Kærlighed til fædrelandet
1700-tallets nationale selvforståelse
Af
Ole FeldbækI 1757 vendte den 26-årige teologiske k an d i
d a t Tyge R othe hjem fra en flerårig uddannel- sesrejse, d er havde væ ret bekostet a f kongen på anbefaling a f A. G. M oltke og J . H. E.
Bernstorff. Rejsen havde ført ham gennem Tyskland, F ran k rig og Schweiz. O g m ed sig hjem bragte h an sin mageløse opdagelse:
K æ rlighed til fæ d relan d et1. H an v ar ikke rejst uden bagage, og det miljø, h an vendte hjem til, v ar ingenlunde uforberedt. M en m ed den bog, d er blev frugten a f rejsen, og som han udsendte i 1759: Tanker om Kærlighed til Fædre
nelandet, h a r Tyge R othe fortjenesten a f at have in tro d u ceret den nationale selvforståelse for en bredere kreds og skabt g ru n d lag et for videreudviklingen a f dette kom pleks a f tanker og følelser.
I 1800-tallets og 1900-tallets danske kul
turelle og politiske historie er nationalfølelsen og nationalism en centrale begreber. Deres bag g ru n d i 1700-tallets nationale selvfor
ståelse og dets kernebegreb: K æ rlighed til fæ drelandet, h a r im idlertid kun i ringe grad optaget historikerne. M en h a r m an først een gang faet øje på K æ rlighed til fæ drelandet, springer den bogstaveligt talt frem overalt: i lovgivningen, i litteratu ren , på teatret, i breve, i skolen og i kunsten.
D enne p ræ sentation a f begrebet og dets tidligste udvikling er baseret på et m ateriale, som i sagens n a tu r er socialt og k ulturelt ensi-
D et attende århundrede er i denne henseende som i fle re henseender hos os vel ikke meget fornøjeligt, men såre lærerigt. (G rundtvig:
Skolen f o r Livet, 1838)
digt, og som yderm ere kun er delvist u d nyttet. Den tidsm æssige afgræ nsning er 1700- tallet. G ræ nsen tilbage i tid er relativt u p ro blem atisk, idet K æ rlighed til fæ drelandet først o p træ d er som et begreb for en bredere kreds ved 1700-tallets begyndelse. D erim od er græ nsen frem ad i tid m ere problem atisk.
D et h ar vist sig hensigtsm æ ssigt at begrænse undersøgelsen til den lange fredsperiode, og at afstå fra at følge den nationale selvfor
ståelse i en periode, hvor lan d et v ar i krig.
Det betyder på den an d en side, at den n a tionale selvforståelse og nationalfølelsens stærke vækst gennem første halvdel a f 1800- tallet fortsat kalder på sin historiker.
I. I begyndelsen var ordet
F æ drelandet som begreb — og et engagem ent i, hvad m an opfattede som sit fæ dreland - opstod ikke i 1700-tallet. B åde begrebet og engagem entet h a r langt dybere rødder. D et havde udtrykkeligt væ ret kærlighed til fæ dre
landet — amor patriæ — der havde inspireret Saxo til at skrive om danernes bedrifter; i hans vældige værk er det antikke b e g re bpatria et nøglebegreb i hans appel for national enhed og for uafhæ ngighed a f T yskland;2 og det sam m e fæ drelandsbegreb og det sam m e følelsesmæssige engagem ent genfinder vi i det
Ole Feldbæk, f. 1936, professor, dr.phil., Institut for økonomisk historie, Kbh. Univ.
1. Genealogisk og biografisk Arkiv, I, 1840, s. 32-71. Artiklen gengiver et foredrag holdt i december 1983 i Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie og i marts 1984 i Historisk Samfund.
2. Inge Skovgaard-Petersen: Saxo, Historian of the Patria. Medieval Scandinavia, II, 1969, s. 54-57.
‘Fædreland’ optræder ikke som reference overhovedet i O. Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1881-1918), og tidligste reference i Ordbog over det danske Sprog er til Niels Slanges Christian IV.s Historie (omkr. 1730).
pom pøse latinske klagedigt fra 1329 om fæd
relandets skæbne u n d er frem m edvæ ldet.
U n d e r adelsvæ lden er det adelens stands- bestem te fæ drelandsbegreb, vi m øder. Kol- ding-recessen fra 1558 præ ciserer adelens pligt til »at vove sin hals for sin herre og konge og fæ drenerigets frelse og landsens fred«; H e rlu f Trolle begrundede adelens gyldne kæ der m ed standens pligt til »at be
skærm e m ed m agt og al form ue vort fædrene rige«; og C h ristia n IV .s forbitrelse m od H ol
ger R osenkrantz skyldtes netop, at han som adelsm and og rigsråd havde svigtet, »den tid religionen, vor person og hans fæ dreneland stod udi største fare«3. A rild H uitfeldt skrev nok D anm arks R iges K rønike »m it fæ dreneland til ære og lov«, m en grundlæ ggende v ar hans værk et aristokratisk kongespejl og en histo
risk legitim ering a f adelens og rigsrådets poli
tiske m ag t4. Som begreb kunne fæ drelandet dog også bruges i en bredere sam m enhæ ng. I 1660 udstedte Frederik I I I et reskript om et lem peligt retsopgør over for dem , d er havde
»ladet sig bruge m od deres fæ dreland«, og 25 å r før kunne en præ st udtrykke sin glæde over, at fæ drelandet havde form ået at fast
holde den rene lutherske lære over for frem m ede vildfarelser5. M en da borgerne i V iborg på sam m e tid beskrev krigens ødelæggelser, lagde de et an d et indhold i begrebet: de kla
gede over ødelæggelserne i »vores kære fædre
neland J y lla n d « 6.
M ed enevælden m åtte fæ drelandsbegrebet nødvendigvis fa et æ n d ret indhold. F æ dre
landet v ar nu ikke længere adelens fædrene rige, m en den enevældige m onarks arverige.
En historieundervisning ved K øbenhavns U niversitet m åtte nu have det klare politiske sigte over for u d la n d et at skildre »vore
kongers bedrifter«7. O g selv om fæ drelandet ikke forsvandt, m åtte det på den anden side afgive pladsen som den fornem ste dyd til kon
getroskaben. L aurids T h u ra h v ar således helt bevidst i sit valg a f rækkefølge, d a han i sit heltedigt om H ans R ostgaards bedrifter u n d er svenskekrigene frem hævede, at han havde h andlet, som danske m æ nd burde, »til landsens allernådigste regenteres fornøjelse, og deres kære fæ drenelands frelse og bedste«8.
M en fæ drelandet levede fortsat som be
greb, og netop u n d er den ældre enevælde blev det styrket, sam tidig m ed at det indholds
mæssigt æ ndredes. B aggrunden herfor skal søges i de sprogpatriotiske akadem ier, der gennem første halvdel a f 1600-tallet opstod i T yskland, m ed det sigte at rense og udvikle m odersm ålet og dem onstrere dets ligeværd m ed latin og fransk.
Peder Syv v ar b la n d t de første til at in tro ducere disse bestræ belser i D anm ark, og hans m ål m ed N ogle Betænkninger om det kim briske Sprog fra 1663 v ar udtrykkeligt »at berige m odersm ålet« og at »vide sit fæ dreneland og dets sprog nogen ære«. I de følgende årtier frem kom de første sam m enhæ ngende viden
skabelige undersøgelser over det danske sprog. Disse arbejder sigtede netop - som Bir- kerød-provsten H enrik G erner udtrykte det i 1690 - »til fæ drelandets ære, sprogets vækst og det gem ene bedste«9; og det var for denne snævre sprogpatriotiske kreds m ed dens in
teresse for kæ m peviserne, L aurids K ok skrev den historiske vise, som efter at den v ar blevet g enopdaget i 1810 skulle blive 1800-tallets fæ drelandssang frem for nogen: »D anm ark, dejligst vang og væ nge«10.
S progpatriotism en og engagem entet i fæd
relandets fortid kunne ikke klage på enevæl- Kærlighed til fædrelandet
3. Christian IV 22. april 1628 til rigsrådet. Kong Christian den Fjerdes egenhændige Breve. Udg. af C. F.
Bricka og J. A. Fridericia, II, 1889-91, s. 148.
4. Citeret efter Ellen Jørgensen: Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil år 1800, 1931, s.
108.
