Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Blicher, Steen Steensen.; med oplysende Noter af Hans Hansen.
Titel | Title: St. St. Blichers samlede Noveller og Skitser
Alternativ titel | Alternative title: Samlede Noveller og Skitser.
Bindbetegnelse | Volume Statement: Vol. 3
Udgivet år og sted | Publication time and place: København ; Kristiania : Gyldendal, 1905-07 Fysiske størrelse | Physical extent: 3 bd.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
j
/ <l)t
: v - ; ,
V ',' . , ?■.
* \ f'-'
< “■
. J . ;
- • , . i ' .
• ;-;v'i ■
V . . A .■
V ' V / ' - . . ■ • • • . :
" t m m å i
■' ’ ■ ■■-;>■.!'
>:.' i- ■ •■■
• ■ / ■ ■ >
v •
* • V
.1^' ■•
« * & ■ "
■*?'•', .f : -i : (r
.. ... .. ...
m M **:
• > * . . • . * • • * . m.
ms
> § % p «
rmWéø-Wwm:
• . "''.i •*. . y ?? f ; * ^ i *Y: *•* *r». *.£••’:V < \ ■'* •V V r’;-.4 i'
j^t/yy-'1 $•.,
i * «* « * *
ifejÆfs.
« p
•,V
*
*sri
11
%
/ t i"^"-
!*5v& ’»’ i.r
. . * < .
ir
‘ ^M sfep
r b M M l f e A / A
> * ■
Iss i
i
f
. f !>
4
■ = r
j
¥-£c " 'fI II
i fU
i .V
t ■'
. t i
i
1
(
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
1 3 0 0 1 7 6 2 8 1 8 7
w
l
ST. ST. BLICHERS
SAMLEDE
NOVELLER
OG SKITSER
MED OPLYSENDE NOTER AF
7
HANS HANSEN
4
III. BIND
-i
.11
*'■H
Q *
■ Æh.j9
&
. t
f 1
Vi
*r
ti
i
r>-
•*
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
KØBENHAVN OG KRISTIANIA
v ..'v
!■:
:
\v
t :
i
i l
I i
4-<
i :
i
i;
- i V
1 I
. . •
i■
f3A v'. v
K i
,• i;.,
■f ! ' :
i;:
^ £
:■
i
ir
\
ST. ST. BLICHERS
SAMLEDE NOVELLER OG SKITSER
’
k'
f-f
*>
i
ST. ST. BLICHERS
SAMLEDE NOVELLER
OG SKITSER
MED OPLYSENDE NOTER AF HANS HANSEN
TREDIE BIND
I
g m r< &
& *
GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
KØBENHAVN OG KRISTIANIA
1907
\
i '
i { ' » *
P "
f’:
f .' ,
DE ØVRIGE NOVELLER
*r
u
I
\
FRUENTIMMERHADEREN1
I
min Ungdom besøgte jeg ofte et P a r Præ stefolk af m in Fam ilie. De v ar begge gamle, men alligevel kære af Børn, som sædvanlig de Ægtefolk, der selv ingen har. Her fattedes mig alt- saa intet af alt det, m an i den unge Alder helst kan ønske, allerm indst det kæreste: en m er end alm indelig Frihed. Denne be
nyttedes mest til Besøg p aa en nærliggende H erregaard, hvis E jerm and tiltrak sig haade m in Hengivenhed og min N ysger
righed.
M iddelaldrende, stor af Vækst, m ørkladen af Ansigt, havde han dog i dette noget, som aldeles ikke frastødte den unge m untre Dreng, hvorvel hans m ange dejlige M alerier, Billedbøger og Blomster var kraftigt medvirkende Bevæggrunde til mine hyp
pige Visitter paa Mørkedal.
Denne G aard laa dybt nede i en snæver Dal, saa den ikke kunde ses, før m an stod saa godt som lige oven over den. En Aa — næ sten skjult af store, mørkløvede Elle — løb tæ t under Vinduerne og den i gammel Stil prægtige Have, der til Over
flødighed var forsynet med herlige F ru g ttræ er og desforuden om
givet og gennem skaaret af stolte G ranalleer. Et Drivhus — den
gang vist det eneste i Jylland — befandt sig m idt i Haven; jeg genkendte der i Virkeligheden m ange af Sydlandenes Vækster, hvis prægtige Afbildninger saa ofte havde fortryllet m it Blik:
den storbladede Pisang, som m an næ sten tro r a t kunne se vokse, den sødtduftende spanske Jasm in, Orangen, bram m ende p aa een Gang med Blomster og F rugt, Kaktus, der forener Liliens Skøn
hed med Violens, Resedaens og H yacintens Vellugt, foruden mangfoldige andre, som en varm ere Sol opelsker hinsides Al
perne. G aarden selv gemte inden sine tykke, mørkrøde Mure en Sam ling af skønne Sjældenheder: en Tubus, der frem stillede mig M aanen som et Landkort, en Elektricerm askine med et B atteri,
der i det sm aa viste Lynets Virkninger, en Luftpumpe, en H arpe, med meget mere.
Dog, af alle R ariteter v ar ingen saa m ærkelig som deres E jer
m and. Overmaade rig — som Besidder af tvende store Godser
— levede han dog tarveligt og stille, gjorde aldrig Gæstebud, søgte heller ingen og smagte sjæ lden Vinen i sin velforsynede
%
Kælder. H an v ar Adelsmand, men søgte aldrig, fik ej heller nogen anden Udmærkelse end det lille „de” foran sit Navn. Han klædte sig simpelt, ja vel under sin Stand; jeg saa ham ikke i andet end en lang, grøn Frakke med store Opslag, gule Skindbuksér og stive Støvler; en lang sort Pisk — som Soldaternes fordum — hang ned ad den brede Ryg, og en lille, spidspullet H at bedæk
kede kun Issen af det sortlokkede Hoved. H ans Bohave, Ekvi
page o. s. v. var en underlig B landing af gam m elt og nyt: ved Siden af et Ibenholts Skab med uendeligt Snitværk af Engle, Kæmper, Blom ster og deslige hang et — dengang — moderne venetiansk Spejl, og paa en engliseret Svedfuks la a et luvslidt Plydses Ridedækken; kort, de enkelte K ostbarheder stak kun saa meget mere af mod de øvrige gam m eldags og ofte smagløse Sager.
Hr. A rthur (paa begge Godserne hed h an blot „H erren”) v ar ellers intet m indre end gerrig; ikke alene at h an pyntede sine m ange K irker saavel indvendig som udvendig, byggede Skoler og H ospitaler og testam enterede dem alle betydelige Legater;
men han opbyggede eller istandsatte næ sten alle Godsernes Bøn- dergaarde og h jalp med Laan, med Afgifters H enstand eller aldeles Eftergivelse enhver, som vilde hjælpes. Desuagtet blev h an ikke elsket efter Fortjeneste, m aaske fordi h an ofte v ar k n a r
vorn, bister og ikke ganske fri for at bære lidt Nag, hvilket vi paa Jysk udtrykker ved „ P ik h a d ”. —
„Men hvad gjorde da denne rige Mand egentlig til sin F o r
nøjelse?” — kunde m an spørge — „ th i at gøre vel — ja det er kønt, det er ædelt; men m orsom t kan det dog ikke være, isæ r n a a r m an ikke høster anden Løn end Utaknem m elighed for sit Ædelmod: hvorledes fik Hr. A rthur Ende paa Tiden? spillede han?” — ja paa H arpe — „jagede han?” — nej — „spøgte han da med de smukke Bønderpiger?” — ingenlunde; h an v ar tv æ rt
imod en H ader af Fruentim m er. —
„De skæmter. Hvo kan hade Fruentim m er?” —
Ingen, m in smukke Læserinde! ingen, som kender det elsk
værdigste af begge Køn; men det gjorde desværre den stakkels A rth u r ikke; h an — miskendte det. Og heri stak ju st hans største
og beklageligste Synderlighed; h an skyede Kvinderne til den Grad, at han ikke taalte et eneste kvindeligt Væsen i sit Brød.
„Men hvem lavede da h an s Mad?” — et Mandfolk.
„Hvem malkede hans Køer?” — et Mandfolk.
„Hvem vadskede, hvem fejede, hvem skurede, hvem polerede Vinduer?”
