Harry Christensen:
Guldalder og historiefacon
O m J e n s E n g b e r g s »D a n s k g u ld a ld e r e lle r o p r ø r e t i tu g t-, r a s p - o g f o r b e d r in g s h u s e t« , K b h . 1 9 7 3 .
D e t er ikke en h elt alm indelig historisk afhandling. A llered e i det ydre overgår d e n d e fleste histo risk e m onografier. S m u k t try k t p å fo rn e m t p a p ir ledsages tek sten af talrige gengivelser af sam tidige tegninger, E ckersberg, L ah d e og K læ strup.
M en også p å an d en vis adskiller d en sig fra m ængden. D en h a r foreløbig vist sig som lid t af en »sæ llert«. O p m o d 5 0 0 0 h a r k ø b t d en og flere h a r form odentlig stiftet bek en d tsk ab m ed dens b u dskab. O g b u d sk ab e t i sig selv e r også anderledes. D e t h a r re jst en d eb at, som ikke vil fo rstu m m e lige m ed d et sam m e. O gså som h istorielitteræ r type er bogen speciel, m en herom senere.
B ogen fa ld e r i hovedsagen i to b åd e em ne- og væ sensforskellige dele. D en ene h a n d le r o m o p rø ren e i tugt-, ra sp - og forbedringshuset 1 8 1 5 -1 9 , den an d en om d e t sam fund, d er om gav tugt-, rasp - og forbedringshuset. H e ru d o v er går E n g b erg i e t p olem iserende slutkapitel stæ rk t i re tte m ed d en hid tidige historieskrivning.
B ogen er bygget op om kring h istorien om tugt-, rasp - og forbedringshuset p å C hristianshavn. O m d e t sto re o p rø r i n ovem ber 1817. O m d e m in d re op
r ø r og episoder, d e r o m k ran sed e d et i åren e 1 8 1 5 -1 9 . O m forholdene i fæ ngslet i d e t hele taget. D e t fylder ca. halvdelen af bogen, d en sidste.
I d en fø rste halvdel beskæ ftiger E ngberg sig m ed d et davæ rende danske sam fund, » G uldalderen«, h a n giver os h e r d en sociale kontext, i hvilken fæ ngselshistorien skal ses.
F an g ern es tilvæ relse i tugt-, ra sp - og fo rbedringshuset skildres m ed m ed
følelse og indignation. H v o r lid t d e r efter vore m ål skulle til fo r a t kom m e d er og fo r a t få straffen forvæ rret. T ing, d e r nutildags ik k e ville k u n n e lokke en politim an d u d af stationen, fø rte i begyndelsen af 19. årh. sin skyld
n er d u rk in d i rasp h u set, fæ ngslets h ård este afdeling, h v o r fangerne ofte
læ nkede og - iflg. reglem entet i det m indste - isolerede i 1 eller 2 m ands celler m ed sto re file m åtte raspe farvetræ til pulver. U tvivlsom t et højst u su n d t arbejde.
K osten v a r så k nap og elendig, a t den næsten pr. definition m åtte nedbryde helbredet. D en skulle væ re ringere end alm indelig fattigkost udenfor, ellers ville d et jo ikke væ re afskræ kkende a t være i fængsel. Sæt nogen skulle søge d erin d fo r a t få føden. Fængslet var som regel overbelagt bl. a. m ed det resultat, a t sygdom m e og epidem ier havde let spil. L y sp u n k tem e v ar få, æ r
te r og flæ sk h v er 4. søndag, til kongens fødselsdag varm t øl og en spinkel udsigt til benådning.
K edsom m elighed, håbløshed og stadig sult v a r baggrundsstem ningen for de stø rre og m indre opstande og udbrud, som E ngberg skildrer særdeles levende i en kalejdoskopisk øjebliksreportage. O pstandene og flugtforsøgene fø rte ikke til noget, m ed m in d re m an regner det m onum entale barokfæ ngsels b ra n d for et resu ltat. D e flygtende blev m ed usvigelig sikkerhed fanget igen, de o p rø r
ske blev m ere eller m indre vilkårligt døm t til halshugning eller katning. D et siger noget om Engbergs bog, at m an æ rgrer sig m indre over tab et af byg
ningen end over, at d et aldrig lykkedes b are en af de flygtende stak ler at bevare friheden.
I bogens andet hovedstykke, det der drejer sig om det om givende sam fund, vil E ngberg stille tingene p å hovedet. H a n indleder m ed en m orsom satire over opfattelsen af guldaldersam fundet, »den ædle dan sk e idyl«, d er dog m ere ligner forestillinger, som en litteræ r g u ldaldernarkom an eller en våben- b ro d erfo rm an d i 1940’erne kunne have dem , end d et billede, d e r gives i hi
storiebøgerne, h v o r statsb an k ero t og landbrugskrise dog sjæ ldent forbigås. E t p a r k ap itler vies livet p å lan d et og i byerne (dvs. K øbenhavn) set nedefra.
