(F o re d rag a f P rofessor, Dr. j u r . H e n r y U s s i n g d en 21. M arts 1921).1)
S pørgsm aalet om F o rsik reren s R egreskrav h a r væ ret stæ rk t frem m e i de senere Aar baade i Livet og i L itte ratu re n . Der er skrevet saa m eget derom , at jeg um ulig k an give en fuldstæ ndig teoretisk B ehandling af E m n et i et enkelt F o redrag. Jeg vil d e r
fo r lægge H ovedvægten paa enkelte Spørgsm aal, der h a r m ere ak tu el B etydning for os h er i D a n m ark . Og jeg holder mig i H ovedsagen til gæ ldende Ret, saa at jeg k u n i m indre G rad k o m m er ind p aa S pørgsm aalet om en kom m ende L ovordning. Til In d ledning m aa jeg dog gøre nogle alm indelige B em æ rkninger.
I Sølovens § 239, 1, h a r vi som b ek en d t en Regel om F o rsik re rens Regres. Den lyder saaledes: »Har F o rsik re re n betalt en Skade, for hvilken den F o rsik red e k an fordre E rsta tn in g hos T re d je m an d , in d træ d er h a n i den forsikredes Ret m od denne.« F o rsik reren fa a r altsaa Regres, og fa a r det p aa den M aade, at den fo rsik re des E rsta tn in g sk ra v g aar over til F o rsik re re n — og det g aar over af sig selv, i K ra ft af Lovens Regel, uden særlig T ra n sp o rt eller Aftale, ved en cessio legis, som m an siger i T eorien.
Om tilsvarende Regler gæ lder for and en F o rsik rin g , er meget om tvistet. D a n s k R e t s p r a k s i s h a r antag et det — dog m angler der A fgørelser angaaende nogle A rter af S u m m aforsik- ring. — I T e o r i e n er der den m est fortvivlede U enighed.
T i l d e n e n e S i d e er der nogle, som vil give F o rsik re re n en b e d r e Stilling end Sølovens § 239. De siger, at de alm
inde-1) F o re d rag e t e r i u d v id e t F o rm tr y k t i T id s s k rift for R e ts v id e n sk a b 1921, p. 19— 106.
5*
lige E rstatn in g sre g le r ligefrem m ed fø rer et K rav for F o rs ik re ren; h an h a r som enhver anden S kadelidende K rav p aa E rs ta t
ning overfor den tilregnelige R etsbryder. F o rsik re re n h a r et d i
re k te eller selvstæ ndigt E rsta tn in g sk ra v ; h a n h a r d erfo r ikke B rug for a t faa den forsikredes K rav overført til sig.
D enne Teori, T eorien om det selvstæ ndige K rav, skal jeg ikke opholde mig ved i Aften. Den er uden Interesse for gæ ldende dan sk Ret, da den k la rt er fo rk astet af H øjesteret. Og den bø r sik k ert ogsaa fo rkastes; den forkastes ialtfald i alle frem m ede Lande.
T i l d e n a n d e n S i d e er der nogle, d er h a r hæ vdet, at F o rsik re re n slet ingen Regres h ar.
I denne T eori er der saa m eget rigtigt, at F o rsik reren i k k e a l t i d bør have Regres.
Det er m uligt, at Regres helt bø r nægtes ved S um m afo rsik rin g . Og selv in d en fo r S kadeforsikring bø r der vistnok anerkendes ret vidtgaaende U ndtagelser. E fte r m in M ening er det im idlertid g i v e t , at m an som H ovedregel m aa an e rk en d e Regres ved S k a d e f o r s i k r i n g . D ette er ogsaa antaget i dan sk P rax is, og det er gæ ldende Ret V erden over,
F ø rst taler jeg da om S k a d e f o r s i k r i n g, hvorved jeg fo rsta a r F o rsik rin g , hv o r F o rsik reren s F orpligtelse g aar ud p aa at yde E rsta tn in g for en økonom isk Skade. Den skal altsaa være bestem t efter Skadens Størrelse, saaledes a t den ialtfald aldrig k a n overstige Skadens Beløb. H ovedexem plet er T ingsforsik- ring.