Mandfolk, ingen andre end Mandfolk. Intet Bondefruentim - - mer vovede at sætte Foden inden for hans P ort, og kun med tvungen og kold Høflighed modtog han de sjældne Besøg af sine kvindelige paarørende, der kom for at se hans Blomster og smage hans Vindruer. Det eneste Fruentim m er, som h an viste baade Agtelse og en Slags Velvillie, v ar Præ stekonen, m in om talte G randtante. Med hende hørte jeg ham endog stundom skæmte paa en ret venskabelig Maade, ellers v a r hans S am taler med det smukke Køn lige saa korte som tørre og bestod fra hans Side kun i lakoniske Svar.
Engang spurgte jeg m in Tante, hvorfor der da slet ingen P iger v ar paa Mørkedal.
„Min lille Øjesten!” gav hun undvigende, med godmodig Skæmt, til Svar, „ h a r du aldrig hørt, at P ig er er mere drat- fingrede og værre til at slaa i Stykker end Mandfolk? og du h a r jo set, at Hr. A rthur h a r saa m ange kostbare Spejle og Te
kopper.”
Saa meget m indre fornøjet med dette Svar, som jeg kort til
forn havde slaaet en Kop i Stykker, henvendte jeg mig til hen
des Mand om bedre U nderretning.
„Hm!” sagde han, „det kan du endnu ikke have nogen Gavn af at vide; n a a r du bliver stor, skal jeg m aaske fortælle dig det.”
H an holdt virkelig Ord; efter h an s Død, som in d traf en Del Aar længere hen i Tiden, fandtes en forseglet Pakke til mig med Form aning ej at aabne den før m in Forlovelsesdag. H er følger
dens Indhold i ordret Afskrift.
Min kære unge Ven!
N aar du m odtager disse Blade, er jeg vel efter N aturens Or
den og Guds B arm hjertighed sam let til mine Fæ dre; og du h a r da opnaaet den Alder —- vil jeg haabe — da du ikke læ nger behøver mine Form aninger. Men derfor vil du dog vist ikke for
agte m it R aad og mine E rfaringer; en af disse kunde m aaske være dig nyttig i din K ærestestand, da Følelse og Im agination
s a a let tager Tøjlen fra Fornuften, og det saa meget mere, som du i din Barndom kendte og yndede den Mand, hvis Historie jeg nu vil fortælle.
Du vil af den i det mindste lære, ,,at Skinnet ofte bedrager,”
og det under Tiden i den Grad, at m an næppe ,,tør tro sine egne Øjne”. Gud give, at du ved dydig Kærlighed m aa vorde lykkeligere end han, hvis Øjne forblindedes af falsk Mistanke, ug som ej fik dem aabnede, før det v ar for silde, og Døden for
bestandig tillukkede dem.
Da jeg havde taget min Attestats, blev jeg rekom m anderet til den gamle Hr. A rthur og var saa heldig at vinde hans Bevaa- genhed og Løfte om det første Præ stekald, der blev vakant. Ind
til sa ad a n t m aatte indtræffe, form aaede h an mig til at tage Op
hold hos sig og inform ere hans eneste Søn udi levende Sprog.
Den unge Hr. A rthur v ar et sm ukt Menneske, vel opdraget og beleven, alligevel from og trohjertig. H an v ar m unter uden at være vild, skæmtsom uden at henfalde til Satire. Skønt han v ar nogle Aar yngre end jeg, blev vi dog sn a rt Venner formedelst Ligheden i P rincipper og Tænkemaade. Vi v ar begge gudfryg
tige og dydige; men han var fyrig og heftig i sine Sindsbevægel
ser — jeg derimod sat og alvorlig, hvorfor han ogsaa ansaa mig næ sten som en ældre Halvbroder. /
Den gamle Herre v ar i en Del A ar beladt med en periodisk Brystkram pe, der regelmæssig indfandt sig hvert E fteraar, og det altid med tiltagende Heftighed, hvorfor h an ogsaa betragtede ethvert Løvfald som det sidste, h an skulde opleve. D esaarsag ønskede han at se Sønnen gift forinden sin Død, skønt denne kun
v a r lidet over de tyve.
Et P a r Mil fra Mørkedal boede — som du vel mindes — Oberst H*“ “ i ret gode Omstændigheder med sin eneste Datter, Frøken M athilde; denne havde Hr. A rthur udset til Kone for sin Søn, og Frøkenen selv saavel som hendes Hr. F ad er v ar begge til
bøjelige til den paatæ nkte M ariage, for hvilken derimod den unge H erre viste stor Aversion. Alligevel troede de gamle, at saad an t nok vilde finde sig, og berammede en Dag til Forlovelsen, der skulde gaa for sig paa Mørkedal; men da alle v ar samlet, er
klærede m in unge Ven rent ud, at h an endnu ikke vilde indgaa nogen Forbindelse.
Faderen saavel som Obersten og hans Frøken D atter blev meget nedslagne ved denne Erklæ ring; men herved v ar for det første intet at gøre, og m an skiltes m isfornøjet fra hverandre.
Da de fremmede var borte, kom den gamle ind til Sønnen p aa
11
m it Værelse, hvor han — saa at sige — havde forstukket sig. Han v a r meget opbragt og forlangte af Sønnen bestemte Grunde for hans Vægring.
„Jeg vil ikke lade mig nøje,” raabte han, „med det evige: jeg kan ikke lide hende; sig mig: hvorfor? hvorfor?”
„P ap a, hun er saa grim !” svarede Sønnen.
„Grim? Barnesnak! hvori bestaar den Grimhed?”
„Jo, P apa!” sagde han, „grim er hun: ask eg raat H aar, aske- g ra a t Ansigt, sorte Øjne ligesom udbræ ndte Kul i en Askedynge, lyserøde Læber og g raa Tænder; n a a r jeg ser hende, tæ nker jeg
•altid paa den gamle g raa Kat, der smiskende og svinkende stry ger sig op ad en; men inden m an ved et Ord deraf, kaster den
Kløerne i.”
„Hør! Hør!” raabte den gamle — „hvilke Ekspressioner! Jeg siger dig: Frøkenen er en smuk og proper Dame; som hun nu stod her i Dag i sin fulde P uds —”
„Lignede hun v arh aftig ,” afbrød den unge, „en Urtepotte oven paa den Porcelæns Kakkelovn: bred forneden som en Lade
dør og smal i Midten — saa smal, at jeg med en Ridepisk kunde slaa hende midt over som en K aalstok.”
Saa vred den gamle end var, kunde h an dog ikke bare sig for at trække paa Sm ilebaandet; og da h a n selv mærkede dette, gik h an h astig t ud og slog Døren i efter sig. Sønnen løb bag efter, da han havde et ejegodt Hjerte og ikke kunde udholde at se sin F ad er fortørnet. Det h a r ogsaa lykkedes ham sn a rt at formilde denne; thi da jeg kort derpaa traad te ind i Daglig
stuen, saa jeg, at h an med Ømhed kyssede den gamles H aand.
F ra nu af blev der ikke ta lt mere om denne Alliance.
Ikke længe herefter begav det sig, at den unge Hr. A rth u r blev indbudt til et Gæstebud — jeg tro r paa Silkeborg — hvor de da, eftersom det var i den glade Juletid, ogsaa fik sig en Svingom.
Ved Hjemkomsten h erfra bemærkede jeg hos ham en total F o r
andring; han var stille og tankefuld, talte intet til mig, og spurgte jeg ham, fik jeg forkerte og uforstaaelige Svar — kort sagt, h an v ar forelsket. Dette aabenbarede han mig endelig p aa min venskabelige og stundom bekymrede Spørgen til hans Be
findende.
P a a Silkeborg havde h an læ rt at kende en ung Person, som ganske havde indtaget hans Hjerte — en slem Omstændighed!
hun v ar en P ræ stedatter, altsaa af borgerlig Stand, og tilmed fattig. Jeg forestillede ham , at h an under slige K onjunkturer
m m
næppe kunde vente sin Hr. Faders Samtykke, og bad ham des- aarsag at slaa Pigen af sine Tanker.
Jeg prædikede for døve Øren; med opbrusende Heftighed spurgte han: „K ender De Elisabeth Lund?”
Jeg svarede ja, det var vel baade et kønt og et skikkeligt Fruentim m er!
„Køn!” raabte han, „skikkelig! køn! M onsieur Andersen! hun er en Engel!”
„K an blive,” svarede jeg.
„M an bør ikke være vittig,” sagde h an hidsig, „ n a a r m an taler om Jom fru Lund; h u n er for ren, for hellig — M onsieur Andersen! De skal ikke engang smile, n a a r Talen er om hende!”
og dermed sprang h an bort med en Ivrighed, som om hans Vel
færd stod p aa Spil; jeg saa ham ikke den hele Dag.