E ngberg peger m ed re tte på, at det, vi gem m er p å m useerne, helt overve
jende er levn efter d en fåtallige elite, og beklager, at de skriftlige kilder vedr.
sam fundets laveststående er tilsvarende få. D et lykkes dog E ngberg a t finde udm æ rkede eksem pler p å den grænseløse fattigdom , sam fundet rum m ede, p å husm æ nds hverdagskost, p å land- og byarbejderes boligforhold, p å fattigvæ
senets b arsk e bortlicitatio n er af fattige, p å børns fortvivlede tiggeri.
D et er ikke ra re sager at kigge i fo r et nutidsm enneske, og eksem plerne n å r næ ppe bu n d en af elendigheden. Jeg kunne godt kom m e E ngberg til hjælp m ed en beretning, d er viser, a t den rådne halm udm æ rket k u n n e væ re u er
stattelig. E n g b erg p rø v e r også a t se landboreform erne fra en m ere p ro saisk side end d et alm indeligvis gøres i skolebøgerne. B ag d en idealistiske facade m åtte reform godsejerne have indset, at der m åtte skabes en m iddel
klasse fo r a t d e selv k unne holdes oppe og underklassen, husm æ nd og lan d arbejdere, nede.
D e følgende kap iteltitler er m eget p rogram m atiske. I »U nderkuelsen«
hæ vdes det, a t skole, kirke, m ilitæ r v a r undertrykkelsesinstrum enter. Skolen skulle lige netop m eddele de k u n d sk ab er og fæ rdigheder, som bø rn en e skulle bruge til d en underklassestilling, som de n u v ar bestem t til. H eru d o v er skulle de holdes i tilpas uvidenhed. K irken fortsatte, h v o r skolen slap, og m ilitæ rtjenesten skulle så give den, d e r endnu m åtte løfte hovedet, d et ende
lige afgørende knæ k. S ynspunkterne belyses m ed velplukkede eksem pler fra skolelovgivning, skolebøger, m oselov og soldatererindringer.
I »K lassefjendskabet« gæ lder d et om a t beskrive »de to klassers« h a d til hinanden. D e besiddende ctr. d e ikke besiddende. F r a oven og ned synes d et m ig nu, a t eksem plerne m ere viser foragt og nedladenhed end egentlig had. D en anden vej er d et ram salted e folkeeventyr, traditionsgods om d en onde h errem an d og et besk digt om folkebespisningen i H aderslev, d er udgør belæggene.
K a p itlet om »E jen d o m sretten s beskyttelse« afru n d er sam fundsbeskrivel
sen og d an n e r en n atu rlig overgang til selve fængselshistorien. Som en u u n d gåelig konsekvens af sam fundssystem et ville de svageste, d e fattigste være tvunget til a t stjæle fo r a t holde d en væ rste nød fra livet. D enne sam m en
hæ ng v a r tyvene sig næ ppe bevidst, og de, d er b etrag ted e spørgsm ålet p å m ere teoretisk vis k u n n e ikke acceptere noget retfæ rdighedselem ent. Såvel teolog som filosof k u n n e tages til indtæ gt for, a t d et v a r syndigt a t stjæle u n d er alle om stæ ndigheder, og de sekunderes heri p å d et bedste af lovens bestem m elser fo r tyveri, d e r i v o re øjne v a r særdeles krasse. M in d re og sim ple tyverier gav 15-årige og dero v er 2 - 2 4 m åneders tugthus første gang, anden gang m indst 3 år i rasphuset. S tørre tyverier f. eks. af kvæg eller regulæ rt in d b ru d kunne om gående skaffe synderen i tug th u set fo r livstid. I den sidste ende hvilede h ele d et sam fund, som D an m ark sh isto rien h an d ler om , p å dette yderste m agtm iddel, tugt-, rasp - og forbedringshuset, h vor 5 0 0 m ennesker v a r stuvet in d i et helvede af en tilværelse, hæ vder E ngberg.
N å r m an skal bedøm m e en bog, er d et naturligvis vigtigt, a t m an ved, hvil
k en slags bog m an h a r fo r sig. D et e r n o rm alt ikke noget problem , m en efter a t have fulgt d en hidtidige d eb a t om E ngbergs bog tro r jeg, d e t h e r sim pelt
h en m å væ re det første og stø rste problem . H vilken slags historiebog er
»D ansk guldalder«, p å hvilken m åd e b eh an d ler E ngberg d et historiske stof?
A t bedøm m elsen re tte r sig efter d en historielitteræ re type er selvklart. E n h istorisk ro m an vil m an f. eks. ikke k ritisere efter sam m e k riterie r som et historievidenskabeligt væ rk. M an ved, a t ro m an fo rfatteren vil tegne et miljø, h a n giver de historiske p erso n er »kød og blod«, forsyner dem m ed ord, ta n k er og følelser, h a n digter an d re p erso n er til og sk ab er begivenheder og om-
D e b a t
givelser, som h an n u finder d et nødvendigt. M an b eb rejd er ikke forfatteren, a t h a n g år u d over d e historiske kilders ræ kkevidde fo r a t få d et billede til a t stå der, som h a n vil have frem.
