(F o re d rag a f B y re ts d o m m e r P. S k a d h a u g e d en 31. J a n u a r 1921.)
Det h æ n d er ikke sjæ ldent i P atern itetssag e r, a t de sæ dvanlig an tag n e Regler fø rer til R esultater, som D om m eren m aa finde strid en d e im od R etsfølelsen. Som E k sem p ler k a n næ vnes føl
gende T ilfæ lde:
1. E n M and, der er in d k lag et som B arn efad er, p a a sta a r sig frifu n d en , idet h a n hæ vder a t have a fb ru d t Sam lejet. Da Klager- inden blev gaaet p aa Klingen, erkendte h u n , at Indklagede m u ligvis ikke v ar F ad eren til hendes B arn , idet h u n p a a Avlings- tid en ligeledes havde h a ft Sam leje m ed en h ende iøvrigt ube- ikendt, der havde in v iteret h en d e m ed p a a en M otortur. Om M otorcyklisten k u n d e h u n ingen O plysninger give, der k u n d e tæ nkes at lede til Udfindelse af h an s Id e n titet; h u n vidste h v erk en N avn eller Adresse eller M otorcyklens N um m er.
2. E n Piges Forlovede rejser i J a n u a r til E sbjerg for at a r bejde. Medens h a n er borte, in d lad er h u n sig i F e b ru a r og M arts m ed en M ontør og en H ovm ester. Da hendes M en stru a
tion d e re fte r udebliver, bliver h u n og M ontøren enige om, a t h u n skal rejse til E sbjerg og have S am leje m ed K æ resten for a t u d lægge denne som F ad er; h u n k o m m er til E sbjerg den 18. April.
D en F orlovede g aa r i F æ lden. D. 19. D ecem ber n ed k o m m er h u n m ed et sto rt og veludviklet D rengebarn, til hvilk et den F orlovede udlægges som F ad er. H an e rfa re r senere, at h a n ikke h a r væ ret den eneste; h u n tilsta a r tilsidst for h am og anlæ gger saa Sag m od M ontøren og H ovm esteren; u n d e r Sagen fo rlan g er disse den Forlovede sat i B idrag sam m en m ed sig. R etslæ geraadets E r klæ ring om A vlingstiden siger: fra M idten af F e b ru a r til M idten
af A pril m ed T ilføjende: »det k a n ikke ganske udelukkes, at B a r
n et k an væ re avlet d. 18. April.«
3. E n ung M and, der indklages som B arn efad er, fo rlan g er sig frifu n d en , idet h a n hæ vder, at h a n ikke k an være F ad eren , e fte r
som h a n er sig bevidst altid a t have væ ret yderliggaaende fo r
sigtig m ed H ensyn til at u d elu k k e B esvangrelse. Det k o m m er op u n d er Sagen, a t K lagerinden jæ vnlig h a r besøgt en engelsk U n derofficer p a a H. M. S. »C aledon« u n d er dettes O phold p aa K ø
b en h av n s R hed i S eptem ber 1919. B arn e t k an efter R etslæ geraa- dets E rk læ rin g væ re avlet i S eptem ber og O ktober 1919. Men U nderofficeren h a r k u n besøgt D a n m a rk som M edlem af B esæ t
ningen p a a »Caledon«; det d anske G eneralkonsulat i L ondon sk a f
fer h an s Adresse og u d v irk er, at en P a tern itetserk læ rin g forelæ g
ges h a m til U n d e rsk rift eller Ik k e -U n d ersk rift; men h an fo re
træ k k e r ikke at skrive under.
4. E n som B arn e fad e r indstæ vnet gør til sin F rifindelse gæ l
dende, at h a n aldrig h a r h a ft anden F orbindelse m ed Klager- inden, end at h a n en Aften i løftet S tem ning h a r fulgt hendes venlige In v itatio n til at ledsage hende hjem til hendes Logi, h vor h a n d erp aa h a r h a ft Sam leje m ed h ende for 20 Kr. Pigen e rk e n der dette, m en hæ vder, at h a n er den eneste, h u n h a r staaet i F o rh o ld til i de 2 M aaneder, i hvilke B arn e t efter R etslæ geraadets E rk læ rin g k a n være avlet. Det oplyses, a t h u n allerede før B a r
nets Avlingstid h a r faaet T ilh o ld af S æ delighedspolitiet, og h u n gribes i Løgn p a a Løgn u n d er A fhøringen om, h vad hun h a r levet af i de paagæ ldende 2 M aaneder; endelig lader hele hendes O ptræ den og P aak læ d n in g ingen Tvivl bestaa om, h v ad der nu er hendes H ovederhverv.