Næste Morgen v ar han dog saa vidt kommen til sig selv, at jeg kunde tale fornuftigt med ham — thi h an havde det ret som i en Feber med Paroksysm er og derpaa følgende M athed — jeg spurgte ham nøje ud, om Pigen havde ladet sig mærke med, at hun havde gode T anker til ham , eller om h an selv havde talt til hende om sin Inklination.
Med dybe Suk benægtede han begge Dele; h an havde ikke kunnet tale et eneste Ord bare for a t se paa hende; hun havde vel sagt noget, men h an havde ikke observeret, hvad det var, da h an havde nok med at beskue hendes Læber o. s. v„ o. s. v.
Da jeg n u mærkede, at hans Forlibelse v ar af saa heftig en N atur, at det ikke vilde være mig m uligt med Held at befejde den, gav jeg ham det R aad, at bekende alting ren t ud for den gamle og sætte Ilaabet til hans faderlige Kærlighed — det turde han ikke; h an v a r ganske frygtsom, raadvild og vidste hverken ud eller ind; det, h an kunde gøre, vilde h an ikke; det, h an vilde, turde han ikke. Saa gik da jeg til den gamle og skriftede p aa Sønnens Vegne.
I Førstningen blev h a n meget fortørnet; h an mente a t have vist Eftergivenhed nok, idet h an afbrød den fordelagtige M ariage med Frøken H*“ ” ; skulde h an n u endyderm ere tillade ham at forbinde sig med en fattig Præ stedatter! Men da jeg forestillede ham Styrken og Heftigheden af den unge Mands Kærlighed, da jeg lagde ham paa Sinde, at h a n kun havde dette eneste B arn,
som m aaske kunde tage sin Død over det, ifald h an ikke fik Pigen, at denne v ar et velopdragent og uberygtet Menneske, at hans Søn jo blev mere end rig nok til at gøre en fattig Pige lykkelig, og endelig at hun, ju st fordi hun blev opløftet fra Fat-
tigdom og ringere Stand til Æ re og Rigdom, vilde blive hendes tilkommende Æ gtemage des mere hengiven, svarede h an rørt:
„Saam æ nd, M onsieur Andersen! I siger noget — lad min Søn komme til mig!”
Med gode F orhaabninger sendte jeg den forlibte Ungersvend ind (il Faderen. Da de havde været en føje Tid tilsam m en, kom min unge Ven springende ned i m it Kammer, tog mig om min Hals og kyssede mig, løb saa ud igen uden at have ta lt et eneste Ord — som da ogsaa v ar overflødigt — og inden jeg vel fik stop
pet og tæ ndt m in Pibe, hørte jeg ham galoppere ud af Gaarden.
Jeg kan spare mig den Umage at fortælle hans F rieri, da han selv h a r gjort det i et Brev, som jeg erholdt nogle Dage derefter.
Jeg vil anføre det helt og holdent, da det kan vise dig saavel hans sangvinske Tem peram ent som og afgive et Eksempel paa hans kuriøse Skrivemaade.
„Min kære Monsieur Andersen!
Jeg er i P arad is. Hun er min! den skønneste af alle Guds Engle paa Jorden er min! og hun elsker mig; den dejligste, klo
geste, vittigste, frommeste Pige p aa Jorden h a r skænket mig sit uskatterlige Hjerte. Jeg er halvt forrykt af Glæde; jeg drøm m er om Dagen, og jeg vaager om N atten; men v a r det ikke en Skam at sove med et Hjerte saa fuldt af Lyksalighed? E r jeg hos hende, kan mine Øjne ikke lukke sig for at se paa hende, og er jeg borte fra hende, pines jeg af Uro og Længsel; og aldrig saa sn a rt falder mine Øjne til, før jeg drøm m er om hende: at hun omfavner mig, eller flygter, er syg — død; da fare r jeg op i Angest, og borte er Søvnen. Jeg kommer virkelig til at tage en Dosis Opium hver Aften, ellers vaager jeg mig ihjel. Jeg er i lige saa stor F are for at hungre til Døde; ved Bordet glemmer jeg baade at spise og drikke. Ser hun smilende til mig, taber jeg Ske og Kniv; jeg mættes jo af hendes Øjnes himmelske Straa- ler. Kysser hun mig, indsuger jeg den sødeste Livsnæring af hendes balsam iske Læber. — De m aa virkelig sende mig Lars, a t han kan putte mig Maden i Munden. —
Men jeg vilde jo fortælle Dem min Forlovelse — ja — jeg ved næppe selv, hvorledes det gik til. I trende Dage gik jeg p aa Gløder — i trende N æ tter sov jeg paa K nappenaale. I hendes Fravæ relse var jeg modig som en Krigshelt og besluttede h u n
drede Gange: nu skal det være! men saa sn a rt jeg blot uden for Døren hørte hendes Englerøst — borte v ar da hele m in Kourage.
Flere Gange tog jeg med Magt Mod til mig og nærm ede mig
♦
med nedslagne Øjne — thi jeg vidste nok, at n a a r de mødte hen
des, gik jeg straks fra Sam lingen; — men det v ar et og det samme; jeg kunde ikke undgaa a t skimte Spidsen af hendes lille Fod, og da sad a tte r F rieriet fast i m in Hals — jeg ønskede mig tusinde Mil borte.
Efter ethvert saad an t frugtesløst Forsøg ærgrede jeg mig b i t - ' terligt over m in Fejghed og fattede ny dristige Beslutninger, der
dog aldrig kunde n aa Modenhed formedelst den Uvished, hvori jeg svævede, om jeg nem lig turde haabe Genkærlighed eller ikke.
S n art syntes det mig um uligt, at saa himmelsk en Skabning kunde elske nogen dødelig, og sn a rt tyktes mig, at hun nød
vendig m aatte bevæges af saa ren og heftig en Tilbøjelighed som den, der fyldte m it hele Hjerte. Haab og F ry g t for i sa a h u rtig Afveksling igennem m in Sjæl som Skyer og Solskin over Himlen p a a Stormens Dag.
Omsider v ar jeg Fortvivlelsen nær, og da — o da slog min Lyksaligheds første Time. Jeg sad i et Lysthus og græd; m it H jerte bankede, som om det vilde sprænge m it Bryst; med eet stod hun foran mig. Gennem T aarem e saa jeg, at hun v ar bleg og skælvede som jeg selv — dette gav mig Mod: nu eller aldrig!
Hvad jeg gjorde, hvad jeg sagde, hvad hun svarede? jeg ved det ikke; jeg ved end ikke, om der blev talt et eneste Ord; jeg m in
des kun, at hun laa i m in Favn, hendes Arm om m in Hals, hen
des Kind ved m it bankende Hjerte, og — og nu er Brevet sluttet;
jeg hører hendes Fodtrin. — Adieu! adieu!
Deres lyksalige Arthur.'’’’
Jeg m aatte mange Gange smile under Læsningen af denne rapsodiske Skrivelse, men glædede mig dog ret af H jertet over disse unge, vakre Personers Lykke. Næppe havde jeg gennem
løbet det, før jeg blev kaldet til den gamle Herre, som havde faaet et pludseligt Anfald af sin Sygdom .‘Jeg fandt ham sid
dende i sin Lænestol — thi h an kunde ikke taale at ligge — med et lignende Brev fra Sønnen i sin Haand. og faderlige Glædes- ta a re r i sine Øjne, uagtet hans Legeme led under heftige Smerter.
,,I h a r ogsaa faaet B re v 'fra m in Søn, Monsieur Andersen!”
sagde han, ,,ja! Gud give, det m aa geraade til hans sande Vel!
Men nu m aa jeg dog have Bud efter ham , h an skal have min Velsignelse, inden H erren kalder mig — m in kære Andersen!
jeg tror, min Time er kommen — denne Gang g a a r jeg næppe derfra!”
Inden jeg kunde ytre min dybe og oprigtige Bedrøvelse, tra a d te Præ sten ind med det hellige Sakram ente, og jeg gik for at lade den unge Herre hente. Det varede ikke længe, inden h an kom;
og da kunde jeg se, at Kærlighed til den forlovede dog ikke havde fortræ ngt Kærligheden til Faderen af hans fromme Hjerte. H an vilde absolut være hos ham baade N at og Dag, og det var kun paa den syges gentagne Befalinger, han v ar at form aa til u n d er Tiden at nyde et P a r Timers Søvn, hvortil han saa højlig træ ngte.