D et er tvæ rtim od historierom anens styrke, a t den k an n å læ ngere end d en nødvendigvis intellektuelle, videnskabeligt baserede historieskrivning.
D e n k a n sk ab e m eget livagtige og indfølte billeder af fortiden, fordi den k an henvende sig til læserens følelser og stem ninger og ik k e b lo t til tanken.
In g en la ste r ro m an e n fo r denne personlige, denne intuitive opfattelse, den b efordrer, som altså e r noget subjektivt. R o m anen bedøm m es fø rst og frem m est p å sine litteræ re, kunstneriske kvaliteter, hvori også indgår en vurde
ring af d et skabte billedes konsistens og konsekvens.
Sam m enlignet h erm ed m å den traditionelle historieskrivning erk en d e sin fattigdom , d en h a r ikke d e sam m e rige virkem idler. M en d er kræ ves også noget an d et af den videnskabeligt arbejdende historiker, og det er ik k e no
get h ø jstem t og m ystisk, m en b lot dette, at h an skaber eller m eddeler v id e n om fortiden, h v ilket sat p å en enkel form el i praksis vil sige, a t h a n arbej
d er system atisk p å grundlag af k ilder og/eller andres forskningsresultater og lad er sit p ro d u k t, sine beskrivelser af de fortidige tilstande og begivenheder, i så høj g ra d som m uligt frem stå af dette arbejde og ikke af sagen uvedkom m ende tilbøjeligheder. H ans arbejdes videnskabelighed er efter m in m ening afhængig af, i h v o r høj grad d ette er lykkedes. O g d et gælder, h vad enten d er er tale om arb ejd e af analytisk eller af syntetiserende k arak ter.
D et b ety d er naturligvis ikke, a t historikeren m å afholde sig fra v u rderin
ger, m en a t hans vurderinger, d e r b ø r kunne kendes som vurderinger, skal væ re b aseret p å de frem lagte resu ltater og ikke p å personlige idéer og sym patier.
E ngberg h a r fu n d et denne norm ale historikerfacon fo r snæver, h an h a r øn sk et sig noget m ere frihed, a t skrive historie p å en ny, m ere personlig og pågående m åde og e r derved kom m et til a t p lacere sin bog p å et ik k e helt letbestem m eligt sted m ellem historievidenskab og historierom an. G ennem gående i bogen er et k raftigt subjektivt elem ent. T eksten er fra fø rst til sidst gennem træ ngt af E ngbergs sym- og antipatier. H a n vil ik k e b lo t fortælle os, h v o rd an tingene var, h a n vil give os bestem te øjne a t se dem med.
H a n vil fortolke dem og give dem en nutidig betydning fo r os. B ogen bliver derved så tem m elig agitatorisk.
D et k a n m an så enten finde foruroligende eller betryggende. F oruroligende p å den m åde, a t argum entation og resultater vil k u n n e frygtes påv irk et af sym patierne og det erklæ rede nutidige form ål. E ller betryggende derved, a t m an d a så ved, h vor m an h a r forfatteren, tendensen vil væ re klar.
M en også n å r vi g år næ rm ere p å argum entationsform en, vil afstanden til
d e t trad itio n elle historievæ rk væ re tydelig. D e t viser sig p å forskellig m åde i bogens to hoveddele.
B eskrivelsen af forh o ld en e i fæ ngslet skulle m est ligne en h istorisk an a
lyse. D e n beskæ ftiger sig m ed et begræ nset em n e og bygger i h elt over
vejende grad d irek te p å e t k ildem ateriale (dvs. ikke p å an d en historielitte
ra tu r), fø rst og frem m est d et bev ared e arkiv fra tugt-, ra sp - og forbedrings
huset.
M en i anvendelsen af disse ofte n o k tvivlsom m e kild er (fo rhørsforklarin
g er f. eks.) fjern er E n g b erg sig fra d en historiske analyse. H a n næ vner det vanskelige v ed a t sk ab e e t helhedsbillede af d et b rogede m ateriale (s. 130), m en h a n sk ab e r e t helhedsbillede, og h a n gø r d et u d en a t pege p å d e speci
fikke vanskeligheder, endsige u d en a t vise, h v o rd a n h a n h a r overkom m et dem .
V i få r h an s facit, m en ik k e regnestykket, og vil m an selv gå d et efter, få r m an k u n lid en hjæ lp. K ildehenvisningerne indskræ nker sig til en sum m arisk om tale af d e t b en y tted e m ateria le i bogens slutafsnit. T il fængsels
arkivets næ sten 8 0 0 en h ed er henvises d e r én gang fo r alle, ingen sm ålige henvisninger til p ak k e r, b in d eller sidetal.
N å r m an alligevel føler, a t b illederne fra fæ ngslet hæ nger sam m en, skyldes d e t således m in d re en overbevisning om d en in d re fo rb u n d eth ed m ed kil
d ern e end E ngbergs sp ru d len d e fortæ llehum ør, h an s evne til a t give en hi
storie. D e t farverige stof h a r rigtig få et hans blæ k til at flyde.
