HENRY USSING 60 A a r

60 A a r

S ø n d a g 5 . M a j 1 9 4 6

Henry Ussing 60

.

A v P re sid e n te n B i r g e r E k e b e r g .

Om någon i denna G allup-undersökningarnas tid skulle falla på den tanken a tt rikta en fråga till Sveriges jurister av vilken utländsk rä ttslä rd de haft m est a tt lära, skulle enligt min tro H enry Ussings namn sam la en överväldigande m ajoritet både bland teoriens och praktikens män. Till stor del har detta n atu r­

ligtvis sin forklaring däri a tt han t i ll sitt verksam hetsfält valt e tt så centralt och i Sverige delvis m indre bearbetat om råde som obligationsrätten, a tt han t i l l undersökningsobjekt h ar ett nordiskt rä ttssy stem och a tt han skriver på ett nordiskt språk.

Men vad som g jo rt hans nam n så kän t och ak ta t även i v årt land ä r dock fram förallt det m ästerskap varm ed han behärskar sitt äm nes v idsträckta domäner, klarheten och rikedomen i hans litte rä ra produktion och den sunda juridiska tak t som p rä g la r hans verk.

I den n ärm ast foregående generationen träd d e också en dansk ju rist på sam m a vis i forgrunden, Ussings lärare och fö reträdare i äm betet Julius Lassen. Redan som ung docent blev Ussing hans m edarbetare, beredd a tt fullfölja sin foregångares verk på det pietetsfulla sä tt varpå dansk lärdom shistoria ger fiera exempel.

Men Ussings egenart träd d e redan tidigt k lart i dagen och sedan länge fram står han nu som en särp räg lad vetenskapsm an, en av de främ sta gestaltern a i den danska och nordiska rättsveten- skapens historia. Ussings namn har för v åra d agars svenska ju rister sam m a förnäm liga klang som Lassens hade då seklet v ar ungt.

Ussing h ar aldrig fra m trä tt med anspråk a tt v ara system - byggare och den rena begreppsjurisprudensen, den ab strak ta skrivbordsjuridiken, ä r honom sn arast en styggelse. Hans sty rk a ligger i den suveräna överblicken av ett outtöm ligt m aterial och i det sä tt v arpå han fo rstå r a tt lägga de otaliga problemen tillrätta. Väl förtrogen med och obunden av nedärvda doktriner och med det p raktiska livets k rav som ledstjärna g år han till sin uppgift. Han bygger från grunden och denna är för honom den praktiska erfarenheten från det livsområde de behandlade rä ttsreg lern a avse. Med stö rsta om sorg stud erar han den ständigt växlande och nyckfulla verklighet på vilken lagbuden taga sikte.

Hans kännedom om rä ttsp ra x is ä r fullkomlig och han hör till dem som sträv a efter a tt anpassa rä ttsre g lern a och deras tolkning efter livets krav och ej vilja pressa verkligheten in i teoriernas tvångstroja. Den analys han ägn ar åt de m ötande frågorna ar rik på intressante synpunkter, ägnade a tt ställa det behandlade äm net i allsidig belysning. Det vilar över hela hans författarskap ett drag av common sense och hans tan k ar ha en allm ängiltighet som ge dem högsta värde även utanför det lands grän ser vars lagstiftning han närm ast h ar för ögonen. Det ä r d ärför som även

svenska jurister så ofta söka och finna vägledning hos Ussing, då de ställas inför svårbedom da civilrättsliga sporsm ål.

Inom den svenska juridiska litteratu ren ä r Alméns kommen­

ta r till köplagen det arbete som till sin allm änna läggning m est påm inner om Ussings. Sam m a vederhäftighet, sam m a rikedom på synpunkter, sam m a öppna blick för det prak tisk a livets krav p rä g la i båda fallen en analys som sträc k er sig sn art sag t till v arje v rå av det behandlade ämnet. Arbeten av denna a rt förut- s ä tta den förträffliga egenskap som kan kallas juridisk fantasi, form ågan a tt intuitivt förutse och överblicka de oändligt skif- tande situationer inför vilka lagens handhavare kunna se sig ställda. L ysande prov på denna gåva m öter m an överallt i Ussings produktion men kanske ingenstädes i rikare m ått än i hans sto ra avhandling om borgen.

Det ligger i sakens n atur a tt en rä ttslä rd av Ussings typ ä r väl skickad även för Iagstiftarens uppgifter. H ans form åga h ar också tagits i anspråk för säväl dansk som nordisk lagstift- ning. Sålunda efterträd d e Ussing sin äldre kollega Torp såsom dansk ordförande i den nordiska kommission som hade a tt ut- arb eta forslag till lagstiftning om upplagshus och upplagsbevis och señare inträdde han i sam m a egenskap i den nordiska skulde- brevskomm issionen. U nder d etta arbete tillvann han sig den stö rsta uppskattning ej minst av sina svenska kolleger. Hans grundliga lärdom v ar en tillgång av högsta värde och heia hans syn på de rä ttslig a Problemen harm onierade förträffligt med den linje som sedan länge varit vägledande för det nordiska lagstift- ningsarbetet. D etta h ar p rä g la ts av m otvilja m ot ab stra k ta teore- tiska regler i Stil m ed den ty sk a BGB, avsedda a tt innefatta en uttöm m ande lösning av alla uppkom m ande rättskonflikter. Man h a r velat fram gå m ed försiktighet och ej fastslå bindande regier i stö rre utsträckning än m an ansett sig kunna med stöd av vunna erfarenheter överblicka terrängen. Ussing h ar m ålm edvetet under- stö tt denna sträv an a tt ge lagstiftningen en viss konkretion och begränsning och låta losningen av sådana problem som ännu ej äro m ogna för legislativ behandling forsiggå i de friare form er som den rättsvetenskapliga diskussionen och dom stolarnas praxis erbjuda.

Även Ussings m edverkan vid de nordiska juristm ötena och juriststäm m orna liksom hans g ästföreläsningar runt om i Norden ha i hög grad bidragit till a tt göra hans namn känt och aktat.

Alldeles särskilt skola deltagarna i 1936 års juriststäm m a i Sig- tuna med tacksam het minnas ej blott hans förnäm liga bidrag som föreläsare och debattör utan också och icke m inst hans form åga a tt i kam ratligt Umgänge vinna den nordiska ungdom ens hjärtan, deras tillgivenhet och vänskap lika väl som deras beundran. Han hade h ä r blott en like: sin yngre norska kollega och vän R agnar Knoph.

Den 5 m aj 1946, på H enry Ussings sextioårsdag, skola från hans m ånga svenska vänner varm a välgängsönskningar, förknip-

B 8 *

pade med känslor av tacksam het och uppskattning, ström m a honom till m ötes. D essa känslor gälla hans livsgäm ing, men de gälla också och i lika hög g rad hans person — hans anspråkslosa, älskvärda men på sam m a gång klippfasta väsen. S ärskilt under k rig ets tunga och ödesdigra å r h ar det v a rit ovärderligt a tt i främ sta Iedet bland de nordiska råttsid éern as förkäm par stå tt m än med H enry Ussings m oraliska resning.

Till Prolessor Henry Usslng.

En hälsning från Finlands jurister.

A v A k a d e m ie k a n sle m O. Hj. G ranfe lt .

Då de danska pioniärerna i det rä ttslig a sam arbetet Nordens folk emellan enligt naturens ordning dragit sig tillbaka, h ar deras verksam het upptagits och fo rtsa tts av nya män. Som en av de främ ste bland dessa räkna vi h är i Finland P rofesso r H enry Ussing. S ärskilt för v å r juristgeneration av idag fram står han som den borne danske ledaren. D etta beror ingalunda uteslutande p å P ro fesso r Ussings vetenskapsm annagärning, utan i hög grad även på hans ovanliga form åga a tt genom flärdfritt, friskt Umgänge och inlevelse i den unga generationens intressen vinna dennas sym pati. Det ä r em ellertid ej denna talang, som gör a tt även vi, Finlands jurister, äldre och yngre, vid P rofessor Ussings 60-års jubileum vilja bringa honom v å r hyllning.

Vi hylla honom fram för allt som en av den nutida juris­

prudensens främ ste. Det ä r icke blott i sitt hem land P rofessor Ussing med fram gång plöjt och besått rättsvetenskapens m arker.

O ckså i den skandinaviska rättsordningens n ordöstra gränsland, i Finland, skörda vi frukterna av hans forskarglädje och möda.

Att d etta ej ä r alienast fagra ord bevisas redan därav, a tt flere av hans verk på förm ögenhetsrättens gebit h öra till kursfordrin- g arna för de äm betsexam ina, som avläggas vid v å rt s ta ts­

universitet. P rofesso r Ussings inflytande är em ellertid ej härtill begränsat. V år rättsskipning i såvål högre som lägre instanser påverkas i betydande om fattning av hans litte rä ra produktion.