5. Citeret efter Politikens Danmarkshistorie, 8, 1964, s. 15, og Dansk Litteraturhistorie, 3, 1983, s. 26.
6. Citeret efter Politikens Danmarkshistorie, 7, 1964, s. 282.
7. Citeret efter Københavns Universitet 1479-1979, 3, 1980, s. 321-22.
8. Citeret efter Dansk Litteraturhistorie, 3, 1983, s. 390.
9. Dansk Litteraturhistorie, 3, 1983, s. 99-109.
10. Carl Dumreicher og Ellen Olsen Madsen: Danmark, dejligst vang og vænge. Om Dannevirkevisens digter Laurids Kok, dens komponist og dens historie, 1956, s. 102-107.
dens velvilje. I 1677 blev T h o m as B artholin d esigneret til professor i statsk u n d sk ab og i fæ drelandets historie; og d a Peder Syv i 1683 ansøgte C h ristia n V om en stilling som Philo- logus R egius Danicæ Lingvæ — kongelig filolog udi det danske sprog - m ed rang og indkom ster svarende hertil, blev hans andragende p ro m p te im ø dekom m et11. Alligevel blev sp rogpatrioternes indsats gennem de sidste årtier a f 1600-tallet en bedrift, og ikke en sejr.
De sprogvidenskabelige arb ejd er nåede ikke langt uden for de afgræ nsede akadem iske kredse, hvor de blev til; m æ cenernes tal var ringe; og væ sentligst a f alt: der eksisterede endnu ikke et bredere, økonom isk bæ rekraf
tigt publikum . D et opstod først efter Store nordiske K rig, og an d re kom til at høste, hvor den forrige generation havde sået.
H olberg blev derfor den, der form idlede tankerne fra C h ristian V.s tid - m en hans for
m idling v ar selvstændig, og hans værkers bredde langt større. Selv angav H olberg m å
let m ed sit forfatterskab som fæ drelandets ære, det danske sprogs oprejsning og statens og sam fundets nytte. M ed D anm arks og Norges Beskrivelse gav han sine landsm æ nd solid be
sked om den stat, de v ar borgere i, og om de riger, de v ar vokset op i og levede i. M ed D a n marks R iges H istorie legitim erede h an enevæl
den og bo rg erstan d en over for A rild H uit- feldts aristokratiske D anm arks R iges Krønike.
O g i fortalen til det afsluttende bind a f D a n m arks Riges H istorie lovede han sine læsere, at alt, hvad h an havde tjent ved at bruge det danske sprog, »agter jeg ved en nyttig stiftelse til det danske sprogs videre forfrem m else at give publico tilbage igen«.
F æ d relan d et og kærlighed til fæ drelandet træffer m an overalt i H olbergs righoldige p ro d u k tio n 12 H olberg tog begrebet til sig, præ ciserede det og form idlede det. M en som den uafhængige ånd, han var, endte han på
sine gam le dage m ed at advare mod b eg reb et13. D et gjorde han, fordi h an så, at kærlighed til fæ drelandet kunne udvikle sig til at blive en trussel m od holdninger, h an satte højere, nem lig den kristne næ stekæ rlighed, og den at foretrække »dyd og m eritter« hvor de end fandtes. H an pegede advarende på, hvor
ledes den jødiske fæ drelandskæ rlighed og den heroiske græske og rom erske fæ drelandskæ r
lighed havde udviklet sig til um enneskelighed og frem m edforagt. Nok ville H olberg m ed give, »at en m edborger er mig næ rm est«.
M en »såd an t bør ikke udstræ kkes for vidt, så at min kærlighed til m edborgere og trosfor- vante m å befatte had og afsky til frem m ede.
M an m å her udi som udi alting holde m åde.
Et er at være koldsindig mod fæ drenelandet;
et andet er at synde a f kæ rlighed til sam m e.«
Kloge ord, unægtelig, der skulle blive gen
taget, da kærlighed til fæ drelandet mod 1700- tallets slutning netop begyndte at udvikle ten denser til et n atio n alt og k ulturelt frem m ed h ad 14.
M en hvad enten H olberg brød sig om det eller ej, så var han den åndelige fader til den kærlighed til fæ drelandet, der i 1740’rne u d viklede sig kraftigt i akadem iske kredse i K ø benhavn. D et v ar således tan k er om at frem m e studiet a f det dansk-norske fæ dre
lands fortidsm inder og historie, der lå bag H ans G ram s oprettelse i 1742 a f V idenska
bernes Selskab; og selv om selskabets sigte blev bredere, v ar dets em neom råde i de første år dog overvejende n atio n alt, nem lig fædre
landets historie, geografi og sp ro g 15.
På længere sigt skulle det im idlertid blive betydningsfuldt, at kærlighed til fæ drelandet ikke udelukkende blev et akadem isk anlig
gende, at det ikke blot blev et spørgsm ål om fornuft, m en også om følelser. D et blev navnlig den unge historiker Ja c o b Langebek, der understregede følelserne bag kærligheden 11. E llen Jø rg e n se n : H istorieforskning og H istorieskrivning i D an m ark indtil å r 1800, 1931, s. 140; og
D ansk biografisk Leksikon, 23, 1942, s. 238.
12- H o lb erg -O rd b o g . O rd b o g over L udvig H olbergs sprog. Red. A age H an sen , I I , E -H , 1982, s, 808-9.
13. C h ristia n B ruun: L udvig H olbergs E pistler, II, 1868, s. 126—30. E pistel 119, fra 1748.
14. M . G. B irckner: O m K æ rlighed til F æ d relan d et, i M . G. B irckners efterladte Skrifter, udg. a f A nders S andøe Ø rsted , 1800.
15. A sger L om holt: D et kongelige d an sk e V idenskabernes Selskab 1742-1942. S am linger til Selskabets H istorie, I, 1942.
Kærlighed til fædrelandet til fæ drelandet, i det pietistisk-farvede sprog,
der v ar tidens. L angebeks kæ rlighed til fædre
landet, til dets ære og anseelse og til »det tu n gem ål, som G ud h a r forundt disse rigers in d byggere«, var dyb og ægte, og lyser ud a f den ordbogsfortale, han i 1742 rettede til C h ri
stian V I 16. O g det sam m e stærke følelses
mæssige engagem ent lå bag hans initiativ til oprettelsen i 1745 a f D et kongelige danske Selskab til den nordiske H istories og Sprogs F orbedring - det selskab som ved en reorga
nisation i 1810 æ ndrede navn til, hvad det lige så godt straks fra starten kunne have kaldt sig: D et kongelige danske Selskab for Fæ drelandets H istorie og S prog17. M edlem m erne a f det unge selskab v ar — u n d er
stregede Langebek - »elskere a f deres fæ dre
neland«; de ville arbejde »til fæ drenelandets ære og den alm indelige nytte«; og m ed D anske M a g a zin henvendte de sig udtrykkeligt til
»alle gode danske og retskafne patrioter«. O g læserne kunne um uligt være i tvivl om det kulturpolitiske sigte, n å r Langebek indledte D anske M a g a zin s første bind m ed at u n d e r
strege: »D et er rosvæ rdigt, at det danske folk dog engang begynder at elske sig selv, og la sm ag p å sit eget«.
D anske M a g a zin blev i disse første å r en succes. D et blev det, fordi det im ødekom et behov for et engagem ent i fæ drelandets h i
storie: fordi dets læsere virkelig ønskede - som Langebek form ulerede det — at »se ind i hjertet a f vor historie«. D et v ar derfor ikke blot m ed berettiget stolthed, m en også med en m eget bevidst brug a f fu tu ru m , at L a n gebek i 1750 lod selskabet fejre sin kongelige protektors fødselsdag m ed en m edalje, der v ar p rydet m ed F rederik V .s brystbillede, og som b ar den trium ferende indskrift: K æ r
lighed til fæ drelandet vil sejre — Vincet A m or Patriæ lH.
II. Frederik den Femtes fædreland
D et miljø, Tyge R othe vendte hjem til, var n ationalt vakt. H ans bror, den historiske for
fatter C a sp a r R othe, havde i 1753 udsendt to bindsvæ rket Brave danske M a n d s og Kvinders be
rømmelige Efterm æle; og det v ar i C asp ar R othes og Niels K rog B redals lejlighed, det første dansksprogede syngespil - det n atio nalheroiske Gram og Signe - blev opført i fe
b ru a r 1757, med em ne fra Saxo, og u d try k keligt viet »fæ drenesprogets æ re«19. Gram og Signe fik en entusiastisk m odtagelse, som kun kunne bestyrke Tyge R othe i at færdiggøre den bog, h an arbejdede på, og som med censors im prim atur udkom i 1759 un d er titlen Tanker om K ærlighed til Fædrenelandet.
M ed sin bog henvendte Tyge R othe sig u d trykkeligt til »det danske og norske folk«; den var skrevet »for hver, der taler sam m e sprog som mig, for hver, der stå r i sam m e b o r
gerlige selskab«; og han lagde ikke skjul på, at
»hjertet og forstanden h ar haft lige del i dette arbejde«.