D e t er i d en n e del af bogen, m an fø ler sig ro m an fo rm en næ rm est.
I bogens a n d e t hovedstykke, d et d er d re je r sig om sam fundet om kring d et 19. årh u n d red es fø rste halvdel, er d e t d e store linjer og sam m enhæ nge, d et gælder, dvs. afgjort e t em ne fo r en syntese. M en h v o r syntesen n o rm alt (m en dog ik k e udelukkende) bygger p å an d en historielitteratu r, prim æ rt an d re h istorikeres analyser, så er d ette ikke tilfæ ldet her.
D e n litteratu r, E n g b erg ifølge sit kildeafsnit h a r benyttet, b estår i helt overvejende grad af sam tidige skrifter. D e r bygges eller diskuteres ikke p å grundlag af nyere videnskabelig litteratu r. I stedet bliver d et en frem stilling, h v o ri eksem pler, enkeltstående kildeudsagn, gør det u d fo r belæg.
E n såd an frem stillingsform er næ rm est, h v ad jeg vil k ald e et essay. N ye ideer, u d fo rd ren d e synspunkter, visioner og fan tasier fin d er deres naturlige frem sæ ttelsesform i d et ik k e alt fo r forpligtende essay. H e r er eksem pler p å deres plads til illustration og sandsynliggørelse af de frem satte påstande, som beviser ræ k k er de sjældent.
M ed »eksem pler« m en er jeg kildeudsagn, d er n o k h ø re r hjem m e i den helhed, d er p åstås noget om , m en som m ed nødvendighed k u n siger noget
om en m in d re d el af helheden. D et er et spørgsm ål om udsagnets afstand til p åstan d en s univers, om eksem plets repræ sentativitet om m an vil. L a d os tage et p a r af bogens eksem pler til illustration.
I k ap itlet »K lassefjendskabet« frem fører E ngberg m eget originalt en ræ kke folkeeventyr og -fortæ llinger om den onde, dum m e og fo rh ad te herrem and.
E ngberg ser n u i disse historiers pop u laritet og udbredelse (som ikke belæg
ges m ed tal) e t udsagn om , a t de fattige h a r h ad e t d e rige, eller endnu m ere universelt, at d en ikke besiddende klasse h ar h ad e t d en besiddende.
S ådanne h isto rier er p å flere m åd er højst problem atiske kilder. Skal de bevidne n o g et om d et forhold, d er e r tale om, rejser d e en ræ kke kritisk
m etodiske spørgsm ål, som m an m å tage stilling til.
K a n d er f. eks. gives noget m ål fo r historiernes udbredelse? K endes de fra alle landets egne? K a n sådanne historier tegne billedet af forholdet m ellem d e to p arte r? V i h a r rigtignok ikke en tilsvarende sk at af fortæ llinger om ra re herrem æ nd, d e r kunne m odveje de onde, m en bety d er d et noget i denne forbindelse? L igger d et ikke i sagens n atu r, a t genstanden fo r sådanne folke
fortæ llinger m å væ re ond, dum eller i hvert fald til grin? H vem h a r haft succes i skolegården p å en historie om en ra r og god skolelæ rer? T æ nk også p å m o lbohistorier og Å rhushistorier. H vad siger de om d et egentlige forhold til dem , de går u d over? T ø r m an postulere et egentligt h ad til den, om hvem d en o n d e historie fortaltes?
O g g jaldt d et eventuelle h a d alle af slagsen, in casu alle herrem æ nd, og hvis d e r v a r tale om had, m o n m an så tø r tilskrive d et andre end dem , d er skabte historierne? G jald t d et også dem , d er befordrede dem , huskede dem og fo rta lte dem ? G jald t d et også dem , d er grinte, og dem , d er b are lyttede?
O g siger d et noget om så ubestem te kategorier som fattige og rige, endsige
»de to klasser« i sam fundet?
O g endelig, hvis disse historier h a r dæ kket en realitet, h v o rn å r skulle det d a hav e væ ret? E ngberg næ vner, at historierne er gået af brug, m en ikke h v ornår. H vis jeg m å gætte, ligger den tid, de er blevet til i og som d e d er
fo r siger m est om , fø r E ngbergs »guldalder«.
H erm ed er ikke sagt, a t disse kilder ikke k an anvendes til form ålet, m en a t d er k a n peges p å en ræ kke pro b lem er ved en historievidenskabelig an vendelse af dem , og at disse problem er ikke er søgt løst.
N aturligvis er ikke alle E ngbergs eksem pler lige fjerne fra deres univers.
Som belæ g fo r undertrykkelsen via skolevæsenet frem føres en ræ kke skole
bogscitater. H e r ville d et væ re nem m ere a t gøre »eksem plificeringen« ti! en virkelig argum entation. H e r k u n n e d et fastslås, hvem d er v ar forfatteren, hvilke k red se h a n kom fra, hvem d er havde valgt bogen til b ru g i skolen og
m åske u n d er hvilke om stæ ndigheder. O gså om d er v ar skolebøger af anden k arak ter. M en E n g b erg gør d et ikke, selv om h a n sagtens kunne. D e t b ehø
v er m an ikke i et essay.