P rofessor Ussing kan d ärfö r räkna jäm väl d etta land som en integrerande del av sin verksam hetssfär. Att d etta också m edfört förpliktelser h ar P rofessor Ussing nogsam t beaktat. Det utvisar den föredragsresa han tro ts det pågående världskrigets veder- värdigheter senhösten 1942 företog till Helsingfors och v arav vi uti »Tidskrift, utgiven av Juridiska foreningen i Finland«, hava ett bestående m innesm ärke i det följande å r d är t i ll try ck be- fordrade föredraget över äm net »condictio indebiti«. I d etta P ro ­ fessor Ussings besök sågo vi h ä r ej allenast ett hörsam m ande av v å r inbjudan. Det bekräftade för oss i handling strävan att,

oavsett tillfälliga politiska konjunkturer, räkna även d etta land som en del av Norden, av den rä ttslig a enhet d etta innebär;

en bekräftelse som för oss v ar och förblir av utom ordentlig betydelse.

U nder hög uppskattning av vad P ro fesso r H enry Ussing i ord och handling utfö rt sändes honom nu vid uppnådda 60 å r en varm hälsning från Finlands jurister.

Henry Ussing i norsk rettsvitenskap.

A f P r o fe sso r , Dr. jur. K r i s t e n A n d e r s en .

F or en norsk p riv atrettsteo retik er er det helt enkelt en op­

levelse å få v æ re med på å hylde H enry Ussing nettop i det tidsskrift, som han gjennem å rtie r h a r g å tt inn for med den faglig, ideale lidenskap, som e r sen tralt bæ rende i hans retts- vitenskapelige personlighet.

Det er neppe for m eget sag t a t det idag ikke finnes noen p riv atrettsju rist, som norske privatrettsteo retik ere føler sterkere tran g til å takke enn H enry Ussing. Ja, jeg fristes til å skrive at H enry Ussings navn er selve navnet i dagens norsk p riv atretts- vitenskap. H ans innflytelse kan spores på alle de felter, der han i tidens løp h a r sa tt sin forskning inn. Å rsakene til dette er mangfoldige. S å m angfoldige at jeg ikke vil gi mig i k ast med et forsøk på å kartlegge dem. Et slikt forsøk er sikkert på for­

hånd døm t til å m islykkes. Allikevel vil jeg gjem e få frem heve at H enry Ussings eiendommelige evne til virkelighetsnæ r, preci- serende analyse og vurdering er den egenskap, som iallfall for m ange av oss, h ar virket m est fascinerende og givende.

N år m an leser H enry Ussing fylles m an av en stillferdig, stadig stigende beundring. Denne beundring skyldes frem for alt den kom prom isløse faglige nøkternhet og æ rlighet, man innvies i.

H enry Ussing »later aldri som om«. Han faller aldri for fristelsen til den storslåtte, om trentelige overfladiskhet, som i nordisk re tts­

vitenskap fra tid til annen h a r v æ rt en kilde til en, på m ange m åter talentfuld, men kom prom itterende lettferdig åndfuldhet.

H enry Ussing faller heller ikke for fristelsen til den anstrengt kom pliserende skarpsindighet. Han er i velgjørende g rad uimpo- nert over sin egen vitenskap. Han h ar den virkelig betydelige personlighets m ot til kom pleksfri resignasjon. Enhver forfenge- lighet i retning av »å skulle v æ re vitenskapelig« er ham vesens- fremmed. Nettop fordi den er det, er han typisk nokk den m est vitenskapelige av sam tlige nordiske privatrettsteoretikere.

Hvis jeg ikke h ar ta tt helt feil, har H enry Ussing fra første stund sett at det principielt ingen nevneverdig forskjell er på den forstandige p riv atrettsteo retik ers og den forstandige dom mers

virksom het. Det er denne erkjennelse som h a r gitt ham hans selvfølgelige virkelighetsnæ rhet. Og, som sagt, det er i annen om gang denne virkelighetsnæ rhet, som er hovedårsaken til hans enestående posisjon i norsk privatrettsvitenskap, og jeg tro r man kan tilføie, i norsk p rivatrettspraksis. Det er ingen overdrivelse å hevde a t enhver faglig anstendig forankret p riv atre ttsju rist i Norge med forkjæ rlighet søker til H enry Ussing når tvilen m elder sig.

D ette kan kanskje sies å væ re litt pinlig for de av oss, som ved tilfellets spill h ar få tt til opgave å virke som norske p riv at­

rettsteoretikere. Personlig føler jeg det im idlertid ikke slik. Jeg er tvertim ot gla for a t vi i H enry Ussing h ar en ruvende faglig personlighet, som i og m ed det på stim ulerende m åte h vert øie- blikk virker som ens onde sam vittighet. D erved legges man i god forstand på strekk, og man er i den lykkelige stilling å ha et ideal, som m an alltid kan arbeide hen im ot uten å nå det.

Stillingen er så m eget lykkeligere fordi det m ennesket, som rep resenterer idealet for én, ikke utelukkende er den suverene fagmann, men sam tidig en forstående og hjertelig kollega. En kollega som i sitt livssyn og sin livsholdning gjennem strøm m es av den ånd m an m øter i de gam le ord: »Ett skal du selv utfinne, et annet skal en gud inngi dig.«

Henry Ussing og Domstolene.

Af H ø jester etsp r æ sid e n t Th. Frølu nd .

H enry Ussing h ar — hvis m an tør bruge en saadan Vending om en højtanset Professor, der fylder 60 — ikke skuffet de F o r­

ventninger, som hans Ungdom sarbejde, D oktordisputatsen »Skyld og Skade«, i 1914 vakte. En betydelig R ække V æ rker er i Aarenes Løb udgaaet fra hans flittige Pen, og alle er de præ gede af F or­

fatterens om fattende Viden og dybe Indtræ ngen i Stoffet. Det er derfor med god Grund, a t den juridiske Verden griber P rofessor Ussings 60 A ars Fødselsdag som en kæ rkom m en Anledning til at bringe ham en T ak og H yldest for hans store og betydningsfulde Indsats i dansk Retsvidenskab, og i dette H yldestkor m aa der ikke savnes en R øst fra Domstolene.

Om et F lertal af Ussings B øger gæ lder det, at de først og frem m est er bestem t til B rug ved Universitetsundervisningen, selv om F orfatteren beskedent u d try k k er et H aab om, at de ogsaa m aa »kunne gøre N ytte i det praktiske Retsliv«. D ette er ikke noget forfæ ngeligt Haab. Ussing nøjes ikke med at angive visse Hovedlinier eller a t deducere ud fra almene Principper.

Hans om hyggelige Afvejelse af de reale Hensyn og de m ange dybtgaaende Enkeltundersøgelser, som hans B øger er rige paa,

gør dem til G uldgruber for P raktikere. Vi æ ldre, der har siddet ved Julius Lassens Fødder, kunde m aaske mene, a t Ussings B øger er m indre let tilgæ ngelige for S tudenterne end Lassens, hvor enkelte H ovedsynspunkter eller P rincipper er m ere domine­

rende. Men Ussing er bange for K onstruktioner og Principper, og den praktiske Jurist kan kun paaskønne, a t P roblem erne i hans B øger i højere G rad end tidligere stilles i Belysning af

»de krydsende Hensyn«.

Ussing h ar paa m ange S teder paa smuk M aade givet U dtryk for, hvor m eget han skylder sin F o rgæ nger Julius Lassen, paa hvis solide G rundlag han stadig bygger — som han u dtrykker det i F orordet til 2den Udgave af O bligationsrettens almindelige Del. Det er rigtigt, at enhver Videnskabsmand s ta a r paa sine F orgæ ngeres Skuldre, og Julius Lassens frem ragende og grund­

læ ggende A rbejder kom m er ingen dansk O bligationsretslæ rer udenom i Dag. Men n aar det er sagt, skal det ogsaa siges, a t den Frem stilling af O bligationsrettens almindelige og specielle Del, som nu foreligger fra Ussings Haand, er et saa frem ragende originalt og selvstæ ndigt Arbejde, at det v a r med fuld Ret, at han for et P a r A ar siden, ligesom i sin Tid hans Forgæ nger, blev hæ dret med den Ø rstedske H æ dersm edalje.

Det er bekendt, at Julius Lassens O bligationsret her i Landet h a r nydt en saadan Anseelse, at den ikke sjæ ldent fra S ag­

førernes Side blev citeret under P roceduren næ sten som en Lov­

bog, og at den i forskellige R etninger har paavirket Domstolenes P raksis. Ussings B øger behandles vel knap endnu med den sam m e — m an kunde næ sten sige Æ re fry g t, men de citeres hyppigt og altid under O pm ærksom hed fra Dommernes Side. Og ikke uden Grund. Den Omhu og Sam vittighedsfuldhed, der p ræ ­ ger Ussings Arbejder, hans Nøgternhed og æ druelige Afvejelse af de forskellige Hensyn og hans stadige Henvisning til og Jevn- førelse med Dom stolenes P raksis gør, at ogsaa Dom merne gerne ly tte r til hans Udvikling.