At afgøre disse 4 Tilfæ lde saaledes, at D om m en sim pelthen kom til at lyde p aa D om fæ ldelse a f Indstæ v n te i T ilfæ ldene 1, 3 og 4 og D om fæ ldelse af den F orlovede sam m en m ed M ontøren og H o v m esteren i T ilfæ lde 2, vilde væ re at tage for grovt p a a Tingene.
S kulde T ilfæ ldene afgøres af Læ gfolk, der v ar su n d t og re t .tæn
kende M ennesker, og hvis D ø m m ek raft ikke v ar fo rd u n k le t af F o rd o m m e i nogen R etning, n æ re r jeg da h eller ingen Tvivl om, a t A fgørelserne i k k e vilde blive de næ vnte. T væ rtim od k an m an gaa ud fra, at i R e l a t i o n t i l M o d e r e n vilde den In d
klagede i det sidstnæ vnte T ilfæ lde blive frifu n d e n helt, og a t — stadig i R elation til M oderen — T vivlen i T ilfæ ldene m ed M otor
cyklisten og m ed den engelske M ariner k u n vilde dreje sig om, h v o rv id t Indklagede skulde frifindes helt eller «betale h alv t B i
drag. E ndelig i det 4. T ilfæ lde — det m ed den F orlovede i E s bjerg — n æ rer jeg ingen synderlig Tvivl om, at denne vilde blive helt frifu n d en .
Det var m aaske ingen Skade til at faa N æ vninger eller dog M eddom sm æ nd i P aternitetssager. Men iøvrigt h a r jeg k u n p r o jiceret S pørgsm aalet ud for en J u ry for at skaffe mig en S a n k tion paa, at det, jeg kald er R etsfølelsens R esultat i disse T ilfæ lde, ikke er en af de fo rh ad te individuelle M eninger hos en enkelt D om m er, m en stem m ende m ed den oplyste A lm enheds a lm in d e lige m oralske B egreber.
R etten til U n derholdsbidrag kan, som bekendt, opfattes p a a 2 Maa- der: 1) som den besvangrede Piges K rav paa, at F orsørgelsesbyr- den — der i F o rh o ld til det O ffentlige er lagt p a a hende — lettes ved, at B esvangreren træ d er hjæ lpende til, og 2) som det u sk y l
dige B arns K rav overfor sin F ad er. M edens alle er enige om, at d a n sk Ret h jem ler K ravet i dets førstnæ vnte Skikkelse — som en B idragsret for M oderen — befinder m an sig p a a m ere u sik k er G rund, n a a r m an taler om, at B arn et h a r en egentlig Ret. Dette m aa vel nok antages, m en det sta a r dog ingen Steder ligefrem hjem let, og vi venter en d n u p aa den H øjesteretsdom , der defini
tivt skal slaa det fast.
N aar vi n u først ser K ravet fra M o d e r e n s S y n sp u n k t, a lt
saa som et K rav p a a H jæ lp til hende, vil R etsfølelsen tilsige, a t Pigen, som h a r h aft — fu ld b y rd e t — Sam leje m ed den u kendte M otorm and, ikke k an forlange fu ld t U nderh o ld sb id rag af den, h u n k u n h a r h a ft a fb ru d t S am leje m ed, og som h u n k u n h a r indstæ vnet, fordi h u n ikke k u n d e stæ vne M otorm anden, a t Pigen, som h a r d y rk et den engelske U nderofficer, ikke k an forlange fu ld t B idrag fra sin skikkelige d an sk e Kæreste, a t Skøgen intet som helst K rav h a r p aa B idrag fra d en tilfæ ldige Besøgende, og a t D am en, der rejste til E sbjerg for at k u n n e give sin Kæ reste S kylden for den form entlig allerede skete B esvangrelse, ikke h a r noget K rav p a a B idrag fra ham .