A lt d ette skal ik k e forstås som nogen kritik, m en k u n som et forsøg p å at ko n statere, hvilken slags historieskrivning d er er ta le om . E ngberg er ikke u d e i d et fine videnskabelige æ rinde m ed n o ter og henvisninger og om stæ n
delige forklaringer. H a n h a r noget h isto rie p å hjerte, m en d et skal frem p å en ny og frisk, en m ere personlig og m ere uforpligtende m åde.
N å r d er er gjort så m eget u d af bestem m elsen af bogens historielitteræ re type, er d et ikke b lo t fo r a t få e t k la rt grundlag fo r m in egen bedøm m else, m en lige så m eget fordi bogen i d en hidtidige diskussion i høj grad er blevet fejlbedøm t efter m in m ening.
H erm ed tæ n k er jeg ikke p å dem , d er er blevet fanget af d e t subjektive i bogen og d erfo r b etra g ter d en som god, fordi d e deler E ngbergs sym patier, eller som forkastelig, fo rd i d e ik k e g ør det. H eller ikke tæ n k er jeg p å dem , d er k ritisere r bogen, fo rd i d en er subjektiv, eller fo rd i d e fin d er argum enta
tio n en fo r spinkel. D e t er ab so lu t relevante indvendinger, n å r m an b etra g ter bogen som e t tra d itio n elt h isto risk arbejde. D e, d er fo r alvor h a r taget fejl, e r fo r m ig a t se d e m ange, ikke m indst avisanm eldere, d e r h a r anset det fo r a t væ re o bjektiv forskning, de h a r ik k e g jo rt sig dens essayistiske og sub
jektive k a ra k te r klar. P å stribe ser an m elderne d et h e r »dokum enteret« af
»lektor, dr. phil.« Jen s E ngberg, a t såd an v ar d et fa t m ed sam fu n d et i d et 19. årh u n d red e. E ndelig er sløret faldet fra øjnene.
N u er avisanm eldelser ofte skrevet i sto r h ast og af folk, d er ikke er fag
histo rik ere og d erfo r m åske ikke i stan d til a t gennem skue d en besnæ rende bog. M en d et er im m ervæ k gennem avisanm eldelser, det store pu b lik u m stif
te r b ek en d tsk ab m ed bogen, og læ ser de d en selv, k a n alm indelige m enne
sk er n o k lige så vel tage fejl som anm elderne.
E ngberg (og forlaget) er ikke u den skyld i begrebsforvirringen. E ngberg an ty d er selv, a t d ette e r d en egentlige videnskab i m odsæ tning til d en endog
»farlige« form , d er gives f. eks. i P olitikens D anm arkshistorie. Sm udsom sla
gets sobre bagsidepræ sentation gør sit til a t hæ ve bogen op i den videnska
belige sfære.
D et er i d et h ele tag et m in stæ rkeste indvending m od bogen. M ed sit vel
sm u rte frisprog går d en lige i m enigm and, m en d en lad er h am uhjæ lpelig i stikken. D e n tag er sig u d som ét, m en er noget andet. D en giver h am ikke en ch an ce fo r at skelne m ellem h o ld b are p åstan d e og ubegrundede v u rd e
ringer, fo r selv a t sk ab e sig en opfattelse af forholdene p å grundlag af et frem lagt m ateriale.
D et b ety d er ikke, a t jeg vil frak en d e en personlig, engagerende, litteræ rt
betonet frem stilling af historien enhver værdi. D er m å være plads til nye og utraditionelle forsøg i den historiske branche, ikke m indst n å r det som h er ser u d til, at m an derved k an få et større publikum i tale. M en linierne m å være klare. M an m å vide, hvad m an h ar fo r sig. E r d er anledning til tvivl, m å histo rik eren gøre red e fo r sit værks k arak ter, ikke m indst n år h an op
træ der m ed k arriere, titel og grader. E llers svigter m an den tillid, folk endnu m åtte have til historikerhåndvæ rket.
Så m eget om form en. H erefte r til indholdet.
F æ ngselshistorien få r stå p å Engbergs ord. E n verifikation af d et saglige indhold e r p å grund af de næ vnte vanskeligheder ikke foretaget. M en histo
rien er god. E ngbergs vilje og evne til a t se situationen fra fangernes side og til a t finde træ k og kildesteder, der gør den levende og næ rvæ rende, er u p å- tvivlelig. E t enestående fund i så henseende er en ræ kke fangebreve, som blev tag et fra en leverandør til fængslet, d er var ved at sm ugle dem ud.
H e r ko m m er m an i sm å øjebliksbilleder helt tæt p å d e indespæ rrede m en
nesker.
D e t egentlig kontroversielle i bogen er sam fundsessayet. D et er især d e ts indebyrd, d er e r og vil blive debatteret.
E ngbergs hovedidé er den, at nu skal sam fundet anskues fra bu n d en og ikke fra toppen. D et er ikke en håndfuld skønånder og deres dam er, der skal tegne billedet. D et er den jævne befolknings situation, d er h a r krav p å interessen, og den v a r ikke ædel idyl og poesi, m en idel fattigdom og u n d er
trykkelse.
