlig Tilbageholdelse. H un er fa k tisk a f H ensyn, d e r var Syg-
donumen uvedkom m ende, bleven h oldt tilbage p a a H ospitalet efter a t R ekonvalescensen v ar endt. Og jeg g ad se den Overlæge p a a et S indssygebospital, der ikke h a r g jort sig skyldig i den sam m e F orseelse m ange Gange.
V æ rst er m an dog stillet m ed H ensyn til de forry k te. Det bør jo utvivlsom t væ re S indssygehospitalernes O pgave for det første at h elbrede saa m ange som m uligt, og for d et an d e t at opbevare og forpleje de uhelbredelige sindssyge, som ikke k an væ re ude i Livet; m en der k an næ ppe væ re nogen Tvivl om, at en M ængde sindssyge, uden at væ re fuldstæ ndig helbredede og uden a t k u n n e fuldstæ ndig helbredes, m eget godt k an væ re u d en fo r H ospitalernes M ure, og H ospitalern e bør h e r b estræ be sig fo r a t b ry d e den M odstand, der fra Slæ gtninges Side rejses im od saa d an n e sin d s
syges U dskrivning. De syge h a r et K rav p a a a t kom m e ud og tage deres C hance i Livet, og om end der er m ange, d e r aldeles ikke b ry d e r sig om d en n e Chance, anen hygger sig godt nok in d en fo r M urene, er d e r dog en Del, hos hvem F rihed slæ n g slen er saa stæ rk, at de fo re træ k k e r et Liv i Slid og B ekym ring u d e n for. frem fo r en betrygget T ilvæ relse indenfor. F o r saad an n e M ennesker er F rih ed en ofte et Gode, der er vanskeligt at opnaa, som følgende S ygehistorie (Nr. 6) vil vise.
Den 7. Ju li 1917 indlagdes p a a S indssygehospitalet ved V or
dingborg en 40-aarig ugift Kvinde. H un v ar D atter a f en G aard- ejer, m en ejede selv et H us og v ar økonom isk selvstæ ndig. I nogle Aar havde h u n im idlertid lidt af en sig langsom t udviklende F or- ry k th ed , der viste sig som en vidtdreven M istro til N aboerne;
efte rh a a n d e n udviklede der sig F orfølgelsesforestillinger, og h u n begyndte at indtage en fjendtlig og agressiv H oldning overfor F olk p a a E gnen, ganske sæ rligt visse bestem te P erso n er, som h u n beskyldte for at stjæ le fra hende. U ndertiden exploderede hendes Vrede i pludselige U dbrud, u n d er hvilke h u n slog R uder ud. som det synes dog k u n i sit eget H us. D erim od skæ ldte h u n N aboerne ud, og tilsidst følte disse sig saa forulem pede, at de klagede til Ø vrigheden. Da F ad eren , sk ø n t velstillet, u b e strid e lig var et fo rd ru k k e n t S ubjekt, k u nde det ikke nytte at lade ham tage sig af hende. Man besk ik k ed e h en d e derfor en Værge, og denne søgte strak s at faa h ende tv an g sin d lag t p aa et Sindssyge-