Det siges undertiden som noget af en B ebrejdelse mod Ussing, a t han er for forsigtig og i m ange Tilfælde ikke tag er noget bestem t Standpunkt til den endelige Løsning af et Spørgs- m aal, som han diskuterer. F ra Domstolenes Synspunkt er dette ikke nogen Mangel, men U dtryk for en naturlig Tilbageholden­

hed. F or Teoretikeren, som ikke h ar haft konkrete R etstilfæ lde forelagt, m aa det ofte væ re naturligt at vente med at tage endelig S tandpunkt, indtil Sagen er belyst gennem flere eller fæ rre kon­

k rete Tilfælde, og for Domstolene er det fuldt tilfredsstillende, at T eoretikeren stiller Problem et op og diskuterer de forskellige Hensyn, der m aa tages i B etragtning.

D er er ingen Tvivl om, at Ussing gennem sine B øger og gennem sine talrige Afhandlinger, bl. a. her i U geskriftet, h ar øvet en betydelig Indflydelse paa Dom stolenes P raksis, og denne Indflydelse vil utvivlsom t væ re stigende i de kommende Aar. Ved 60 A ars Dagen skal der da ogsaa fra Domstolenes Side lyde

baade en T ak for den støttende Haand, P rofessor Ussing h ar ra k t os gennem sine fortrinlige juridiske V æ rker, og et Ønske om, a t der m aa forundes ham endnu m ange gode A rbejdsaar med fo rtsa t Produktion til Æ re for dansk R etsvidenskab og til Glæde for R ettens praktiske Udøvere.

Professor Henry Ussing og Universitetet.

Af P r o fe sso r , Dr. jur. P o u l Johs . J ø r g e n s e n .

H enry Ussing tilhører en Slæ gt, af hvis M edlem mer adskillige har vist udpræ get videnskabelig T rang og Evne. Flere h ar væ ret k nyttet til U niversitetet som P rofessorer, og andre kunde sikkert væ re blevet det, om deres Hu havde staae t dertil. Ussings B edste­

fader v ar den kendte klassiske Filolog, P rofessor J. L. Ussing, der i en A arræ kke som R egensprovst residerede midt i Universi- tetsk v arte ret; hans F ad er v ar Stiftsprovst, Dr. theol. H enry Us­

sing, dennes B rødre P rofesso r i Geologi N. V. Ussing og Dommer i de internationale Domstole i Æ g y p ten Dr. juris Johs. Ussing.

O gsaa den kendte Jurist, Dr. juris C arl Ussing hørte til Ussings næ rm este Slægt.

Med saadanne T raditioner i Slæ gten var det kun naturligt, at en Mand med Ussings B egavelse og Anlæg valgte at søge sin Livsgerning ved U niversitetet, og Ussing blev da ogsaa i udtalt G rad en U niversitetets Mand. I en m eget ung Alder blev han k n y ttet til det; allerede i 1914, fire A ar efter a t væ re blevet Kan­

didat, ansattes han som Docent i Retsvidenskab, sam tidig med at han erhvervede den juridiske D oktorgrad, og D ocenturet om byt­

tede han i 1918 med det P rofessorat, han siden h ar beklædt. Som P rofessor blev lian Jul. Lassens E fterfølger som L æ rer i Obliga­

tionsret og R om ersk R et; men det sidste F ag overgik senere til andre.

Det v a r en stor Arv, Ussing fik at løfte efter Jul. Lassen; men han m agtede fuldtud at gøre det, og Ussing h a r da ogsaa lige fra først af og i stigende Grad, efter som Aarene e r gaaet, v æ ret regnet blandt U niversitetets betydeligste og m est ansete P ro ­ fessorer.

Andre vil skrive om Ussing som Videnskabsmand, og hans L æ rergerning e r jeg egentlig ikke den rette til at udtale mig om, da jeg af gode Grunde ikke her h ar egne E rfaringer a t støtte mig til. Som Forholdene i de senere A ar h ar udviklet sig indenfor F akultetet, er det kun de fæ rreste juridiske U niversitetslæ rere givet at paavirke det store Flertal af juridiske S tudenter paa anden M aade end gennem deres Bøger. S aaledes er det vel ogsaa i m ange H enseender gaaet Ussing. At hans videnskabelige Ar­

bejder, der jo falder indenfor det for den juridiske Uddannelse

m est betydningsfulde Fag, h ar øvet en stæ rk Indflydelse paa det sidste Slæ gtled af Jurister er udenfor al Tvivl, og den m ere begræ nsede Del af Studenterne, som nu for Tiden plejer a t følge P rofessorernes egen Undervisning — og det er selvfølgelig ikke de ringeste — bevidner, hvor rigt et U dbytte de h a r haft af hans m aaske lidt tørre, men altid y d erst grundige, sam vittighedsfulde og redelige G ennem gang og D røftelse af P roblem erne ved F ore­

læ sninger og Øvelser.

U ssing er et udpræ get Pligtm enneske, og alt det Arbejde, F akultetet i Tidens Løb h ar lagt over paa ham, er altid blevet udført af ham med den y d erste Omhu og Nøjagtighed. Man kunde altid v æ re sikker paa, at hvad Ussing paatog sig, blev gjort godt.

En sæ rlig T ak skylder F akultetet ham for det tidsspildende og kedsommelige Arbejde, han i en A arræ kke besørgede som F or­

mand for det Udvalg, der besty rer Universitetsm anuduktionen, der i hans Tid blev b ragt i en god Gænge. Det vigtige Fag, han repræ senterer, der har B erøring til saa m ange Sider, h ar ogsaa ført m ed sig, at m an sæ rlig ofte h ar m aattet ty til hans Indsigt, n aar det gjaldt Bedømm else af D isputatser, P risafhandlinger og lign. Ved saadanne Lejligheder har m an foruden hans andre oven­

for næ vnte Egenskaber ogsaa haft Lejlighed til a t sæ tte P ris paa hans R etfæ rdighedssans. R esultatet af hans V urdering v ar aldrig ubilligt eller sæ rligt strengt, selvom hans Bedøm m elser ofte var fyldte med saa m ange kritiske B em æ rkninger, a t man ved a t læse dem kunde befrygte det v æ rste for den, hvis Arbejde skulde vurderes.

Medens Ussing altid h a r v æ ret et y d e rst væ rdifuldt Medlem af F akultetet, h ar han paa Grund af det store videnskabelige Ar­

bejde, der gennem Aarene h a r lagt saa stæ rk t Beslag paa hans Tid og K ræ fter, følt m indre L y st til at tage Del i det almindelige U niversitetsarbejde, der udspiller sig udenfor Fakulteterne, skønt han skulde synes selvskrevet til her at spille en sto r Rolle. Noget m odstræ bende lod han sig dog for A aret 1942—43 væ lge til Uni­

v ersitetets P rorektor, og i 1943 indtraadte han i Konsistorium og i dettes Forretningsudvalg (som R eferendar); m en fra disse Hverv traa d te han allerede A aret efter tilbage.

Henry Ussing og Skranken.

A f H ø je s te r e ts sa g fø r e r N. J. G o r r is s e n .

Da jeg i 1914 begyndte m it juridiske Studium ved Københavns U niversitet, v ar P rofesso r Ussing den yngste U niversitetslæ rer ved det juridiske Fakultet. Han v a r lige blevet Docent og fore­

læ ste over R om erret i E fteraarssem esteret; der gik det Rygte, a t han v ar saa uundvæ rlig for F akultetet, a t han v ar blevet hjem ­

sendt fra sin T jeneste som indkaldt ved S ikringsstyrken for at kunne optage sin Gerning ved U niversitetet.

I sam m e E fteraar fandt Ussings D oktordisputats Sted, som vi unge Studenter, skønt vi paa det Stadium ikke havde F orud­

sæ tninger for at forstaa det, der foregik, dog m ødte op til, fordi vi kunde lide den unge Videnskabsmand. Han v ar ikke saa m eget æ ldre end Studenterne, men han havde A utoritet, og der stod R espekt om ham, hvad enten han forelæ ste over R om erret, F a­

m ilieret eller O bligationsret. Jeg regner det stadig som en af mine sm ukkeste juridiske U dm æ rkelser, at Ussing engang be­

tegnede en Opgave, jeg havde skrevet, som k lar og koncis.

Klar og koncis, det v a r det, P rofessor Ussing var, og det v ar de Egenskaber, han søgte at udvikle hos os.

Den R espekt, der stod om den unge Docent, er i Tidens Løb vokset og blevet udbygget, saaledes at det nu er hele den juri­

diske Verden, baade de æ ldre og den efterhaanden store S kare af Jurister, der h ar v æ ret hans Elever, som bøjer sig for hans Autoritet.

N aar jeg med Kolleger eller M edarbejdere drøfter et eller andet juridisk Problem inden for det store O m raade, som Ussing efterhaanden har beskæ ftiget sig med, m elder sig altid det S pørgsm aal: »Hvad siger Ussing?« — og Ussing siger næsten altid noget. T rods Livets M angfoldighed viser det sig som Regel, at Ussings Fantasi h ar forudset eller i hvert Fald strejfet P ro ­ blemet.