Med den gamle blev det stedse siettere og siettere; og kortelig- at fortælle, efter otte Dages Lidelser hensov h an salig og stille.
Skønt dette Dødsfald ikke v ar ganske uventet, foraarsagede det dog en inderlig Sorg hos alle; thi den hensovede v a r en h je r
tensgod og from Mand og elsket af alle sine undergivne. Ingens Smerte kunde alligevel lignes med Sønnens; det var næppe, h an skriftlig kunde melde Kæresten sit sørgelige Tab.
Dog — Sorgen h a r ingen absolut Magt over unge H jerter; N a
turen lader sig ikke afdisputere sin Ret; H aabets Solskin for
driver snarlig Kummerens Skyer fra den urynkede Pande; Glæ
den er stærkere end Sorgen i den unge, levelystne Sjæl. Straks- efter Begravelsen begyndte m in kære A rthur at længes saa hef
tigt efter sin elskværdige Brud, at intet v ar i Stand til læ nger at holde ham tilbage, da der indløb et Brev, hvori hun meldte ham , at hun ufortøvet m aatte afrejse til sin Søster i Hovedstaden.
Dennes Mand var pludselig død, og hun træ ngte nu højlig baade- til Trøst i sin Smerte og Hjælp i sit Husvæsen, saa meget mere som hendes sm aa faderløse Børn m anglede det Tilsyn, hendes egen tunge Sorg hindrede hende i at yde dem. Med Brevet fulgte som P a n t paa ubrødelig Troskab en F æ stensring i Stedet fo r m undtlig Afsked, hvilken Moderen, som ledsagede hende, ikke.
troede at kunne tilstede.
Dette Brev v ar en Hjobspost for m in stakkels Ven, som i F o r
ening med Sorgen over Faderens Død, N attevaagen, Sjæls og- Legems Anspændelse og LTdmattelse kastede ham p a a et farligt
Sygeleje, fra hvilket han først efter ti Ugers Forløb v a r i S tan d til at rejse sig. —
I al denne Tid m aatte jeg føre K orrespondancen mellem ham og Kæresten, hvis Ophold i København tra k sig ud lan g t over Forventning. Det var for mig en saare vanskelig Kommission at.
skrive alle disse Kærestebreve. I Førstningen gik det godt nok, saa længe han selv var i Stand til at diktere mig; men da h an dertil blev for svag, m aatte jeg ogsaa føre dem i Pennen, der
efter læse dem op for ham , og n a a r de saa v ar rettede og' ud-
pyntede med adskillige kælne Epiteta, omsider renskrive dem med omhyggelig Efterligning af hans egen H aand, paa det hun ikke skulde mærke, hvor daarlig h an var. Endelig tiltog Syg-*
dommen i den Grad, at han i flere Uger var ganske uden Be
vidsthed; alligevel m aatte jeg fortfare med Korrespondancen;
men da jeg havde faaet nogen Øvelse i den forlibte Brevstil, lod hun sig rigtig føre bag Lyset.
Jeg v a r i Sandhed i en slibrig og ængstelig Stilling og til sidst ganske konfus over dette Skriveri, der kostede mig langt
større Hovedbrud end nogen som helst latinsk Stil i m in Skole
gang; tilm ed v ar jeg jo ogsaa betaget af stor Sorrig og Æ ngstelse saavel for m in unge, elskelige Ven som for hans stakkels Kæ
reste.
Endelig overstod han Sygdommens farligste Krisis og befriede mig saaledes paa een Gang fra min F rygt og fra hin besværlige K ontorforretning. Han havde næppe forladt Sengen, før h an vilde >
have været af Sted til København; dog, da h an kun meget lang
somt genvandt de tabte Kræfter, og da Godsets Overtagelse med
førte en Del uopsættelige F orretninger, hvilke formedelst hans langvarige Sygdom havde form eret og opdynget sig, hengik atter nogle Uger, inden h an kunde tiltræ de den forønskede Rejse. Da
gen før modtog han med Posten følgende ominøse Brev:
„Kælne Damon! flyv paa Kærligheds Duevinger til din Fyl- lis! der skal du finde din Glæde fordoblet og Omstændighederne sa a gode som m uligt. Luc. 1. 36. —
Den graa K at.”
Denne lakoniske Seddel opvakte hos A rthur hverken Skinsyge eller Forundring; ej engang N ysgerrighed efter at kende Autor, saa fast v ar h an i Troen paa sin Kærestes Dyd. Jeg derimod kunde ikke ganske dæmpe en vis Anelse, hvis Betydning jeg — desværre! kun alt for sn a rt skulde erfare.
Min Ven rejste saa vel til Mode og let som en Trækfugl mod Syden. Den første Uge erholdt jeg ingen E fterretning fra ham, den anden ikke heller. Nu begyndte jeg at blive lidt urolig, og da den tredie ligeledes hengik uden Brev, besluttede jeg at rejse efter ham. Det kunde um uligt hænge rigtigt sammen. Forvalte
ren og jeg havde skrevet hver Postdag — og det endog i nogle for Godset vigtige Anliggender. Vel kunde ban efter sit heftige Gemyt over Kæresten glemme os andre, men dog kun for en føje Tid; og en saa langvarig, uforsvarlig Glædesrus v ar ikke tæ n
kelig.
Jeg tog over Land og kørte Nat og Dag. P a a den tredie a r r i
verede jeg til Staden og ilede nu straks hen til den Gæstgiver- gaard, hvor han før sin Afrejse havde bestemt — efter den i Kø
benhavn velbekendte Tjeners Anvisning — at ville logere.
Det v ar paa den høje Tid, jeg kom. H an sad halvt paaklæ dt i en Lænestol og trommede med Fingrene p aa begge Stolearm ene.
,,Herre! du min Gud!” raabte jeg forskrækket, „hvorledes er det fat?”
Jeg frygtede, a t han var blevet vanvittig, og virkelig v a r h an ikke langt derfra. Uden at forandre en Mine i sit blege, fortviv
lede Aasyn kastede han kun et. flygtigt Blik paa mig, og der- paa — som havde jeg været en ham ganske uvedkommende P e r
son — fæstede han igen sine Øjne stift paa Vinduet.
„Gode, kæ re.H r. A rthur!” sagde jeg og greb hans H aand — kold og slap blev den liggende mellem mine.
, Jeg brast i G raad og satte mig tavs ved hans Side. Jeg er
indrede mig Hjobs Venner: „og da de saa bans ynkelige Skik
kelse, opløftede de deres Røst og græd, og de sad hos ham tre Nætter; men ingen talte et Ord, thi hans Smerte v a r saare sto r.”
Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad saaledes i stum Bedrøvelse, indtil omsider hans indvortes Sorrig begyndte at faa Luft; h an sukkede dybt, og T aare p aa T aare ra n d t ned ad hans Kinder.
Da forsøgte jeg at-tale Trøstens Ord; jeg bad ham dog at betro mig sin Kummer og bryde den ængstelige Tavshed. Det v ar endnu for tidligt; S aaret var for friskt og ømfindtligt til at berøres.
„Min hjertenskæ re Ven!” sagde jeg, „fortvivl dog ikke, om end Verden g aar Dem imod.”
„Verden er en Røverkule!’’ afbrød han mig heftigt og rejste sig i Stolen; men han faldt afmægtig tilbage, og hans Hoved sank ned paa hans Bryst.
Jeg hørte Fodtrin p aa Trappen; jeg gik ud og m ø d te.L ars
— han saa lige saa bleg og forvirret ud som hans Herre.
„F o r Himlens Skyld!” hviskede jeg, „hvorledes hæ nger det sam m en her?”
„Elendigt, M onsieur Andersen!” svarede han. „H an m aa endelig se at faa Herren bort herfra! København er ikke god for ham .”
Disse sidste Ord bragte mig paa den Tanke, at det stakkels unge Menneske var- blevet forført til Spil eller anden Udsvæ
velse, hvortil desforuden hans fyrige Tem peram ent lettelig havde
•kunnet forlede ham . Jeg gik ind i Værelset igen.
„Kæreste Ven!” sagde jeg, „forsag ikke! Gud er n aad ig til
St. St. B lich er: Sam lede N oveller. IJI. 2
a t forlade; saa længe De endnu h a r Troen paa hans B arm hjer
tighed, er ikke alt tabt; kast Dem med et angergivent Hjerte i hans Faderarm e!”
Han saa tavs og stift paa mig, som om han ikke forstod min Tale — hvilket han rigtignok ej heller v a r i Stand til.