Tyge R othe ville tre ting med sin bog. H an ville definere begrebet fæ dreland. H an ville vise, at kærlighed til fæ drelandet v ar - eller kunne blive - u d b re d t i hele sam fundet. O g han ville form ulere et n atio n alt k u ltu r
program for Frederik V, »den kronede p a triot«.
D efinitionen a f begrebet fæ dreland var hos Tyge R othe helt klar: »det folk, b lan d t hvilke m ennesket lever som borger, det er hans fæd
reneland«. O g for at det ikke skulle m is
forstås, uddybede han det yderligere: »Fæ d
renelandet betyder m enneskene, og ikke jo rd en , d er bæ rer dem . F æ drenelandet bety
der m enneskene, m ed hvilke vi som borgere er forenede, og ikke dem , b lan d t hvilke vi først så dagens lys. Bruges ordet i anden m e
ning, d a kunne vi ikke gøre en hellig og for
nuftig pligt a f kærlighed til fæ drenelandet«.
16. H . F. R ørdam : Breve fra Ja c o b L angebek, 1895, s. 4-7 .
17. B jørn K o rn e ru p : D et kongelige d anske Selskab for F æ d relan d ets H istorie 1745—1945. En O versigt.
1945.
18. E d v ard H olm : O m det Syn p å K o ngem agt, Folk og borgerlig Frihed, der udviklede sig i den d an sk norske S tat i M id ten a f 18. A a rh u n d re d e (1746—1770), i 883, s. 83.
19. D ansk L itte ra tu rh isto rie , 4, 1983, s. 125.
273
Få læsere kunne derfor være i tvivl om, at der fandtes et a lte rn ativ t fæ drelandsbegreb base
ret p å fødested, som Tyge R othe her a rg u m enterede im od20. M en h an afviste dette altern ativ e fæ drelandsbegreb. Nok respek
terede h an de følelser, d er gjorde, at schw ei
zeren kun kunne føle sig hjem m e » b lan d t den uforgængelige is og sne«, eller »hvis grønlæ n
derne forgik a f længsel m idt ib la n d t K ø b e n havns overflødigheder og forlystelser, hvis de higede efter et land, hvor tra n og tørre fisk havde væ ret deres føde, og et sælskind al de
res pragt«. M en fæ drelandet var, konklude
rede h an, »det land, i hvilket vi lever som bo r
gere«.
Efter Tyge R othes m ening var kærlighed til fæ drelandet allerede u d b red t b la n d t sam fundets borgere, og den v ar baseret på den dyd, nytte og sociale egeninteresse, der grundlæ ggende fo rb an d t fyrste og folk. M en fandtes den også b la n d t »den ringe alm ue«?
D et gjorde den, efter Tyge R othes opfattelse.
Insp ireret a f M ontesquieu hæ vdede han, at ikke blot fa n d te s kæ rligheden til fæ drelandet hos folket — det uspolerede og ufordærvede:
den fandtes også i langt renere og stæ rkere form. Blev blot bonden og håndvæ rkeren op
lyst, ville de også erkende, at fornuften, reli
gionen og egeninteressen bød dem at elske deres fæ dreland, og straks ville a n tallet a f
»oplyste og gode borgere« vokse.
D et n ationale k u ltu rp ro g ram , Tyge R othe arg u m en tered e for i sin bog, var ikke blot be
m æ rkelsesvæ rdigt ved dets bredde, m en også ved, at det i sine hoved p u n k ter skulle blive re
aliseret på m indre end tyve år. Listen var lang. De læ rde skoler skulle opgive det golde terperi, og i stedet lære eleverne a t tjene fæd
relandet. Præ sterne skulle fra præ dikestolene forkynde kæ rligheden til fæ drelandet som G uds bud, og de skulle helligholde fæ dre
landets m æ rkedage. V idenskab og kunst, der blev o p reth o ld t a f staten, skulle også tjene
staten. N yttige videnskaber skulle frem m es gennem patriotiske selskaber og p ræ m ieudde
linger. H istorikerne skulle skrive opbyggelige n ationale heltehistorier. O g teatret skulle være »en skole for folket« og fremføre n a tionale arbejder i stil m ed Gram og Signe sam t en genre, som Tyge R othe kaldte borgerlige sørgespil, »der allerm est skikker sig for et folk, hvilket m ere beherskes a f fornuften end a f indbildningskraften«.
F rem tiden tilhørte Tyge R othe og hans tanker. M en selv levede han u n d er den censur, der - også - v ar en del a f F rederik V .s m ilde regim ente. O g d er kan ikke herske tvivl om, at aktuelle hensyn til forholdene ved hoffet, i den politiske ledelse, i ad m in istra tionen, i den k u ltu relt toneangivende over
klasse og i hovedstadens statsstø tted e er
hvervsliv h a r b u n d et hans pen.
D a Tyge R othe indleverede sit m an u sk rip t til censuren, ville en definition a f fæ dreland udfra et fødestedskriterium have væ ret u tæ n kelig. M onarkiets faktiske førstem inister, A.
G. M oltke, og gehejm ekonseilets fire m ed lem m er v ar alle født i Tyskland. De civile og m ilitæ re topposter v ar ligeledes overvejende besat m ed m æ nd, der v ar født uden for m o
narkiets græ nser. O g n å r kongens u n d e rså tte r på rejser i u d lan d et opsøgte kongens ge
sandter, var det tvivlsom t, om de d ér ville m øde m æ nd, der kunne — og ville - tale dansk. D et var form entlig g ru n d en til, at Tyge R othe ikke ville insistere på, a t brugen a f dansk v ar en forudsæ tning for at være p a triot. O g det v ar form entlig ligeledes gru n d en til, at han så indgående og så ihæ rdigt for
svarede indkaldelsen a f m ange frem m ede læ
rem estre. På den anden side kunne den op m æ rksom m e læser ikke undgå at fa en for
nem m else af, at forfatteren personligt kunne have en anden opfattelse end den, h an gav udtryk for. For selv om Tyge R othe m ed for
v entning så hen til rejsningen a f Salys rytter- 20. I 1757 havde Sorø-professoren Jens Schielderup Sneedorlf udsendt bogen Om den borgerlige Re
gering. Heri kommer han kort (s. 379-83) ind på kærlighed til fædrelandet. Emnet er ikke hans hoved
anliggende, men alligevel er han bemærkelsesværdigt uklar. Han synes dog at vende sig mod det kos
mopolitiske fædrelandsbegreb og at hævde et fødestedskriterium. Jvfr. også K. E Plesner: Jens Schielderup Sneedorlf. En litterærhistorisk Monografi, 1930, s. 237-48. I Den patriotiske Tilskuer (1761-63) kommer Sneedorff kun undtagelsesvis ind på begrebet Kærlighed til fædrelandet (nr. 5, 35 og 135).
1
Kærlighed til fædrelandet
Hvad landbefolkningen i 1700-tallet modtog a f nye sociale tanker gennem sognepræst og skolelærer, ved vi yderst lidt om. Vi ved dog, at en direkte socialisering ved hjælp a f det skrevne og trykte ord først optræder et stykke ind i 1800-tallet. En und
tagelse fr a regelen er den Katekismus fo r Bønderbørn, som udkom i 1766. Den anonyme forfatter var skolemanden Jacob B a
den (1735-1804), der var bror til forvalteren på Bernstorff gods, Torkel Baden (1734-1805), og som ærbødigt dedicerede sit arbejde til godsets ejer,J. H . E. Bernstorff. Det 51 siders skrift er opbygget som en samtale mellem en lærer og et fem-seks års barn, der bliver belært om sine pligter modforældre, øvrighed og fædreland. Læreren spørger blandt andet: »Hvadforstår du ved dit fædreneland?« Svar: » Ved mit fædreneland forstår jeg alle de lande og fo lk, som har en fælles regering og en fæ l
les konge med mig.« Sp.: »Hvem kalder du din medborger?« Sv.: »Medborger kalder jeg enhver, som står med mig under en fælles regering og arbejder med mig på fædrenelandets bedste, enten han er høj eller lav, rig eller fattig, fremmed eller ind
født.« Sp.: Hvem kalder du en god borger?« Sv.: »En god borger kalder jeg enhver, som i sin stand og efter sin evne udretter noget godt og nyttigt.« Læreren forudsætter udtrykkeligt, at barnet har læst Tyge Rothes Tanker om Kærlighed til Fædrene
landet.
statu e a f Frederik V, så m undede hans forsvar for nødvendigheden a f frem m ede kunstnere dog ud i noget, der havde karakter a f en n atio n al vision: »O lyksalige tider, n år danske m æ nd skulle a f Norges m arm o r op
rejse uforbigængelige efterm æ ler til danske heltes ære!«
M ed Tanker om K ærlighed til Fædrenelandet havde Tyge R othe form uleret en patriotisk ideologi, som m æ ndene om kring Frederik V kunne acceptere og bruge; og hans advarsel m od at lade kærlighed til fæ drelandet - såle
des som han havde defineret fæ drelandet - u d arte til »folkehad«, m å utvivlsom t være blevet væ rdsat p å højeste sted. Sam m e år, som bo
gen udkom , blev dens forfatter ekstraordinæ r
professor ved K øbenhavns U niversitet og fyr
steopdrager for arveprins Frederik.