A t en af historieforskningens vigtigste opgaver er studiet af alm indelige m ennesker i fortiden, deres liv, deres m uligheder, deres forestillinger, er jeg helt enig i. O g hvis den alm indelige opfattelse af perioden er sådan, som E ngberg beskriver d en (hvad jeg dog vil tvivle på), så er denne opgave en d d a særdeles påtræ ngende. M en det betyder ikke, a t d er derved frem kom m er en i absolut forstand m ere »rigtig« historieskrivning i m odsætning til en hidtidig »forkert«. E n h v er generation bliver sig nye sam m enhæ nge og nye asp ek ter p å sam fundet og m ennesket bevidst, og disse nye dim ensioner m å nødvendigvis appliceres p å fortiden.
In d e n d et gøres til noget alt fo r m ageløst, m å d et også siges, a t in
teressen fo r de laveststående socialgrupper ikke er to talt ny. D et ræ kker her at næ vne H a ra ld Jørgensens bog fra 1930’erne om fattigvæ senet i d et 19.
å rh u n d red e og F r. S krubbeltrangs arbejder om underklassen p å landet, hvor dog størstedelen af befolkningen boede.
H vad undertrykkelsen angår, skal m an nok b ag frem stillingen se et forsøg p å a t anskue forholdene u n d er den m aterialistiske historieopfattelses syns-
vinkel. Ik k e sådan, a t hele m odellen tages i anvendelse, m en et udsnit af den. H vorledes d et hersk en d e sam fundslag, de besiddende, p å alle m åder gennem udnyttelse af d et politiske, ju ridiske og adm inistrative a p p a ra t søgte a t befæ ste sin stilling og sam tidig a t b ekræ fte sig selv og d en øvrige befolk
ning i, a t d en n e sam fundsorden v a r d en rigtige.
D et k an go d t give anledning til lid t løjerlige forklaringer, n å r E ngberg støder p å perso n er, d er h an d ler uegennyttigt og således ikke rigtig p asser ind i billedet. R eform godsejernes idealism e ledes som næ vnt h u rtig t ind i skyggen af det gustne overlæ g (s. 2 0 -2 2 ), og d en underlige fængselsdi
rek tø r, d er ville fo rb ed re fangernes forhold, v a r ganske enkelt fø d t fo r tid
ligt (s. 161).
Selv om d et hele er i skitseform , ville m an godt have vidst lid t m ere om , hvem d en hersk en d e klasse egentlig b esto d af. E ngberg ta le r diffust om d e b esiddende og de besiddelsesløse og synes i d et m este af bogen over
hovedet a t overse h ele m ellem klassen af selvejerbønder. O m byernes dom i
neren d e lag, om em bedsm æ ndenes stilling, om d er v a r interessem odsæ tninger og spæ ndinger m ellem de hersk en d e få r vi ik k e a t høre. M an sidder faktisk m ed d en fornem m else, a t d er v a r tale om en godt sam m enspist, navnløs klike m ed kongen som den sikre sponsor.
H v o r sandsynligt er så d ette billede af det dan sk e folk som de herskende over fo r de kuede? I store træ k og i m an g t og m eget utvivlsom t rigtigt.
A t de, d er sidder p å flæsket, gør h v ad d e k a n fo r at blive siddende og dertil b en y tter sig af d et adm inistrative a p p a ra t i vid fo rstan d , er ikke nogen ny opdagelse. D e t interessante k n y tter sig til, hv o rd an m agtudøvelsen i det k o n k re te fu n g ered e n ed gennem lagene, og h v o rfo r forh o ld en e alligevel fo r
an d red e sig tro d s d et vedholdende tryk.
D et sidste spørgsm ål b e rø re r E ngberg ikke, u an se t d et er særdeles vigtigt, ikke m indst u d fra e t m arxistisk synspunkt. D e t dynam iske m o m en t savnes helt. D en b eh an d led e perio d e afgrænses ikke præ cist, m en d en m å m ed år
tiern e o m kring fæ ngselsoprørene i centrum o m fatte op m od halvdelen af årh u n d red et. Som m etider tages hele d et 19- årh u n d red e i m unden, og de an fø rte eksem pler sp red er sig i h v ert fald fra 1772 til 1872 (s. 26, s. 35).
D e r skete vitterligt m eget i denne periode, store økonom iske, sociale og politiske om skiftelser fa n d t sted, m en i E ngbergs gengivelse står tid en stille.
D et giver d et hele e t noget ab stra k t præ g, og m ange af d e illustrerende eksem pler k o m m er til a t stå m æ rkeligt an akronistisk i billedet.
T il spørgsm ålet om m agtudøvelsens m ek an ik giver E ngberg en ræ kke fo r
slag til forklaringer, og som d et m å væ re i et essay, er d e r m ere bid og vid i dem end nuancer. M est konsekvent er n o k afsnittet om uddannelsessyste-
m et. H e r fin d er m an e t m ere gennem tegnet billede af system et fra top til bund, e t subtilt og raffineret system, d er sp an d t alle ind i sam fundsvæ vet p å deres re tte plads og h o ld t dem fast d ér i underdanighed og afhængighed.