Vil m an se K ravet fra Ba r n e t s S y n sp u n k t, er det m est p r a k tisk at forsk y d e R etstilfæ ldene lidt ved at fjern e d en uheldige M oder fra Scenen og f. E ks. lade B arnets B edstefader optræ de som V aretager af dets Ret. I og for sig synes jeg n æ rm est, at R esultatet b u rd e blive det sam m e, som n a a r M oderen søgte sin Ret, dog ikke af de sam m e G runde, m en fordi der forek o m m er m ig at m angle ju rid isk causa til a t tillægge B arn e t K rav p a a fu ld t U nd erh o ld sb id rag fra In dklagede i de næ vnte Tilfæ lde. Det rette er form entlig, at der ingen U r e t f æ r d i g h e d begaas, hv ad enten m an vælger den ene eller den an d e n L øsning; der k an anføres gode G runde for begge, og R esultatet m aa bero paa, h v ad d er er h e n s i g t s m æ s s i g t . H erom k an m a n have fo rsk e l
lige M eninger; jeg tror, det er m est stem m ende m ed de i Ø je
blik k et hersk en d e, stæ rk t socialt farvede T end en ser at tillægge B arn et K rav p aa fuldt U n d erh o ld sb id rag fra de Indstæ vnte, dog ikke i Tilfæ lde 4 og ikke fra den b edragne Forlovede i T ilfæ lde 3, saa frem t h ans Sam leje m ed K æ resten, som i E ksem plet, falder paa et saa sent S tadium af U ndfangelsestiden, at h a n k u n k o m m er m ed ved H jæ lp af et »det k an ikke ganske udelukkes« i Rets- læ geraadets Svar. Men tager m an dette M om ent bort, tæ n k e r m an sig, at Pigens S am leje m ed h am saavel som m ed de 2 an d re fald er m ere i H jertet af C onceptionstiden, tro r jeg, m an vilde give B arn e t K rav paa fuldt U nd erh o ld sb id rag ogsaa fra h an s Side.
Nu er Sagen jo, at A lim entationskravet, n a a r det indtales a f M o d e r e n , i k k e e r e n t e n M o d e r e n s e l l e r B a r n e t s , m e n e n t e n u d e 1 u k k e n d e M o d e r e n s e l l e r M o d e r e n s o g B a r n e t s , idet det jo er ubestrideligt, at M oderen er interesseret i at faa H jæ lp til at bæ re den F orsørgelsesbvrde, F attigloven paalæ gger hende. H e raf følger, at L øsningen af de om han d led e 4 T ilfæ lde nødvendig m aa blive et ved første Ø jekast noget k u n stig t D obbelt
svar. saa frem t 1) M oderen o p træ d er som G itant, 2) B arnet e r
kendes at have en selvstæ ndig Ret, og 3) denne B arn ets selv
stæ ndige Ret anerk en d es i de 4 Tilfæ lde. At den anerk en d es, vil jo logisk sige, at den ikke k an com penseres m ed M odkrav h id rø ren d e fra M oderens sam vittighedsløse F o rh o ld ; B arnets Ret til B idrag efter A lieentationslovens § 1 fra denne bestem te In d k la gede m aa altsaa fastslaas. P aa d en an d e n Side forb y d er R et
fæ rdigheden, at M oderen p aa egne Vegne fa a r Ret overfor ham . R esultatet bliver altsaa d e l s , at fo rsaav id t an g a ar K ravene efter
§ 2 i næ vnte Lov: U n d e rh o ld sk rav et til M oderen personlig 1 Maa- ned før og 1 M aaned efter F ødslen sam t B arselsfæ rd sk rav et, m aa In dklagede frifindes — i alt F ald m od at betale en Rate — d e l s, at d er m a a gives h am et K rav p aa E rsta tn in g hos M oderen, fordi hendes S am vittighedsløshed h a r berøvet h am den Regres, h a n efter saavel n a tu rlig som positiv d an sk Ret h a r K rav paa o ver
for den eller de an d re m ulige F æ dre. I T ilfæ ldet m ed den b e
d ragne F orlovede tilsiger R etsfølelsen, at M oderen paa G rund a f sin Svig bliver pligtig a t erstatte h am alt, hvad h an k o m m er til at betale — k u n herved bekæ m pes effektivt det næ vnte gem ene Motiv. I T ilfæ ldet m ed Skøgen og den tilfældige Besøgende m aa ligeledes fuld E rsta tn in g sre t anerkendes, sa a fre m t B arn et skal have noget af Indstæ vnte. Hvis Indstæ vnte i M otorcyklist- og E n g læ n d ertilfæ ld et frifindes helt i F o rh o ld til M oderens K rav (§ 2-B idragene), m aa dette være, fordi m an tro r ham paa h an s Indsigelse, og h a n m aa da k onsekvent have fuld E rsta tn in g hos M oderen for, hvad h a n k o m m er til at udrede til B arnet. D øm mes h a n derim od til at betale h alv t B idrag efter § 2, bliver K on
sekvensen, at h a n m aa have Regres for det halve af, hvad h a n u d re d er efter § 1. Det m aa herved bem æ rkes, at efter Rpl. § 514 Nr. 3 er U nderholdspengene til B arnet, selv om de er p aa Mo
derens H aan d , u n d tag n e fra Udlæg og U d p an tn in g af hendes K reditorer; Indstæ vnte vil d erfo r ikke m ed hø jre H a an d k u n n e tage tilbage, h v ad h a n h a r b etalt m ed venstre, m en vil væ re h e n vist til eventuelt a t gøre U d p an tn in g i hendes an d re E jendele.