M en nede i Sorø lå der på det tid sp u n k t et adeligt akadem i, hvis professorer havde det privilegium selv at m åtte censurere deres bøger. D et var ikke det sam m e som censur
frihed. M en kløgtigt u d n y ttet gav det videre m uligheder for at udtrykke sig.
Det benyttede den 32-årige professor O ve G uldberg sig af, da han i 1763 udsendte en kom m enteret oversættelse a f P lin ii Lovtale til Trajanum. T ilsyneladende uskyldigt stillede G uldberg det klassiske oversæ tterspørgsm ål:
»kan det danske sprog være dueligt dertil?«
At G uldberg selv m ente det, kunne næ ppe overraske. Ellers havde han vel ikke oversat
18 F o rtid og N u tid 275
og udsendt bogen. M en hans begrundelse var n atio n alt bem æ rkelsesvæ rdig.
Som skolet akadem iker gav G uldberg sine læsere det u m id d elb are indtryk, at han blot diskuterede et filologisk problem , og at han m eget vel kunne tage fejl: »den m edfødte n id kæ rhed for vort kære fæ dreneland ud b red er sig til alt, hvad landets er; og hvad sker lettere end, at m an for m eget kan elske det, m an bør elske mest?« M en hans konklusion havde både næb og klør: »vort sprog bør være kært, og dets ære hellig. M en selv foragter vi det, og overlader det næ sten til alm uen. Vore fleste fornem m e fornedrer sig, n år de taler det:
disse, som b u rd e tale det bedst, taler det ikke:
m an kunne være dansk, og leve i lan d et og af landet, uden at forstå landets sprog«.
Ingen tænksom læser kunne opfatte G uld- bergs ord som en blot og b ar konstatering. De v ar en åben kritik a f forholdene, som de var.
O g sam tidig v ar de et krav til den politiske og kulturelle elite, d er levede »i lan d et og a f la n det«, om at blive dansk i n atio n al forstand - eller søge andetsteds hen.
I 1763 v ar det en professor i det fjerne og fredelige Sorø, der ytrede sig. M en den unge teolog nød bevågenhed ved hoffet. I 1764 ef
terfulgte han Sneedorlf som læ rer for arv e
prins Frederik, som d ro n n in g Ju lia n e M arie ønskede skulle have en d em o n strativ t dansk opdragelse. O g det v ar på det tid sp u n k t al
m indeligt kendt, at Frederik V .s livsførelse forlængst havde u n d erg rav et hans helbred, og at et tronskifte ikke behøvede at være fjernt - m ed alt, hvad det kunne bringe a f nye m ænd og nye m eninger.
II I . Fæ drelandskæ rlighed og helstatspatriotism e
T ronskiftet var ikke fjernt, og m ed det in d ledtes en udvikling, d er i løbet a f kun ti år skulle føre til nationale m anifestationer af vidtræ kkende betydning. D en 14. ja n u a r 1766 u d ån d ed e Frederik V i sin trofaste M oltkes
arm e; og fra C h ristian sb o rg Slots balkon u d rå b te konseilets ledende m inister, J . H . E.
B ernstorlf — på dansk — den nye m onark:
»K ong Frederik den Fem te er død. Længe leve kong C h ristian den Syvende.«
En enevældig m onarks proklam ering a f valgsprog v ar en politisk tilkendegivelse. D en unge konges valgsprog: I kærlighed til fæ dre
landet vil je g søge min ære - Gloria ex Amore Patriæ — vakte berettiget opm æ rksom hed, og hos m ange også forventninger om p erso n u d skiftninger og en ny politik21.
F orventningerne kom til at holde stik. Al
lerede den 29. ja n u a r faldt generalfeltm arskal St.G erm ain som chef for K rigsdirektoriet;
sam m e år fik M oltke sin afsked; og m inistrene fra F rederik V.s konseil fandt sig nu u d sat for konstante angreb. Flådens nye chef, ad m iral D anneskiold-Sam søe, førte an i et frontalt angreb p å Bernstorlf, og m inisterens han- noveranske fødsel og påståed e ringeagt for alt, hvad der v ar dansk, indtog en p rom inent plads b la n d t an k lag ep u n k tern e22.
O gså offentligheden tog del i angrebene.
U n d e r en m askerade på H ofteatret i m arts 1767 m odtog den unge konge et anonym t digt med en bidende kritik a f favoriseringen a f u d lændinge på bekostning a f landets egne b ø rn 23:
»Ak, arm e D annem ark, nu vågner din ulykke.
Se, fire tyskere kan alting undertrykke.
De tro, at riget er ved lod dem falden til, thi kongen kan ej det, hans hjerte gerne
vil.«
S ådan, hed det, havde det altid været:
»U di din faders tid franzosen os bedrog, men i din farfars tid vor velfærd tysken
tog.«
Poeten frydede sig derfor over M oltkes fald, og anbefalede kongen at lade B ernstorff følge efter,
21. Som note 18, s. 84.
22. E d v ard H olm : D an m ark -N o rg es H istorie, IV :1, 1902, s. 31-33.
23. D anske M ag azin , 4 r., 5. bd., 1884, s. 262-65.
»som fuld a f franske kenb er dig og os til byrde.
Som u n d erstø tter kun det franske, tyske pak, hvis stolthed, praleri, er lu tter løgn og
snak.«
O g nu blev det altern ativ e fæ drelandsbegreb, m an havde kun n et ane bag Tyge R othes Tan
ker om Kærlighed til Fædrenelandet, å b en t lagt frem. D et skete i 1767 i et skrift, der b a r titlen Brev om Kærlighed til Fædrenelandet. Skriftet u d kom anonym t, m en forfatteren v ar næ ppe anonym — og h an v ar ikke hvem som helst.
F orfatteren v ar den norske bispesøn Eiler H a- gerup. O g hvad h an skrev i 1767, kom ham aldrig til skade. A ret efter blev h an udnæ vnt til am tm an d i Finm arken, og h an gennem løb en sm uk karriere i den danske adm in istratio n frem til em bedet som d ep u teret i G en eralto ld k am m eret24.
Tyge R othe havde villet tre ting m ed sin bog, og hans holdning havde væ ret klar og konsekvent. O gså Eiler H agerups tankegang var klar og konsekvent — m en på alle tre p u n k ter indtog h an en d ia m etralt m odsat holdning.
H vor Tyge R othe havde hæ vdet, a t fædre
lan d et var, hvor m an levede som borger, hæ vdede H ag eru p det altern ativ e fæ drelands
begreb, som Tyge R othe udtrykkeligt havde arg u m en teret im od. F æ drelandet var, hvor m an v ar født og vokset op.
H vor Tyge R othe havde hæ vdet, at kæ r
lighed til fæ drelandet kunne udbredes til hele folket, afviste H ag eru p det som helt u reali
stisk, at m an skulle kunne få bonden til at elske fæ drelandet blot ved hjælp a f »nogle fa ab stra k te m oralske regler enten a f religionen eller fornuften«. M ed sikker fornem m else for reform tankerne p å højeste sted arg u m en terede H ag e ru p for, at skulle bonden kunne identificere sig med fæ drelandet, m åtte hans m aterielle kår først forbedres. B onden m åtte have frihed og ejendom .
O g hvor Tyge R othe havde forsvaret og be
g ru n d e t indkaldelsen a f frem m ede, afviste H ag eru p lige så konsekvent, at dette længere
v ar nødvendigt. H an kritiserede skarpt og de
taljeret indkaldelsen a f frem m ede til hoffet, a d m in istratio n en og m ilitæ ret. H an afviste det traditionelle synspunkt: M it fæ dreland er, hvor je g lever vel - Patria est ubicunque bene. O g han spurgte retorisk-forarget: »Skulle vi behøve frem m ed adel til at om ringe vore fyr
sters personer, til at nyde landets herligheder, og at fortære bondens og borgerens sved, til at beklæde de vigtigste em beder, h vorpå landets ære og velfærd beror?« H a n fandt ikke - som Tyge R othe havde gjort - at frem m ede længere v ar nødvendige inden for viden
skaben og kunsten. K øbenhavns U niversitet u d d an n e d e nu tilstræ kkeligt m ange kvalifi
cerede lærde. U n d erstø tted e m an tyske poeter - hentydningen til Bernstorffs p ro tektion a f K lopstock v ar um ulig at overse - burde m an også u n d erstø tte danske poeter, som m an nu havde. O g selv om H ag eru p — G udbevares — bøjede sig for Pilo, Saly, J a rd in og Preisler, så kunne vi nu »rose os a f en H arsdorff, W iedew elt, Stanley, Als, Erichsen, C ram er m ed flere, hvilke som indfødte kan have den ære at d an n e deres landsm æ nds smag«.