For den praktiserende Jurist er det efterhaanden vanskeligt a t følge nøje med i Lovgivning og P raksis og navnlig at bevare Overblikket og fastholde Linjerne i Retsudviklingen. D erfor er det af uvurderlig Betydning for os at have den videnskabelige L itte ratu r at ty til og navnlig at finde D om sm aterialet indarbejdet i en stø rre Sam menhæng.

I denne Henseende tro r jeg, at Ussings V æ rker er sæ rlig væ rdifulde for os. De er logiske og klare, knappe i Stilen uden

»Løvefødder og Gesvejsninger«, og der er Hold i hans B e tra g t­

ninger, de svæ ver aldrig frit i Luften. Jeg m indes fra Ussings Eksam inatorier, at et af hans staaende Spørgsm aal var: »Hvor har vi Hjemmel for det?« Ussing paaviser altid Hjemmel for sine R esultater, og derfor e r Ussings V æ rker efterhaanden blevet

»Hjemmel« for os praktiserende Jurister.

Jeg føler mig derfor sikker paa, at jeg h ar Tilslutning fra alle mine Kolleger inden for Sagførerstanden, naar jeg bringer den nu 60-aarige P rofessor en hjertelig Lykønskning paa Fødsels­

dagen og en dybtfølt T ak for alt, hvad han h ar givet os, sam tidig m ed a t vi — ogsaa for vor egen Skyld — ønsker ham endnu m ange gode og rige A rbejdsaar.

Henry Ussings Forfatterskab.

A f P r o fe sso r , D r. ju ris Knu d Ilium.

P aa 60 A ars Dagen h a r H enry Ussing vundet en sikker Posi­

tion blandt de m est frem træ dende juridiske F orfattere, Danm ark har fostret. F ra den tidlige Ungdom har Ussing næppe nogen­

sinde tvivlet om sit Maal og sit Kald. Han vilde v æ re Univer­

sitetslæ rer og blev det paa R ekordtid. Og som U niversitetslæ rer h ar Ussing først og frem m est haft B etydning som juridisk F or­

fatter. F ra hans H aand foreligger der gennem A arene en lang R ække lødige V æ rker, alle præ gede af F o rfatterens enestaaende Grundighed og sæ rlige Evne til dybtgaaende A nalyse af D etail­

lerne i de behandlede Problem er. V æ rkernes Om fang giver dog kun daarligt U dtryk for det Arbejde, der er nedlagt deri. Stilen er overalt knap; F orfatteren h ar arbejdet med h ver enkelt S æ t­

ning, men O rdet er for Ussing kun Tankens Tjener. K ort og sk arp t skal O rdet udtrykke Tanken, og intellektuel Redelighed er m aaske det m est frem træ dende T ræ k ved Ussings Produktion.

Han h ar altid stillet strenge Krav til sig selv. Det finder U dtryk i den M aade, hvorpaa han behandler sit M ateriale. F ra Jul. Lassen, til hvem Ussing stod i et næ rt Venskabsforhold, h ar Ussing over­

tag et nøje Føling med R etspraksis, der altid undergives en om­

hyggelig Behandling. Men P raksis m isbruges aldrig af Ussing ved a t presses til at understøtte paa F orhaand indtagne S tan d ­ punkter. Ussings Redelighed aabenbarer sig ogsaa i Kritiken af andre F o rfa tteres afvigende Anskuelser. Selv om Kritiken er nok sa a indtræ ngende, er den altid retfæ rdig og skaansom . Som R edaktør af dette T idsskrift har Ussing i m angfoldige Anmel­

delser vist sin fine F orstaaelse af andres A rbejder, og kun sjæ l­

dent h ar andres M angel paa F o rstaaelse og berettigede Indven­

dinger kunnet frem kalde en vis Skarphed i Ussings Svar. Selv h ar Ussing derim od altid v æ ret lydhør over for den mod ham frem satte Kritik.

D isputatsen »Skyld og Skade« skaffede i 1914 Ussing, da kun 28 A ar gammel, Stillingen som Docent ved Københavns U niver­

sitet. Den indeholdt et v æ gtigt B idrag til Diskussionen om et cen tralt form ueretligt Emne, og den aabenbarede strak s de k arak ­ teristiske T ræ k i Ussings hele F orfatterskab. N æ rm est med Hen­

blik paa legislative O vervejelser udtaler han om Opgaven, at »det gæ lder at finde den Regel, der bedst tjener L ivets T arv, der i det praktiske Liv vil have den gavnligste Virkning.« »Vejen til at finde det re tte m aa væ re en indgaaende Iagttagelse af Livets Fænom ener, hvorved man m aa søge at frem drage de forskellige p raktiske Hensyn og afveje dem indbyrdes.« Ussing er vel klar over, a t der ikke findes videnskabelige K riterier for R esultatet, d er naas. R esultatet m aa for den enkelte naas »ved en Sam virken af Følelse og Refleksion, ved en skønsm æ ssig Bedømm else af Enkelttilfælde efter Retsfølelsen og en P røvelse og Sam m enstil-

ling af dem i F orstandens Lys.« Man m aa dog over for andre

»først og frem m est læ gge V æ gt paa den forstandsm æ ssige A rgu­

m entation og derved søge a t overbevise vedkom m endes F orstand og sam tidig vinde hans Retsfølelse.« Man m aa herved ogsaa

»søge S tøtte i andres Retsbevidsthed«, der kan have lagt sig for Dagen i den alm indelige R etsbevidsthed i Folket, og m an kan søge S tø tte i retssam m enlignende U ndersøgelser. Den Udvikling, man finder i frem med Ret, vil ofte væ re affødt af Tidens K rav og derved tjene som Forbillede for os.

P rogram m et, som ogsaa kan væ re et P ro g ram for Ussings F rem stillinger af gæ ldende Ret, kan findes u d try k t ogsaa hos andre. Hvad der derimod m aa aftvinge sæ rlig Beundring, er dets om hyggelige U dførelse i Ussings Produktion. I D isputatsen er det Grene af E rstatningsretten, der underkastes en indtræ ngende A nalyse ud fra det Synspunkt, hvilke Virkninger de h a r for Sam ­ fundslivet som Helhed. D er m angler ikke — som der aldrig m angler hos Ussing — en grundig R edegørelse for tidligere Teori. Og der foretages en paalidelig retssam m enlignende U nder­

søgelse til P aavisning af de frem satte S ynspunkters A ktualitet.

Som en afgørende S tø tte for sine U ndersøgelser h a r Ussing fra første F æ rd arbejdet med et fasttøm ret B egrebsapparat. Heri sporer m an m aaske snarere P aavirkning fra Goos end fra Lassen.

Men hos Ussing udformes B egreberne under Indflydelse af hans almindelige S yn paa R ettens og R etsvidenskabens Opgave. Den traditionelle R etsvidenskab før Ussing havde i vidt Omfang v æ ret p ræ g et af aksiom atiske R æsonnem enter. U ndertiden sker det næ sten ubevidst, f. Eks. n aa r Lassen antager, a t Køberen ikke kan væ re pligtig til a t e rsta tte Sæ lgeren hans Tab ved F ordrings- haverm ora, fordi Køberen ikke h ar Pligt til a t aftage Salgsgen- standen. I grovere Form y tre r denne Tankem aade, n aa r man d ra g er Slutninger fra en R ettigheds K arakter af F ordringsret, fra K ontraktsfrihedens G rundsæ tning eller lignende B egreber. Ved B egrundelser af denne A rt h ar man efter Ussing ikke sagt noget som helst til S tøtte for R esultatet, som altid kun kan naas ved Henvisning til konkrete N yttevirkninger af den antagne Regel.

Den alm indelige E rstatningsregel stø ttes derfor ikke af Ussing paa Skyldprincippet eller paa lignende B etragtninger, men paa O vervejelser over de formodede F ølger af E rstatningsregelens Ophævelse eller O pretholdelse navnlig med Hensyn til det alm in­

delige Agtsom hedsniveau. Og Ussing h ar m ere end andre F o r­

skere haft F orstaaelsen af, at de juridiske B egreber defineres entydigt og realt og i Frem stillingen anvendes i den definerede B etydning uden Udglidning. Kendt er fra Ussings D isputats De­

finitionen af R etsstridighedsbegrebet. R etsstridig er en Handling, naar den m odvirkes ved Lovgivningen ved P aalæ g af Erstatning, S traf, R et til Nødværge, til Forbudsnedlæ ggelse eller paa anden M aade. Selv om B egrebet indtog en central P lads i D isputatsen, h a r Ussing dog senere frem stillet E rstatn in g sretten uden Brug af R etsstridighedsbegrebet. Men netop fordi R etsstridighedsbe-

grebet ikke opfattedes som forbundet med B rud paa eller U lydig­

hed mod Sam fundets Love, men som et Begreb, hvis Funktion kun havde en system atisk Opgave ved Frem stillingen af E rsta t­

ningsreglerne, betegner B egrebets Opgivelse ikke noget Tilbage­

tog over for den derim od frem satte Kritik. Sæ rlig Interesse har fra et begrebsm æ ssigt Synspunkt ogsaa Ussings U ndersøgelser i O bligationsrettens almindelige Del over F ordringsret, Pligt, rigtig O pfyldelse og F ordringsrettigheders R etsbeskyttelse mod T redie- mand.