,,Ingen falder saa dybt, at han jo a tter kan rejses, n a a r han kun ikke fortvivler.”
Skønt jeg sn a rt erfarede min Vildfarelse, havde samme dog den gavnlige Virkning, at den gav hans fikse Forestillinger en anden Retning. Et nyt S aar synes jo at formindske Smerten af et ældre, idet det fordeler den. H an rystede paa Hovedet med et bittert Smil:
,,De tager fejl, min Ven! mig skader intet andet, end at jeg er bleven orm slagen2, men — men Andersen! n a a r Engle falder,
da raaa M ennesker fortvivle.”
Ved disse Ord sprang han op og gik med H ændervrid og vilde Øjekast om kring i Værelset. Nu fornam jeg, at det v ar Kæreste
sorger, som trykkede ham .
• ,,Herre Gud!” raabte jeg med et allerede lettere Hjerte, ,,er Jom fru Lund —”
„F orbandet være hendes Navn!” skreg han, „nævn det aldrig mere! Hendes Billede sidder som en Slangebrod i m it Hjerte;
men aldrig skal hendes Navn besmitte min Tunge! — Andersen, før mig bort herfra! langt hort fra denne Fordærvelsens Af
grund!”
„Med den hedste Villie, m in H jertens Ven!” svarede jeg og gik ud til Lars for at lade ham bestille en Vogn.
Vognen kom; men Lars blev borte, og jeg h a r aldrig set eller hørt noget til ham siden denne Dag. Vi m aatte rejse uden ham ,
da A rthur aldeles ikke vilde bie, og inden en Time befandt vi os paa Hjemvejen til Jylland.
P a a denne saare bedrøvelige Rejse v ar min ulykkelige Ven bestandig indesluttet i sig selv og talte kun, n a a r jeg vakte ham af hans mørke Grublerier. Vel søgte jeg paa alle mulige Maa- der at adsprede ham, ved at gøre ham opmærksom paa de mange smukke Situationer, som præsenterede sig alle Vegne og viste N aturen i dens m angfoldig afvekslende Skønhed; men det v ar alt sammen til ingen Nytte; h an kastede et ligegyldigt Blik der
hen, hvor jeg pegede, og drog det lige saa hastigt og uden Deltagelse tilbage for at fæste det sn art paa Skyerne og sn art p aa sine Fødder. Et dybt Suk, en hastig tilbagetrykt T aare v ar det eneste, som røbede hans indvortes Bevægelse.
Kun een Gang prøvede jeg at lede Talen hen p aa den utro Kæreste baade' for at erfare Sam m enhængen med hendes U tro
skab, som og for, at han kunde lette sit beklemte H jerte ved Med
delelsen af sin Ulykke; men da for han forbitret op: ,,Dersom De taler endnu engang om hende, springer jeg af Vognen, og De skal aldrig se mig m ere.”
N aturligvis undgik jeg nu siden at berøre denne Materie.. Der
imod talte jeg om hans salig Hr. Fader, om Godsets Tilstand, de nødvendige Forbedringer ved samme, ved G aarden og Haven, med saad an t mere. H ertil laante h an dog stundom Øre, gav og- saa undertiden et kort, dog ret fornuftigt Svar. Alligevel fom am jeg ikke nogen ret m ærkelig F o ran d rin g i hans Sindstilstand, før vi nærm ede os Mørkedal. Saa sn a rt han fik Øje paa H jem m ets-brast h an i em heftig G raad, som jeg aldeles ikke søgte at standse; jeg an saa denne Taareflod for en lettende Udtømmelse af Sorgen, ligesom A areladning — analogisk betragtet — skiller Feberpatienten ved en Del af Materia 'peccante.
Uden at ville tale med noget Menneske paa G aarden ilede han ind i Faderens Sovekammer, hvilket han i de første tre Uger ikke forlod. Her v ar jeg alene og næ sten bestandig hos ham og opfyldte trolig baade en Vens og en Tjeners P lig ter og bestyrede som Mellemmand alle G aardens og Godsets Affærer. En af de første og besynderligste v ar den, a t afskedige alle Tjenestekvin
derne lige fra H usholdersken til Hønsepigen.
Han v ar ubevægelig i denne Post: ,,Ingen af dette falske Køn”
—■ sagde han — ,,skal herefter bo under Tag med mig; jeg vil aldrig have andre end Mandfolk i m it Brød.”
S aa sn art dette var bragt i Rigtighed, syntes a tte r en Sten at være lettet fra hans Hjerte, og efterhaanden antog h an s Sorg en mere blid og m indre folkesky K arakter. H an bekvemmede sig til i m it Selskab at gøre sm aa Spadsereture i Haven og Skoven, skønt disse syntes at forny — dog med stedse aftagende Styrke
— en Kummer, der aldrig ganske vilde lade sig udrydde.
Ved denne Tid døde den næ rm est boende P ræ st, og m in Ven kaldede mig straks til hans Efterm and. Jeg m aatte n u forlade ham , og dette gjorde jeg med Taknem m eligheds og Deltagelses oprigtige T aarer. H an trykkede mig til sit dybt saarede H jerte og græd som et Barn, der skal skilles fra sin Fader. Jeg lovede at besøge ham saa ofte som m uligt, og næ sten daglig opfyldte jeg dette Løfte.
Vinteren gik hen. Det v ar næ sten allerede et A ar siden Hr.
A rthurs uheldige Forlovelse, at han en Dag ved min B ortgang
2*
rakte mig et P a p ir med disse Ord: „Min oprigtige Ven! De burde for 'længe siden væ ret indviet i m in Ulykkeshistorie, rnen først nu h a r jeg vundet Styrke til at fortælle den; deraf, at jeg h a r Været i Stand til at føre den i Pennen, vil De kunne drage en be
roligende Slutning med Hensyn til m in nuværende Sindsstem ning.” — H erunder følger en Afskrift:
„Siden min elskede Faders Død h ar jeg ingen hedre — ingen anden Ven haft end Dem, gode, kære Andersen! De h a r med utræ ttelig Taalm odighed udholdt mine tungsindige og sikkerlig ofte besværlige Luner: ja! De er den, som h a r frelst mig fra Fortvivlelse, som h a r lindret m in dybe Kummer — skulde De da ikke erfare dens Aarsag? Men ak! n a a r jeg paa ny opriver det pinefulde S a ar — dog — m aaske selv denne smertelige Be- rorelse :kan ' have nogen helbredende Virkning! — Velan! jeg vil vove det!
Bevinget af m in heftige, min inderlige Kærlighed, ilede jeg mine Længslers Maal i Møde. Det sødeste Haab opfyldte mit um is
tænksomme Hjerte — å.k! jeg anede ikke, at jeg hastede hen mod den Afgrund, der skulde opsluge alle mine Glæder i Livet.
I Roskilde blev jeg, h a a rd t imod min Villie, forsinket nogle Timer — Aarsagen dertil mindes jeg nu ikke mere. Da jeg meget utaalm odig herover omsider steg til Vogns, mødte jeg i Forstuen Frøken H**"*, som i nogen Tid havde opholdt sig i København.
Med et tvetydigt, højst modbydeligt Smil ønskede hun mig en lykkelig og fornøjelig Rejse. lågegyldig hilste jeg igen og sprang liende forbi, lige saa hastigt som dette varselfulde Møde for
svandt af m in E rindring. Først længe efter Opvaagnelsen af min korte Glædes-Drøm tilbagekaldte jeg i m in Hukommelse hendes fæle Smil og sælsomme Betoning af Ordene „lykkelig” og „fo r
nøjelig”. —
S nart naaede jeg Porten til den By, som inden sine Volde gemte m in Sjæls udkaarede. Med pinlig Utaalm odighed m aatte jeg oppebie Enden paa Visitørernes Undersøgelser; men endnu under disse drog Lars — stakkels Karl! — mig til Side og bad mig stammende og skælvende dog ikke straks at opsøge min Kæreste.
Denne Anmodning, håns forvirrede Tale, hans usædvanlige Forlegenhed indjog mig en dødelig Angest. „ E r hun syg? er hun død?” raabte jeg. men fik intet Svar; thi Lars sad allerede i Vognen — vistnok for ogsaa at faa mig derop og saaledes at unddrage mig de om staaendes Nysgerrighed. Jeg sprang op til ham og gentog mine ængstelige Spørgsmaal; men under den
stærke og uafladelige Rumlen og Larm en kunde jeg ikke forstaa hans Svar.