E rk e n d es det nu, at disse R esultater er dem , Retsfølelsen dik- terer, bliver Spørgsm aalet, om der i positiv dan sk Ret er B estem m elser eller G rundsæ tninger, som h in d re r at døm m e herefter.
Jeg skal h er tillade m ig at gennem gaa dels den eneste Indvending, jeg h a r h ø rt form uleret, dels tre an d re, som jeg k u n d e tæ nke mig, Nogen vilde gøre.
Den Indvending, jeg h a r h ø rt form uleret, er denne: U dgangs
p u n k te t for P roblem stillingen er forkert. Det er efter d an sk Ret ik k e en Betingelse for at blive u n derholdspligtig til et u d en fo r Æ gteskob født B arn , at m an e r dets F ad er, m en kun, at m an k a n v æ r e det.
D enne In dvending synes jeg ikke er overbevisende. T h i hvor staar, a t d e t er d an sk Ret? D er sta a r ikke eet O rd h e ra f i L o vene eller F o ro rd n in g ern e, og utvivlsom t af gode G runde, for der er ikke Tvivl om, a t den Ju stitsm in iste r, der vilde foreslaa en eventuel ny Udgave af A lim entationsloven indledet m ed en saa d an Regel, vilde faa B esvæ r m ed at faa R igsdagen til at sluge den. Sagen er den, a t Ind v en d in g en forveksler d a n s k R e t og en ju rid isk F o rm el eller K o n stru k tio n , som L æ rebøgerne er. tyet til for a t anskueliggøre den Løsning, P ra k sis h er i L andet er slaaet ind p aa a t give et H ovedspørgsm aal i d ette E m ne. D ansk Ret, det b ety d er i denne S am m enhæ ng Lovene i L an d e t + R ets
følelsen. M en Lovene i det h ero m h a n d led e E m ne, det er F r.
14. O ktbr. 1763, PI. 6. Deobr. 1839 og Lovene af 20. April 1888, 12. A pril 1892, 3. April 1900, 27. Maj 1908 og 29. A pril 1913, og alle disse paalæ gger ligefrem k u n F a d e r e n til et uægte B arn A lim entationspligten. Det p ra k tisk e S pørgsm aal blev saa: H vem er F ad eren ? Og dette S pørgsm aal synes m an, efter M otiverne i Coll. T id .1) til PI. 28. Maj 1825 at døm m e, i det 18. A arh. de fleste S teder a t have løst p aa den straten rø v erag tig e M aade, a t m an uden videre satte den, B arn em o d eren sigtede, i B idrag, m en tillod h am a t gøre sig fri ved a t rejse E dssag efter D. L. 6— 13— 5.
Ad d en n e Vej og ikke i K ra ft a f H u m an iteten s B ud eller finere ju rid isk Logik kom m a n ind p a a at besvare det Spørgsm aal:
H vem er F ad eren , hvis P igen p a a A vlingstiden h a r h a ft Sam leje m ed flere?, d erh en , at saa er de alle F æ dre. Det logisk rigtige S var vilde, som frem h æ v et a f D e u n t z e r 2) og som a n e rk e n d t i B. G., B., h av e væ ret: Saa m aa de alle frifindes, th i saa h a r h u n ikke overfor nogen a f dem godtgjort, a t v edkom m ende er F ad eren . Lige til Loven af 1908 overlod m an fa k tisk i de fleste T ilfæ lde K vinden a t vælge F ad eren , id et m a n beroligede sin S am vittighed m ed en H envisning til R esk rip t a f 30. N ovbr. 1758 om, at alle, der h av d e h a ft S am leje m ed en besvangret p a a U ndfangelsestiden, skulde idøm m es L ejerm aalsbøderne. D enne ejendom m elige R ets
tilstan d — som der dog u d try k k elig tages A fstand fra i flere D om m e og navnlig u n d er D om svoteringer — v ar det, m an, ikke
1) Coll. T id. 1825 S. 382 ff.