K arakteristisk er ogsaa Ussings Stilling til de juridiske Kon­

struktioner. Det konstruktive B egreb k arak teriseres derved, at det er et Fællesbegreb, der sam m enfatter en R ække juridiske Fænom ener, for hvilke der postuleres at gæ lde ensartede Regler.

Om m an f. Eks. konstruerer Fuldm agten som en Virkning af Fuldm agtsgiverens til Trediem and overbragte Erklæ ring om at ville væ re bundet ved Fuldm æ gtigens Erklæ ring, postulerer man, a t der gæ lder ensartede R egler om Virkningen af et Løfte om en Ydelse og om Fuldm agten. Hos nyere F o rfa ttere som f. Eks. hos L assen pointeres det skarpt, at Konstruktionen kun er et frem- stillingsteknisk Middel til at lette O versigten over R etsreglerne.

Man m aa regne med, at F æ llesskabet kun findes i H ovedtræ kkene og have Blikket aabent for A fvigelser i Enkelthederne. Hos Ussing betones H ensynet til det enkelte R etsforholds Løsning efter dets sæ rlige Forhold saa stæ rkt, at han som oftest afviser den kon­

struktive Frem stillingsm aade. Afvigelserne mellem almindelige R etshandelsregler og F uldm agtsregler er sa a betydningsfulde, at Fuldm agtens Konstruktion som et Løfte fra F uldm agtsgiver til T rediem and m aa forkastes. Og paa sam m e M aade g ar det de fleste andre K onstruktioner. Man sta a r her over for noget for Ussing k arakteristisk. Han er m ere end nogen anden M ester i F ordybelsen i Detaillen. Det er ikke ensbetydende med, a t han ikke h a r Blik for den sam m enfattende Behandling. Tvæ rtim od e r der over Frem stillingen af den danske O bligationsret en F a st­

hed i S ystem ets Opbygning, som er uovertruffen. Men sam tidig findes der hos Ussing en vis Begræ nsning i Behandlingen af grundlæ ggende Problem er. Han er tilbøjelig til at overvurdere de reale B etragtninger, hvorm ed den gæ ldende R ets H ovedretnings­

linier begrundes. I D isputatsen viste det sig i en O vervurdering af de S ynspunkter, der kan anføres til Fordel for en streng F a st­

holden af C ulpareglen i E rstatningsretten af præ ventive Grunde.

Den senere Udvikling i E rstatningsretten h a r vist, a t den reale B aggrund for E rstatningsregelen m aaske v a r mindre real og m ere bundet i Forestillinger om Skyld og Ansvar, end F orfatteren op­

rindelig tæ nkte sig.

I 1918 kom fra Ussings H aand en stø rre Afhandling: B ristende Forudsætninger. Det v ar p aany et centralt obligationsretligt Emne, denne Gang fra K ontraktsretten, som blev gjort til G enstand for Behandling. Det e r efter mit Skøn en af de bedste Afhandlinger om et juridisk Emne, der er skrevet her i Landet. E fter en sk arp ­

sindig B estem m else af Opgaven og en kort O versigt over P ro ­ blem et i frem med Ret følger en kritisk Gennem gang af tidligere danske F o rfatteres O pfattelser, som k lart viser U tilstræ kkelig­

heden af Jul. Lassens subjektive F orudsæ tningsteori og paaviser Uklarheden i E rnst M øllers objektive F orudsæ tningsteori. Der­

efter opstilles F o rfatterens egen objektive Teori, og dens n æ r­

m ere Gennem førelse og O verensstem m else i H ovedtræ k med dansk D om spraksis afslutter Frem stillingen. Jeg h a r — som jeg skal udvikle næ rm ere nedenfor ved O m talen af Ussings nyeste V æ rk — Indvendinger imod hans Forudsæ tningsteori. Men disse an g a ar ikke i synderlig G rad R esultaterne, kun U dtryksm aaden;

og de udelukker ikke, a t den Belysning, der gaves af F orudsæ t- ningsproblem et, og de B etragtninger, som Afhandlingen i det hele tag et indeholdt om K ontraktsfortolkning, vil blive b etra g tet som klassiske i dansk R etsliteratur.

B ortset fra talrige m indre Afhandlinger, hvoraf der navnlig kan væ re Grund til a t frem hæve L ivsforsikringskravets B e s k y t­

telse m od R etsforfølgning efter dansk Ret, 1917, Forsikrerens R egresret, 1921, og Fuldm agt og B em yndigelse, 1930, h ar Ussings senere literæ re Virksomhed v æ ret helliget Tilvejebringelsen af H aandbøger til B rug ved U niversitetsundervisningen og det p raktiske Retsliv. I 1923 udgav Ussing sam men med Jul. Lassen Haandbog i Obligationsrettens specielle Del I om Gave, Køb og B ytte. I 1928 suppleredes denne med en Frem stilling af L æ ren om Kaution. H erefter følger i 1931 A ftaler paa Form ue­

rettens Omraade (2. Udg. 1945), i 1937 Erstatningsret og Dansk Obligationsret, Alm indelig Del (2. Udg. 1941—42), i 1939 Køb og i 1940 E nkelte Kontrakter. Med disse V æ rker er Jul. Lassens H aandbøger i O bligationsretten blevet e rsta tte t af nye tids­

svarende Frem stillinger. F o r Ussings Arbejde h ar det v æ ret af stor B etydning, at han h a r kunnet bygge paa Lassens ansete og paa hans Felt grundlæ ggende Arbejder. Men sam tidig er U ssing paa m ange M aader naaet langt ud over Lassen; Lassens Tankeskem a var, selv om hans F rem stillinger gennem Aarene præ gedes m ere og m ere af hans indgaaende Arbejde med Doms­

praksis, det fra tidligere T ider overleverede. I Ussings F rem stil­

linger er hele M aterialet om arbejdet, saaledes at de anvendte B egreber kan staa for en analytisk Kritik, og R æsonnem enterne er overalt de sam m e realistiske, som kendes allerede fra Dispu­

tatsen. D ette h ar ogsaa ført til, at Ussing paa m ange praktiske O m raader er naaet til nye R esultater. N aar hertil kommer, at ogsaa det retlige G rundlag paa m ange P unkter er undergaaet afgørende Forandringer, er det forstaaeligt, at Ussings V æ rker i det hele frem træ der som nye selvstæ ndige Frem stillinger. De er overalt præ get af den Grundighed, som er egen for Ussing, og af den usæ dvanlige T ankestyrke, som har kunnet m uliggøre, at Frem stillingen i saa høj G rad kan frem træ de som udtømmende.

B landt H aandbøgerne skal jeg sæ rlig frem drage den nye U dgave af A ftaler paa F orm uerettens O m raade, der ikke tidligere

h ar væ ret om talt i dette Tidsskrift, og for hvilken denne Artikel ogsaa kan tjene som Anmeldelse. Den er saa langt fra a t væ re et O ptryk af Bogens første Udgave. Allerede O m fanget viser det.

1. U dgave v ar paa 299 Sider, 2. Udgave derim od indeholder 533 Sider. D ette skyldes kun i ringe Grad, at nye Afsnit er inddraget under U ndersøgelserne. Af nye Em ner er vel optaget et Afsnit om G avetilsagn, om G yldighedsspørgsm aalet ved H asardkon­

trak ter, om P risaftale r og Prislovgivning sam t om de formue­

retlige V iljeserklæ ringer, der kaldes Paabud. Frem stillingens Ud­

videlse skyldes dog navnlig, at Bogen er fuldstæ ndig gennem ­ arbejdet paany. Stoffet er i betydelig G rad om arbejdet; saaledes indeholder den nye Udgave 43 P arag raffer eller K apitler imod den æ ldre Udgaves 26.

I den nye Skikkelse vil Frem stillingen af de form ueretlige A ftaler sandsynligvis blive betragtet som Ussings hidtil bety d e­

ligste Værk. Navnlig visse af de tidligere Frem stillinger h ar trods deres N øjagtighed og Paalidelighed væ ret p ræ g et af det store A rbejdspres, som h ar hvilet paa Ussing under Udarbejdelsen. I Frem stillingen af A ftalelæren har Ussing givet sig Tid til fuld­

stæ ndig at udtøm me M aterialets M uligheder. Som han selv ud­

try k k er det i Forordet, er der Tale om »en virkelig Haandbog«.