I enhver henseende repræ senterede H a gerup en opposition til den bekvem m e ver
densborgeropfattelse, Tyge R othe havde for
m uleret for Frederik V.s m inistre, og hans skrift vendte sig direkte og skarpt m od favori
seringen a f frem m ede. H ensynet til ene
vælden gjorde det nødvendigt at fremføre sine kritiske tan k er m ed ærefrygt og respekt.
D erfor skrev han: »intet betager m ere en n ation m odet, og intet kvæler m ere dens kæ r
lighed og tilbøjelighed til fæ drenelandet, end n år den ser sig foragtet a f dem , som sidder ved roret«. F orm uleringen var loyal. M en bag den appellerende form lå en utvetydig u n d e r
stregning af, at forpligtelserne m ellem fyrste og folk v ar gensidige, og at undersåttern es kærlighed til fæ drelandet var betinget af, at fyrsten erkendte denne gensidighed.
D et blev Eiler H agerups nationale selvfor
ståelse, d er sejrede, og ikke Tyge R othes. N år den sejrede så hu rtig t og tilsyneladende så fuldstæ ndigt, skyldtes d et im idlertid den spe-
Kærlighed til fædrelandet
24. H an s Jen sen : D ansk-norsk V ekselvirkning i d et 18. A a rh u n d re d e , 1936, s. 35.
18’ 277
cielle politiske udvikling. Struensee-inter- m ezzo’et frem provokerede en n ational o ppo
sition. O g efter d iktatorens fald havde de nye m agthavere behov for en n atio n al opinion til at legitim ere deres m agtovertagelse og be
fæste deres m agtgrundlag.
Struensees indførelse aftry k k e frih ed en i ef
te råret 1770 havde været en d em o n strativ po
litisk gestus, henvendt til »redelige personer«
og »nidkæ re patrio ter« , og klart re ttet m od de tidligere m agthavere. De »nidkæ re patrioter«
havde im idlertid bru g t ophæ velsen a f cen
suren til også at angribe Struensee og hans styre; og både i oppositionen m od Struensee og i retsopgøret efter hans fald var der klare nationale elem enter: Struensee v ar en frem m ed, der ikke havde n ed lad t sig til at sæ tte sig ind i landets forhold; han havde fa
voriseret frem m ede på bekostning a f landets egne børn; og han havde åbenlyst vist sin foragt for det danske sprog21.
Straks efter paladsrevolutionen m arkerede de nye m agth av ere en dem onstrativ danskhed. G ru n d en e var flere. På det poli
tiske plan havde de på kort sigt behov for at pacificere en oprørt offentlig m ening. O g de erkendte, a t enevælden på længere sigt var nødt til at tage hensyn til det nye borgerskab med dets voksende bevidsthed om eget værd, dets krav om at få sine synspunkter hørt, og dets behov for en n ational identitet. De nye m agthaveres dem onstrative danskhed var im idlertid an d et og m ere end politisk o p p o r
tunism e. For en m and som G uldberg, der skulle blive den ledende politiske skikkelse, v ar danskhed også en hjertesag.
D et nye styre satte ind med sin nationale politik over for de problem er, der allerede var erkendt, og hvor utilfredsheden v ar mest u d talt: foragten for det danske sprog, den m an g lende politiske anerkendelse a f begrebet K æ r
lighed til fæ drelandet, og favoriseringen af frem m ede.
S progproblem et blev løst på m indre end en m åned. I februar 1772 blev det bekendtgjort, at dansk skulle være den politiske ledelses og
ad m in istratio n en s sprog i alle sager vedrø
rende D an m ark og Norge, og at dansk - og ikke længere tysk — skulle være k om m ando
sproget i hæ ren, ligesom det altid havde væ ret det i flåden.
K æ rlighed til fæ drelandet og begrebets u d bredelse var det næste problem , styret tog op.
D et erkendte, at udbredelsen m åtte ske gennem skoleundervisningen. M en den skole
undervisning, styret satsede på - og som det havde ressourcer til at satse på - v ar ikke sko
leundervisningen på lan d e t eller de danske skoler i byerne. O pfyldte alm ueskolerne blot C h ristian V I.s skolemål: statsreligionens g ru n d b eg reb er og elem entæ r læsefærdighed (hvad styret forøvrigt havde m ange og gode g runde til at betvivle, at de gjorde) v ar det tilstræ kkeligt26. Skolepolitikken blev koncen
treret om latinskolerne, hvor eleverne blev forberedt til U niversitetets em bedsuddan- nelser. M ed latinskoleforordningen a f 11. maj 1775 understregede styret behovet for en uni- versitetsforberedelse i »religionen, hoved
sprogene og fæ drenesproget« — i den næ vnte rækkefølge. M en kravet om undervisning i m odersm ålet v ar nyt. N yt var også kravet om, at eleverne skulle undervises »om plig
terne, og d erib lan d t om den kærlighed og op ofrelse, de skylder kongen og fæ drenelandet«.
O g nyt v ar endvidere kravet om, at eleverne skulle læse kom pendier over såvel alm indelig som dansk historie, »for at blive det danske sprog som fæ drenelandets sprog m ægtig, tale og skrive sam m e rigtigt«.
En realisering a f de nye undervisningsm ål forudsatte egentlige skolebøger. De fandtes på det tidspunkt ikke. M en styret v ar in d stillet på at tilvejebringe en egentlig læ rebog i fæ drelandets historie, og - som det blev stillet i udsigt i latinskoleforordningen — »en sam ling a f berøm m elige og gode danskes, norskes og holsteneres handlinger«. Bag
g ru n d en for disse initiativer var klart politisk.
For styret i K øben h av n v ar begrebet fæd
reland identisk m ed sam tlige C h ristian V II.s riger og lande. M en i de enkelte statsdele var
25. C h ristia n B ruun: P eter F rederik Suhm , 1898, s. 103-4, 118—19 og 127.
26. Jo a k im L arsen: B idrag til den d an sk e F olkeundervisnings og Folkeskoles H istorie 1536-1784, 1916, s.
266—350. Jv fr. også O le B. T h o m sen : E m b ed sstu d iern es universitet, I—11, 1975.
an d re opfattelser begyndt at gøre sig gæl
dende — opfattelser, der i K ø b enhavn skabte bekym ring for helstaten og dens frem tid27. I Norge var d er ved a t udvikle sig en sæ rnorsk patriotism e, som tru ed e med at drive en po
litisk kile ind mellem N orge og de øvrige statsdele, hvorim od d er p å det sproglige og kulturelle om råde ikke sporedes en tilsva
rende partikularism e, i det m indste ikke i for
holdet til D anm ark. I hertugdømmerne gjorde det om vendte sig gældende. H er sporedes der ikke tendenser til at m arkere en politisk af
stan d til landsherren i K øbenhavn, hvorim od et dansk-tysk m odsæ tningsforhold på det sproglige og det kulturelle om råde med tiden kunne true helstaten og helstatspolitikken.
O pgaven at skrive en skolebog, der kunne form idle h elstatspatriotism en, overdrog G uldberg den unge teologiske k an d id at O ve M alling. O g m ed udsendelsen i 1777 a f Store og gode H andlinger a f D anske, N orske og H o l
stenere fik G uldberg og hans herskab præcis den helstatsideologi, de havde ønsket.
H eltene i de atten dydskapitler var om hyg
geligt udvalgt fra sam tlige statsdele og fra sam tlige sam fundsgrupper. M ålt i sidetal var Kærlighed til Fædrenelandet den største dyd; og i dette kapitel og i det u m id d elb art efterføl
gende — Troskab mod Kongen - blev latinskole
eleverne belæ rt om, hvad de skyndte deres konge og fæ dreland, og hvorfor de gjorde det.
F æ drelandet blev hér defineret som det sted, hvor m an v ar født og vokset op. M en - og det v ar det afgørende - fæ drelandet var hverken D anm ark, eller Norge, eller H olsten. F æ dre
landet v ar hele staten, og dette fæ drelands sam lende sym bol v ar den enevældige konge. I et trepunkts arg u m en t udviklede M alling med jernpæ dagogik sin statspatriotiske lære.