Havde det varet længere, kunde jeg have sprunget af Vog
nen og revet ham med mig — dog, strak s inden for P orten holdt vi ved den Gæstgivergaard, som h an kendte og havde anbefalet.
,,E r hun der?” raabte jeg, idet jeg foran ham for ind ad Døren.
,,Nej!” svarede han, „det er her, vi skal logere.”
„Men saa bring mig da til hende!” skreg jeg forbitret og greb ham ved Armen.
Han bad mig for Guds Skyld ikke at forhaste mig, men endelig bie, til han havde fortalt mig, hvad jeg lige saa godt først som sidst m aatte vide. Jeg stod paa Gløder; han m aatte næ sten med
Magt føre mig ind i det anviste Værelse.
Længe m artrede han mig her med Udflugter og Omsvøb, før mine T rusler aftvang ham den sønderknusende Tilstaaelse: Han havde af en trovæ rdig Ven i Roskilde erfaret, a t ---m in el
skede, min tilbedte Pige var — en Skøge.
Havde dette Tordenord ikke lam slaaet allé mine Lemmer, vilde jeg m aaske have m yrdet ham paa Stedet.
„Kom, du Helvedes Sendebud!” skreg jeg, saa sn art jeg blev i Stand til at røre min Tunge — „du skal bringe mig til hende!
een af jer skal dø!”
Jeg greb ham i Brystet og slæbte ham mod Døren.
„N aadige Herre!” stammede han skælvende lige saa stæ rkt som jeg selv — „hun er flyttet — lad mig først forhøre, hvor hun bor — inden et K varter skal De se hende! vil De bare bie, til jeg kommer igen.”
Med disse Ord rev han sig løs og v ar ude af Kammeret, inden jeg kunde standse ham. Jeg stod som fastnaglet og stirrede p aa den hikkede Dør. Dersom nogen Tilstand paa Jorden ligner Hel
vede, da var det min; jeg ved ikke, hvor længe den varede; for de fordømte m aa enhver nok saa liden Del af Tiden være uden Maal.
Endnu tro r jeg, at disse Øjeblikke var K ulm inationen af min Sjæ lem arter — pinefuldere end selve det, der gjorde m in Frygt til Vished. Mit Ansigt m aa rædsom t have u d try k t den indvortes Kamp imellem forskellige Sindslidelser; thi en Pige, som kom ind med et Brev, tabte det af Forskrækkelse og fløj ud igen med et Skrig. I det samme kom Lars; men inden h an vilde føje sig efter min Villie, tog han mig ordentlig i Ed: at jeg blot m aatte
se og høre, men hverken tale eller foretage mig noget og ufor
tøvet følge tilbage med ham .
,,De m aa dræbe m ig,” sagde den tro Karl og stillede sig for Døren — „ eller og De skal love mig ved Deres Salighed, at De vil være rolig!”
Jeg var nødt til at sværge. I dette Øjeblik opdagede han Bre
vet, som Pigen havde tabt og jeg slet ikke ændset. Han tog det op.
,,Det er vist fra Jom fruen,” sagde han, „det er hendes H aand;
vil De ikke læse det først?”
Jeg rev det op — det var fra hende; men jeg kunde ikke læse det, saaledes rystede jeg, saaledes dansede Bogstaverne for mine Øjne. Han m aatte læse det for mig; hun meldte blot korteligt, a t hun havde m aattet følge med sin Søster til Holsten, hvor den
nes Svigerfader vilde tage hende og Børnene til sig; hun havde med Dagsposten tilm eldt mig det samme i et Brev til Mørkedal;
men i Tilfælde af, at dette Brev kom for silde til at hindre min Afrejse, havde hun villet aflægge et andet her, i hvilket hun bad mig paa m in G aard at oppebie hendes Hjemkomst, der forhaa- bentlig ikke ret længe skulde udsæ ttes.”
„Men saa er hun jo ikke her?” raabte jeg.
„Kom selv og se, naadige Herre!” svarede han, „m en husk, hvad De h a r lovet mig!”
Vi gik langt — jeg tro r til den modsatte Kant af Byen. Mine Fødder bræ ndte under mig; sn a rt forekom det mig, at jeg stod stille, og at Folkevrim len for med Stormens H urtighed forbi mig;
sn a rt v ar det mig, som om jeg sejlede og følte et Skibs gyn- gende Bevægelse. Omsider førte h an mig ind i et Hus, nogle T rap per i Vejret — jeg befandt m ig.alene med ham — han slog Skod
den for Døren og mindede mig a tter om m it edelige Løfte.
„Sæ t Dem nu her ved Vinduet!” sagde han, „og hold Øje med den Stue i første Etage lige overfor! De vil sn art faa hende at se
— men kom ikke alt for n æ r til Vinduet!”
Jeg saa hende allerede; hun kom og satte sig paa en Stol.
Straks efter nærm ede sig en ung Officer, omfavnede og kyssede hende, tog saa H at og Stok og gik. — Mit Bryst var en Øgle
rede.
„Se! naadige Herre!” raabte h an bag ved mig,, „nu rejser hun sig og vender- Siden til!”
Himmel og Jord! hun var frugtsommelig. Det blev sort for mine Øjne — jeg daanede. Af denne lykkelige Ubevidsthed vaag- nede jeg først ved Vognens Skumpien under mig; min Tjener
havde faaet en H yrekaret, hvori vi vendte tilbage til m it Logis.
Jeg vilde hen til hende — Synet af mig skulde sønderknuse hende
— jeg vilde udfordre Officeren — men den tro Karl hindrede ethvert Udbrud af m it Raseri.
,,De kan jo skrive hende til,” sagde han, ,,at De nu kender hendes U troskab.”
Jeg greb dette R aad, men kunde ikke følge det; Pennen d an sede paa P ap iret — jeg kunde ikke trække et Bogstav — h an m aatte skrive for mig. Flere Ark rev jeg i Stykker; n a a r h an læste for mig, hvad h an havde skrevet, v ar det alt sam m en ikke bittert nok.
,,Jeg tykkes ikke,” sagde han til sidst, ,,at hun er Deres Vrede værd; y a r det ikke nok, n a a r De ganske kortelig slog op med hende?”
Dette fandt m it Bifald; saaledes kunde saavel den krænkede Stolthed som den skuffede Ømhed bedst se sig hævnet. F or at gøre Hævnen fuldkommen angav jeg slet ingen G rund til vor Adskillelse, men meldte hende blot, at jeg fandt det rigtigst at hæve vor Forbindelse og skikkede hende derfor Fæ stensringen tilbage; al Korrespondance og m uligt Forsøg p aa frem tidig Nær- melse frabad jeg mig som noget ganske unyttigt.
„Dersom h u n ,” sagde jeg til ham i Bortgaaende, „ikke leve
rer dig sin Ring, skal du forlange den og sige, at din H erre havde foræ ret dig den.”
Da han var borte, for en isnende Kulde igennem m it Bryst.
Med ufravendt Blik stirrede jeg paa den Finger, der' havde b aaret hint — engang saa dyrebare — K ærligheds-Pant. Ligesom dens Indtryk gradvis forsvandt, saaledes — svor jeg lønlig — skal hendes Minde udslettes af m it Hjerte! Ak! m in Ven! m in Ven! Eden er endnu uopfyldt! —
„H vad sagde hun?” spurgte jeg den tilbagevendende Tjener.
„H un smilede og sagde, det v a r godt,” sagde han.
„Godt!” gentog jeg; og dette v a r det sidste Ord, jeg talte, indtil De kom og atter aabnede mine Læber og m it Hjerte.
F ra dette Tidsrum h a r jeg i øvrigt ingen anden E rindring, end at jeg spiste, drak, gik til Sengs og stod op, n a a r min Tje
ner mindede mig. Jeg v ar saa aldeles nedsunken i hin døsige, til Vanvid næ rgræ nsende Ligegyldighed, at end ikke Synet af Dem, m in dyrebare Ven! mægtede at vække mig.
Saaledes visnede mine skønneste. F orhaabningers F oraars- blomst! saaledes sønderrev en vellystig, troløs Kvinde m in stæ r
keste Livstraad — men Venskab og Religion, de ulykkeliges sæ r
deles Ven, h a r igen knyttet andre — Gud ved, hvor længe disse skal holde.”
Nogle Dage efter åt have læst denne Beskrivelse over lians uheldige Kærligheds-Handel modtog jeg atter ét Brev af følgende Indhold:
„Min meget kære Ven! —
Jeg m aa forlade Dem paa nogen Tid — uvist hvor længe jeg rejser — uvist hvor hen. Engen grønnes, Træernes Knopper svul
mer, Violerne blom strer allerede; deres søde Duft h a r vakt sm er
telige Minder i m in Sjæl — ak! hvorledes skal jeg undfly dem?