I grove T ræ k at angive, hvori den nye Frem stilling udm æ r­

ker sig frem for den tidligere, lader sig ikke gøre. Em nerne er jo væ sentlig de sam m e som i første Udgave, og det er i den store Vrimmel af Enkeltheder, a t Udviklingen findes. Der er dog Grund til at nævne et P a r term inologiske N ydannelser. B landt Løfterne skelner Ussing mellem personlig forpligtende L øfter og F o rtø j­

ninger. De sidste om fatter O verdragelser og Opgivelser, der g aar ud paa en um iddelbar R aadighed over en Form uerettighed, og der o p staar derfor for deres Vedkommende det sæ rlige S pørgs­

maal, under hvilke B etingelser den Forandring i R ettighederne indtræ der, som Løftet g aar ud paa at bevirke. B etegnelsen For- føjninger er dannet i Tilslutning til det i tysk L itera tu r opstillede Begreb »Verfügung«. O rdet Forføjning er ikke um iddelbart vel- klingende, men at der er T rang til B egrebet, viser Bogens hele Frem stilling, hvor der gøres hyppig B rug af det. Langt m ere m undret falder B etegnelsen Paabud, som Ussing nu i O verens­

stem m else med en af Stang anvendt Terminologi anvender som B etegnelse for de R etshandler, der g aa r ud paa at læ gge B aand eller B y rd er paa Erklæ ringens A dressat. P aabud træ d e r i Stedet for U dtrykket P aalæ g, der e r opstillet af Goos, der dog bl. a.

under B egrebet inddrog P aalæ g i T estam enter, hvorved B egrebet fik et saadant Omfang, at der ikke kunde opstilles almindelige R egler derom. Om de form ueretlige Paabud indeholder F rem stil­

lingen hos Ussing derimod et m eget instruktivt Afsnit (S. 400 ff.).

Som sæ rlig karak teristisk for Ussings Behandling af P ro ­ blemerne kan m an frem hæve A fsnittet om U gyldigheds R ets­

virkning. Ligesom Lassen opstiller Ussing Problem et, om dansk Ret anerkender en Sondring mellem Ugyldighed og Anfægtelighed

eller absolut og relativ Ugyldighed. Men Hovedvægten læ gges paa en Udredning af U gyldighedsvirkningen i m ange praktiske Relationer. Der spørges, om L øftets Ugyldighed m aa fastslaas ved Dom, og om Ugyldigheden skal tages i B etragtning af Dom­

m eren ex officio. I visse Tilfælde m aa L øftets Ugyldighed ude­

lukke dets senere S tadfæ stelse eller Ratihabition. E t Løfte m aa efter dansk Ret altid b etragtes som ugyldigt fra først af, og S tadfæ stelsen m aa alm indeligvis have Virkning som et nyt Løfte.

I visse Tilfæ lde m aa U gyldigheden gøres gæ ldende ret hurtigt. I andre Tilfælde kan R etten til A nfæ gtelse af L øftet bortfalde ved Passivitet. N æ rm ere S ynspunkter udvikles om S tadfæ stelsens Virkning og om Forholdet til Trediem and. Og paa G rundlag af denne detaillerede Undersøgelse, der viser, a t Ugyldighedens Virkninger i forskellige R elationer m aa afgøres efter O vervejel­

ser af den konkret praktiske Løsning, afviser Ussing for dansk R ets Vedkommende en Hovedsondring mellem Nullitet og An­

fægtelighed.

I A fsnittet om betingede R etshandler synes Ussing at have brudt med den traditionelle O pfattelse, der væ sentligt læ gger et konstruktivt S ynspunkt til G rund for Sondringen mellem suspen­

sive og resolutive B etingelser. D ette viser sig navnlig ved Be­

handlingen af O verdragelser, hvor K riteriet f. Eks. ved O ver­

dragelse af L øsøre h ar væ ret, om E rhververen strak s ved Aftalen erhverver Ejendom sret til Genstanden, eller om han først ved Betingelsens Indtræ den bliver Ejer. Af denne Grund h ar m an i dansk R etsliteratu r overvejende b etra g tet Køb under Ejendom s­

forbehold som Køb under en suspensiv Betingelse. Det er imid­

lertid klart, a t Sondringen da er af rent konstruktiv Art, og dens B erettigelse k ræ ver en sæ rlig B egrundelse igennem en Doku­

m entation af, at den giver et sam m enfattende U dtryk for R ettens Stilling.

I M odsætning til den traditionelle B egrebsbestem m else synes Ussings Sondring udelukkende a t referere sig til det faktiske Spørgsm aal, om ved O verdragelsen en Opfyldelse af Aftalen har fundet Sted. Og det m aa ogsaa erkendes, at denne B egrebsbe­

stem m else bør foretræ kkes. De Spørgsm aal, der ved O verdragel­

ser o p staar angaaende Retsstillingen, saalæ nge Betingelsen er svævende, h ar netop i det væ sentlige Relation til, a t den ene af P artern e h a r den faktiske D ispositionsret over G enstanden for O verdragelsen. Og B esvarelsen kan efter dansk Ret gives, uden at det er nødvendigt at gaa ind paa en K onstruktion af Besid­

derens R et som henholdsvis aktuel eller eventuel Ejendom sret.

I Virkeligheden h ar baade S æ lger og Køber aktuelle R ettig­

heder, d er afføder sæ rdeles vigtige øjeblikkelige Virkninger, navnlig i Forholdet til Trediem and. Og begge P a rte rs Ret inde­

holder M omenter, der er suspensivt og resolutivt betinget. Den begræ nsede Ret, som O verdrageren forbeholder sig, bortfalder under det ene Alternativ, Betingelsens Indtræ den, men udvikles under det andet A lternativ, Betingelsens definitive Udeblivelse,

til fuldstæ ndig R et over Tingen. P aa tilsvarende M aade er den for E rhververen um iddelbart ved L øftet erhvervede R et opløsende betinget af Betingelsens Udeblivelse, m edens dens Udvikling til ubetinget Ret er suspensivt betinget af B etingelsens Indtræ den.

Det er sikkert denne Omstændighed, der gør det muligt efter B ehag a t konstruere O verdragelse under Ejendom sforbehold som en suspensivt eller en resolutivt betinget R etshandel.

Men n aar dette er Tilfældet, synes det tvivlsom t, om m an k an opretholde Sondringen mellem suspensive og resolutive Be­

tingelser. Ved de førstnæ vnte g aa r R etshandelen ud paa, at en vis R etsvirkning skal indtræde, men a tte r ophøre, hvis B etingel­

sen indtræ der; ved de sidste paa, at en vis R etsvirkning skal indtræ de, men a tte r ophøre, hvis Betingelsen indtræ der (Se S.

447). I Virkeligheden p asser denne Definition kun paa en R ets­

tilstand, hvor den suspensivt betingede R etshandel ikke skaber R et for Løftem odtageren, men kun »Anwartschaft«, der ved Be­

tingelsens Indtræ den først udvikles til en Ret. E fter dansk Ret afføder Aftalen R etsvirkninger med det sam m e og tilsigter at gøre det. Det, der derimod kan væ re suspensivt eller resolutivt betinget, er hovedsagelig Opfyldelsen af Aftalen. Men Vilkaarene for denne falder ikke sam m en med de Vilkaar, der betinger den ø vrige Aftales Virksomhed. Man kan f. Eks. tæ nke paa O verdra­

gelse ved betinget Skøde, hvor O pfyldelsen skal finde Sted paa et T idspunkt, der ligger midt imellem Aftalens Indgaaelse og Tiden

for Købesummens Betaling.

D er synes derfor kun at væ re Grund til at sondre mellem betingede Løfter, der opfyldes, inden Usikkerheden er fjernet, h vorfor der ved Betingelsens definitive Udeblivelse m aa finde en T ilbagegang Sted, og Løfter, hvis O pfyldelse er udskudt tl Be­

tingelsens Indtræ den. Et sæ rligt Indhold h ar dog f. Eks. Aftalen om U nderstøttelse, indtil den understøttede indgaar Æ g tesk ab ; her h ar K ontrakten det sæ rlige Indhold, at Æ g tesk ab e t ikke rokker ved de allerede erlagte Ydelser.

Det er m aaske iøvrigt tvivlsomt, om det er rigtigt, naar U ssing antager, at B etingelser og F orudsæ tninger for O verdra­

gelse af fast Ejendom, der ikke frem gaar af den tinglyste Ad­

komst, ikke kan gøres gæ ldende imod Erhververens K reditorer.

(Se S. 452 og S. 486). En saadan Regel antoges ikke forud for Tinglysningsloven, og den m aa derfor støttes paa B estem m elsen i T. L. § 1. § 1 h ar imidlertid efter hele sin F orhistorie næ rm est Henblik paa Sam m enstød mellem R ettigheder, der hidrører fra sam m e R ettighedshaver. Selv om T. L. § 27 kun taler om Til­

fælde, hvor O verdrageren h ar Indsigelse mod O verdragelsens G yldighed, og selv om man efter den iøvrigt først af Ussing indførte Terminologi ikke vil henregne svigtende F orudsæ tninger til U gyldighedsgrundene, er det efter m it Skøn re tte st a t holde alle Tilfælde, hvor O verdrageren re jse r Indsigelse mod O ver­

dragelsens Gyldighed eller Virksomhed, uden for T inglysnings­

lovens § 1. Til yderligere S tø tte herfor skal jeg henvise til, hvad

U gcskr. f. Retsvæsen, 1946, 4. Maj. B 9

jeg i min Bog om S erv itu tter h a r anført om Unødvendigheden af Aflysning af begræ nsede tinglige R ettigheder i Forhold til den berettigedes K reditorer; hvad d er gæ lder R ettighedens Ophør, m aa ogsaa gæ lde Indsigelser, der hidrører fra utinglyste Be­

tingelser og bristende F orudsæ tninger (S ervitutter S. 273 f.).