H o v e d r e g l e n for S k ad efo rsik rin g m aa være den sam m e, som gæ lder for S øforsikring. Nogen indgaaende B egrundelse af denne Regel skal jeg ikke give, da H ovedinteressen sam ler sig om U ndtagelserne; m en til F o rstaae lse a f U dviklingen derom skal jeg dog k o rt skitsere m in O pfattelse.
Min B e g r u n d e l s e a f H o v e d r e g l e n falder i to Led:
1) Det er u b e s t r i d e l i g t , at F o rsik re re n i d ansk Ret h a r R e g r e s , n a a r d e t t e e r a f t a l t , d. v. s. n a a r F orsik rin g s- k o n tra k te n b estem m er det.
2) H vor intet er aftalt, m aa det væ re H ovedreglen, at F o r
sikreren h a r Regres, idet dette følger a f alm indelige G ru n d sæ t
ninger om naturalio negotii.
A d 1. D en første Sæ tning anser jeg for ganske uom tvistelig.
D erm ed skal ikke være sagt, a t A ftalen ogsaa altid b u r d e væ r e gyldig. Allerede Lovene i Schw eiz og Ø strig gør visse B egræ nsninger i H ovedreglen, idet de i vidt O m fang afsk æ rer Regres m od F o rsik rin g sta g ere n s næ rm este, T jenestefolk o. 1. Og jeg er tilbøjelig til at tro, at m an b u rd e gaa videre endnu. Æ re n for at hav e gjort denne A nskuelse gæ ldende tilk o m m er H øjeste
retssagfører N. H. Bache. H an m ener, at en kom m ende Lov b ø r give F o rsik re re n Regres m od S kadevoldere, der h a r h a n d le t m ed F o rsæ t eller grov U agtsom hed, m en at Loven om vendt b ø r a f skæ re Regres i alle an d re Tilfæ lde, altsaa dels overfor den, der h a r p aa d ra g e t sig A nsvar ved sim pel U agtsom hed, dels overfor den, der er ifaldet E rstatn in g sp lig t u den Skyld, f. E ks. i H enhold til D. L. 3— 19— 2 eller de m oderne B edriftslove.
N a ar der spørges om den bedste O rdning i en kom m ende Lov, er jeg tilbøjelig til at følge Bache et godt S tykke Vej, m en jeg tro r. at h a n ialtfald gaar lidt for vidt.
Hvad a n g a a r s i m p e l U a g t s o m h e d , k an m a n form entlig ikke udelukke Regres i de T ilfæ lde, h vor d e n f o r s i k r e d e ikke er dæ kket m od sin egen sim ple U agtsom hed (f. Ex. T ra n s p o rtfo rsik rin g ). Men hv o r h a n er det, er der unæ gtelig m eget, d er taler for ogsaa at lade F o rsik rin g en dæ kke T re d ie m an d m od A nsvar for sim pel U agtsom hed. Den eneste B etæ nkelighed ved en saad an Regel er, at den m ulig vilde m edføre en alm indelig Slappelse af A gtpaagivenheden og derm ed en Forøgelse af S k a d e r
nes Antal og derm ed a tte r en F orhø jelse a f P ræ m iern e; m en det er dog et S pørgsm aal, om dette vilde ske i et saa d an t O m fang, at det k u n d e føre til at fo rk aste Reglen. I denne H enseende vil jeg gerne høre erfarn e F o rsik rin g sp ra k tik e re s M ening. Men in d til videre er jeg n æ rm est tilbøjelig til at tro . at m an k u n d e følge Bache.
P aa den an d en Side m ener jeg ikke, at m an bør ophæ ve R egres
sen i de Tilfæ lde, hvor der er T ale om det strenge A nsvar for farlig B edrift, som følger af m oderne Regler om A nsvar uden S k yld ved visse ek stra o rd in æ re farlige V irksom heder. Som E k s em pel kan jeg næ vne Je rn b a n e rn e s A nsvar for G nistskade.
H erm ed er det dog ikke m in M ening at hæ vde, a t A nsvaret for
T j e n e r e (D. L. 3— 19— 2) ubetinget skulde fastholdes overfor F o rsik reren . D enne Regel er til Dels U d try k for A nsvaret for e k stra o rd in æ r farlig B edrift, m en h v o r den g aa r udover d enne R am m e — f. E ks. A nsvar for T yende — , k a n m an sik k ert u d en S kade u d elukke Regres m od H usbonden, n a a r h a n ikke er i grov B røde.