For det første hævdede han, at »kærlighed til fæ drenelandet og troskab m od det er at anse som årsag og næ rm este virkning«. D ernæ st
docerede han: »troskab mod fæ drenelandet og troskab m od kongen er ligeledes uadskille
lige. M in konge er m it fæ drenelands hoved«, og »den gode og kloge borger« elsker derfor sin konge »som et v elartet b arn sin fader«. O g sluttelig satte M alling religionens segl på sin statsp atrio tisk e konstruktion: »G ud, som er den, der oprejser sta te r og grundfæ ster tronen, er også den, der satte konger, disse konger, som vi sværger lydighed, troskab og m andskab. A t lyde dem er d a at lyde G ud«.
Lagde latinskoleeleverne sig dette på sinde,
»da vil m an finde sin største hæ der i at leve og dø for G ud, for kongen, for fæ drelandet«, sluttede M alling sin bog.
M ed M alling fik G uldberg det, som han ville have det. M ere problem atisk blev sam arbejdet m ed vennen P. F. Suhm , der havde fået til opgave at skrive lærebogen i fædre
landets historie. O g problem et v ar netop hel
sta tsp atrio tism en over for den særlige norske patriotism e.
Suhm havde levet fjorten frugtbare år i Norge, og havde hér faet dyb sym pati for den norske patrio tism e28. D ette i forbindelse med hans interesse som historiker for de enkelte sam fundsgrupper og deres indbyrdes forhold var b aggrunden for, at vennen G uldberg u n derkastede hans m an u sk rip t en skarp censur.
Efter stats- og gehejm esekretæ rens opfattelse havde Suhm nem lig skrevet på en m åde, så
»Norge skal her lære at tro sig evig forurettet a f D anm ark«. Suhm havde derfor ikke løst sin opgave tilfredsstillende: »De h a r dreven en vis u partiskhed for vidt, og så vidt, at ung
dom m en a f denne historie ikke får den p a trio tism e an tæ n d t, ikke den hengivenhed til kon
gehuset opvakt, ikke den lyst indskæ rpet at agte og følge gode forfædre, som dog bliver h i
storiens eneste nytte. Al statens velfærd består i sam dræ gtighed og borgernes in d byrdes fortrolighed«. O g direkte vendt mod Kærlighed til fædrelandet
27. N orge: H an s Jen sen : anf. arb .; V ilhelm la C our: M ellem B rødre. D ansk-norske P ro b lem er i d et 18.
A a rh u n d re d e , 1943; og senest fra norsk side S tein ar Supphellen: D en historisk-topografiske litte ra tu ren i N oreg i siste h a lv p a rte n av 1700-talet, regionalism e eller nasjonalism e? (H eim en, 1979:4). H e r
tugdøm m erne: C h ristia n Degn: D ie H erzo g tiim er im G e sa m tsta a t 1773-1830 (i O la f K lose og C h ri
stian D egn: G eschichte Schlesw ig-H olsteins, 6, 1960); og G o ttlieb Ja p s e n : S tatsp atrio tism e og nationalfølelse i Sønderjylland før 1848 (H istorie, 13: 1-2, 1979).
28. V ilhelm la C our: anf. a rb ., s. 206—7; og D ansk L itte ra tu rh isto rie , 4, 1983, s. 354—57.
279
Frihedsstøtten var folkets hyldest til enevælden, rejst »til erindring om de landsfaderlige velgerninger, Hans M a
jestæt i vore dage har bevist den hæderlige bondestand«, som subskriptionskomitéen i 1791 skrev i sin henvendelse til offentligheden. I virkeligheden var monumentet - udført a f danske kunstnere i norsk marmor, som Tyge Rothe i 1759 havde set frem til - imidlertid borgerskabets monument over sig selv. Initiativtagerne var borgerskabets mest fremstå
ende repræsentanter: centraladministrationens embedsmænd Christian Fabricius, Niels Tønder Lund og Ove Malling, historikeren Peter Frederik Suhm, og generalprokurør og sekretær i Den store Landbokommission, nordmanden Christian Colbiørnsen. Borgerskabets selvforståelse lyste ud a f Thomas Thaarups inskription: »Kongen kendte, at Borgerfrihed bestemt ved retfærdig Lov giver Kærlighed til Fædreland, Mod til dets Værn, Lyst til Kundskab, Attraa til Flid, Haab om Held«. Borgerskabets politiske idealer- Frihed og Lighed - var markeret i sokkelens relieffer. Og borgerskabets dyder var symboliseret a f de fire klassiske kvindefigurer omkring obeliskens fod: Troskab, Tapperhed, Kærlighed til Fædrelandet og Agerdyrkningsflid. Om det var et tilfælde eller en tanke, få r stå hen, men i den endelige udformning blev statuen a f Kærlighed til Fædrelandet er
stattet a f en statue a f Borgerdyden. Trap: Danmark, 2.
udg., bd. I, 1879.
den norske patriotism e vrissede G uldberg:
»Ingen n o rd m an d er til. Alle er vi borgere i den danske sta t« 29.
O ver for denne bredside kapitulerede Suhm . S tyret fik Historien a f D anm ark, Norge og H olsten såd an , som det ville have den. O g de vordende borgere og em bedsm æ nd kunne herefter an n am m e historiens lære, således som Suhm sam m enfattede den i lærebogens slutord: »Elsker eders fæ dreneland over alle ting. O g hvad er eders fæ dreneland? Alle kon
gens lande: D anm ark, N orge, H olsten og Is
land, intet un d tag et. L ad den dårlige forskel im ellem a t være dansk, norsk, holstensk op høre. Vel er d er nogen forskel im ellem eders sprog; m en G ud forstår eder alle; een konge behersker eder alle. F rygter G ud, ærer kongen!«30
G uldberg havde gjort sit politiske m ester
stykke. H an havde ladet enevæ lden opfange borgerskabets nationale selvforståelse: kæ r
lighed til fæ drelandet, og om form et den til
enevældens og helstatens officielle ideologi.
H an havde gjort det, ved dels at om form ulere fæ dreland til konge og fæ dreland, dels at d e
finere fæ drelandet som hele staten - også det tysksprogede og tyskkulturelle H olsten.
Slutstenen i denne helstatspatriotiske kon
struktion blev Loven om Indfødsretten, som styret m ed stor højtidelighed offentliggjorde på kongens fødselsdag den 29. ja n u a r 1776, 29. P. F. Suhms samlede Skrifter, udg. af Rasmus Nyerup, XVI, 1799, s. 345-56. Jvfr. også Christian
Bruun: Peter Frederik Suhm, 1898, s. 185 IT.
30. Christian Bruun: anf. arb., s. 192.
Kæ rlighed til fædrelandet
»hvorefter A dgang til Embeder i H ans M ajestæts R iger og Lande forbeholdes alene de indfødte Under- saatter og dem, som dermed lige agtes«.
Loven blev offentliggjort som en grundlov, som kongen og kongefam ilien højtideligt for
sikrede aldrig at ville æ ndre. O g Indfødsrets- loven indeholdt præcis, hvad den sagde, den indeholdt. M ed uvæsentlige dispensations
m uligheder v ar det herefter en betingelse for at fa em bede, at m an v ar født i fæ drelandet - vel at mærke: i enevældens fæ dreland. O g m ed allusioner til både evangelisten M arcus og evangelisten M atth æ u s begrundede m o
narken sin lov: »Billigheden selv vil, at landets børn skal nyde landets brød, og at for
delene i staten falde i dens borgeres lod«.
Loven om Indfødsretten blev m odtaget m ed begejstring over alt i m onarkiets byer, og størst v ar begejstringen i m onarkiets hoved
stad, hvor tankerne om kærlighed til fæ dre
landet først havde spiret, og hvor begrebet v ar blevet udviklet og m odnet. Borgerskabet havde form uleret tre n ationale krav: det danske sprogs prim at; indfødtes eneret til em beder; og enevældens anerkendelse a f en selv
forståelse, der legitim erede borgerskabets so
ciale og kulturelle am bitioner. K ravene var blevet opfyldt. K æ rlighed til fæ drelandet havde virkelig sejret, således som Langebek i 1750 trium ferende havde forkyndt, at den ville. A rene fra 1776 til k rig su d b ru d d et i 1807 blev vidne til, at det sejrende holdningskom - pleks befæstede og udbyggede sine positioner, ikke bare på det sociale og det kulturelle plan, m en også på det politiske. O g sejren blev brugt. Den blev brugt i et forsøg på at skabe en afklaring i forholdet mellem dansk og tysk.
O g den blev b ru g t i et forsøg på at udbrede den n ationale selvforståelse til an d re sam fundslag.