2) F a m ilie re tte n 4. Udg. S. 324.
u elegant, i S ystem erne resu m ered e m ed Sæ tningen: m an sættes i B idrag ikke fordi m an e r F ad eren , m en fordi m an k a n være det. Men fra denne Læ rebogens — endda k u n tilnæ rm elsesvis rigtige — F o rm el at slutte til A fgørelsen af e t p ra k tisk Tvivls- sporgsm aal, det er utvivlsom t uberettiget. De p ra k tisk e Tvivls- m aal m aa loses efter deres E jendom m eligheder; saa m aa m an bagefter prøve, om Løsningen af dem m ulig m edfører, a t L æ re
bogens F o rm el ikke ganske h o ld er Stik.
Den Indvending, jeg n u m ener at have gendrevet, k an k u n tæ nkes gjort af Ju riste r; m en af de ind v en d in g er, jeg n u skal gaa over til, er g anske vist den ene — og det den eneste, jeg i G runden fry g ter — en specifik ju rid isk , m en de to an d re k a n og- saa Læ gfolk blive et B ytte for.
Den ju rid isk e Indvending er denne: K un at paalæ gge en som B arn e fad e r indstæ vnt at betale 1/2 B arselsfæ rdsbidrag og 1/2 B idrag til M oderens U nderhold i de 2 M aaneder om kring F ø d s
len, af den G rund, at B arn et lige saavel k an væ re avlet af en ub ekendt T re d je m an d eller af en engelsk Soldat, h v o rfo r M ode
ren ikke k a n opfylde Indstæ vntes — i Loven af 1908, § 14, 2.
Stk. hjem lede — K rav paa at faa de v e d k o m m e n d e in d d rag et i Sagen — det er noget nyt, noget ikke hid til p ra k tiseret. Og en d n u m ere gæ lder dette den kunstige D obbeltløsning i R elation til U n
derh o ld sb id rag et til B arnet: at paalæ gge de paagæ ldende In d stæ vnte dette U nderh o ld sb id rag fuldt ud, m en give dem Ret til at holde sig til M oderen for d e n Del a f det, de skulde have h a ft e r
stattet af henholdsvis den U bekendte og den frem m ede Soldat.
H ertil vil jeg sige: G rundstoffet, Atom et, i al Ret er R ets
følelsen. D ennes B ud er det D om m erens heiligste P ligt a t e fte r
kom m e. Det er m uligt, at — efter Grl. § 71 — en positiv Lovs afvigende F o rsk rifte r kan h in d re h am heri. Men nogen an d en F ritag elsesg ru n d k an i alt F ald ik k e anerkendes. Specielt heller ikke H ensynet til, at m an vilde afvige fra P rak sis. P ra k sis er en flu k tu eren d e R etskilde, og saa san d t som R ettens U dvikling g en
n em T id ern e vil sige R etsfølelsens U dvikling og ikke de rets- videnskabelige System ers, saa san d t m aa P rak sis, om jeg saa m aa sige. begrebsm æ ssig nødvendigt fo ran d re sig gennem T i
derne. Vi k an ikke blive holdende der, hv o r vore F æ dre holdt.
D et v ar engang P rak sis, at en Pige ikke var uberygtet, n a a r h u n , om saa blot m ed sin F orlovede, h avde h a ft et enkelt Sam leje u d en fo r Æ gteskab, m en det v ar utvivlsom t et S k rid t i R ettens U dvikling, da en Dom i 1901 brø d M agten af denne P rak sis ved om en Pige, der for Aar tilbage havde staaet i F o rh o ld til sin F orlovede, at b ruge T ry lleo rd et »uberygtet, om end ikke u b e
rø rt« 1).
Nu vil E n m aask e h erim o d sige: Ja, H ø j e s t e r e t h a r Ret til saaledes at fo rsty rre de tilvante B egreber, m en ikke en u n d e r
o rd n et D om m er. Det er ikke rigtigt. Det v a r K rim inal- og P o liti
retten, som b rugte T ry lle fo rm u la re n »uberygtet, om end ikke uberørt« — H øjesteret stadfæ stede blot. Og der m aa allerede p aa B orgernes Vegne p ro testeres m od en B etrag tn in g sm aad e som den, denne Indvending giver O rd for. B orgerne h a r K rav paa, n a a r de gaar til en D om m er, at faa det, der til syvende og sidst er R e t . De skal ikke for U n d erretten afspises m ed, h vad der er tilvant. E n D om m er skal, h vilken In stan s h a n end tilh ø re r, han d le som om h an s Afgørelse v ar det sidste O rd i Sagen. Det m odsatte er ik k e blot uu d h o ld elig t for de lavere In stan se rs A n
seelse; det er i sig selv urim eligt og desuden uretfæ rd ig t, efte r
som det begu n stig er dem , der h a r R aad til at føre en Sag g en nem alle In stan ser.