Hvad Forudsæ tningslæ ren angaar, m aa jeg fastholde, hvad jeg andetsteds h ar udtalt, at den herskende F orudsæ tningslæ re stadig er p ræ g et af Reaktionen mod en for vidtgaaende L æ re om clausula rebus sic stantibus i Forbindelse med en K ontraktsfor­

tolkning, som vil presse K ontraktens fulde Indhold ud af P a r ­ ternes Vilje. (S ervitutter S. 242 f. Note 14). Inden for Ram m en af en Anmeldelse kan jeg kun i grove T ræ k frem føre mine Ind­

vendinger mod Ussings Teori.

Allerede i Problem stillingen ligger der en B egræ nsning, d er kun kan føres tilbage til F orudsæ tningslæ rens Tilknytning til L æ ren om Vildfarelse. U rigtige F orudsæ tninger antages ifølge Ussing a t foreligge, hvor Løftegiveren h ar svæ vet i en V ildfarelse ved Løftets Indgaaelse. B ristende F orudsæ tninger foreligger, hvor Forholdene efter L øftets Afgivelse er undergaaet en Forandring, som Løftegiveren ikke havde regnet med. (Ussing S. 458 f.). I M odsætning hertil m ener jeg, at Forudsæ tningsreglerne ogsaa finder Anvendelse, hvor der indtræ der Forandringer, som P a r­

terne i m ere eller m indre G rad h a r regnet med. F. Eks. m aa P artern e kunne paaberaabe sig Umulighed, der skyldes Krig, som man i og for sig h ar anset for sandsynlig. Lige indtil F jendtlig­

hederne begynder, m aa P a rte rn e kunne fortsæ tte med at slu tte A ftaler i Tillid til, at F orudsæ tningsreglerne begræ nser Risikoen.

(Se om en norsk V oldgiftsafgørelse angaaende en i Som m eren 1939 afslu ttet K ontrakt om en Kulleverance K risten Andersen, Norsk k jø p srett i hovedtrekk 1945 S. 100). H ar m an endnu ikke Sikkerhed for, om Krig e r udbrudt, kan P artern e dog ikke siges at svæ ve i en Vildfarelse, n aar de reg n er med Muligheden. Og at de gør dette, kan ikke udelukke F orudsæ tningssynspunktet fra Anvendelse. P a a tilsvarende M aade kan det ikke udelukke F or­

sikringstagerens R et til R istorno af Præ m ie, at han regnede med Forsikringens Opløsning ved V ideresalg som overvejende sand­

synlig, eller a t han betragtede den Mulighed, at G enstanden v ar gaaet til G runde allerede ved Forsikringens Tegning, som m eget nærliggende. F orudsæ tningsspørgsm aalet opstaar, naar der frem ­ kom m er Oplysning om Forhold, der h a r B etydning for P a rte rn e s Interesse i K ontraktens uforandrede Opretholdelse, uden a t man bør kræ ve, a t nogen af dem h a r svæ vet i en Vildfarelse eller h ar regnet med Muligheden af Forandring. En anden S ag er det n a­

turligvis, a t Forudseeligheden kan paavirke S pørgsm aalet om F orudsæ tningens Relevans.

Jul. L assen bestem te en F orudsæ tning som en A ntagelse, der ligger til Grund for et Løfte. O ver for Lassen h ar Ussing (se S.

459 f.) frem hævet, at M uligheden af den F orandring, der re jse r F orudsæ tningsspørgsm aalet, ofte slet ikke har væ ret Løftegiveren

bevidst. Der foreligger da ikke Forudsæ tning i psykologisk F o r­

stand. Arnholm taler derfor om, a t F orudsæ tninger i Virkelig­

heden oftest h a r K arakter af B agudsæ tninger. Og jeg mener, at der m aa paavises m eget stæ rke G runde for a t tale om B etyd­

ningen af F orudsæ tningers Svigten, hvor Løftegiveren netop ingen F orudsæ tninger h ar haft. I saadanne Tilfæ lde synes den m est næ rliggende Problem stilling at væ re denne: først at under­

søge B etydningen af Oplysning om nye M om enter (et clausula rebus sic stantibus Synspunkt) og derefter at undersøge B ety d ­ ningen af Løftegiverens for Løftem odtageren kendelige Forud­

sæ tninger i psykologisk F orstand. Hvad disse F orudsæ tninger angaar, gæ lder det i hvert Fald, at m ange F orudsæ tninger kun h ar B etydning for Fortolkningen af Indholdet af P artern es F or­

pligtelser. F orudsæ tninger om Egenskaber ved Salgsgenstanden har i hvert Fald ofte kun den Betydning, at Ydelsen skal svare til disse, medens S pørgsm aalet om Adgangen til a t hæ ve Kon­

trak ten eller andre F ølger af Misligholdelse ikke er løst ved Henvisning til Forudsæ tningen, men Spørgsm aalet m aa afgøres efter almindelige K ontraktsregler. Forudsæ tningens B etydning kan naturligvis gaa videre, idet Køberen h ar lagt for Dagen, at en Egenskab for ham er saa væ sentlig, a t dens Svigten m aa m edføre K ontraktens Ophævelse, skønt M angelen ikke efter almindelig O pfattelse vilde væ re væ sentlig. I sa a F ald h ar F or­

udsæ tningen B etydning baade for Fortolkningen af P artern es Ydelsespligt og for »Forudsæ tningslæ ren« som L æ ren om kon­

traktlige P lig ters F orandring under visse Forhold.

Men selv i det sidstnæ vnte Tilfæ lde e r det et Spørgsm aal, om Frem stillingen ikke vinder ved en Om skrivning i den Retning, a t K ontrakten kan hæ ves, ikke saa m eget under direkte Henvis­

ning til den kendelige Individualforudsæ tning som til, a t L øftet skal forstaas som indeholdende en sæ rlig P ligt til nøjagtig Op­

fyldelse. En saadan P ligt f. Eks. til O pfyldelse paa en bestem t Dag kan jo ikke alene bero paa en kendelig F orudsæ tning, men ogsaa paa udtrykkelig eller stiltiende K ontraktsbestem m else. I sa a Fald vil m an vel næ ppe tale om, a t Adgangen til a t hæ ve K ontrakten skyldes, at en individuel F orudsæ tning er bristet.

Men man synes da at kunde opstille den alm indelige Regel, at K ontrakten kan hæves, selv om Misligholdelsen er uvæsentlig, n aa r Skyldneren som Følge af K ontraktens udtrykkelige eller stiltiende Indhold eller M edkontrahentens kendelige Forudsæ tning havde P ligt til strik te O verholdelse af K ontrakten i visse R et­

ninger. (Se om lignende S ynspunkter Krabbe i U. f. R. 1920.174 f.).

Uden for R ækkevidden af de anførte B etragtninger vil indi­

viduelle F orudsæ tninger kun i rene U ndtagelsestilfæ lde have Relevans. Og d ette m aa virke som et A rgum ent imod at tag e sit U dgangspunkt i P artern es F orudsæ tninger ved Behandlingen af S pørgsm aalet om K ontrakters Æ n d rin g eller Ophævelse paa Grund af senere indtraadte Om stændigheder.

S. 461 hedder det, at den første Betingelse for, at et Løfte

B 9*

helt eller delvis kan tabe sin Virkning ved, at dets F orudsæ tninger svigter, er, a t Løftegiveren ikke vilde have afgivet Løftet, dersom han ved L øftets Afgivelse havde vidst, hvorledes Forholdene dengang var, eller havde forudset de Forandringer, der senere er sket. P a a tilsvarende M aade hedder det om R etten til helt at træ d e tilbage fra K ontrakten S. 470: Løftegiveren kan kun gaa fra Løftet, n aa r det m aa antages, at han ikke vilde have afgivet Løftet, dersom han ved L øftets Afgivelse havde vidst, hvordan Forholdene dengang var, eller havde forudset de Forandringer, der senere e r sket. De F orudsæ tninger, der h a r den næ vnte Ka­

rakter, betegner Ussing som bestem m ende.

D et stillede K rav er af flere Q runde utilfredsstillende. Det siger i Virkeligheden næ sten ingen Ting. Man vil ikke træ d e til­

bage fra en K ontrakt, m edm indre m an h ar fortrudt den. Og havde m an forudset, at der vilde indtræ de Forhold, der m edfører, at m an fo rtry d er Kontrakten, vilde man som Regel ikke have indgaaet den. Men det er ikke altid, a t det er lige let at opret­

holde den B etragtning, f. Eks. hvor der g aa r m eget lang Tid.