— Jeg m aa bort — her kan jeg ikke oppebie den skønne Vaar.
Da den i F jor smykkede Mark og Skov, da Blomsten aab- nede sit Bæger, da Bøgen bekransede sit Hoved, da Fuglen lok
kede sin Mage — da lokkede mig Sirenens Sang — jeg kan ikke taale her at skue den atter oplivende, evig unge N atur. — Lev vel, min trofaste Ven! Lev vel, til vi genses — om Gud vil — jeg da med et roligere H jerte.”
Jeg vilde have taget Afsked med ham, men han var allerede borte. Ingen vidste hans Rejses Maal; Kusk og Tjener havde blot to Timer i Forvejen m odtaget hans Befaling at spænde for og pakke ind. Denne pludselige Resolution gjorde mig ikke uro
lig; jeg haabede tværtim od ret glædelige Følger af saadan Ad
spredelse, hvilke ej heller udeblev.
En M aanedstid herefter læste jeg i de offentlige Tidender, at Jfr. Elisabeth Lund v ar død i København. Der stod alene, at en Tæ ring havde gjort Ende paa hendes langvarige Lidelser, uden næ rm ere at antyde disses Beskaffenhed eller Aarsag.
Ogsaa af dette Dødsfald ventede jeg gavnlig Virkning paa min Vens Sindsstem ning; nu hendes forføreriske og skrøbelige Legeme v ar skjult i Jordens Skød, m aatte — tænkte jeg — en fuldkommen Tilgivelse fra hans Side lettere finde Sted og H a
dets'giftige Brod uddrages af haris Hjerte og saaledes give Rum for bedre og mildere Følelser.
Niugersdagen efter A rthurs Bortrejse havde jeg den Glæde at g ratulere ham til en lykkelig Hjemkomst. Han havde i dette Tidsrum gennem rejst det nordlige Tyskland, men ikke opholdt sig længe paa noget Sted. Jeg mærkede nok, at han forgæves havde stræ bt at rejse fra den besværlige Følgesvend Sorgen, der, som H oratius saa smukt siger, sæ tter sig bag ved Rytteren, om end Hesten er nok saa rap. Dog behagede det mig, at han havde m edbragt en Del nye Bøger, blandt hvilke jeg ellers siden saa
en med Titel: „Leiden des jungen W erthers”. Samme Bog v ar
•af eri meget forlibt og sværm erisk Tendens, hvorfor jeg tidt, men forgæves, vilde overtale ham til at konfiskere den. Han havde ogsaa faaet sig en - Harpe, hvilket behagelige In strum ent han snart lærte at traktere med megen Douceur.
Han var endnu uvidende om Jom fru Lunds Død, og jeg v ar meget forlegen for at faa ham denne Begivenhed bibragt p aa den lemfældigste Maade, saasom det gamle S a a r jo herved igen m aatte oprives. Efter passende Forberedelse gav jeg ham Avisen at læse og lod ham derpaa være alene. Da jeg kom tilbage, saa jeg, at han havde grædt.
,,Fred med de døde!” sagde h an stille og med nedslagne Øjne og rakte mig sin H aand.
,,I hendes N avn,” svarede jeg, „som nu sta a r for den b arm hjertige Dommer, m odtager jeg Deres H aand som et Forsonings
tegn — Gud forlade os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere” !
„Amen!” sukkede han. —
Jeg mindes saa tydelig, som om det v a r sket i Gaar, at Maa- nen just i det samme brød frem fra en mørk Sky og kastede et pludseligt Lys ind i Værelset paa den Væg, hvor H arpen stod;
det .saa virkelig ud, som noget hvidt skred lien forbi den — Strengene dirrede med en sagte Klang. Jeg er ikke overtroisk, ved ogsaa meget vel, at sligt kunde have en ganske n atu rlig Aarsag; alligevel forekom dette Fænomen mig som et Glimt af Aandernes Verden, og min Ven h a r vistnok haft en lignende F o r
nemmelse; han faldt om min Hals og græd — han blandede sine T aarer med mine.
Tjeneren bragte Lys. Jeg lod mig forevise de m edbragte Bø
ger og Skilderier, hvilken Tidsfordriv opm untrede os begge og opholdt mig til silde paa Aftenen. Jeg tog hjem uden at have forrettet mit vigtigste Æ rinde, som v ar at bede ham bivaane m it Bryllup, der havde været udsat til hans Hjemkomst. Næste Dag oprettede jeg m in Forsømmelse; han lovede at ville være Vidne til m iir Æ gteforening. P aa B ryllupsdagen fortrød jeg a t have af nødet ham dette Løfte; thi hans indvortes Bevægelse undgik ikke min Opmærksomhed.
„M odtag en velmenende Vens Lykønskning!” sagde han til mig efter Vielsen, „Deres Kæreste h a r bevaret sin Troskab mod Dem i fem Aar. Gid Konen m aa være Dem lige saa tro og lige saa kær i ti Gange fem!”
Uagtet sit Fruentim m erhad havde Hr. A rthur virkelig Ag
telse for min Kone, og jeg kan med Sandhed sige, at hun v ar
den eneste kvindelige Skabning, som lian med Fornøjelse saa p a a sin Gaard. Maaske hans Venskab for mig bidrog meget h er
til, skønt hun sandelig formedelst sin From hed og F orstandig
hed fortjente at agtes og elskes af enhver.
Vinteren ran d t hen uden at have medført nogen anden F o r
an d rin g paa m in Vens Gemyt end den, at lian stundom viste sig lidt opfarende og vanskelig mod Tjenestefolkene. Overalt —
mærkede jeg — at jo ældre han blev, jo mere tog hans Tung
sindighed af og hans Værkelighed til; dog m aa jeg ikke sige, at han enten v ar urim elig eller uretfæ rdig mod nogen. B arsk
heden bestod blot i et m ørkt Øjekast og et P a r butte Ord.
Min Kone og jeg begyndte nogle Gange paa Kapitlet om Gif- term aal; men det var spildt Umage; hans S atirer herover v ar sa a skarpe og smagte saa stæ rkt af indvortes Bitterhed, a t vi om sider besluttede at lade den Fugl flyve. Du kan sagtens vide, a t Oberst H***‘*s Forsøg paa a tter at knytte den afbrudte Alliance ikke v ar heldigere.
Næste F o ra ar gjorde han sin anden Udflugt, og denne Gang til P aris, hvor h an opholdt sig en M aanedstid, og hvorfra han m edbragte — foruden Bøger og M usikalier — et Assortiment af udenlandske Blomster og Gevækster. Ved at bygge det.O rangeri, som du fra din Barndom af kender, og udstyre dette med Syd- europas skønneste Produkter, fandt han om Sommeren en beha
gelig Moro. H ans Ungdoms M unterhed lod endog til for en Del at ville vende tilbage, og sn a rt havde jeg vovet at haabe en fuld
kommen Helbredelse, hvis ikke en vis Begivenhed havde vist mig et ubedrageligt Symptom paa indgroet ulægelig Sjæls-Sygdom.
Efter en usæ dvanlig lang Fravæ relse fra mit Hus kom han en Dag til os i ret m untert Lune; men dette forvandledes lige saa pludselig som uventet i det Øjeblik m in Kone traad te ind og bød ham Velkommen: h an blev med eet bleg, forvirret og svarede p aa hendes Tiltale med korte, usam m enhængende Ord. S aa sn art hun forlod Stuen, spurgte jeg til hans Befindende, saasom jeg ikke formodede andet end en hastig paakom m en Upasselighed;
desværre! det v ar lan g tfra Meningen. •
„H av Taalm odighed med mig!” svarede han, „der sidder endnu noget her, som ikke vil ud. Jeg m aa oprigtig tilstaa Dem, a t siden h in t usalige Øjeblik, da jeg sidst saa hende, p aa hvem jeg endnu altfor ofte tæ nker, da jeg i hendes før saa ranke og dejlige Skabning saa hin frygtelige F orandring — ikke Kærlig
hedens, men Vellystens Værk — siden den Tid fo raarsag er Sy
net af en frugtsom m elig Kvinde mig stedse en ubetvingelig Mod
bydelighed. Tilgiv mig, min dyrebare Ven! Deres Kone er i gode Omstændigheder — Gud skænke hende og Dem Lykke og Vel
signelse! hun er det paa Æ rens Vej. Og tilgiv du mig, o milde Gud! at jeg gyser for det skønneste Tegn paa din Skabermagt!