Med det sagte er det — naturligvis — ikke M eningen at o p stille en forsv u n d en T ids T hesis, a t P ra k sis ingen B etydning h a r.
Afset fra den store B etydning, den re n t fa k tisk h a r, p a a G rund af In ertien s Lov, h a r den ogsaa en ideel B erettigelse, nem lig for alle de T ilfæ lde, hv o r der ligger m ere Vægt paa, a t F olk h a r et eller an d e t b e s t e m t at gaa efter, end paa, h v a d dette er.
Men ved de — i V irkeligheden vistnok forholdsvis faa — S pørgs
m aal, h v o r R e t s f ø l e l s e n indicerer et b estem t R esultat, d èr m aa in tet H ensyn til P rak sis træ d e h in d ren d e i Vejen.
N a ar der n u er S pørgsm aal om, hv o rv id t de fo ra n forsvarede Afgørelser strid er m od P rak sis, saa m aa det først bem æ rkes, at det i alt F ald k u n er negativt, de k u n d e siges a t strid e m od P rak sis, nem lig ved at saad an n e A fgørelser ikke vides før at væ re
1) U. f. R. 1901 S. 816.
tru fn e . F o rh o ld et er ikke det, a t de positivt strid er m od tidligere Afgørelser. Det m aa naturligvis in d rø m m es, a t der er D om m e, hvis A a n d o g T a n k e g aa r i m o d sat R etning af de næ vnte A fgørelsers. D er er Hof- og S tadsretsd o m m en i U.f.R. 1895 S. 1204, d er statuerede, at en M and i M angel a f sæ rlig O verenskom st d e r
om ikke efter L ovgivningen v ar beføjet til at sagsøge en a n d e n til at betale U nderh o ld sb id rag til et af h an s frasep arered e H u stru født B arn, til hvilket O verpræ sidiet havde sat h am i B idrag, sk ø n t den an d en — efter M andens uim odsagte A nbringende — var F a deren. D enne Dom synes m eget snæ versynet, sam tidig m e d at den — fra en an d e n Side set — er m eget dristig og i S trid m ed P rak sis, nem lig fo rsaav id t den frifa n d t den sagsøgte, skønt h a n egentlig m a a tte siges at have taget bek ræ ften d e til Genmæle, idet h a n udeblev efter h a ft U dsæ ttelse. Der er dernæ st K rim inal- og P o litiretsd o m m en i U.f.R. 1896 S. 1158, der næ gter U dsæ ttelse til V idneførsel for at godtgøre, at K lagerinden havde h a ft S am leje m ed and re, hvilk et i D om m en erklæ res fo r Sagen uvedkom m ende.
Det frem g aar dog ikke a f V oteringen, om ikke den egentlige G rund til denne kategoriske U dtalelse h a r væ ret, at M istanken m od K lagerinden h a r væ ret ganske løs og ikke h a ft H en sy n til A vlingstiden for det paagæ ldende B arn. Der er O verretsdom m en i U.f.R. 1898, S. 408, stadfæ stende en Dom af Sunds-G udm e H e rre ders P o litiret, der næ gtede en Indklaget, som havde erk en d t S am leje paa A vlingstiden, T illadelse til at adcitere en M and, som a n gaves at have væ ret Pigens F orlovede p a a Avlingstiden. Men nogen H ø j e s t e r e t s d o m , hvis A and saaledes strid er m od de forsvarede R esultater, foreligger decideret ikke. Og der er paa den anden Side D om m e, hvis T endens g aar m od de nu cite
red es, saaledes en K rim inal- og P olitiretsdom af 26. Maj 18701), der angik en Sag, som m an havde re assu m eret for at K lagerinden k u n d e inddrage en T re d je m an d ; en af de V oterende vilde h er endog have en krim inel U ndersøgelse indledt mod B arnem oderen, fordi hu n havde udlagt en bestem t M and som B arnefaderen, skønt h u n m aatte vide, at h u n ogsaa havde h a ft Sam leje med en anden p aa B arnets Avlingstid. F rem deles kan m æ rkes de 2 O
verrets-1) 1 C ivkm sag 13/1870.