I ret vidt O m fang er jeg altsaa tilbøjelig til at tro, a t B ache h a r Ret de lege f erenda; m en jeg m en er p. d. a. S., at sa a d an n e U ndtagelsesregler ikke k a n indføres uden positiv H jem m el. Det udelukkes af m ange G runde. Reglen er for v ilkaarlig til a t g en nem føres i R etspraksis, og det vilde overhovedet væ re u m u lig t a t in d fø re den uden positiv H jem m el, m ed m in d re m an gjorde en tilsvarende B egræ nsning i selve E rstatn in g sp lig te n — uden positiv H jem m el k an m an k u n kom m e b o rt fra R egresaftalen, hvis S kadevolderen fritages for A nsvar ogsaa overfor den sk a d e lidte, hv o r S kaden er dæ k k et ved F o rsik rin g , eller h v is h an s A nsvar lem pes, saa at 'han ialtfald k u n h æ fte r sub sid iæ rt i F o r
hold til F o rsik re re n ; m en sa a d an n e R egler k an m an ikke o p stille uden positiv H jem m el. E fte r gæ ldende Ret k an A ftalen om Regres d erfo r ikke tilsidesæ ttes.
A d 2. N aar dette sta a r fast, er det ikke svæ rt at se, at F o r - sikreren ogsaa som H ovedregel bø r have R e g r e s , h v o r
i n t e t e r a f t a l t o m d e t t e P u n k t .
Det følger af, at denne O rdning g e n n e m s n i t l i g s t e m m e r m e d P a r t e r n e s I n t e r e s s e .
H vor K o n tra k te n er tavs, m aa den udfyldes af R etsordenen, idet m an m aa u d fo rm e d o k lara to risk e Regler ( n a tu ralia negotii).
Og H ovedhensynet ved U d form ningen a f saa d an n e Regler er netop P a rte rn e s gennem snitlige Interesse.
Hvis vi ser p a a den, k o m m er vi im id lertid til R egresreglen.
Jeg skal ikke gaa i D etailler h e r og u drede n æ rm ere, hvorledes In teressern e ligger. Men een T ing er k la r her, h v o r det d re je r sig om S k adeforsikring. Den fo rsik red e m aa ikke faa E r s ta t
ning to Gange. Hvis m an d erfo r næ gter F o rsik re re n Regres, b li
ver Følgen, a t S kadevolderen m aa blive fri fo r E rstatn in g sp lig t, n a a r F o rsik re re n betaler. D ette k an jo væ re r a r t for S kadevol
deren, m en det m aa a a b e n b a rt gaa ud over de andre, d. v. s.
F o rsik re r og F o rsik rin g sta g er, og derfo r er det k la rt, at det n o r
m alt stem m er m ed deres Interesse, at F o rsik re re n fa ar Regres.
De h a r ingen Interesse i at faa S kadevolderen frigjort, da d et sker p aa deres B ekostning.
Jeg skal ikke h e r gaa næ rm ere ind paa S pørgsm aalet, hvem af P a rte rn e der h a r Interesse i R egresreglen, F o rsik re r eller F o r sikringstager. Saa m eget er vist, at ialtfald een af dem h a r In te r
esse i R egresreglen, og den and en P a r t k an n o rm a lt in tet have im od den. D erfor m aa H o v e d r e g l e n v æ r e , a t S kadefor- sik reren fa a r Regres selv i M angel af Aftale.
D erm ed er dog ikke givet, at F o r s i k r e r e n a l t i d s k a l h a v e R e g r e s . I V irkeligheden k an der være G rund til at gøre visse U n d t a g e l s e r.
De U ndtagelser, der h e r er T ale o m, er d ek larato risk e, det er U ndtagelser fra den d ek larato risk e Regel om Regres, h vor in tet er aftalt. — F o r lidt siden b erø rte jeg S pørgsm aalet, om m an ved p r æ c e p t i v Regel k u n d e u d elu k k e Regres i visse T il
fælde. altsaa p aa T rods af Aftale, og dette besvarede jeg benæ g
tende. — H er spørges, om den d e k larato risk e Regel b ø r have U n d tagelser.