IV . D ansk og tysk
Forholdet mellem dansk og tysk v ar et p ro blem . H ovedsagelig v ar det et dansk p ro blem , og i praksis m arkerede det sig som et københavnsk problem . D et v ar københavnske borgere, akadem ikere og em bedsm æ nd, der reagerede im od sprogligt og k ulturelt at blive b ehandlet som and en ran g s borgere, og im od at blive forbigåede ved em bedsbesæ ttelser af, hvad de betragtede som tyskere og frem m ede.
D et reelle gru n d lag for disse fru stratio n er er vanskeligt a t vurdere, m en vi ved på den anden side tilstræ kkeligt om forholdene til, at vi ikke uden videre kan afvise frustrationerne som grundløse.
Forholdet mellem dansk og tysk ville have væ ret m indre kom pliceret og m indre øm tåle
ligt, hvis tyskere havde været identiske m ed frem m ede i helstatens og Indfødsrettens for
stand. Problem et v ar im idlertid, at m an fra dansk side ikke skelnede konsekvent mellem tysktalende holstenere og tysktalende fra a n dre dele a f D et tyske Rige31. D en nationale re
aktion, som form entlig altid h ar eksisteret, m en som de københavnske borgere som loyale u n d e rså tte r havde læ rt at tøjle, brød im idlertid op til overfladen i forbindelse m ed udviklingen a f den nationale selvforståelse.
G uldberg havde m arkeret det i 1763. M ed tronskiftet i 1766 fik de opsparede fru stratio ner frit løb. O g i 1790 nåede de en foreløbig kulm ination i den såkaldte Tyskerfejde: en kortvarig, m en heftig d eb at om forholdet m el
lem dansk og tysk, som ihvertfald fra dansk side overskred græ nsen m ellem nationalfø
lelse og n ationalism e32.
Det v ar en gnist fra et i sig selv ubetydeligt litteræ rt sam m enstød, der udløste b randen.
B randen selv blev kortvarig, m en brand-
31. Se Suhms anonyme franske skrift fra oktober 1771, jvfr. Jens Møller: P. F. Suhms regeringsregler 1774.
Statens grundstøtter - menneskerettighedserklæringer - sprog og indfødsret. (Historisk Tidsskrift, 12.
r., 6. bd., 1972, s. 148-49.
32. De fleste af Tyskerfejdens indlæg er trykt i Minerva 1790, hvortil dog slutter sig de anonyme skrifter Folkets Røst om Tyskerne (1789), Blunts Betænkninger over Brevet til Forfatteren a f Folkets Røst om Tyskerne (1790), og Anmærkninger til Stykket i Minervas Januar, kaldet: Til Forfatteren a f Folkets Røst om Tyskerne (1790, af Werner Abrahamson). Tyskerfejden er kort og overvejende litteraturhistorisk behandlet af N. M.
Petersen i Bidrag til den danske Litteraturs Historie, V :l, 1860, og af F. Rønning i Rationalismens Tidsalder, III: 1, 1896.
281
sporene forblev synlige længe. O g selv om de
b a ttø re rn e o p trå d te anonym t, kunne det ikke skjules, at de v ar personer a f vægt, og at de u d talte sig m ed vægt.
M eget blev hvirvlet op, m en hovedproble
m erne lader sig udskille. D eb atten afslørede en dyb social og kulturel frustration hos de danske d e b a ttø re r over, hvad de betragtede som to adskilte m iljøer, a f hvilke det højeste - re k ru tteret fra den eksklusive kreds om kring den aristokratiske politiske ledelse og to p a d m in istratio n en - v ar tysk i sit præ g, og d e
m onstrerede ligegyldighed og foragt for danske borgerlige og for dansk sprog og kultur. Y derm ere blev d er frem ført en skarp kritik af, at tysktalende og tyskkulturelle hol
stenere opnåede eftertragtede em beder i K ø
benhavn. I sagens n a tu r m åtte det falde de danske d e b a ttø re r vanskeligt at vende sig m od deres eget sejrsm onum ent: In d fø d s
retten. M en ikke desto m indre gik flere så langt som til at give udtryk for, at skulle kongens holstenske u n d e rså tte r - hvis k u ltu relle loyalitet lå syd for E lben — overhovedet havde em beder, så kunne de fa det i H olsten, og ikke an d re steder. O g a f d eb atten fremgik det klart, at deltagerne v ar opm æ rksom m e på, hvor i Slesvig sproggræ nsen gik mellem dansk og tysk. T i å r efter at Tyskerfejden var afsluttet, huskede præ sten M . G. B irckner endnu dette voldsom m e u d b ru d a f »antiger- m anism e«, hvor »ikke blot skribenterpøbelen, m en selv m æ nd, der m ed føje kunne regnes b lan d t agtvæ rdige skribenter, m ed b ittert had forfulgte alt, hvad d er b ar navn a f tysk, j a den hele tyske natio n « 33.
Tyskerfejden i 1790 kalder fortsat på en analyse og en perspektivering. U m id d e lb art efterlader den indtryk a f en ung og sårb ar borgerlig dansk nationalfølelse m ed et behov for at m anifestere sig over for en tyskkulturel
— tildels aristokratisk - elite, hvis overlegen
hed den inderst inde selv erkender. D eb atten
er ikke opbyggelig læsning. M en den er vigtig, ikke blot for forståelsen a f de nationale holdninger i helstatens hovedstad i de første revolutionsår, m en også for forståelsen a f den videre udvikling i forholdet mellem dansk og tysk, efter at F rederik V I v ar kom m et på tronen, og efter at den politiske m agt var gledet over fra, hvad sam tiden kaldte »det tyske parti«, til »det danske parti«, og den så
kaldte daniseringspolitik var blevet indledt som et resultat a f H olstens indlem m else i 1806. I 1806 udgav en en tre p re n a n t køben
havnsk forlægger en folkeudgave a f M allings Store og gode H andlinger a f D anske, N orske og Holstenere, til brug for den nye skolelovs al
m ueskoler. H an anlagde her ikke blot andre kriterier for udvælgelsen a f heltene. H a n æ n
drede også bogens titel. N u hed den Patriotiske H andlinger a f D anske og N orske34.
V. N ationalopdragelsen
På Frederik V.s tid havde selvforståelsens kernebegreb væ ret patriot. I G uldberg-tiden v ar det dansk. Ved det nye årh u n d red es be
gyndelse blev det national.
O gså opdragelse og uddannelse skulle om kring 1800 være national. Det m est gennem arbejdede og gennem tæ nkte forslag til en n a tionalopdragelse kom fra den unge historiker L aurits Engelstoft. A llerede i 1802 havde han udsendt et skrift Om den Indflydelse, Opdra
gelsen, især den offentlige, kan have paa at indplante Kærlighed til Fædrelandet, med u n d ertitlen E t statspædagogisk Forsøg. O g i 1808 genudsendte han sine skolepolitiske tan k er i udvidet form:
Tanker om Nationalopdragelsen betragtet som det virksomste M id d el til at frem m e A lm enaand og Fæd
relandskærlighed — hvor han forøvrigt loyalt vedgik arv og gæld ved at pryde forsiden med et citat fra Tyge Rothes nu et h alvt årh u n -
33. Som note 14, s. 59.
34. Salomon Soldin: Patriotiske Handlinger af Danske og Norske. En Eksempelbog for Ungdommen 1806.
drede gam le Tanker om Kærlighed til Fæd
renelandet35.
Det nye hos Engelstoft v ar ikke hans defi
nition a f fæ dreland. F æ drelandet v ar u d try k keligt ^ /s ta te n , alle statsdelene, un d er den fælles regering. N yt - ihvertfald i så direkte en form - v ar derim od, at nationalopdragelsen skulle skabe et sam fund, hvor der herskede lighed m ellem borgerne, og hvor talentet, og ikke fødslen, v a r det afgørende. O g ny var også den detaljerede og m otiverede plan for en m assiv socialisering gennem en nøje p lan lag t og nøje iscenesat statslig opdragelse a f de unge til borgere. D enne opdragelse om fattede ikke blot undervisning i fæ drelandets sprog, historie og geografi. Engelstoft fore
stillede sig også en »B orgerkatekism us«, der skulle indskæ rpe børnene deres nationale pligter, og en »Folkekodeks«, der skulle belære børnene om sam fundets love og deres hensigtsm æ ssighed; og denne indlæ ring skulle und erstø ttes a f »udsøgte n atio n al
sange, skikkede til, gennem ørets fornøjelse, at indtrylle pligterne i hjertet«. O gså en gym nastikundervisning v ar en tanke, der stod En- gelstofts - og Frederik V E s - hjerte nær. O g denne nationalopdragelse skulle afsluttes m ed »Fæ drelandsfesten«: en højtidelig og ta bleauagtig statsborgerlig konfirm ation, hvor de unge aflagde deres borgered og blev op
taget i borgersam fundet, og hvor festen blev afsluttet »m ed et alm indeligt fryderåb: leve kongen, leve fæ drenelandet«.