Det er næppe frug tb art efter fy rre A ars Lejem aal at spekulere over, om K ontrakten vilde væ re indgaaet, dersom man havde forudset, a t en Om lægning af en offentlig Vej vilde forringe Ejen­

dommens U dnyttelsesm uligheder. Og dersom Talen er om Kon­

traktens Ophæ velse paa Grund af M isligholdelse, synes K riteriet ligefrem uanvendeligt. Selv om m an forudser den anden P a rts M isligholdelse, e r det vel rimeligt, a t m an vilde have indgaaet K ontrakten alligevel, fordi man tro d s Ophævelse af K ontrakten h ar fornøden Sikkerhed for K ravet paa O pfyldelsesinteresse.

K ravet om Væsentlighed, som Lassen stillede som Betingelse for K ontraktens Ophævelse, synes bedre a t kunne udtrykkes paa den Maade, a t der skal væ re in dtraadt et Forhold, der h a r en saadan B etydning, a t det tilstræ kkeligt m otiverer Løftegiverens Ønske om a t træ de tilbage fra Kontrakten. I M odsætning hertil sta a r O m stæ ndigheder, der paaberaabes, men som i Virkeligheden ikke e r det sande M otiv til Ø nsket om K ontraktens Ophævelse. Man p aaberaaber sig f. Eks. en ringe Forsinkelse, men den virkelige Grund til Ophævelsen er en uheldig Prisudvikling.

Selv m ed denne Omformning h ar det kun begræ nset Værdi at fastslaa, a t F orudsæ tningen h a r v æ ret bestem mende. D ette Synspunkt h a r kun um iddelbar Betydning for S pørgsm aalet om Adgang til at gaa fra Kontrakten, saa læ nge res e r integra. Hvor nogen har p aa ta g et sig a t levere et M askinanlæg til en Fabrik, kan der væ re Grund til a t tillade K ontraktens Ophævelse, naar det inden A rbejdets Paabegyndelse viser sig, a t der vil indtræ de en Forsinkelse, og Forsinkelsen vil blive væ sentlig i den angivne F orstand. Hvis Forsinkelsen indtræ der under Arbejdet, m aa der stilles strengere K rav af Hensyn til L everandørens Interesser. Om Køberen vilde have indgaaet Kontrakten, hvis han havde vidst, at Forsinkelsen vilde indtræ de, er et S pørgsm aal, som man ganske kan udelade af O vervejelserne.

Inden for M isligholdelseslæren kom m er hertil, at de Krav, der stilles til Forudsæ tningens B etydning for Løftegiveren, paa- virkes af alm ent præ ventive Hensyn til K ontrakters nøjagtige Opfyldelse. Ussing henleder selv (S. 470) O pm æ rksom heden paa Regelen i Kbl. § 21, der i Handelskøb giver Køberen Ret til Op­

hæ velse af Købet paa Grund af uvæ sentlig Forsinkelse. Men han o pfatter denne Bestem m else og andre B estem m elser i Lovgivnin­

gen af lignende A rt som S æ rregler, der indeholder en retsteknisk Forskydning, og som han derfor ser bort fra ved Frem stillingen af de almindelige F orudsæ tningsregler (S. 470). D ette er efter min O pfattelse ikke berettiget. O veralt, hvor der foreligger Mis­

ligholdelse med Hensyn til B etaling af Penge, m aa m an væ re ret streng og derfor give M edkontrahenten R et til a t træ d e tilbage fra K ontrakten uden næ rm ere U ndersøgelse af, om han havde villet indgaa K ontrakten, hvis han havde forudset Forsinkelsen.

Men heller ikke ved andre K ontrakter kan man undlade a t tage generelt præ ventive Hensyn i B etragtning, selv om det kan føre til, at Løftegiveren i en vis U dstræ kning opnaar Mulighed for at benytte Forsinkelsen som P aaskud til K ontraktens Ophævelse.

O gsaa uden for M isligholdelseslæren synes en Adskillelse af Spørgsm aalet om S tyrken af Interessen i K ontraktens F oran­

dring og R isikospørgsm aalet (R elevansspørgsm aalet i snæ vrere Forstand, som Ussing kalder det) mindre frugtbar. I visse, navnlig personlige K ontraktsforhold m aa det antages, a t Løftegiveren kan gaa fra sit Løfte, dersom O pfyldelsespligten vilde stride mod hans Velfærd. I saadanne Tilfælde frugter det lidet jæ vnsides med O vervejelser herom a t henvise til F orudsæ tningens Væsentlighed.

H vor P risforandringer bevirker, at K ontrakten m edfører Tab, er en væ sentlig Forudsæ tning bristet; men af juridisk B etydning er det kun, om en stedfunden P risstigning er saa ekstrao rd in æ r eller eksorbitant, at den ligger uden for den Risiko, som P artern e kan antages at have p aatag et sig ved K ontrakten. M indre strenge Krav m aa stilles til F orudsæ tningens økonomiske Betydning, hvor der kan blive T ale om a t paalæ gge L øftem odtageren a t bæ re Risikoen for Vanskeligheder, der viser sig under A rbejdets Ud­

førelse, f. Eks. paa Grund af Jordbundsforholdene. H vor et Ak­

kordarbejde udføres under vanskeligere Forhold end sæ dvanligt, vil der kræ ves m eget lidt, før F orudsæ tningssynspunktet kan paaberaabes, hvilket bl. a. hæ nger sam m en med, at Aftalen om A kkordbetaling gerne findes i en alm indelig O verenskom st uden Henblik paa det konkrete Arbejdes O m stændigheder. Kravene til S ty rk en af Interesseforandringer og K arakteren af de O m stæ n­

digheder, der paaberaabes, h a r et indbyrdes V ekselvirkningsfor- hold, d er let tilsløres af den herskende Forudsæ tningslæ re.

Indvendingerne mod Ussings F rem stillinger er im idlertid kun faa, og de h a r d erfor for R etsanvendelsen en B etydning som ingen anden nulevende F orfatters. Men den indirekte B etydning af Ussings F o rfattersk ab e r dog stø rre end den praktiske N ytte i den enkelte Sag. Ved flittig B eskæ ftigelse med Ussings V æ rker

øves Evnen til selv at belyse de juridiske P roblem er og tage Stilling til dem. D erfor h a r Ussing haft en sto r B etydning for sine sam tidige og i ganske sæ rlig G rad for sine Elever ved Uni­

versitetet. P a a sin 60 A ars Dag vil Ussing m odtage m ange Vid­

nesbyrd om den Taknem lighedsgæ ld, som danske Jurister sta a r i over for ham. Og han vil møde Ønsket om endnu i m ange Aar a t kunne fo rtsæ tte sin literæ re Gerning til Gavn for dansk og nordisk Retsliv.

Henry Ussing og hans Samtidige.

A f H ø je s te r e ts sa g fø r e r K a r s te n M e y e r .

Da H enry Ussing som Søn af den landskendte V albypræ st i 1904 blev S tudent fra M etropolitanskolen med den selvfølgelige Udm ærkelse, vidste han med sig selv, at han havde akadem iske S læ gtstraditioner at bygge paa og a t vise sig væ rdig til. R et og Pligt har altid afspejlet sig i hans K arakter. Ingen af hans Sam ­ tidige blandt de juridiske S tudenter tvivlede om, at han v ar prim us inter pares. Selvom det v a r de fæ rreste, der søgte L æ r­

dommen paa F rue P lads og saa ham glimre ved Exam inationerne, hørte ogsaa de m ange, der kun søgte Visdom hos M anuduk­

tørerne, hvis Virksomhed jo ikke som nu v a r M asseproduktion paa Baand, om den nye Stjerne.

Hans solide Arbejdsm etode, der h ar fulgt ham gennem Livet, gav strak s R esultater; han tilstræ bte ikke nogen F ører- eller Lederstilling, men alle vidste, at han v a r den hjælpsom m e Alt­

muligmand, hos hvem m an aldrig forgæves søgte Besked, fordi han tidlig erhvervede sig O versigt over Stoffet.

Af P rofessorerne sluttede han sig næ rm est til Julius Lassen og Viggo B entzon, men v a r unæ gtelig en Elev, som L æ rerne m eget hurtigt behandlede som en Ligem and, og som trøstede dem for de m ange Skuffelser ved andre Lys, der hurtigt tæ ndtes, men sn art gik ud. De forstod, a t her stod de overfor en frem tidig selvstæ ndig Forsker, der skulde fo rtsæ tte deres Livsværk.

Ussing h a r altid haft sto r R espekt for al virkelig Autoritet, det principielt oprørske ligger ikke for ham, men han stillede sig udpræ get selvstæ ndig i sit A rbejde og godkendte aldrig noget, han ikke selv havde prøvet og godtaget. De hastige Slutningers Mænd forstod han at sæ tte paa Plads, og overfor ham m aatte de give sig, selvom de syntes, a t Livet v a r for kort til saa m eget Arbejde og m aaske blev lidt kedeligt. B edst v a r han over for kloge Mænd, som f. Eks. da han en Gang ved et S tudenterbesøg paa Vridsløselille tilfældig kom i en Diskussion med Carl Torp om Determinism en. T orp troede, han kunde bringe den lidt generte S tudent til Tavshed med et P a r C itater fra Kirkefædrene, men opdagede snart, a t han m aatte bringe hele sin filosofiske