H ensynet til T re d ie m an d (S kadevolderen) k a n næ ppe føre til a t gøre U ndtagelser af denne Art; de vilde ingen N ytte væ re til, th i overalt hv o r de k la rt v ar i S trid m ed P a rte rn e s Interesse, vilde Følgen af saa d an n e U ndtagelser k u n blive, at m an u d try k k e lig vedtog Regres. Der k u n d e derfo r h ø jst væ re T ale om at tage H ensyn til S kadevolderen, h v o r P a rte rn e s Interesse v ar ganske forsvindende; m en de T ilfæ lde, h v o ro m dette k u n d e siges, a d sk iller sig ikke fra an d re p a a en saad an M aade, at m an k u n d e udskille dem uden positiv H jem m el.
D erfor k an m an sik k ert heller ikke ved d e k la ra to risk Regel næ gte Regres overfor Skadevoldere, der k u n h a r udvist ringe U agtsom hed.
D er k an im idlertid blive T ale om U ndtagelser fra R egresreg
len a f H e n s y n t i l F o r s i k r i n g s t a g e r n e s e l v . N o r
m alt h a r de ingen Interesse i at næ gte F o rsik reren Regres, m en hv o r de h a r det, m a a Regres næ gtes; thi i denne R elation k an m an sik k ert se helt b o rt fra F o rsik reren , overalt h v o r F o r s i k - r i n g s t a g e r n e s I n t e r e s s e er k lar.
D ette vil jeg gerne slaa fast. G runden h ertil er selvfølgelig ikke en ringere Interesse for de form entlig velhavende Selskaber, m en sim pelthen, at F o rsik reren p aa ingen M aade h a r nogen In teresse, der k an faa B etydning ved dette S pørgsm aals Afgørelse.
F o rsik re re n k an arbejde med begge System er, og det er h am tem m elig ligegyldigt, hvilken O rdning der gælder, n a a r h an blot k ender den forud og d erfor k a n in d rette sin P ræ m ieberegning derefter. F o rsik reren er overhovedet kun en T jen e r for F o rsik rin g stag ern e og h a r ingen selvstæ ndig Interesse at gøre gæ l
dende.
S pørgsm aalet bliver da, h v o rn a a r F o rsik rin g stag ern es g en n e m snitlige Interesse k an føre til at næ gte Regres.
Det k an den for det fø rste i det ejendom m elige Tilfæ lde, h v o r E r s t a t n i n g s k r a v e t r e 1 1 e r s i g m o d F o r s i k r i n g s t a g e r e n selv, noget, som forekom m er, h vor T redie- m and h a r e n s e l v s t æ n d i g R e t til F o rsikringsbeløbet. Som E k sem p ler h erp aa kan næ vnes B ran d fo rsik rin g af fast E jendom , fo rsaavidt R etten til F o rsikringsbeløbet tilk o m m er P an th av ern e, og den tvungne A nsvarsforsikring af M otorkøretøjer eller L u ft
fa rtø je r; men disse Tilfæ lde er ikke de eneste. H vor m ange T il
fælde, der findes, er iøvrigt om tvistet, som ialtfald de særlig sag
kyndige vil vide fra L æ ren om F o rsik rin g for frem m ed Regning.
H er skal jeg ikke gaa n æ rm ere ind paa disse Spørgsm aal, og navnlig heller ikke paa S pørgsm aalet om, hv o r vidt m an skal gaa med at udelukke Regres i disse T ilfæ lde — om Regres k u n bør gives, hvor F o rsik rin g stag eren h a r h an d let forsæ tligt eller ogsaa i T ilfæ lde af grov U agtsom hed — . H ovedsagen for mig er at fastslaa, at vi h er h a r et k la rt E ksem pel p aa, at Regressen m aa begræ nses af H ensyn til F o rsik rin g stag ern es gennem snitlige Interesse.
Man kan im idlertid nævne a n d r e E k s e m p1e r . Det n æ ste er det Tilfæ lde, hvor S kadevolderen sta a r i et n æ rt p e rso n ligt F o rh o ld til den forsikrede, f. E ks. er h an s Æ gtefæ lle, B arn e. 1.
E n d ck larato risk Regel af denne Art er givet i den tyske Lov om F o rsik rin g sk o n tra k te r § 67.2°.
De to an d re m oderne Love om F o rs ik rin g sk o n tra k te r h a r som allerede næ vnt beslæ gtede Regler, der blot er præ ceptive.