Kære Andersen! undskyld mig hos Deres brave H ustru, men skjul m in Svaghed for hende. — H ar De Tid, da ledsag mig lidt paa Vejen!”
Jeg fulgte ham hjem og blev hos ham til langt ud paa Afte
nen. H an saa ikke vort Hus før længe efter m in Kones Ned
komst med et dødfødt B arn, som — efter H errens uransagelige Villie — baade v a r det første og det sidste.
Jeg vil ikke træ tte dig med en lang Beskrivelse over vor Ar
thurs meget ensformige Liv. Det ene A ar lignede det andet med den liden Forskel, a t hans Rejser efterhaanden blev kortere baade med Hensyn til Tid og til Rum; de indskrænkedes om sider til S m aafarter imellem Mørkedal og Egeberg — hans anden senere tiikøbte Gaard.
Hans Harpe, hans Bøger, hans Blomster udgjorde hans F o r
nøjelse; Godsernes Forbedring hans Arbejde — du kender noget til begge Dele — hvoraf dog ingen forskaffede ham den fuld
komne Sindsro, som er Livets største Lyksalighed. Til Bevis her- paa vil jeg meddele dig et af hans Breve, som er skrevet hele tyve Aar efter hin ulykkelige K ærlighedshistorie.
,,Dersom ingen vigtige F o rretninger h in d rer Dem, sa a kom og besøg mig i Aften! Det er et trist Vejr; E fteraarstaag en ligger som et Liglagen p aa de livløse M arker; N aturen sørger i g raat.
Vestvinden tuder i Tagskægget og svinger med Træ ernes afklædte Grene. De h a r m istet deres skønne Som m erdragt, de gule Blade hvirvler om kring paa den mørke, blomsterløse Jord. Men et andet F o raar skal a tte r smykke dem med guddommelig Ynde og vække den sovende Blomst.
Min V aar er forbi; den vender aldrig mere tilbage. S n art skal jeg som hint visnede Løv bortføres af Tidens Strøm. Jeg skal falde som et udlevet Træ — jeg — den sidste af m in Slægt. Ak!
jeg h a r intet Barn, som kunde genoplive m it hendøende Minde.
— Min Ven! o m in Ven! Til hvad Ende var jeg her? Jeg ved det:
jeg h a r forfejlet mit Maal; jeg h a r -faret vild af m in Vej, men det er for silde at finde tilbage.
For hvem h a r jeg virket her i Verden? Hvad h a r jeg u d rettet? Intet, m indre end intet! De Træer, jeg plantede, skal frem mede H ænder omhugge; fremmede Fødder skal nedtræ de mine Blomster som Græsset paa min sn art forglemte Grav! kom, min
kære! kom og adspred — livis De k a n — de skumle Skyer, der sam ler sig om kring mig og sam m enpresser mit arme H jerte.”
Af saadanne Breve h a r jeg flere, hvoriblandt nogle af langt sildigere Dato; men det anførte viser noksom den stakkels Ar
thurs melankolske Sindsstem ning og stedsevarende Utilfredshed.
Ak! denne ophørte ikke, førend H erren indkaldte ham til den evige Fred. — Det er nu ti Aar, siden jeg overgav hans Støv til Støvet.
Min kære, unge Ven! jeg er en gammel Mand, som for længst h a r givet Afkald p aa Verdens Glæder og befæstet mit Hjerte mod dens Sorger; men denne, ene — Sorgen over min Vens ynkelige Død — vil ikke forlade mig, før jeg forlader Livet.
A rthur gik i sit tresindstyvende Aar. Fyrretyve Aar v ar lien- rundne, siden hans Hjerte aabnedes — og a tter hastigt og volde
ligt tillukkedes for den stærkeste og farligste af alle Passioner.
Det var en Søndag, just som Gudstjenesten v ar ude, at hans Tjener kom galopperende ind i G aarden •— bleg som et Lig. Hans Herre var blevet heftig syg og forlangte uopholdelig at tale med mig.
Jeg skyndte mig til Mørkedal.
Da jeg kom ind, sad min Ven i sin Lænestol og stirrede bøn
ligt paa mig, som om han vilde tigge Livet af min H aand; men Dødens stæ rkere H aand havde allerede grebet ham med Kæmpe
kraft; jeg saa, at den ikke mere vilde slippe sit Bytte. Han pe
gede til Bordet — ak! der laa hans Dødsdom! Hør den, min unge Ven! og tag Advarsel af denne grusom t bedragne Mands rædsel- fulde Skæbne. Jeg vil afskrive dig disse Ulykkesbreve i samme Orden, som jeg, skælvende af Forbavselse og inderlig Sjæle- smerte, læste dem. De sidste havde været indesluttet i det, som nu følger:
,,Naadigc Ilcrrc!
P a a min Dødsseng og nu, da jeg h a r udsonet mig med min Gud, vil jeg ogsaa forsone mig med Menneskene og lette mit Hjerte fra en Hemmelighed, som i mange Aar h a r betynget det.
Ikke som om jeg selv havde været Opfinder af det Bedrageri, jeg nu skal aabenbare Dem; men, desværre baade for Dem og flere, h a r jeg' været Medvider deri og vistnok dulgt det ålt for længe. Nu vil jeg fortælle Dem den rene Sandhed.
I mit syttende Aar kom jeg som Kammerpige i Tjeneste hos den nu salige Frøken II*****. Det var just i den Tid, at det stod paa med Form ælingen mellem hende og naadige Herre. Hun
havde stor Godhed for Dem og troede, at De var ligesaadan sindet mod hende. Da skete det, at De ganske uventet forlovede Dem med Jfr. Elisabeth Lund. Dette tog-m in Frøken sig meget n æ r og lovede at ville revanchere sig ved Lejlighed; denne tilbød sig sn a rt saaledes.
Frøkenen rejste i et Besøg til København, og jeg fulgte med hende. Kort efter hørte vi, at Jfr. Lund ogsaa' v a r kommet der for at se til sin Søster, som nylig v ar blevet Enke, og straks derpaa erfarede vi Deres højsalige Hr. Farters dødelige Afgang, sam t at De selv med det første vilde i egen Person afhente Deres nve Kæreste. Dette sidste blev 'tilm eldt os- af Deres daværendeC/
Tjener Lars, som allerede længe havde været bestukket til at for
rå ade os alle Deres Hemmeligheder. Im idlertid faldt De i en Sygdom, der et P a r M aaneder udsatte Deres Rejse. Kort førend De tiltraad te denne, mødte min Frøken og jeg paa. Gaden et Fruentim m er, som vi formedelst den fuldkomneste Lighed begge antog for Jom fru Lund. Hun gik med en ung Officer, og da hun kom nærm ere, saa vi, at hun var højfrugtsom m elig. Min F rø ken standsede foran hende, nejede og sagde lidt spodsk: ,,.Jeg gratulerer, lille Jomfru! en lykkelig Nedkomst!”
Fruentim m eret saa forundret p aa hende: men hendes Led
sager brast i L atter og svarede: „Min Kone er ikke Jom fru, lille Jomfru! ellers takker jeg skyldigst for G ratulationen!”
„De tager mig formodentlig for en anden,” sagde hun, „thi jeg h a r ikke den Æ re at kende Dem.” ■
Med det samme gik de os forbi og ind i et Hus i Nærheden.
Hendes københavnske Udtale og ganske fremmede Mæle over
beviste os fuldkommen om vor Vildfarelse; men denne besvn- derlige Lighed gav første Anledning til et Bedrageri, som ikkun alt for godt lykkedes.
Da vi var kommet hjem, sagde Frøkenen til mig: ,,Cicilie! vi vil spille den unge Hr. v. A rthur et Puds; i det m indste skal vi indjage ham -en lille Forskrækkelse! skaf mig at vide, hvem dette Fruentim m er monne være!”
Jeg indhentede snart den Efterretning, at hun v a r en Officers Frue og boede paa første Sal i det Hus, hvor vi saa hende gaa ind med hendes Mand. P a a Frøkenens Befaling lejede jeg p aa den anden Side af Gaden et Værelse p aa anden Sal, hvorfra m an kunde se ned i Officerens Stue — jeg foregav, at det var en Slægt
ning, som jeg ventede med det første fra .Jylland.
Mod den Tid, da vi af Deres Tjeners Skrivelse vidste, at De skulde komme, rejste vi Dem i Møde til Roskilde for med Lars