M en skoleafsnittet vil bestem t også h ø re til dem , d e r vil ægge til m odsi
gelse. M o tiver m ed ro d i idealistiske tan k er om oplysning og uddannelse fejes flo t til side, og tilbage som repræ sentant fo r d e drivende kræ fter står en unavngiven og reak tio n æ r skoleforstander, der helst så, a t alm uebørn b e
skæftigedes m ed håndgerning og m anuelle fæ rdigheder og ikke m ed noget, d e k u n n e få fo rstan d af.
E ksem plerne er heller ik k e alle lige heldige. F attig sk o lem e i K øbenhavn, hvor piskning af fastspæ ndte b ø rn h ø rte m ed til disciplinæ rm idlerne, h a r be
stem t væ ret uhyggelige steder, m en repræ sentative fo r alm ueskolen i alm in
delighed h a r d e ik k e været. B em æ rkningen om kvinderne, d er k u n n e få gavn af gym nastikundervisningen, n å r de kom op p å m urerstilladserne, siger n o k også m ere om E ngbergs kønsrolleopfattelse end om de faktiske forhold.
E t h o v ed tem a i bogen er fattigdom m en, det fattige sam fund. M en h vad er d e t fo r en fattigdom og h vad er det fo r et sam fund? V a r sam fundet virkelig p å en snæ ver overklasse næ r så gennem træ ngt af fattigdom , som d et beskri
ves?
H v o r E ngberg er m est nuanceret, deler h an befolkningen op sum m arisk efter 1801-folketæ llingens erhvervskategorier og kom m er til, a t godsejerne p å lan d et og en fåtallig top i byerne v ar rige, at gårdejerne og nogle få an d re m ellem grupper hav d e tålelige kår, m ens resten v ar ludfattige. N å r h a n ta le r m ere en k elt - og d et g ør h a n oftest - h ed d er d et de få tusind rige og d en ene m illion fattige eller så (s. 37, s. 77). O g d et m å betyde, at gårdfolkene regnes til de fattige.
N å r E ngberg vil gøre fattigdom m en så sto r og ubestem t, h a r d et naturlig
vis sin m ening. H a n analyserer ikke fattigdom m en, dens grader, dens flu k tu a
tioner, dens årsager i d et konkrete. H a n viser d en i al sin u b estem thed som et uundgåeligt resu ltat af et uretfæ rdigt sam fundssystem , og de m alende eks
em pler p å uhyrlig arm od, d e r væ kker m edfølelsen m ed system ets ofre og m obiliserer h arm e n over underkuelsesinstitutionerne og udbytningen, skal n o k fo r en del skrives p å d en agitatoriske konto.
Selv in d en fo r e t essays ra m m e r kunne fattigdom m en godt væ re b eh an d let m ere nøgternt. F ru g tb a r ik k e m indst n år d e sociale relatio n er er i cen
trum , ville en sondring m ellem absolut (m ateriel) og relativ (social) fattig
dom h av e været. H v o r sto r en andel udgjorde d e absolut fattige, dvs. de, d er ikke efter datidens n o rm er selv k unne o pretholde en vis m inim al leve
stan d ard (der n o k h a r væ ret m eget næ r det, vi k ald er sultegræ nsen)? D et
v a r dem , d er h elt eller delvis m å tte und erh o ld es af d et offentlige eller andre.
D et v a r ikke få, d er m åtte understøttes, m en p ro cen ten ko m m er næ ppe op p å de E ngbergske højder.
D en relative eller sociale fattigdom er den, d er føles ved sam m enligning m ed andre, m a n er i k o n ta k t m ed eller sam m enligner sig m ed. S ociale ulig
heder, som m an er sig bevidst, f. eks. ved udbytning, er relativ fattigdom . G ro ft fo rk la ret e r absolut fattigdom af fysisk art, m ens relativ fattigdom er noget, d e r nag er i sjælen. D e t b ety d er ikke, a t d en relative fattigdom er m indre væsentlig. T væ rtim od er d et den, d er er p o litisk spræ ngkraft i. D en e r afhængig af de sociale relatio n er og vel a t m æ rke ik k e k u n p å d et m ate
rielle, m en også p å d et forestillingsm æ ssige plan, og findes følgelig p å fo r
skellige niveauer. N å r E ngberg k an u n d re sig over, at d en ene m illion fattige ikke rejste sig m o d de få tusind rige, er d et u d try k for, a t h a n ikke h a r h aft b lik fo r disse sam m enhæ nge.
F attig d o m sp ro b lem et e r et vigtigt problem . F o r enhver, d er beskæ ftiger sig m ed perioden, h v ad enten asp ek tet e r p o litisk historie, kulturhistorie, p ersonalhistorie eller lokalhistorie, vil d en sociale bag g ru n d væ re væsentlig.