E fte r F o rh o ld ets N a tu r er det vistnok n a tu rlig t at give en præ ceptiv Regel; m en dette er u d elu k k et i gæ ldende d a n sk Ret a f G runde, som tidligere er næ vnt. D erfor bliver Spørgsm aalet, om m an ligesom den tyske Lov k an opstille en d e k la ra to risk Regel. Det m aa m an vistnok kunne.
Det er ialtfald k lart, at en saa d an Regel ikke vilde væ re i S trid m ed F o rsik rin g sta g ern e s gennem snitlige Interesse. Den k a n tæ nkes a t gøre F o rsik rin g en lidt dyrere — dog næ ppe m æ rkeligt! — m en selv om saa var, vilde F o rsik rin g sta g ern e sik k ert gennem snitlig fo retræ k k e det, n a a r de derved k u n d e op- n a a at befri de paagæ ldende for E rstatn in g sp lig te n (R egresplig
ten). At de uag tso m t gør S kade, vil n o rm a lt ikke ødelægge F o r
holdet, ialtfald ikke, n a a r den skadelidende selv h a r T a b e t d æ k ket ved F o rsik rin g . D erfor stem m er det godt m ed F o rsik rin g s
tagernes Interesse at opstille denne U ndtagelse, der ogsaa a n b e faler sig ud fra m ere alm indelige S y n sp u n k ter.
At Sagen fo rh o ld er sig saaledes, ses ogsaa af, at R egler sv a
ren d e til de frem m ede Love er b egyndt at finde In d p a s i d an sk e S elskabers F o rsik rin g sv ilk a ar. Jeg h a r saaledes set lignende Vil- k a a r for V an d sk a d efo rsik rin g og for A n sv arsforsikring (d. v. s.
den alm indelige i M odsæ tning til den lovbefalede).
Det eneste, der k a n anføres im od a t opstille Reglen for gæ l
den d e dan sk Ret, er, a t det k an være, vanskeligt a t afgræ nse den uden positiv Lov. Men denne H in d rin g bør ikke væ re afgørende.
P ra k sis bø r drage en Grænse; for at væ re p a a den sikre Side k u n d e m an nøjes m ed at næ gte Regres overfor d e t i l H u s s t a n d e n h ø r e n d e F a m i l i e m e d l e m m e r . Det er vel en lovlig snæ ver Regel, m en en sa a d a n er bedre end slet ingen.
Ved F o rsæ t skulde der dog haves Regres.
R e t s p r a k s i s h a r v istnok ikke taget Stilling til denne U n d tagelsesregel.
T ilbage sta a r det in teressanteste S pørgsm aal, nem lig om der ikke k an gøres vidtgaaende B egræ nsninger i R egresreglen s æ r l i g i K o n t r a k t s f o r h o l d .
D ette vilde efter m in M ening væ re stem m ende m ed R etfæ r
dighedens Krav.
Jeg skal, for at faa P ro b lem et k la rt frem , i H ovedsagen b e græ nse mig til to bestem te F o rsik rin g sb ra n c h e r, B r an d f o r - s i k r i n g og T r a n s p o r t f o r s i k r i n g .
F o r den sidstes V edkom m ende bør m an sik k ert fastholde R e
gresreglen, saaledes at der haves Regres m od T ra n sp o rtø re n , o ver
alt h vor h a n er ansvarlig.
Ved B r a n d f o r s i k r i n g tro r jeg derim od, m an i vidt O m fang b u rd e udelu k k e Regres overfor M edk o n trah en ter, som ikke h a r begaaet grove Fejl.
D ette S pørgsm aal er ret ak tu elt; i Løbet a f de sidste Aar h a r der væ ret en R æ kke Sager af denne Art. Sagerne h a r navnlig drejet sig om to G rupper af Tilfæ lde: B ran d , fo raarsa g et ved B ru gen af D am p tæ rsk ev æ rk er (L okom obiler) og B rand, fo raarsa g et ved elektriske Anlæg eller In stallatio n sarb e jd e r. Som E ksem pel vil jeg tillade m ig a t frem d rag e en Sag, der nylig er p a a d ø m t ved L an d sretten her.
Sagens S am m enhæ ng v ar følgende:
Den 24. M arts 1917 n ed b ræ n d te en Del af en G aard i J y l
land. B ran d en fo raarsagedes af en M ontør, der af et F irm a i F red ericia v a r u d sen d t for at udvide den elektriske In stallatio n p aa G aarden.