Engelstofts tanker om en n a tio n a lo p d ra gelse — hvori også indgik lokale sørgefester ved fortjenstfulde borgeres og faldne heltes grave — kan føles virkelighedsfrem m ede, som en naiv im itation på dansk g rund af, hvad
han havde set og hørt om konsulatets og kej
serdøm m ets Frankrig. M en ser m an på, hvad d er faktisk skete i D an m ark i de år, og ser m an p å de undervisningsm ål, enevælden for
m ulerede, h a r Engelstofts tanker om en n atio nalopdragelse krav på interesse. For der blev indledt en holdningspåvirkning i skolerne til fordel for konge og fæ dreland. D er blev u n dervist i gym nastik, m ed et videre m ilitæ rt sigte. D er blev iscenesat nationale højtidelig
heder og tab leau er i forbindelse m ed begiven
hederne i 1801 og i 1807, som nok idag kan kalde på sm ilet, m en som deltagerne tog d ybt alvorligt. O g d er blev faktisk udsendt en B or
gerkatekism us, således som Engelstoft havde fo
reslået det. 11811 udgav pastor P. O. Boisen fra V esterborg læ rersem inarium under C h ri
stian D itlev Reventlow s grevskab C hristians- sæde et Forsøg til en Fædrenelandets Katekism us eller kort Begreb om Pligterne mod Konge og Fæd
reneland. Den v ar tilrettelagt m ed henblik på at bruges i forbindelse m ed konfirm ationsfor
beredelsen; den repræ senterede en massiv indoktrinering a f helstatspatriotism en og a f kæ rligheden til konge og fæ dreland — og F re
derik V I lod straks bogen nytrykke og uddele som præ m iebog i folkeskolen36.
I 1811 var der en folkeskole. M en i denne folkeskole indtog borgerskabets nationale selvforståelse og indpodningen a f kærlighed til kongen og helstatsfæ drelandet endnu en påfaldende tilbagetrukken plads.
I den om fattende reform politik, der blev indledt m ed kronprins Frederiks m ag to v erta
gelse i 1784, havde en reform a f 1700-tallets skolevæsen ganske vist haft en høj prioritet. I de reform er, der straks i 1784 blev indledt på krongodset i N ordsjæ lland, indgik også en
Kærlighed til fædrelandet
35. Indholdsmæssig er de to skrifter identiske. Formuleringerne i 1808-udgaven er dog mere prægnante, og citaterne er taget herfra. Lignende tanker om nationalånd, nationalvirksomhed og nationalkarakter var blevet fremsat af G. H. Olsen i Opdragelsesvæsenet. En Tale holden på Sorø Akademi i Anledning af Kongens Fødselsdag 1794 (Minerva april 1794). I Københavns lærde Efterretninger 1802 gav G. H.
Olsen en indgående, positiv anmeldelse (s. 481-93) af Engelstofts skrift, og Engelstoft optog en del af G. H. Olsens detailkorrektioner i 1808-udgaven. Om nationale mindefester, se Henrik Nyrop-Chri- stensen: Mindehøjtideligheder fra Frederik VI.s tid. Omkring H. C. Knudsens heroiske tableauer.
Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, nr. 274, 1970.
36. I 1766 udsendte Jacob Baden anonymt Forsøg til en moralsk og politisk Katekismus for Bønderbørn, dediceret til J . H. E. BernstorfT. Bogen - der ligger på linie med Tyge Rothes kosmopolitiske fædre
landsbegreb - er pædagogisk patetisk. Tilsvarende forsøg synes ikke gjort under reformperioden, jvfr.
Laurits Engelstoft: anf. arb. 1808 s. 93-94 og 137 note xx.
283
reform a f landsbyskolerne. O g i 1789 n ed sattes D en store Skolekom m ission, d er fik til opgave a f forberede en lovgivning, d er skulle reform ere hele landets skolevæsen. H ér m ødtes og brødes revolutionsårenes hold
ninger om så væsentlige spørgsm ål som, hvorvidt skoleundervisningen skulle g ra dueres efter sociale klasser, hvorvidt den skulle have et videre sigte end blot at om fatte kristendom m en sam t læsning, skrivning og regning, og hvorvidt de nationale tanker skulle form idles til folkets brede lag. De eks
trem e holdninger led nederlag i D en store Skolekom m ission. D ens kulturoptim istiske og kirkekritiske m edlem m er m åtte opgive deres tan k er om en idealskole, d er underviste i alt, og som u d d an n ed e filosoffer og lærde. Til gengæld form åede kom m issionens religiøse og revolutionsforskræ kkede m edlem m er ikke at forhindre, a t h u sm a n d sb ø rn fik sam m e u n dervisning som g ård m an d sb ø rn , og at u n d e r
visningen fik et videre sigte end de hidtidige elem entæ rkrav. D en holdningsm æ ssige m idte sejrede i D en store Skolekom m ission. E ne
vældens skole blev en folkeskole.
M en i de nye skoler fik de nye nationale tan k er ringe væ kstbetingelser. I skolerne på det nordsjæ llandske krongods skulle børnene indpodes »kærlighed til gudsfrygt og dyd« og lære at læse, skrive og regne. M en a f de nye nationale tan k er blev d er kun tilbage, at b ørnene skulle m odtage »et lidet lys i fædre
nelandets historie«37. O g længere gik Den store Skolekom m ission ikke. G anske vist havde et a f kom m issionens m edlem m er, k ronprins Frederiks svoger h ertu g Frederik C h ristian a f A ugustenborg, foreslået, at børnene gennem belæ ring om kongernes h andlinger, offentlige in stitu tio n er og histo
riske begivenheder skulle indpodes kærlighed til konge og fæ dreland38. M en i det proviso
riske skolereglem ent for øerne, d er blev u d stedt i 1806, og som reelt uæ ndret blev gen
taget i den landsdæ kkende a n o rd n in g for al
m ueskolevæsenet i 1814, holdt m an sig inden for de græ nser, d er v ar blevet afstukket tyve å r tidligere. F orm uleringen blev den, som Skolekom m issionens politisk m est m agtfulde m edlem , C h ristian D itlev Reventlow , havde frem lagt allerede i 1793. De nye nationale tanker skulle blot være et vedhæ ng til u n d e r
visningen i læsning, hvor der skulle anvendes
»sådanne bøger, som kunne give alm uen et kort begreb om deres fæ drenelands historie og geografi«39.
H vad v ar det, gehejm estatsm inister, p ræ sident for R entekam m eret, lensgreve R e
ventlow havde im od de nye nationale tanker?
Vi ved det ikke. M en en forklaring skal m uligt søges i situationen, som den var, da Reventlow i begyndelsen a f 1790’erne tog stilling til skoleundervisningens frem tidige indhold.
I 1784 havde der fundet vigtige p erso n u d skiftninger sted i den politiske ledelse. Bor
gerlige m inistre v ar blevet udskiftet m ed a ri
stokratiske m inistre. O g i 1788 havde d an sk hedens rep ræ sen tan ter i den politiske ledelse, J . O . S chack-R athlou og F. C. R osenkrantz —
eller ihvertfald den danske adels rep ræ sen ta n te r — som en politisk d em o n stratio n im od landboreform erne forladt statsråd et, hvis to
neangivende m edlem m er herefter blev to frem træ dende rep ræ sen tan ter for det aristo kratiske tyskkulturelle miljø: A. R B ernstorff og E rn st Schim m elm ann.
A. R B ernstorff havde m isbilliget Indføds
retten. Ikke fordi han v ar im od patriotism e, m en fordi — som han diplom atisk form ulerede det — han var im od en overdreven p atrio tism e40.
Ligesom E rn st Schim m elm ann tilhørte B ern
storff den tysksprogede kosm opolitiske over
klasse, til hvilken også C h ristia n D itlev R e
ventlow og hans bror Ludvig R eventlow var tæt knyttet. D enne politisk m agtfulde kreds havde følt sig særdeles ilde berørt over Ty
skerfejden i 1790, hvor de danske angreb - uden at nævne dem ved navn - klart havde
37. Joakim Larsen: Skolelovene af 1814 og deres tilblivelse. Aktmæssigt fremstillet, 1914, s. 10.
38. Anf. arb. s. 206.
39. Anf. arb. s. 86.
40. A. P. Bernstorff 27. ja n u a r 1776 t. Ditlev Reventlow. Aage Friis: BernstorlTske Papirer, III, 1913 s 448.