O g h e r m å vi k o n statere, a t E ngbergs b o g ik k e så m eget b id rag e r til en fork larin g af fattigdom m ens væsen, som d en g ør d e t klart, at h er er noget, d er m å arbejdes m ed. N æ rm ere undersøgelser, f. eks. analyser p å lokal basis, vil ikke m in d st h e refter væ re tiltræ ngte.
I d et hele tag et m å d et siges, at hvis m an skal v u rd ere e t essay p å dets evne til a t åb n e n y e problem stillinger og til a t ro k k e ved vedtagne forestil
linger, så m a n fø ler d et nødvendigt a t få dem b ek ræ ftet eller afkræ ftet, så er E ngbergs bog vellykket. P å sin særlige bidske facon og m ed et gran af vellyst p ro fa n e re r h a n adskillige af d en d an sk e histories hellige køer, los
ser dem i røven, ville h a n n o k selv have sagt, så er sproget også beskrevet.
T il kred itsid en h ø re r også de m ange utrad itio n elle kilder, h a n m ed sto r op
findsom hed h a r h en tet frem til b ed ste fo r sine synspunkter, ik k e m indst dem , d e r belyser sam fundets allerlaveste lag. N o k viser d e m ere d et ekstrem e end d e t gennem snitlige, m en d et v ar også liv og d et er su n d t a t se. D et er guld
ald er p å vrangen.
F o rsø g et p å a t anlægge d en m aterialistiske h istorieopfattelse p å tiden er b åd e in teressan t og vedkom m ende, selv om d et h e r k u n e r en m in d re del af m odellen, d e r bringes i anvendelse. M en få r m an ik k e d en fulde m arx ’ske m odel, så få r m an til gengæld m arx istisk sprogbrug fo r folket. Som en anden k irk efad er udlæ gger E ngberg os tek sten tidlig og silde. D e t v irk er båd e u nødvendigt og irriteren d e, d e t skæ m m er og forfladiger d en historiske frem stilling, og som agitation b e tra g te t e r d e t ikke særlig frem ragende.
M en enig eller uenig i sto rt eller sm åt, E ngbergs b o g er spæ ndende og
idévæ kkende, d en e r p åg åen d e og konsekvent i sine synspunkter, ikke sådan at kom m e udenom . D et e r blevet sagt om den, a t den er dårligt håndvæ rk, videnskabeligt set. H istorievidenskab m en er jeg re t beset ik k e d en er, m en den er en u dfordring til historievidenskaben, u n derforstået den etablerede, en bevidst provokation.
O g så er den godt kom p o n eret og tindrende velskrevet. L itteraten er m es
tendels lø b et af m ed historikeren. Læsningen er i sig selv en nydelse, hvis m an ellers k an goutere de verbale frivoliteter.
M an b ø r læ se den n e b o g - og se, h vad der sker. M en tag d en en dag, hvor b lo d try k k et ikke e r fo r højt.
(Manuskript afleveret januar 1975).
Komiteen for byhistorie:
En præsentation
U d en at væ re blevet d irek te fo rsø m t h a r udforskningen af byernes historie p åk a ld t sig m in d re opm æ rksom hed end studiet af landbefolkningens levevil
k å r og arb ejd e gennem tiderne; i de senere å r h a r m an dog m æ rket en sti
gende interesse fo r købstæ dernes fortid. Alligevel skulle der en y d re p åv irk ning til, fø r et fastere sam arbejde om dette em ne k u n n e indledes m ellem en ræ k k e forskere; anledningen var, at d en alt fo r tidligt afd ø d e professor K n u d H a n n e sta d i 1970 blev indvalgt i den in tern atio n ale kom m ission fo r byhistorie (C IH V = C om m ission internationale p o u r l’histoire des villes).
D an m ark blev således fo r fø rste gang repræ senteret i d ette organ, der dannedes i 1956 som en arbejdsgruppe, og som i 1965 anerkendtes som kom m ission u n d er den internationale historikerkongres i lighed m ed de alle
red e eksisterende fo r bl. a. søfartshistorie, m ilitæ rhistorie, stæ nderforsam lin
gers og p arlam en ters historie.
D et er indlysende, a t det selv inden fo r et begræ nset geografisk om råde som D a n m a rk vil væ re vanskeligt fo r é n p erso n at beherske byernes historie fra deres frem kom st til det 20. århundrede, og professor H a n n estad øn
skede d erfo r a t sam le et m in d re antal forskere i en arbejdsgruppe, d e r kunne bistå h am m ed bl. a. udfæ rdigelse af ra p p o rter og lignende til b ru g fo r C IH V . I decem ber 1971 gav Statens hum anistiske F o rsk n in g sråd e t tilsagn om stø tte til oprettelsen af en d an sk kom ité fo r byhistorie og til dennes virksom hed, og i fe b ru ar 1972 k u n n e d et første m øde holdes. P å grund af professor H a n n estad s sygdom og d ø d lå kom iteens arbejde stille i store dele af 1972;
m en i slutningen af året genoptog d en forbindelsen m ed C IH V og orga
niserede sig derefter. D en h a r følgende m edlem m er: P rofessor, dr. jur. O le