G aarden v ar fo rsik ret i L an d b y g n in g ern es B ran d fo rsik rin g , der u d b etalte i E rsta tn in g c. 13,000 Kr. Det viste sig im idlertid, at G aardejeren p aa G rund af P risstig n in g en ikke derved fik fuld E r statn in g for sit T ab. H an sagsøgte da In stallatio n sfirm ae t til at betale den Del af S kaden, der ikke v ar dæ kket ved A ssurance, ialt c. 12,000 Kr. D om m en gav h am M edhold, idet det antoges, a t Skaden ikke k u n d e anses for hæ ndelig; D om m en (jfr. U.f.R.
1920 S. 198) gik altsaa ud fra, at der v ar udvist U agtsom hed fra M ontørens Side. —
D erefter anlagde L andby g n in g ern es B ran d fo rsik rin g Sag og gjorde Regres gældende m od F irm a e t for de 13,000 Kr., de h av d e u d b etalt, og ogsaa h er blev F irm a e t døm t, nem lig ved Ø stre L an d srets Dom af 22. F e b ru a r 1921.
N aar vi nu skal se lidt paa denne Dom, er det n a tu rlig t at
begynde m ed at spørge, om den stem m er m ed ens u m id d elb are R etsfølelse. D ette S pørgsm aal m aa jeg for m it V edkom m ende besvare benæ gtende. T v æ rtim o d støder den m in Retsfølelse.
Hvis vi dernæ st undersø g er de reale H ensyn, k an der ogsaa gives en plausibel F o rk la rin g h erp aa. E fte r h v ad jeg sagde for lidt siden, k an m an m aask e allerede finde F o rk la rin g e n i den ubillige H a ard h ed , det er at gøre Regres gæ ldende, hvor der ikke er udvist grov U agtsom hed. Men re n t b o rtset h e rfra , k an der v istnok gives en anden B egrundelse, nem lig ud fra selve H oved
sy n sp u n k tet: F o rsik rin g sta g ern e s egen Interesse.
F o rsik rin g sta g ern e h a r ingen Interesse i R egresreglen i disse T ilfæ lde; th i det k an betragtes som givet, at det ikke vil influere p a a S tørrelsen af deres Ydelse, om m an giver Regres eller ej.
B ran d fo rsik rin g en tegnes i første R æ kke m od de t i l e n h v e r T i d tru en d e F a re r fra E lem en tern e, fra den forsikredes og h an s H u sstan d s H and lin g er og fra u vedkom m ende T red iem an d . Den d æ k k er ogsaa F a re r, der skyldes, at en P erso n i H enhold til K on
tr a k t u d fø rer A rbejder ved den forsikrede G enstand, m en disse re n t sporad isk e F a re r spiller en forsv in d en d e Rolle i S am m en ligning m ed de an d re m ere p erm an en te. D erfor er det k la rt, a t det k u n h a r forsvindende økonom isk B etydning, om m an giver Regres m od saad an n e M ed k o n tra h en ter. Det vil sik k e rt ikke i m indste M aade influ ere p a a P ræ m ie rn es Størrelse, og selv i et gensidigt Selskab vil der næ ppe k u n n e m æ rkes nogen F o rsk el for M edlem m erne.
F o rsik rin g sta g ern e h a r altsaa som saa d an n e ingen Interesse i R egresreglen i disse Tilfæ lde. P a a den an d e n Side k a n de have økonom isk Interesse i, at der ikke gives Regres; th i hvis M ed
k o n tra h e n te n er regrespligtig, vil h a n sik k ert ofte som fo rn u ftig M and beregne sig et h ø jere V ederlag for sit A rbejde, — enten for at tage sig selv en R isikopræ m ie, eller fordi h a n skal have sin A nsv arsfo rsik rin g b etalt — . F o rsik rin g sta g ern e vil d erfo r vistnok gennem snitlig staa sig ved den O rdning, at der ikke gives R e
gres m od M ed k o n trah en ten , der fo ra a rsa g e r B rand, m ed m in d re h a n b eg aar grove Fejl.
E n d n u een B etrag tn in g k a n m an anføre. Det er m eget fo rsk e l
ligt, i h v ilk et O m fang F o lk selv u d fø re r forefaldende A rbejder